Kristeligt Dagblads læsere sætter stor pris på god litteratur og læser ofte digte. Men hvilke digte er egentlig de bedste i dansk litteratur nogensinde?

Vi har bedt litteraturprofessor Anne-Marie Mai udpege dansk litteraturs mest tankevækkende og smukke lyrik. Få digtene læst op og læs, hvordan et panel af poesielskende eksperter fortolker teksterne

TEKST: LOUISE HØJMARK

TILRETTELÆGGELSE: KIM SCHOU

Panelet består af:

• Alberte Winding, sangerinde, komponist og forfatter.
• Flemming Kloster Poulsen, sognepræst og forfatter.
• Jan Rosiek, professor i litteratur, Københavns Universitet.
• Kirsten Thorup, forfatter.
• Johannes Riis, litterær direktør på Gyldendal.
• Peter Stein Larsen, professor i sprog og litteratur, Aalborg Universitet.
• Ved digte, der er længere end én strofe, har paneldeltagerne taget udgangspunkt i udvalgte strofer.

Flemming Kloster Poulsen:: ”Mens jeg langsomt læser digtet, kommer jeg ind i en stemning af sommer, sol, varme, tør jord, myg, insekter, sommerfugle. Det stærkeste billede er bondepigen. Hun sidder der i solen med nøgne arme, barmens kløft synlig og fristende. Sanselighed. Det er erotik og krop, kødets varme. En lyst bliver vakt.”

Peter Stein Larsen: ”Digteren har en fascineret og intens oplevelse af det konkrete, daglige landboliv ('Middagssolen', 'Muldbrink', 'Insekter', 'Agerkaalen'). En sensualistisk og vitalistisk glæde over tilværelsen forener sig med en prisen af den danske bondekultur, natur, kvinde og nation. Det Folkelige Gennembruds store danske poet.”

Alberte Winding: ”Varmen og rastløsheden emmer af begær. Det her digt vil ha’ noget nu og synes derfor, at alt er gået i stå på en sitrende måde.”

Kirsten Thorup: ”Et grænseløst rum skabt i et svimlende dramatisk nu. De tørre, støvede, stillestående sansebilleder fremkalder en understrøm af forgængelighed i sommerheden.”

Jan Rosiek: ”Et markant anslag, både rytmisk ('heftigt'/'haarde', 'staar'/'strittende'/'Straalen') og visuelt, de første klart sansede detaljer fra det danske bonde- og sommerland, mejslet i ord.”

Johannes Riis:: ”I digtet møder vi en streng og tør og ubønhørlig, afvisende natur. Her stritter solens stråler, her er jorden tør og pulvergrå, insekter de eneste levende væsener. Goldt. Åndløst. Ørken. Og så til sidst, i den sidste halvanden strofe, en rigtig Thøger Larsen’sk erotisk afslutning: En yppig bondepige med 'korte Særkeærmer, nøgne Arme', barm og sved, med løfter om 'Kødets Varme' og frugtbarhed.”

Alberte Winding: ”Det er, som om teksten er gjort bevidst kølig og usanselig. Som stål og livslede. At se sin 30-års krise i et industrielt lys, eller måske endda i et forladt fabriksområde, beskriver fint følelsen af spildt liv. At se sig selv som ineffektiv, savne en falmet barndom og se den skiftet ud med det udsigtstløse. I 30’erne har man ikke endnu en erkendelse af, at man er ung og har livet for sig. Det får man først, når det har været overstået længe.”

Peter Stein Larsen: ”Erindringens kraft er kolossal. Det, man oplevede i barndommen, men som man aldrig satte ord på og var sig bevidst, kan genskabes i hukommelsens knivskarpe og intense lys - som poesi. Der er smerte forbundet med denne konfrontation med det fortrængte ('hovedpinesprængt', 'søsygen af uoplevet tid'), men også befrielse ('jubelsmerte'). Digteren er af temperament sanseskarp, perspektivskiftende og stileksperimenterende.”

Johannes Riis: ”Her er ingen lyspunkter: Her skrives grimheden frem, den skal ses, den skal konfronteres: Lede, kvalme, ubehag, utilpashed ved tilværelsen, ved fortiden, ved nutiden, ved det hele, fremtid findes næppe, hvis den gør, er den næppe umagen værd. Fortiden trænger sig på, tvinges frem i hakkende rytme og grimme ordsammensætninger i syg, betændt, fortænkt, forvansket form. Verden er ligegyldig, frastødende, højst en vrængen værd.”

Jan Rosiek: ”Man fornemmer vagt et tilbageblik på en barndom, men billederne virker forcerede eller manierede. De fører læseren væk fra sansningen, og modsat hensigten bliver digtet dermed abstrakt og nærmest privat, svært tilgængeligt.”

Kirsten Thorup: ”Dette er en åbning af sanserne ind til den fortryllede natur. Så smukt at det næsten gør ondt. Anråbelsen af sanggudinderne fører digteren længere ind i naturens 'lyksaligheder' og lige i favnen på ”kvinden”, et stykke af selvsamme natur.”

Alberte Winding: ”Sikken en patos! I dag søger vi naturen for at finde ro, men denne beskrivelse er fra et tidspunkt, hvor den religiøse oplevelse af natur havde karakter af det erotiske.”

Peter Stein Larsen: ”Digteren er forelsket, og verden forandres for hans øjne og bliver poetisk. Naturens mangfoldighed, foranderlighed og dynamiske liv ('Roser udbrede', 'quiddrende røber', 'sprudlende Bække') skaber en ekstatisk enhedsoplevelse hos jeget. Et lidenskabeligt, præromantisk geni for fuldt udblæsning.”

Johannes Riis: ”Med et bombardement af sanseindtryk, i en ordlabyrint i et uendeligt langt forfelt, arbejder digteren en stadig stigende spænding op. Han anslår en stemning af skønhed, idyl og stigende forventning, han tager tilløb, og han tager tilløb, og man skal helt frem til sidste vers i femte strofe for at nå hovedsætningen: 'Der fyldte Camoenen mit Bryst' ('Camoene' betyder 'digtermuse' - red). Det er en sand forløsning!”

Flemming Kloster Poulsen: ”Det er en eksplosion af lykke. 'Lyksalighed' er et skønt ord. Digteren sidder i kølig skygge, hans venindes skød har fremkaldt en eksplosion af lyst og smerte. Han svælger og smelter i det, der er både himmel og jord, gud og menneske og romantik, bævende lyde og hele baduljen. Jeg tænker at sådan KAN det erotiske møde skabe en eksplosion af lyksalighed, men gør det ikke altid.”

Jan Rosiek: ”Både sangfuglens og digterens hjem er i skygge, beskyttet mod den stærke sol (Gud). Digteren inspireres af naturen og vil gerne selv blive som sangfuglen. Vandets monotone rislen lærer digteren, at tiden går, mens den rislende monotoni får ham til at glemme tiden. Begge dele markerer den nye tidsalder, der melder sig i dette digt: Den vigtigste tid er ikke længere fremtiden efter døden.”

Flemming Kloster Poulsen: ”Digtet får mig til at ane et andet liv, en anden verden, en anden livsmulighed. Jeg skulle (måske) have været et andet sted. Dér i drømmebilledet omfavner Gud og menneske hinanden. Jeg bliver bevæget og rørt, noget inden i mig går i skred. Hvorfor er jeg delt i to - mit renere jeg og mit virkelige daglige jeg.”

Alberte Winding: ”I spejlet er livet finere, en drømmende distance, på trods af sin præcise gengivelse. Derfor bliver det som kunsten: Kultiveret, bearbejdet. Det er smukt at beskrive kunst som en omfavnelse mellem guder og mennesker.”

Jan Rosiek: ”Digteren ser tidens tegn, de rullende bølger, og rammes af angst og kærlighed i erindring om sin oprindelige identitet, fra før skabelsen og syndefaldet. Det munder ikke ud i drømmeri, men i vision, noget der kan realiseres: Den kærlige forsoning mellem mennesker og guder. Digtet forstyrrer i det hele taget det givne hierarki af jord nede og himmel oppe, blandt andet fordi det vand, digteren ser dybt ned i, forbindes med ord, der signalerer oppe: Azur, himmel, æterisk.”

Peter Stein Larsen: ”Jeget har en mystisk præget erkendelse af, at verden ikke blot er, hvad den giver sig ud for, men at der bag det fremtrædende er en hinsidig, metafysisk/åndelig/guddommelig verden. Digteren er en spekulativ universalromantiker: Menneskeligt og guddommeligt, og materielt og åndeligt forener sig i ét nu.”

Kirsten Thorup: ”Digtets klimaks er en ekstatisk vision, hvor guder og mennesker forenes i kødelig omfavnelse. Digterånden gestalter en åbenbaring af Paradiset eller evigheden.”

Johannes Riis: "Dette er en higen mod en anden, højere dimension, en næsten ekstatisk, men angstblandet længsel efter at få ånden løst fra kroppen. Det er en higen efter opstigning til en højere sfære, hvor jordelivet kan forenes med det himmelske, åndelige, og går op i en højere enhed i 'det rene Blaae.'"

Jan Rosiek: "Digtet giver, ud fra den hjemmegående hustrus synsvinkel, en nuanceret analyse eller diagnose af et parforhold, der er hinsides helbredelse. Ud fra et glimt af tøvende begær fra mandens side udfoldes hele det komplekse spil mellem erindret lykke og fremtidsløs nutid, der kendetegner et ægteskab i opløsning.”

Flemming Kloster Poulsen: ”For Tove Ditlevsen er ægteskabet båret af lidenskab. Men er det sandt? Lidenskaben i ægteskabet er væk, nu kommer en dunkel trang til at bedrage ægtefællen. De to ægtefæller benægter hinandens evne til at vække lysten. Ægteskab er en legal kærlighedsdød. Men er det ikke bare en overanstrengelse af lidenskaben, når den skal bære det hele? Hvad med tillid og respekt, for ikke at tale om pligt?”

Peter Stein Larsen: ”Livet kan forekomme meningsløst, goldt og tomt i det trivielle og lidenskabsløse ægteskab. Kun erindringen om en engang oplevet kærlighed eller et øjebliks erotisk spænding i mødet med en fremmed kan i øjeblikke trække jeget ud af følelsen af total desillusion. Digteren er i magtesløs modsætning til en patriarkalsk kultur.”

Johannes Riis: ”Dette er erindringen om det unge begærs umættelige appetit og retningsløshed og hensynsløshed, utæmmelighed. Og så: Slitagen. Tidens – ægteskabets? – slitage. Og nu: Der er noget tilbage; men det er kun minder, vellyst og evnen til at vække vellyst er afløst af hævntørst. Kærligheden er død.”

Alberte Winding: ”Det her er en hel novelle. Det sanselige måltid må erstatte en digters kærlighedsliv, og midt i snapsen kan han rumme et øjebliks selverkendelse som en sart, sær og krævende elsker. Hans krav til Emmas hygiejne bliver ekstra pikant, når vi lige har fået et sanseligt foredrag om frokostens smag og duft.”

Kirsten Thorup: ”Det her er bordets glæder for fuld udblæsning. Indtagelse af måltidet som en ekstatisk erotisk akt. Og en fortrængning (viser det sig) af forliste kærlighedsaffærer, der associeres til lugten af ost og forrådnelse.”

Peter Stein Larsen: ”En ung boheme fremstiller sig selv som den tjekkede type, der har styr på alt, og som selvbevidst oplever sig selv som centrum i verden. Men bag den kølige facade brænder der et bål af lidenskaber, og fantasierne over et par ordinære stykker dansk smørrebrød eksploderer i sanselige billeddannelser. Et moderne digterjeg, hvis brændstof er en indre splittelse mellem idealer og tilskyndelser eller fornuft og følelse.”

Jan Rosiek: ”Her er verset sat fri fra strofe-, metrik- og rimbånd, men ikke fra rytmesans. Digteren er ved et dansk frokostbord, hvor smagssansen åbner mod mange verdener, kemiske (svovlbrinte, jod), industrielle (maskiner, væverier) og geografiske (tangskove, Danmark). Versene falder midt i en nadverparodi, der anlægger et kulinarisk syn på såvel mad som kvinder, hvad der kun antydes her (tand i, rygende elskov, skælvende bryst). Guds veldædige råden afløses af sansebundet og selvberoende verdensforklaring.”

Flemming Kloster Poulsen: ”Digtet fortæller om den glæde, som har baggrund i smerten. Frokosten er en trøst, en erstatningsglæde. Digteren mistede Emma og fik så til gengæld Olga. Men nu er de begge væk. Lykken og digteren forstod ikke hinanden. Men hvem siger, at man skal leve lykkeligt? Nu trøster han sig med et sanseligt måltid, fuldt af erotisk livsappetit, leveglæde. Her kommer tilværelsen i balance igen på trods af tab og det der gik galt.”

Johannes Riis: ”Han har sat sig op til sine fire blomstrende stykker, han har stemt sindet til bordets glæder, alle hans sanser er indstillet på grådighed, på at tage imod alle Vorherres rigdomme. Han er altings mester, han føler, han underlægger sig verden ved at tage for sig af den, spise og drikke, og det bliver kun bedre og bedre: Smørrebrødet, øllet, brændevinen giver ham en fornemmelse af at blive en del af verdensaltet, erotikken findes, alt er godt, der er ikke noget at udsætte på noget: ”Livet og Solsystemet gaar glimrende.” Jamen, det kan ikke blive bedre, det er et helt overvældende godt digt!”

Flemming Kloster Poulsen: ”Digtet rammer en skøn følelse af (eksistentiel) opvågnen. Det er forår! Efter at have sovet en hel vinter vågner jeg. Lærkerne kommer i massevis! Vinteren rinder i grøft og grav, den forsvinder, solen skinner, en bil kører op og ned gennem hulvejen, langs fyrretræerne, det plasker, og det er skønt, og nu kan jeg igen.”

Alberte Winding: ”384 lærker er kommet, men hvem tæller? Livet kører ufortrødent videre gennem foråret i sin Morris, mens digteren registrerer miraklet, der lander på birketræerne. Det er jo hans opgave.”

Kirsten Thorup: ”Formiddag mellem vinter og forår set fra køkkenvinduet. Den nære verden strakt ud i talrækken, set nedefra og op, set oppefra og ned.”

Peter Stein Larsen: ”Poesien og oplevelsen af livets nærvær er lige foran os i det mest banale og tilsyneladende ligegyldige. Det drejer sig blot om at være 100 procent til stede og føle tidens gang - som når man registrerer og bogfører, hvordan flere og flere lærker sætter sig i en birkekrone. Digteren er en raffineret sproghåndværker og polemiker.”

Johannes Riis: ”Poesien invaderes af tal, kvalitet af kvantitet, der tælles og registreres; men om der er 384, 388, 390 eller 1192 lærker, det kan jo være fuldstændig lige meget. Men tallene er også et værn, en beskyttelse: Hold afstand! Tallene står i vejen for enhver fare for, at det skønne og ustyrlige, for eksempel poesien, skulle få magten over én.”

Jan Rosiek: ”Med de mange lærkers ankomst, forårsbebudelsen, præsenteres her en original iscenesættelse af forløb, proces, tid som sådan. Hvad der sker er banalt eller bedre hverdagsligt, men vigtigst er, at tiden går, mens digteren digter, og læseren læser. Digtet gør dermed opmærksom på det, som altid har været underforstået i digte: Læsning bruger tid, men er ikke tidsfordriv.”

Jan Rosiek: ”Digtet er en festlig rapport fra et syretrip, som måske nok gør digteren nedspildt, men også udvider hans synssans og sprog i alle retninger. En fornøjelse af spændstig musik - anbefales som højtlæsning!”

Alberte Winding: ”Digtet føles som at sidde i hjørnet og se på, at én, jeg elsker, kysser med en anden. Det syrer i min mave, det safter i deres mund. Det ætser i mine hornhinder.”

Peter Stein Larsen: ”Digteren er en surrealistisk konkretist, der drysser sine sprogmoduler ned over siden. En række sproglige elementer med stærk sanselig kraft ('spruttende af syre', 'hinkesten', 'mandariner') kombineres uden at nogen genkendelig virkelighed fremstår for læseren. Men digteren interesserer sig heller ikke for den slags - intensiteten er til stede, og sprogmaskinen kører på 'syre'.”

Johannes Riis: ”I frit fald. Værgeløst udsat for verden, der er i vild og skinger, flaksende opløsning og ligger hen i stumper og stykker. Men det er konstateringer, ikke beklagelser: Her er meget at opdage og opleve forfra.”

Kirsten Thorup: ”Bedvidstheden lagt i syrebad. En eksplosion af sansninger. Kortsluttede nervebaner i et omorganiseret kaos.”

Flemming Kloster Poulsen: ”Grundtvig drømte om paradis, og det gør Inger Christiensen også. Der er fabrikker, og inde i hver fabrik står en mand og tjener penge. Sådan er massesamfundet. Men i én af fabrikkerne fabler manden om frihed og et andet liv. Menneskelighed. Kærlighed. Inde midt i vores låste liv drømmer vi om paradis”.

Peter Stein Larsen: ”Kapitalismen undertrykker alle drømme om frihed, nærvær, kærlighed og samhørighed. Anonymitet og fremmedgørelse kendetegner den moderne eksistens. Digteren er en politisk bevidst sprogkunstner, der lige har mærket pustet fra 1968’s revolutionære ånd.”

Jan Rosiek: ”De nummererede elementer giver en konkret fornemmelse af det kapitalistiske industrisamfund, hvor dets indbyggere blot er en masse uden individer, bortset fra fabriksejeren, der skummer fløden til sidst. Digtet illustrerer således præcist det monotone og serielle system, der i kritisk øjemed efterlignes i digtsamlingens egen komposition.”

Alberte Winding: ”Et meningsløst system, muligvis vores system, bliver beskrevet udefra - indtil den ene mand, der taler om frihed, bliver nævnt. Han gør heller ingen forskel. Det er os, læseren. Nu er vi inde i fabrikkens endeløse kasser og bliver tvunget til at mærke meningsløsheden.”

Jan Rosiek: ”Det her er et poetisk opråb, fuld af ung energi, sårbart og håbefuldt, der kobler det nærmeste, blodet i kroppen, med det fjerneste, kosmisk identitet. Digterens egentlige hjemsted er solen, hinsides individets lille jeg, og det forbliver ægte poetisk uklart, om den efterspurgte tid til sidst kan og skal findes i historien, eller den er en art ingen-tid eller hinsides-tid.”

Flemming Kloster Poulsen: ”Det ramte mig som et slag, da jeg i 1986 hørte, at Michael Strunge havde taget sit eget liv, kun 28 år gammel. Han skriver med høj intensitet. Det er livet selv, det handler om. At træde gennem alle former for søvn, blive vågen, åbne en dør til solen. Ikke dit eget lys, men det lys, der kommer til dig udefra. Hans digt er en fordring om at være intenst til stede i sit liv.”

Kirsten Thorup: ”Nattesøvnen genskaber kroppen. Dagens lys føder det nye menneske.”

Peter Stein Larsen: ”Jeget kan opleve ekstatiske øjeblikke som modsætning til enhver samfundsmæssig realitet. I sådanne øjeblikke smelter tid og rum, organisk og uorganisk, og indre og ydre sammen. Digteren er en moderne romantiker, der tror på den grænsesprængende, vidunderlige oplevelse.”

Johannes Riis: ”Så er jeg i verden. Her. Nu. Tag imod mig, tag mig med. Jeg er klar.”

Del artiklen med dine venner:

PUBLICERET 25/2 2016

Åbningsfoto: Petra Theibel Jacobsen. Forfatterne: Staffeldt: Wikipedia. Kirsten Thorup: Torben Huss. Johannes Riss: Erik Refner. Klaus Rifbjerg: Leif Tuxen. Johannes Ewald: Scanpix. Johannes V. Jensen: Scanpix. Per Højholt: Johan Mikkelsen. Johannes L. Madsen: Scanpix. Michael Strunge: Heine Pedersen. Inger Christensen: Laura Stamer. Tove Ditlevsen: Scanpix. Panelet: Flemming Kloster: Bo Amstrup. Jan Rosiek: Universitetes hjemmeside/Københavns Universitet. Peter Stein: Universitetets hjemmeside/Aalborg Universitet. Anne Marie Mai: Bjarne Lütchke. Alberte: Les Kaner.

DIGITAL TILRETTELÆGGELSE: KIM SCHOU

Prøv Kristeligt Dagblad i fire uger gratis