10. Line Knutzon: ”Snart kommer tiden”

Uropførelse: 1998

Bent Holm: ”Line Knutzon har det med at ophæve tiden. Her ses det ved, at da den kvindelige hovedkarakter fejrer sin 35-årsfødselsdag, er hun i virkeligheden blevet 80 år, og den unge datter, Knuttebarnet, som kommer på besøg til moderens fødselsdag, er nu over 50 år. ’Snart kommer tiden’ spiller på spændingen mellem seriøsiteten, smerten og komikken og mellem forskellige dramatiske konventioner. Man skal tilbage til Strindbergs univers for at finde noget lignende, og jeg mener slet ikke, at man herhjemme har fornemmelse for, hvor visionær Line Knutzons skrivning rent faktisk er.”

Lise Majgaard: ”Skævt og skørt dagligstueteater med sort humor og tekstfinurligheder af Lex og Klatten’ske proportioner. Parret Hilbert og Rebekkas mareridt er både alt for konkret og helt absurd. Det kommer ulideligt tæt på, især på mig – kvinde i de på én gang trygge og trykkende 30’ere med barn, hus, mand og lange arbejdstider. Knutzon minder mig om, at jeg skal huske at være til stede i mig selv og holde mine nærmeste nær. Jeg elsker hendes naivistiske og friske fabu- og formuleringer, men jeg kommer også tit til at kede mig.”

Kathrine Maria Amann: ”Knutzons surrealistiske og groteske skuespil tager livtag med tiden. Den, der rammer os, når vi mindst venter det, og som minder os om egen dødelighed på den mest ubarmhjertige manér. Som da ægteparret Hilbert og Rebekka kommer hjem til deres lille barn, der nu med ét er granvoksen. For hvor bliver livet af – de uforløste drømme og kærligheden?”.

Peter Langdal: ”Line er god til, på en humoristisk måde, at beskrive den her følelsesforskrækkede generation, der har svært ved at blive voksne. De er angst for at tage valg og for at tage ansvar over for parforhold og børn. ’Snart kommer tiden’ handler også om generationernes umulighed over for at nå hinanden. Der er noget dystopisk over det, samtidig med at Line Knutzon er sjov, har et højt niveau og et blik på tiden, der gør, at hun kan spidde nutiden både politisk og følelsesmæssigt. Hun forener traditionerne med at være absurdist, samtidig med at hun er komiker.”

Nanna Skaarup Voss: ”Parforhold, identitet – hvem er man, og hvad skal man blive? Eller hvad er man blevet og hvem – når tiden kommer – og lever man op til sine egne og hinandens forventninger? Et finurligt stykke, der får mig til huske på at nyde den tid, man har.”

• Line Knutzon. Dansk dramatiker, forfatter og skuespiller. Født i 1965. Skrev ”Snart kommer tiden”. – Foto: Emil Kastrup Andersen.

9. Dario Fo: ”En tilfældig anarkists hændelige død”

Uropførelse: 1970

Bent Holm: ”Her er en kobling til ’Jeppe på Bjerget’. Den komiske og i det her tilfælde gale hovedkarakter slippes løs i magtens centrum og vender alle virkelighedens begreber på hovedet. Det skaber et kaos i den velkonstruerede systematik, og den gale hovedkarakter påtager sig roller, som de andre ikke kan gennemskue, som både kardinal, dommer og general – altså repræsentanter for de bærende samfundsinstitutioner. I den oprindelige slutning bliver den gale mand faktisk elimineret, han bliver sprængt i luften som en rituel syndebuk-elimination. Identifikationen med den vanvittige hovedkarakter og problematiseringen af den etablerede virkelighed, som også bærer referencer til eventyrs- og ritualgenrer i kraft af den dramatiske opbygning, er for mig noget, der gør ’Anarkisten’ til en klassiker.”

Lise Majgaard: ”Et ugenfortælleligt vanvidsspil, hvori Dario Fo åbenbarer teatrets groteske magi med sin næsten fiktive farce om en virkelig tragisk farce, de italienske autoriteters forbryderiske teaterspil. Det er ikke forløsende komedie, men direkte debatinsisterende provokation. Her skal man læne sig tilbage og nyde det absurde oprør og komediens brutalitet. Jeg har dyb respekt for denne slags teater, for det er den, der er sværest at skrive og præsentere for et af verden hærdet og kynisk publikum.”

Nanna Skaarup Voss: ”En skarp og vittig farce, der behandler emnet korruption, hvordan autoriteter er korrupte, og hvordan vi skal forholde os til autoriteter. Hvor ville jeg elske at se den her opført på rigtig italiensk manér, som den krimi-farce den er.”

Kathrine Maria Amann: ”Et barokt møde mellem vaudeville og politisk satire. Den alvorsfulde farce trækker tråde tilbage i den italienske fortælletradition og karnevalske commedia dell’arte (maskekomedie, red.). Samtidig er den et stærkt samfundskritisk, slet skjult venstredrejet opgør med det pæne borgerlige morskabsteater. I Fos frit fabulerende og fysiske scenesprog tales magten midt imod, mens politisk vold og korruption kommer for en dag.”

Peter Langdal: ”Hos Dario Fo er det det politiske, der er på dagsordenen. Vi er i 1970’erne, hvor meget handler om politik på en kedelig vis, men Fo får på en humoristisk måde – ligesom Holberg, bare endnu mere direkte – os til at grine ad samfundsinstitutioner.”

• Dario Fo. Italiensk skuespiller, dramatiker, scenograf og teaterleder. Født i 1926. Død i 2016. Skrev ”En tilfældig anarkists hændelige død” – Foto: DPA/Ritzau Scanpix.

8. Samuel Beckett: ”Slutspil”

Uropførelse: 1957

Bent Holm:”Hovedkarakteren, den blinde Hamm, sidder i sin rullestol. Til højre for ham er et vindue, og til venstre for ham er et vindue. Som jeg læser det, rummer de to vinduer øjne – vi er både inde i hans bevidsthed og iagttager hans fysiske aktiviteter. I og med stykket hedder ’Slutspil’, så vil jeg læse, at det gestalter Hamms dødsproces og samtidig bliver et kosmisk, apokalyptisk drama, i kraft af at det samtidig har makroperspektivet. Det er da heller ikke nogen tilfældighed, at det er skrevet efter Anden Verdenskrig i en tid med atomkrig hængende over sig som en trussel.”

Peter Langdal: ”’Slutspil’ er fra 1957, efter man har opfundet atombomben og dermed fandt ud af, at man kunne trykke på en knap og stoppe alt. Før havde man regnet med, at det var Guds valg, hvornår noget skulle slutte, og få år tidligere havde man aldrig kunnet forestille sig den angst for atombomben. Det sætter livet på spidsen – også hos Beckett.”

Kathrine Maria Amann: ”Hele historien udspiller sig i et simpelt, men klassisk Beckett-setup mellem to sære skikkelser i et tomt rum. Den ene er blind. Den anden hans tjener. Udenfor ligger verden øde hen. Absurdisten – men måske snarere minimalisten – Beckett dykker dybt ned i menneskelivets eksistentielle afgrund i sit ’Slutspil’ med en stramhed i sprog og komposition, som mimer det meningsløse, og som blev hans varemærke, der tilmed dannede skole. Ingen anden dramatiker insisterede så vedholdende på at stirre ind i intetheden.”

Lise Majgaard: ”Med ’Slutspil’ går Beckett endnu længere end i ’Godot’ og nægter os i endnu højere grad den traditionelle histories autoritære og afslappende fremadrettede bevægelse. At læse ’Slutspil’ er mindst lige så enerverende som at se den. Harold Pinter (engelsk dramatiker, red.) sagde om Beckett, at jo længere ud han går, jo bedre er det for os. Jeg fristes til at give ham ret.”

Nanna Skaarup Voss: ”Verden er blevet øde og tom, lugten af døde kroppe – verden er gået under, alt er håbløst – hvorfor gør vi mennesker, som vi gør? ’Slutspil’ kræver af mig, at jeg stiller det samme spørgsmål om og om igen og giver følelsen af klaustrofobi. Abstrakt er det – jeg vil næsten kalde det abstrakt nihilisme.”

• Samuel Beckett. Irsk-fransk forfatter, nobelprismodtager og dramatiker. Født i 1906. Død i 1989. Skrev ”Slutspil”. – Foto: Louis Monier/Ritzau Scanpix.

7. Luigi Pirandello: ”Seks personer søger en forfatter”

Uropførelse: 1921

Bent Holm: ”Det fysiske teaterrum bruges til at udfordre publikums virkelighedsbegreb med det paradoks, der hedder, at fiktionen er mere virkelig end virkeligheden. Det gør Priandello ved at lade stykket foregå på et teater, hvor man er i gang med prøver til en forestilling, da seks fiktive personer kommer ind. De er fiktive, fordi der er en forfatter, der ikke vil skrive dem, og de forlanger at få stykket spillet. Teateret som det fysiske rum, publikum befinder sig i, er et billede på den materielle virkelighed, og de fiktive karakterer er den indre virkelighed, følelseslivet, som jeg læser det. Pirandello siger, at jegets indre universer aldrig kan få dækkende fysisk udtryk.”

Lise Majgaard: ”Der er en lækker fornemmelse af spontanitet hos Pirandello og hans seks stakkels karakterkonstruktioner. Jeg ser for mig, hvordan disse personligheder har hjemsøgt deres ophavsmand, desperate efter at etablere sig som reelle tankevæsner, og krævet en plads i et værk et sted. Og da han nægtede dem en tilstedeværelse, har de suget sig fast som igler og slubret næring ud af ham hver dag. Karaktererne er beundringsværdige for deres bevidsthed og kamp med deres viden om, at de er karakterer, der er afhængige af det skuespil, de aldrig får.”

Peter Langdal: ”Pirandello sætter vores drømme og det liv, der roder rundt inde i os, på scenen. Han beskæftiger sig med vores menneskeliv og stiller mange store og gode spørgsmål, men formår at koge det ind til en maggi-terning, der kan vises på to og en halv time med pause – og det er en kunstart i sig selv.”

Kathrine Maria Amann: ”Skuespillet er en modernistisk metaleg med teaterillusionen. Stykket repræsenterede et markant nybrud i teatertraditionen – og logikken – og banede vejen for de senere absurde virkelighedsforskydninger. Under uropvisningen i Rom opstod stor opstandelse, publikum råbte ’galehus’ fra tilskuerrækkerne, og forfatteren selv måtte fly teateret ad bagtrappen.”

Nanna Skaarup Voss: ”Mærkeligt meta-metastykke.” ”Hvad er størst? Den virkelige, reelle oplevelse af autenticitet eller teatrets præmis om en forestilling – det er noget, vi spiller, ikke noget, vi er.”

• Luigi Pirandello. Italiensk fofatter, nobelprismodtager og dramatiker. Født i 1867. Død i 1936. Skrev ”Seks personer søger en forfatter”. – Foto: NF/Ritzau Scanpix.

6. August Strindberg: ”Et drømmespil”

Uropførelse: 1907

Bent Holm: ”Det ligger allerede i titlen, at virkelighedsbegrebet bliver fuldstændig opløst. Vi har en kvindelig hovedkarakter, som vi følger i en række siuationer, der vender op og ned på den umiddelbare forståelse af livet, og hvor virkeligheden hele tiden glider sammen med en drømmetilstand. Hun synker og synker og synker, gudedatteren Agnes synker ned i det, der hedder ægteskab med tilhørende barn som den dybeste smerte. For mig at se er det i virkeligheden en form for paradoksalt moderne mysteriespil med en form for kvindelig kristusfigur, der går igennem stykket.”

Nanna Skaarup Voss: ”Uhyggelig uretfærdighed i menneskenes verden, hvor alle beklager og accepterer deres dårlige forhold. Hvordan skal man anskue verden, når den er så barsk, og bliver den barsk, fordi man kun vil se den være barsk? Agnes møder en masse sørgelige skæbner, der på en måde sidder fast i deres egne bestemte måder at anskue verden på. Det er for mig en øjenåbner i forhold til, hvordan jeg selv vil vælge at anskue verden. Det er den klassiske ’er glasset halvt tomt eller halvt fyldt?’.”

Kathrine Maria Amann: ”’Et drømmespil’ tilhører Strindbergs vigtigste stykker. Her bryder han radikalt med sin og tidens toneangivende naturalisme.”

Peter Langdal: ”Strindberg sprænger den fine væg, der er imellem publikum og scene, i luften og lader os kigge ind gennem et nøglehul hos tidens menneskeskæbner. Han er nærmest på forkant i forhold til kvindernes frigørelse, ligesom Ibsen var. Hans drømmespil sprænger formerne for teater og viser, hvad teater også kan være – et drømmespil, hvor der gælder andre regler end dem, man kender fra virkeligheden. Han sætter dagsordenen for det moderne, mere abstrakte teater.”

Lise Majgaard: ”Strindbergs associative drømmeleg giver mig gåsehud. Der er noget mystisk over hans præcision i beskrivelsen af os mennesker, for hvem det hele er så synd. Vi famler og søger og klager og kæmper en kamp med uforsonlige modsætninger. Intet nytter noget, synes det. Det er så pessimistisk, at det bliver næsten ulideligt. Jeg må indrømme, at jeg foretrækker Ibsen.”

• August Strindberg. Svensk forfatter og dramatiker. Født i 1849. Død i 1912. Skrev ”Et drømmespil”. – Foto: NF/Ritzau Scanpix.

5. Ludvig Holberg: ”Jeppe på Bjerget”

Uropførelse: 1722

Bent Holm: ”Hvad er identiteten, hvad er den faktiske virkelighed? Det sættes der spørgsmålstegn ved i en sådan grad, at selv baronen, som er den positive hovedkarakter, begynder at tvivle på sig selv. Samtidig har vi eksperimentet i dette skuespil, da en komisk og vittig narreskikkelse, Jeppe, sættes ind i en socialt højerestående sammenhæng. Endelig har du urimeligheden i, at baronen udtaler moralen, men som publikum holder vi alligevel ikke med baronen – vi holder med den negative hovedfigur, den drikfældige, snotforvirrede Jeppe. Der har du en ligning, der ikke går op, og det er med til at gøre ’Jeppe på Bjerget’ til et hovedværk.”

Lise Majgaard: ”I Jeppe møder vi en socialt immobil, utålelig, men også elskelig mandsling, der ikke kan finde sin identitet, prøver sig frem med fornuften, men taber til sine drifter. Der findes Jepper alle steder i alle tider. Han bor i os alle. Det er det, der gør Holbergs stykker så pokkers fabelagtige og relaterbare.”

Kathrine Maria Amann: ”Fortællingen om jævne Jeppe, den drikfældige fæstebonde, tabermand og hanrej, som bliver baron for en dag, er de fleste bekendt med. Som på karakteristisk holbergsk vis balanceres der mellem tragik og komik, og stykket udmærker sig ved på én gang at hylde og problematisere oplysningens frihedstanke. Hos Holberg er der nemlig stadig flere lag på spil. En drilsk tvetydighed, som gør hans bedste skuespil seværdige selv i dag.”

Peter Langdal: ”Her er det manden fra møddingen, Jeppe, der tager en rejse til et andet samfundslag. På sin vej holder han et spejl op for borgerskabet på en måde, så alle kommer til at grine ad dem, der har magten, og de falder til jorden. Holberg forstod, at publikum skal underholdes og har brug for en opbyggelig historie, samtidig med at han får sagt en masse mellem linjerne.”

Nanna Skaarup Voss: ”Hvorfor drikker Jeppe? Jeg ved det ikke. Måske fordi han er ludfattig, doven og bliver skældt ud af sin kone for at være begge dele. Eller fordi enevældens uretfærdige klassedeling aldrig ville give Jeppe muligheden for at klatre op ad samfundets stige. Og så bliver han ovenikøbet underholdning for den rige adel, der griner ad ham – den usle pøbel. Holberg er giftig samtidskritik og stor humor.”

• Ludvig Holberg. Dansk-norsk forfatter og komediedigter. Født i 1684. Død i 1754. Skrev ”Jeppe på Bjerget”. – Foto: Mary Evans Picture Library/Ritzau Scanpix.

4. Jean Racine: ”Fædra”

Uropførelse: 1677

Bent Holm: ”Fædra er en kvindefigur, som forelsker sig i sin egen stedsøn. Og i jalousi, desperation og raseri over, at hun bliver afvist, sætter hun forfærdelige intriger i gang, som udløser stedsønnens skrækkelige død. Der har vi det ekstreme, det forbudte. Samtidig er det fantastisk, at originalen er skrevet i aleksandrinervers, en form, som er eksakt og stringent. Stykket viser dermed grænseløse lidenskaber, skrevet ind i en suveræn sproglig formstrenghed, som indebærer en kontrast, der udfordrer publikum.”

Nanna Skaarup Voss: ”I disse tider er ’Fædra’ for mig en næsten klichéfyldt portrættering af en kvinde, hun er i sine følelsers vold, kærligheden har magten, den er forbudt, ond, besidderisk og jaloux – men det er fantastisk spændende at følge med i dramaet om, hvordan hun håndterer sin forbudte kærlighed til sin stedsøn. Og jeg bliver opslugt af hendes kamp – tænk at elske så meget, at man bliver syg helt ind til knoglen. Det er en spændende kvinderolle, og jeg ville elske at fortolke den og give mit bud på en Fædra anno 2018.”

Peter Langdal: ”Racine er tragediens mester, og det er den højere dannelse, man ser udtrykt hos Racine. Her i ’Fædra’ er det jalousi, en af kreativitetens største katalysatorer, han behandler. Det er menneskelige følelser på et meget nuanceret plan, men stadig humoristisk leveret.

Kathrine Maria Amann: ”’Fædra’ er Racines mest martrende kærlighedshistorie og én af de absolut bedste tragedier fra fransk teaters storhedstid i neoklassicismen. Et storslået skæbnedrama om kærlighedens irrationelle væsen – om følelserne, der bestandigt slår sig i fornuftens tøjr. Og så formfuldendt forfattet på aleksandrinske vers.”

Lise Majgaard: ”Død, forræderi, incest og intriger. Bare en helt almindelig tirsdag i det gamle Grækenland. Nu med et fransk neoklassicistisk twist. Jeg har endnu til gode at opleve Racines dogmatisk fortættede historie live på scenen og høre den nervøse latter rulle i salen, mens dronning Fædra langsomt dør af sine kvaler. Den er blevet kaldt uspillelig. Og hvornår har den egentlig sidst været opført i Danmark? Måske det er på tide, at en modig instruktør giver nyt liv til Racines nøjagtige ord.”

• Jean Racine. Fransk forfatter og tragediedigter. Født i 1639. Død i 1699. Skrev ”Fædra”. – Foto: NMG/Writer Pictures/Ritzau Scanpix.

3. Jean-Baptiste Molière: ”Misantropen”

Uropførelse: 1666

Bent Holm: ”’Misantropen’ har et indbygget paradoks, i og med at du har anstændighedens fortaler som komisk hovedperson. Så har du frivoliteten i den erotiske kvindelige hovedfigur som den, der folder sig hæmningsløst ud. Ham, som vi egentlig burde holde med, afskrives, fordi hans grundholdning ikke kan bære mødet med den sammensatte virkelighed. Skuespillet går imod forventningen hos publikum, og det er for mig et afgørende kriterium.”

Kathrine Maria Amann: ”Få forstod at hudflette menneskets græsseligste naturer på så elegant en vis som Molière. I ’Misantropen’ møder vi den menneskeforagtende Alceste, der afskyr hoffets hykleri og tidens falske galanteri. Hans uforsonlighed med tingenes tilstand er på én gang komisk og tragisk.”

Peter Langdal: ”’Misantropen’ handler om en voksen mand, som mister sin unge kvinde og bliver sortsynet i hovedet. Den beskriver alle de kvababbelser, man kan få, når man er forelsket, og indeholder også kærlighedens dæmoni: Når kærligheden bliver til had, afsky og frygtelige følelser, man ikke må have. Moliére beskriver i en komedie de følelser på fantastisk vis. Det er utroligt, at man i dag stadig kan spejle sig i noget, som er så gammelt, men som i sine tanker og følelser virker dugfriskt.”

Nanna Skaarup Voss: ”Koket fransk dekadence – ønsket om at være ægte og autentisk og for alt i verden ikke være overfladisk og falsk. Men hykleriet trives, for hvem kan være ægte og autentisk, når man ikke kan se, at verden er overfladisk og falsk?”.

Lise Majgaard: ”Åh, Alceste. Du irriterer mig, det har du altid gjort. Din ærlighed, indignation og intolerance er ikke forbilledlig. Jeg har det stramt med Molières misantrop, som ofte kræver en skarpt vinklet iscenesættelse for at blive mere end museal. Men Molières tekst har heldigvis så meget magi i sine rim, at den bliver som ordmusik, som man kan give sig hen til. Det er en særlig og sjælden kvalitet.”

• Jean-Baptiste Poquelin Molière. Fransk komediedigter. Født i 1622. Død i 1673. Skrev ”Misantropen”. – Foto: Ritzau Scapix.

2. William Shakespeare: ”Titus Andronicus”

Uropførelse: 1594

Bent Holm: ”Man følger en hovedkarakter, Titus, som er blevet så voldsomt mishandlet, at den hævn, som han iscenesætter, nemlig at tage den kvindelige hovedkarakters to sønner, slagte dem og bage dem ind i en postej og så servere, er enormt hadefuld. Alligevel identificerer vi os som publikum med hans motiv og projekt. Han er blevet så rædselsfuldt behandlet, at vi populært sagt hepper på ham i hans hævnvanvidsprojekt. Derfor får vi vores egen moral og selvforståelse udfordret.”

Peter Langdal: ”Hævndramaet, som Shakespeare beskæftiger sig med i ’Titus Andronicus’, er noget, han roder med i hele sit forfatterskab. Det handler om det uretfærdige, der kan blive begået mod en, og hvordan man skal hævne det. Man kan tale om øje for øje sat op over for en større kristen etik og moral. I dag er vores tilværelse stadig splittet mellem vold, krig og ubarmhjertige gerninger over for, hvad vi som mennesker og samfund kan tillade os.”

Lise Majgaard: ”Shakespeares stykke er et voldsorgie og klagesang, er ikke en nydelse, men kræver en vis ydelse. Med ren ondskab, sex og mord, racisme og kvindehad får den os til at ryste af skræk og grine som sadistiske børn. Og som en Quentin Tarantino-film konfronterer den os med vores ret komplicerede og distancerede forhold til vold i dag: Brutalt og ondt det ene sted og komisk og ubetydeligt i det næste. Det er katarsis for os at se volden så direkte på en scene. Aaron the Moor er min yndlingskarakter hos Shakespeare: Med selvhad omfavner han den racisme, han udsættes for, og hans ondskab er så ren, så befriende og foruroligende.”

Nanna Skaarup Voss: ”’Titus Andronicus’, et makabert hævntogt og barsk læsning. Jeg føler næsten, det er forbudt at læse, fordi det er så barbarisk, og samtidig kan jeg ikke vente med at læse den næste linje for at se, hvad den næste makabre handling er. 100 procent guilty pleasure og 100 procent forargelse. Grusomhed avler grusomhed.”

Kathrine Maria Amann: ”Voldtægt, kannibalisme, tortur og mord. ’Titus Andronicus’ er Shakespeares uden sidestykke blodigste hævndrama, hvorfor dets anseelse gennem tiden har været temmelig blakket. Stykket er dog andet og mere end voldsorgie og bloddryppende amokløb. Med den eksplicitte vold som scenesprog undersøger tragedien hævntørstens natur og det grænseland mellem civilisation og barbari, som udfordres, når den politiske orden bryder sammen. Et fortsat aktuelt tema.”

• William Shakespeare. Engelsk digter og skuespilforfatter. Født i 1564. Død i 1616. Skrev ”Titus Andronicus”. – Foto: Ritzau Scanpix.

1. Sofokles: ”Kong Ødipus”

Uropførelse: 429 f.Kr.

Bent Holm: ”’Ødipus’ handler om det forbudte, det ekstreme, det skrækkelige i, at han ud fra en række tilfældigheder havner i en situation, hvor han bliver ægtemand til sin egen mor efter at have slået sin far ihjel. Samtidig handler det om en person, som udsættes for nogle straffende sanktioner, fordi han har overtrådt nogle guddommelige love, men uden at vide det. Med denne urimelighed udfordrer teksten publikum, der sidder tilbage med en eksistentiel svimmelhed i forhold til begreber som moral og skæbne.”

Kathrine Maria Amann: ”Sofokles’ beretning om sagnhelten Kong Ødipus er utvivlsomt den mest indflydelsesrige tragedie i den europæiske kulturhistorie. Fortællingen om den ulyksalige konge, der grundet sin skæbne tvinges til at dræbe sin far og ægte sin mor, er en art urtragedie, som på bestialsk vis berører temaet om fri vilje over for nødvendighed. Et evigt- og almengyldigt dilemma. Tragediens metafysiske aspekt; de guddommelige skæbnemagters indgriben i menneskelivet er desuden interessant holdt op imod et defataliseret og gudløst moderne verdensbillede.”

Peter Langdal: ”Hele skæbnefortællingen er i sig selv fascinerende, og den ødipale grundmyte er en, vi i dag stadig slås med. Vi render alle sammen rundt og slås med vores fædre og mødre for at blive hele mennesker. Derfor er grundfortællingen i ’Ødipus’ en fortælling, der fortælles igen og igen på nye måder.”

Lise Majgaard: ”Som flittig krimikonsumist beundrer jeg den snu plotstruktur i ’Ødipus’, der er kunstfærdigt cirkulær og kompakt. Teksten uddeler og tilbageholder viden på en ganske kalkuleret facon, holder os og sine karakterer til ilden med en tegn- og symbolskattejagt og skaber samhørighed mellem karakterer og publikum, indtil vi føler forvirringen og smerten på egen krop – et greb, der har smittet af på scenekunstnere gennem tiderne og helt ind i den bedste nye dramatik, vi ser herhjemme – et godt eksempel er Tue Bierings ’Aftenlandet’. ’Ødipus’ er fuld af dristige greb, men også underlige uoverensstemmelser. Var Sofokles en lidt skødesløs forfatter? Eller er det mon bevidste plotforseelser, der giver forfatterguden en jordbundethed, så vi kan se os selv og konstruktionen endnu tydeligere?”.

Nanna Skaarup Voss: ”Kan man undgå sin egen skæbne som søn og ikke overtage pladsen fra sin fader? For mig en ekstrem fortælling om naturloven, hvor den nye alfahan overtager pladsen fra faderen. En skæbne, en søn ikke kan undgå, og hvor han til sin gru opdager, at den er sand. En fortælling, der kun kan vokse på en.”

• Sofokles. Græsk tragediedigter. Født 495 f.Kr. Død cirka 406 f.Kr. Skrev ”Kong Ødipus”. – Foto: Sergey Goryachev/Iris/Ritzau Scanpix.

Prøv avisen i en måned gratis

  Læs også

De 10 bedste danske digte

Gå på opdagelse i maleriet

Det handler Bibelens bøger om