Førermaskinen dykker med 500 kilometer i timen helt ned over hustagene, drejer ind over Sydhavnen, øst om Carlsberg og frem mod Det Ny Teater, som er sidste pejlepunkt, før bomberne skal kastes over Gestapos hovedkvarter i Shellhuset.

Bag flyet følger resten af første bølge. Yderst i formationen ser den britiske pilot Hetherington pludselig et af de andre Mosquito-fly stige brat, dreje om på siden og forsvinde bagud. Flyets ene vinge har strejfet toppen af en over 30 meter høj lysmast, og fra jorden ser forfærdede københavnere Wing Commander Kleboe og Flying Officer Halls dødskamp, der skal få fatale konsekvenser for mere end 100 danskere. Flyet svæver usikkert langs Palnatokesgade, rammer taget af hjørneejendommen ved Sdr. Boulevard 119 og passerer Enghavevejens Skole, inden den styrter ned i Alléenberggaragerne – nabo til Jeanne d’Arc Skolen, bedre kendt som Den Franske Skole.

I de klasseværelser, der ligger ud mod garagerne, hører eleverne den kraftige motorlyd, inden det enorme brag lyder, og væggene ryster. Alice Maud Guldbrandsen, fem år gammel, føler rystelserne gå igennem kroppen og braget samle sig i ørerne, så det føles, som om de er fulde af vat. Lærerinden beder dem roligt om at stille op i række, to og to, og Alice tager sin veninde i den ene hånd og sin røde madkasse i den anden.

”Så går vi i kælderen,” siger lærerinden myndigt. Udenfor hvirvler en ild- og røgsøjle op mod himlen.

Snart kan man se kolonner af tavse børn gå roligt ud af alle skolens mange klasseværelser i retning af kælderens beskyttelsesrum. I alt 482 børn, 34 katolske søstre og 8 civile lærerinder søger instinktivt i sikkerhed. Det er den 21. marts 1945, Danmark er besat, og alle kender faren.

I en anden af kolonnerne går seksårige Elisabeth Lyneborg og knuger sin bedste ven Peter i hånden. Hun krymper sig ved den gennemtrængende lyd af luftalarmen. Luften er fuld af ukendte lyde og brag, der er løbende trin alle vegne. De går hurtigt sammen ned ad trappen, men pludselig går al lyset ud, hele bygningen ryster, og luften fyldes af støv. Så opdager hun, at Peters varme hånd er væk. Der er ikke tid til at tøve, og hun løber videre ned mod kælderen.

Mindre end 50 meter derfra er det nedstyrtede fly revet i stykker, og brændstoftanken har antændt flere eksplosionsagtige brande, der udvikler en kraftig søjle af sort røg.

Resten af den første bølge af fly er i færd med at kaste deres bomber over Shellhuset, og man kan høre de dumpe drøn et stykke væk. Anden og tredje bølge gør klar til at følge op fra en mere vestlig kurs. De kommer skråt ind over Søndermarken, og da de kommer fri af trækronerne, ser de røgsøglen. Den stammer fra Kleboe og Halls forulykkede Mosquito, men flere af piloterne tror fejlagtigt, det er målet.

De lader en regn af spræng- og brandbomber falde over Den Franske Skole og de omkringliggende gader.

Mindst tre bomber rammer skolen.

Den første flyver ind gennem kapellet i østfløjen, borer sig videre gennem etagerne og bliver standset af en stor jerndrager, hvor den eksploderer og får mellemskolens trappe til at styrte sammen.

Få sekunder senere rammes hovedfløjen to gange, hvilket får både underskolens trappe og hovedtrappen til at styrte sammen.

Da trappen styrter sammen, tager den børn og lærerinder med i faldet, mange af dem dør. Endnu flere begraves i murbrokker.

I Elisabeth Lyneborgs klasse er der 24 elever, men kun fem overlever. Peter er ikke en af dem, men Elisabeth er. Hun skubbes frem, da trappen forsvinder under dem og bliver ført videre ned i et kælderrum med havemøbler, hvor hun sidder helt stille på en stol i mørket og ryster med knæene op under hagen, mens vandet stiger. Vandrørene er sprængt, og snart når vandet hende til armhulerne. Her vil hun ikke være, tænker hun, og begynder at kæmpe sig vej gennem vandet mod et lys længere fremme. Der er døde børn i vandet. På en havebænk sidder en nonne i hvidt og lader rosenkransens sorte perler passere mellem fingrene, mens hun beder med lukkede øjne.

Et andet sted på skolen kommer Alice Maud Guldbrandsen langsomt til bevidsthed under murbrokkerne. Hun presser sig opad og får endelig hoved, arme og skuldre fri, men mærker de nye, røde sko falde af fødderne. Omkring hende er der helt mørkt og stille, og hun føler sig uendelig forladt. Hun læner sig tilbage mod kældermuren og lader stå til. Pludselig blændes hun af en lyskegle og hører en mand råbe: ”Her er én til!”

Uden for skolen er enkelte børn nået uskadte ud. Én af dem er Birthe Yvonne Ibsen på seks år. Normalt gør hun, som der bliver sagt, men da lærerinden siger ordet ’kælder’, husker hun med det samme sin fars ord om aldrig at gå i kælderen, når der er luftalarm, bliv ved hoveddøren. Så hun bryder ud af kolonnen og når døren, mens pudset drysser ned fra loftet, og det klirrer i toiletdørens små vinduer. Hun ser en pige fra børnehaven stå alene, tydeligt bange, og Birthe tager hende i hånden og løber udenfor, videre ned ad Frederiksberg Allé og væk.

Imens når de første redningsfolk og panikslagne forældre frem. Private bedriftsværn iler også til, og snart er der fyldt med mennesker, der bjerger levende og døde. Flere steder blusser ild op, og der sker alvorlige sammenstyrtninger, som gør redningen farlig, mange steder umulig. Børn og voksne, der sidder fastklemt og er i stand til at tale, må opgives og dør under murbrokkerne. Også flere forældre mister livet i forsøget på at redde deres børn.

Video: Tysk ugerevy

Alice Maud Guldbrandsens far er blandt de mange, der fortvivlet kæmper sig frem for at finde sin datter. Han finder kun glødende træ og murbrokker, hvor børnehaven var. Han styrer mod beskyttelseskælderen og trækker mange børn fri af dyngerne, både levende og døde. Men ingen Alice. Han tager med en af de lastbiler, der i pendulfart kører med ladene fulde af ofre til Frederiksberg Hospital og Diakonissestiftelsen. Han sendes ned i hospitalets kælder, hvor de døde ligger side om side, anbragt efter størrelse og dækket af et hvidt klæde. Én for én løfter han klædet. Men heldigvis stadig ingen Alice, og han tager tilbage til skolen.

Først om aftenen ved 19.30-tiden vender han tilbage til hospitalet, udmattet, men stadig søgende. Han går systematisk gennem stuerne, og i den sidste, lige før han er på vej ud og hjem for at overbringe den tunge besked til sin kone, ser han en lille, lys hårtot titte frem over en dyne, han genkender. Hendes hår er gråt af kalk, lettere afbrændt, og hovedet er fyldt med store buler, men hun lever. De græder begge to.

Elisabeth kan ikke sove. Hver nat er der problemer. Og så er der fødselsdagsinvitationen. Elisabeth plager og plager om at komme med til sin bedste veninde Ivys fødselsdag. Kun nølende fortæller forældrene, at Ivy er død. Ligesom Peter. Som det er tidens gode tone, taler hendes forældre ikke om bombardementet. Det skete skal ties ihjel. Men søvnproblemerne gør til sidst, at de lader tre børnepsykologer se deres datter, og til sidst bliver hun indlagt på Dronning Louises Børnehospital - uden resultat. Elisabeth sover dårligt i årevis og bliver et endnu mere mut, men også mere ansvarsfuldt barn, end hun er i forvejen.

Birthe er ked af, at Ida er væk. Ida var hendes bedste veninde, og det sidste hun så af hende, var hendes ryg, da hun gik tilbage ind i klassen for at hente sin kugleramme, selvom lærerinden råbte, at hun skulle komme med det samme. Nu er Ida død, men Birthe græder ikke. Hendes forældre kan intet mærke på hende, men de spørger heller ikke, og da hun kort efter skifter skole, går livet videre, som om intet er hændt.

Alice sidder i sine forældres soveværelse og stirrer ind i det tomme mahogniskab, hvor hendes røde sko plejer at stå. Hun tabte dem, da hun vred sig fri af murbrokkerne, men hun savner dem. Dagen efter bombardementerne bliver Alice tilset af familiens læge, som indskærper over for forældrene, at den bedste medicin er ikke at tale om, hvad der er sket. Så det gør de ikke. Alice siger heller ikke noget, hun er stum af chok. Hun siger ikke et ord i månedsvis.

---

70 år efter fejlbombingen af Den Franske Skole møder Kristeligt Dagblad de tre overlevende: Elisabeth, Birthe og Alice.

Her følger deres historier.

---

I 35 år havde Elisabeth Lyneborg ikke sagt et ord til nogen om de forfærdelige oplevelser på Den Franske Skole, indtil en høj, lys dame en dag stirrede på hende. Hun viste sig at være en klassekammerat fra dengang, og de begyndte at tale sammen om det, der skete.

”Det var, som om nogen vitterligt stak hul på en byld, der bare havde vokset og vokset og nu væltede ud over mig,” fortæller Elisabeth.

Snart efter begyndte hun at skrive en bog om sine oplevelser, nu måtte det ud. Her kunne hun beskrive, hvordan det i mange år var svært for hende at knytte sig til nogen, for hun var bange for at miste dem igen. Selv om hun har været gift to gange, har fået fem børn og i dag er del af en enorm familie, holder hun ofte en afstand, som hun kobler direkte til dengang, hun mistede sine to bedste venner under murbrokkerne.

I det hele taget har hun nok altid levet i skyggen af skolen, forklarer hun. Det sorgløse forsvandt, da døden kom tæt på, og hun følte sig altid anderledes. Så snart der var uventede lyde, fór hun sammen, og hun undgik altid at sidde inderst allevegne, så hun nemt kunne komme ud, hvis der skete noget. Og sådan er det stadig.

Men der skete også noget positivt. Efter bomberne begyndte hun at tage sig særligt at de mindste i kvarteret, de mest udsatte, og de herreløse katte og hunde. Hun følte hele tiden et stærkt behov for at gøre noget ekstra for andre. Og for at gøre noget ekstra i det hele taget. Det er nok derfor, der har været så meget fart på hendes liv.

”Jeg har altid haft travlt med at udnytte tiden og har nok været lidt rastløs. Jeg blev egentlig skuespiller, men læste så til lærer og så til antropolog. Jeg blev også lokalpolitiker og stillede op til både Folketinget og Europa-Parlamentet, men endte altså som præst. Hvilket nok har en hel del med bombardementet at gøre, for jeg søgte jo efter mening og efter måder at være noget for andre,” siger hun.

Også måden, hun har været præst på, har været formet af hændelserne. Hun har altid gået det ekstra skridt, forklarer hun. Når folk havde problemer, gik hun med på socialkontoret. Da soldater led ude i verden, meldte hun sig som feltpræst. Og i dagligdagen var hun kendt for sin udprægede medfølelse.

”Mit hjerte har altid banket særligt for dem, der har det sværest. Måske falder det mig mere naturligt, fordi jeg selv har oplevet smerte,” funderer hun.

I dag har hun fundet en vis ro. Gennem 24 bøger, flere af dem om bombardementerne, har hun skrevet sig gennem traumerne, og med sine mange foredrag har hun også talt sig ud af dem. Men først og fremmest hjælper troen hende. Hun hviler i, at det eneste, man kan gøre for at bekæmpe ondskaben, er at bede og tro på lyset.

”Jeg har accepteret, at ondskaben findes, men det er ikke Vor Herres skyld, det er os menneskers skyld, for vi er Guds hænder på jorden. Går det galt, er det vores egen skyld. Det er os, der ikke er gode nok. Så hvis man ønsker at være bedre og undgå, at det onde får magten, er den bedste måde at behandle andre godt. Det er blevet min rettesnor.”

Hun er en af de heldige. Sådan ser Birthe Yvonne Ibsen sig selv.

Hun kender alle historierne om, hvordan det er gået mange af de andre børn fra Den Franske Skole, men Birthe slap jo ud, inden det hele ramlede, og på mange måder har hun levet et helt normalt liv. Og så alligevel. Når hun tænker tilbage, er det første billede, der kommer frem, et knivskarpt portræt af veninden Ida, der døde på grund af en kugleramme.

Særligt i ungdomsårene blev hun ind imellem ramt af skyldfølelse og tristhed. Hun burde have fået sin bedste ven med ud. Hvilket liv kunne hun så ikke have fået?

”Med årene har jeg lært at overbevise mig selv om, at jeg reddede et andet liv i stedet – den pige, der stod alene, og som jeg tog med væk fra det hele. Alligevel har en følelse af at skulle kompensere altid forfulgt mig. Jeg har mange gange fået at vide, at jeg tænker mere på andre end mig selv,” fortæller hun.

Der er blandt andet kommet til udtryk de fire gange, hun har kastet sit normale liv fra sig for at være tæt på syge og døende, der var hende nær: Tre gange har det været veninder, den sidste var hendes mor.

”Jeg fik en kristen opvækst og har altid beholdt min børnetro, men begivenhederne på Den Franske Skole forstærkede nok min tro. Jeg føler i hvert, at der var en skytsengel, der passede på mig den dag, og den der følelse af at få livet foræret har altid levet i mig og skabt et stærkt behov for at give tilbage. Det er svært at sige præcis, hvor meget af den følelse der skyldes bombningen, men jeg er overbevist om, at det er en vigtig ingrediens i min identitet, selv om jeg slap så nådigt. Eller måske netop fordi jeg gjorde. At være tæt på mine nærmeste i deres sidste tid var derfor helt naturlig for mig.”

Hun slap dog ikke helt uden mén. Hun farer stadig sammen ved ild, tordenvejr og alt, der minder om bombelydene. Og hun bryder sig ikke om at sove langt fra hoveddøren. Hun skal vide, at hun kan komme hurtigt ud og tjekker altid, hvor brandslukkerne er, når hun er på hotel. Og det har hun været ofte efter et helt arbejdsliv i Flyvevåbnet.

En anden direkte konsekvens er formentlig følelsen af at skulle klare sig selv.

”Ingen talte jo med mig om, hvad jeg havde oplevet. Der blev ikke sagt et ord, for man troede, det var det bedste, men den tavshed har fulgt mig gennem livet og nok gjort mig mere indelukket, end jeg var af natur. Til gengæld har den også givet mig en vis robusthed. Jeg går automatisk ud fra, at sker der noget, må jeg klare det selv. Da det brændte i min opgang for nogle år siden, handlede jeg meget resolut. Jeg tog min jakke og sko og så af sted. Den side af mig tilskriver bomberne,” fortæller hun.

Alice lå i sin seng, da klædeskabene blev til mure, loftet blev til tag, og det hele væltede ned over hende.

Hun vågnede skrigende fra mareridtet og tog fra med hænder og fødder for at undgå de murbrokker, der ikke var der. Hendes hjerte hamrede løs, hele kroppen rystede. Året var 1988, det var 43 år siden bombningen af Den Franske Skole, men det føltes, som var hun stadig midt i det.

Lige siden bombningen havde hun været bange for tordenvejr og ild. Lavtgående fly og fyrværkeri fik hende stadig til at fare sammen. Hun undgik elevatorer, kældre, metroen, lange gange og andre trange steder, og hun var 40 år, før hun modstræbende satte sig i et fly. Men hun havde aldrig talt med nogen om, hvad der skete dengang, og på det seneste var hun begyndt at indsamle avisudklip fra dengang for at overbevise sig selv om, at det ikke blot var en ond drøm. Det var der, hun havde besluttet, at det nok var nødvendigt med psykologhjælp for at få det bedre.

Som enlig mor til tre var det dog umuligt at finde pengene, så hun søgte et krigslegat fra Frihedsfonden. Det krævede, at både hun og hendes far skrev en beretning om, hvad der egentlig var sket dem den 21. marts 1945. Og det var den beretning, der nu havde slået hul på hukommelsen og forårsaget mareridtet.

Det afgørende brud på tavsheden kom dog først i 1995 på 50-årsdagen for bombningen af Den Franske Skole, hvor hun for første gang mødte nogle af de andre overlevende.

”Det var et meget bevægende møde. Vi havde alle tavst båret på så meget smerte gennem alle årene, og endelig var der nogen, som forstod. Med en enkelt undtagelse havde ingen sagt et ord til nogen i 50 år om det, der skete dengang. Og det var lige der, jeg besluttede, at jeg var nødt til at skrive en bog,” fortæller hun.

Der skulle dog gå 10 år, før bogen udkom. Selv om lysten til at fortælle var blevet vakt, var det stadig svært. I 2002 samlede hun 10 af pigerne fra dengang for at tale om bogen. Alle døjede stadig med traumer af forskellig grad, opdagede hun.

”Det blevet meget tydeligt i mit arbejde med bogen, hvad så voldsom en begivenhed kan gøre ved et menneske. Selv 60 år efter kunne mange stadig slet ikke tale om det, flere havde været psykisk syge eller ustabile hele livet, og enkelte havde begået selvmord. Jeg hørte også eksempler på forældre, der var blevet sindssyge og dækkede op til deres døde barn i årevis. Og jeg er overbevist om, at tavsheden har været kraftigt medvirkende. I begyndelsen virkede den ikke så mærkelig, men som årene gik, blev tavsheden bare en del af os – som en slør over noget, der fylder rigtig meget hos de fleste. Også hos mig.”

For Alice forplantede oplevelserne sig især som en stærk bekymring for børnene. Hun kæmpede mod at blive en hønemor, men måtte give fortabt, da hun blev farmor.

”Jeg kunne ikke gå tur med mine børnebørn, da de var små. Jeg ville uendeligt gerne, men jeg var hundeangst for, at der ville ske dem noget. At en tagsten faldt ned eller et eller andet. Jeg har nok nok altid været særligt bange for, at tagene faldt ned. Jeg passede dem meget gerne, da de var små, men kun indenfor, og det blev respekteret. Men nok aldrig helt forstået,” fortæller hun.

Ligesom hos Elisabeth og Birthe skabte oplevelserne dengang for 70 år siden en følelse i Alice af at være særlig forpligtet til at få noget ud af livet - både for sig selv og andre. Fordi hun overlevede. Bomberne er på den måde blevet en del af drivkraften bag et særdeles aktivt liv og bag de senere års arbejde med torturofre og asylansøgere.

”Jeg vil altid været dybt taknemmelig for at have fået indtil videre 70 års levetid foræret. Mange har spurgt, om jeg er blevet troende på grund af bomberne, men det er jeg nu ikke. Jeg har bevaret min barnetro med Bibelen som det smukkeste eventyr ved hånden, men jeg har været og er ind imellem stadig vred på Gud. Hvorfor skulle uskyldige børn og voksne dø på den måde? Og hvorfor sker det stadig overalt i verden?”

---