1. Året hvor rockalbummet blev kunst

LP-pladen tages ud af omslaget og lægges på pladespilleren. Ud af højttaleren høres det forventningsfulde publikum i en klassisk koncertsal på premiereaftenen. Så bryder en upoleret elguitar og en tung trommerytme frem, fulgt af sangstemmen:

It was twenty years ago today

That Sgt. Pepper taught the band to play

They’ve been going in and out of style

But they’re guaranteed to raise a smile

Det var på sommerens første dag i 1967 – og altså for 50 år siden – at verdens på det tidspunkt ubestridt største rockband, The Beatles, udsendte sit ottende album.

Såvel albummet som åbningsnummeret tog navn efter et fiktivt orkester, en slags alter ego for beatlerne, som – trods påstanden om, at de i 20 år var ”gået ind og ud af stil” – var opfundet til lejligheden.

John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr havde været verdensstjerner i nogle år, og de havde fået hele ungdomsgenerationen ud på dansegulvet med refrænlinjer som ”She loves you, yeah yeah yeah”. Nu trådte de frem som et orkester, der kunne tillade sig alt. Også at slå over fra den indledende rockguitar til et klassisk instrumenteret mellemspil med gjaldende valdhorn, inden omkvædet tog sangen tilbage til rockens tonesprog. Denne gang ville de ikke kun nå de unge, men hele verden. Denne gang skulle publikum ikke danse, men lytte. Denne gang var det ikke bare underholdning, men kunst.

I løbet af sommeren 1967 blev der solgt to en halv million eksemplarer af ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, og Beatles-albummet toppede hitlisterne i 23 uger i træk. Det er måske ikke så overraskende, at rockkulturens førende blad, det amerikanske Rolling Stone Magazine, som blev grundlagt i efteråret 1967, har ”Sgt. Pepper” allerøverst på sin liste over de 500 bedste rockalbum nogensinde – men roserne flød også i en lind strøm fra klassiske musikskribenter i konservative britiske aviser som The Times.

De høje kunstneriske ambitioner sås blandt andet i albumomslagets collage af kunstneren Peter Blake, i den kendsgerning, at et rockalbum for første gang blev udsendt med teksterne på tryk, og i, at bandet – som i 1963 havde indspillet sit første album på et døgn – nu havde brugt 700 timer, et stort antal gæstemusikere og musikinstrumenter fra alle tænkelige musikgenrer samt et for datiden astronomisk pengebeløb i pladestudiet med at finpudse ”Sgt. Peppers” mange nærmest absurd tidskrævende lydeksperimenter, orkestreret af producer George Martin.

Både kunstnerisk og kommercielt blev albummet en milepæl.

Med andre ord er det 50 år siden, at rock blev kunst. Denne artikel er dog ikke en Beatles-LP, men en opsamlings-LP fra 1967, og netop dét år bød på udsædvanlig meget godt fra flere kunstnere, så vi går videre til:

2. Året hvor elguitaren brød igennem lydmuren

Sgt. Pepper-albummet udkom en torsdag og blev omgående købt af alverdens musikfans.

Blandt køberne var en 24-årig amerikansk guitar-ekvilibrist, som i USA havde spillet med diverse blues- og soulnavne, men som i foråret 1967 opholdt sig i London, hvor han var ved at manifestere sig med sit eget band og i marts havde udsendt sit debutalbum. Søndag aften den 4. juni indledte Jimi Hendrix en koncert med åbningsnummeret fra den nye Beatlesplade, som han på tre dage havde lyttet af og givet sit eget arrangement. Uden valdhorn, men til gengæld med en hel del mere elektrisk guitar. På første række blandt publikum sad Paul McCartney, som var beæret over at høre sangen fremført af Hendrix, beretter Per Wium, musikjournalist og selv rockmusiker siden 1960’erne.

”Beatles havde fulgt Hendrix med stor interesse, så hans musik havde været inspiration for ’Sgt. Pepper’, og nu kvitterede han ved at spille deres sang. Sådan inspirerede grupperne hinanden, og ud af deres indbyrdes relationer opstod en stor kreativitet og fornyelse,” siger musikjournalisten, som ser Jimi Hendrix’ entré i musikhistorien som et gennembrud for rockens centrale instrument, den elektriske guitar.

For eksempel viste nummeret ”Purple Haze”, hvordan sang, tekst og melodi helt underordnes guitaren og guitar-riffet – den lille musikalske figur, som gennemsyrede det hele.

”Hendrix var epokegørende, fordi han spillede fundamentalt anderledes. Han arbejdede konsekvent med at forvrænge og med vilje overstyre guitaren. Det gav den en helt anden lyd, end man havde haft bare få år før. Vi er meget, meget langt fra den rene lyd hos The Shadows eller Jørgen Ingmann i de tidlige 1960’ere,” forklarer Per Wium.

Han opponerer dog imod tanken om, at det hele skete i 1967. Per Wium vurderer, at både 1965 og 1966 var musikalsk næsten lige så vigtige år. For guitar-riffets udvikling bør Rolling Stones’ sang ”Satisfaction” fra 1965 nævnes, og for The Beatles’ inspiration til ”Sgt. Pepper” som et kunstværk af lyd-collager er The Beach Boys’ album ”Pet Sounds” fra 1966 ikke til at komme udenom.

3. Året hvor pladestudiet blev et instrument

En af de genrebetegnelser, som efterfølgende er blevet hæftet på den markante nye lyd, der opstod omkring 1967, er ”psykedelisk rock”. Betegnelsen psykedelisk stammer egentlig fra psykiatrien og betegner de hallucinationer, der kan opstå ved indtagelse af bevidsthedsudvidende stoffer som LSD. Sådanne stoffer var ikke alene vanvittigt farlige, de var også lige blevet ulovlige. Dette er sikkert baggrunden for, at John Lennon benægtede, at der var nogen sammenhæng imellem stoffets navn og den kendsgerning, at det udgjorde de centrale forbogstaver i Beatles-albummets tredje sang, den hallucinerende ”Lucy in the Sky with Diamonds”.

Men selvom stort set alle de progressive musikere – inklusive de ”pæne” beatler – tog masser af stoffer, var den psykedeliske lyd ikke bare effekten af LSD-eksperimenter. Det var også effekten af eksperimenter med instrumenter, arrangementer og ikke mindst indspilningsmetoder.

”Tidligere gik musikere bare ind i studiet og spillede de sange, de forinden havde fremført til koncerter. I 1967 bliver plade-studiet et instrument. Her frembringes en særlig lyd, som ikke nødvendigvis kan genskabes på scenen, og hvor sange tidligere fandtes i mange lige gyldige versioner, er det nu én bestemt indspilning, der regnes for at være værket,” forklarer Henrik Smith-Sivertsen, musikforsker ved Det Kongelige Bibliotek, og musiker og musikjournalist Per Wium supplerer:

”1967 markerede ikke kun en kreativ revolution, men også en teknologisk revolution. I løbet af kort tid gik man fra kun at kunne optage lyd i to spor til fire og senere otte spor. Pludselig blev Abbey Road-studierne, hvor The Beatles hele tiden havde indspillet deres sange, forvandlet til et musikalsk eksperimentarium. Og æren herfor tilkommer både musikerne og produceren – men i høj grad også de halvgamle, tykke, cigarrygende pladeselskabsdirektører, der tillod, at pengene gik til eksperimenter og ikke bare til sikre radiohits,” siger Per Wium, hvis personlige erfaring er, at netop de sikre hits udpræget har været det, direktørerne gik efter både før og efter de tre-fire magiske år midt i 1960’erne.

Blot et par uger efter ”Sgt. Pepper” udkom i London en single fra det helt nye, meget eksperimenterende og særdeles psykedeliske britiske band Pink Floyd.

”See Emily Play” er en sang, der i sin opbygning er i familie med ”Lucy in the Sky with Diamonds”, og som med sin kunstige, studiefrembragte lyd ikke lige lader sig gengive på en scene. Pink Floyd havde kun udsendt én single før – i marts – og i august var de klar med debutalbummet ”The Piper at the Gates of Dawn”, som, hvad angår instrumentale lydeksperimenter, satte The Beatles totalt til vægs. Til gengæld havde den ikke de fængende melodier og den afvæbnende humor.

I 1970’erne blev Pink Floyd kæmpestore og udgav millionsælgende album som ”The Dark Side of the Moon” og ”The Wall”. Deres tidlige udgivelser fra 1967 forblev et stykke avantgarde for de indviede, som forklarer, at musikken er umulig at forstå, medmindre man har prøvet at tage LSD.

4. Året hvor sommeren var fuld af kærlighed

Som vi allerede har mere end antydet, var der temmeligt mange mennesker, der havde en følelse af, at noget særligt var på færde i sommeren 1967. Den unge generation begyndte at røre på sig.

Ikke så meget ideologisk og studenterpolitisk, sådan som det var tilfældet året efter, i revolutionsåret 1968. I 1967 handlede det mere om et livsstilsmæssigt opbrud. En broget skare af unge og forvirrede, men hyperoptimistiske børn af efterkrigstidens velfærdsstater brød med vaner, traditioner og familie, og under betegnelser som hippier og blomsterbørn begav de sig ud på en rejse, de ikke anede hvor førte hen.

Det store mekka den sommer var San Francisco på USA’s vestkyst, som op mod 100.000 hippier valfartede til. De samledes i Haight-Ashbury-kvarteret, levede alternativt og tog en masse stoffer. Flere andre steder i USA og den øvrige vestlige verden blev der også holdt såkaldte ”human be-ins”, hvor unge samledes for at dyrke en ny form for fællesskab.

Al den nye musik blev både inspireret af og leverede lydsporet til det, der snart fik betegnelsen ”The Summer of Love”, blandt andet fordi der den sommer var noget nyt, naivt og jomfrueligt over det hele. Noget, som allerede året efter skulle gå fløjten.

Fjerde skæring på ”Sgt. Pepper” er Paul McCartneys optimistiske ”Getting Better” – der får en smule malurt i bægeret af, at mens forsangeren uskyldigt synger, at det bliver bedre hele tiden, synger John Lennon i baggrunden, at det ikke kan blive værre.

Som skoleeksempel på tidens glade og naive besyngelse af ligefrem kærlighed vælger vi en sang, som nordireren Van Morrison netop da udsendte, og som via en ørehængende popmelodi udtrykker en ungdommelig længsel efter den forelskelse, der lige var og gik igen. Den amerikanske journalist og litterat Erik Hage har sammenlignet teksten med værker af romantikkens store digtere på grund af dens idylliserede landskaber.

Van Morrison udgik fra bandet Them, men debuterede som solist i 1967 og er en af de store rockstjerner, der har sunget mest eksplicit om sin kristne tro. Selvom Morrison har udgivet bunkevis af plader gennem fem årtier, er ”Brown Eyed Girl” fra kærlighedens sommer stadig hans mest kendte sang.

5. Året hvor melodierne var på stoffer

I USA havde LSD-guruen doktor Timothy Leary slået sig op på at opfordre alle de forvirrede unge blomsterbørn til at ”turn on, tune in, drop out” – til at koble sig på de nye fællesskaber og euforiserende stoffer og forlade deres universitetsstudier. Det bekymrede af gode grunde forældregenerationen, og måske derfor afviste The Beatles, som ønskede at få alle i tale, at deres tekster skulle rumme henvisninger til stoffer – skønt stofferne spillede en stor rolle for den psykedeliske lyd.

Når kritikere udlagde Paul McCartneys ”Fixing a Hole”, nummer fem på ”Sgt. Pepper”, som en sang om at ”fixe” – altså tage heroin med sprøjte – er det sandsynligvis en overfortolkning. Til gengæld var der ikke så meget at være i tvivl om, da Lou Reed som forsanger på debutalbummet ”The Velvet Underground & Nico” fra marts 1967 messede verset til sangen ”Heroin” i moderat tempo for så i omkvædet direkte at beskrive heroinens virkning i kroppen ved at skrue tempoet i vejret.

Melodien er helt bogstaveligt på stoffer i sin vekslen mellem nedtur, optur og nedtur igen. ”Heroin er min kone og mit liv,” synger Reed, mens en skurrende bratschlyd, håndteret af Reeds makker John Cale, gør det klart, at det her absolut ikke er for børn.

Sangen blev stærkt kritiseret for at opfordre til stofmisbrug, men Lou Reed forklarede, at teksten ikke tog stilling til, hvorvidt brug af heroin er godt eller skidt, den beskrev blot stoffets virkning.

Uanset hvad man mener om sangen, kommer man ikke uden om, at det dystert-melodiske debutalbum fra undergrundsscenen i New York, hvis cover var designet af popkunstneren Andy Warhol og forestillede en banan, var noget nyt.

Hvor London var hovedstad for en kreativ, farverig lydeksplosion og San Francisco for en naiv, langhåret kærlighedsutopi, så bød New York ind med en musikalsk poesi, der var realistisk, barsk og nådesløs. Og som åbent stod ved, at den var på stoffer.

6. Året hvor rockfestivalen blev født

Når tusindvis af rockglade unge mødes til Roskilde Festival omkring 1. juli hvert år, går historien på dansk grund tilbage til 1971. Men forhistorien går tilbage til den tredages koncertbegivenhed, som fandt sted mellem den 16. og 18. juni 1967 i Monterey lidt syd for San Francisco. Mens kreative musikere og producere skabte magi i pladestudierne, syntes kredse omkring det californiske hippiemiljø, at tiden var kommet til også at revolutionere rockkoncerten som begivenhed.

Inden for countrymusiken havde man musikalske træf i Nashville, Tennessee, og folkmusikken havde sin store festival i Newport i nordstaten Rhode Island. Nu blev rockfestivalen født. En af initiativtagerne var sangskriveren John Phillips fra vestkyst-bandet The Mamas & The Papas, kendt for blandt andet sangen ”California Dreaming”. Phillips skrev også en sang, som han lod sin tidligere makker Scott McKenzie indspille midt i ”The Summer of Love”, og som akkurat besang alle de unge, der valfartede til den store vestkystby.

”Hvis du er på vej til San Francisco, så husk at sætte blomster i dit hår,” lød åbningslinjen til den enkle hippie-hymne, der ledsagede op mod 90.000 festivalgængere til koncert i Monterey.

Selve begivenheden Monterey International Pop Festival huskes ikke kun for koncerter af vestkyst-hippieorkestre som Jefferson Airplane og The Grateful Dead, men også for, at den gav debut på den store scene til bluessangeren Janis Joplin og soulsangeren Otis Redding – samt for Jimi Hendrix’ amerikanske gennembrud i en koncert, der sluttede med, at han satte ild til sin guitar.

Fra Indien kom citarspilleren Ravi Shankar, og arrangørerne havde også gjort store anstrengelser for at få de største britiske bands med. Det lykkedes at få The Who og The Animals med, men ligesom det førende amerikanske vestkystband, The Beach Boys, takkede Storbritanniens nummer et og to, The Beatles og The Rolling Stones, nej.

The Beatles var året før holdt helt op med at turnere og havde helliget sig studiearbejdet hjemme i London. Og deres sjette sang på ”Sgt. Pepper”-albummet var ikke fortalt fra de unge blomsterbørn, dropouts og festivalgængeres synsvinkel, men derimod fra de bekymrede, men også noget hykleriske forældres. ”She is Leaving Home,” sang Lennon og McCartney i et pænt klassisk arrangement med harpe og strygere.

7. Året hvor teksterne brød censuren

”For the benefit of Mr. Kite there will be a show tonight,” sang John Lennon på Beatles-pladens syvende skæring. En sang fyldt med manegestemning og orgellyd og med en tekst, der var skrevet af efter en cirkusplakat fra 1840’erne.

En af de væsentligste maneger i 1960’ernes USA var tv-showet ”The Ed Sullivan Show”. Såvel det største musiknavn fra 1950’er-generationen, Elvis Presley, som The Beatles var slået igennem her. Da The Rolling Stones besøgte Ed Sullivan i januar 1967, havde de indvilliget i at ændre deres omkvæd ”Let’s Spend the Night Together” til det mere uskyldige ”Let’s Spend Some Time Together”.

Den 17. september 1967 var et nyt lovende band, denne gang fra Los Angeles, indbudt til showet. The Doors havde i januar 1967 udgivet deres første LP med det nummer, der siden skulle blive deres mest kendte, ”Light My Fire”.

Melodien bygger på nogle forholdsvis almindelige guitarakkorder af guitarist Robbie Krieger, men keyboardspiller Ray Manzarek havde tilsat den et bemærkelsesværdigt orgelforspil, der var direkte inspireret af Johann Sebastian Bach. Sangen blev fremført af gruppens karismatiske og grænseoverskridende forsanger, Jim Morrison.

I sin oprindelige udgave varede ”Light My Fire” over syv minutter, men en single med en kortere udgave bragte fra maj 1967 gruppen højt op på hitlisterne. Nu var det september, og allernådigst tilbød ”The Ed Sullivan Show” gruppen tv-berømmelse. Men også The Doors blev mødt med et krav om at ændre i teksten. Linjen ”Girl, we couldn’t get much higher”, kunne opfattes som en henvisning til stofmisbrug, så showets tilrettelæggere bad om, at Morrison i stedet sang ”Girl, we couldn’t get much better”.

Kameraerne blev tændt, og bandet gav sig til at optræde live, først med sangen ”People Are Strange”, så med ”Light My Fire”, hvor Jim Morrison blæste på censuren og sang den oprindelige tekst. Da kameraet var slukket, sagde de rasende tv-folk, at bandet nu havde udelukket sig selv fra nogensinde igen at optræde i ”The Ed Sullivan Show”.

Morrison svarede: ”Jeg troede, vi lige havde overstået ’The Ed Sullivan Show’”.

Anekdoten siger noget om, at 1967 blev et år, hvor mange tabuer blev brudt. Ikke mindst med hensyn til, hvad tekster kunne indeholde om for eksempel sex og stoffer. Det blev også et år, hvor magtforholdet mellem tv-tilrettelæggere og rockstjerner begyndte at forskyde sig. Måske var det ikke tv-showet, der beærede orkestrene ved at lade dem optræde i manegen. Selvbevidste rockstjerner så omvendt på tingene.

8. Året hvor Maharishi var guru og Clapton var Gud

Der var ikke meget rock over sang nummer otte på ”Sgt. Pepper”, George Harrisons ”Within You Without You”. Faktisk slet intet. Det er en sang, hvor indisk musik fremført på instrumenter som citar, tamboura, dilruba og tabla møder klassisk vestlig orkestermusik fremført med violiner og celloer.

Sangen afspejler The Beatles’ åndelige søgen, der i sommeren 1967 bragte dem i retning af indisk mystik – og i kløerne på transcendental meditation-guruen Maharishi Mahesh Yogi, som de mødte i London i august, hvorefter de drog med ham til Bangor i Wales og senere til Indien for at besøge guruen og lære mere.

The Beatles’ tekstunivers havde indtil da ikke været videre præget af religion, men i slutningen af bandets levetid fik det altså et strejf fra Indien. Andre store musiknavne som The Byrds, Bob Dylan og fra 1968 Leonard Cohen fyldte deres tekster med referencer til Det Gamle Testamente, og således blev slut-tresserne et gennembrud for tekster, der ikke kun handlede om fest og forelskelse, men også forsøgte at inddrage dybe religiøse og eksistentielle overvejelser.

Samtidig fandt en udvikling sted, hvor rockstjernerne selv næsten fik status som guruer eller guder. Blandt andre The Beatles og Bob Dylan var hårdt plaget af, at ”disciple” forfulgte dem, hvor de gik, og var overbeviste om, at de kunne give svaret på alle livets gåder, selvom de jo dybest set bare var en flok spillemænd. Det havde i 1966 fået John Lennon til sarkastisk at sige i et avis¬interview, at The Beatles var mere populære end Jesus – og så fik han ballade.

Mere karrierebefordrende var det for den pæne og stilfærdige bluesguitarist Eric Clapton, at der begyndte at cirkulere fotos fra londonske undergrundssstationer med graffiti-budskabet ”Clapton er Gud”.

Eric Clapton var gode venner med George Harrison og hjalp ham i et par tilfælde med at spille krævende passager på guitaren. I 1967 udgav Clapton og hans gruppe, Cream, deres andet og mest berømte album, ”Disraeli Gears”.

Blandt albummets sange var ”Sunshine of Your Love”, som bassist Jack Bruce og Clapton havde skrevet i fællesskab efter at have været til Jimi Hendrix-koncert. Med sit tunge basriff og sin karakteristiske guitarsolo regnes sangen for en af forløberne for rockmusikkens voldsomste og mørkeste genre, heavy rock. Man kunne sige, at selvom Clapton blev udpeget som gud med sin guitar, var han også med til at indlede rockens lange flirt med Satan.

9. Året hvor stilarterne løb sammen

Til gengæld var der himmelsk orgelbrus og klange fra barokken for alle pengene i den sang, som udgjorde pladedebuten for den britiske gruppe Procol Harum.

Onde tunger vil mene, at ”A Whiter Shade of Pale” er gruppens eneste virkelig mindeværdige sang, men den har så til gengæld ligget højt på hitlisterne i årevis og er kåret som den allermest spillede popsang i britisk radio nogensinde.

Sanger og pianist Gary Brooker, organist Matthew Fisher og tekstforfatter Keith Reid skabte i fællesskab denne evergreen, der med klanglige lån fra Bach og tekstlige referencer til Geoffrey Chaucers 1300-talskrønike ”Canterbury Fortællingerne” fremstod lige så lærd og finkulturel som hip og psykedelisk.

Sangen fik masser af fans – herunder John Lennon, som hørte den hele tiden i sommeren 1967 og skattede den højere end den niende sang på ”Sgt. Pepper”, Paul McCartneys nostalgisk jazzede klarinet-slager ”When I’m 64”. Per Wium deler John Lennons smag. ”A Whiter Shade of Pale” er på Wiums personlige 1967-hitliste og gav ham en livslang kærlighed til Hammond-orglet.

”Men jeg forstår ikke, hvad ’When I’m 64’ laver på ’Sgt. Pepper’-albummet,” siger Per Wium, som samtidig anfægter en ofte fremsat påstand om, at The Beatles berømte album var verdens første ”koncept-album”, altså en rockplade bygget op om én bærende idé – så det ikke bare er 13 sange i forlængelse af hinanden, men ét helstøbt værk.

”Jeg har altid haft meget svært ved at se, hvad konceptet er,” siger Per Wium, der i årevis har holdt foredrag om The Beatles og deres musik.

Ifølge Rolling Stone Magazines begrundelse for at kåre ”Sgt. Pepper” til det bedste rockalbum nogensinde handler albummet grundlæggende om tab af uskyld. Men det kan ikke nægtes, at det ikke følger et klart koncept. Faktisk er det diskutabelt, om ”Sgt. Pepper” overhovedet kan kaldes et rockalbum, for alle musikalske stilarter løber sammen på denne plade.

Genreblandingen var ikke kun karakteristisk for The Beatles, men også for Procol Harum og flere andre rocknavne fra 1967. Heriblandt den unge englænder, som debuterede akkurat den 1. juni 1967 med en LP, der bar hans navn, og som blandede gamle og nye stilarter. Han skulle blive en af det følgende årtis vigtigste rockstjerner. Navnet var David Bowie.

10. Året hvor rockens kvinder blev respekteret

Paul McCartney havde bikset en hurtig bagatel af en sang sammen efter at have fået en parkeringsbøde uden for pladestudiets bygning. Det resulterede i albummets 10. nummer, ”Lovely Rita”.

Kvindekønnet fik en langt stærkere opbakning end beatlens uhøjtidelige kærlighedserklæring til en kvindelig parkeringsvagt, da soul-sangerinden Aretha Franklin en måneds tid forinden udsendte sin højst personlige version af Otis Reddings sang ”Respect”. Denne sang ligger på femtepladsen på Rolling Stone Magazines liste over rockens største sange, og den blev set som et gennembrud for feminisme sat i musik.

Otis Reddings mandlige version af sangen udtrykte en desperat mands løfte om at ville opfylde alle sin kvindes ønsker, hvis bare han kan få lidt respekt. Med nogle få tekstændringer ændrede ”souldronningen” det til en fortælling om en selvbevidst kvinde, der ved, at hun er den, hendes mand vil have, men hun kræver at blive respekteret.

I rockmusikkens tidlige år var kvinder i klart undertal blandt stjernerne, og på denne opsamlingsplade er Aretha Franklin da også ene om at repræsentere sit køn. Men sammen med Janis Joplin var hun med til at gøre 1967 til et gennembrudsår for rockens kvinder.

11. Året hvor den globale landsby opstod

Sgt. Pepper-albummets 11. og 12. skæring var henholdsvis John Lennons fantasi over en cornflakes-reklame, ”Good Morning Good Morning”, og en reprise af åbningssangen, som skulle lede frem mod den store finale. Her vælger vi et andet helt centralt beatlesnummer, som bandet skrev og udgav i sommeren 1967, men som ikke var med på albummet.

Den 25. juni 1967 skete et teknologisk gennembrud, da der blev sendt et tv-program, som via satellit blev transmitteret samtidig til seere over hele verden. Verdens første globale tv-show, ”Our World”, bestod af en lang række vidt forskellige bidrag fra en række lande; men det blev BBC, der løb med opmærksomheden, idet Storbritanniens hæderkronede tv-station havde fået The Beatles til at skrive en sang, som de fremførte live. Omkring 400 millioner mennesker i 25 lande kiggede på, da de fire beatler i et tv-studie fyldt med blomster og fredsbudskaber sang det, som den amerikanske historiker Jon Wiener har kaldt flower power-bevægelsens nationalsang. Beatlerne sang som så ofte før om kærlighed, men denne gang gjaldt det ikke en kæreste eller parkeringsvagt, det var et universelt budskab til hele verden om fred og kærlighed. ”All You Need Is Love”. Fremført så simpelt, psykedelisk og uskyldigt, som det kun lod sig gøre i 1967. Siden blev det lidt til en parodi.

”Marshall McLuhan, som introducerede begrebet ’Den globale landsby’, sagde også, at The Beatles var den globale landsbys første indbyggere,” fortæller Henrik Smith-Sivertsen med henvisning til den canadiske litteratur- og kommunikationsteoretiker, som har fået stor betydning for afkodningen af den moderne medieverden.

”Pointen var, at selv hvis man tog ud til den fjerneste landsby på det højeste bjerg i Nepal, kunne man finde nogen, der kendte The Beatles. Dermed begyndte den udvikling, som er fortsat med internettet, hvor de samme populærkulturelle fænomener i løbet af et øjeblik når ud til hele verden,” tilføjer Henrik Smith-Sivertsen.

Og tilmed havde Beatles den fordel i forhold til nutidens popfænomener, at der var langt mindre trængsel i æteren dengang. I dag sender alskes satellitter og digitale netværk så mange budskaber rundt i verden, at ingen af dem rammer verden med samme gennemslagskraft, som ”All You Need Is Love” gjorde i sommeren 1967.

12. Året hvor musikken døde

Den sidste sang på såvel ”Sgt. Pepper” som på denne opsamlings-LP er ingen oplagt ørehænger, ikke et typisk radiohit og slet ikke en sang, der er egnet til dansegulvet.

Teksten bygger på indholdet af en avis, The Daily Mail, fra den 17. januar 1967.

John Lennon skrev det meste af teksten, der begynder med ordene ”I read the news today, oh boy”, ud fra de tanker, avislæsingen affødte.

Lennon sætter en faretruende stemning af, at verden er af lave, som delvis opvejes af Paul McCartneys lette mellemstykke, men som tynges helt til jorden af de passager, der blev fremført af et symfoniorkester under producer George Martins ledelse, og som var inspireret af avantgardistiske klassiske komponister som Karlheinz Stockhausen og John Cage.

Beatlerne ønskede, at symfoniorkesteret skulle ”bygge op fra ingenting til noget, der var som verdens undergang”.

Der er feinschmeckere, som vurderer, at ”A Day In The Life” var The Beatles’ mesterværk og vigtigste sang overhovedet, selvom romantikere nok foretrækker ”Yesterday” og den slags smukke, let tilgængelige ballader, der havde bragt gruppen frem op gennem 1960’erne.

”A Day In The Life” var noget helt andet end ”She Loves You” og ”Yesterday”. Et pompøst orkesterværk, der varslede død og undergang, og som kulminerede i en gigantisk E-akkord spillet på fire flygler og et orgel samtidig. Et tungt punktum blev sat på den måske mest kunstnerisk ambitiøse rockplade, der overhovedet er lavet.

Musikken døde. Det samme gjorde mange af de talentfulde musikere fra 1967 som Jimi Hendrix, Jim Morrison og Janis Joplin, der alle måtte lade livet i en ung alder til det stofmisbrug, der udgjorde den psykedeliske musiks største skyggeside. Uskylden gik tabt.

Det er 50 år siden i dag.