Af Rasmus Stochflet Nielsen
16. august 2019
Den 16. august 1999 blev Vladimir Putin officielt udpeget som Ruslands premierminister af den daværende præsident, Boris Jeltsin. Med udnævnelsen blev den dengang 46-årige Vladimir Putin den fjerde premierminister, som landet havde haft på under et år. Den store udskiftning på posten var et godt eksempel på det kaos, der herskede under Boris Jeltsins sidste år i præsidentembedet i slutningen af 1990’erne med skandaler, massiv korruption og økonomiske problemer.
Det er i det lys, at den overraskende udnævnelse af den dengang ret ukendte og uprøvede Vladimir Putin skal ses. Det fortæller lektor emeritus ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet Søren Riishøj, der har beskæftiget sig indgående med Rusland i en lang årrække. Putin og Jeltsin havde ikke noget specielt tæt forhold, men Vladimir Putin, der på det tidspunkt varetog rollen som føderal sikkerhedschef, opfyldte nogle helt særlige kriterier, som Jeltsin efterspurgte.
”Boris Jeltsin skulle finde en, der var loyal, og det var Putin. Samtidigt befandt han sig lidt i midten af det hele. Han var hverken en del af ’Jeltsin-familien’, som var det, man kaldte Jeltsins nærmeste allierede, eller en del af den kritiske opposition. Dermed var Putin et sikkert valg, der skulle sikre, at overgangen fra Jeltsin gik stille og roligt og uden problemer, hvilket der var nok af i slutningen af 90’erne,” fortæller Søren Riishøj.
Vladimir Putin nåede ikke at sidde på Ruslands næstmest magtfulde post i mange måneder, før han trådte det sidste skridt op ad rangstigen til magtens tinde. I december 1999 trådte Boris Jeltsin tilbage som præsident og pegede på Vladimir Putin som fungerende præsident, indtil et valg blev holdt. Det fandt sted i marts 2000, hvor et flertal sikrede, at Putin kunne blive boende i præsidentpaladset i Kreml. Den korte tid som landets premierminister havde været et nødvendigt skridt på vejen til at blive Boris Jeltsins efterfølger på præsidentposten. Men Jeltsin pegede ikke på Putin for hans blå øjnes skyld.
”Boris Jeltsin udpegede Putin som sin efterfølger mod, at han lovede, at han ikke ville forfølge Jeltsin og hans nærmeste for de ting, der foregik under Jeltsins styre. Blandt Jeltsin og hans nærmeste allierede var der en frygt for, at man kunne blive retsforfulgt for korruption og privatiseringer, der muligvis gik uregelmæssigt til. I Ukraine, Georgien, Bulgarien og Rumænien har vi haft retsopgør med det tidligere styre, og det ville Jeltsin gerne undgå,” siger Søren Riishøj.
I starten af årtusindskiftet er Ruslands nye præsident stadig en relativt ukendt figur for resten af verden. Men allerede i sine første interviews som premierminister havde han lagt en forholdsvis pro-vestlig linje, og denne overraskende store samarbejdsvillighed over for Vesten fortsatte han i sine første år som præsident.
”Han arbejdede ret tæt sammen med Bush-administrationen i begyndelsen. Efter terrorangrebet den 11. september 2001 gik han eksempelvis meget langt i sit samarbejde og stillede sit luftrum til rådighed for passage af soldater til krigen i Afghanistan,” fortæller Søren Riishøj og fortsætter:
”Vladimir Putin blev derfor betragtet med ret positive øjne i Vesten i starten af årtusindskiftet. På hjemmefronten var Putin også en populær skikkelse, da han sørgede for ro og orden på de indre linjer.”
Hans popularitet blandt det russiske folk blev også hjulpet på vej af en kraftig stigning i oliepriserne, hvilket fik den russiske økonomi til at spire. Det betød, at den generelle russiske levestandard blev væsentligt forbedret, ligesom de offentligt ansatte fik udbetalt deres løn og pensioner uden problemer, hvilket Boris Jeltsins styre havde haft problemer med i slutningen af 1990’erne.
Søren Riishøj betegner de første år af Putins præsidentembede som en stabil og optimistisk tid i Rusland. Det begynder dog at ændre sig i 2005, som ifølge Søren Rishøj var startskuddet til et vendepunkt i Putins tid på magten. I de følgende år begyndte forholdet med Vesten at blive mere og mere anstrengt.
”Putin følte, at han ikke blev respekteret, selvom han havde givet mange indrømmelser til Vesten. Han havde samarbejdet med USA efter den 11. september, han var gået med til våbenaftaler og de første udvidelser af Natos medlemslande, men alligevel oplevede han, at Vesten gik egenhændigt frem,” fortæller Søren Riishøj og uddyber det begyndende problematiske forhold mellem Rusland og Vesten.
”Frustrationerne kom gradvist i forbindelse med revolutionerne, der opstod i Ukraine, Georgien og Kirgisistan i Ruslands nærområde i midten af årtiet, som Vesten bakkede op omkring, samt at han frygtede planerne i Nato om indlemmelse af lande, der lå helt op til af den russiske grænse, såsom Ukraine, Moldova og Georgien. Aktioner, som Putin og Rusland var voldsomt imod,” fortæller han.
Selvom forholdet mellem Putins Rusland og Vesten gradvist blev forværret mellem 2005-2008, mener Søren Riishøj ikke, at Putins ageren i perioden kan betegnes som konfrontatorisk. Putin og Rusland indgik i perioden stadig i samtaler og dialog, men Putin begyndte dog at give udtryk for sin frustration over, hvad han betragtede som Vestens egensindige opførsel.
Et af de mest markante eksempler på et skift i tonen mellem Putin og Vesten fandt sted under en konference om sikkerhedsspørgsmål i München i 2007. Her stillede Vladimir Putin sig op på talerstolen og tordnede mod, hvad han kaldte USA’s ”monopolistiske dominans i globale relationer og nærmest ukontrollerede magtbrug i international politik”.
Efter to perioder som russisk præsident dikterede den russiske forfatning i 2008, at Vladimir Putin ikke kunne blive siddende en tredje periode. Putins hidtidige næstkommanderende, premierministeren Dimitri Medvedev, blev valgt som hans efterfølger. Dagen efter blev Putin udnævnt som Medvedevs erstatning på posten som Ruslands premierminister, og dermed forblev Putin i toppen af russisk politik.
Selvom det reelt set stadig var Putin, der bestemte i de efterfølgende år, kunne præsidentskiftet alligevel ses i Ruslands handlinger.
”Medvedev lagde sin egen noget mere reformvenlige politiske profil. Han støttede eksempelvis FN-resolutionen om interventionen i Libyen, på trods af kritik fra Putin. Der var generelt en afspænding i forholdet med Vesten under Dimitri Medvedev,” forklarer Søren Riishøj.
Efter den tvungne pause fra de præsidentielle pligter rykkede Putin i 2012 tilbage i præsidentpaladset, og Dimitri Medvedev blev igen premierminister. Rokaden var samtidigt et endegyldigt farvel til stabiliteten i Rusland og det fredelige forhold til Vesten.
”Med Putins tilbagekomst fulgte der uro. Indtil da havde der været meget stabilitet, og Putin havde været populær. Nu var landet i økonomiske problemer på grund af fald i oliepriserne og samtidigt opstod der offentlige protester over den måde, som Putins genvalg skete på,” fortæller Søren Riishøj.
Udviklingen får Putin til at sætte ind overfor kritiske medier og slå ned på demonstrationer, hvor oppositionsfolk ryger ind og ud af fængsler. Putin mente, at Vesten støttede den interne uro i Rusland. Denne opfattelse lagde sig i forlængelse af den generelle frustration over Vestens opførsel. Derudover var Putin klar over, at Rusland ikke spillede den samme mægtige rolle som tidligere.
”Putin var klar over, at Rusland havde mistet sin status som supermagt, men at man stadig var en stormagt i regionen. Og så var det om at finde nogle nye allierede. Rusland begyndte i den her periode at nærme sig Kina for alvor. Der opstod også et tættere forhold til de latinamerikanske lande, der traditionelt har et anstrengt forhold til USA,” fortæller Søren Riishøj.
Kulminationen på det dårlige forhold mellem Putins Rusland og Vesten fandt sted i 2014, da pro-russiske tropper invaderede Krim-halvøen i februar som et modsvar til det folkelige oprør mod regeringen og præsidenten, Viktor Janukovitj, der udspillede sig i Ukraine.
Oprøret var bredt støttet af Vesten, og det var dråben, der fik Putins bæger til at flyde over, fortæller Søren Riishøj.
”Det var den røde streg. Putin mente, at Vesten gik langt over stregen i sin støtte til oprøret. Det var jo reelt et oprør mod Rusland. Og det er rigtigt nok, at Vesten gik langt i sin støtte. Vestlige statsledere, heriblandt vores egen udenrigsminister, tog direkte til Kiev og deltog i demonstrationerne.”
Måneden efter invasionen af Krim underskrev Putin den traktat, der ifølge russisk lov formelt set betød, at Krim igen blev en del af Rusland. Området havde tidligere været en del af det russiske rige, men var i 1954 overgået til Ukraine. Søren Riishøj fortæller, at hele Krim-affæren gjorde Putin voldsomt populær i hjemlandet.
”Der er mange eksperter, der mener at store dele af den russiske befolkning er mere nationalistiske end Putin selv. Og Krim er en perle i den russiske historie. Han spillede på landets folkesjæl, og fik i det russiske folks øje genoprettet den uretfærdigheden, at Krim var blevet taget fra Rusland. Det skabte en følelse af, at landet ikke blev ydmyget mere. Og denne nationale stolthed gjorde ham ekstremt populær.”
I dag er Krim-effekten forduftet igen, fortæller Søren Riishøj, hvilket især skyldes den dårlige økonomiske situation i landet. Vladimir Putin har et ønske om at regere frem til 2024, hvor han kan udpege sin efterfølger og sikre en stabil overgang, ligesom Boris Jeltsin i sin tid gjorde med Putin. Til den tid har Putin formentligt sat næsen op efter at blive leder af landets sikkerhedsråd. Spørgsmålet er, om Putins position er stærk nok til den tid.
”Putin sidder i en svækket position, men han vil prøve at bibeholde kontrollen. Han forsøger at marginalisere oppositionen for at holde protesterne under kontrol, og så har han trukket sig tilbage fra indenrigspolitik for at overlade de upopulære beslutninger til andre. Han beskæftiger sig primært med udenrigspolitik og militære spørgsmål,” siger Søren Riishøj.
Lige meget, hvem der kommer til at efterfølge Vladimir Putin, er det ifølge Søren Riishøj vigtigt at forstå, at Rusland ikke vil undergå en magisk forvandling, når Putin siger farvel.
”Man skal ikke tro at bare, fordi at Putin forsvinder, så bliver Rusland lige pludselig til et åbent og spirende demokrati. Der er flere, der mener, at Putin er mere liberal end den gennemsnitlige russer, så at forvente, at Rusland uden Putin bliver et vestligt-inspireret demokrati, der bøjer nakken for Nato, er en illusion. Det er imod den russiske folkesjæl.”
