”Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville konfirmeres. Det er nemlig en tradition i min familie. Men det var også, fordi jeg troede på Gud. Eller jeg mener, jeg tror på Gud.”
Nikolai Sabat, 14 år

”Det bedste var, da præsten lagde sin hånd på mit hoved og sagde mine ord. Det er det øjeblik, jeg havde set frem til. Det er mærkeligt, at det bare er overstået nu. Jeg har brugt så lang tid på at forberede mig. Da jeg hængte kjolen på plads igen bagefter, føltes det lidt trist, men man skal bare tænke på, at det har været en rigtig god dag.”
Bodil Bruun, 14 år

”Jeg føler mig større nu. Når man snakker med en, der spørger, om man er blevet konfirmeret, så er det, som om de synes, at man er lidt lille, når man ikke er blevet konfirmeret. Jeg glæder mig til at blive voksen, fordi jeg gerne vil være far.”
Sofus Madsen, 13, snart 14 år

”Det bedste var, at min familie var samlet for én gangs skyld. Mine forældre er blevet skilt, og de har ikke snakket sammen siden. Det gør de stadig ikke, men til min konfirmation var de i det mindste i samme rum. Det er fremskridt.”
Isabella Richter Hansen, 14 år

”Jeg havde ikke tænkt, at jeg skulle konfirmeres. Jeg er meget praktisk anlagt. Jeg kan godt lide fysik og kemi, og der er ingen tegn på, at der rent faktisk findes en gud. Men jeg begyndte alligevel til konfirmationsundervisning, og jeg er kommet frem til, at hvis der skulle ske noget, vil jeg gerne have en at bede til.”
Bjørn Urfe Top, 14 år

”Jeg havde skrevet en sang på melodien ’Jeg en gård mig bygge vil’, fordi jeg synes, at det er svært at snakke om følelser. Hvis jeg havde prøvet at holde en tale, var jeg bare begyndt at græde. Men det gjorde jeg nu alligevel.”
Sigrid Hesselberg Nellemann, 13 år

”Jeg var træt til sidst, og jeg gik i seng, før de sidste gæster gik hjem. Det er hårdt at være i centrum i næsten otte timer. Jeg er nok mere vant til at holde mig lidt i baggrunden og kigge med fra sidelinjen.”
Simon Asmussen, 13 år

”Jeg var meget mere nervøs, end jeg havde forestillet mig, at jeg ville være. Jeg havde helt ondt i maven, og da jeg gik ind i kirken, havde jeg næsten kvalme. Den forsvandt, da jeg havde holdt tale til mine brødre, min mor og min far og mine bedsteforældre, men også alle de andre, der var kommet for at fejre mig. Det var svært, men jeg ville gerne vise min taknemmelighed.”
Silje W. Petersen, 13 år

”Min konfirmation var mere stressende, end jeg havde troet. Jeg havde set frem til dagen så længe, og jeg var virkelig nervøs for at gøre noget forkert. I kirken tænkte jeg på, at jeg ikke måtte falde og ikke skulle rejse mig på et forkert tidspunkt.”
Karen Eisenhardt, 13 år