*Oplysningerne opdateres løbende. Antal dræbte og sårede skal tages med forbehold og kan udvikle sig.
Dræbte
8
Sårede
Mindst 15
Hvor
Manhattan
New York
Hvornår
Kl. 15.03
Lokal tid
Angrebet begyndte, da en mand kørte en varevogn ind i cyklister og fodgængere i det centrale New York. Det er første gang siden 2001, at New York bliver ramt af et dødeligt terrorangreb.
Her kan du danne dig et overblik over det tragiske forløb
I går aftes dansk tid kørte føreren af en hvid varevogn med åbent lad med tilsyneladende fuldt overlæg ind i tilfældige folk på en cykelsti langs Hudson-floden i New York.
Bilen, der var lejet, ramte både cyklister og gående, inden den kørte ind i en skolebus og efterfølgende holdt stille.
Efterfølgende lå der døde, sårede og sammenkrøllede cykler langs den halvanden kilometer, som gerningsmanden nåede at køre på cykelstien.
Da varevognen holdt stille, steg gerningsmanden ud af køretøjet. Han var i besiddelse af en paintball- og en luftpistol og blev hørt råbe ”allahu akbar” (Gud er størst).
Den mistænkte blev skudt i maven af en politibetjent og blev onsdag morgen dansk tid indlagt på hospitalet.
Indtil videre har otte personer mistet livet. Mindst 15 personer er bragt til hospitaler i New York med alvorlige skader.
Fem af de dræbte var argentinere på ferie i New York. De kom fra Rosario og var på rejse for at fejre deres 30-års studenterjubilæum i byen, oplyser det argentinske konsulat i New York.
Der er også en belgier blandt ofrene, bekræfter belgiens udenrigsminister, Didier Reynders, på Twitter.
Ifølge CBS er der også en tysker blandt ofrene. Det er endnu ikke bekræftet.
De fleste dræbte er turister.
Ifølge flere amerikanske medier har politiet i New York identificeret gerningsmanden til at være Sayfullo Saipov. Han er 29 år gammel og kom til USA i 2010 fra Usbekistan. Han har opholdstilladelse i landet og bor i USA permanent.
Sayfullo Saipov er lastbilchauffør og har blandt arbejdet som chauffør for kørselstjenesten Uber.
Ifølge The New York Times har Sayfullo Saipov tidligere været i myndighedernes søgelys i forbindelse med en anden efterforskning.
Anonyme embedsfolk fortæller desuden, at efterforskerne har fundet et håndskrevet brev på arabisk nær ladvognen. Her skulle gerningsmanden angiveligt sværge troskab til Islamisk Stat. Ifølge kilder råbte Sayfullo Saipov da også ”allahu akbar” (Gud er størst), da han steg ud af varevognen.
Der er ikke umiddelbart tegn på, at andre har været involveret i angrebet.
Donald Trump, USA's præsident, skrev umiddelbart efter angrebet på Twitter: ”I New York City ligner det endnu et angreb fra en meget syg og sindsforvirret person. Politiet følger sagen tæt. IKKE I USA!”
Cirka to timer senere skrev han: ”Mine tanker, sympati og bønner er hos familierne og ofrene for terrorangrebet i New York. Gud og jeres land er med jer!”
Bill De Blasio, New Yorks borgmester: ”Baseret på informationer, som vi har indtil videre, så var det en terrorhændelse - en særligt kujonagtig terrorhændelse,” sagde New York Citys borgmester ifølge nyhedsbureauet AFP.
Lars Løkke Rasmussen, Danmarks statsminister: ”Chokerende og tragisk angreb i New York. Min medfølelse er med ofrene, deres familier og vores amerikanske venner,” skriver han på Twitter.
Anders Samuelsen, Danmarks udenrigsminister: ”Forfærdeligt og ondsindet angreb i New York i dag. Danmark kommer altid til at stå fast sammen med USA i kampen mod terror,” skriver han på Twitter.
Et blik på nogle af de større terrorhandlinger de seneste år
Terrorangreb 1970-2015, koncentration og intensitet