Abortlægen
Her går Gitte, på vej hen for at fortælle sin kæreste om den graviditet hun lige har opdaget.
Hun vil ikke have barnet.
Det er efteråret 1970. Gitte Luk er 17 år, og aborten er endnu ikke fri.
Hvordan kan sådan noget ske for hende? Har hun glemt at tage sin p-pille?
Det der med p-piller er forholdsvis nyt for hende, og hun roder lidt rundt i det.
Gitte er lige begyndt på Esbjerg Gymnasium, bærer rundt på en laset kopi af Tom Kristensens bog ”Hærværk” i sin taske og læser gerne op af den, hvis der er nogen, der gider at lytte.
Når hun ikke er i skole, går hun til kor og ridning, går i byen på det lokale værtshus, Rio Bravo, og ellers tilbringer hun sine ferier med skifteholdsarbejde på en af fiskefabrikkerne på Esbjerg Havn.
Hun bor i en lejlighed i byen med sin far, mor og lillebror.
Hendes mor er fra en indremissionsk familie, hvor det anses som umoralsk at få børn uden for ægteskab.
Hun har det elendigt.
Hun ved ikke, hvad hun ønsker af livet. Men hun ved, hvad hun ikke ønsker: at droppe ud af skolen. Blive enlig mor. Ende med et job på en fiskefabrik.
I 2023 er det 50 år siden, aborten blev fri. Fra tiden efter Anden Verdenskrig til 1973 blev der årligt gennemført 15-25.000 illegale aborter i Danmark.
I 1970 er det muligt at få en dispensation til en provokeret abort gennem den socialhumanitære organisation Mødrehjælpen, men kun hvis kvindens helbred er i fare, eller hun lider af psykiske eller fysiske ”defekter”.
Gitte er sund og rask.
Hun har ikke penge til at rejse til England eller Polen, hvor aborten er fri.
Hun har hørt historier om kvaksalveri og selvbestaltede abortlæger, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver: Nogle sprøjter en ætsende sæbeblanding op i underlivet, andre bruger strikkepinde til at sætte aborten i gang.
Gittes kæreste er en flot mørkhåret atlet. Hun tænker, at deres forhold er dødsdømt. Det har det nok været et stykke tid.
Han reagerer med en blank afvisning: Han vil ikke have noget barn.
Gittes kæreste får en idé. Et af deres vennepar fra Rio Bravo har været ude for noget lignende.
Gitte og kæresten opsøger dem. Veninden stikker hende en seddel.
På sedlen står telefonnummeret på en Mogens Holst Knudsen.
Mogens Holst Knudsen var modstandsmand under Anden Verdenskrig, men blev mere kendt for sine illegale aktiviteter i fredstid: en sønderjysk abortlæge, som hjalp piger, der var kommet i uføre.
Lægestanden var splittede i forhold til abortspørgsmålet. De fleste mente, at man skulle forbedre kvinders sociale og økonomiske forhold, så de kunne beholde barnet, mens et fåtal gik ind for fri abort.
Mogens Holst Knudsen foretog sin første abort som lægestuderende i 1930’erne, fordi han mente, at den danske abortlovgivning var inhuman. Han så det som en læges pligt først og fremmest at hjælpe patienten.
”Kvinden har ret til selv at bestemme, om hun vil have et barn eller ej,” sagde han til B.T. i 1965.
Mogens Holst Knudsen blev mødt med fordømmelse. Det samme gjorde de kvinder, der fik foretaget en abort.
Den indremissionske præst Christian Bartholdy kaldte i en kronik i Kristeligt Dagblad samme år danskerne for “et folk af mordere”.
“I den senere tid har det pint mig, mere end jeg kan sige, at læse drøftelserne om kvinders frie adgang til abort,” skrev han og kritiserede, at der lovligt blev bevilget cirka 5000 aborter årligt, og at der yderligere blev foretaget cirka 20.000 illegalt:
“25.000 fosterdrab om året. Det vil altså sige, at der går i hundredtusindvis af kvinder om i dette land, som er mordersker. Og de færdes iblandt os med hævet pande.”
B.T. spurgte Mogens Holst Knudsen, om ikke man kunne anse abort som mord.
”Ved mord forstår jeg, man dræber en samfundsborger. Et foster er ikke en samfundsborger. Ikke så længe fosteret ikke kan forlade moderen,” svarede han.
Da Mogens Holst Knudsen i 1942 fik praksis i Toftlund i Sønderjylland, rygtedes det snart, at han ikke sagde nej til kvinder i ulykkelige omstændigheder.
Selvom han havde troet, at han kun skulle foretage et par aborter om året, voksede antallet af besøgende. Han hjalp unge piger, men også etablerede familier, der ikke kunne brødføde barn nummer fire, fem eller seks.
Han nægtede at modtage betaling for aborterne.
Abortlægen blev første gang i 1951 idømt fem måneders fængsel.
Toftlunds sorgnerådsformand skrev til justitsministeren for at få Mogens Holst Knudsen løsladt på Danmarks befrielsesdag, fordi han ”fulgte sin Samvittighed frem for Loven, og han øvede imod Vold og Undertrykkelse sin Gerning”.
Men Holst Knudsen måtte udstå sin straf i Nyborg Statsfængsel, før han kunne vende hjem til Toftlund.
I 1965 blev Mogens Holst Knudsen idømt seks måneders fængsel og fik frakendt retten til at praktisere i et år.
Hans fængselsdom medvirkede til, at debatten om abortlovgivningen tog til.
Beboerne i Toftlund samlede underskrifter til støtte for lægen. 2400 skrev under. Byen havde 2000 indbyggere.
I tiden omkring hans løsladelse organiserede borgerne en storstilet indsamling og lagde lister ud i oplandets købmandsbutikker, hvor man kunne donere småbeløb som 5 eller 10 kroner, så lægen kunne betale sine regninger. I alt fik Holst Knudsen 8500 kroner af Toftlunds borgere. Det svarer til omkring 100.000 kroner i dag.
Foran døren til hans lægepraksis blev der jævnligt lagt gaver såsom grøntsager, æg og mælk.
Mogens Holst Knudsens kone døde, en måned før han blev løsladt fra fængslet i 1965. Efter sin løsladelse erklærede han i pressen, at han aldrig ville foretage en abort igen.
I det skjulte fortsatte Mogens Holst Knudsen dog med at hjælpe piger i nød.
En af dem var Gitte.
Gitte får fat på abortlægen en mandag. Han spørger, hvor langt hun er henne. Hun regner tilbage til sin sidste menstruation.
“10 uger, tror jeg.”
“Så skal du skynde dig at komme herned,” siger Mogens Holst Knudsen.
Gitte fortæller sine forældre en hvid løgn: at hun har planer om at overnatte hos sin kæreste et par nætter i træk senere på ugen.
Tre dage senere ankommer Gitte til busstationen i landsbyen Toftlund godt 65 kilometer fra Esbjerg.
I en lettere misligholdt murermestervilla over for busstationen ligger Mogens Holst Knudsens lægepraksis.
Her møder Gitte den 57-årige læge, som går i shorts hele året, i en tid hvor mænd ellers klæder sig formelt. Han er desuden iført khakifarvet safariskjorte og sandaler.
Mogens Holst Knudsen er far til to voksne børn, drikker store mængder kaffe og ryger cigarer.
Hans hjem er lidt af en rodebunke.
Han bor alene i huset.
Sådan da.
Til Gittes overraskelse er værelserne på husets førstesal beboet af kvinder på hendes egen alder. De er fire i alt. Hun skal dele værelse med en ung kvinde fra Aarhus.
Holst Knudsen har ansat en husbestyrerinde, der står for alt det praktiske, herunder madlavning, opredning og vask.
I den lille landsby er de hvide lagner på tøjsnoren et tydeligt tegn på, at der igen er eller har været logerende hos Holst Knudsen.
Mogens Holst Knudsen bekræfter, at Gitte er gravid. Han fortæller hende om indgrebet og det, hun kan forvente.
Via et kateter vil han sprøjte saltvand op i hendes livmoder, og hendes krop kan så reagere på to måder:
Enten frastøder kroppen fosteret, og hun aborterer. Eller kroppen vil holde fast i fosteret, og han må gentage indgrebet.
Holst Knudsen forbereder hende på, at både ventetiden og frastødelsen af fosteret kan være hård.
Hun lægger sig op på briksen.
Selve indgrebet er ikke videre smertefuldt.
Søndag, tre døgn efter saltvandsindsprøjtningen, føler Gitte ikke, hun kan blive hos lægen længere.
Hun har ikke mærket den mindste effekt. Flere af de andre piger er taget hjem efter at have aborteret hos Holst Knudsen.
Gittes forældre har ikke telefon, så hun ringer hjem til sin kæreste og beder ham tage hjem til forældrene og fortælle, hvad der foregår.
Samme eftermiddag begiver hun sig hjem.
Gitte er ked af det og skamfuld, da hun kommer hjem til forældrenes lejlighed i Esbjerg. Hendes far undgår at tale om det. Det passer hende godt, for hun har ikke lyst til at forholde sig til sin situation lige nu.
Da Gitte går i seng søndag aften, er hun ret sikker på, at Holst Knudsens indgreb er mislykkedes.
Skal hun afsted til Toftlund igen? Kan hun overhovedet klare det?
Måske er hun bare nødt til at få barnet.
Og så med ham…
Sent søndag aften, efter at alle er gået i seng, kommer Gittes mor ind på teenageværelset. Hun sætter sig på sengekanten. Moderen er bekymret. Viser omsorg. Taler Gitte til ro.
Moderen mener ikke, at abort er nogen god idé. Men at blive enlig mor – med de problemer og den synlige skam, der følger med – er værre.
Næste formiddag, da Gittes far og lillebror er på arbejde og i skole, kommer den første ve.
Moderen er hjemme, og det giver Gitte en vis tryghed. Men hun er overrasket over, hvor voldsomt det er.
Gitte begynder at bløde fra underlivet. Veerne tager til. Hun kalder på sin mor fra badeværelset.
Præcis hvor længe der går, før Gitte er tilbage i 1.g på Esbjerg Gymnasium, husker hun ikke i dag. Men hun husker, at hun er meget lettet i månederne, der følger.
Hun taler ikke med nogen om aborten, ud over en tysk penneven, som hun skriver til.
Abtreibung hedder det på tysk.
Gitte føler sig ikke tilpas i gymnasiet, og hun er tæt på at droppe ud. I de kommende år tænker hun ofte på, hvor gammelt barnet kunnet have været nu.
Hun taler aldrig med sine forældre om aborten igen.
Aborten bliver fri i Danmark i 1973. På grund af lovforslagets moralsk-etiske karakter var der stemmefrihed, så der fandtes ja- og nej-stemmer i mange partier – dog var tendensen, at centrum-venstre-partierne stemte ja, mens højrefløjen stemte nej.
Modstandere advarede om, at man vil se en stigning i aborttallet, men siden indførelsen har tallet stabiliseret sig på omkring 15.000 indgreb årligt.
Gitte har på dette tidspunkt klaret sig gennem gymnasiet og er begyndt på universitet, og nu kan hun tale frit om dét, hun har oplevet. Stille og roligt bearbejder hun det med hjælp fra sin nye vennekreds.
Syv år efter aborten møder hun sin nuværende mand, som hun får to børn med.
I dag er det stadig trist og skamfuldt for Gitte, at hun har skyllet et foster ud i toilettet.
Hun bebrejder sig selv, at hun kunne være så sjusket, at hun blev gravid. Men hun føler ikke, at hun havde noget alternativ til aborten.
“Havde jeg fået barnet, var jeg blevet enlig mor og var droppet ud af skolen. Jeg havde en veninde, der fik et barn, lige efter at vi havde forladt folkeskolen. Hun endte med et job nede på fiskefabrikken. Det havde været et helt andet liv,” siger Gitte, der i dag er 69 år.
Abortlægen Mogens Holst Knudsen fik i 1976 sin sidste dom, fordi han havde hjulpet nogle vesttyske piger til at abortere.
Han blev frakendt retten til at praktisere i to år. Han solgte sin praksis, flyttede fra byen og døde i 1982, 69 år.
I et interview anslog han, at han havde foretaget op mod 6000 illegale aborter. Kvinderne betalte ikke for indgrebet. Heller ikke Gitte Luk.
Hun føler en dyb taknemmelighed over for Mogens Holst Knudsen.
“Dengang så jeg ham som en modig frelser, der havde styr på tingene. Men når jeg kigger på billederne i dag, bliver jeg berørt over den følsomhed og skrøbelighed, der er i hans ansigt. Han stod jo fuldstændig alene,” siger Gitte Luk.
Tekst, tegninger og animationer: Jakob Fälling
Digital tilrettelæggelse: Sara Gro Vagtholm
Digital redaktionschef: Morten Frich
Artiklen er baseret på Gitte Luks genfortælling samt interview med Anne-Grethe Petersen, Toftlund Lokalhistoriske Forening og Arkiv. Desuden indgår oplysninger fra aviser og ugeblade, Kvinfos og DRs arkiver samt tal fra Danmarks Statistik.
Visuelt materiale fra Femina, Se & Hør og B.T. er gengivet med tilladelse fra hhv. Aller Press og Berlingske Media. Luftfotos fra Toftlund er gengivet med tilladelse fra fotograf Hans Chr. Gabelgaard. Bybilleder fra Toftlund er gengivet med tilladelse fra Toftlund Lokalhistoriske Arkiv.
