Verdensberømt filosof:

Et ægteskab er som at bestige Mount Everest


Et af tidens store problemer er, at vi omgiver os med de forkerte kærlighedshistorier. Det mener den britiske forfatter og filosof Alain de Botton. Alt det, som anses for romantisk, er sjældent godt for et forhold




AF ELSE MARIE NYGAARD

TEGNING: MORTEN VOIGT

TILRETTELÆGGELSE: KIM SCHOU

16/6 2017




Facebook Twitter Del artiklen 


”Derfor kommer du til at gifte dig med den forkerte”. Sådan lød overskriften på et essay, som den britiske filosof og forfatter Alain de Botton sidste år skrev til New York Times. Teksten blev den mest læste på avisens hjemmeside i 2016. Dagbladet Politiken bragte en oversættelse, som også satte læserrekorder.

”Vi lever i en perfektionistisk kultur, og det er udmattende at være en del af. Mit ærinde med mit essay var at argumentere for mere humor og tolerance omkring vores uperfekte natur. Flere har efterfølgende skrevet til mig, at jeg har inspireret dem til at se med nye øjne på deres partner,” siger Alain de Botton.

Han mener, at en af vores tids problemer er, at vi er omgivet af de forkerte kærlighedshistorier. Først og fremmest er de præget af alt for megen romantik. I næste uge udkommer hans bog ”Kærlighedens gang” i Danmark. Bogen er Alain de Bottons bud på en mere realistisk kærlighedshistorie tilsat hans filosofiske replikker.


Alain de Botton er forfatter og filosof. Her fortæller han om bogen ”Kærlighedens gang”, som udkommer i næste uge på dansk.

For at komme til Alain de Bottons kontor, skal man lukkes ind gennem en skinnende, sort dør domineret af en stor brevsprække i messing. En solsort synger, men ellers er her så tyst, at man glemmer, at man befinder sig i det centrale London.

Det er stilheden, som har fået Alain de Botton til at gøre dette sted til sin arbejdsplads. Tidligere arbejdede han fra sit hjem, men med ægtefælle og to sønner var der ikke den nødvendige ro.

”Kærlighedens gang” er den syvende af hans bøger, som bliver udgivet på dansk. Foruden bøgerne har han et stort, internationalt publikum, som følger hans foredrag på YouTube og Ted Talks. Enkelte af foredragene er afspillet over fem millioner gange. 47-årige Alain de Botton er en stjerne inden for formidling.


Alain de Botton har lavet flere TED Talks somme denne fra 2009, hvor han taler om karriere og misundelse.

For det mest er han klædt i sort og gråt. I dag er ingen undtagelse, men når han taler, udgør hans retorik og ansigtets mimik en helhed, så man forstår, hvorfor han kunne fylde Operahuset i Sydney til en aften om kærlighed. Lidt som at møde nu afdøde biskop Jan Lindhardt og psykolog Svend Brinkmann i samme krop.

Han har tilbragt de første år af sit liv i den fransktalende del af Schweiz, hvor han voksede op i et økonomisk privilegeret hjem. Der er ikke en fransk tone at høre i hans britiske. Han var otte år, da han kom på kostskole i Oxford og videre til den prestigefyldte Harrow School i London.

Siden læste han historie på Gonville & Caius College i Cambridge og tog en mastergrad i filosofi ved King’s College i London, inden han påbegyndte en ph.d. om fransk filosofi ved Havard Universitet i USA. Han afbrød studierne, fordi han hellere ville skrive og forelæse.




FAKTA

Alain de Botton


  • Født i 1969 og har en grad i filosofi fra King’s College i London. I 1993 udkom hans første bog, og han opgav sit ph.d.-studie ved Havard Universitet for at skrive. Hans bøger er oversat til mere end 30 sprog.
  • Han bruger en del af sin tid på at forelæse. I 2008 var han med til at grundlægge The School of Life i London, hvor der er forelæsninger af filosofisk karakter med fokus på at udvikle menneskers følelsesmæssige intelligens. The School of Life findes også i blandt andet Holland, Israel, Korea, Australien og Brasilien. En del af undervisningen er tilgængelig på YouTube.
  • Gift og far til to sønner.

Alain de Botton


  • Født i 1969 og har en grad i filosofi fra King’s College i London. I 1993 udkom hans første bog, og han opgav sit ph.d.-studie ved Havard Universitet for at skrive. Hans bøger er oversat til mere end 30 sprog.
  • Han bruger en del af sin tid på at forelæse. I 2008 var han med til at grundlægge The School of Life i London, hvor der er forelæsninger af filosofisk karakter med fokus på at udvikle menneskers følelsesmæssige intelligens. The School of Life findes også i blandt andet Holland, Israel, Korea, Australien og Brasilien. En del af undervisningen er tilgængelig på YouTube.
  • Gift og far til to sønner.



Alain de Botton tror på ægteskabet. Til døden. Selv er han gift på 14. år. Han mener ikke, at den romantiske idé har gjort noget godt for det livslange ægteskab. Mens han skænker vand til gæsten, spørger han til skilsmissetallet i Danmark.

”Oh really,” udbryder han, da han hører, at det de seneste år har været muligt at blive skilt via internettet med NemID. Han synes, det lyder særdeles risikabelt.


”Det skal være svært at blive skilt. Jeg siger ikke, at man skal blive sammen for enhver pris. Men et ægteskabs værdi viser sig ved, at vi gør det svært at forlade det.”

Skønt uddannelsesniveauet er historisk højt, mener Alain de Botton, at menneskers udvikling, når det gælder relationelle spørgsmål, er på tumlingestadiet. Han må derfor endnu en gang ryste på hovedet over danske pars mulighed for at blive skilt med enkelte klik på nettet.

”Folk har en meget ringe viden om, hvad der får et forhold til at fungere. Jeg er overbevist om, at om 200 år vil det se anderledes ud, for omkostningerne ved vores ignorance er høje.”

For at forklare, hvad han mener med, at vi er på tumlingestadiet, når det gælder evnen til at indgå i relationer, fortæller han om et psykologisk spørgsmål, han holder af at stille.

”Jeg spørger: ’På hvilken måde er du svær at leve sammen med?’. De fleste vil ryste på hovedet og sige, at de ikke er svære at bo sammen med. Men alle er svære at leve sammen med, og alle, som siger, at de ikke er det, er meget farlige. Svarer man, at man ikke er svær at leve sammen med, er det et udtryk for begrænset selvindsigt. Når vi ved, at 60 til 70 procent af vores livslykke afhænger af, hvordan vi har det i vores relationer, er det beskæmmende, hvor lidt tid vi bruger på systematisk at udstyre folk med selvindsigt og viden om, hvordan de begår sig i kærlighedslivet. Fagfolk har en stor viden om relationer, men deres viden står i bøger, som ingen læser, og i stedet bliver folk oplært af romantiske film.”









Han tager gerne nej-hatten på, når det gælder den romantiske kærlighed, og mener, at det, som anses for at være uromantisk, er gavnligt for et forhold. Han læner sig frem i stolen og fremfører noget, der minder om et talkshow med fragmenter af romantiske dialoger.

”Man hører folk sige: ’Min partner forstår mig, uden jeg behøver tale. Han ved bare, hvem jeg er, uden at jeg skal sige noget.’ Når jeg hører sådan noget, tænker jeg: Fare. Eller den her: ’Min partner accepterer alt ved mig. Jeg føler det, som om at alt ved mig er okay, når vi er sammen.’ Jeg vil tillade mig at spørge: ’Kan det blive ved sådan gennem et helt liv?’. Eller den her: ’Jeg kan sige alt til min partner.’ Jeg tænker: ’Virkelig alt?’. Den romantiske kærlighed er troen på total ærlighed og intuitiv forståelse. Det er meget farligt at tro, at noget sådan kan fortsætte ret længe.”

Og med nej-hatten på hovedet siger Alain de Botton:


”Det anses for uromantisk, hvis den elskede foreslår, at man bruger tre kvarter på at tale om, hvordan man skal fordele opgaverne i hjemmet, eller hvis man på den anden date begyndte at tale om økonomiske spørgsmål. Den slags praktiske ting bliver set som uromantiske, men de er vigtige for et forhold.”

Han mener, mange pars liv forstyrres af en idé om normalitet.

”Når to mennesker er i et forhold, er der altid en tredje ting i rummet. Det er idéen om, hvad der er normalt. Det er et miks af kultur og romantiske idéer kørt sammen i en foodprocessor. De romantiske film, vi har set, brudstykker af sange er også i maskinen sammen med forestillingerne om, hvordan livet er hos vores venner. Men vi ved ikke særligt meget om andres forhold. Folk har det med at redigere deres virkelighed hele tiden. Vi kender vores egen virkelighed som par, men vi kender ikke andres, for vi er ikke ærlige om, hvordan kærligheden er. Konsekvensen er, at mange par kæmper med et usandt billede af, hvad de tror, er normalt.”




FAKTA

Tre råd til parforholdet


  • Indse at du er besværlig at leve sammen med. De fleste mennesker er komplicerede og forstår kun en lille del af, hvem de er.
  • Indse at din partner ligner dig. I er fælles om at være uperfekte, og derfor vil I fejle. Øv dig i at være din partners generøse ven.
  • Indse at du har meget at lære. Også af din partner, som på et vist antal områder vil være klogere og mere moden end dig.
  • Kilde: Alain De Button

Tre råd til parforholdet


  • Indse at du er besværlig at leve sammen med. De fleste mennesker er komplicerede og forstår kun en lille del af, hvem de er.
  • Indse at din partner ligner dig. I er fælles om at være uperfekte, og derfor vil I fejle. Øv dig i at være din partners generøse ven.
  • Indse at du har meget at lære. Også af din partner, som på et vist antal områder vil være klogere og mere moden end dig.
  • Kilde: Alain De Button


Som ung troede Alain de Botton på idéen om den eneste ene. Han har sågar skrevet om det. ”Kærlighedens gang” er et modsvar til den bog. Han mener, at mange nærmest er besatte af idéen om, at der findes et menneske, som kan få ens liv til at gå i vater. Han kalder det en narcissistisk fantasi.

”Vi er for komplicerede til, at der findes ét menneske, som kan være vores sjæleven på alle livets områder. Men forventningen er udbredt, og når det viser sig, at den elskede ikke kan leve op til det, så bliver vi fornærmede på den barnlige måde.”

Han genfortæller en samtale med en ven, som blev skilt med den begrundelse, at parret ikke længere delte samme syn på livet.

”Men man kan jo ikke have samme syn på alt. Man må acceptere en vis grad af ensomhed i et parforhold. Hvis man er ensom med 40 procent af sine holdninger, mener jeg, der er grund til at ønske tillykke. Det betyder jo, at 60 procent af dig ikke er ensom. Godt gået.”

”Vores længsel efter at blive forstået og rummet hører barndommen til. Det lille barn er omgivet af den smukkeste omsorg. Men det kan skabe problemer senere i livet, når vi forventer, at vores partner skal kunne genskabe forståelsen fra dengang, hvor vi ikke var i stand til at spise selv og blev nusset i nakken, til vi sov. Det kan ikke overføres til en voksen relation, når man har udviklet holdninger om alt fra boligindretning til politik og måske er uenige om den ideelle temperatur i soveværelset. Vi kan ikke forvente, at nogen vil være loyal over for alle vores valg, følelser og mængden af krav. Alligevel er den længsel stærk hos mange.”

Alain de Botton er ateist, men han er optaget af, hvad kristendommen har at sige i vores liv med hinanden. På samme måde ser han efter sekulariseringens spor i kærlighedslivet. Det er ikke tilfældigt, at Charles Taylors ”A Secular Age” står i reolen ved kaminen.

”Vi har ladet vores partner optage idéen om Gud. Det er ikke sjældent at møde folk, som forventer, hvad man engang håbede på fra Gud, skal blive indfriet af partneren: at blive forstået fuldt ud og omgivet af evig kærlighed. Du har det også i sproget. Par kalder hinanden for ’engle’. ’Engel, vil du hente en kop kaffe til mig’. Det er et farligt navn, selvom det er romantisk ment. Hvis du tror, at din partner er en engel, så har du ikke lært ham eller hende at kende.”



På denne knap 20 minutter lange optagelse beskriver Alain de Botton, hvordan den måde vi elsker på er afhængig af det samfund, vi er en del af.


Når det kommer til spørgsmålet om relationer, mener Alain de Botton, at der er meget at hente fra det kristne menneskesyn.

”En af parforholdets store fjender er selvretfærdigheden. Det er den her følelse af: ’Jeg har ret!’. Et godt forhold er kendetegnet ved, at man kan indrømme, at man tager fejl. Ingen af os vil hævde, at vi er perfekte. Men næsten. Kristendommen har en grundantagelse om, at alle mennesker er brudte og har brug for barmhjertighed. Erkendelsen af, at vi ikke er perfekte, men har brug for barmhjertighed, er et godt afsæt for et parforhold. Man kan sige, at vi først er klar til at blive gift den dag, hvor vi opgiver idéen om perfektionisme. Vores egen og vores partners.”

Selv er han gift på 14. år. Når han tænker på sit ægteskab, ser han på det som at skulle bestige Mount Everest. Han råder gerne andre til at gøre det samme og ved, at en del ryster på hovedet af billedet.

”Skal man bestige Mount Everest, vil man forberede sig grundigt fysisk og mentalt, og man vil anskaffe sig det bedste udstyr. Men hvis du når op, vil du få den smukkeste udsigt og undervejs på turen, vil der være uforglemmelige øjeblikke, men der er også en vis risiko for, at forholdet dør, inden I har fået set særligt meget, fordi I skændes om ubetydelige ting og er utålmodige. Den slags nytter ikke noget, når man er ved at bestige Mount Everest. Og ja, der er enormt mange dage med sten under fødderne. Sådan er det at bestige et bjerg. Man må tage gentagelserne i forholdet alvorligt.”

Han fortæller om at lave lektier med børn; om, hvordan man som forælder tålmodigt må støtte, forklare og udholde en vis grad af kedsomhed, mens poden får styr på hjemmearbejdet. Han mener, man med fordel kan overføre mønsteret til parforholdet. Han mener, at et godt parforhold er som et klasseværelse.

”Der er en udbredt modvilje mod partnere, som forsøger at lave den anden om. Mange vil flygte ud af sådan et forhold, for de opfatter det som et angreb. Men hvis man vil udvikle sig, er det nødvendigt, at man kan opfatte de udfordringer, ens partner giver med generøsitet. Det kan være hjemmearbejde givet i kærlighed og respekt for forholdet.”









Ovre ved reolen ligger en billigbogsudgave af Platons ”Staten”. Bogens hjørner er krøllede. Alain de Botton var 18 år, første gang han læste bogen, og han husker, hvordan han havde en stærk lyst til at kyle bogen fra sig, for Platons syn på følelser provokerede ham. Når Alain de Botton taler om ægteskabet som et klasseværelse og ægteskabet som en bjergbestigning, går der en linje tilbage til Platon.

”Som 18-årig havde jeg hørt tilpas mange romantiske budskaber til at blive provokeret over Platons angreb på følelser som utroværdige og farlige. Selvfølgelig skal man lytte til sine følelser, men altid med en vis skepsis. I dag lever vi i en kultur, som ophøjer følelser og mavefornemmelser, men i stedet for at overgive os til mavefornemmelsen, vil jeg foreslå, at vi ser på os selv med et kritisk blik, som videnskabsmanden vil gøre.”

Hvad er det bedste råd, han kan give? Han tænker ikke længe, før han svarer, at han vil råde alle til at gå i terapi. Såvel sammen som hver for sig.

”Jeg anbefaler psykoanalyse. Mange vil indvende, at de ikke har råd, men så tager de på ferie til Thailand eller køber en dyr træningsmaskine. For mange er det et spørgsmål om at prioritere deres midler.”

Selv har han gået i psykoanalyse, og han har gjort det i en årrække. Sammen med ægtefællen har han også gået i terapi i perioder. Ikke fordi der var en krise, men fordi de havde brug for en andens hjælp til at blive klogere på sig selv og hinanden og styrke deres følelsesmæssige intelligens.

Han henviser til psykologen, psykiateren og psykoanalytikeren John Bowlby (1907-1990), som sporede spændinger i parforholdet tilbage til barnets tidligste oplevelser af tilknytning. Bowlby mente, at en tredjedel af befolkningerne i Vesteuropa og Nordamerika var skadet i deres tilknytning og derfor ville reagere med enten ængstelig eller afvisende tilknytning.

”Ligesom man ved, hvad New Zealands hovedstad hedder, bør man vide, om man har en ængstelig eller afvisende tilknytning, for det forklarer en række ting i forhold til, hvordan man reagerer i parforholdet.”




Alain de Botton er født i 1969 og har en grad i filosofi fra King’s College i London. Han har udgivet en række bøger med fokus på at udvikle menneskers følelsesmæssige intelligens.
Foto: Vincent Starr





Kristeligt Dagblads logo