Facebook
Twitter
 

Et hemmeligt digt om at leve med Alzheimers sygdom


Før Kristian Kolbe fik konstateret Alzheimers sygdom, elskede han dans, høj musik, hotdogs og rødvin. Han læste sjældent. Efter han blev syg, kunne han ikke arbejde længere. Han måtte blive hjemme og brugte dagene i sin stue, hvor han kunne kigge ud på fuglene gennem sine kikkerter. Her begyndte han, uden nogen vidste det, at skrive om livet med Alzheimers sygdom.

Dette er Kristian Kolbes digt. Det er illustreret af Kristeligt Dagblad, men alle ordene er hans egne.


 
 
 










Efterskrift

Kristian Kolbe døde i marts 2019. På det tidspunkt havde han levet med sygdommen i seks år. De første to år boede han hjemme. Det var i den tid, at han begyndte at skrive digte. Herefter kom han på plejehjem, hvor han boede i fire år inden sin død.

Hanne Kolbe var indtil hans død den eneste, der kendte til Kristians hemmelige digte.

Historien er illustreret af Kristeligt Dagblad, men alle ordene er Kristian Kolbes egne. Digtet er udgivet efter aftale med Hanne Kolbe.




 
 




”De fleste gange når man spørger sig selv – får man ikke et ærligt svar,” står der på første side i Nina Malinovskis digtsamling. Ordene er Kristian Kolbes. Kristian Kolbe havde aldrig digtet eller interesseret sig for litteratur, før han tilfældigvis faldt over en digtsamling af Nina Malinovski i et antikvariat med sin kone. Da han havde stået og bladret lidt i den, sagde han til sin kone: ”Det der – det kan jeg da også”. Kristian Kolbe købte bogen.

Heri skrev han sine digte fra stuen i Vedbæk.