Jørn Erik Pedersen færdes sjældent i Frøstrup længere. Han holder sig mest indendøre i det flade gulstenshus, som han har lejet i udkanten af byen. Huset ligger på et lille tilbagetrukket højdedrag. ”Bjerget” hedder det. Herfra har Jørn Erik Pedersen udsigt over Frøstrup, mens Frøstrups borgere slipper for at se på ham. Og som tingene er nu, fungerer det bedst sådan.

For mindre end et år siden var han på fornavn og venlige nik med alle. I dag er det kun godt halvdelen af byens borgere, der hilser. De andre siger ikke noget. Nogle vender sig bort.

Frøstrup ligger små 20 kilometer fra den jyske nordkyst. Mod nord strækker Thorup Klitplantage sig over det flade landskab og mod syd prikker trætoppene i Østerild Skovplantage hul i himlen. Kystvinden har bøjet de høje mørke graner i en permanent sydvendt bue, som om en stor tung hånd har fejet hen over landskabet og friseret det i en enkelt, glidende bevægelse.

I Frøstrups lille vindblæste hovedgade ligger en købmand, en lokal Brugs, en frisør, en sparekasse og en cykelsmed. Her bor godt 650 mennesker. Omkring 50 af dem er skolesøgende børn.

I tre år var det Jørn Erik Pedersen, der kørte dem til og fra skole. Sådan er det ikke længere. Han blev fyret den 15. marts i år uden varsel og med den officielle begrundelse, at han havde opført sig upassende overfor et af børnene - en 10-årig pige.

Men bag den pludselige afskedigelse ligger også en anden forklaring, mener Jørn Erik Pedersen.

Han er tidligere frikendt i en sag om overgreb, og selvom der står i dombogen fra Landsretten, at han er uskyldig, og staten har tilkendt ham en erstatning på 1,3 millioner kroner for uretmæssig fængsling, så føler han sig overbevist om, at det var den gamle sag, der gjorde udslaget, da beslutningen om at fyre ham blev truffet.

”Det er som om, der sidder et stempel på ryggen af mig, der aldrig helt går væk,” siger han.

Jørn Erik Pedersen er ikke den eneste mand i Danmark, der har mærket, hvordan en anklage om pædofili sidder fast selv efter, at de domstole, der indsamler beviser, vejer for og imod og afgør, om en mistænkt er skyldig i en ugerning eller ej, forlængst har frifundet dem.

De sidste ti år er omkring halvdelen af de sager, der er rejst mod mænd mistænkt for pædofili, endt i frifindelse eller påtalefrafald. Alligevel sidder de pædofili-sigtede mænd ofte varetægtsfængslet i månedsvis, mens deres liv uden for tremmerne smuldrer. Og når de kommer ud, oplever mange af dem, at den frifindelse, de har ventet på, ikke gør den store forskel.

For hvad nu hvis domstolen tog fejl? Hvad nu hvis Jørn Erik Pedersen og alle de andre alligevel har forgrebet sig på børn? Hvem tør lade deres børn være i nærheden af sådan en mand, selv om han er frikendt?

Hvem tør lade deres børn køre i en bus alene med ham?

Jørn Erik Pedersen er ved at pakke det gule hus på ”Bjerget” ned. Han kan ikke blive i Frøstrup. Stuen er kun sparsomt møbleret, det meste er allerede stuvet af vejen i flyttekasser, og køleskabet er allerede solgt, så nu drikker Jørn Erik Pedersen sin kaffe sort eller med en teskefuld mælkepulver. Han har tynde ben i de lyse cowboybukser, men over bæltet spænder maven stoffet i den ternede skjorte ud. Den 56-årige mand ser ældre ud end sin alder med et stramt drag om munden og en permanent bekymringsfure mellem brynene. Selvom stemmen er dyb og rolig, så sitrer mundvigene let, når han taler om det, der er sket.

Om sigtelsen for voldtægt af en dengang 18-årig handicappet steddatter. Om den 11 måneder lange varetægtsfængsling. Om retssagen. Tabet af huset og firmaet. Og om alt det der efterfølgende skete i Frøstrup.

Jørn Erik Pedersen flyttede tilbage til sin fødeby, hvor han er vokset op, og hvor hans søskende stadig bor, for at komme væk fra det forliste liv, sladderen og mistanken. Men det lykkedes kun for en tid, så vældede det hele op til overfladen igen, da en lille pige fortalte om en skovtur.

"Den her sag har delt vores by i to. Dem, der er med, og dem, der er imod Jørn Erik,” siger en af Frøstrups borgere.

For at forstå, hvordan det kunne komme så vidt, må vi tilbage til 2011, hvor Jørn Erik Pedersen flytter til byen.

Frøstrups borgere tager det egentlig pænt til at begynde med. Der er ingen, der siger noget direkte til den ny beboer, der lejer sig ind i det gule hus i udkanten af byen, selvom rygtet om hans fængsling, og hvorfor han har siddet inde, er nået til Frøstrup længe før, han har fået pakket flyttekasserne ud. Jørn Erik Pedersen er godt klar over, at der bliver snakket, men sådan er det i en lille by, hvor alle er på fornavn, hvis de da ikke ligefrem er i familie, og han havde ikke regnet med andet.

Tingene begynder også for alvor at falde på plads, da han får arbejde som chauffør i det lokale tele-busselskab, hvor chefen kender hans svoger og gerne vil give ham en chance. Busselskabet får nogle opkald fra et par bekymrede forældre, der ikke kan forstå, hvorfor Jørn Erik Pedersen nødvendigvis skal køre Frøstrups skolebus, men de bliver afvist med, at når han kan stille med en ren straffeattest og en børneattest, så bør den sag være i orden. Det er i øvrigt det job, der er ledigt, og med mere end 20 års erfaring som vognmand, er dét med at få store køretøjer rundt i smalle sving noget, Jørn Erik Pedersen kan.

Det viser sig, at han faktisk også er ret god til det med børn.

Den ny buschauffør finder ud af, at det er smart at have en rulle plaster og en pakke tyggegummi med, når han samler børnene op og kører dem til og fra skole. Hvis en eller to af dem har glemt buspenge, får de lov at låne en tier, og når det regner ned i stænger, kører han dem til døren, selvom køreplanen dikterer noget andet. Først på måneden kan han finde på at købe en kasse sodavand eller flødeboller til uddeling, og Frøstrups unger kvitterer med en julekurv med chokolade og juleknas og senere en kurv med lækkerier på hans fødselsdag. De samler selv ind og dekorerer de kort, de lægger ved, med tegninger. Hverdagen falder langsomt, men sikkert på plads for Jørn Erik Pedersen. Og for borgerne i Frøstrup.

”Der var ikke en dag, der var ens på den bus. Børnene var selvfølgelig også umulige nogle gange, og jeg har da også måttet tale med store bogstaver en gang eller to, men jeg tror, det er det bedste job, jeg nogensinde har haft. Det var gode stunder. Så skete det med skovturen. Og så gik det hele af led igen,” siger han.

Kalenderbladet er knap skiftet til marts måned, men foråret er kommet tidligt. Børnene har allerede skiftet de tunge vinterstøvler og de forede frakker ud med sneakers og overgangsjakker, og solen står skarpt ind gennem skolebussens vinduer. De store piger har kapret bagsædet og synger med på en sang, som de spiller på repeat. Et par drenge bytter fodboldkort. Og de mindste har - som de plejer - taget plads længst fremme i bussen.

De snakker i munden på hinanden med små ivrige stemmer, da Jørn Erik Pedersen sætter bussen i gang og kører fra skolens parkeringsplads ud på første etape af den vante rute. Gennem hovedgaden, rundt i de små byveje og ud på de snoede og smalle grusveje, hvor bussen skal dreje om sin egen akse for at komme rundt. Jørn Erik Pedersen er mere end én vinter kørt fast i sneen her. Børnene har været henrykte hver gang, og Jørn Erik Pedersen har holdt motoren kørende for at holde på varmen og delt tyggegummi og vittigheder ud, indtil den lokale snerydder er nået frem og har ryddet vejen.

I dag har solen for længst smeltet de sidste snedriver væk, og bussen kører ubesværet fra grusvejene og ud på landevejen, hvor den gasser op og sætter kursen mod kysten. Forbi de sydvendte graner og de åbne flade marker.

Der er kun tre børn tilbage på sæderne. Det er de børn, der kører længst med skolebussen hver dag. To af dem er søskende. Den sidste en 10-årig pige.

Hvad der præcis sker i løbet af de næste kilometer, er der ingen andre end dem, der ved.

Jørn Erik Pedersen siger, at pigerne i bussen begynder at småskændes. De to søskende driller den 10-årige med, at hun er den, der skal køre længst med bussen. Hun forsvarer sig og siger, at det ikke gør noget, fordi hun og Jørn Erik Pedersen tager på skovtur, når det kun er de to, der er tilbage. Hun siger, at de får sodavand, kager og slik. Masser af slik. De to andre tror ikke på hende. De spørger Jørn Erik Pedersen, og han vælger at lyve. Han siger, at den er god nok. At de skam skal på skovtur.

”Hvor skal i så holde skovtur,” spørger en af pigerne.

”Der,” siger Jørn Erik Pedersen og peger ud gennem ruden i busdøren og direkte ned på rabatten.

Dagen efter er han fyret.

Jørn Erik Pedersen kan huske, hvordan han først ikke rigtig forstod, hvad skoleinspektøren sagde, da han blev kaldt ind til et møde på hendes kontor på Vesløs Skole. Hun havde allerede udfyldt papirerne, hvor der stod, at han ikke skulle køre skolebussen længere, og at afskedigelsen trådte i kraft med øjeblikkelig varsel. Det føltes, som om der ikke var noget, han kunne sige, der kunne få hende til at ændre mening.

Han gjorde alligevel et forsøg. I dag siger han, at han dengang prøvede at forklare, at der aldrig var tale om en rigtig skovtur, og at det ikke var planen, at der nogensinde skulle være en. At det hele var en stor misforståelse, fordi tre små piger var kommet op at skændes om, hvem der skulle køre længst med en skolebus. Men ifølge Jørn Erik Pedersen er skoleinspektøren urokkelig. Hun bringer hans gamle sag og varetægtsfængslingen op, og fastslår, at hun ikke længere kan forsvare hans ansættelse, nu hvor der er kommet nye anklager frem.

”Jeg tænkte, at det ikke kunne være rigtigt, at det kunne ske igen. Jeg rystede over hele kroppen. Jeg dirrede simpelthen. Jeg smækkede vist også med døren, da jeg gik. Det var jo ikke det smarteste, men jeg kunne ikke styre det. Det føltes så forbandet urimeligt,” siger han.

På vej ud af døren får han at vide, at den 10-årige piges forældre vil anmelde ham, og at han skal forberede sig på et besøg fra politiet.

Jørn Erik Pedersen kan huske, at han kører væk fra skolen, men ikke hvordan han kommer hjem.

Det var politiet i Thisted, der modtog anmeldelsen fra pigens forældre. Politigården ligger knap 20 kilometer fra Frøstrup og har til huse i et klassisk institutionsbyggeri med praktisk indretning og klare farver på væggene. Kriminalassistent Erik Krogh deler et hjørnekontor med en kollega. Hans sorte læderjakke hænger på en bøjle, ved siden af hænger en plakat med en komplet oversigt over Grønlands hvaler. Erik Krogh har fået den af et par jagtkammerater, dengang han gjorde tjeneste i Maniitsoq. Det er længe siden nu, alligevel er jagtjargonen endnu ikke lagt på hylden.

“Efterforskningsarbejde kan på mange måder sammenlignes med at nedlægge et bytte,” siger Erik Krogh.

“Man kan ikke bare fare frem, men bliver nødt til at gå grundigt til værks og indhente viden, før man slår til, ellers risikerer man at begå uoprettelige fejl.”

I sagen fra Frøstrup blev der netop gået grundigt til værks. Det bekymrede forældrepar blev kaldt ind for at afgive forklaring, og to efterforskere blev sendt til Frøstrup for at interviewe Jørn Erik Pedersen. De fandt intet, der gav dem anledning til at rejse en sigtelse.

”Det stod hurtigt klart, at der ikke var noget at komme efter. Og så stopper sagen for vores vedkommende,” siger Erik Krogh.

Han vil ikke udtale sig om detaljerne i Jørn Erik Pedersens sag, men han vil gerne fortælle, om de udfordringer, der generelt følger i kølvandet på mistanke om overgreb mod børn. Han har arbejdet som politimand i mere end 25 år, og det har, som han siger, været en stor tilfredsstillelse at pille børn ud af hænderne på mennesker, der har forbrudt sig mod børn, skadet dem og svigtet deres tillid. Omvendt har det være stort set lige så frustrerende at se uskyldige mænd komme under mistanke og være stemplet med den mistanke resten af livet. Begge scenarier udspiller sig jævnligt i Danmark, mener kriminalassistenten, og det kan være stort set umuligt at afgøre, i hvilke sager mistanken er reel, og i hvilke den ikke er. Politiarbejde er ikke en eksakt videnskab, uanset hvor meget man måtte ønske sig det.

”Når alt kommer til alt, er det meget ofte kun de implicerede, der egentlig ved, hvad der er foregået."

Det er hans erfaring, at uanset om manden er uskyldig eller ej, så vil anklagen om pædofili klæbe til ham. Når først han er blevet stemplet, er det ikke til at komme af med det stempel igen. Det er vor tids brændemærke, siger han.

”Du slipper aldrig helt for mistanken, uanset om du er en kendt cykelrytter på Frederiksberg i København eller buschauffør i Frøstrup.”

Jørn Erik Pedersen mærker mistanken hver dag. Det er også derfor, han helst er fri for at komme i Frøstrup, så kører han hellere de 15 kilometer til Thisted for at købe ind. Sidst han var i den lokale købmand, var der to af byens borgere, der kiggede på ham for så demonstrativt at vende ryggen til ham. Det var ydmygende, også selvom købmanden bemærkede det og spurgte de to kunder, om det nu var sådan, at man ikke længere hilste på byens borgere i Frøstrup.

”Det er jo ikke til at bo et sted, hvor halvdelen af dem, man går op og ned ad, tror, at man er et monster. Det er fuldstændig lige meget, hvor mange rene straffeattester jeg kan vise frem, så tror de ikke på mig,” siger Jørn Erik Pedersen.

Birgit Winther bor på en sidevej til Frøstup Hovedgade. Hun står i haven og hænger tøj til tørre i eftermiddagssolen. Hendes store søn Kim kørte med Jørn Erik Pedersen hver morgen og eftermiddag for bare et par år siden. Nu kan han passe herreskjorterne på snoren.

”Det går hurtigt med de unger,” siger hun og misser med øjnene i solen.

Birgit Winthers søn er teenager nu og klarer selv transporten. Men han måtte gerne have fortsat med skolebussen, selvom Jørn Erik Pedersen endnu sad bag rettet.

”Det er synd og skam. Ikke kun for ham, men også for børnene. De var så glade ved ham,” siger hun og fortæller, hvordan Jørn Erik Pedersen engang samlede en pige op, der var væltet på vejen og havde slået sine tænder ud.

“Han kørte hende lige til døren. Han havde altid tid til dem og var god og ordentlig ved dem. Nogen mente åbenbart, at det var for meget. Men os, der bakker ham op, tier jo også. Ellers havde vi jo rejst os og sagt, at Jørn Erik skulle tilbage. Det er der ingen, der har gjort. Man vil jo nødig støde dem, der mener noget andet,” siger Birgit Winther og tilføjer så:

”Den her sag har delt vores by i to. Dem, der er med, og dem der er imod Jørn Erik.”

En af dem, der er imod Jørn Erik Pedersen, er far til to piger, der begge kører med skolebussen. Han er en stor mand med kortklippet karsefrisure og et klart blåt blik. Tøjet er fornuftigt og tætvævet og ansigtet solbrunt efter mange timers arbejde under åben himmel. For bare et år siden var hans døtre med til at samle ind til julekurven til Jørn Erik Pedersen. De har også tegnet flere tegninger til den tidligere skolebuschauffør, og deltaget i en konkurrence, hvor Jørn Erik Pedersen udlovede pengepræmier for den flotteste julekirke udført i mælkekartoner og pyntet med kogler og gran. 15 kroner for førstepladsen, 10 kroner for andenpladsen og en femmer for tredjepladsen. Det er alt sammen slut nu.

”De skal ikke i nærheden af ham, uanset hvor vellidt han har været blandt børnene,” siger manden, der ikke ønsker at få sit fulde navn i avisen, men gerne vil udtale sig anonymt.

”Det er jo ingen sag at få børn til at holde af dig, når du deler sodavand og flødeboller ud i tide og utide. Og det var Jørn Erik Pedersen jo flittig til. Jeg kan da også komme i tvivl, for han er jo en rar mand, og det er da synd, at der skal komme sådan et rygte til gang, hvis der ikke er noget om det. Men jeg synes ikke, det er ret og rimeligt, at han skal køre skolebus og omgås vores ungdom, når der har været al den snak”, siger han.

Selv har han givet sine egne døtre tydelige instrukser.

”Jeg har sagt, at hvis de møder Jørn Erik, så skal de løbe. Og hvis han prøver på noget, så tager jeg fat i ham. Jeg tager gerne de 15 år,” siger han.

Faren til de to piger forstår til fulde, at den 10-årige piges forældre valgte at anmelde Jørn Erik Pedersen til politiet, da deres datter fortalte, at hun skulle på skovtur med buschaufføren, når først skolebussen var tom.

”Jeg havde gjort det samme. Det er vores børn, vi taler om. Og hvad er det da også for noget at sige til et barn,” siger han.

Selv vil den 10-årige piges forældre ikke udtale sig. Heller ikke anonymt. Og det er der flere i Frøstrup, der ikke vil.

En kvinde foran den lokale købmand, der er ved at fylde cykelkurven med indkøbte varer, vifter afværgende med hånden. Hun kender udmærket til historien om Jørn Erik Pedersen og skovturen og om den gamle sag, der stadig spøger. Alle kender historien, forsikrer hun, men hun vil ligesom mange andre ikke fortælle, hvad hun selv synes om det hele.

”Det er ikke noget, vi snakker om. Det er bedst at tie om den slags,” siger hun.

Også fra skoleleder Maibritt Larsens kontor på Vesløs Skole er der tavshed.

Det var Maibritt Larsen, der i marts indkaldte Jørn Erik Pedersen og kort meddelte ham, at han ikke længere skulle køre skolebussen. Hun bliver først stille i røret, og afviser derefter prompte at tale om, hvorfor skolebuschaufføren skulle fyres. Hun vil heller ikke fortælle, hvilken rolle Jørn Erik Pedersens gamle sag spillede i beslutningen om at fyre ham.

”Jeg kan slet ikke forstå, at der skal skrives noget om den her sag, og jeg vil ikke udtale mig. Jeg må ikke udtale mig,” siger Maibritt Larsen og henviser i stedet til direktør i Thisted Kommune, Lars Sloth, der har det overordnede ansvar.

”Nu er det jo ikke hverken kommunen eller skolelederen, der kan fyre den buschauffør, men det selskab, der har ansat ham. Men jeg vil da gætte på, at Maibritt Larsen har ladet anklagen fra forældrene gå videre til selskabet, som jo altså så har truffet beslutningen om at fyre ham. Vi er jo nødt til at forholde os til, at der er nogle forældre, der har klaget,” siger Lars Sloth.

Bent Ole Pedersen er Jørn Erik Pedersens storebror, og det er ikke svært at se den familiære lighed. De to brødre har samme mørke hår og lidt smalle øjne. Alligevel ser Bent Ole Pedersen yngre ud end sin lillebror. Anklagerne, varetægtsfængslingen og den ny ballade i Frøstrup har ældet Jørn Erik Pedersen.

”Han er blevet en anden,” siger Bent Ole Pedersen.

Bent Ole Pedersen er træt af alle forklaringerne om, at hensynet til børnenes sikkerhed må gå forud for alt andet. Han er som sådan ikke uenig. Men han er led og ked af, at det hensyn efterlader den mistænkte i et ingenmandsland, hvor han aldrig for alvor får muligheden for helt at blive renset. Det var ham, der samlede sin lillebror op uden for retsbygningen i 2009, da landsretten havde frikendt ham i alle anklager om overgreb mod sin handicappede steddatter. Jørn Erik Pedersen havde siddet varetægtsfængslet i næsten et år. Imens var hans vognmandsvirksomhed gået konkurs, og hans hus solgt på tvangsauktion. Han stod på fortovet foran retsbygningen med en plastikpose med sine ejendele i hånden. Grå i ansigtet, forvirret, bange. Og forandret.

”Hvad med hensynet til den frikendte? Har han ikke krav på en ordentlig behandling? Jeg kan godt forstå, at man kan blive bekymret, men man kan ikke bare drage den slags konklusioner og træffe sådan en beslutning uden at overveje de konsekvenser, det har for det menneske, der bliver ramt. Jørn Erik Pedersens liv er fuldstændigt revet fra hinanden igen. Han skal starte forfra, men spørgsmålet er, om Danmark overhovedet er stort nok til, at en mand med hans historie kan få lov at starte forfra,” siger Bent Ole Pedersen.

På ”Bjerget” bag Frøstrup spørger Jørn Erik Pedersen sig selv om det samme. Han har fået pakket de sidste flyttekasser ned og sat de møbler, han ikke kan tage med sig, til salg. Det er ikke det eneste, han efterlader sig i Frøstrup. Tegningerne, som han fik af børnene på skolebussen, lader han også blive tilbage. Han var egentlig ret glad for dem, men han skal ikke have noget siddende på sig, og han har egentlig heller ikke lyst til at tage noget med sig, som kan minde ham om ungerne i Frøstrup. Det hele er blevet så fordrejet og forkert at tænke tilbage på nu, synes han.

”Jeg vil jo ikke gemme mig eller give op, for så får de ret. Og det har de ikke. Jeg ved, hvad jeg har gjort, og hvem jeg er. Men jeg er nok også ved at forstå, at jeg ikke kan vinde den her kamp. Det er det satans stempel på ryggen, det kommer til at følge mig uanset, hvor langt væk jeg flytter, og hvor meget jeg protesterer. Det forsvinder aldrig helt.”