Monsteret gjorde Casper bange, den dag i marts 2015, da den dengang 22-årige mand betragtede sig selv i spejlet. Han frygtede tvangstankerne, der fortalte ham, at han lige så godt kunne gøre en ende på sit liv.
80 procent af folk med dysmorfofobi har tænkt på begå selvmord, mens 25 procent har forsøgt at gøre det. At det går så galt, hænger sammen med, at patienterne ofte har haft lidelsen meget længe – i gennemsnit syv år – før de får behandling. Det gør arrene i sindet dybe og svære at hele, siger psykolog Silje Westerheim fra Kognitiv Terapi København.
”Min kliniske erfaring fortæller mig, at det tager lang tid, før BDD-ramte bliver opmærksomme på, at de har et problem. Mine patienter bliver oftest ramt i starten af teenageårene, og når de kommer i behandling hos mig, er de typisk 25-35 år. Det vil sige, at de har gået med lidelsen i meget lang tid og fået lov til at gå og blive dårligere og dårligere. Behandlingssystemet ved ikke, at det er en lidelse, og de ramte ved det heller ikke selv,” siger hun.
Nicolaj Bang, landsformand for Patientforeningen, mener, at det manglende fokus på BDD beskriver en generel tendens i samfundet.
”Grundlæggende har vi simpelthen et problem med at forstå nye psykiske lidelser, før der er gået alt for lang tid. Det vil sige, at dem, som kæmper med lidelserne, i mellemperioden ikke får behandling. Jeg tror, psykiatrien er særlig hårdt ramt, netop fordi det er psykiatri og derfor per definition er lidt uhåndgribeligt,” siger han.
Heldigvis drev Caspers sygdom ham ikke helt derud, hvor han forsøgte at gøre en ende på sit liv. I stedet ringede han den dag i marts 2015 til sin far og fortalte ham om tankerne og drømmene. Faderen hastede hjem fra arbejde, og sammen tog de på psykiatrisk skadestue.
”Påtrængende, pinefulde tanker om eget udseende/fejl i ansigtet, depressiv følelse og nyopståede tanker om at tage sit eget liv,” blev der skrevet i hans journal.
Selvom tankerne plagede ham voldsomt, kunne Casper godt finde på grunde til at leve, og hans selvmordsrisiko blev vurderet til niveau et. Det betød, at han ikke var i fare for at tage sit eget liv. Det ændrer dog ikke ved, at han tænker på det, og den dag i dag stadig godt kan forstå, hvorfor han på det tidspunkt i sit liv overvejede at drage så voldsom en konsekvens af sin utilfredshed med sit ansigt.
”Hvis man synes, man ligner et monster, så er det klart, at man ikke har lyst til at gå ud, og at man ikke har lyst til livet. Jeg følte mig værdiløs og følte ikke, jeg havde noget at byde på som menneske. Sommetider kan jeg ikke engang være i min egen krop, for det er simpelthen så ubehageligt. Og jeg kan jo ikke flygte fra min krop,” siger han.