Casper ser et
monster i spejlet


Nogle mennesker er så besatte af deres udseende, at det er en alvorlig og invaliderende sygdom. Dysmorfofobi hedder lidelsen, som 25-årige Casper kender alt for godt


Facebook
Twitter

Monsteret stirrede på ham. Et ækelt monster med et stort krater i ansigtet. Det var den 9. marts 2015, og den unge mand stod foran spejlet og betragtede sig selv.

I lang tid havde tvangstanker og tvangshandlinger fulgt Casper døgnet rundt. Om natten drømte han, at han ikke ville leve mere. Nu fulgte drømmen ham også i de vågne timer.

 
 


Hvad er forskellen på at være almindeligt forfængelig og at være så besat af sit udseende, at det er en psykisk lidelse? At man har Body Dysmorphic Disorder (BDD), eller som det hedder på dansk: dysmorfofobi?

Andreas Printzlau har en enkel metode til at afgøre spørgsmålet. Han er speciallæge i plastikkirurgi og formand for Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi.

Før et forskønnende indgreb sikrer han sig altid, at han ikke opererer på mennesker med lidelsen. Han beder klienten stille sig foran et spejl.

”Hvad ser du?” spørger han.

Har patienterne dysmorfofobi, vil de straks pege på defekter, der er helt tydelige for dem selv. Store ar, grimme rynker, ækle hudfolder. Aggressivt stiller de sig i alverdens mærkelige positurer for at vise lægen de fejl, som de selv finder ekstremt vansirende. Træk, som plastikkirurgen slet ikke kan få øje på.

Det fortæller han dem. Og så bliver de vrede, for de føler sig misforstået. De har det her kæmpe problem, som de går rundt med alle døgnets timer. Hvis blot kirurgen kunne hjælpe dem, ville alt være godt igen, lyder reaktionen ofte.

Her plejer Andreas Printzlau at afvise plastikkirurgiske indgreb for i stedet at henvise patienten til en psykolog.

 

Casper og kæresten Alinga med datteren Embla i familiens hjem. 

 
 


Det er ofte huden i ansigtet, Casper fokuserer på. De små porer vokser sig større og større, jo længere han stirrer på dem i spejlet. Til sidst er det ikke længere ham selv, men et monster med et stort krater i hovedet, der stirrer tilbage fra den blanke overflade.

Han er ikke kun vred på sin hud. Den er også helt gal med næsen, øjenbrynene, hovedformen, hårtykkelsen, tindingerne og det lille ar i panden, han fik som barn, da han faldt ned fra en rutsjebane.

Caspers hverdag er en evig jagt på det perfekte. Sidder håret ikke, som det skal, kan han få angstanfald og voldsomme svedeture. Det starter altid med en tanke, som forplanter sig i hans sind og tvinger ham ud foran spejlet. Her nærstuderer han ”defekten” og prøver at overbevise sig selv om en af to ting: At fejlen er så lille, at ingen andre vil se den. Eller at det bare er noget, der foregår oppe i hans hoved.

Casper er 25 år og har den psykiske diagnose dysmorfofobi, bedre kendt som BDD. Lidelsen giver ham et så forvrænget billede af sit eget udseende, at han i nogle perioder ikke tør forlade sit hjem. I stedet isolerer han sig derhjemme, hvor han kan bruge op til otte timer om dagen på at granske sit ansigt for fejl, der for andre er usynlige.

Ligesom størstedelen af folk med lidelsen har han en række fokuspunkter, han vender tilbage til gang på gang for at tjekke i spejlet. Oftest har man mellem fem og syv.

”Det er ligesom at skulle tegne en helt lige streg i fri hånd. Hvis der er den mindste lille bue i, så skal jeg begynde forfra, og sådan er det også, når jeg finder fejl i spejlet. Jeg begynder hele tiden forfra og får kun mere og mere angst i processen og bliver hele tiden yderligere overbevist om, at det, jeg ser, er rigtigt. Jeg mister fuldstændig den rationelle tanke, at det er en sygdom, og at resten af verden ikke ser fejlene,” siger Casper, der ikke ønsker at få bragt sit fulde navn.





Sygdommen har haft mange konsekvenser for ham. Han har mistet sit job som handicaphjælper, fordi han nogle gange ikke tør forlade hjemmet. En gang om ugen må han også trodse angsten og rejse fra hjembyen til hovedstaden for at gå til psykolog. Og så har han svært ved at passe sine sociale relationer, da han ikke føler, vennerne rigtig forstår ham.

”De ser ikke det samme, som jeg gør, og de har aldrig hørt om noget, der hedder BDD før,” siger han.

 

Casper har en helt særlig morgenrutine, hvor han for alt i verden forsøger at undgå badeværelsets spejle. 

 
 


Forskning fra Tyskland og USA viser, at omkring to procent af landenes befolkninger har dysmorfofobi, som er lige udbredt blandt mænd og kvinder. Overført til Danmark betyder det, at op mod 120.000 mennesker herhjemme har lidelsen i en eller anden udstrækning.

Magnus Sjögren, der er ledende overlæge i spiseforstyrrelser ved Psykiatrisk Center Ballerup, vurderer dog snarere, at mellem en halv og én procent af befolkningen har dysmorfofobi. Det svarer til mellem 28.000 og 57.000 danskere. Magnus Sjögren har gennem sit virke stiftet bekendtskab med og studeret lidelsen, som han også har skrevet om i Ugeskrift for Læger.

Der er stor forskel på at være almindeligt forfængelig, som de fleste er i en eller anden grad, og at være sygeligt besat af sit udseende, forklarer overlægen. Folk med lidelsen er i en lang periode så utilfredse med, hvordan de ser ud, at det gør dem stærkt forpinte. Tankerne hæmmer i en eller anden grad deres almindelige funktioner i hverdagen og gør dem socialt isolerede, siger han.

”De fleste mennesker har nok et ønske om at lave om på sig selv, men de har ikke samme grad af forpinthed over størrelsen af problemet. Patienter med BDD kan finde på at begå vold på sig selv. Når størrelsen på problemet er på et sådant niveau, er der tale om en diagnose,” forklarer Magnus Sjögren.

”Patienterne er både forpinte, har dårligt selvværd og oplever, at de ikke kan tale med nogen. De devaluerer sig selv, isolerer sig og giver ikke sig selv lov til at tænke positivt. Det er den dobbelthed, som skaber et særligt stort problem hos patienterne. Samtidig får de ofte angst, der betyder, at de har det virkelig dårligt, og at der er risiko for, at de begår selvmord.”




Hidtil har sygdommen sorteret under hypokondri-lidelser både i Danmark og udlandet. Men i løbet af 2018 får den af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) en ny klassificering og sin egen diagnose, der hører under OCRD-lidelser (Obsessive Compulsive Related Disorders).

Det ser man meget positivt på hos Patientforeningen, for så bliver mulighederne for behandling, tilskud og hjælp af det offentlige sundhedssystem større.

”Nu ved jeg godt, at hypokondri er en egentlig diagnose, men når man læser det som lægmand, så står der sådan set: ’Vi tror ikke på, at du fejler det her’. Rent kommunikativt er det virkelig dårligt formuleret,” siger landsformand Nicolaj Bang og fortsætter:

”Folk med BDD har en meget dårlig sygdomserkendelse, hvilket betyder, at vi har nogle mennesker, der er syge, som ikke selv vil erkende, at de er det. Og vi har et system, som heller ikke tror, de er det. På den måde er der desværre lang vej til, at de får hjælp. Det er utilfredsstillende, og jeg synes egentlig ikke, man har taget problemet alvorligt.”

 



Foto: Sanne Wiese

Casper fik som 16-årig taget modelbilleder, som han først var stolt af, men hurtigt kom til at hade. 

 
 


For Casper har vejen til at få diagnosen også været lang. Det er svært for ham præcist at sætte fingeren på, hvornår han fik BDD, men hans selvhad begyndte, da han som 16-årig blev besat af at få taget private modelbilleder. Han fik meget ros for dem, fik dem med hjem og var glad for resultatet. Men der gik ikke længe, før tvivlen begyndte at nage.

”Gud, så min læbe egentlig ikke lidt sjov ud på det billede,” tænkte han.

Tvivlen og uroen voksede, og til sidst var han nødt til at slette de billeder, som for en stund havde gjort ham stolt.

Hvordan utilfredsheden med billederne udviklede sig til en egentlig lidelse, er han ikke klar over. Generelt har videnskaben også kun få svar på, hvordan BDD opstår.

Det er nærliggende at tænke, at nutidens store fokus på krop og skønhedsidealer kan spille en rolle, ligesom de mange billeddelinger på sociale medier måske kan have indflydelse på det overdrevne fokus på udseendet hos folk med dysmorfofobi. Men den sparsomme forskning tyder på, at lidelsen altid har eksisteret i større eller mindre grad, og at den moderne kultur derfor ikke spiller en afgørende rolle.

Fælles for mange med BDD er dog, at lidelsen er brudt ud som følge af traumatiske oplevelser i barndommen. Men det billede kan Casper ikke genkende.

At han fik diagnosen, var mere eller mindre et tilfælde. Siden barndommen har han haft tendenser til den psykiske lidelse OCD og gik derfor i en behandlingsgruppe. Han oplevede dog selv, at behandlingen gjorde hans sygdom værre, fordi han ikke følte sig forstået. Til hans held var der en psykolog til stede, som kendte til dysmorfofobi, og som trak Casper til side og fortalte ham om lidelsen.

 



Casper kan ikke genkende, at han havde traumatiske oplevelser i barndommen, der kan være skyld i hans BDD. 

 


Generelt er kendskabet til sygdommen ganske sparsom i sundhedsvæsenet. Der bliver ikke undervist i BDD på de danske lægestudier. Og en rundspørge, som Kristeligt Dagblad har foretaget til alle psykologer i København, Aarhus, Odense og Aalborg viser en begrænset viden: Blandt de 129 psykologer, der har svaret, kender kun omkring 60 procent til dysmorfofobi.



 
 
 
 



Ledende overlæge Magnus Sjögren fra Psykiatrisk Center Ballerup er overrasket over den manglende viden om lidelsen.

”Det er særdeles uheldigt. Jeg kunne godt ønske mig, at der kommer mere fokus på sygdommen, så her har vi behandlere en opgave med at øge kendskabet. Der burde i bedste fald ikke være nogen, der ikke har kendskab til så hyppig en lidelse,” siger han.

David Veale, der er en af Englands førende psykiatere med speciale i BDD, ser en klar grund til, at så få psykologer kender til sygdommen. Patienterne opsøger nemlig sjældent læger eller psykologer.

”Det manglende fokus hænger sammen med, at folk med BDD er mere tilbøjelige til at få hjælp med deres problemer hos plastikkirurger og hudlæger end hos psykologer. Det er også derfor, at kendskabet til lidelsen er begrænset, selvom den er relativ hyppig,” siger han.

 



Casper med sin datter, Embla. 

 
 


Hos plastikkirurger er lidelsen ganske rigtig mere velkendt. Mennesker med BDD ser ikke defekterne i spejlet som et psykisk problem, men et fysisk. De tror, at deres liv bliver bedre, hvis de bare får rettet den fejl, der generer dem så ekstremt, at både arbejde, kæreste og almindelige daglige forpligtelser må vige.

Som kosmetisk plastikkirurg bliver man derfor undervist i sygdommen under grundforløbet ved Nordiske Kurser, som alle danske plastikkirurger skal igennem for at have praksis i Skandinavien. Sådan har det været i over 20 år, fortæller Andreas Printzlau, speciallæge i plastikkirurgi og formand for Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi.

”BDD er en særdeles kendt lidelse blandt kosmetisk uddannede plastikkirurger, og det burde være svært at finde en plastikkirurg i Danmark, som ikke ved, hvordan den skal håndteres,” siger han.

”Dem, der laver næser og ansigtsløft, møder dem oftest, da lidelsen typisk koncentrerer sig om ansigtet og dets centrale træk. Mit bud er, at hvis man opererer syv næser om ugen, møder man en patient med BDD omkring en gang om måneden. Jeg møder selv cirka én med BDD om året, hvor jeg tænker, at det uden tvivl er det, de lider af. Derudover er der en masse, hvor jeg har mistanke om det,” siger han.




Tidligt i Caspers sygdomsforløb henvendte han sig også til både plastikkirurger og hudlæger for at få ordnet de defekter, der toner frem, når han stiller sig foran spejlet. Han nåede aldrig så vidt, at han blev opereret. Selvom han i svære perioder stadig tænker på at få det gjort, er han glad for, det ikke er sket.

De fleste undersøgelser viser, at det er en dårlig idé at få kirurgisk hjælp, hvis man lider af BDD. For typisk har man så forvrænget et forhold til ens krop, at man blot vil begynde at koncentrere sig om andre træk eller have yderligere operationer et sted, der allerede har været under kniven.

Derfor skal plastikkirurger altid undersøge, om en patient lider af BDD eller en anden lidelse, før de laver indgreb, og henvise til psykologisk hjælp, hvis kirurgen mener, patienten er syg. Det kan dog være svært at henvise patienter med BDD, hvis systemet ikke kender til lidelsen.

”Vi henviser typisk folk til, at de skal have en psykiatrisk eller psykologisk support, og det er ærgerligt, hvis vi sender nogle psykisk syge mennesker ud af døren, der bliver mødt af et system i den anden ende, som ikke kender til deres lidelse,” siger Andreas Printzlau.

 



Casper og hans mormor beskriver et af Caspers angstanfald fra hver deres synsvinkel. 

 
 


Monsteret gjorde Casper bange, den dag i marts 2015, da den dengang 22-årige mand betragtede sig selv i spejlet. Han frygtede tvangstankerne, der fortalte ham, at han lige så godt kunne gøre en ende på sit liv.

80 procent af folk med dysmorfofobi har tænkt på begå selvmord, mens 25 procent har forsøgt at gøre det. At det går så galt, hænger sammen med, at patienterne ofte har haft lidelsen meget længe – i gennemsnit syv år – før de får behandling. Det gør arrene i sindet dybe og svære at hele, siger psykolog Silje Westerheim fra Kognitiv Terapi København.

”Min kliniske erfaring fortæller mig, at det tager lang tid, før BDD-ramte bliver opmærksomme på, at de har et problem. Mine patienter bliver oftest ramt i starten af teenageårene, og når de kommer i behandling hos mig, er de typisk 25-35 år. Det vil sige, at de har gået med lidelsen i meget lang tid og fået lov til at gå og blive dårligere og dårligere. Behandlingssystemet ved ikke, at det er en lidelse, og de ramte ved det heller ikke selv,” siger hun.

Nicolaj Bang, landsformand for Patientforeningen, mener, at det manglende fokus på BDD beskriver en generel tendens i samfundet.

”Grundlæggende har vi simpelthen et problem med at forstå nye psykiske lidelser, før der er gået alt for lang tid. Det vil sige, at dem, som kæmper med lidelserne, i mellemperioden ikke får behandling. Jeg tror, psykiatrien er særlig hårdt ramt, netop fordi det er psykiatri og derfor per definition er lidt uhåndgribeligt,” siger han.

Heldigvis drev Caspers sygdom ham ikke helt derud, hvor han forsøgte at gøre en ende på sit liv. I stedet ringede han den dag i marts 2015 til sin far og fortalte ham om tankerne og drømmene. Faderen hastede hjem fra arbejde, og sammen tog de på psykiatrisk skadestue.

”Påtrængende, pinefulde tanker om eget udseende/fejl i ansigtet, depressiv følelse og nyopståede tanker om at tage sit eget liv,” blev der skrevet i hans journal.

Selvom tankerne plagede ham voldsomt, kunne Casper godt finde på grunde til at leve, og hans selvmordsrisiko blev vurderet til niveau et. Det betød, at han ikke var i fare for at tage sit eget liv. Det ændrer dog ikke ved, at han tænker på det, og den dag i dag stadig godt kan forstå, hvorfor han på det tidspunkt i sit liv overvejede at drage så voldsom en konsekvens af sin utilfredshed med sit ansigt.

”Hvis man synes, man ligner et monster, så er det klart, at man ikke har lyst til at gå ud, og at man ikke har lyst til livet. Jeg følte mig værdiløs og følte ikke, jeg havde noget at byde på som menneske. Sommetider kan jeg ikke engang være i min egen krop, for det er simpelthen så ubehageligt. Og jeg kan jo ikke flygte fra min krop,” siger han.

 



Modsat mange, der lider af BDD, har Casper både kæreste og barn. 

 
 


En af Caspers største kampe i dag handler om sygdommens sociale konsekvenser. Folk med BDD bor typisk alene, da de ikke kan rumme forpligtelserne ved at have en familie og har svært ved tilbyde den stabilitet og det ansvar, et parforhold kræver.

Casper har både en kæreste og en datter på godt et år. Men det er svært for ham at få forventningerne til familielivet til at gå op, når selv de mindste aktiviteter i hverdagen virker uoverskuelige. Han husker et konkret eksempel, hvor kæresten ville have ham med til babysvømning.

”Det er fuldkommen uoverskueligt for mig at skulle stå med fremmede mænd, jeg ikke har mødt før og oven i købet skulle i bad med dem. Når hun siger det som en selvfølge, at jeg skal med, tænker jeg, om hun fuldstændig har glemt, hvordan jeg har det. Det kan vi blive meget uvenner over, for hvad skal hun sige til de andre, når hun igen kommer alene?”.

Kæresten Alinga kæmper også med konsekvenserne af Caspers sygdom.

”Når han har det svært, prøver jeg at fokusere på min tro på, at han en dag får det godt. Men jeg har da også til tider min tvivl. Får han det nogensinde så godt, at han kan gøre normale ting? Kommer vi nogensinde til at være en familie, der kan have vores familiefoto hængende på væggen,” spørger hun.

Kun cirka halvdelen af patienter med sygdommen bliver helt fri for den en dag, viser forskning. Om Casper nogensinde slipper helt af med den, er ikke til at sige. At han har fået en diagnose, har været et godt skub i den rigtige retning, og også samtalerne med psykologen skrider frem, selvom han endnu ikke kan se en raskmelding i horisonten.

Indtil videre arbejder han og kæresten på at navigere i sygdom, parforhold og forældreskab. Og han har indvilliget i at fortælle sin historie, fordi han håber, det kan sætte fokus på sygdommen og hjælpe andre i samme situation:

”Jeg har mange tanker om fremtiden, og jeg prøver at tage små skridt hele tiden. Af og til bliver skridtene for store, og så brænder jeg fingrene. Noget af det sværeste ved sygdommen er manglen på forståelse, og derfor er det vigtigt for mig at få det frem, for det kan også hjælpe andre, der går rundt og har det, ligesom jeg.”






 
 

KREDITERING