For 50 år siden udkom ”Abbey Road”, som blev det sidste album, The Beatles indspillede sammen. Pladen var afslutningen på orkesteret fra Liverpool, der gjorde popmusik til kunst. Den var også afslutningen på et grænseoverskridende årti. Her er de store kunstneriske finalers kulturhistorie fra Shakespeare, Beethoven, Monet og Chaplin til John, Paul, George og Ringo

Hæng i! Vi er ikke nået til afslutningen endnu ...

”Hos Shakespeare er det i øvrigt aldrig slutningen i sig selv, der er interessant. Det er, hvordan han kommer frem til slutningen,” siger Michael Skovmand.

Shakespeares skuespil byggede altid på eksisterende fortællinger, som han sofistikerede. Men nogle gange indebar det, at afslutningen måtte ændres. For eksempel bygger ”Hamlet” på en fortælling fra Saxo, som ender godt, men Shakespeare mente, at afslutningen på historien om den handlingslammede danske prins må være, at han dør.
Og resten er stilhed.

Dette er en artikel om kunsten at skabe den gode afslutning. Og selvom vi nu er begyndt med Shakespeare, handler artiklen faktisk om den sidste plade, The Beatles indspillede, ”Abbey Road”, som blev udgivet for 50 år siden, den 26. september 1969.

Lyt til ”Abbey Road” her:

Paul McCartney mente i 1969, at han var så meget frontfigur i The Beatles, at han burde skrive afslutningen på det hele, og det tænkte han skulle ske med en couplet. Som Shakespeare ville have gjort.

Sangen med den passende titel ”The End” varer 2 minutter og 20 sekunder og byder på elguitar, strygere og Ringo Starrs eneste trommesolo i hele Beatles-kataloget. Den samlede tekst består derimod kun af få ord:

”Oh yeah! All right! Are you gonna be in my dreams tonight?”, synger McCartney og når så til sin couplet:

En poetisk-filosofisk kærlighedsligning: I sidste ende er summen af kærlighed, vi modtager, lig med summen af kærlighed, vi skaber.

”Ordene falder som et sidste udråbstegn i den sidste sang på den sidste side af det sidste Beatles-album. Sangen afslutter et medley af sange, der er bundet sammen og bygger op til denne finale. Det er en utrolig storslået måde at slutte et rockalbum på. Afslutningen bliver nærmest mejslet i granit,” fortæller Jesper Gottlieb, studielektor i musikvidenskab ved Aarhus Universitet samt musiker og komponist.

Der er dog tre fodnoter til denne historie om den store afslutning.

Dels er det slet ikke sikkert, at McCartney og de tre andre medlemmer af The Beatles vidste, at Beatles var ved at være ovre. Beatles-fans er her omkring 50-året meget optaget af fundet for nylig af en båndoptagelse fra september 1969, hvor beatlerne taler om et fremtidigt album. Dermed er det muligt, ”The End” kun var tænkt som enden på pladen og ikke på The Beatles.

Dels var ”Abbey Road” det sidst indspillede album, men ikke det sidste, The Beatles udgav. Året efter kom ”Let It Be”, som var resultatet af en tidligere indspilningssession, med tilhørende dokumentarfilm, hvor publikum kunne se verdens største band gå i opløsning for åbent tæppe.

Og endelig var ”The End” faktisk slet ikke enden. Efter at den pompøse grande finale er døet ud, er der en lille pause på pladen, og så følger 23 sekunder med sangen ”Her Majesty”. Alene med sin akustiske guitar synger Paul McCartney en troskyldig-fræk bagatel om, at hende dronningen er da en sød og køn pige, ”og en dag bliver hun min”. Så er den finale punkteret.

”Dén sang er typisk for den humor og ironi, som kendetegnede The Beatles. Der er grænser for, hvor selvhøjtideligt det må blive, når man er fra Liverpool. Også selvom de fire havde en stærk bevidsthed om, at de på få år havde foretaget en rejse fra arbejdsmænd til kunstnere og nu var i færd med at skabe stor kunst,” siger Jesper Gottlieb.

Ifølge Peter Vuust, der både er musiker og professor ved Det Jyske Musikkonservatorium samt hjerneforsker og professor på klinisk institut ved Aarhus Universitet, gælder det både for fortællinger og for musik, at alle afslutninger kan deles op i to kategorier: Den ene type slutter en cirkel tilbage til begyndelsen og lukker en dør som ”The End”. Den anden peger fremad som ”Her Majesty”:

”Først slutter The Beatles værket så slut-agtigt, de overhovedet kan. Og så åbner de alligevel døren igen med dén lille sang. Jeg vil ikke sige, at det er genialt, men jeg er virkelig begejstret for det.”

Ludwig van Beethoven er gået over i musikhistorien som en af de mest geniale og kompromisløse kunstnere nogensinde. Også de storslåede afslutningers historie har han bidraget til. Genremæssigt regnes hans værker som afslutningen på wienerklassikken og indvarslingen af romantikken. Én dør blev lukket, og en ny blev åbnet.

Hvis man betragter Beethovens ni symfonier som ét stort værk, rundes det i den 9. symfoni pompøst af med en korfinale, som brød med de hidtidige konventioner om, at symfonier kun måtte bestå af orkestermusik. For enden af denne symfoni – som komponisten Berlioz kaldte ”kulminationen af komponistens geni” – bryder et kor ud i ”Ode an die Freude”. I dag måske bedst kendt som ”Europahymnen”. Med Beethovens musik til Schillers højstemte digt om, at alle mennesker i verden nu skal være brødre. Symfonien var inspireret af Wienerkongressen i 1815. Den store fredsslutning, der afsluttede Napoleonskrigene og al krig i al fremtid. Troede man.

Hør afslutningen på Beethovens 9. symfoni:

Da Beethoven færdiggjorde sin monumentale 9. symfoni i 1824, var han døv. Alligevel fortsatte han med at komponere frem til sin død tre år senere. Blandt de sene kompositioner er de såkaldt ”gale strygekvartetter”, som var mærkelige, teknisk krævende og udvidede hele musikkens sprog. Nogle mener også, de var geniale. Selv forklarede ­Beethoven, at det føltes, som om han modtog hver eneste node direkte fra Gud.

”Efter dette, hvad er der så tilbage for os andre at skrive?”, skal komponisten Franz Schubert have udtalt om Beethovens strygekvartet nummer 14, opus 131, fra 1826.

Der er dog delte meninger om, hvorvidt de gale strygekvartetter virkelig er så geniale, påpeger Peter Vuust:

”Jeg ser mere for eksempel Mozarts ’Requiem’ som et åbenlyst eksempel på en komponist, der skriver sit smukkeste værk til sidst, lige før sin død.”

Men ligesom for The Beatles – der var unge mænd på 26-28 år i 1969 – gælder det for andre store musikere, at det ikke altid er døden, der afslutter værket.

Peter Vuust minder om Paul Simons storladne ”Bridge Over Troubled Water” fra 1970, som afsluttede den succesrige duo Simon & Garfunkels fælles plader.

Inden for jazzmusikken nævner han Miles Davis’ album ”Kind of Blue” fra 1959, der ses som afslutningen på en hel genre, bebop, og samtidig genrens vigtigste værk. Davis havde en stjernebesætning – en ­jazzens svar på The Beatles – omkring sig med navne som John Coltrane, Bill Evans og Wynton Kelly.

”Kind of Blue” er den mest solgte jazz-plade overhovedet og er blevet rost for at være ”en genialitet, som ikke praler med at være det”. En afslutning, der ikke lukker døren med et brag. Nærmere et tidløst, jazzet hus med døre, der til stadighed kan åbnes og lukkes.

John Lennon sad i 1969 i sit hjem og lyttede til sin kæreste, Yoko Ono, der spillede Beethovens ”Måneskinssonate” på klaveret. Så fik han en idé. Hvordan ville det lyde, hvis man vendte rundt på begyndelse og afslutning? Hvis akkorderne blev spillet omvendt?

Resultatet blev én af de melodier på ”Abbey Road”, der ikke er rock, men har noget tidløst, meditativt og universelt over sig. Instrumenteringen er blandt andet et klassisk cembalo og den dengang hypermoderne Moog-synthesizer. Beatlernes flerstemmige sang er sublim, og sangteksten besynger i få ord den runde jord, den blå himmel, den stærke vind og den altfavnende kærlighed.

”Because” er titlen på sangen, som nogle Beatles-fortolkere ser som indledningen til afslutnings-medleyet, andre som en selvstændig sang.

”Når man hjernescanner forsøgspersoner, mens de lytter til denne omvendte måneskinssonate, kan man aflæse, at en del af det, de hører, skaber ens reaktioner i hjernen,” forklarer Peter Vuust.

Han henviser til et af forsøgene fra sit forskningscenter på Aarhus Universitet, ”Music in the Brain”. Forudsætningen for forsøget er, at personerne har rødder i vestlig musikkultur fra folkemusik til Mozart og Beethoven. Spiller man Beatles-sangene fra ”Because” frem til ”The End” for personerne, mens deres hjerner bliver scannet, ser man et fælles mønster.

”Kortlægger man 14 personers hjerneaktivitet under lytningen, kan man med stor sandsynlighed forudsige en 15. persons hjerneaktivitet. Det viser, at musik er et fælles sprog,” siger Peter Vuust.

Han tilføjer, at B-siden af ”Abbey Road” egner sig til forsøget, fordi den er så omskiftelig. Fyldt med forventningsskabende optakter, skift i taktarter, tonearter og instrumenteringer. I scanningen ser man, hvordan musikken sender lytteren gennem hele følelsesregistret og aktiverer hjernens belønningscenter.

Selvom The Beatles og deres producer George Martin i Abbey Road-studierne rådede over datidens bedste tekniske hjælpemidler til pladeproduktionen, herunder muligheden for ottesporet optagelse og for at mixe i stereo, så brugte de ikke hjernescannere. Alligevel havde de en eminent intuitiv sans for at sende lytterens tanker og følelser på en vild lydlig rutsjebanetur, inden de afsluttede det hele i en karakteristisk opadgående akkordrækkefølge, der munder ud i en dur-treklang.

Claude Monet, den store franske maler, som var med til at skabe impressionismen, var i sine unge dage fattig og miskendt. Men så blev han berømt, bosatte sig på landet i landsbyen Giverny i Normandiet, anlagde en vidunderlig have og brugte resten af sit liv på især at male blomsterne i sin have. Åkanderne i sin havedam. Og lyset. Det lys fra solen, som hele tiden forandrede sig, og som gjorde, at værkerne også hele tiden måtte forandre sig, perfektioneres yderligere. Solen var en hård arbejdsgiver. Men hvilken sol det var!

”Monet malede helt frem til sin død, og han malede de samme motiver igen og igen. Han malede domkirken i Rouen om og om, fordi motivet skiftede afhængigt af lyset. Men det mest konsekvent gentagne motiv var hans åkander,” fortæller Jens Toft, lektor emeritus i kunsthistorie ved Københavns Universitet, som tilføjer, at nogle kunstkendere er kritiske over for Monets åkander:

”Men personligt mener jeg ikke, at der findes større kunst. Det er malerkunst på allerhøjeste niveau.”

Kritikerne har blandt andet kaldt åkande-malerierne for ”kagedåsekunst”, fordi de er reproduceret om og om igen i 100 år på alt fra plakater til kagedåser. Men denne popularitet trækker ifølge Jens Toft ikke fra, at serien af fire store åkandemalerier i det ovale udstillingsrum i l’Orangerie i Paris er et formidabelt værk.

Claus Monets store afslutning handlede ikke bare om blomster i en dam i skiftende belysning. Ligesom Beethovens 9. symfoni handlede værket om den store fred, der skulle afslutte alle stridigheder i verden. 100 år var gået siden Beethoven. Denne gang var det afslutningen på Første Verdenskrig, der hos Monet vakte drømmen om fred i al fremtid. Nu kommer solen, lyset.

En af penneførerne til Versailles-fredstraktaten fra 1919 var den franske premierminister Georges Clemenceau, som var personlig ven med Claude Monet. Allerede inden åkanderne var malet færdig, havde Clemenceau fået trumfet igennem, at en fornem bygning, l’Orangerie ved Louvre i Paris, skulle ombygges til at være museum for Monets malerier. En større forhåndsforventning end selv de forventninger, 1960’ernes musikpublikum imødeså et nyt Beatles-album med.

Men Monet havde svært ved at blive færdig. Egentlig skulle l’Orangerie have malerierne i 1922. Men hjemme i Giverny malede og malede Monet på sine enorme lærreder, og selvom de så færdige ud i andres øjne, var han ikke tilfreds. Gode venner bad ham stoppe, for han riskerede at ødelægge sine mesterværker, mente de. Og Georges Clemenceau skal have udtalt:

”Er De klar over, at De allerede har nået grænsen for, hvad en pensel og en hjerne kan udrette?”

Monet beholdt sine malerier i Giverny frem til sin død i 1926, og først derefter kunne de blive udstillet i Paris.

En afslutning kan også være, at det er umuligt for skaberen at føle, at værket er fuldendt. Så bliver det døden, der sætter punktum.

George Harrison sad i 1969 i en dejlig have hos sin gode ven, guitaristen Eric Clapton, da en smuk sang om sol, håb og optimisme åbenbarede sig for ham. ”Here Comes The Sun” indleder B-siden af ”Abbey Road”.

Beatles-guitaristen havde især i begyndelsen af bandets karriere stået i skyggen af Lennon og McCartney som sangskriver. Beatlerne kæmpede om at få deres egne sange med på albummene, og at George Harrison ofte tabte, illustreres af, at han ikke længe efter bruddet med The Beatles var klar med et tredobbelt soloalbum, ”All Things Must Pass”. Alting får en ende.

På ”Abbey Road” bidrog Harrison imidlertid med sit livs to mest sublime sange, ”Here Comes The Sun” og ”Something”.

Lyt til ”Something” her:

Rasmus Rosenørn, museumsinspektør ved rockmuseet Ragnarock i Roskilde og forfatter til bogen ”Beatlemania”, peger på, at ”Here Comes The Sun” er en spirituel sang, der sætter sig helt ud over tid og sted i sin besyngelse af universel kærlighed og glæden ved, at vinterens ensomhed er forbi. Også ”Something”, der var anden sang på A-siden, er en tidløs kærlighedsang, men handler mere traditionelt om forelskelse i én bestemt kvinde.

”Man kan sige, at ’Abbey Road’ er to plader i én. A-siden er båret af nogle rigtig gode enkeltsange i rækkefølge. B-siden er en syntese. Dermed tager A-siden tråden op fra ’White Album’ fra 1968, en samling enkeltsange, som stak ud i alle retninger. Og B-siden vender tilbage til ’Sgt. Pepper’ fra 1967, som var tænkt som et samlet værk,” forklarer Rasmus Rosenørn.

A-siden var sådan, John Lennon ville have det. Han ville spille rock og åbnede pladen med den rockede ærke-1960’er-sang ”Come Together”. B-siden var Paul McCartneys idé. En større, musikalsk sammenkogt ret, elegant mixet sammen. Mens B-sidens kærlighedssange var spirituelle og universelle, var kærlighedssangene på A-siden, som det plejer at være i rock’n’roll, tilegnet den eneste ene, som sangeren er forelsket i. Paul McCartney leverede ”Oh! Darling” til A-siden, og John Lennon ”I Want You (She’s So Heavy)”, som på hver sin måde trækker tråde tilbage til den amerikanske rock’n’roll fra 1950’erne, der i sin tid havde sat The Beatles i gang.

”Der er siden blevet skabt en fortælling om The Beatles om, at McCartneys sange var sødsuppe, mens Lennons var avantgarde. Men sagen er, at de var lige gode om begge dele. Lennon skrev også ballader,” siger Jesper Gottlieb, og Rasmus Rosenørn føjer hertil, at McCartney ofte var den musiker, ”der for alvor gav Lennons sange kant”.

Lyt til ”I Want You (She’s So Heavy)” her:

Begge Beatles-kendere er enige om, at medlemmerne af bandet først og fremmest var gode for hinanden. De var gode til at høre og berige hinandens sange. Og den indbyrdes, knivskarpe konkurrence om at skrive de sange, der skulle med på pladerne, fik hver enkelt til at oppe sig.

Og så gjorde de forskellige temperamenter og skyhøje ambitioner, at alle 11 album, The Beatles udsendte, er meget varierede, og at hvert album tager lytterne et nyt sted hen end de forrige.

Måske er en del af hemmeligheden om den gode afslutning, at man aldrig må stille sig tilfreds med at gentage noget, man er lykkedes med før.

Charlie Chaplin var en gigant i filmkunstens barndom, og hans storhed blev bygget op af, at han formåede at vække publikums følelser for den lille mand, alle ringeagter, og ingen regner med. Den udstødte. Vagabonden. Op gennem det tidlige 20. århundrede indgik vagabond-figuren med bowlerhatten og det lille overskæg i film efter film som en sjov og rørende figur. Lille og svag, men med hjertet på rette sted.

Hvis alle vagabond-filmene kan ses som ét samlet værk, sluttede dette værk i 1936 med mesterværket ”Moderne tider”, hvor vagabonden bliver sat på fabrik og går grueligt meget igennem i den moderne, ufølsomme, fremmedgjorte verden, inden han til slut viser den smukke unge pige, spillet af Paulette Goddard, med fingrene på hendes ansigt, at hun skal smile gennem sine tårer. Og så vandrer de to hånd i hånd ud af den store, åbne landevej, væk fra storbyen med al dens modernitet. Musikken til afslutningsscenen er Chaplins egen komposition ”Smile”. Og sådan slutter en af stumfilm-genrens allerfineste karakterer sin løbebane ved at stikke af sammen med sin elskede for at finde et fredeligt lille sted i solen, mens filmlyset gradvist blænder ned til en sort skærm med hvide bogstaver: ”The End”.

Sådan kan en afslutning også være. Lige ud ad landevejen.

Ringo Starr sad i 1969 i solen om bord på en båd i Middelhavet ud for Sydfrankrigs kyst, da han hørte om, at blæksprutterne i havet holder af at slå sig ned på et bestemt sted på havbunden og her samle pæne ting sammen for at pynte deres ”have” lidt op. Starr var ikke på ferietur sammen med Charlie Chaplin, men med en anden berømt britisk filmkomiker, Peter Sellers. Han blev så fascineret af oplysningen, at han skrev sin mest vellykkede sang til The Beatles, ”Octopus’ Garden”, som også er med på ”Abbey Road”.

”Ringos trommespil i The Beatles var en fantastisk faktor i bandet, men han er altid blevet overskygget af de andre, især Lennon og McCartney. Jeg mener, han er en groft undervurderet trommeslager. Han var kreativ, gennemkompetent, varierede sit spil meget og økonomiserede også med det, så trommerne ikke kom til at dominere lydbilledet,” fortæller musikforsker Jesper Gottlieb.

Denne fortale for komponisten til den glade sang om at finde fred nede på havets bund i blækspruttens have, hvor ingen kan koste rundt med én, hænger sammen med, at historien om The Beatles ofte fortælles som en historie om tre store kunstnere og en trommeslager. Men Ringo Starr var medskabende kunstner og tilførte måske netop det skæve, rørende element til historien, som også Chaplin personificerer.

Ringo Starr var i øvrigt den første, som erklærede, at han ikke ville være med mere. Det skete under indspilningerne af ”White Album” i 1968, hvor han udvandrede, fordi han var træt af de andres skænderier og kommanderen rundt med ham. Han lod sig dog overtale til at vende tilbage til pladestudiet, hvor de andre havde pyntet hans trommesæt med blomster. Krisen drev over, men afslutningen var nær.

Når Rasmus Rosenørn fra rockmuseet Ragnarock hører ”Abbey Road”, hører han ikke kun et band, der tømmer alle skufferne for sange. Han hører et orkester, der runder en epoke af, en tid, hvor hele den vestlige verdens ungdomskultur for en kort, hektisk stund fik ét fælles udtryk, én fælles referenceramme, inden den splittede sig op i undergenrer. Og dette udtryk var dem selv.

”Hele albummet er en status over 1960’erne, som var ved at rinde ud, og afslutningsmedleyet kan høres som en udgangsbøn. Jeg synes, man kan fornemme, at de fire er klar over, at de resten af livet må forholde sig til at have været The Beatles, og at ingen af dem nogensinde vil kunne præstere noget, der er lige så stort. Så nu giver de deres allerbedste en sidste gang, inden advokaterne tager over,” siger Rasmus Rosenørn.

Den kærlighed, som den afsluttende couplet beskriver i ”The End”, er ifølge Rasmus Rosenørn bandmedlemmernes indbyrdes kærlighed. Midt i alle historierne om deres konflikter glemmer man let, at de havde et utrolig tæt forhold til hinanden, både kunstnerisk og menneskeligt.

Nu var det slut, og det var en tragedie, selvom alle ikke lå døde på scenen som hos Shakespeare, men skændtes som i et strindbergsk ægteskabsdrama. En dag i september 1969, ikke så længe efter, at indspilningerne af ”Abbey Road” var afsluttet med den forbilledlige, kærlighedsfyldte kunstneriske udgang på det hele, gjorde John Lennon en mere prosaisk ende på de fire beatlers enestående holdarbejde ved at råbe til de tre andre:

”Jeg ønsker skilsmisse!”