En digital historie af
Kristeligt Dagblad

De 10 bedste danske film gennem tiden

Dansk film er kendt og hyldet i udlandet, men hvilke film er egentlig de bedste gennem tiden? Dansk filmvidenskabs ”grand old man” giver her sit bud

Facebook
Twitter
 

Lise Kabell Søgaard
Journalist

Peter Schepelern
Filmekspert

 
 


  ”Duuut. Duuut...”.


  ”Ja, hallo?”.


  ”Hej, er det Peter Schepelern? Forfatter til bogen ’100 års dansk film’, lektor emeritus og dansk filmvidenskabs ’grand old man’?”.


  ”Jaja, det er mig.”


  ”Pænt goddag. Hvad siger du til at give mig din liste over de 10 bedste danske film nogensinde? Og har du tid nu?”.


  ”(host)”.


  ”Hallo, er du der?”.


  ”Jaja, bestemt. Men det er nu ikke helt uden problemer, det, du spørger om.”


  ”Hvorfor det? Vil du ikke give mig ret i, at du ved en del om emnet?”.


  ”Jo. Men hvad mener du med ’bedste’? Skal der være én fra hvert årti? Eller hvad hvis jeg nu vælger 10 film af min gode ven Lars von Trier. Er du så tilfreds?”.


  ”Øh, altså hvis du virkelig mener, de er de bedste til enhver tid, set fra dit perspektiv...”.


  ”Nej, det er bare pjat.”


  ”Pyha!”.


  ”Det skal jeg nok lade være med – men så kommer næste problem. Hvad mener du med ’dansk?’ Da man for eksempel lavede kulturkanonen, så sagde man jo, at en dansk film skulle være dansksproget. Men hvad så med Lars von Triers ’Breaking the Waves’, der er på engelsk?”.


  ”Lad os sige danskproduceret, med dansk instruktør.”


  ”Fint, det sidste ’issue’ er, hvad der tæller som en film. Tæller dokumentarfilm for eksempel?”.


  ”Altså... i dag går der jo mange dokumentarer i biografen, og grænsen mellem fiktion og dokumentar kan være flydende?”.


  ”Godt, jamen vi er enige. Film er film. Jeg sætter mig lige, og lad os så komme i gang. Vi starter bagfra i historien, tror jeg, ved denne gamle sag ...”


 

 




”Heksen”, 1922

Instrueret af Benjamin Christensen

 
 


Peter Schepelern begrunder valget:

Benjamin Christensen satte sig for, at han ville skildre hekseriets historie i Norden. Han læste en lang række kyndige historiske værker om, hvordan hekse er blevet brændt på bålene, og andre slemme ting som research, og filmen er også til at begynde med udformet som et foredrag. Men i stigende grad illustreres det hele med fiktionaliserede scener: Så ser vi en kvinde ligge med Djævelen, der ses halvnøgen i chokerende glimt – og meget belejligt spilles af instruktøren selv.

Og der kommer flere dristige scener: En afklædt, yndig yngre kvinde træder frem for os i landskabet, og senere ses den samme kvindekrop ligge på maven, mens en hånd med lange djævlenegle borer sig ind i hendes endeballer. Man siger, at den statist, der lagde krop til, var en ganske ung Alice O’Fredericks, hun blev senere filminstruktør og instruerede blandt andet Morten Korch-film.

Filmen blev et flop i samtiden, den havde været alt for dyr at producere. I dag hyldes instruktørens mod, og der er netop udkommet en amerikansk bog bare om dén. Det utrolige ved ”Heksen” er, at den ikke ligner noget andet. Den er blevet en kultfilm på linje med ”Panserkrydseren Potemkin” og ”Dr. Caligaris Kabinet” og bliver set som en film, der er med til at føre stumfilmen ind i de voksnes rækker.



Heksen
Stillfotograf: Johan Ankerstjerne
Produktionsselskab: Svenska Biografteatern
Dansk distributør: Atlantic
 
 





”Danmark”, 1935

Instrueret af Poul Henningsen

 
 


Peter Schepelern begrunder valget:

Det er en moderne idé, der ligger bag filmen her: Man henvender sig fra Udenrigsministeriet til en kendt arkitekt, debattør og revyforfatter og siger til ham:

”Var det ikke noget for dig at lave en film om Danmark, som vi kan bruge til reklame i udlandet?”. Og det ville Poul Henningsen, eller PH, gerne.

”Danmark” blev en moderne dokumentar med flydende indstillinger og bevægelse i billederne. Cykler, biler og møllevinger skaber en fejende trafikal bevægelse gennem Danmark, der vises som et lidt simpelt bondesamfund bundet sammen af transportmidler og færger. Og så dyrker den virkelig cyklisterne.

Når PH på sit utroligt flade dansk siger: ”I Danmark er det næsten altid forår”, er det jo lodret forkert. Men det skaber en særlig lyrisk stemning.

Musikken er skabt af Bernhard Christensen, der lavede noget meget stilfærdig synkoperet musik. Det syntes folk var forfærdeligt, og den blev sablet ned i pressen. Anker Kirkeby, Politikens anmelder, skrev:

”Det var ikke Danmark, der tonede, det var ikke bøgene og hyldebuskene, der sang, ikke storkene og mågerne, ikke sundets bølger, der klukkede, eller Vesterhavet, der brusede. Det var alt for ofte bare negre, der larmede!”.

Filmen blev klippet om og først rekonstrueret i 1960’erne af instruktøren Børge Høst. Han havde for øvrigt en søster, der hed Inger Høst. Og hun fik en søn, der hedder – Lars von Trier.



Danmark
Stillfotograf: Fritz Olsen og Poul Eibye
Produktionsselskab: Det Danske Filminstitut
Dansk distributør: Poul Eibyes Filmteknik
 
 





”Otte akkorder”, 1944

Instrueret af Johan Jacobsen

 
 


Peter Schepelern begrunder valget:

En dansk version af den franske ”balkortfilm”, der er sådan en slags stafet, hvor man går fra den ene historie til den næste – men noget binder dem sammen. I 1990’erne blev det meget populært igen i Hollywood med multiplotfilm som ”Short Cuts”, ”Magnolia”, ”Crash” og ”American Beauty”.

Her er det en grammofonplade med en vals af Chopin, der bliver købt, foræret væk, byttet og stjålet. I mellemtiden får vi så otte historier om nogle mennesker, og vi er forbi hele rækken af de største danske skuespillere: Bodil Kjer, Poul Reichardt, Helle Virkner, Elith Pio, Ib Schønberg, Ebbe Rode.

Ib Schønbergs figur gør nogle grimme ting ved en ung Helle Virkner. Det får pigens far til at opsøge den gamle gris og kvæle ham! En kold apoteker møder en forstyrret kvinde. Bodil Kjer møder en styrmand og bliver forelsket.

Filmen giver et glimrende vue over Normaldanmark anno 1944. Det er midt under Besættelsen, men det hentydede man ikke til. Da krigen var slut, lavede Johan Jacobsen den vildt populære ”Soldaten og Jenny”. Og i 1950’erne lavede han flere film med relation til modstandskampen, blandt andet ”En fremmed banker på” fra 1959, der viser det første samleje nogensinde i dansk film.



Otte akkorder
Stillfotograf: Einar Olsen
Produktionsselskab: Palladium
Dansk distributør: Film-centralen-Palladium
 
 





”Ordet”, 1955

Instrueret af Carl Th. Dreyer

 
 


Peter Schepelern begrunder valget:

”Ordet” er oprindeligt et skuespil, som blev sat op på Betty Nansen Teatret i 1932. Men faktisk indleverede Kaj Munk forlægget til ”Ordet” til Nordisk Film i 1931 og blev afvist.

Carl Th. Dreyers film er lavet i en asketisk, minimalistisk stil, som passer til det nøjsomme Vestjylland, hvor filmen foregår. Vi ser også konflikten mellem missionsfolk og grundtvigianere.

Men der er én scene, der giver gåsehud. I den sker et mirakel, hvor en enfoldig, sindsforstyrret mand er i stand til at få sin svigerinde, som er død i barselssengen, til at vågne op igen.

Selv forhærdede ateister som jeg selv må indrømme, at genopvækkelsesscenen er helt fantastisk, og når Lars von Trier lader miraklet finde sted i ”Breaking the Waves”, (1996), er det en indlysende hilsen til Dreyer.

”Ordet” vandt Guldløven i Venedig, en pris, der på den tid var større end en Oscar. Det er en kæmpestor skuespilpræstation af Preben Lerdorff Rye, som havde været på en galeanstalt for at lave research til sin rolle og fundet en mand med den samme lidt underlige diktion at modellere sin rolle efter. ”Method acting” af fineste skuffe.

”Onkel, sig det,” siger den lille pige til sin onkel, der tror, at han er Jesus. Hun ved, at han ved troen kan vække hendes mor, og miraklet sker. Den eneste af de medvirkende fra ”Ordet”, der endnu lever, det er faktisk hende, der spillede den lille pige.



Ordet
Stillfotograf: Henning Bendtsen
Produktionsselskab: Palladium
Dansk distributør: Det Danske Filminstitut og Film-Centralen-Palladium
 
 





”Sult”, 1966

Instrueret af Henning Carlsen

 
 


Peter Schepelern begrunder valget:

Øverst på top-10-listen over bøger i verdenslitteraturen, der ikke egner sig til at blive lavet til film, står Knut Hamsuns ”Sult”. Det er en umiddelbart ret handlingsløs skildring af en småpsykotisk, og sulten, forfatter, der hutler sig gennem livet i Oslo.

Det lykkedes alligevel for Henning Carlsen at skabe en enestående, fantastisk film på den baggrund. Jeg har måske set den 12 gange i mit liv, og det vigtige er, at det ikke kun handler om talentfulde skuespillere og en dygtig instruktør. Det handler også om held:

Filmen er optaget i et kvarter i Oslo, hvor bygningerne blev revet ned et halvt år efter. Den viser et slumagtigt miljø, som det har set ud for 100 år siden. Musikken til filmen blev lavet af den legendariske polske filmkomponist Krzysztof Komeda, som også lavede musik til ”Rosemary’s Baby” og døde helt uventet og meget ung et par år efter.

Per Oscarsson er helt fantastisk som Pontus, og for den rolle modtog han prisen for bedste mandlige hovedrolle ved filmfestivalen i Cannes og en Bodilpris.

Henning Carlsen blev ved med at lave gode film resten af sin karriere, men måtte evigt og altid høre det samme: ”Den er meget god, men ikke lige så god som ’Sult’!”.



Sult
Stillfotograf: Henning Kristiansen
Produktionsselskab: Henning Carlsen Film
Dansk distributør: Athena Film
 
 





”Johnny Larsen”, 1979

Instrueret af Morten Arnfred

 
 


Peter Schepelern begrunder valget:

Arnfreds ungdomsfilm ”Johnny Larsen” viser livet i en tømmerhandel i koldkrigsårene, små stumper hverdag, som vil være genkendelige for alle, der voksede op i 1950’erne. Det er arbejderklasselivet, skildret socialrealistisk og utendentiøst. En rude smadres på tømrerværkstedet, fordi Johnny kommer til at dreje en lægte, han går med på skulderen. Det er filmens mest dramatiske øjeblik.

Allan Olsen render rundt med sådan et meget langt, rødt halstørklæde i filmen, og det blev meget kendt. Frits Helmuth spiller mindeværdigt Johnny Larsens far, som går og håber, han bliver forfremmet, men bliver skuffet gang på gang. Han fedter for overmagten, men det hjælper ham ikke.

Filmen ryddede bordet ved Bodilpriserne, men der var også diskussion om de ungdomsfilm, der kom på det tidspunkt, for eksempel ”Vil du se min smukke navle?”. For var det i virkeligheden forældrene, de var lavet til? Man svævede i den vildfarelse, at børn ville være meget optagede af at se psykologiske skildringer af deres eget liv. Men når man er 14, vil man helst ikke mindes om, hvordan det er at være 14. Der vil man bare gerne være voksen.



Johnny Larsen
Stillfotograf: Dirk Brüel
Produktionsselskab: Panorama Film
Dansk distributør: ASA-Panorama
 
 





”Kundskabens træ”, 1981

Instrueret af Nils Malmros

 
 


Peter Schepelern begrunder valget:

Dette er nok Malmros’ hovedværk, selvom han har lavet mange gode film. Han ser så præcist tilbage på sin egen skoletid på Aarhus Katedralskole i årene 1958-1960.

Filmen tager magtspillet, jalousien, forelskelsen, svigtet, seksualiteten, fænomener, vi kender fra voksenlivet, og siger: Alt det findes allerede på mellemskoleplan. Det er fuldt udviklet og totalt nuanceret i 9. klasse. Det er lidt af en bedrift at få frem. Den ser på fænomenerne med samme seriøsitet, som den franske forfatter Marcel Proust så på sine romaner. Og selvom der ikke er eksplicit vold, og det seksuelle kun er en dyb undertone, er vi meget langt fra platte ”Far til fire”-film.

Da han lige havde lavet filmen, kan jeg huske, at den blev vist for en samling kritikere på Filmskolen på Christianshavn i København. Malmros fortalte dér, at han havde vist filmen til Klaus Rifbjerg, en anden stor erindringskunstner, og Rifbjerg havde indvendt to ting mod tidsbilledet:

1: Der var ikke softice på det tidspunkt. 2: Der var ikke metalskruelåg på King George Whisky, men korkprop.

Malmros kunne faktisk dokumentere, at soft ice blev prøvekørt i Aarhus på det tidspunkt, hvor filmen foregår. Men med korkproppen, dér blev Malmros noget bleg.



Kundskabens træ
Stillfotograf: Jan Weincke
Produktionsselskab: Per Holst Filmproduktion
Dansk distributør: Kærne Film
 
 





”Festen”, 1998

Instrueret af Thomas Vinterberg

 
 


Peter Schepelern begrunder valget:

Kort fortalt er ”dogme” et kyskhedsløfte, der blev aflagt af et kollektiv i dansk film i 1990’erne. Der er 10 regler i manifestet, og den overordnede filosofi er ”less is more”. Hvis vi giver afkald på alt det overdådige ved Hollywood-filmen og i stedet går en asketisk vej, så får vi rigdommen i filmkunsten frem. Dogme placerede dansk film på verdenskortet, og jeg bliver jævnligt spurgt; ”Any new dogma films?”, når jeg er i udlandet – selvom det sluttede for 15 år siden.

”Festen” er dogmefilm nummer ét. Det er et stort anlagt kammerspil, som begynder med, at familie og venner ankommer til en 60-årsfødselsdag. Da sønnen rejser sig for at holde tale, vælter skeletterne ud af skabet, en frygtelig historie om en far, der har misbrugt sine børn.

Filmen er optaget på Skjoldenæsholm på Midtsjælland og er optaget anderledes end de fleste film, her spillede skuespillerne løs i en halv time ad gangen, og så løb kameramanden rundt og sugede til sig.

Filmen er den perfekte dogmefilm, fordi den handler om at afdække sandheden under det pæne og polerede ydre. Men faktisk er det jo vidunderligt, at der inden for de samme rammer kunne komme så forskellige film som den søde og generte ”Italiensk for begyndere”, den anarkistiske ”Idioterne” og så det alvorlige, ibsenske drama, vi ser i ”Festen”.



Festen
Stillfotograf: Anthony Dod Mantle
Produktionsselskab: Nimbus film
Dansk distributør: Scanbox
 
 





”Dogville”, 2003

Instrueret af Lars von Trier

 
 


Peter Schepelern begrunder valget:

Lars von Trier har hele sin karriere prøvet æstetisk og teknologisk at forny filmsproget, og det er ”Dogville” et eksempel på. I stedet for en overflyvning, der fortæller os, at ”her ser vi Dogville, en lille landsby i Rocky Mountains i USA i 1930’erne”, får vi et stort scenegulv, hvor man har tegnet omridset af en by med kridtstreger (det var dog ikke kridt, men hvid maling).

Man kan se alle personer i ”Dogville” samtidigt. Når hovedpersonen Grace, spillet af Nicole Kidman, bliver voldtaget, kan man samtidigt se de andre i byen gå intetanende rundt i det samme univers. Det giver et uhyggeligt billede af samfundet. Hvis vores samfund havde usynlige vægge, ville vi se det frygtelige i alt det almindelige.

Filmen har en stærk inspiration fra den tyske dramatiker Bertolt Brecht. ”Verfremdung” var et greb, Brecht brugte, fremmedgørelse, og den æstetik bruger Trier også. Man frasorterer næsten alt for at sætte fokus på karaktererne.

Filmen har en alvidende fortæller, der er som hentet ud af en roman. Trier er meget inspireret af verdenslitteraturen og læser Hermann Broch og Robert Musil, før han ser film som inspiration.

Der har været megen diskussion af Triers kvindesyn gennem årene. I de to film, han lavede før ”Dogville”, nemlig ”Breaking the Waves” og ”Dancer in the Dark”, ser vi også en sagtmodig og opofrende kvinde, der er så god, så god, men som bliver hånet og trådt på. Men i ”Dogville” er moralen måske, at man også kan blive for god. Her tager Grace hævn, og den er stor.



Dogville
Stillfotograf: Anthony Dod Mantle
Produktionsselskab: Zentropa Entertainments
Dansk distributør: Nordisk film Biografdistribution
 
 





”Reconstruction”, 2003

Instrueret af Christoffer Boe

 
 


Peter Schepelern begrunder valget:

Da Christoffer Boe var elev på Filmskolen, kan jeg huske, at vi var til et arrangement på Filmhøjskolen i Ebeltoft. Jeg havde sat mig for, at jeg ville præsentere ham for Lars von Trier. Boe er en høj og ranglet fyr og havde valgt at tage sådan et underligt okkerfarvet sommersæt på. Vi gik hen til Trier, jeg præsenterede Boe:

Trier så op på denne høje mand og sagde:

”Du ser altså ikke særlig talentfuld ud!”.

Det var strengt sagt, for det er han jo! I ”Reconstruction” spiller Nikolaj Lie Kaas en ung mand, der forelsker sig i en kvinde (Maria Bonnevie), der allerede er gift. Jo mere affæren griber om sig, jo mere opløses virkeligheden i et Kafka-agtigt univers, hvor der pludselig ikke er nogen, der kan kende Lie Kaas’ figur. Til sidst i filmen får en svensktalende ægtemand lov at komme med moralen:

”Husk nu, alt er film, alt er en konstruktion. Men alligevel gør det ondt,” siger han.

Det er et vigtigt statement for kunstens betydning, kunsten er jo bare en konstruktion, ikke mindst filmkunsten. Men hvorfor gør den ondt? Jo, den rører ved vores følelsesregister – og det har vi kun ét af.



Reconstruction
Stillfotograf: Manuel Alberto Claro
Produktionsselskab: Nordisk Film Produktion
Dansk distributør: Nordisk Film Biografdistribution
 


 

SLUT

 
 

Medvirkende

Journalist
Lise Kabell Søgaard
Filmekspert
Peter Schepelern
Fotoresearch
Holger Klint
Videoforarbejdning
Mikkel Møller Jørgensen
Tilrettelæggelse
Rasmus Fahrendorff
Digital redaktør
Stinne Andreasen
Kontakt


Tak til Nordisk Film for brug af billeder til ”Kundskabens træ”, ”Dogville” og ”Reconstruction”.



 
-->