De kan forarge, de kan røre, de kan laves til papirfly – og så kan de ændre verden. Kristeligt Dagblad har dykket ned i bunken af breve fra historiens dybe skrivebordsskuffe og udvalgt eksempler, der viser, hvor markant et spor det fortrolige skrevne ord mellem mennesker har sat på historiens gang
Napoleon Bonaparte gjorde det. Mahatma Gandhi gjorde det. Christoffer Columbus, kejser Augustus og Adolf Hitler ligeså. Alle dyppede de pennen i blæk eller spidsede blyanten for at forfatte breve. Breve, der ikke blot fik betydning for de tiltænkte modtagere, men også i høj grad for den viden, vi i dag har om historiske begivenheders gang.
Dykker man ned i bunken af historiske breve, finder man ud af, at der ikke er mange gængse regler hverken for brevets udformning eller indhold. Der er kærlighedsbreve udvekslet mellem hemmeligt forelskede, der er opfordringer til både krig og fred afsendt af verdenshistoriens største ledere, og der er breve med overvejelser om liv, død og meningen med det hele.
Men selvom brevene er nedfældet af alt fra romerske kejser og kommunistiske diktatorer til storladne komponister og frygtløse opdagelsesrejsende, så har de alle det tilfælles, at de er skrevet af mennesker med noget på hjerte.
Man forestiller sig de rystende hænders sirlige bevægelser over gult og krøllet pergament, nervøse trækninger i håndleddet ved hvert et bogstavs udformning når en krigserklæring er blevet nedfældet, og de endeløse strømme af tårer, der har tværet blækket til ukendelighed i afskedsbreve mellem elskende.
Og ligegyldigt om de er forfattet på Romerrigets tid, eller om de er fundet frem fra den nuværende amerikanske præsident Donald Trumps skrivebordsskuffe i Det Hvide Hus, har alle de historiske breve det til fælles, at de består af ord, der lever videre, lang tid efter at den hånd, der har ført dem på papiret, er lagt i graven.
Her kan du læse et udvalg af breve, der skrev historie.
”Breve fra historien”
Den britiske historiker Simon Sebag Montefiore har sat brevenes betydning for vores fælles forhistorie i fokus med bogudgivelsen ”Breve fra historien”, der netop er udkommet på dansk fra Gads Forlag. Her har forfatteren samlet 122 af de mest interessante breve i verdenshistorien, der hver især på den ene eller anden måde fortæller noget om historiens gang, skribenten bag og den tid, det er forfattet i. Det er denne bog, at Kristeligt Dagblad har udvalgt følgende breve fra.
Da den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy blev myrdet i 1963, mistænkte flere i CIA, at russerne kunne have haft en finger med i planlægningen af dette attentat. En gisning, som den daværende sovjetiske regeringschef Nikita Khrusjtjov frygtede at blive beskyldt for. De to ledere havde haft sammenstød under forhandlinger og havde kun med nød og næppe undgået at sende verden i atomkrig.
Måske var det for at berolige den daværende sovjetiske regeringschef ovenpå rygterne, at Jackie Kennedy, hustruen til den afdøde præsident, satte sig ned på en af sine sidste dage i Det Hvide Hus for at skrive ham et brev blot en uge efter sin mands tragiske død.
Fra Jacqueline Kennedy
Til Nikita Khrusjtjov
1. december 1963
Kære hr. formand og præsident
Jeg vil gerne takke Dem for at sende hr. Mikojan som Deres repræsentant til min mands begravelse. Han virkede så bedrøvet, da han passerede forbi, og jeg blev meget bevæget. Jeg forsøgte at give ham en hilsen til Dem den dag – men da det var en så forfærdelig dag for mig, ved jeg ikke, om mine ord lød, som de var ment.
Så nu, på en af de sidste aftener, jeg tilbringer i Det Hvide Hus, vil jeg, i et af de sidste breve, jeg kommer til at skrive på Det Hvide Hus’ brevpapir, gerne skrive min hilsen til Dem.
Jeg sender den kun, fordi jeg ved, hvor optaget min mand var af at sikre freden, og hvor centralt forholdet mellem Dem og han efter hans mening var for dette. Han citerede gerne, hvad De havde sagt i en af Deres taler – ”i den næste krig vil de overlevende være misundelige på de døde”.
De og han var modstandere, men De og han var også allierede i jeres vilje til at undgå, at verden blev sprængt i luften. De og han respekterede hinanden og kunne indgå aftaler med hinanden. Jeg ved, at præsident Johnson vil gøre alt, hvad han kan, for at skabe det samme forhold til Dem.
Den fare, som bekymrede min mand, var, at krigen snarere ville blive indledt af de små mænd end af de store mænd.
Hvor de store mænd kender nødvendigheden af selvkontrol og beherskelse, er de små mænd somme tider drevet af frygt og stolthed. Gid store mænd i fremtiden kan få de små til at sætte sig ned og tale sammen, før de begynder at slås.
Jeg ved, at præsident Johnson vil fortsætte den politik, min mand troede så fast på – en politik præget af kontrol og beherskelse – og han får brug for Deres hjælp.
Jeg sender dette brev, fordi jeg så godt kender betydningen af det forhold, der fandtes mellem Dem og min mand, men også på grund af Deres og fru Khrusjtjovs venlighed i Wien.
Jeg har læst, at hun havde tårer i øjnene, da hun forlod den amerikanske ambassade i Moskva efter at have skrevet i kondolencebogen. Jeg beder Dem takke hende.
Deres
Jaqueline Kennedy
I dette brev har kejserinde af de Habsburgske Arvelande (varierende dele af Centraleuropa herunder Østrig) Maria Theresa fået nok af sin datter, som var dronningen af Frankrig, Marie Antoinette.
Efter moderens mening opfører Marie Antoinette sig aldeles uanstændigt, og denne fortvivlede moders skæld ud og forsøg på irettesættelse af sin datters manerer og moral, vidner om en konflikt mellem generationer, der stadig er et kendt fænomen i dag. Desuden fik kejserinden desværre ret i sine bange anelser om datterens skæbne: Under den franske revolution endte Marie Antoinette sine dage i guillotinen.
Fra Maria Theresa
Til Marie Antoinette
30. juli 1775
Madame min kære datter
Jeg kan ikke skjule for dig, at et brev, du sendte til [minister] Rosenberg, gjorde mig forfærdelig ked af det. Sikke en stil! Hvilken frivolitet! Hvor er ærkehertuginde Antonias gode og gavmilde hjerte? Jeg ser kun intriger, vulgær ondskabsfuldhed, glæde ved drilleri og forfølgelse. En intrige, som ville fungere fint for en Pompadour eller Dubarry*, men aldrig for en dronning, en førende fyrstinde, og endnu mindre for en venlig og god fyrstinde af Østrig og Lothringen.
Hele vinteren har jeg rystet ved tanken om din for hastige succes og de smigrere, som omgiver dig, mens du har kastet dig ud i et liv bestående af fornøjelser og meningsløst demonstrativ luksus. Jeg har tidligere skrevet for at udtrykke min bekymring over, at du uden kongen jager fra den ene fornøjelse til den anden, som han ikke har nogen glæde ved og kun af venlighed deltager i eller lader dig deltage i. Jeg forstår nu på dette brev, at disse bekymringer kun var alt for velbegrundede ...
Din lykke kan hurtigt vende, og du kan en dag havne i den dybeste elendighed uden andre at takke end dig selv. Det er resultatet af din forfærdelige forlystelsessyge, som forhindrer dig i at arbejde flittigt med noget som helst alvorligt. Hvad har du læst? Og derefter vover du at udtrykke din mening om statens vigtigste anliggender, om valg af ministre? Hvad laver abbeden**? Eller Mercy***? Du bryder dig ikke om dem, fordi de ved at opføre sig som ydmyge smigrere ønsker, at du skal være lykkelig, uden at udnytte dine svagheder.
En dag vil du indse sandheden i dette, men så vil det være for sent. Jeg håber ikke, jeg lever, når ulykken griber dig, og jeg beder til Gud om at gøre en hurtig ende på mine dage, eftersom jeg ikke længere er dig til nogen nytte, og jeg ville ikke kunne bære at miste mit kære barn, som jeg vil elske dybt, så længe jeg lever, eller blot se hende være ulykkelig.
Den 3. august 1492 gik Christoffer Columbus med et mandskab på 90 mænd ombord på de skibe, der første gang skulle give europæerne et glimt af Amerika. Dette brev sendt det følgende år kommer, lige efter kongen og dronningen har modtaget en glædelig besked: Christoffer Columbus og besætningen har endelig opdaget, hvad de dengang troede var Indien, men som man senere ved var Cuba og dermed det amerikanske kontinent. I brevet anerkendes Columbus’ bedrift af regentparret, der hermed også anerkender spansk suverænitet.
Fra Fernando og Isabella, konge og dronning af Castilien og Aragonien
Til Christoffer Columbus
30. marts 1493
Hr. Christoffer Columbus, Vor admiral på oceanet og vicekonge og guvernør over de øer, som er blevet opdaget i Indien. Vi har set Deres breve og er meget tilfredse med at erfare, hvad De skrev Os, og også over, at Gud har givet Dem så god en afslutning på deres anstrengelser og ført Dem sikkert tilbage til, hvor De begyndte, hvorved Han og Vi vil være godt tjent, og Vore kongedømmer vil nyde stor fordel. Måtte det behage Gud, at De, ud over at De i dette tjener Ham, også af Os vil modtage megen gunst, hvilken De kan være sikker på vil blive skænket Dem, som Deres tjeneste og indsats berettiger.
Vi ønsker, at De fortsætter og viderefører, hvad De er begyndt på, med Guds hjælp, og ønsker således, at De omgående vender tilbage, for det er til Vor fordel, at De fremskynder Deres tilbagevenden så meget som muligt for at levere alt nødvendigt i tide.
Få mænd må formodes at kunne skræmme en diktator af karakter som den sovjetiske Josef Stalin, der ledede Sovjetunionen fra midten af 1920’erne og frem til sin død. Alligevel var det netop det, som præsidenten i det tidligere Jugoslavien Josip Broz Tito formåede i dette brev fra 1948, hvor han øjensynligt har fået nok af Stalins gentagende mislykkede forsøg på gøre en ende på Titos liv.
Mordforsøgene var resultat af den splittelse, der voksede mellem de på den tid to kommunistiske allierede, fordi Josip Bro Tito nægtede at underlægge Jugoslavien sovjetiske interesser. Efter truslen i brevet dukkede der ikke flere lejemordere op på jagt efter Tito.
Fra Josip Broz Tito
Til Josef Stalin
1948
Hold op med at sende folk ud for at dræbe mig! Vi har allerede fanget fem af dem med en bombe, og endnu en med en riffel ... Hvis du ikke holder op med at sende attentatmænd ud, så vil jeg sende en meget hurtigtarbejdende én til Moskva, og jeg får bestemt ikke brug for at sende endnu én.
Den mexicanske kunster Frida Kahlo blev kendt for sine selvportrætter og den passionerede lidenskab, hun havde for kunsten og sin mand, maleren Diego Rivera.
Der var 20 års aldersforskel mellem de to, der giftede sig i 1929 blot to år efter den busulykke, der kostede Frida Kahlo et helt livs smertehelvede. I dette kærlighedsbrev kommer de stærke farver og den vilde passion til udtryk, som præger Frida Kahlos kunst og er gennemgående for hele hendes liv.
Fra Frida Kahlo
Til Diego Rivera
Udateret
Intet er som dine hænder, intet er som dine øjnes grønne guld. Min krop er fyldt med dig i dagevis. Du er nattens spejl. Lynets voldsomme glimt. Jordens fugtighed. Dine armhulers dyb er mit ly. Mine fingre rører dit blod. Al min glæde er at føle livet vælde fra din blomsterfontæne, der bliver ved med at fylde alle mine nervebaner, som er dine.
Den tidligere sydafrikanske præsident og frihedsaktivist Nelson Mandela sad i fængsel i 27 år, hvorfra han sendte breve til blandt andet Winnie Mandela, der var Nelson Mandelas anden hustru og ligesom ham også politiker og en fremtrædende borgerretsforkæmper.
Dette brev dateret til den 2. april 1969 fortæller historien om Nelson Mandelas ydmyghed, hans anstændige facon, den dybtliggende taknemmelighed han havde for sin kone, samt hvordan han formåede at betragte sit fængselsophold som en mulighed for selvudvikling frem for en straf.
Fra Nelson Mandela
Til Winnie Mandela
2. april 1969
Min kære
Jeg blev komplet overrasket over at høre, at du har haft det rigtig skidt, for jeg har ikke haft den ringeste anelse om, at du led af besvimelsesanfald. Jeg vidste godt, at du har hjerteproblemer og anfald af lungehindebetændelse.
Bøgerne The Power of Positive Thinking og The Results of Positive Thinking, begge skrevet af den amerikanske psykolog dr. Norman Vincent Peale, kan være værd at læse.
Hans grundlæggende pointe er, at det ikke så meget er ens manglende evner, der betyder noget, som ens indstilling. Den mand, der siger: ”Jeg vil besejre denne sygdom og leve et lykkeligt liv”, har allerede halvvejs vundet.
Et af dine talenter, og det, jeg er mest tiltrukket af, er dit mod og din beslutsomhed. Det gør dig i stand til at rage højt op over gennemsnittet og vil i sidste ende bringe dig langt. Det skal du konstant være bevidst om.
Du ser lidt trist ud, åndsfraværende og utilpas, men på samme tid dejlig [på et familiefoto]. Det [fotografiet] viser alt det ved dig, jeg kender, din voldsomme skønhed og charme, som ti stormfulde års ægteskab ikke har dæmpet.
Jeg har en mistanke om, at du gerne ville give et budskab med billedet, som ingen ord nogensinde ville kunne udtrykke. Du kan tro, at jeg har fanget det. Alt, hvad jeg vil sige nu, er, at billedet vakte alle mine ømme følelser og mildnede mine uhyggelige omgivelser. Det har forstærket min længsel efter dig og vores dejlige fredelige hjem.
Til slut, Mhlope, vil jeg gerne have, at du skal vide, at hvis mine breve tidligere ikke har været lidenskabelige, så er det, fordi jeg prøver ikke at forøge den gæld, jeg har til en kvinde, som trods frygtindgydende vanskeligheder og manglende erfaring alligevel har været i stand til at holde sammen på hjemmet og taget sig af sin fængslede livsledsagers mindste ønsker og behov.
Det gør mig ydmyg at være genstand for din kærlighed og hengivenhed. Husk, at håbet er et magtfuldt våben, selv når alt andet er tabt. Du er i mine tanker i alle mit livs stunder. Der vil intet ske dig, min kære. Du vil helt sikkert blive rask og komme dig.
En million kys og masser af kærlighed.
Dalibunga
Den ene var en åndelig leder, forkæmper for menneskerettigheder og kendt som et ikkevoldeligt ikon verden over. Den anden var også en leder og endda en markant én af slagsen – men med diametralt modsatte bevæggrunde, der ikke kunne ligge længere væk fra idéen om universel venlighed og ikkevoldelighed som ypperste metoder.
I 1940 på juleaftensdag sendte den indiske frihedskæmper Mahatma Gandhi den nazistiske leder Adolf Hitler et brev, der aldrig blev besvaret. På dette tidspunkt stod nazisterne på højdepunktet af deres magt, og dette brev vidner om Mahatma Gandhis spinkle håb om, at få nazismens foregangsmand, hvis idéer førte til millioner af menneskers død, til at udvise blot en smule human anstændighed i højtidens anledning.
Fra Mahatma Gandhi
Til Adolf Hitler
24. december 1940
Kære ven
At jeg kalder dig ven, er ingen formalitet. Jeg har ingen fjender. Min indsats i livet har de sidste 33 år gået ud på at få hele menneskeheden som ven ved at blive venner med mennesker uanset race, hudfarve eller tro.
Jeg håber, at du vil få tid og lyst til at sætte dig ind i, hvordan en stor del af menneskeheden, som har levet under påvirkning af denne læresætning om universelt venskab, ser på dine handlinger.
Vi tvivler ikke på din tapperhed og din hengivenhed over for dit fædreland, og vi tror heller ikke, at du er det uhyre, du bliver beskrevet som af dine modstandere.
Men dine egne tekster og udtalelser, og dine venners og beundreres, efterlader ingen tvivl om, at mange af dine handlinger er uhyrlige og uden menneskelig værdighed, især for mennesker som mig, der tror på universel venlighed. Det gælder din ydmygelse af Tjekkoslovakiet, voldtægten af Polen og opslugningen af Danmark.
Jeg er klar over, at dit livssyn betragter sådanne plyndringstogter som efterstræbelsesværdige handlinger. Men vi har fra barnsben lært at betragte dem som handlinger, der nedværdiger menneskeheden. Derfor kan vi umuligt ønske dig held i din kamp.
Men vores stilling er enestående. Vi gør lige så meget modstand mod den britiske imperialisme som nazismen. Hvis der er en forskel, er det en gradsforskel. En femtedel af den menneskelige race er kommet under den britiske hæl ved hjælp af midler, som ikke tåler dagens lys.
Vores modstand imod dette har ikke til hensigt at skade det britiske folk. Vi forsøger at omvende dem, ikke at besejre dem på slagmarken. Vores oprør er et ubevæbnet oprør mod det britiske styre. Men om vi får omvendt dem eller ej, så er vi fast besluttede på at gøre det umuligt for dem at herske gennem en ikkevoldelig afvisning af at samarbejde.
Det er en metode, som i sin natur er umulig at forsvare sig mod. Den bygger på den viden, at ingen plyndringsmand kan nå sit mål uden en vis grad af samarbejde, frivilligt eller tvungent, fra ofrets side.
Vores herskere kan tage vores land og vores kroppe, men ikke vores sjæle ...
Vi ved, hvad den britiske hæl betyder for os og verdens ikke-europæiske racer. Men vi ville aldrig forsøge at gøre en ende på det britiske styre med tysk hjælp. Vi har i ikkevolden fundet en kraft, som uden tvivl kan hamle op med den samlede kraft i alle verdens voldelige styrker.
I den ikkevoldelige teknik er der, som jeg har sagt, ikke noget, som hedder nederlag. Det er modstand ”med livet som indsats”, men uden at dræbe eller såre nogen. Den kan anvendes praktisk taget uden penge og naturligvis uden brug af videnskab eller den ødelæggelse, som du har udviklet til perfektion. Det er forunderligt for mig, at du ikke ser, at man ikke kan have monopol på disse ting.
Hvis ikke det bliver briterne, så vil en anden magt med sikkerhed forbedre din metode og slå dig med dine egne våben. Du efterlader ikke dit folk nogen arv, som de vil kunne være stolte af. Det vil ikke give dem nogen stolthed at fortælle om grufulde handlinger, hvor dygtigt de end er planlagt. Jeg appellerer derfor til dig i menneskehedens navn om at standse krigen ...
Du ved, at jeg for ikke så lang tid siden fremsatte en appel til hver eneste brite om at anvende min metode med ikkevoldelig modstand. Det gjorde jeg, fordi briterne kender mig som en ven, om end en oprører. For dig og dit folk er jeg en fremmed. Jeg har ikke modet til at fremsætte den appel til jer, som jeg fremsatte over for hver enkelt brite.
Ikke fordi den ikke ville have samme vægt for jer som for briterne. Men mit aktuelle forslag er meget enklere, fordi det er meget mere gennemførligt og velkendt.
I denne højtid, da Europas folks hjerter længes efter fred, har vi indstillet selv vores egen fredelige kamp. Er det for meget at bede dig om at gøre en indsats for freden i en højtid, som måske ikke betyder noget for dig personligt, men som må betyde meget for de millioner af europæere, hvis tavse skrig om fred jeg kan høre, da mine ører er vant til at høre de tavse millioner?
Jeg forbliver din oprigtige ven
M. K. Gandhi
