Skal man vælge moderen eller barnet når en gravid har kræft?
Tredje del: Charlotte Bredmose Vangs historie
Angsten. Hvis jeg alligevel skulle herfra, skulle min datter ikke for tæt på mig
Angsten. Hvis jeg alligevel skulle herfra, skulle min datter ikke for tæt på mig
Vinden rusker i trækronerne, og enkelte regndråber trænger igennem skydækket.
Det fynske blæsevejr generer ikke Charlotte Bredmose Vang. Hun går ad markvejen mod den skov, der ligger bag hendes gård ved Svendborg på Fyn. Det er her, hun går hen, når bekymringerne bliver for store. Mellem træerne er der fred og ro, så hun kan samle tankerne.
For fire år siden fik hun konstateret en særlig form for blodkræft, der betyder, at hun har 10 procent risiko for at udvikle leukæmi over de næste 10 år. Charlotte Bredmose Vang kan i princippet leve så længe som alle andre, men hver dag hænger risikoen for at blive ramt af dødelig kræft over hende.
Diagnosen kom kun 10 måneder efter, at hun var blevet mor for første gang til datteren Lærke.
”Lige da jeg fik diagnosen, var det meget svært. Jeg skubbede nok min ældste datter lidt væk. Jeg tænkte, at hvis jeg alligevel skulle herfra, skulle hun ikke for tæt på. Det kunne jeg ikke håndtere,” siger hun.
Det blev til mange, lange ture i træernes selskab. Balancen mellem at være til stede som mor og indgå i et behandlingsforløb var svær at forholde sig til for dengang 25-årige kvinde. Derfor begyndte hun blandt andet at gå til psykolog.
”Mine tanker og følelser var et stort kaos engang imellem. Frygten for at skulle dø fra min datter var svær at håndtere. Samtidig skulle jeg konstant forholde mig til sygehuse, undersøgelser og så videre. Det var overvældende,” siger hun.
Men kræften skulle ikke have lov til at bestemme. Charlotte Bredmose Vang ville ikke sætte sit liv på pause, bare fordi hun var syg på livstid. Derfor gik der ikke mere end seks måneder, før hun efter aftale med lægerne droppede medicinen, så hun kunne få barn nummer to.
”Jeg følte, at det var det rigtige tidspunkt. Min kræftsygdom blev jo holdt i skak af min medicin. Samtidig følte jeg, at jeg var kommet videre og var kommet mig over chokket ved at være syg. Jeg syntes virkelig, at det var det rigtige tidspunkt at blive gravid på,” siger hun.
Forløbet blev dog mere turbulent, end hun og hendes mand først havde forestillet sig.
Kræftsygdommen endte med at hænge som en sort sky over hele graviditeten. Diagnosen betød nemlig, at der var stor risiko for, at hun kunne få en blodprop, mens hun ventede sig. Den angst trækker stadig lange spor.
”Jeg havde kun været syg i et halvt år, så rent mentalt tror jeg ikke, jeg var klar til at blive gravid igen. Jeg skulle have været mere klar over, hvad sygdommen gjorde ved mig, og hvad graviditeten ville kræve. Det kostede utrolig mange kræfter, og nogle dage blev det hele bare for meget. Der var ingen glæde i graviditeten, det hele handlede kun om at komme igennem det,” siger hun.
De psykiske følger af kræften stak endnu dybere, da lille Katrine kom til verden. Selvom det nye liv var et lyspunkt efter en tung periode, havde Charlotte Bredmose Vang ikke overskud eller kræfter til at nyde tiden som nybagt mor.
Blandt andet måtte hun stoppe med at amme efter bare få dage. Sygdommen var ved at hale ind på hende, og hun måtte omgående tilbage på medicin. Livet som patient fyldte efterhånden mere end livet som mor.
”Jeg havde fået at vide, at jeg ville kunne amme i to eller tre måneder, men jeg måtte stoppe efter bare en uge. Det var meget svært, for det er noget, der betyder ufattelig meget. Jeg havde haft en forventning om, at vi kunne have et relativt normalt forløb efter graviditeten. Men det satte kræften også en stopper for. Det var forfærdeligt,” siger hun.
I dag kommer Charlotte Bredmose Vang ikke så tit i skoven. Efter fire år med sygdommen er det hele blevet lettere at håndtere. Men nogle gange kan angsten stadig overmande hende, fortæller hun.
”Hvis den fylder for meget, kan jeg slet ikke være i det. Især hvis jeg sidder med børnene, og tanken kommer, at jeg ikke får lov at se dem mere. Så bliver jeg vildt ked af det. Det er okay, at frygten kommer, men så skal den også gå igen,” siger hun.
Charlotte Bredmose Vang retter på jakken og går hjem mod gården. De største bekymringer har hun ladet blive i skoven.
”Der er noget, der har ændret sig over de seneste par år. Jeg nyder at være sammen med mine børn og mand på en anden måde. Før tog jeg det bare for givet, at jeg kunne give dem en krammer, men nu husker jeg at nyde det. Jeg går meget op i, at fortælle mine venner og familie at de betyder noget for mig. For det er ikke bare en selvfølge.”
* * *
Røntgen og graviditet
- En tidlig diagnose er afgørende for, at gravide kræftpatienter kan behandles. Men meningerne er delte om, hvor ofte gravide bør røntgenundersøges ved mistanke om kræft. Sagt om dilemmaet:
- ”Læger bør være mindre tilbageholdne med at sende gravide til røntgenundersøgelse. De skal tænke: Hvis hun ikke var gravid, hvad ville jeg så have gjort.” Overlæge Lone Storgaard, Aarhus Universitetshospital.
- ”Det bør være en vurderingssag fra gang til gang. Der er en lille risiko for fosteret ved skanning af moderen. Men er der tale om en potentielt alvorlig sygdom for moderen, vil fordelen ved skanning ofte opveje denne.” Hanne Waltenburg, sektionsleder hos Statens Institut for Strålebeskyttelse
Røntgen og graviditet
- En tidlig diagnose er afgørende for, at gravide kræftpatienter kan behandles. Men meningerne er delte om, hvor ofte gravide bør røntgenundersøges ved mistanke om kræft. Sagt om dilemmaet:
- ”Læger bør være mindre tilbageholdne med at sende gravide til røntgenundersøgelse. De skal tænke: Hvis hun ikke var gravid, hvad ville jeg så have gjort.” Overlæge Lone Storgaard, Aarhus Universitetshospital.
- ”Det bør være en vurderingssag fra gang til gang. Der er en lille risiko for fosteret ved skanning af moderen. Men er der tale om en potentielt alvorlig sygdom for moderen, vil fordelen ved skanning ofte opveje denne.” Hanne Waltenburg, sektionsleder hos Statens Institut for Strålebeskyttelse
Charlotte Bredmose Vang står ikke alene med de psykiske ar fra kræftforløbet.
Stemplet som kræftpatient er nemlig et traume, som trækker livslange spor hos mange af de gravide kvinder. Fødslen er ofte blot begyndelsen på en lang række psykiske efterskælv, fortæller psykolog hos Kræftens Bekæmpelse, Lise Møller Jørgensen.
Hun har igennem sit arbejde haft samtaler med flere kræftramte gravide og oplever, at mange bekymringer går igen – også efter, at kvinderne har født.
”Der er meget meningsløshed og eksistentiel alenehed. Det er ikke at forveksle med ensomhed. Det er en alenehed i forhold til, at der ikke er nogen, der kan sætte sig ind i, hvordan det er at være dem. Der er en glæde over graviditeten, men også en enorm bekymring over, hvordan det skal gå,” siger hun.
Lise Møller Jørgensens erfaringer bliver bekræftet af et fire år gammelt canadisk studie. Her er konklusionen, at kvinder der har fået diagnosticeret kræft under eller kort efter graviditeten er særligt udsatte for at udvikle psykiske problemer. Faktisk svarede halvdelen af kvinderne i undersøgelsen, at de har haft langvarige, psykiske men som følge af deres forløb.
”For nogle er det dybt traumatisk at skulle forholde sig til en livstruende sygdom og samtidig forholde sig til et nyt lille liv. Det er angst, uvished og træthed. Kommer jeg til at se det her barn vokse op? Det fylder meget,” fortæller Lise Møller Jørgensen.
Det er Tinneke Vandenbroucke enig i. Hun er klinisk psykolog hos Den internationale sammenslutning for kræft, sterilitet og graviditet. Hun forsker netop nu i de psykiske eftervirkninger og senfølger af kræft hos 61 gravide kvinder og deres partnere.
”Rigtig mange gravide kræftpatienter oplever, at ingen andre end dem selv helt forstår deres situation. Ikke engang deres partnere. De føler sig misforstået og alene,” siger hun.
Alene det at skulle tage stilling til enten en abort eller for tidlig fødsel betyder ofte, at kvinderne udvikler angst over beslutningen. Det konkluderer et australsk studie fra 2011.
Kvinderne er ikke blot bange for, hvad der vil ske med deres ufødte barn, men også for konsekvenserne ved at udsætte behandlingen. Frygten er især størst hos de kvinder, der har et barn i forvejen.
Det er meget forståeligt, siger psykolog hos Kræftens Bekæmpelse, Lise Møller Jørgensen.
”Selvfølgelig fylder det meget, hvis man har et barn i forvejen. Man vil jo ikke dø fra det. Men på den anden side er det også en kæmpe beslutning at få en abort – især hvis man ikke ønsker det. På den måde kan det være meget angstprovokerende at blive stillet i det dilemma,” siger hun.
Og netop for at undgå angsttilfælde eller andre former for psykiske konsekvenser, er det altafgørende, at kvinderne får hjælp fra den dag, de får deres kræftdiagnose, mener Tinneke Vandenbroucke:
”De her kvinder er meget udsatte. Derfor er det vigtigt, at de får vejledning fra første øjeblik. Det kan hjælpe både dem og deres partner med at se realistisk på situationen. På den måde kan vi undgå de værste psykiske konsekvenser.”
GÅ TIL KAPITEL 1: SIGNES HISTORIE
* * *
Skal man vælge moderen eller barnet, når en gravid har kræft?
Skal man vælge moderen eller barnet, når en gravid har kræft?
For Signe Sunding, Sofie Simon og Charlotte Bredmose Vang blev graviditeten et spørgsmål om liv eller død. Alle fik konstateret kræft, og når lægerne både skal redde moderen og barnet, rejser det svære etiske dilemmaer
Læs deres historier:
TRO, ETIK og EKSISTENS-prisen
- Denne artikel vandt Kristeligt Dagblads DAGBLADS TRO, ETIK OG EKSISTENS-PRIS 2016.
- Tidligere på året uddelte Kristeligt Dagblad sin pris, der er målrettet nyuddannede journalister. Prisen belønner en studerende eller gruppe af studerende, der særligt originalt, engagerende og på højt fagligt niveau har behandlet emner fra området tro, etik og eksistens i forbindelse med deres afsluttende opgaven.
- Journalisterne Peter Dalsgaard Thomsen og Jan Briks Madsen modtog prisen på 25.000 kroner for deres artikel ”CancerGravid”. Jan Briks Madsen er 25 år, bor i Holstebro og er i dag ansat på Holstebro Dagblad. Peter Dalsgaard Thomsen er 24 år, bor i Aarhus og er freelancer hos Danmarks Radio. De er begge uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus.
- Prisen uddeles næste gang i februar 2017, og der kan indstilles afgangsopgaver, der er bestået på en af journalistuddannelserne i løbet af det forudgående år, hvilket vil sige perioden fra den 1. februar i år til den 31. januar 2017.
- Læs mere om prisen her.