Corona-beretninger fra Vollsmose, Gellerup, Vestegnen og Nordvest

Da corona begyndte at sprede sig i medierne, tænkte jeg ikke meget over det. Jeg tog mine forholdsregler, men ikke i det omfang, som jeg gør i dag.

Under toppen af ​​den første bølge begyndte jeg at mærke virkningen med hospitalssenge fyldt med patienter, og antallet af dødsfald begyndte at stige.

Pludselig så det ud, som om jeg var i frontlinjen. Mange spørgsmål begyndte at opstå. Hvordan jeg ville klare det praktiske aspekt og samtidig holde mig til den religiøse pligt at overholde de afdødes sidste islamiske ritualer. Billedet var mørkt og sløret, og det var skræmmende.

Jeg tænkte, hvad hvis jeg selv blev smittet eller tog infektionen hjem til min familie. Som troende muslim har jeg en religiøs pligt over for den afdøde, og jeg føler mig forpligtet til at udføre den. Det har ikke været let at balancere.

Jeg talte med læger, kapelmestre, Sundhedsministeriet og kirkegårdspersonale for at forstå, hvordan jeg nu skulle udføre mit arbejde. Fra et religiøst perspektiv, spurgte jeg de islamiske lærde i Danmark, Norge, England og Pakistan, hvad vi skulle gøre med dødsfaldene.

Jeg afhenter de afdøde indpakket i hvide eller grå poser. Dette er for at undgå forurening og spredning af smitsom sygdom. Normalt ville jeg indpakke de afdøde i et hvidt lagen for at vise respekt over for den afdøde. Hvid er et tegn på enkelhed og renhed for muslimer.

Under den rituelle vask – ghusl – afvasker man den afdøde og dækker ham eller hende i hvide lagner, inden man fortsætter til gravpladsen. Ud over mundbind og handsker bruger jeg engangsforklæde og lange støvler til beskyttelse. Derudover vasker jeg mit tøj bagefter.

Når du står alene i frontlinjen, skal du have undersøgt, hvornår du må røre ved afdøde. Når man dør med corona, vil der stadig være spor af virussen i den afdøde, men efter 24 til 48 timer bør al virussen være væk.

Hver gang jeg går ind og ud af et hospital eller endda i en moske, har jeg både handsker og et mundbind på. Det ser lidt fjollet ud, men det er for at beskytte enhver person, der interagerer med mig. Jeg kunne være et let mål for corona i betragtning af antallet af mennesker, jeg møder både på hospitalet og i moskeen. Det tog et stykke tid, før alle håndtryk blev stoppet.

Der har kun været et par moskeer, der har accepteret corona-afdøde, da andre havde simpelthen ikke faciliteter til at modtage dem.

Selvfølgelig har jeg haft mere arbejde end normalt, dog ikke i det omfang man kunne få et indtryk af i medierne. Men i løbet af de seneste 12 måneder har der klart været flere dødsfald end normalt.

Jeg tror, ​​jeg er blevet beskyttet af min tro. Jeg er taknemmelig for, at min Gud har holdt hånden over mig og min familie.

Vi er lidt som The Voice på tyrkisk. Vi spiller god musik, og ja så oplyser vi om corona.

Vi giver mange af vores lyttere her i Gellerup og resten af Aarhus det manglende overblik. Der er rigtig mange, der sidder og ikke ved så meget om, hvad der sker i Danmark, og det bliver måske nemmere for dem, når det bliver fortalt på tyrkisk.

Min medvært Lusin Canakci er hende, der kører radioen og har gjort det siden begyndelsen. Radioen er hendes æble.

Hver søndag remser vi op, hvor man kan blive testet. Både kviktest og PCR. Vi fortæller, om smittekurven går op eller ned, og hvordan det står til i Tyrkiet.

I Tyrkiet er smitten steget utrolig meget. Istanbul og Ankara er nærmest lagt ned. I går var antallet nye smittede på over 50.000.

Vi har desuden haft en kvinde fra sundhedsmyndighederne herinde og fortælle på tyrkisk om vaccinerne.

Jeg tænkte selv på, om vaccinerne, der var blevet udviklet så hurtigt, faktisk var sikre at blive vaccineret med. Men det svarede hun så på live i radioen.

Vores lyttere er tyrkere i Aarhus og resten af Danmark, men efter vi også kan høres på nettet, har vi også lyttere i Tyskland og helt nede fra Tyrkiet. Så siger jeg i radioen, at vi har en lytter fra Antalya, der ønsker den og den sang.

Vi havde coronasmitte her på radioen, og da jeg kom hjem, fik jeg en sms fra min smitte-app, hvor der stod, at en fra mit nærområde var blevet smittet.

Jeg blev heldigvis ikke smittet selv.

Jeg har en gammel far, og ham skal jeg passe på. Jeg bor alene og har ikke fået set så mange mennesker. Min bror har lige haft sygdommen, men jeg vil alligevel ikke se ham.

Og med Ramadanen frygter jeg, at smitten vil stige både i Gellerup og i Tyrkiet.

Jeg dimitterede fra gymnasiet midt i coronakrisen og oplevede en studenterperiode, hvor jeg godt kunne se, hvad der var topprioritet for mine studiekammerater. Vi ville udfolde os og have vores studentertid, selvom der var en pandemi.

Især vi unge mennesker er udmattede efter de lange nedlukninger. Men vores indsats er vigtig.

Jeg ser det også nu. Der bliver holdt privatfester hist og pist. Men det er trist, at når det sker i Vollsmose, tager man hele boligområdet som gidsel i stedet for at sige, at det er Daniel eller Ahmad, som ikke tager ansvar ved at holde en stor fest midt i en nedlukning.

I stedet har man udskammet hele området og gjort det til en generel ting herude. Det synes jeg, er enormt ærgerligt.

Men helt ærligt, det vil være mærkeligt, hvis alle overholdt restriktionerne. Vi bor omkring 10.000 mennesker herude. Det er altså en kæmpe befolkningsgruppe. Det ville være helt utroligt, hvis alle overholdt restriktionerne og gjorde det, de skulle, præcis som det ville være det i Odense midtby.

I løbet af det sidste år har vi fra politisk hold hørt forfærdeligheder. Vi har decideret hørt politikere sige, at det er de ikkevestlige udlændinge og indvandrere, som ikke vil gøre noget for samfundet eller yde en indsats for få kontrol over epidemien i landet.

Hos den brede befolkning bliver det pludselig okay at udskamme os – den ikke-vestlige indvandrer – for ikke at have mundbind på til trods for, at han eller hun måske er fritaget. Det skaber en udskammende kultur.

For ikke så lang tid siden stod jeg ved skranken på mit arbejde og kiggede ud over rækkerne af hylder, og ser en muslimsk kvinde med tørklæde og sin treårige søn passere forbi. Ved siden af står et ældre etnisk dansk par, og jeg fornemmer, at der er en kontrovers mellem kvinden og de ældre. I et splitsekund langer den ældre kvinde ud efter hende med tørklædet og slår hende i hovedet. Jeg løber ud af biksen og spørger hvad hun har gang i. Hun svarer: »Jamen hun har ikke mundbind på.«

Så siger jeg: »Du skal da ikke lege retsmyndighed her.«

Rundt i Bilka var der en del, der den dag ikke havde mundbind på, og det er tankevækkende, at det lige er kvinden med slør, det skal gå ud over.

Hvis vi ser en ældre etnisk-dansk kvinde uden mundbind, så antager vi, at hun er fritaget – ser vi en kvinde med slør, tænker man noget andet. Det er den kultur, jeg kritiserer.

Med corona-pandemien er der opstået et corona-politi, som efter min oplevelse desværre tillader sig mere, når der er tale om minoritetsborgere.

Jeg er nået til et punkt, hvor hver gang Vollsmose bliver omtalt i medierne eller af politikere, så tænker jeg, åh nej nu ikke igen. Vi magter det simpelthen ikke mere. Det er hårdt. Det er sindssygt hårdt.

Corona er altså ikke opstået her i 5240.

I begyndelsen var vi rigtig i panik.

Vi sendte min mand, Salem, ud for at handle mad en gang om ugen. Så gik han ud ad døren med handsker og maske på. Han skulle vaske sig, når han kom hjem, og imens vaskede jeg alle varerne af og smed plastikemballagen ud.

Det var rigtig svært. Hvordan skulle man holde sygdommen væk? Hvordan skulle man holde afstand og blive ved med at gentage »nej tak I skal ikke besøge os nu«?

Vi vil gerne se vores venner eller familie, men vi bliver nødt til at holde afstand.

Vi skal ikke rejse og besøge familien i Irak. Det havde de hjemme i Kurdistan svært ved at forstå. Mine forældre undrede sig over, hvorfor vi ikke kom og besøgte dem.

Jeg sagde, at vi savnede dem, men netop for at beskytte dem mod corona kom vi ikke på besøg.

For børnene har det også været svært. Jeg har trillinger, og det har ikke været godt for dem at være lukket inde i næsten tre måneder.

Min datter Elan havde ikke været uden for en dør, og hun var pludselig helt svimmel. Jeg tror, at hun ikke havde fået jern og D-vitamin nok.

Hun var bange for at gå ud, da det så værst ud.

Jeg er gammel håndarbejdslærer, og med tre børn gående herhjemme, så tænkte jeg, at vi kunne lave en masse kreative ting. Vi malede, tegnede på stof, lavede print, syede corona-masker, og sidste år til Ramadan lavede vi mange udklip.

Vi spillede brætspil, og min søn lærte mig at spille lidt klaver.

Min søster i Tyskland blev syg og var på sygehuset flere gange og manglede ilt. Min bror i England var også syg. Han fik kun lov til at have tre dage fri, for på hans arbejde var de meget pressede.

Flere af vores naboer har også været syge med corona.

Jeg er frivillig i Dansk Folkehjælp, hvor jeg hjælper udsatte familier med for eksempel at holde ferie.

Som frivillig har det været irriterende at planlægge, når alt lukkede i og åbnede op og lukkede i og åbnede op. Meget er blevet nødt til at blive lavet om.

Til Eid i år har vi arrangeret, at vi skal i Odense Zoo.

I min praksis var der et af de første corona-dødsfald i Danmark.

Det har været meget følelsesladet at opleve familier, der ikke har kunnet se hinanden i den sidste tid.

De store familier i området forsøgte at passe på hinanden, men kunne komme til at smitte indbyrdes. Det kunne i sidste ende gå ud over bedstemoderen, der i denne sundhedsfaglige sammenhæng var det svageste led.

Jeg har aldrig før oplevet at lukke klinikken for tilgang af patienter. Jeg har siddet på mit kontor og været læge på telefon og på videokonsultation. Jeg har ikke set mine patienter fysisk.

Jeg er stået op om morgenen og har kørt i den eneste bil på vejen. Alle andre har været hjemme, mens jeg selv skulle ud og passe en vigtig samfundsfunktion. Der er et dilemma i, at man er mere udsat end mange andre, men samtidig skal passe sin samfundspligt.

I klinikken havde jeg ansvaret for at have kontakt med hver og en af vores covid-19-patienter, så jeg har snakket med dem alle sammen. Nogle har været fortvivlede, og andre har været rigtig bange.

Halvdelen af mine patienter har minoritetsbaggrund, så jeg har tidligt kunnet aflæse, hvad der var af strømninger, problemer og udfordringer blandt denne gruppe.

Det har været en formidlingsopgave ud over det sædvanlige.

Sygerollen er forskellig kulturer imellem. I nogle kulturer indebærer det at være syg at blive passet og få nærhed af den nærmeste familie. Man har et stort ansvar over for dem, der er syge. I forhold til corona har man kunnet komme til at gøre sine nærmeste en bjørnetjeneste.

Jeg har haft corona på hjernen 24 timer i døgnet, for jeg har haft det så tæt ind på livet i mit erhverv, og hver gang klokken slog fire, så var det informationsindsatsen i det frivillige arbejde, der tog over.

Omvendt stod vi med en følelse af, at vi ikke skulle misse nogen, vi burde have fanget - altså hvis vi under normale omstændigheder kunne have fanget en blodprop, kræft i et tidligt stadie eller en forværring af en kronisk tilstand. Vi skulle hjælpe samtidig med at overholde reglerne og beskytte vores patienter på bedst mulig måde.