For mig blev far først og fremmest en god kammerat



Hans Erik Fuglsang-Damgaard voksede op med en far, der blev berømmet for sit mod under Anden Verdenskrig, men hvis tro og væsen var præget af hans tid ved Vestfronten under Første Verdenskrig



Tekst: Else Marie Nygaard. Foto og lyd: Leif Tuxen
15. november 2019

Husk lyd!

Facebook
Twitter
 

Da den officielle del af biskop Hans Fuglsang-Damgaards begravelse i 1979 var afsluttet, tog den yngste søn ordet ude ved den åbne grav på Sorgenfri Kirkegård. I familien havde man aftalt, at det var ham, lektor Hans Erik Fuglsang-Damgaard, som skulle takke de fremmødte og invitere dem til mindesamværet for den 88-årige biskop i ­Ermelunden. Men inden han nåede til invitationen, reciterede sønnen på tysk Ludwig Uhlands tyske soldatersang:

”Ich hatt’ einen Kameraden, Einen bessern findst du nit.”

Det er 40 år siden, men det står stadig ganske klart for sønnen, hvorfor han valgte at citere den tyske soldatersang. Flere i forsamlingen ude ved graven undrede sig, men den far, der nu lå i kisten klædt i sin bispekjole, opfattede sønnen først og fremmest som en virkelig god kammerat, og så vidste han, at hans far flere gange havde sunget netop den sang, når han som ung sønderjyde stod ved en åben grav på slagmarken under Første Verdenskrig.

Hans far havde bevæget sig fra skyttegrav til bispestol.

Med den tyske soldatersang kunne sønnen sammenfatte faderens livsbane. Det var Anden Verdenskrig, som gjorde hans far kendt, men på mange måder var han formet af Første Verdenskrig.





 
På sin 65 års fødselsdag i 1955 blev biskoppen fotograferet i sommerhuset i Rørvig sammen med sin 11-årige søn. Det billede var mest for fotografens skyld, erindrer Hans Erik Fuglsang-Damgaard, men de to kom tættere på hinanden, da faderen i 1960 gik på pension som biskop. Privatfoto.
 

Hans Erik Fuglsang-Damgaard er 75 år og den yngste af biskop Fuglsang-Damgaards fire børn. Dette er historien om at være søn af en mand, der har skrevet sig ind i danmarkshistorien som en af de første ledende skikkelser i Danmark, som advarede om faren ved nazismen og antisemitismen. Faderen er berømmet for sit mod og sin handlekraft før og under Anden Verdenskrig og ikke mindst kendt for, på biskoppernes vegne, at sende det såkaldte hyrdebrev, som i oktober 1943 blev læst op i landets kirker med en skarp kritik af nazisternes jødepolitik.

Når sønnen skal fortælle om sin far, er det ikke kun historien om at vokse op med en berømt far, men også om at have en far, der i krop og sind var stemt af Første Verdenskrig.

Hjemmevant viser Hans Erik ­Fuglsang-Damgaard vej til den snoede trappe, som fører op til førstesalen i Frederiksborg Slotskirke i Hillerød. Der høres orgelspil.

”Er det mon Compenius-orglet?”, spørger han på vej mod pulpituret.

Hans Erik Damgaard-Fuglsangs ­hovedfag er historie, og han er en glimrende guide til De Kongelige Danske Ridderordeners Kapel i Slotskirken. Efter at have gjort holdt ved Niels Bohrs, Winston Churchills og A.P. Møllers ­våbenskjolde er vi fremme ved det skjold, som er turens mål: Hans Fuglsang-Damgaards våbenskjold.





 
Hans Erik Damgaard-Fuglsang, hvis hovedfag er historie, guider hjemmevant rundt i De Kongelige Danske Ridder¬ordeners Kapel i Frederiksborg Slotskirke i Hillerød og fortæller om historiske personligheder og deres våbenskjolde. I 1960 fik hans far, biskop Hans Fuglsang-Damgaard, storkorset af Dannebrog¬ordenen, og faderens våbenskjold er stadig at finde på væggen i det maleriske rum.
 

Det blev malet, efter at han i 1960 havde modtaget storkorset af Dannebrogordenen. Skønt lyset i kirken ikke er gavmildt denne efterårsdag, er det let at læse faderens valgsprog: ”Deo et proximo” – eller oversat til dansk: For Gud og for næsten.

Gå på opdagelse i Hans Fuglsang-Damgaards våbenskjold ved at føre musen over:

Gå på opdagelse i Hans Fuglsang-Damgaards våbenskjold ved at føre fingeren over:









Det var Hans Erik Fuglsang-Damgaard, der som 15-årig åbnede døren for postbuddet i bispegården den morgen i 1960. Postbuddet rakte ham et stort, brunt anbefalet brev fra Ordenskapitlet. Hans Erik Fuglsang-Damgaard bar brevet op til sin far, som endnu sad klædt i sin røde slåbrok ved morgenbordet.

”Jeg husker, at han kaldte på min mor. Hans øjne smilede, og han var vældig stolt.”

Ofte hørte han sin far sige med en beklagende tone: ”Krigen stjal jo fire år af mit liv.”

Her hentydede Hans Fuglsang-­Damgaard til Første Verdenskrig, som betød, at han først relativt sent afsluttede sin akademiske uddannelse og giftede sig. Første Verdenskrig formede hans karakter, styrkede hans tro og martrede ham i søvnen, hvor frygten for hånd­granater aldrig slap.





 
Hans Fuglsang-Damgaard (til højre) var storryger og fortalte gerne, at han begyndte at ryge i skyttegraven under Første Verdenskrig, fordi lugten af røg formildede liglugten. Her er han fotograferet med sin yngre bror, teolog og præst Adelbert Fuglsang-Damgaard. Privatfoto.
Hans Fuglsang-Damgaard var storryger og fortalte gerne, at han begyndte at ryge i skyttegraven under Første Verdenskrig, fordi lugten af røg formildede liglugten. Privatfoto.
 

Hans Erik Fuglsang-Damgaard oplevede Første Verdenskrig dukke op i glimt, som da han spurgte sin storrygende far, hvor gammel han var, da han begyndte at ryge. Hans far svarede:

”Ude i krigen, for så blev man ikke så generet af liglugten.”

Et andet glimt fik sønnen engang, hvor de talte om at bande.

”Så sagde han på sit sønderjyske, at han kunne huske ude i skyttegravene, hvor nogle af kammeraterne var vanvittige af angst for Guds dom over dem, fordi de havde bandet så meget. Min far forklarede mig, at han med fornuftig proportionssans havde forsøgt at berolige dem med en slags pastoral omsorg, skønt det var flere år før, han blev præst.”





 
Fra 1. til 5. klasse var Hans Erik Fuglsang-Damgaard elev på den private Krebs Skole i København. Som dreng kravlede han flere gange ned i den tunnel, som blev anlagt som flugtvej for biskoppen fra bispegården til Studiegården, som er en del af Københavns Universitet. Indgangen, som i dag er muret til, var gemt i en kælder i bispegården. Privatfoto.
 

Sønnen spurgte aldrig sin far, om han havde dræbt nogen i Første Verdenskrig, men han har fundet et referat fra et internationalt studentermøde på Nyborg Strand i 1930’erne, hvor en af tilhørerne stillede faderen det spørgsmål. Hans Fuglsang-Damgaards svar lød:

”Jeg ved det ikke. Der er ingen, der kan følge en geværkugle. Jeg har været med til at kæmpe med håndgranater i nærkamp, men ikke med bajonet.”

Hans Fuglsang-Damgaard blev født på slægtsgården Fuglsang nær Sommersted på Haderslev-egnen den 29. juli 1890. Sønderjylland var dengang en del af det tyske kejserrige. Han havde et lyst hoved og et følsomt sind. Som dreng holdt han af at plukke markblomster, og resten af livet kunne han forbinde landskabet ved hjemmet med naturbilleder i salmer og lyrik. Familien var flittige kirkegængere, funderet i sønderjysk Indre Mission. Som dreng legede han præst og brugte gerne sin mors skørter som præstekjole. I hjemmet var sproget sønderjysk, men i skolen måtte han tilegne sig tysk, som han kom til at holde af. Da han var 13 år, gik han i gang med at læse Goethes ”Faust” på tysk, og som biskop kunne han sin Goethe og Schiller lige så godt som Grundtvig, Kierkegaard og H.C. Andersen.





 
Når højskolesangbøgerne blev delt ud i bispegården, satte Calina Fuglsang-Damgaard (1900-1979) sig ved flyglet, for hun var uddannet pianistinde og sangerinde hos kgl. kapelmester Høeberg sammen med den senere kong Frederik den Niende. Hun lærte sin kommende ægtefælle at kende som penneven, da han sad i krigsfangenskab under Første Verdenskrig. Hun fulgte ham på mange besøg, for i modsætning til ægtefællen kørte hun bil. Hun havde et stort socialt engagement og var blandt andet formand for Red Barnet i en lang årrække efter krigen. Privatfoto.
 

Hans lærer, pastor Simonsen, så hans evner og gav ham privatundervisning i engelsk og esperanto og overbeviste forældrene om, at sønnen skulle være lærer. Han blev seminarieuddannet og yngstelærer i Gråsten, men søgte afsked i 1913 for at komme på studenterkursus.

Som student kom han til at gøre tjeneste i en bataljon i den preussiske hærs reserveinfanteriregiment 215, selvom han var en klejn bogorm uden begejstring for krigen. I 1916 blev han uddannet til underofficer og sendt tilbage til Vestfronten. Sammen med en deling på 16 mand deltog han i Slaget ved Somme i efteråret 1916 og beskriver i sine erindringer de tre uger, hvor kanonernes torden ikke syntes at stilne.

Den 22. oktober 1916 blev de overmandet og kom i fransk fangenskab i en særlejr for dansksindede sønderjyder i Aurillac. Her var omkring 600 krigsfanger.

”Min far talte meget positivt om tiden i Aurillac, hvor de havde gode og ret frie forhold.”

Det var her, han kom i forbindelse med sin senere hustru, Calina Wagner, som dengang var en 17-årig præstedatter i Aarhus. Hun havde engageret sig i en krigsfangestøttekomité og blev hans penneven i krigsfangenskabet. Støtte­komitéerne sørgede blandt andet for, at han fik tilsendt bøger, så han kunne studere blandt andet hebraisk.

I 1923 blev han cand.theol. fra Københavns Universitet, og tre år senere blev han gift med Calina Wagner.




Den 30. juli 1951 var der stor fest i bispegården, da ægteparret fejrede sølvbryllup. De nåede at fejre guldbryllup, inden de døde med få måneders mellemrum på et plejehjem i Nordborg på Als i 1979. I februar døde Calina Fuglsang-Damgaard, og i juli samme år døde Hans Fuglsang-Damgaard. Privatfoto.





Reoler fylder en del, når Hans Erik Fuglsang-Damgaard fortæller om sin far. I bispegården stod ­Sigmund Freuds, Carl Gustav Jungs og Alfred Adlers værker. Åbnede man dem, kunne man se, at faderen omhyggeligt havde streget under og taget notater i hæfter, som han havde systematiseret ved hjælp af kartotekskort.

Den unge teolog, som afsluttede sit studium med den sjældent givne karakter laudabilis et quidem egregie (rosværdigt og tilmed fremragende) blev underviser på universitetet i etik og dogmatik, men var sideløbende optaget af psykoanalysen og inddrog gerne religions­psykologi i undervisningen. I 1930 blev han dr.theol., og siden skrev han grundbogen ”Religionspsykologi”. Han mente, at kirken ved hjælp af religionspsykologien kunne få kontakt med det moderne menneske:

”Min far var overbevist om, at Helligånden talte i psyken, og ud fra en freudiansk personlighedsmodel og en tro på Helligåndens eksistens var det hans ­ærgerrige ønske at finde porten til det numinøse i den menneskelige psyke.”

I 1933 foretog faderen et slags sporskifte, da han sagde ja til et tilbud om at blive stiftsprovst i København.

”Han forklarede mig, at han dengang skiftede fra at være videnskabsmand til at være præst.”

Året efter blev han valgt som biskop over Københavns Stift, og familien, som dengang talte tre yngre børn, flyttede ind i bispeboligen i Nørregade i København. Inden Anden Verdenskrig var ­biskoppen på kant med Tyskland. I 1938 inviterede den antinazistiske bekendelseskirke ham til at prædike i Frauenkirche i Dresden. Inden afrejsen fik han en besked fra den tyske ambassade om, at besøget ville blive opfattet som en uvenlig handling mod det stortyske ­rige. Den advarsel trodsede han, og han prædikede blandt andet i februar 1938 i Frauenkirche.

Hans Erik Fuglsang-Damgaard er opkaldt efter sin far, men fik mellemnavnet Erik for at ære den afdøde modstandsmand, teologistuderende Erik Bunch-Christensen. Han blev dødeligt såret i marts 1944, da han var i ildkamp med Gestapo. Hans begravelse samlede over 4000 unge studerende i og ved Sct. Andreas Kirke i København.

”Mine forældre var nære venner af hans forældre. Jeg kaldte dem onkel Morten og tante Ellen, og de var mine gudforældre. Ved at høre om Erik indså jeg nok første gang lidt af, hvad der var sket i de år.”





 
National-Socialisten, som var nazisternes blad, skrev rasende mod Hans Fuglsang-Damgaard. Det førte til, at de danske myndigheder placerede to bevæbnede vagter foran biskoppens bolig i det indre København.
 

Drypvis hørte sønnen, hvordan hans far havde engageret sig i at sende nødpakker til de dansk-jødiske fanger i ­Theresienstadt og om den skriftlige korrespondance med overrabbiner dr.phil. Max Friediger, som var fange i Theresienstadt.

”Engang kom jeg til at lufte den helt almindelige fordom i efterkrigstiden, at det at være grusom i systematisk form er specielt knyttet til et tysk statsborgerskab. Nøøj, hvor blev han gal.”

Hans Erik Fuglsang-Damgaard var omkring 10 år, da hans mor fortalte ham om tre vigtige telefonopkald til bispegården under krigen. To gange havde de fået opkald, hvor de var blevet advaret om planer om clearingmord (hævndrab på kendte danskere, når nazister var blevet dræbt af modstandsbevægelsen) og var gået under jorden. De var blevet opfordret til at flygte til Sverige, men de havde ønsket at blive. I stedet blev aftalen, at biskoppen skulle advares. Det foregik ved, at ”fru Hansen” ville ringe op og bede biskoppen komme og for­rette altergang for hendes syge tante. Begge gange gik familien under jorden i en periode.

Sidste opkald fra det tyske hoved­kvarter i Dagmarhus kom den 5. maj, hvor en kvinde ringede og talte med hans mor. Kvinden sagde, at hun havde arbejdet for tyskerne på Dagmarhus, og at biskoppens navn havde stået i et ­kartotek over folk, som var mulige mål for clearingmord. Kvindens tyske chef havde hørt biskoppen tale i Frauenkirche i Dresden i 1938, og derfor havde han hver gang sørget for, at netop det kort kom bagerst i skuffen.

”Min far havde et stort mod, og jeg husker, at han gav udtryk for, at det måtte være besværligt at leve livet som en fej hund, som ikke turde udtale sig åbent. Spørger du til modets kilde, så var det helt klart, at han følte sig i Guds sikre varetægt. At han havde overlevet ude i skyttegravene i Første Verdenskrigs frontlinje, havde styrket hans tro på, at han var i Guds varetægt.”

I sine erindringer skriver Hans ­Fuglsang-Damgaard om at flygte til Gud i bøn i skyttegraven: ”Hvis du er til, o Gud, og du er jo til, så vis vej for mig, og hjælp mig”, og fortsætter:

”Så var det, som om der – langt borte – ud af mørket trådte en skikkelse frem, som var mig så bekendt, og som jeg ­elskede fra min barndoms dage. Det var Jesus af Nazaret.”





 
Som student kom Hans Fuglsang-Damgaard til at gøre tjeneste i 3. kompagni, 2. bataljon i den preussiske hærs reserveinfanteri-regiment 215, selvom han var en klejn bogorm uden begejstring for krigen. Som teolog blev han ved et studentermøde spurgt, om han dræbte nogen i Første Verdenskrig og svarede: ”Jeg ved det ikke. Der er ingen, der kan følge en geværkugle. Jeg har været med til at kæmpe med håndgranater i nærkamp, men ikke med bajonet”. Privatfoto.
 

Bispegården i det indre København var rammen om Hans Erik Fuglsang-Damgaards barndom. Et smukt hjem præget af travle forældre. Gennem sit værelses gavlvindue havde han udsigt til Vor Frue Kirke og Københavns Universitet. Nede i stuerne var der mange gæster. Han har arvet de læderindbundne gæstebøger fra årene i bispegården. Her er blandt andet en hilsen på vers fra Kaj Munk, da han i 1943 prædikede i Københavns Domkirke, skønt ­tyskerne havde forbudt det, og en varm hilsen fra overrabbiner dr. phil. Max Friediger, efter han kom hjem fra Theresienstadt.

”Jeg husker, hvordan min mor var tvunget til at være utrolig økonomisk, og det er nok grunden til, at jeg aldrig vemodigt har sukket og savnet hendes mad. I 1940’erne havde biskoppen et repræsentationsbidrag på 500 kroner årligt, og når vi tæller op i gæstebøgerne, kan vi se, at der nogle år var over 500 gæster.”





 
I gæstebøgerne har blandt andre Kaj Munk (1898-1944) skrevet. Få måneder før, at han blev myrdet, skrev han: ”Midt i en verden af mulm og gys. En aften af ånd og hygge og lys – hos sådan en yndig Præstekone og hendes biskop, min gamle ven.”
 

Kontrasten til den travle bispegård var sommerhuset i Rørvig. Her lærte Hans Erik Fuglsang-Damgaard at cykle af ­naboen, som var journalisten Gunnar Nu Hansen. Forældrene fulgtes gerne i Rørvig Kirke, mens den yngste fik lov til at løbe ud og lege.

”Jeg havde en høj grad af frihed ikke mindst i Rørvig, som var åndehullet, hvor man var væk fra skolen, og jeg kunne sejle. Der blev bedt bordbøn, men der var ingen kirketvang, og jeg tror, det er grunden til, at jeg frivilligt og flittigt kommer i kirken i dag.”

Der er taget pressefotos i Rørvig, hvor den aldrende biskop ses sammen med sin søn. På et af billederne sidder de bøjet over den samme bog. Det er mest til ære for fotografen. Han var ikke en far, som læste for sine børn. Biskoppen havde i det hele taget svært ved at engagere sig i den nære hverdag. Hans Erik Fuglsang-Damgaard ser det som en følge af faderens oplevelser i skyttegravene.

”Min far kiggede ud i verden og så hen over en masse ting, som i hans øjne var banaliteter – hvilket dækkede over en række hverdagsting som mad, børne­opdragelse og indkøb. Han syntes, det var så ligegyldige ting.”

”Og så kunne han eksplodere i afsindig hidsighed på de mest uventede tidspunkter, og nogle gange var det nærmest selvskadeligt. Da jeg nogle år efter hans død læste om PTSD, tænkte jeg, at mange af de symptomer passede på min far, som også blev ved med at have ­mareridt om granater og tale i søvne på tysk.”





 
Familieportræt i bispegården i Nørregade i København. Calina og Hans Fuglsang-Damgaard er fotograferet sammen med deres fire børn. Fra højre ses Vagn, Carl, Hans Erik på skødet af sin mor og Solvejg. To af fire børn blev teologer som deres far. Privatfoto.
 

Når Hans Erik Fuglsang-Damgaard ved sin fars åbne grav reciterede ordene: ”Ich hatt’ einen Kameraden, Einen bessern findst du nit”, hænger det sammen med det forhold, de to fik tid til hinanden, da faderen i 1960 gik på pension som biskop.

På det tidspunkt var Hans Erik Fugl­sang-Damgaard 16 år, og han flyttede med forældrene til herskabslejligheden på Østerbro, hvor forældrene tilbragte det meste af deres otium. Hans Erik Fuglsang-Damgaard blev boende hjemme til 1968, mens han læste historie og tysk på Københavns Universitetet.

”Som offentlig person gjorde min far en del for at holde facaden og forsøgte at leve op til sit ry, men privat oplevede jeg ham glide ud af den rolle.”

Far og søn kunne også være ganske uenige. Den pensionerede biskop var bekymret over ikke mindst kommunismens opblomstring. Hans Erik Fuglsang-Damgaard husker, hvordan det i 1968, i forbindelse med Tet-offensiven under Vietnamkrigen, kom til et korporligt sammenstød mellem dem. Den gamle biskop syntes, at hans søn var for rød, og modet til at kritisere sønnen svigtede ikke.

”Min mor stod i et hjørne af stuen, mens vi slog hinanden i brystet. Hun så bekymret til, men det blev en markering, som satte en ny standard for forholdet mellem os. Vi kunne tale sammen på et jævnbyrdigt niveau. Han var en god og belæst samtalepartner, optaget af teologi, men også af historie, tysk, moderne kosmologi og udviklingslære. Ja; han var særdeles belæst og en virkelig god kammerat.”

”Han er et menneske, jeg fortsat nærer respekt for og kærlighed til, men jeg har også været mig bevidst, at jeg ikke skulle leve mit liv i hans skygge.”





 
”Min far havde et stort mod, og jeg husker, at han gav udtryk for, at det måtte være besværligt at leve livet som en fej hund, som ikke turde udtale sig åbent. Spørger du til modets kilde, så var det helt klart, at han følte sig i Guds sikre varetægt. At han havde overlevet ude i skyttegravene i Første Verdenskrigs frontlinje, havde styrket hans tro på, at han var i Guds varetægt,” siger Hans Erik Fuglsang-Damgaard.
 

Selv var hans far klar over, at hans person kunne skygge. Forrest i sin alterbog skrev han følgende bøn:

”Lad ikke min person skygge for dit Ord.”

For Hans Erik Fuglsang-Damgaard har det været en langvarig proces at få en fornemmelse af den tro, som bar hans far. I offentligheden var hans far kendt for at udtrykke sig med patos, men privat kom han sjældent med pompøse erklæringer. Hans Erik Fuglsang-Damgaard siger:

”Kernen i hans tro var en enkel og ukompliceret tro med rødder i sønderjysk Indre Mission. Og så var min far meget økumenisk indstillet. Jeg kan høre ham sige: ’Mit barn; der er mange måder at være ordentlig kristen på’.”

Faderen citerede tysk lyrik og salmer. Sønnen kan høre ham recitere nummer 23 i Den Danske Salmebog på aftenturene fra Rørvig Havn langs vandet ud mod Skansehage. Ikke mindst salmens sidste del holdt faderen og kammeraten af at dele med sin yngste søn:


Hvor Gud mig fører, vil jeg gå,

om foden skulle brænde;

kan jeg det forud ej forstå,

til sidst jeg dog skal kende,

at det er idel trofasthed,

hvor han mig fører op og ned:

det er min troes anker.




Hans Fuglsang-Damgaard var båret af en tro på Guds omsorg. I erindringerne ”Fra skyttegrav til bispestol” udtrykker han det blandt andet med disse ord: ”Ude i slagmarkens vilde tummel, når døden var truende nær, og nede i fangenskabets ensomhed, fandt mit hjerte hvile i det ord: ’Vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud.’ De ord har båret mig gennem tunge tider.”





 
 

KREDITERING