Af Hanne Foighel. Foto: Heine Pedersen
12. maj 2018
Da indbyggerne i landsbyerne i området var begyndt at flygte, og mange af indbyggerne i landsbyen Baqa begyndte at forberede sig på at følge dem mod nord til Libanon og Syrien, blev de standset af et simpelt spørgsmål:
”Hvorfor vil I flygte, hvad er I bange for?”.
”For jøderne,” lød svaret.
”Der er ingen grund til at frygte jøderne. Vi bliver.”
”Det er derfor, Baqa stadig er her, mens alle landsbyerne, der dengang lå omkring os, blev tømt og siden er forsvundet,” forklarer Jamal Majadleh, der indtil for et par år siden var borgmester i Baqa el-Gharbiyeh, en by i det centrale Israel.
Hvem den mand var, der standsede hele sin landsby og forhindrede de godt 2600 indbyggere i at stikke af, kan han ikke sige. Fortællingen er en overlevering fra den ældre generation. I dag har byen Baqa el-Gharbiyeh omkring 30.000 indbyggere.
Jamal Majadleh er 61 år gammel. Født i en familie af 14 børn. Hans far havde ni søskende, men mange af dem døde som spæde, så derfor ville han selv have en stor børneflok. Alle 14 levede til at blive voksne. Jamal Majadleh har fem børn. Hans søskende henholdsvis fire eller fem børn hver.
Fra FN i november 1947 vedtog delingsplanen for Palæstina til afslutningen af krigen, der fulgte med Israels oprettelse, blev mellem 700.000 og 900.000 palæstinensere skræmt, flygtede eller deporteret fra deres hjem. Da krigen var forbi, skar våbenhvilelinjen mellem Israel og den jordansk besatte Vestbred landsbyen i to: den østlige del, Baqa el-Sharkiyeh, kontrollerede jordanerne, den vestlige, Baqa el-Gharbiyeh, lå i Israel.
”Dengang var grænsen kun markeret af store sten med flere hundrede meters mellemrum. Der var soldater på begge sider, men man kunne snige sig over. Når vi som unge kom op at diskutere med vores forældre, truede vi dem med at ’tage østover’.
Efter Seksdageskrigen i 1967 og den israelske besættelse af Vestbredden blev de to halve byer igen forenet. Og i 1980’erne og 1990’erne kom der hver dag over 20.000 mænd fra Vestbredden gennem Baqa el-Sharkiyeh og Baqa el-Gharbiyeh for at arbejde i Israel.
Men under den anden palæstinensiske intifada fra årtusindskiftet med mange terrorangreb, der udgik fra Vestbredden, byggede Israel fra 2002 til 2004 den såkaldte sikkerhedsbarriere, der som en syv meter høj betonmur igen har adskilt det østlige og det vestlige Baqa.
Muren følger et sted den vestlige ydermur af et hus i Baqa el-Sharkiyeh, hvor der bor en ældre kvinde. Hendes datter er gift i Baqa el-Gharbiyeh, fortæller Jamal Majadleh. Datteren kommer ofte ned til muren og beder på telefonen sin mor åbne vinduet, så de kan tale sammen.
”Israeliseringen af vores samfund er gået for hurtigt. De unge kvinder går med tørklæder, men i stramme jeans. Endda på Det Islamiske College her i byen, hvor vi uddanner fremtidens lærere, går studenterne klædt, som det passer dem. De unge kvinder ryger og sludrer uforstyrret med de unge mænd, det er ikke vores tradition. Mine børnebørn er fuldstændigt israelske. De er mere interesseret i nye mobiltelefoner, PizzaHut og McDonald’s end noget andet. Det generer mig, men jeg kan intet gøre for at standse udviklingen.
Men selvfølgelig er vi palæstinensere. Vi er arabere.
Problemet her er, at jøderne, der kunne forsone sig med Tyskland efter holocaust, ikke er interesserede i at forsone sig og indgå fred med os. Det er sandheden.
Men det er også sandt, at enhver gennemsnitsaraber her spørger sig selv, om det er bedre at bo i Gaza eller på Vestbredden. Eller i Libanon, hvor palæstinenserne ikke har de mest basale rettigheder. Eller om det er bedre at bo i Syrien, hvor alt er brudt sammen, eller i Irak, hvor alle de palæstinensiske bydele er blevet smadret. Eller om de har lyst til at bo i Libyen eller i Golflande, der hårdt og brutalt smed alle palæstinensere ud. Og konklusionen er, selvfølgelig, at der er ikke noget andet sted, hvor det er bedre at bo end her. Vores unge kører rundt i store Mercedes’er, det er det rene pral, som jeg ikke bryder mig om.
Men vores forældre blev, mens andre flygtede, og vi kan ikke se bort fra, at vi lever godt her i Israel.”
Problemet her er, at jøderne, der kunne forsone sig med Tyskland efter holocaust, ikke er interesserede i at forsone sig og indgå fred med os. Det er sandheden.
”70-året minder mig om min families historie. Stort set hele min landsby, Sajarah, flygtede til Syrien i 1948 og kunne ikke komme tilbage. De boede i Homs og Yarmoulk-lejren, men er nu flygtninge i Europa. Ved et rent tilfælde flygtede min farfar i modsat retning til landsbyen Tur’an nær Nazaret.
Det er mindre end 10 år siden, vi via Facebook og Skype fik kontakt til familien i Syrien. De er nu i Tyskland, Sverige og Holland. Men det er alle mennesker, der – ligesom jeg selv – burde være blevet født i Sajarah.
Jeg har boet i Wahat al-Salam/Neve Shalom i 18 år. Jeg arbejder hårdt. Jeg betaler mine skatter. Jeg tror på demokratiet, på lige rettigheder og på ikke-vold. Palæstinensernes kamp for frihed, lighed og retfærdighed skal under ingen omstændigheder ske med våben. Det er som at sælge sin sjæl til djævlen.
Vi palæstinensere fra 1948 (de, der blev i 1948, red.) har en vision om ét fælles samfund. I 2010 skrev vores intellektuelle vores fremtidsvision ned: Vi støtter demokratiet, og vi er en del af det, der foregår her. 80 procent af palæstinenserne i Israel deltager i valgene til trods for, at vi ved, at vores politikere i Knesset desværre aldrig nogensinde vil komme med i en regering.
Jeg håber, at vi kan arbejde hårdt og få nedbrudt barriererne imellem os, at vi kan opbygge et stærkt fælles arabisk-jødisk parti og nå vort mål ad demokratisk vej ved stemmeurnerne. Jeg frygter, at vi skal igennem en meget smertefuld krig, der i sidste ende vil føre til samme resultat: at den zionistiske vision om en jødisk stat bliver opgivet, så vi er nødt til at leve sammen og leve i fred. Målet er én nationalstat, en binational stat med fulde rettigheder for alle.”
Jeg håber, at vi kan arbejde hårdt og få nedbrudt barriererne imellem os, at vi kan opbygge et stærkt fælles arabisk-jødisk parti og nå vort mål ad demokratisk vej ved stemmeurnerne.
”På det personlige plan giver staten Israel mig alle muligheder: uddannelse, arbejde, mulighed for at tjene og leve godt. Vi har egen bolig, gode job, børnene har gode uddannelser og job, og jeg takker min gud og skaber for det. Men samtidig kan jeg ikke glemme, at den dag jøderne kom hertil, mistede mit folk, min familie, mine onkler, tanter og naboer deres jorde og deres fredelige liv. De mistede alt. Og jeg lever i splittelsen mellem at være kvinde, araber, palæstinenser, kristen og israelsk. Det er svært, og ind imellem er det også meget smertefuldt.
Når jeg identificerer mig med familie-narrativet, er det 70 året for nakba (katastrofen). Når jeg identificerer mig med mit land, så er det uafhængighedsdag. Og jeg lever begge dele.
Det er svært for mig kun at være arabisk og lige så svært udelukkende at være – som en jødisk – israeler. Men som kristen er det lettere for mig at identificere mig med Israel. Vi er forbundet gennem Det Gamle og Det Nye Testamente.
Jeg havde ønsket, at mine to sønner skulle aftjene værnepligt. Det ville de ikke, for de frygtede, at det ville isolere dem i forhold til deres muslimske venner, der ikke vil være israelske soldater. Min datter aftjente til gengæld et års frivillig civiltjeneste. Jeg synes, at man skal yde til sit samfund for at få. Og selvom folk bliver vrede på mig, når jeg siger det, så synes jeg, at de muslimske arabere, der nægter at yde deres staten, til gengæld burde lade være med så at tage imod – uddannelse for eksempel.
Det er svært for mig kun at være arabisk og lige så svært udelukkende at være – som en jødisk – israeler. Men som kristen er det lettere for mig at identificere mig med Israel. Vi er forbundet gennem Det Gamle og Det Nye Testamente.
”Jeg repræsenterer den arabiske palæstinensiske minoritet, der er efterkommere af nakba. Vi udgør 20 procent af Israels befolkning. Vi er den originale befolkning her og lider stadig under konsekvenserne og symptomerne. Israel blev ikke kun grundlagt på bekostning af det palæstinensiske folk og konfiskerede dets land. Israel fortsætter en systematisk racistisk diskrimination imod dem, der blev tilbage, og over for dem, der blev besat i 1967.
I Israel er der tre regelsæt – jeg kalder det et etnokrati: Her er demokrati for de 80 procent, der er jøder. Ulighed og racistisk diskrimination imod de 20 procent ikke-jødiske, arabiske statsborgere; det er os. Og besættelse og apartheid i de områder, der blev besat i 1967, Gaza og Vestbredden.
Ingen kan kræve, at vi skal danse i gaderne på den såkaldte uafhængighedsdag. For vi kan ikke danse på mindedagen for, at vores familier er blevet flået fra hinanden, vor nation er blevet deporteret og fædrelandet er blevet nedbrudt. Ikke desto mindre sidder jeg i Knesset, repræsenterer det arabiske mindretal og opfordrer til et historisk kompromis, selvom palæstinensere er dem, der kommer til at betale den højeste pris.
Jeg ved, at det er uretfærdigt, men to-statsløsningen, en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden side om side med Israel, er et rimeligt kompromis. Et kompromis, som den israelske regering – især Benjamin Netanyahu – afviser igen og igen.
Min fornemmelse er, at ideen, visionen om de to stater, bliver kvalt. Den amerikanske regering har end ikke i et lukket rum været i stand til at udtale ordene ’to stater’.”
Jeg ved, at det er uretfærdigt, men to-statsløsningen, en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden side om side med Israel, er et rimeligt kompromis. Et kompromis, som den israelske regering – især Benjamin Netanyahu – afviser igen og igen.
”Jeg er medlem af det drusiske mindretal, der er i mindretal i det arabiske mindretal, der er i mindretal i det jødiske mindretal, der er i mindretal i Mellemøsten. Vi er som en russisk matrjojska-dukke. Jeg er israeler i den jødiske stat Israel. Vi drusere aftjener vores værnepligt. Jeg har været officer i de israelske forsvarsstyrker. Også alle mine brødre har været i forsvaret. Jeg er en israelsk patriot.
Men jeg føler ofte, at vi som drusisk minoritet bliver skubbet bagerst i køen, når politikerne deler ud af kagen. Israel bevæger sig desværre i denne tid i en retning, hvor der er mere vægt på nationalitet end på statsborgerskab, og det er et problem. For det øjeblik, det handler om rettigheder, skal vi konstant slås for drusernes lige rettigheder og for retfærdighed her i vores land.
Med det sagt er det israelske samfund et liberalt, demokratisk samfund. Som statsborgere har vi lige ret, lige muligheder og ikke mindst ytringsfrihed.
Israel er beviset for, at zionismen er den mest succesrige nationalbevægelse i det 20. århundrede. Staten Israel er stærk både sikkerhedsmæssigt og økonomisk, men regeringen er elendig.
Dagen inden uafhængighedsdagen markerer hele det israelske samfund mindedagen for de, der er faldet i Israels krige. Her i Daliat el-Carmel har vi mistet 28 soldater. Dem mindes vi på den dag, og det får os – mere end andre dage i året – til at føle os som en ligeværdig del af det israelske samfund.
Og selvfølgelig fejrer vi Israels uafhængighedsdag med israelske flag i gaderne. Jeg vil aldrig hade mit land. Aldrig. For det er mit land.”
Israel er beviset for, at zionismen er den mest succesrige nationalbevægelse i det 20. århundrede. Staten Israel er stærk både sikkerhedsmæssigt og økonomisk, men regeringen er elendig.
