Facebook
Twitter

25 råd til det gode aktive liv

Kom ud, skab rutiner, og få dig en hund. I denne serie beder Kristeligt Dagblad 25 indsigtsfulde danskere komme med råd til forskellige aspekter af det gode liv. Læs deres anbefalinger til et godt aktivt liv

Tekst af Mette Skov Hansen & Daniel Øhrstrøm, fotos af Leif Tuxen med flere, illustrationer af Morten Voigt, digital tilrettelæggelse af Sara Gro Vagtholm. Liv & Sjæl-redaktør: Karin Dahl Hansen

Lau Højen, forsanger for Carpark North

”Hold fester. Meningen med livet er at være sammen med andre. Det er i hvert fald meningen med mit liv. Jeg kan ikke holde til at være sammen med mennesker hele tiden, men noget af det, der giver mig den største lykke, er at være sammen med andre, holde en fest og invitere en masse mennesker. Jeg behøver ikke engang snakke med dem alle sammen, men blot det at være i deres nærvær giver mig en ekstrem stor lykkefølelse. Man skal fejre at være i live og at have venner.”

Søren Vester, tv-vært og designer

”Kom ud. Jeg er selv vild med at være i naturen og holde kroppen i gang med sport, havearbejde eller ved bare at gå. Jeg har lige gået 100 kilometer på 24 timer, så alt kan lade sig gøre. Den mest simple måde at komme i gang på er bare ved at tage et skridt. Det første skridt er altid det sværeste.”

Khaterah Parwani, debatter og direktør i Løft

”Hold det simpelt, og vær aktiv på din egen måde. Jeg synes, man skal passe på med sociale medier, hvor folk viser, hvor meget de træner og ser perfekte ud og giver en dårlig samvittighed. Det er ikke ægte. Jeg har trænet meget i perioder, men lige nu holder jeg mest af at gå lange ture. Jeg har medlemskab til en fitnesskæde og bor ét minut fra det nærmeste center. Jeg tror, jeg har været der én gang.”

Maja Lisa Engelhardt, maler

”Bekæmp din dovenskab. Der er gemt en visdom i det gamle ord om, at lediggang er roden til alt ondt. Det aktive liv handler også om at stå op til de gøremål, der kan give dagen glæde. Jeg står selv op klokken fem hver morgen og glædes ved at aktivere mig selv ved at skrive breve, forberede dagens arbejde og være så heldig at blive ledsaget af fugle og blomster på vej til atelieret.”

Villy Søvndal (SF), regionsrådsmedlem i Syddanmark og tidligere udenrigsminister

”Brug alle dine talenter. Jeg kan godt lide at nørde med politik og intellektuelle emner og prøve at forstå verden, men det er også sjovt at gå og lave noget med hænderne eller spille musik og holde foredrag. Jeg tror, man bliver mere glad og sjovere at være i nærheden af, når man kan og gør mange forskellige ting."

Knud Romer, forfatter

”Sig ja, sig ja til alt, hvad der ikke er skadeligt. Selvom du ikke gider eller synes, det lyder kedeligt, så sig altid ja til andre mennesker. For af noget kommer noget. Og af intet kommer intet. Hvis du siger nej, så sker der ingenting, men hvis du siger ja, så sker der noget. Det kan godt være dårligt, men af handling kommer forvandling, fordi det ene fører til det andet i et væld af uventede venskaber og velsignelser. Og på den måde kan man udløse en lavine af godt liv ved at sige ja til andre mennesker. For ethvert menneske er en dør, der kan føre dig videre i livet.”

Leonora Christina Skov, forfatter

”Se verden. Det var noget af det, Annette og jeg besluttede, da vi fandt sammen for 18 år siden. Siden har vi rejst i 40 lande sammen, og det udvider også ens egen verden at rejse, og det har gjort det nemmere for mig at være i verden at rejse så meget, så det har jeg savnet under coronakrisen. Ellers kan jeg også godt lide det gode passive liv, hvor der er plads til fordybelse.”

Ellen Hillingsø, skuespiller

”Bevæg dig. Nogle er vilde med at løbe, andre kan ikke fordrage det, men du må prøve dig frem for at finde ud af, hvad der holder dig i gang. Selv holder jeg af at spille tennis, men jeg tror, at det er meget vigtigt, at det er lystfyldt, for så får man det gjort. Og det er pinedød nødvendigt for at have et godt liv og en høj livskvalitet, at man bevæger sig.”

Bettina Aller, bestyrelsesformand og direktør i Aller Media

”Tag dig tid. Folk siger tit, at der er ting, de rigtig gerne ville gøre, hvis bare de havde tid til det. Men man har aldrig tid. Tid er noget, man skal tage sig. Samtidig skal man passe på med at opstille for mange regler for sit aktive liv. Man må ikke føle sig presset til at løbe 10 kilometer hver anden dag. For mig handler det aktive liv om at lege så meget som muligt. Jeg klatrer, dykker, løber på rulleskøjter og er altid åben for at prøve nye ting. Ellers bliver det kedeligt.”

Rebecca Bach-Lauritsen, forfatter

”Skab gode rutiner. Hvis man gerne vil i form og holde sig i gang, tror jeg rigtig meget på, at vi er vanemennesker. Så hvis man gerne vil have et mere aktivt liv, tror jeg, at man skal gøre det til en rutine. Personligt handler det aktive liv for mig meget om glæden ved at have en krop. Og jeg synes, at man bliver gjort opmærksom på den krop, når man sætter den i forbindelse med vind og vejr. At cykle op ad en bakke og mærke lægmusklerne blive helt ømme og fryde sig som et barn over det.”

Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet

”Gå ud i naturen. Jeg bruger den selv meget ved at gå på jagt eller fiske, hvis jeg kan komme af sted med det. For det er, som om man kommer i forbindelse med sig selv i naturen. Undersøgelser viser også, at man simpelthen lever længere, hvis man jævnligt hører knitrende bål, klukken i vand og fuglesang i træerne. Det har en helende effekt på os.”

Anne Glad, livsstilsekspert og vært på Bogselskabet på P1

”Lyt til din krop, der jo har brug for søvn, sund kost og motion. Det sjove er, at man får mere overskud til at bevæge sig ved at bevæge sig. Det er meget nemt at holde op med at mærke sin krop, fordi man simpelthen ikke kan overskue den længere. Men det kan godt betale sig at have en daglig samtale med sin krop, mærke efter, kigge i kummen og alt det der.”

Mette Bock, tidligere kirke- og kulturminister

”Husk, at der ikke kun er én vej, men mange. Vi lever i et land med så uendeligt mange muligheder for et rigt kulturliv og frivilligt engagement, uanset hvad man interesserer sig for. Og vi er forskellige. Mens børnene er små, kniber det for eksempel med tiden til udadvendte aktiviteter. Men tiden kommer igen.”

Anders Laugesen, trosjournalist og vært på Pilgrim på P1

”Få en hund. Jeg har selv fået en hund, der trækker mig ud på lange ture hver eneste dag, så jeg får motioneret både mine ben og arme, fordi den trækker så meget. På den måde holder den mig i gang på mere end én måde. Det giver mig også en glæde at opleve naturen hver dag. Hvis man er så heldig at have hus og have, giver det også en stor glæde at holde noget i gang, så man på en måde bidrager til kultiveringen af Vorherres have i sin egen have. Det er den slags, der kan få mig selv op af lænestolen. Men rejser har også været en central del af mit eget liv. At rejse er at leve, og det er også at udvide sin egen verden.”

Henrik Wigh-Poulsen, biskop over Aarhus Stift

”For tiden er der rigtig meget fokus på det at gå, og det kan jeg godt forstå. For gåturen kan give os mulighed for at komme ud af hulen og få tankerne adspredt. Undervejs kan bekymringer lette og ting falde på plads. Nogle gange orker du det ikke, men til sidst kan du blive høj og glad i låget. Så med fare for at lyde som en reklame for sportsfirmaet Nike, vil mit råd være just do it – bare kom i gang.”

Annette Due Madsen, psykolog og stifter af Center for Familieudvikling

”Det gode aktive liv starter måske med, at man finder ro og stilhed til at reflektere over, hvilke visioner man har, og hvordan man sorterer i dem. Det gør det lettere at prioritere, for mulighederne er mange i vores kultur. Ellers er det tilfældighederne, der råder, og vi kan let blive utilfredse med alt det, vi ikke når i stedet for at glædes over det mulige. Og husk at gøre noget, der får livsmodet til at udfolde sig til gavn for dig selv og andre.”

Anja Rykind-Eriksen, forstander på Rødding Højskole

”Engagér dig i noget, der ligger ud over dig selv. Det betyder ikke, at alle skal rejse til Afrika og gøre gode gerninger, men at man må engagere sig i noget, man brænder for, og noget, der er rækker ud over dagligdagen og arbejdslivet. Find noget at mødes med folk om, hvor alle dele af hjernen kommer i spil. Det er ikke nok at sidde og se fjernsyn sammen. For mig er det mindst lige så vigtigt at holde hovedet i gang, som det er at være fysisk aktiv.”

Bent Melchior, tidligere overrabbiner

”Søg indflydelse. Jeg vil citere Elie Wiesel, som var jøde, overlevede Auschwitz og modtog Nobels Fredspris. Han sagde, at modsætningen til godhed ikke er ondskab, men ligegyldighed. Det, at folk iagttager ting ske uden at tage stilling til dem, er for mig at se en hån imod menneskets evne til at tænke. Vi har pligt til at reagere. Så for mig indebærer det at have et godt aktivt liv, at man bekæmper enhver form for ligegyldighed og tager stilling. Vores demokratiske pligt opfyldes ikke kun ved, at vi sætter et kryds på en stemmeseddel hvert fjerde år.”

Dorthe Gerlach, sanger og sangskriver

”Gør noget sjovt, og gør det gerne sammen med nogen. Vi har i dag en tendens til at gøre mange dele af livet – heriblandt det aktive liv – til et projekt. Det har givet os et mere maskinelt og pligtbetonet forhold til kroppen, og hvad vi må putte i den. Og det tror jeg virkelig er usundt. Prøv i stedet at slippe projekthjernen, og gør noget sjovt. Gå ud og leg med dit barn, spil rundbold. Gør noget, som ikke er et projekt, men bare er at leve.”

Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen

”Opbyg gode vaner. Jeg har ikke meget fidus til nytårsforsætter, hvor man vil lægge hele sit liv om fra den ene dag til den anden. Man er nødt til at bygge de gode vaner ind i sin hverdag. Jeg er selv vanemenneske og har rutiner som at cykle på arbejde og gå i fitnesscenter. Under coronakrisen har jeg kunnet mærke, hvad et lille skift i vaner gør for min fysiske og mentale sundhed. Jeg må indrømme, at vi for eksempel har spist lidt for mange kager i Sundhedsstyrelsen. Så der er røget lidt ekstra kilo på.”

Niels Due Jensen, tidligere chef og ejer af Grundfos-koncernen

”Find ud af, hvilke hobbyer du gerne vil have. Når jobbet fylder for meget, eller man oplever modgang, er det dejligt at have gode hobbyer at falde tilbage på. Selv har jeg brugt jagt og fiskeri til at slappe af og koncentrere mig om noget helt andet end for eksempel arbejde. Sport er også vigtigt for det aktive liv. I min ungdom dyrkede jeg fællesskabet i håndbolden, og det var også på den måde, jeg mødte min hustru ved et stævne for over 60 år siden.”

Ole Hartling, tidligere overlæge og forhenværende formand for Det Etiske Råd

”’Din tid tilhører din næste,’ sagde Luther engang. Det er blevet lidt af et diktum for tiden at lære at sige nej, men jeg tror, nogle har sværere ved at sige ja – til livet, nye opgaver, det, der falder på ens vej. Det er også en rigdom at kunne sige ja. ’Never be too proud to be present’, hedder et udtryk. Lær derfor også at lytte til andre. For et godt aktivt liv handler også om at forny nysgerrigheden på andre mennesker. Husk også ydmygheden over for dem, vi skal hjælpe – ydmyghed, som bunder i en taknemmelighed for, at vi i det hele taget kan og kan få lov til det.”

Kathrine Lilleør, præst og forfatter

Bevæg dig. Ikke bare fysisk, men også sjæleligt. Overvej dine holdninger, skift synspunkt. Lad dig anfægte og lad dig flytte. ’Evig stilstand er død’, som der står i sangen. Et bevægeligt sind er det mest lydhøre, livsbekræftende og opmuntrende, man kan møde hos et andet menneske.”

Sara Slott Petersen, hækkeløber og fanebærer ved OL

”Vær ikke bange for at sætte barren lavt. Et træningsprogram er ikke godt, hvis ikke man kan overskue at gennemføre det. Jeg arbejder selv med delmål og femårsplaner, der bliver til etårsplaner, ugeplaner og dagsplaner. Man skal ikke spise hele elefanten på én gang. Mit forhold til bevægelse er måske lidt ekstremt, og for mig er det at være aktiv nærmest direkte koblet til mit mentale velbefindende. Så jeg vil altid prioritere det. Jeg tror, det er vigtigt at holde sig i gang. Når man først kommer ned i tempo, bliver det også sværere at overskue noget.”

Peter Høeg, forfatter og retræteleder

”Der er en visdom i vores instinkter. Lytter vi til vores krop, véd den, hvad den har brug for. Man kan tale med sin krop. Spørge den, hvad den har brug for bag de forskellige præstationskrav, den er opdraget med. Hvornår ønsker den at danse, at løbe, at klatre, at svømme? Hvornår har den brug for kål, for kød, for avocado, for kaffe, for et glas vin? Jeg vover ét konkret råd: 80 procent af verdens befolkning får på et eller andet tidspunkt ondt i ryggen. Det skyldes, hvad en stor behandler kaldte ’gluteus-amnesi’. Vi har glemt ballernes og baglårenes og den transversale mavemuskels hjælp til at holde os oprejst. Træn dem!”

Læs flere råd til det gode liv: