Skal vi blive ved med at holde liv i de danske småøer?

De danske småøer er inde i en dødsspiral. Beboerne falder fra en efter en, mens samfundet sender stadig flere penge ud på øerne. Det får forskere til at sætte spørgsmålstegn ved, om det giver mening fortsat at holde liv i alle småøerne. Kristeligt Dagblad er rejst syd for Fyn til Drejø for at søge svaret.

Skal vi blive ved med at holde liv i de danske småøer?

De danske småøer er inde i en dødsspiral. Beboerne falder fra en efter en, mens samfundet sender stadig flere penge ud på øerne. Det får forskere til at sætte spørgsmålstegn ved, om det giver mening fortsat at holde liv i alle småøerne. Kristeligt Dagblad er rejst syd for Fyn til Drejø for at søge svaret.

Skal vi blive ved med at holde liv i de danske småøer?

Af Nikolaj Krak og Stinne Andreasen

Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen Opsætning: Kim Schou

8. november 2013

Skipperen

Det er morgener som denne, at Robert Jacobsen elsker sit arbejde. Eller elsker er nok ikke et udtryk, den ordknappe øbo selv ville bruge. Han vil nok nærmere sige, at det ikke er så skidt endda. Gennem ruden i færgens styrehus kan den 62-årige chefskipper skue over Svendborg Sund, hvor morgensolens stråler spiller i havets blanke overflade. På en god dag svømmer marsvin skibet i møde på jagt efter de stimer af fisk, som den lille færge fra Svendborg til Drejø skubber foran sig i øhavet syd for Fyn. Jo, bare vejret er ordentligt og udsigten god, er det egentlig meget rart at være på arbejde, mener skipperen.

”Men det er jo ikke, fordi vi overanstrenger os eller slider os selv op,” siger han med svag fynsk dialekt og et skævt smil.

Overfarten denne efterårsmorgen er ellers usædvanlig travl for årstiden. Hele syv gæster er om bord på færgen. Den er Drejøs eneste bindeled til omverdenen, så hvis øboerne vil til fastlandet, må de rejse den fem kvarter lange tur over sundet. Men eftersom de næsten alle er pensionister og ikke behøver at pendle på arbejde, må skibet ofte sejle tomt på denne tid af året uden for turistsæsonen. Robert har derfor let ved at skabe sig et overblik over, hvem der opholder sig på øen hvornår.


De danske øer

Danmark har 407 øer, hvoraf de 82 er beboede.

27 af de mindste øer er med i Sammenslutningen af Danske Småøer og er dem, der typisk henvises til, når man taler om de danske småøer.

Fælles for småøerne er, at der bor under 1200 personer på dem, at de er helårssamfund, at de ikke er privat ejede, at de ikke er en selvstændig kommune og at de ikke er landfaste.

Drejø kort

/ritzau grafik/

”Jeg bliver tit spurgt af folk inde på fastlandet, hvem der er på øen for tiden, for så ved de, om det kan betale sig at sejle derover og besøge dem,” siger han.

En af dagens sejlgæster har slået sig ned i styrhuset, hvor hun er i færd med at smøre rundstykker og skænke kaffe op. Øboerne sætter sig ofte derop for at få en lille sludder. Alle kender hinanden. Det er svært at undgå, når man bor 64 personer sammen isoleret på fem kvadratkilometer landjord omgivet af hav.

Beboertallet på Drejø har været kraftigt faldende i årevis. I starten af 1900-tallet levede godt 350 mennesker på øen. I 1950 var tallet dalet til 268, og i år 2000 var der kun 81 personer tilbage. Den samme tendens ses på alle landets 27 småøer: Alene inden for de seneste 10 år har cirka hver syvende beboer forladt dem.

Grafik beboere

Men selvom – eller måske netop fordi – øboerne er så få, er de dyre for samfundet målt i kroner og ører. Hver eneste indbygger på Drejø koster årligt Svendborg Kommune 71.160 kroner i merudgifter, alene fordi de bor på en ø. Tilsvarende tal findes for beboerne på de øvrige småøer. Hvert år bruger staten over 100 millioner kroner på tilskud til de små øer, hvoraf langt størstedelen bliver brugt til færgedrift.

Øboere, forskere og politikere har delte meninger om, hvad man skal gøre ved de uddøende samfund. Og om man overhovedet skal forsøge at redde den synkende skude. For hvorfor ikke bare lukke de øer, som alligevel er godt på vej til at blive affolket? Hvorfor blive ved at bruge penge på at holde liv i et lille samfund, som folk alligevel flytter fra?

Det er med de spørgsmål på blokken, at Kristeligt Dagblads udsendte bevæger sig mod Drejø godt hjulpet på vej af chefskipperen og den lille færge med de solide Volvo-motorer. For at forstå, hvad der tiltrækker og afskrækker folk ved at leve på en småø. Finde ud af, hvad staten får for de mange støttekroner. Og for at høre beboernes tanker om fremtiden. Robert er ikke meget for at sætte ord på det.

”Det ville da være sjovere, hvis vi var lidt flere folk herovre. 64 personer er lige lidt nok. Men jeg vil ikke bruge kræfter på at bekymre mig,” siger han.


Færgemanden 1



Vejskilt

Drejøs bymidte ligger få minutters kørsel fra havnen langs grønne marker med græssende kvæg. Downtown kalder flere beboere spøgende de 20-30 gamle hvide, gule, blå og røde bindingsværkshuse og gårde, der udgør øens midtpunkt. Byen er som taget ud af et postkort. Gærder af kampesten omkranser husene, hvor stokroser klatrer op ad gavle, og havernes gamle træer bugner af pærer, æbler og kastanjer.

På en gåtur i byen en stille efterårsdag som denne er det en sjældenhed at møde et levende væsen på de små veje - foruden skræppende krager og en allestedsnærværende fed, grå kat. Det er tydeligt, at øboerne ikke venter uønskede gæster. Nøgler dingler fra låse i huse og biler. Ellers kan folk jo ikke flytte bilen, hvis den står i vejen, lyder ræsonnementet.

I en lille bygning i byens udkant ligger Drejøs lokalarkiv. Der er noget næsten tragikomisk over, at arkivet har til huse lige netop her. Frem til 1999 dannede bygningen nemlig ramme om øboernes håb og drømme om en blomstrende fremtid. Det var byens skole. Nu er skolen bogstaveligt talt kommet på museum, og en gammel globus, en pegepind og en kugleramme hænger som minder om den svundne tid i det nedlagte klasseværelse.

Blandt brune bøger og sorthvide fotografier sidder den 65-årige arkivleder Else Elmelund Nielsen sammen med tre andre frivillige og sorterer papirer og taster fakta om øens fortid ind på nogle store skrumler af stationære computere. Modsat den tilbageholdne skipper Robert sparer kvinderne i arkivet ikke på stemmebåndene. Især ikke, når snakken går på Drejøs historie og fremtid.

Arkivaren

”Jeg tror ikke, øen kommer til at gå op igen i indbyggertal. Det går kun en vej. Ned. Alle vil til byerne. Jeg tør dårligt nok tænke 10 år frem. Jeg tror, det ender med at blive turister eller skov det hele,” siger Else, som med sine lilla briller og matchende bluse skiller sig ud fra alt det gråbrune.

”Ja eller også er der nok nogle pensionister, som køber husene herovre og bruger dem til sommerhuse,” siger Elses 71-årige sidemand Mimi.

Kvinderne orker snart ikke længere at kæmpe for øens overlevelse. Det har de gjort i årevis. De ville ønske, at nye kræfter kunne tage over. Men hvem?

Det kniber mildt sagt med at få unge til at rykke de rødder op, som sidder så dybt forankret i fastlandets muld. Det ses tydeligt i aldersstatikkerne: På landsplan ligger danskernes gennemsnitsalder på 41 år. På småøer med under 250 indbyggere er den 52 år. På Drejø er den gennemsnitlige beboer over 60 år.

Elses rødder på øen rækker helt tilbage til 1600-tallet, og hun har boet her det meste af sit liv. Fra sin barndom husker hun det lille samfund som sprudlende og energisk, selvom beboerne allerede dengang langsomt var begyndt at sive fra. Øen havde sin storhedstid omkring år 1900. Fiskeri var hovederhvervet med næsten 40 beskæftigede, og der var 26 aktive landbrug på øen. Gadebilledet var også mere livligt med fire købmænd, et teglværk, et pakhus, et bageri, en andelssmedje, en høkerforretning, en kornmølle, et elværk og meget andet.

Jægere Gård

Fotos: Drejø Lokalarkiv

I dag er der stort set kun købmandsforretningen tilbage. Fiskeri foregår på hobby-niveau, og kun et enkelt landbrug er beskæftiget på noget, der ligner fuld tid. Elses familiegård. Det er svært at se øen sygne hen, synes hun.

Arkivbilleder

”Det er ikke, fordi livet herovre er ren idyl. Det er ikke Madam Blå det hele. Men vi har vores rødder her, og stedet betyder meget for os. Vi ønsker ikke, at livet på Drejø skal gå til grunde, når vi ikke længere er her, men hvis vi ikke gør noget, sker der ikke noget,” siger hun.

Der er meget ved øen, som Else gerne vil bevare. Meget hun holder af. Naturen for eksempel. En smuk solopgang efter en uge med gråvejr. Fasanerne i vejkanten, de hvide dådyr på markerne og stjernerne, som lyser lidt klarere end de fleste steder i landet. Og så kan hun godt lide trygheden og fællesskabet.

”Der er et helt særligt sammenhold her på øen. Der er mange ildsjæle, som er gode til at få ting til at ske, og vi er gode til at hjælpe hinanden. Det er ikke, fordi vi er mere sociale eller bedre mennesker, det er også en nødvendighed. Vi er afhængige af hinanden for at få tingene til at fungere. Men det er ikke, fordi vi render hinanden på dørene,” siger hun og bliver afbrudt af Mimi.

”Nej, det gør vi da slet ikke. Du kommer da aldrig og besøger mig,” siger hun og lægger armene over kors.

”Nej, men du besøger da heller aldrig mig,” svarer Else prompte igen.


Top 5 over kommuner, der bruger flest penge per øbo

143.375 kr. bruger Aalborg Kommune per beboer på Egholm

120.182 kr. bruger Aabenraa Kommune per beboer på Barsø

84.266 kr. bruger Horsens Kommune per beboer på Endelave

82.523 kr. bruger Ærø Kommune per beboer på Birkholm

80.523 kr. bruger Assens Kommune per beboer på Baagø

Kilde: Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, 2013

Baad i havn

”Jeg mener bare,” siger Mimi, ”at jeg snakker da ikke nødvendigvis med nogen hver dag. Jeg kunne sagtens falde død om, uden at nogen opdagede det.”

”Du skal bare holde avis, Mimi, så kommer posten forbi hver dag,” svarer Else.

Begge ler. Da roen atter har sænket sig, lister den eneste mandlige arkivmedarbejder nærmere og sætter sig ved bordet sammen med kvinderne. Mogens, hedder han. Han flyttede fra København for to år siden for at slå sig ned på den lille ø.

”Hvis jeg må sige noget,” begynder han forsigtigt, ”så har jeg aldrig været så meget til foredrag, til fællessang og i kirke, som efter jeg er flyttet herover. Det kan godt være, at muligheden var der før, men jeg brugte den ikke. Det kunne man jo gøre i morgen,” siger han.

Kvinderne nikker bekræftende. Man kommer til de arrangementer, der er. Ikke mindst for at støtte hinanden i at holde liv i det lille samfund.

”Jeg har ét formål med at gå i kirke. Det er at bakke op om den, så den ikke lukker,” siger Mimi. Else uddyber:

”Vi er ikke mere kristne her end andre steder, men vi er simpelthen nødt til at bakke op, hvis vi vil beholde præsten, kirken og de arbejdspladser, den bidrager med. Hvis vi mister kirken, er det endnu et tegn på tilbagegang. Det må simpelthen ikke ske.”


Kirken


"Der hviler en særlig ånd over Drejø"

- Tamira Mariann Jørgensen, sognepræst

Drejøs gamle, hvidkalkede kirke ligger på øens sydlige spids omgivet af bare marker og med udsigt til Ærø og ligner selve skabelonen til en klassisk dansk landsbykirke. Her har den ligget siden 1535, hvor 13 gårdmænd gik sammen for at få rejst en kirke på øen, efter at et større dåbsselskab var forlist og druknet på vej over til kirken på Ærø. Kong Christian III sagde god for de driftige landmænds idé, og beboerne på Drejø har derfor i århundreder kunnet samles til gudstjeneste i egen kirke.

Og det gør de i høj grad stadig. I gennemsnit er omkring 30 af pladserne på bænkene i den lavloftede kirke optaget ved en gudstjeneste.

”Det er en meget social ting at gå i kirke her. Det er en tradition fra gammel tid, som er en indlejret del af livet,” siger Tamira Mariann Jørgensen.

Hun er præst på øen, og det er hende, man skal tage til, hvis man vil opleve troen på Drejø. Troen i mere end én forstand. For mens det ikke er vanskeligt at finde noget at bekymre sig over, når det handler om Drejøs fremtid, står den gråhårede præst i sin lyserøde striktrøje og stråler af optimisme. For lidt over et år siden flyttede hun ind i den herskabelige, røde præstegård midt på øen og overtog et af landets mindste sogne.

Præsten

”Jeg kan da godt tænke, hvor mange vi mon er om fem år. Men det er bestemt ikke den bekymring, jeg oplever, der præger stemningen herovre,” siger hun og åbner yderdøren i præstegården for at få lidt af den kølige efterårsluft ind i arbejdsværelset, hvor den blussende brændeovn har sendt termometeret i vejret.

”Jeg behøver blot at gå uden for min dør, så møder jeg glade folk at tale med. Der er knus og medleven. Vi snakker ikke bare om vejr og vind, men følger virkelig med i hinandens liv.”

I løbet af det seneste års tid har den 57-årige præst oplevet et ø-samfund, der rummer meget mere, end hvad de dystre statistikker dækker over. Der er både liv og ånd, forstår man på hende. 10 fester i forsamlingshuset bliver det til om året. Om torsdagen spiller de bridge. I præstegården er der sangaftener. Der er en motionsklub, en jagtklub, strikkeklub, filmklub og talrige andre arrangementer.

”Det er, som om der er en gammel initiativrigdom indgroet på øen. Der har levet et virksomt samfund her i mange år. Jeg mærker det som en kraft til at skabe noget,” forklarer hun.

Det var den særlige kraft, der var en af grundene til, at hun sagde ja til at flytte til øen som præst. Tamira læner sig tilbage i lænestolen på det lille kontor. Gennem den åbne yderdør kan man høre de visne blade rasle i vinden på gårdspladsen. Ellers er her tyst som under en dyne.


”Jeg vil sige, at der hviler en særlig ånd over Drejø,” siger hun.

Top 10 over øer med færrest beboere

Øer, der ikke er private, ikke er landfaste og ikke er selvstændige kommuner

Hjortø 8 beboere

Birkholm 11 beboere

Nekselø 18 beboere

Barsø 22 beboere

Bågø 27 beboere

Bjørnø 32 beboere

Skarø 33 beboere

Mandø 41 beboere

Egholm 48 beboere

Drejø 64 beboere

Drejø kort

Tamira har mediteret i mere end 30 år, og da hun kom til Drejø, oplevede hun, at øens ro og adstadige tempo gav fantastiske vilkår for det meditative.

”Jeg ved, at andre på øen nok ikke vil sige det på den måde, men der er kortere mellem himmel og jord på Drejø. Her er en helt særlig åndelig dimension. Når jeg kører fra færgen og ind på øen, kan jeg lukke kroppen op igen og være mit hele jeg med krop og min sjæl og trække vejret dybt igen,” forklarer hun.

Den mere kontante del af virkeligheden trænger sig dog også på for kirken på Drejø. I forrige måned foreslog kirkeminister Manu Sareen (R), at man bør overveje at lukke kirker i sogne med under 200 medlemmer af folkekirken.

Selvom Tamiras præsteembede kun er en halvtidsstilling, er der velvoksne udgifter forbundet med at holde liv i kirken så langt ude i sundet. Præstegården er netop blevet renoveret. Og det er ikke mere end nogle få år siden, at kirkebygningen fik den store overhaling for flere millioner kroner.

Alligevel føler Tamira sig temmelig sikker på, at både kirken og øens præstestilling står på sikker grund, når det handler om fremtiden. Det vil være meget mærkeligt, hvis nogle embedsmænd skulle bestemme, at der ikke længere er råd til, at øen har egen præst, understreger hun.

”Drejø er et kristent samfund. Det er kristendommen, der præger folks måde at leve på her, hvor man tager sig af hinanden,” siger hun.


Natur med hund


"Mange sidder alene derhjemme, og der sker ikke noget som helst"

- Anne-Birgitte Christensen, købmand og kromutter

Omsorgen for hinanden viser sig konkret lidt længere oppe ad gaden fra præstegården, inde i et hvidt gasbetonhus. Bag de billige byggematerialer, der fremstår ekstra skrabede blandt byens gamle, stråtækte bindingsværkshuse, ligger øens købmand og kro. Her har man i en periode samlet ind til en af Drejøs beboere, der er kommet på hospice i Svendborg. Canceren har sat sig i kroppen, og lægerne har ikke spået ham mange dage endnu.

Stort set hver eneste dag er en af øboerne steget på færgen for at tage til byen og besøge ham. Om nogle få dage bliver han hjulpet tilbage til Drejø for at tage afsked, forklarer Anne-Birgitte Christensen. Hun er en lille, mørkhåret kvinde med en dreven københavnsk accent, der nu på syvende år har holdt kroen og købmanden kørende.

”Der er et nærvær og en betænksomhed på øen,” siger hun.

Den lille forretning er hverdagens omdrejningspunkt for øboerne, hvor de fem gange om ugen kan få deres mælk og brød, ost og øl. Men for mange handler Anne-Birgittes købmand og krostue lige så meget om, at den stille dagligdag får et socialt indslag.

Købmanden

”Mange sidder alene derhjemme, og der sker ikke noget som helst. Så synes de, det er hyggeligt at komme forbi og få en sludder i forretningen, eller drikke en øl i kroen,” siger hun og fortsætter:

”Jeg vil ikke sige, at vi sladrer, men vi følger med i hinandens liv. Er der sket noget nyt? Hørte du helikopteren i morges? Hvis nogle af de enlige mænd beklager sig over at være løbet tør for underbukser eller strømper, så plejer jeg gerne at købe ekstra med hjem, når jeg er i Svendborg.”

Og det er netop den nærhed og medleven, der er drivkraften for, at Anne-Birgitte gider fortsætte med at knokle for, at der stadig er et minimum af handelsliv tilbage på Drejø. For en god forretning kan man lige knap kalde det at drive en købmand på øen. I løbet af en halvkold efterårsdag som i dag går døren til butikken typisk 10 til 15 gange, og dagsomsætningen kryber sjældent over et par tusinde kroner. Om sommeren, når turisterne har indtaget øen, er der selvfølgelig mere handel, men hvis vejret er dårligt, og turisterne svigter, risikerer hun at måtte slutte året med et underskud. Sådan gik det sidste år.


Lang natur

Derfor ser man også Anne-Birgitte afløse som postbud på Drejø. Derudover arbejder hun som hjemmehjælper, kører traktor og rendegraver for en af øens landmænd og passer desuden selv køkkenet i kroen i ydersæsonen.

Sådan er livet for mange på Drejø. Det er svært at finde et enkelt job på øen, man kan leve af. Desuden er der en række småfunktioner, der skal besættes. Derfor må mange af øboerne tage forskellige arbejdskasketter på i løbet af en uge for at få det lille samfund til at fungere.

Så længe, det er muligt at holde liv i købmandsbutikken, ser Anne-Birgitte positivt på øens fremtid.

”Hvis butikken først forsvinder, vil der være mange turister, som ikke har mod på at være her mere end et par timer. Og vi kan godt glemme alt om at få børnefamilier hertil, hvis der ikke er mulighed for at købe bleer og babymad,” siger hun.


frise



Grafik beboerfald

Antallet af beboere på øerne er dalet fra 5392 personer til 4605 på de sidste 10 år.

Noget, de fleste håber, men færreste tror på, er, at børnefamilier skal få øje på øen. Kendsgerningen er dog, at en ø uden hverken børneinstitutioner eller skole og med en gennemsnitsalder over efterlønsalderen ikke står som det mest oplagte valg for nybagte forældre.

Det er noget, de fleste af de danske småøer må kæmpe med. Hvis skolen lukker, er det tungt at trække børnefamilier ud på en ø. I øjeblikket er der en skole på 10 af Danmarks 27 småøer, men også her peger udviklingen i en negativ retning. Siden 2009 har skolerne mistet en fjerdedel af deres elever, så det i dag kun er 160 børn, der har deres skolegang på en lille ø.


Et enkelt par har dog valgt at trodse de praktiske udfordringer ved at være børnefamilie på Drejø. Sydpå fra købmanden et par sving nede ad vejen ligger en stor, gul gård med rødt, valmet tag. Det er Bækskildegaard, hvor det tyske par Ursula Weidemann og Hanns Haenel flyttede ind i 2001, blot 10 dage efter, at de havde fået deres søn Christian.

Det er mennesker som dem, de fleste småøer så inderligt ønsker sig flere af. Her på Drejø har de åbnet deres eget møbelsnedkeri, og sidelængen på gården er indrettet til ferielejligheder til turister. Og for at få de økonomiske ender til at mødes har Ursula også en halvtidsstilling som landsbygraver i kirken.

Christian er vokset op som eneste barn blandt resten af øens bedsteforældremodne beboere. Og det har gjort, at Ursula og Hanns efterhånden er blevet vant til at møde forundrede blikke over, at de som børnefamilie har valgt at bo på en ø så langt væk.

”Nogle gange bliver vi jo fremstillet som aber i zoologisk have,” siger Hanns og kigger over på sin kone. De ryster begge på hovedet og smiler til hinanden. Livet på Drejø har været med til at give Christian den tryggeste opvækst, man kan tænke sig, er de enige om:

”Han kender alle og enhver, og folk passer på ham. Da vi flyttede ind, boede der enlige, ældre damer i husene rundt om os. De tog sig meget af Christian. Yderdørene står altid åbne herovre, og Christian vidste præcis, hvor kagedåserne stod. Damerne havde nok også glæde af, at de havde et slags ekstra barnebarn.”


Snedker begge

I hjemmet hos Ursula og Hanns taler de udelukkende tysk til hinanden. Men da Christian begyndte i børnehave i Svendborg, sagde pædagogerne, at han talte bedre dansk end mange af de andre børn. Det kan de i dag takke deres gamle naboer for, mener Ursula:

”De ældre damer har jo haft tid til ham og haft tålmodigheden til at tale langsomt og tydeligt.”

Siden Christian var tre år, har Ursula hver morgen cyklet ned til havnen og taget færgen klokken kvart over seks og sejlet fem kvarter for at aflevere ham i børnehaven og senere i skolen. Derefter tog hun færgen hjem til Drejø for igen senere på dagen at tage færgen og hente ham.

Snedkerne

I seks år har hun brugt godt fire og en halv time dagligt på færgen for at hente og aflevere sin søn i Svendborg. Umiddelbart lyder det til at være et voldsomt besvær for at aflevere sit barn i institution, men sådan har Ursula ikke oplevet det.

”I flere timer om dagen kunne Christian og jeg være sammen fuldstændig uforstyrret. Der var kun ham og mig og en taske med bøger og legetøj. Sådan en kvalitetstid kan du ikke købe for penge. I dag savner jeg den tid,” siger Ursula, efter at Christian i løbet af det seneste år selv er begyndt at tage færgen til skole.

Tanken er nærliggende, at en barndom på en ø som eneste barn blandt ældre mennesker må være som en uendelig lang og kedelig søndag eftermiddag; intet at lave og intet sted at tage hen. Det er dog ikke sådan, at Hanns og Ursula ser Christians barndom.

Vindue stemning

Om sommeren vrimler det med børn fra turister, og der er ofte børnebørn fra de andre øboere på besøg. Og hvis Christian endelig skulle kede sig, tager han høretelefoner på og sætter sig og spiller computer med sine venner i Svendborg over internettet.

For familien er livet på øen ikke forbundet med afsavn. Det er bare nogle andre værdier, der tæller.


”Vi har realiseret os selv her,” siger Ursula.

Her i deres nyrenoverede og stilrent designede stue med snedkerlavede møbler, velspækkede bogreoler og plads til kunstværker og musikinstrumenter har de fundet deres personlige paradis, som hun kalder det.

”Vi har vores snedkeri og vores sejlbåd tæt på. Hver dag kan vi gå ned til vandet og bade. Og vi har en stor have og kan spise grøntsager fra vores drivhus. Vi tjener måske ikke så mange penge, men vi lever et luksusliv,” siger Hanns.

Han nærmer sig snart de 70 år, men har projekter nok på gården til i hvert fald 30 år endnu, siger han. Det er ikke kun gården, han har idéer med. Hele øen rummer et væld af muligheder, set med hans øjne. Hvad med for eksempel at opføre et wellness-område, som travle byboere kan besøge for at stresse af? Eller hvad med at omdanne Drejø til et økologisk samfund uden sprøjtemidler og kunstgødning på markerne?

”Det vil give god mening i forhold til vores afgrænsede natur, og det vil samtidig tiltrække mennesker, som finder den økologiske tanke vigtig. Vi har også et stort potentiale for forfattere og kunstnere, der kan udnytte stilheden, naturen og det særlige lys, her er om efteråret,” siger Hanns.

Men skal Drejø gå i den retning, kræver det ikke kun engagement og vilje fra øboernes side. Så må kommunen også være villig til at investere i bedre internet, ligesom der skal ske ændringer i lokalplanen, så det bliver nemmere at få lov at bygge nye huse på øen.

”I bund og grund tror jeg ikke, at politikerne er særligt interesserede i, at vi bliver for mange herovre. Hvis vi pludselig bliver 200 mennesker flere, kan det set ud fra de kommunale budgetter blive en dyr affære,” siger han.


Natur med båd



Sten i hav

Det er blevet sen eftermiddag, og en strid blæst står ind over øen. Ved havnen er den blåhvide Drejø-færge ved at møve sig på plads i det smalle leje. Den stærke sidevind driller kaptajnen, der må tage et ekstra bredt sving for ikke at ramle ind i molekanten. Det er ikke Robert, der står bag roret i styrehuset denne gang. I dag skulle han ud med post og i øvrigt fodre kvæg og passe den gårdbutik, han også driver ved siden af arbejdet som skipper.

På den tomme mole virker M/F Højestene, som færgen hedder, næsten overdimensioneret til sin opgave. Skulle hele Drejøs befolkning få lyst til at tage en tur til Svendborg denne eftermiddag, ville de fleste af dem alligevel kunne få to sæder hver på sejlturen.

Men folkene på Drejø skal ingen steder. De eneste øboere, der har trodset blæsten og er taget ned til havnen, er Ursula og Hanns. De skal tage imod Christian, der har været i Svendborg siden dagen før. I takt med at hans fritidsaktiviteter tager stadig mere tid, må han flere gange om ugen tilbringe natten på Fyn, eftersom sidste færge til øen afgår klokken 17.30.

Efter lidt skvulpen rundt i færgelejet åbner skibet porten, og en 11-årig dreng trækker sin cykel over broen og lader sig omfavne af sine forældre. Et par journalister og en fotograf triller forbi familien og kører som de eneste om bord på færgen. Blokkene er fyldte med noter. Om hjælpsomhed, sammenhold og landsbyidyl. Men også om tomhed, bekymring og forfald. Giver det mening fortsat at poste tusinder af støttekroner i at bevare livet på en ø som Drejø?

Robert, Else, Mimi, Mogens, Tamira, Anne-Birgitte, Hanns og Ursula er ikke i tvivl om, hvad svaret er på det spørgsmål.



solnedgang