Er man tidligt oppe, kan man se en midaldrende løber i gul refleksvest gøre holdt på en af Furesøens badebroer lidt nord for København. Løberen er Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager.

Han har sagt ja til at gå en tur ud til broen ikke langt fra hjemmet i Virum for at forklare, hvorfor han holder af at stå med skoven i ryggen og blikket rettet mod vandet.

En kraftig vind får trækronerne til at svaje, og det tørre nedfaldsløv til at lette. Det er en af de dage, hvor det er nødvendigt at hæve stemmen for at tale sammen. På vej mod badebroen omformulerer han bandet Nephews ”Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang” til ”Furesø, kom nu og blæs mig i gang”.

”Ved vandet kan man åbne sig mod verden og gøre den større. Det har været en stærk drivkraft i mit liv, at jeg altid har haft lyst til at gøre min egen verden større.”

Det har længe været et slags motto for Erik Bjerager, at man aldrig skal lade vinden gå ud af sejlene.

”Man skal være i bevægelse som menneske og bruge sit liv til at handle, til at udvikle sig og være spændstig, også når det gælder ens holdninger og tanker.”

I morgen, lørdag den 10. november, fylder Erik Bjerager 60 år, og sammen med den runde dag markerer avisen hans snart 25 år som chefredaktør og administrerende direktør. I sin første tid på avisen gjorde han ordene tro, etik og eksistens til ledeord for avisen. Skulle dette interview have ledeord, bliver det pligt, ansvar og frihed. Tre begreber, som er centrale for at forstå manden, der i blæsten ved Furesøen nærmest råber:

”Man må have en himmel over sit liv og mod til at gøre sin pligt og tage ansvar. Og så er det uhyre vigtigt for mig at føle mig som et frit menneske.”

Han er fra et hjem med avis og klaver, hvor man lærte pligt og ansvar. Her voksede han op som den midterste af tre børn. Hans mor, Birgith Bjerager, var sygeplejerske, men gik hjemme i mange år, inden hun blev ansat på et plejehjem. Hans far, David Bjerager (1924-2013), var civilingeniør og ansat som afdelingsingeniør i Odense Kommune.

”Jeg havde en far, som var ganske streng indimellem. Det har spillet en rolle for min karakterdannelse. Megen kunst handler om netop far-søn-forholdet. Tænk på ’Lykke-Per’ og tv-serien ’Herrens Veje’. For mig var forholdet til min far ikke enkelt, men det endte godt.”

Med afsæt i sin egen opvækst konkluderer Erik Bjerager, at man må være nådig i sin dom over sine forældre, og det er svært at få lært pligt og ansvar i den rette dosis.

”Når man vokser op med en stærk autoritet, lærer man pligten at kende. Det gode ved det er, at man får snuden i sporet og udretter noget. Svagheden er, at man måske aldrig får snuden op igen. Jeg synes ikke, man skal underkende pligtfølelse som en positiv kraft, men jeg havde som yngre en for stærk pligtfølelse og var for lidt lystbetonet i de ting, jeg gjorde, selvom det ikke nødvendigvis så sådan ud. Min opvækst har helt givet påvirket mig med stærk pligtfølelse og arbejdsomhed, og i mine unge år har jeg haft et stort behov for at slippe alle snærende bånd og føle mig fri, blandt andet ved at komme ud i verden.”

Med til pligten i barndomshjemmet hørte også jævnlig kirkegang. Begge forældre kom fra indremissionske hjem, men selv sluttede de op om den lokale folkekirke.

”Den kirkegang husker jeg som tvangspræget, men noget vigtigt blev alligevel indpodet i mig.”

Erik Bjerager har en stor nysgerrighed i sig, som har fulgt ham så længe, han husker. I folkeskolen var hans skudsmål, at han var flittig og gerne ville have ekstraopgaver. Han var optaget af at lære, uanset hvilket fag der stod på skemaet, og når lektierne var klaret, kunne man ofte finde ham i selskab med en af Gyldendals klassikere på drengeværelset i parcelhuset ved Odense. Der var tre elever fra hans klasse på Højmeskolen, som kom i gymnasiet. Han var én af dem.

Når han fortæller om de år, kan det lyde næsten for let. Bortset fra et sekstal i dansk stil ved studentereksamen klarede han sig glimrende fagligt og blev bedt om at holde translokationstalen for sin årgang på Sankt Knuds Gymnasium i Odense. Samtidig var han spørgende i forhold til meningen med livet.

”Mens jeg gik i gymnasiet, tjente jeg blandt andet penge ved at synge i Sanderum Kirkes kor. Mødet med kirkens rum, liturgien og salmerne var med til at forme min tænkning. I gymnasiet var det ikke noget scoretrick at sige, at man sang i kirkekor. Mange syntes, det var direkte latterligt at gå i kirke dengang i 1970’erne, men jeg var meget optaget af at finde ud af, om jeg troede, og hvad jeg kunne tro på.”

De eksistentielle spørgsmål søgte han svar på ved at opsøge forskellige kirkelige ungdomsmiljøer, men også i litteraturen ledte han. Han fortæller, at han en dag fandt en bog i et antikvariat af Antoine de Saint-Exupéry med den ambitiøse titel ”En mening med livet”.

”Her skriver Saint-Exupéry, at svarene på de mange spørgsmål, han har stillet i sit liv, er kommet ved, at spørgsmålene ikke længere har trængt sig på, som de gjorde engang. Det betyder ikke, at man resignerer og bliver ligeglad, men det betyder, at spørgsmålene finder et andet leje, hvor man måske også lærer at leve med tilværelsens tvetydighed.”

Det er den snart 60-årige Bjerager, som her taler. Da han blev student i 1977, var han fyldt af spørgsmål om mening og en lyst til at rejse ud.

Første stop var England, hvor han gik på sprogskole. I den tid så man ham sjældent uden kuglepen og en notesbog, der fungerede som en slags udvidet dagbog. Det skrevne sprog var en hjælp i hans tumlen med livsspørgsmålene. Han fortæller om den dag, hvor han sad og skrev i notesbogen i et tog på vej gennem London. Det var den dag, tanken opstod, at han kunne blive journalist.

”Jeg husker, at vi ankom til stationen Highgate på Northern Line, og jeg havde en følelse af, at den sætning, jeg lige havde skrevet, var sand. Jeg husker ikke, hvad jeg skrev, men det slog mig, at jeg kunne blive journalist.”

Han søgte ind på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, men også på medicinstudiet og statskundskab. Det vigtigste for ham var, at han ville have en uddannelse, som han kunne rejse med.

”Jeg havde en kolossal udlængsel, og jeg så for mig et arbejdsliv, hvor jeg skulle arbejde i FN eller være læge for et missionsselskab.”

Han blev journalist. Og en mere veluddannet skribent end gennemsnittet med en mastergrad i journalistik og samfundsforhold fra American University i Washington D.C. Siden boede han to år i Paris, hvor han også læste journalistik, samtidig med at han var korrespondent for Dagbladet Børsen. I 1993 blev den berejste og belæste journalist, som var blevet udlandsredaktør på Børsens Nyhedsmagasin, opfordret til at søge stillingen som chefredaktør ved Kristeligt Dagblad.

I dag er Kristeligt Dagblad et mediehus i vækst med knap 100.000 daglige læsere og en digital læserskare på 600.000 månedlige brugere. I de seneste 20 år har avisen fordoblet sit oplag i en trængt branche, men dengang i 1993 kæmpede avisen for sin overlevelse med et kritisk lavt oplagstal, som sågar var svagt dalende.

Da han fik opfordringen til at søge stillingen, kendte han ikke meget til avisen. Han havde holdt den, men han havde også sagt den op. Han syntes, avisen var for lukket om en snæver opfattelse af, hvad kirke og kristendom var. Han fortæller om de uger, hvor han brugte alle sine aftener på at tænke på, hvordan man kunne udvikle avisen, inden han søgte stillingen. Den 25. januar 1994 klokken 19.34 udsendte Ritzaus Bureau et telegram, hvori der stod, at Kristeligt Dagblads chefredaktion fra den 15. marts ville blive udvidet med den 35-årige Erik Bjerager, som ville få titel af ansvarshavende chefredaktør.

”Med titlen ’ansvarshavende chefredaktør’ er man ikke i tvivl om, hvem pilen peger på. At tage ansvar følger i et vist omfang med det at gøre sin pligt, men det forstærkes, når man bliver ansvarshavende. Det har været betydningsfuldt for mig, at jeg så tidligt fik et stort ansvar for indholdet af avisen. Indimellem har det været vanskeligt at bære, men jeg har ikke en eneste dag fortrudt, at ansvaret blev mit, selvom jeg på en måde var for ung og i hvert fald for uerfaren, da jeg tiltrådte.”

Historien om den unge leder blev beskrevet i Kristeligt Dagblad og andre aviser. Politiken bragte et længere interview i marts 1994, hvor man kunne læse om Bjeragers vision for avisens udvikling. Han sagde blandt andet:

”Jeg tror, at Kristeligt Dagblad kan slå igennem i det danske mediebillede på en helt ny måde. Vi skal være en markant kulturavis, som beskæftiger sig med eksistentielle og trosmæssige spørgsmål og heller ikke undlader at behandle pinagtige emner.”

Har man fulgt avisens udvikling, vil man vide, at de idéer, han dengang præsenterede, i dag er blevet virkelighed. Hvad var det, han kunne se af muligheder, dengang flere mente, at avisens dage var talte?

”Jeg kunne se et stort potentiale i, at avisen beskæftigede sig med, hvad det vil sige at være menneske. Bladet havde en god kulturdækning, men havde ikke for alvor taget konsekvensen af, at de spørgsmål, som stilles i kulturlivet, også er de spørgsmål, som stilles i ethvert søgende menneskes liv. Kulturen er, sammen med kirke og religion, de fremmeste arenaer for at diskutere, hvad det vil sige at være menneske.”

Da Erik Bjerager tiltrådte, var han blevet stillet i udsigt, at han havde to år til at vende udviklingen. Men økonomien viste sig ikke at være så sund, som han var blevet lovet, og i løbet af hans første år på avisen var bladets egenkapital væk, og avisen stod reelt foran en lukning, hvis man ikke fik skaffet ny kapital. Den daværende administrerende direktør forlod avisen, og Erik Bjerager blev i begyndelsen af 1995 også administrerende direktør. Aktieselskabet udvidede sin kapital ved at udstede flere aktier. Sloganet lød: ”Køb en aktie og få udbytte hver dag”.

”Vi lovede læserne, at vi ville lave en god avis, og fik knap ni millioner kroner, som var forudsætningen for, at vi kunne få fodfæste og udvikle avisen. Det var kolossalt betydningsfuldt, at læserne reagerede så positivt.”

Hvorfor er han blevet på avisen i årtier. Der har været tilbud om andre jobs undervejs, men han har følt et ansvar for at være med til at udvikle Kristeligt Dagblad, forklarer han og fortæller om et brev, han modtog fra en ældre kvinde.

”Hun skrev, at avisen var som en ven. Hun havde ikke en stor omgangskreds, men Kristeligt Dagblad kom hjem til hende hver dag. Det er uhyre meningsfuldt at få lov til at have den plads i menneskers liv. Og det kalder på et stort ansvar.”

At år er blevet til årtier på samme arbejdsplads kan også føres tilbage til de mange spørgsmål, han var så optaget af i sine unge år. Tro, etik og eksistens er avisens ledeord, men det er også temaer, han personligt er interesseret i.

”Alle de emner, vi beskæftiger os med på avisen, har været emner, jeg ville have beskæftiget mig med i mit liv, hvis jeg ikke var på avisen. Det er et stort privilegium, hvis man er så heldig at lande på den rette hylde. Nogle mennesker taler om karriereplanlægning. For mig er det et umådeligt mærkeligt begreb tømt for lidenskab. Jeg tror, at noget af det vigtigste, man kan opleve i sit liv, er, at der er andre, som har brug for én. Det har jeg oplevet på Kristeligt Dagblad.”

Og så kommer han med en tilføjelse og siger advarende, at det godt kan lyde som en floskel. Men det er det ikke.

”Kristeligt Dagblads medarbejdere udgør et meget stærkt hold. Samtidig har jeg en bestyrelse, der igennem alle årene har vist mig stor tillid og givet mig et meget et stort handlerum. Det er heller ikke en selvfølge. Jeg har redaktør- og direktørkollegaer, også i udlandet, der har bestyrelser, der sidder på nakken af dem. Jeg kan agere meget friere.”

Han har ikke tal på, hvor mange timer han arbejder, men siger, at det er en livsform at være chefredaktør. Han er sig bevidst om, at han får sovet nok, men hvor får han ellers kræfterne fra?

”Det spiller en stor rolle for mig, at mit arbejde er så meningsfuldt. Skulle jeg give et råd til at få et godt liv, så er det at blive godt gift. Og det er jeg blevet.”

I 1995 blev han gift med journalist Anna-Lise Bjerager. Dengang var hun journalist på avisen, men som chefredaktørens ægtefælle kunne hun ikke fortsætte. I dag er hun kommunikationschef i Grænseforeningen. Familien tæller desuden de to voksne børn Anna og Christian.

”Min kone er min bedste ven, og jeg tror, det har spillet en stor rolle for mit arbejde, at hun er journalist og samtidig kender og holder af Kristeligt Dagblad. Det har betydet, at hun har haft forståelse for lange arbejdsdage, weekender, som er gået op i arbejde og ferier, som er blevet aflyst. Hun er en vigtig del af den livsopgave, jeg opfatter avisen som.”

Netop som chefredaktør har basen med ægtefælle og børn i hjemmet i Virum været betydningsfuld.

”Som chefredaktør er jeg ikke i nogens sold, og jeg vil ikke annekteres af nogen eller nogens synspunkter, hverken enkeltpersoner, politiske partier eller kirkelige organisationer. Den situation kan nemt betyde, at rollen som chefredaktør bliver mere ensom, end mange sikkert tror, at den er. Også derfor er det at have en god familie så afgørende.”

For at forstå, hvorfor Erik Bjerager er blevet på Kristeligt Dagblad, skal vi tale om frihed. Han gengiver en passage fra et brev, filosoffen Søren Kierkegaard skrev til en syg svigerinde, hvor Kierkegaard skrev om behovet for at slå stuevinduerne op og få frisk luft ind i mere end en forstand. Og chefredaktøren kan genkende behovet for at slå vinduerne op.

Han har og har haft en række tillidsposter blandt andet som formand for Dagspressens Fond, Københavns Redaktørforening og formand for Ritzaus Bureau, og i 2001 blev han spurgt, om han ville repræsentere Danmark i den internationale redaktørorganisation ”World Editors Forum”. Fra 2011 til 2015 var han præsident for organisationen, og han er forsat medlem af bestyrelsen.

”Jeg tror, det har været en forudsætning for, at jeg har kunnet være på Kristeligt Dagblad. Det har givet mig en ilttilførsel udefra og været en kilde til megen inspiration, hvor jeg har fået et professionelt netværk, som er svært at få i Danmark, hvor alle chefredaktører dybest set er konkurrenter. Gennem det internationale netværk har jeg fået kollegaer, som jeg kan tale åbent med.”

”Folk forbinder typisk journalistikken med det kreative. Men det administrative arbejde som direktør kræver også stor kreativitet, og her har jeg hentet megen inspiration med hjem fra udlandet, så jeg har haft en klar fornemmelse af, om Kristeligt Dagblad opererer på niveau med de bedste i branchen.”

Da han tidligere på året modtog Den Store Publicistpris, blev også hans betydning i international pressearbejde fremhævet. For Erik Bjerager har det internationale arbejde skærpet hans blik for pressefrihedens betydning. World Editors Forum uddeler hvert år en pris til redaktører, som har kæmpet for pressefriheden og ofte betalt en stor personlig pris. Drabet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi har fået verdenssamfundets opmærksomhed, men hvert år dræbes op mod 100 journalister.

”Pressefrihed er ikke en selvfølge. Det er en frihed, som er betydningsfuld for os alle og ligger som en forudsætning for vores samfund. Uden pressefrihed ingen oplyst befolkning, og uden en oplyst befolkning intet demokrati. Det har været bevægende og en stor inspiration at møde personer, som har kæmpet for pressefriheden trods store personlige omkostninger.”

Når Erik Bjerager taler om frihed, taler han også om ansvar.

”Når man følger debatten om pressefrihed, bliver jeg mindet om, hvor vigtigt det er at forvalte friheden meningsfuldt. Man må ikke sjuske med sit ansvar.”

Når han ser på sit eget liv, mærker han en frihedsfølelse, som komplementerer den ansvarsfølelse, han fik ind sammen med pligten i opvæksten. Og så foretager han et spring, som er naturligt for det teologisk dannede menneske, han også er. Han henviser til ordene fra Johannesevangeliet, hvor der står: ”I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”.

”Der er en åndelig frisættelse i den kristne tro, der også har afsat sig i de kristne samfund op gennem historien. Frihed er et komplekst begreb men hele den vestlige civilisation bygger på en frihed, der også har rod i kristendom.”

Da Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden døde i 2011, var han sammen med chefredaktør Bjerager i gang med at skrive en bog om livssyn. De to første kapitler af den ufærdige bog blev efterfølgende bragt i Kristeligt Dagblad. Her beskrev Erik Bjerager sig som ”fusionskristen”, men hvad lægger han i det ord?

”Jeg er kristen, men jeg er meget lidt interesseret i den tendens, man ser i dele af den evangelisk lutherske kirke, hvor det handler om at afgrænse sig fra andre. Jeg er optaget af, hvad andre kan lære mig. Og hvad jeg kan indoptage fra andre traditioner. Jeg er et engageret medlem af folkekirken, men i de år, jeg boede i udlandet, kom jeg i anglikanske og katolske kirker. I den katolske messe oplever jeg en grundfæstethed i den tradition, vi kommer af, som går tilbage til oldkirken.”

Selv om barndommens kirkegang var forbundet med pligt, så er han i dag taknemmelig for den. Han tror, at han som barn og ung i Sanderum Kirke fik indpodet en sans for det mystiske, hellige og uforklarlige. I dag beskriver han højmessen som sin vigtigste trospraksis.

”Som barn syntes jeg, at kirkegang var en belastning, men i dag er en uge forkert, hvis jeg ikke har været i kirke. Jeg er blevet mere glad for traditionen og har fået øjnene op for, hvor utrolig rig højmessen er med dens liturgi og symbolik. Jeg oplever gudstjenesten som en helhed fra indgangsbøn til udgangsbøn, og fra søndag til søndag kan man tage forskellige led og fordybe sig i.”

Kirkegangen står for en rigdom. Det samme gælder klaverspillet. Han gik til undervisning som barn, men i mange år forbandt han klaveret med pligt. I de senere år har han imidlertid fundet tid i kalenderen til at modtage undervisning ved det sorte flygel i stuen i Virum.

”Det er noget, jeg gerne vil værne om. Det er som at holde en våge åben, som en dag kan blive større, når jeg får mere tid.”

For snart 10 år siden skrev Erik Bjerager en bog om døden med præsten og forfatteren Johannes Møllehave. Den fik titlen ”Det ender godt”.

”Jeg tror, at der er i kristendommen åbenbares os en uendelig glæde og sandhed, som er forbundet med livets inderste mening. Den sandhed vedrører også døden.”

Da han var i begyndelsen af 30’erne, døde en god ven. Sammen med vennens kone og en anden ven sad Erik Bjerager ved dødslejet, og det har han gjort ved andre døende siden. Døende mennesker skal ikke være alene.

”Det var første gang, jeg fik døden så tæt på, og det blev en meget stærk og næsten skelsættende oplevelse for mig. Jeg har siden været opfyldt af den indlysende tanke, som så mange fortrænger: At tiden ikke er uendelig, at livet er en gave, der skal bruges, og at jeg må handle nu, og at det aldrig er for sent at forandre sig selv eller gøre ting anderledes. Døden skærper mit blik og min taknemmelighed for livet.”

Er man tidligt oppe, kan man som nævnt se en midaldrende løber gøre holdt på en af Furesøens badebroer. Det, som adskiller ham fra andre motionister, er, at han synger morgensang med blikket vendt mod vandet. I morges sang han som så ofte før Jakob Knudsens ”Se nu stiger solen”. Han kan alle syv vers udenad, men hvor mange han synger, afhænger af vejret.

”Man kan ikke synge den salme uden at tænke på, at man skal dø en dag. Det samme gælder, når jeg går til gudstjeneste og beder min aftenbøn. Ved at leve med en bevidsthed om, at man skal dø, lever man tættere på noget, der er sandt.”

Maria Rørbye Rønn, generaldirektør, DR:

”Erik Bjerager er kendetegnet ved ordentlighed og en tydelig etik, og så brænder han personligt for den rolle, publicismen spiller i at understøtte demokratiet. Jeg kender ham hovedsageligt fra Ritzaus Bureaus bestyrelse, hvor han har været formand i en tid med mange konflikter. Ritzaus konstruktion er svær, fordi ejerne også er kunder og af og til konkurrenter. Her har han altid haft bureauets interesser for øje, formået at samle og ikke splitte. Han sad for bordenden, da man besluttede at konvertere Ritzau til et aktieselskab og gå efter nye, indtægts-givende områder. I dag kan man se, at han har skabt gode resultater med det.”

Lasse Jensen, journalist med speciale i medier:

”Jeg mødte Erik Bjerager første gang, da jeg skrev artikler til Børsens Nyhedsmagasin om USA i 1993. Han var magasinets udenrigsredaktør, og jeg oplevede ham som streng, men retfærdig. Siden har jeg fulgt ham. Hans betydning illustreres bedst i oplagstallets udvikling, som er mere end fordoblet i hans tid. Der har været chefredaktører for andre aviser, som har været dygtige til at holde skansen, men Erik Bjerager er den eneste, som gennem så mange år nogenlunde konstant har bragt sin avis frem. Han så, at avisen ikke skulle være en omnibusavis med kristent tilsnit, men valgte de tre ledeord tro, etik og eksistens. Og det har fået en vældig positiv modtagelse.”

Wolfgang Krach, chefredaktør på Süd-deutsche Zeitung og bestyrelsesmedlem i World Editors Forum:

”Jeg har haft et tæt samarbejde med Erik Bjerager, for jeg var vicepræsident i World Editors Forum, mens han var præsident. Han er journalist med liv og sjæl, og det er fascinerende, at han efter 25 år som chefredaktør kan bevare en sådan grad af lidenskab. Som præsident har han kæmpet for at holde den journalistiske standard højt i en finansiel svær tid for branchen. I World Editors Forum møder man kolleger fra diktaturer og med forskellige grader af frihed. I denne meget brogede forsamling var han præsident på forbilledlig vis. Han lod de forskellige positioner komme til orde og vidste selv, hvor han stod.”

Læs også