Erik Clausen: I min alder er døden ingen tragedie


”Jeg har ikke lagt planer for min egen begravelse. Min familie synes vist, jeg fylder rigeligt i forvejen. Jeg tror, de vil betakke sig for, at jeg gav mig til at lave planer for, hvad der skal ske den dag, jeg er død,” siger Erik Clausen, som her er fotograferet på Vestre Kirkegård i København. – Foto: Leif Tuxen.



Facebook Twitter Del artiklen 

Et dødsfald kan åbne nye muligheder Ikke i det hinsides, men i de efterladtes liv med hinanden, siger filmmanden Erik Clausen, som er aktuel med en film om livets afslutning

Et dødsfald kan åbne nye muligheder Ikke i det hinsides, men i de efterladtes liv med hinanden, siger filmmanden Erik Clausen, som er aktuel med en film om livets afslutning

Han holder med sin flaskegrønne herrecykel ved indgangen til Vestre Kirkegård. Den store københavnske kirkegård, der ligger som en grøn lunge mellem Valby, Vesterbro og Sydhavnen er en del af barndommens land for filminstruktøren, skuespilleren og billedkunstneren Erik Clausen. Her er hans morfar og mor begravet, og her regner han også med, at han selv skal have en sten. Han fyldte 75 år i marts, og kan konstatere, at han har fået en alder, hvor han ikke sjældent er til begravelse. Men hvad sker der egentlig i en familie, når et menneske dør? Erik Clausen mener, at livets afslutning kan blive en ny begyndelse. Han oplever, at der er håb i sorgen.



FAKTA

Erik Clausen


  • Født i 1942. Uddannet bygningsmaler og er selvlært filminstruktør, skuespiller, billedkunstner og gøgler.
  • I 1969 etablerede han Clausens og Petersens gadecirkus sammen med Leif Sylvester.
  • I 1970’erne var han en del af kulturlivet på venstrefløjen og lavede politisk satire.
  • I 1981 fik han sin debut som filmmager med ”Cirkus Casablanca”.
  • Den 31. august har hans film ”Aldrig mere i morgen” premiere. Det er hans 14. spillefilm. Han har skrevet og instrueret og spiller selv hovedrollen.
  • Er blevet tildelt en række priser blandet andet en Bodil for sin rolle i filmen ”Manden i månen” og ”De frigjorte”.
  • Gift med kunstner Pernille Clausen og bor på Vesterbro i København. Parret har to voksne børn.

Erik Clausen


  • Født i 1942. Uddannet bygningsmaler og er selvlært filminstruktør, skuespiller, billedkunstner og gøgler.
  • I 1969 etablerede han Clausens og Petersens gadecirkus sammen med Leif Sylvester.
  • I 1970’erne var han en del af kulturlivet på venstrefløjen og lavede politisk satire.
  • I 1981 fik han sin debut som filmmager med ”Cirkus Casablanca”.
  • Den 31. august har hans film ”Aldrig mere i morgen” premiere. Det er hans 14. spillefilm. Han har skrevet og instrueret og spiller selv hovedrollen.
  • Er blevet tildelt en række priser blandet andet en Bodil for sin rolle i filmen ”Manden i månen” og ”De frigjorte”.
  • Gift med kunstner Pernille Clausen og bor på Vesterbro i København. Parret har to voksne børn.

Han sætter cyklen ved et symmetrisk haveanlæg. Det er en urnehave med brede hække og bænke, hvor der er plads til uforstyrret samtale over den medbragte kaffe. Hvordan kan Erik han se døden som en ny begyndelse?

”Når et menneske dør, vælter skeletterne og andre gamle venner ud af skabet. Døden afdækker nogle ting, men den åbner også muligheder for de efterladte, hvis de altså tør række ud efter dem.”



Trailer for filmen ”Aldrig mere i morgen”.


I næste uge har filmen ”Aldrig mere i morgen” premiere. Erik Clausen har skrevet manuskriptet, instrueret og spiller selv hovedrollen som den selvoptagede billedkunstner, Thorvald, som dør. En engel, spillet af Bodil Jørgensen, dukker op ved sygesengen og siger, at hun skal følge ham på vej. Hun giver ham mulighed for at gå usynligt rundt blandt de efterladte og uden at røbe for meget, kan man sige, at filmen illustrerer, hvad Erik Clausen mener, når han siger, at livets afslutning kan blive en ny begyndelse. Ikke for den aføde i det hinsides, men i de efterladtes liv.

”I vores kultur opfatter vi døden som en fjende, men jeg ser døden som en del af naturen. Døden er dramatisk og får os til at stoppe op, for vi bliver mindet om, at her er noget, hvor vi er sat uden for indflydelse. Vi har indflydelse på næsten alt, hvad vi gør, men døden peger nærmest fingre af os og siger: ’Her er det mig, som regerer. Vi skal alle sammen videre’.”

”I min alder er døden ikke en tragedie, hvis man har brugt sine kræfter og kreativitet og levet næstekærligt. Hvor mange år har Erik Clausen igen? Hallo! Der er noget, som hedder logik. Jeg er 75 år,” siger han.

Det sidste nærmest råber han, mens han slår ud med armene.

”Da jeg var ung, tænkte jeg, at døden ikke var en mulighed. I dag har jeg valgt at se på døden som en mulighed, selv om jeg ikke er fri for at gøre mig eskapistiske forestillinger om at holde døden fra døren ved at leve lidt sundt. Men døden kan bare komme an. Jeg ved, den vinder, men den skal løbe stærkt efter mig.”



Foto: Leif Tuxen.


For Erik Clausen er døden kun en tragedie i det omfang, at den afdøde ikke har turdet leve sit liv. Den slags liv ser han alt for mange af.

”I vores tid er der for mange, som føler sig angste, forkerte og bange. Meget frygt bliver omsat i terapi eller selvpinerisk kropsudfoldelse, hvad enten det er med yoga eller maraton.”

Løberne er også her på kirkegården denne sensommer eftermiddag. Når Clausen ser en mand i løbetøj, tænker han, hvornår manden mon sidst har været ude og danse med sin kone.

”Hvorfor skal det være så lidelsesfuldt og indadvendt? Jeg tænker tit på, hvilken indflydelse det kunne få på vores demokrati, hvis al den energi, vi i frygt og forfængelighed vender indad, i stedet blev vendt ud mod hinanden og vores samfund.”





Som dreng kom Erik Clausen på kirkegården sammen med sin mor og hendes søstre. Målet for besøget var kvinderns fars grav. Ved graven oplevede Erik Clausen, hvordan søskendeflokken gav liv til fortællingen om den afdøde morfar, som omkom i en trafikulykke. Ofte blev besøget kombineret med en tur til området omkring søen, som i folkemunde kaldes for ”Det Røde Hav”, fordi der ligger en række kendte skikkelser fra arbejderbevægelsen.

”Min mormor og morfar havde syv børn og få penge. Min morfar skrev sange og fagforeningsrevyer, og så malede han. Min mor sagde tit, at hun ville ønske, morfar levede. Det, jeg husker fra besøgene ved hans grav, er mine mostres fællesskab og savnet. Jeg havde ingen far, farfar eller morfar, så jeg savnede min morfar, som jeg aldrig havde mødt.”

Erik Clausen blev født i 1942 og var ikke særlig gammel, da hans far flygtede til Sverige, og hans mor var alene med to små drenge. Efter krigen rejste hans far til Island, hvor han stiftede familie. Erik Clausen var 15 år, da han mødte sin far igen.



Foto: Leif Tuxen.


”Jeg er opdraget af min mor og hendes søstre. Når jeg var hos min mormor, fik jeg lov til at gå op på loftet og rode med morfars malerting var. Jeg tegnede meget som dreng, og jeg beundrede morfars tegninger, og jeg prøvede, om jeg kunne tegne som ham.”

Han husker ikke, at han har overvejet, om hans morfar levede videre. Døden var et punktum, og engle var noget, som var på glansbilleder.

”Jeg blev døbt og konfirmeret, fordi man i familien forventede, at der skulle holdes de to fester, men min mor skjulte ikke, at hun så kirken som noget hyklerisk. Hun sagde, at hun havde mødt for mange arrogante præster.”

Erik Clausen blev meldt ind i FDF, ligesom en del af de jævnaldrende fra kvarteret i Sydhavnen.

”Jeg var glad for FDF. Vi kaldte det ’Fars drenge fiser’. Men da jeg fortalte min mor, at vi bad bordbøn, når vi var til FDF, meldte hun mig ud. Hun kunne være ret bestemt.”

Hvis der var en tro i Clausens hjem, så var det troen på arbejderbevægelsen. Hans mor var fabriksarbejder og fagligt engageret.

”Hun følte, at tingene gik fremad, og i takt med at jeg voksede op, kunne jeg selv konstatere fremskridtene. Tingene udviklede sig stærkt i retning af mere velfærd. Det klæder folk, når tingene går fremad, og det klædte også de jævne folk fra Vesterbro og Sydhavnen, som jeg voksede op blandt.”

Han er udmeldt af folkekirken og har været det i årtier. I en periode var han medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), men han meldte sig ud i 1984. Hvordan vil han definere sin tro?

”Jeg er bare Erik og ikke ateist. Jeg føler en masse poesi og en universel kærlighed, som får mig til at stoppe op og glædes, når jeg ser en flok børnehavebørn på gaden. Jeg tror, jeg ser på livet med hjertet.”

Han er velbevandret i den kirkelige debat, og han lytter gerne til programmet ”Mennesker og Tro” på P1.

”Jeg er optaget af de store spørgsmål. Jeg forstår livet gennem kunsten og poesien og noget af det smukkeste, som er skrevet på dansk, er skrevet af B.S. Ingemann. Tag bare ’Lysets engel’. Ingemann er jo også temmelig udskældt af teologer, men hans spiritualitet kan jeg være i.”

En af gravstenene her i urnehaven bærer teksten ”Nu så fjern, men altid nær”. På en måde er gravstenens indskrift dækkende for Erik Clausens forhold til sin mor, Lilly. Hun døde for 12 år siden. Hun blev 89 år og blev bisat fra Nordre Kapel her på kirkegården. ”Min mor var meget mod kirker og præster, så vi valgte, at hun skulle bisættes fra kapellet her, som er en meget smuk bygning. Selv om det ikke er i kirken, så skal der være en ceremoni, for det er ikke nok at sidde ude på toilettet og græde. Man må græde sammen.” Erik Clausen har skrevet en række sange, som hans mor satte pris på. Til bisættelsen fik han Eva Madsen til at komme og synge nogle af dem ledsaget af en pianist. Han vidste, at han ikke selv ville kunne holde tale den dag, men han fik sin søn til at tale. ”Og så hørte vi første sats af Carl Nielsens 5. symfoni og mærkede spiritualiteten fra Carl Nielsen, som indvarsler en ny tid.” Hans mor ville på de ukendtes grav. Og sådan blev det. ”Hun ønskede ikke, at vi skulle have ulejlighed med et gravsted, så jeg kan ikke gå hen til min mors grav, men jeg har nogle følelser, som holder liv i kontakten med hende. Du er først rigtig død, når du er glemt. Jeg tænker på min mor og taler med hende. Min far er også død, men ham taler jeg ikke med. Han drak en del, og jeg hjalp ham med nogle sociale ting, men dybest set kendte jeg ham ikke.”

Erik Clausen har i sit eget liv erfaret, at et dødsfald kan blive en anledning til, at dårlige relationer bliver bedre. Han genfortæller en scene fra filmen, hvor englen i skikkelse af Bodil Jørgensen siger: ”Mennesket har mange store evner. En af de største er at tilgive.” Erik Clausen mener, at mange slæber rundt på et mentalt underskud, fordi de ikke evner at tilgive. Han har tidligere beskrevet, hvordan han mener, psykologer og terapeuter forsøger at udfylde et tomrum for tilgivelse, som opstår i et samfund, hvor kirken har en tilbagetrukket rolle. Et dødsfald i en familie kan blive anledning til at tilgive. ”De lærde diskuterer, hvad der skal til for at tilgive. Kan man kun tilgive et menneske, hvis mennesket beder om tilgivelse? Jeg mener, tilgivelsens generøsitet ligger i, at man bliver frigjort fra egne aggressioner. Det kan man mærke, når man tilgiver et andet menneske. Og måske får man lov til at se, at tilgivelsen forandrer det menneske, man tilgiver, fordi vores medmennesker er præget af den måde, hvorpå vi ser på hinanden.”



Foto: Leif Tuxen.