12 grunde
til at stemme
ved valget til
Europa-Parlamentet

I 1945 havde Hitler-Tyskland og Anden Verdenskrig lagt store dele af Europa i ruiner. Det var den tredje store krig mellem Frankrig og Tyskland på blot 75 år. Nu skulle det være slut. Derfor grundlagde de to lande i 1952 Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, som i 1957 blev til Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og i 1993 til Den Europæiske Union, EU.

Men hvorfor kul og stål? Fordi det var det, der skulle til for at bygge kanoner. Tanken var, at det tætte økonomiske samarbejde dels skulle sikre, at man ikke igen vovede at kaste sig ud i krig med hinanden, dels sørge for større velstand i det enkelte land, så man ikke igen havnede i den tilstand af social uro, som kendetegnede mellemkrigstiden. I den optik har EU været en succes. Der handles ivrigt mellem medlemslandene, og der har ikke været krig i Europa – hvis man ser bort fra løsrivelses-krigene på Balkan efter Jugoslaviens sammenbrud og krigen i det østlige Ukraine.

Da Danmark meldte sig ind i 1973, fik vi at vide, at det var et samarbejde, der handlede om at få nogle højere priser for svinekød, og så var det stort set det. Men langsomt viste det sig, at EU faktisk griber ind i alle de områder, som det politiske liv på nationalt plan beskæftiger sig med, lige på nær nogle enkelte små hjørner såsom kirkepolitik. EU er derfor et helt nyt fænomen i verden. Det er ingen stat, men heller ikke blot en organisation, snarere et politisk system.

Der findes ikke noget andet system, der samarbejder så tæt og har så stor indflydelse på medlemmerne. Det er både en styrke og svaghed. Det indre marked og den fri bevægelighed har for eksempel gavnet Danmark. Men den tætte europæiske integration betyder også, at megen kritik rammer selve EU-systemet. Den britiske modstand mod indvandring fra andre EU-lande blev for eksempel til en kritik af selve EU og var medvirkende til, at et flertal af briterne ved Brexit-folkeafstemningen stemte for at forlade unionen.

EU kan virke fjern fra en dansk dagligdag. Men uanset hvor man står politisk, er der grund til at stemme ved valget til Europa-Parlamentet. For det første er parlamentet i Strasbourg lidt ligesom et folketing. Det fører demokratisk kontrol med de andre EU-institutioner, herunder EU-Kommissionen, der på mange måder fungerer som en regering og fremlægger lovforslag, som parlamentet stemmer om. For det andet er det en fordel for Danmark at være til stede i de største grupper i parlamentet. Det er ikke givet, at der efter valget vil sidde en dansker i Det Europæiske Folkeparti (EPP), den kristendemokratiske gruppe, der sammen med Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa (S&D) har allermest indflydelse. Et dansk medlem vil kunne råbe, ”husk at tage hensyn til Danmark, husk at lave en særparagraf”.

Den danske arbejdsmarkedsmodel adskiller sig nemlig fra stort set alle andre, men det glemmer de øvrige lande ofte. For det tredje er der særligt meget på spil ved dette valg. Ifølge tænketanken European Council on Foreign Relations står højrenationale, EU-skeptiske partier til at vinde en tredjedel af mandaterne. Det kan blive afgørende for, hvordan EU fremover agerer. En tredjedel vil for eksempel kunne blokere for sanktioner mod medlemslande, der krænker retsstatsprincipper. Ens stemme påvirker altså, hvordan EU handler på en lang række områder, der påvirker vores dagligdag.

EU er så langt fra kun uforståelige paragraffer og mænd i ens jakkesæt. Vi kan takke EU for, at en masse ting i vores hverdag er blevet både nemmere og billigere. Når vi på internettet køber bøger eller brødristere fra andre EU-lande, slipper vi for at betale told og afgifter. Toldunionen, som blev oprettet i 1968, betyder, at toldmyndighederne i alle 28 EU-lande arbejder sammen og bruger de samme toldsatser, som var de én myndighed.

Det lægger man måske først rigtigt mærke til, hvis man bestiller en kaffekværn fra Japan eller en computer fra USA. Så må man punge ud for at få sin pakke udleveret ved ankomst. Bestiller vi for fremtiden ting fra Storbritannien, kan vi risikere at skulle betale en hel del i told. Told på varer, der importeres til EU, udgør hele 14 procent af det samlede EU-budget. Toldkontrollen ved EU’s ydre grænser beskytter også forbrugerne mod varer, som kan være farlige eller sundhedsskadelige, og deltager i kampen mod handel med mennesker, narkotika, våben og kopivarer.

EU har også sørget for, at vi ikke skal betale ublu priser, når vi på ferien i et andet EU-land ringer hjem, sender billeder til venner eller surfer på internettet. Fra 2017 har alle europæere kunnet rejse i EU uden at skulle betale såkaldte roaming-afgifter. Ved roaming forstås, at man kobler sig på et udenlandsk mobilnet for at ringe, skrive tekstbeskeder eller trække data fra internettet. Det forlanger udbyderne gebyrer for, som kunderne skal betale.

Tidligere fik mange et chok, når de vendte hjem fra ferien og fik en regning på deres mobiltelefoni. Men siden 2017 har det altså været slut med roaming under kortere udlandsrejser, og forbrugerne kan bruge deres mobiltelefoner overalt i EU på de vilkår, der gælder i de kontrakter, de har i deres hjemland.

Er man taget på bilferie mod Sydeuropa og har glemt sit pas derhjemme, er det ikke noget problem. I hvert fald ikke i princippet. Godt nok har de seneste års flygtningekrise ført til genindførelse af grænsekontrol eller decideret lukkede grænser i flere lande. Men i det store og hele kan europæere bryste sig af den fri bevægelighed i Europa, en af EU’s største bedrifter nogensinde, har et flertal af Europas indbyggere igen og igen sagt i undersøgelser.

Aftalen om et Europa uden grænsebomme – Schengen-aftalen – blev indgået allerede i 1985, mens jerntæppet stadig delte Europa. I dag er 22 ud af EU’s 28 medlemslande samt Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein fuldt ud med i Schengen-samarbejdet, som fra 1999 ophævede personkontrollen ved de pågældende landes grænser. Schengen-aftalen har skabt et samarbejde på tværs af europæiske grænser, som de færreste nok turde forestille sig, da kontinentet rejste sig fra ruinerne efter Anden Verdenskrig. Flygtningekrisen har dog udfordret den fri bevægelighed og de åbne grænsebomme.

Det var ofte forbundet med skrankepaver, afgifter og besvær – hvis det da ikke blev helt afvist – når man for godt 25 år siden ville sælge sine varer til kunder i andre EU-lande. Men i 1993 blev det indre marked en realitet, og folk kunne dermed begynde at købe og sælge på tværs af landegrænser. Sammen med den fri bevægelighed udgør det indre marked Europas mest ambitiøse projekt. Det rummer 512 millioner europæere og er selve grundlaget for den økonomiske integration mellem de 28 medlemsstater. Det indre marked betyder, at man – når man lever op til bestemte standarder – frit kan sælge sine varer eller tjenesteydelser i hele EU.

De gældende standarder betyder samtidig, at vi kan stole på, at varerne er sikre og af en vis kvalitet. Siden indførelsen af det indre marked har vi fået et større og mere mangfoldigt udbud af varer, og konkurrencen og afskaffelsen af nationale monopoler har gjort mange varer og tjenester billigere end før. Den danske velstand er i vidt omfang betinget af det indre marked. Skal man pege på noget negativt, kan det for eksempel være, at medlemslandene – som i så mange andre sammenhænge i EU – er underlagt fælles standarder, så det enkelte land kan ikke bare skrue op og ned for kvaliteten eller forbyde en vare.

Den fri bevægelighed betyder også, at arbejdskraften kan bevæge sig frit. Vil man for eksempel til Spanien for at arbejde som sygeplejerske eller kok i en periode, er det blot om at finde et job. Arbejdstagere kan arbejde overalt i EU, og virksomheder kan åbne afdelinger og operere i andre lande. Det har været af stor betydning for dansk økonomi. Men det har også ført til store, af EU uforudsete udfordringer af den skandinaviske arbejdsmarkedsmodel. Oprindeligt var tanken, at arbejdskraft i en periode flyttede fra et land til et andet, men det er siden blevet udvidet til, at man kan tage familien med og få ret til sociale ydelser. Det lægger pres på velfærdsstaten.

Samtidig frygter danske fagforeninger løn-dumping, når arbejdere fra Øst- og Centraleuropa kommer og tilbyder deres hænder til en lavere løn. Det var et af hovedargumenterne for Brexit. Antallet af udenlandske studerende, som læser i Danmark og modtager SU, er eksploderet over årene. Det ville ikke være et problem, hvis de blev hængende og arbejdede og betalte skat, men det gør de færreste. Det kommende EU-Parlament har en opgave i at finde en løsning, så man hverken undergraver den nationale model eller arbejdskraftens fri bevægelighed.

Få problemer har udfordret EU mere i nyere tid end flygtningekrisen. I kølvandet på borgerkrigen i Syrien er langt over en million asylansøgere kommet til Europa siden 2015. Krisen har truet med at undergrave en af efterkrigstidens største europæiske bedrifter, den frie bevægelighed sikret af Schengen-aftalen, idet flere lande, herunder Danmark, har genindført grænsekontrol. Problemet er, at man med Schengen-aftalen fjernede de indre grænser uden at styrke de ydre. I mellemtiden er EU-landene blevet enige om at styrke Europas ydre grænser, og aftalen med Tyrkiet fra 2016 om at hindre asylansøgere i at fortsætte op gennem Europa kan have hindret en ny flygtningestrøm på to-tre millioner mennesker.

Krisen har imidlertid blotlagt en uløselig strid om fordelingen af asylansøgere mellem EU-landene. Lande som Tyskland og Italien, der har taget imod mange asylansøgere, taler for en fælleseuropæisk asylløsning, men den model afviser blandt andre Visegrad-landene – Polen, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn – som har lukket grænserne for asylansøgere. Migration er blevet et identitetspolitisk varmt emne, som har givet fornyet kraft til højrenationale partier, der ventes at få op til en tredjedel af stemmerne ved valget. De danske EU-forbehold fra 1992 betyder, at Danmark ikke deltager i samarbejdet vedrørende asyl og indvandring. Men hvis EU havde haft en fælles fordelingspolitik, som Danmark var en del af, ville Danmark, som ellers er kendt for en stram asylpolitik, formentlig have modtaget færre asylansøgere, end tilfældet var i 2015 og 2016.

Har man besøgt en storby i Indien eller Kina, ved man, at ren luft ikke er nogen selvfølge. Og har man først haft dårlig mave efter at have drukket af hanen på sådan en rejse, ved man også, at rent drikkevand ikke er nogen selvfølge. Også i Europa har industri været med til at belaste miljø og mennesker, og i EU’s begyndelse var miljøspørgsmål ikke på den politiske dagsorden. Det har ændret sig. EU’s miljøpolitik stiller skrappe krav til, hvor ren luften og det rindende vand i medlemslandene skal være, og unionens klimapolitik er en af verdens mest ambitiøse. I 2014 vedtog unionen tre klimamål: Inden 2030 skal medlemsstaterne udlede 40 procent mindre drivhusgasser – en af årsagerne til den globale opvarmning – end i 1990, andelen af vedvarende energi skal udgøre cirka 27 procent af den samlede energiproduktion, og energiforbruget skal reduceres med 27 procent sammenlignet med 2014.

Det er meget forskelligt, hvor langt landene er nået. Sverige er ambitiøs, Danmark ligger et sted i midten, og et land som Polen halter bagefter. Ifølge kritikere er målene indrettet efter laveste fællesnævner og slet ikke ambitiøse nok. Problemet er blandt andet, at det er dyrt at være klimavenlig og nedsætte sit CO2-udslip. En stærk klimapolitik kan svække konkurrenceevnen i forhold til lande som USA og Kina. EU har i forvejen et meget lille budget – Danmark bruger 40 procent af sit BNP på finansloven, EU bruger én procent. Men det kan ændre sig, i takt med at grønne partier får mere indflydelse i Europa-Parlamentet.

Selv for en dansker, der gerne vil bevare Dronningens ansigt i profil på mønterne, er det praktisk at kunne rejse gennem Europa uden hele tiden at skulle veksle til ny valuta. Euroen har da også gjort det langt nemmere at få det indre marked og den fri bevægelighed af varer og ydelser til at fungere, for det er alt andet lige nemmere at handle med hinanden, hvis man har samme mønt. Det kan alt sammen virke fjernt for en dansker. Vi valgte i 1992 at stå uden for den fælles valuta. Men eurozonen og ikke mindst eurokrisen, som begyndte i 2008, berører på sin vis hele Europa og dermed også Danmark.

Ligesom flygtningekrisen blotlagde eurokrisen grundlæggende uenigheder mellem medlemslandene og banede vej for en række populistiske partiers succes. Den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis har argumenteret for, at det gældsplagede Grækenland aldrig ville være havnet så langt nede i sølet, hvis landet ikke havde været med i eurozonen. Og tyske medier har berettet, at Tyskland, som har udstukket en særdeles hård sparekurs over for de gældsplagede lande, har tjent milliarder på gældskrisen. Eurokrisen har dermed udviklet sig til en intern europæisk tillidskrise og affødt en diskussion om, hvorvidt medlemmerne i eurozonen bør udvise større økonomisk solidaritet med hinanden – en tankegang, Europa-Parlamentet de senere år har været fortaler for.

I en tid præget af Brexit og politisk uro både i og uden for Europa kan det være godt at minde om, at EU i det store og hele er en demokratisk succes. Ikke mindst hvis man husker på, at projektet opstod på ruinerne af Anden Verdenskrig og efter jerntæppets fald formåede at indlemme en lang række af de tidligere kommunistiske regimer – svarende til halvdelen af medlemmerne. EU er således et samarbejde mellem 512 millioner mennesker, som er baseret på demokrati og retsstatsprincippet, og som har sørget for fred i Europa i 70 år. Medlemslandene skal leve op til nogle demokratiske mindstekrav om frie og fair valg, beskyttelse af mindretal og beskyttelse af retten til at tænke, tro og tale frit. Det har de senere år vist sig sværere i praksis, idet nationalkonservative regeringer i Polen og Ungarn er begyndt at stramme grebet om landenes demokratiske institutioner.

EU kunne forsøge sig med sanktioner eller endda smide landene ud af samarbejdet, men det er ligesom med atombomben: Det er det allersidste, man gør. I stedet løfter man pegefingeren og skælder ud og håber på bedring. Selve EU-apparatet forsøger også at efterligne en demokratisk retsstat. Her repræsenterer Europa-Parlamentet EU-borgernes interesser, og det er parlamentets opgave at føre kontrol med de andre EU-institutioner, herunder kommissionen, som fremsætter lovforslag. Der vedtages således ikke EU-lovgivning uden deltagelse af folkevalgte politikere fra Danmark.