”Børn, der er én ting, jeg kan love jer. Alt, I foretager jer, sætter spor, intet går tabt. Alle de gode ting, I har oplevet, vil leve videre i de mennesker, I har berørt. Det vil gøre en forskel for en person et sted på et eller andet tidspunkt, og jeres bedrifter vil blive båret videre. Alting er forbundet i en kæde, der ikke kan brydes.”

De var flygtet fra deres hjemby Wien, da nazisterne rykkede ind i Østrig i 1938. Nu havde Hitlers tropper nået Amsterdam, og deres far og mor kunne hverken garantere dem tryghed, en normal hverdag eller en fremtid. Men de havde masser af kærlighed, og faderen holdt dem i sine arme og lovede, at deres liv, som måske snart ville være forbi, trods alt ville få mening.

”Jeg havde jo ikke udrettet noget endnu,” siger 85-årige Eva Schloss i dag.

Hele familien blev fanget og deporteret til Auschwitz-Birkenau i Polen. Hun og moderen overlevede ni lange måneder i lejren – hendes far og bror døde.

Eva Schloss sidder i en brun læderstol i sin stue i en lille lejlighed i et af Londons pæne kvarterer og husker tilbage på episoden den dag i maj for over 70 år siden. Den sidste trygge stund, hun havde sammen med familien, står lysende klart trods afstanden og de traumatiske oplevelser, hun siden blev udsat for.

”Jeg er meget stædig. Det hjalp mig til at overleve. Og jeg husker, at jeg sad der i lejrens elendighed og tænkte, at hvis jeg døde nu, så ville ingen huske mig. Så jeg besluttede mig for at leve,” fortæller Eva Schloss, der har en stærk østrigsk accent, selvom hun har boet i London i over 40 år. R’erne ruller lidt længere, og engelske ord med ”wh”, som i ”when”, er hårde og bliver til ”væn”.

I 1942 mødte Eva den jævnaldrende Anne, og de to teenage-piger legede sammen i Amsterdam, hvor begge familie levede som flygtninge. Mens Evas familie, broderen Heinz, hendes mor Fritzi, og faren Erich, ikke havde boet længe i byen, havde den tyske Frank-familie boet der, siden Anne var tre år.

”Den Anne, som alle kender, den sjælfulde forfatter med dybder og følelser, som hun fortalte om i sin dagbog, hende kendte jeg selvfølgelig ikke,” skriver Eva Schloss i ”Efter Auschwitz”.

Anne og Eva boede lige over for hinanden i gården. Den dag, de mødte hinanden første gang, så Eva sin egen modsætning. Eva var en lyshåret, rodet pige, der spillede med kugler og lavede saltomortaler. Anne var mere sofistikeret, mørk og altid pæn i tøjet med opsat hår. Anne var mere livlig, Eva mere genert.

Anne fik venner med sine mange historier og viden. Hun snakkede så meget, at hun blev kaldt ”søster sludrebøtte”. Eva mødte også Annes far, Otto Frank, som hun husker som en ”rar” og ”empatisk” mand, og Eva besøgte ofte deres hjem i Amsterdam, hvor hun fik limonade og talte med deres kat, Moortje.

De to piger var for forskellige til at blive hjerteveninder, men alligevel har Anne Franks spøgelse fulgt hende gennem hele livet.

”Vi var bare almindelige drenge og piger med teenageproblemer, bekymringer, drømme og venskaber. Under normale omstændigheder ville vores venskab nok ikke have været mere end et kort bekendtskab, men navnet Anne Frank har fulgt og forfulgt mig siden,” fortæller Eva Schloss.

Hun blev Anne Franks stedsøster, da Eva Schloss’ mor efter krigen blev gift med Otto Frank, som havde mistet hele sin familie, hustruen i Auschwitz og døtrene Margot og Anne, der døde af sygdom i kz-lejren Bergen-Belsen få måneder før krigens afslutning. Evas mor og Otto Frank rejste i mange år verden rundt for at tale om Anne og promovere hendes berømte dagbog. Otto Frank talte konstant om Anne, fortæller Eva Schloss, der var meget jaloux.

”I nogle år blev jeg altid introduceret som stedsøsteren. Men jeg er også en person med en historie. Anne blev berømt, ikke fordi hun gemte sig, men fordi hun skrev dagbog. Man sagde, at hun var så modig. Jeg havde oplevet det samme og gjort endnu mere utrolige ting for at overleve. Så jaloux var jeg, det må jeg sige. Men jeg havde det også dårligt med det. Så jeg besluttede på et tidspunkt at lade det værre og nyde mit eget liv med mand og børn. Jeg havde jo et godt liv, så hvordan kunne jeg være jaloux på en person, som er død.”

Eva Schloss føler sig heller ikke særligt forbundet til Anne Frank trods tiden i Amsterdam sammen og den efterfølgende familierelation. Hun blev en del af deres liv, fordi stedfaderen talte så meget om hende. Når hendes egne børn opførte sig på en særlig måde, sagde han ofte, at Anne jo ville gøre sådan og sådan.

Otto Frank kunne på den måde føle, at Anne stadig var der ved at tale om hende, vise billeder og sammenligne hende. Eva Schloss er på trods af at have levet i Anne Franks skygge glad for, at Otto hendes mor fandt hinanden midt i deres sorg. Senere fik hun det Leica-kamera, Otto havde brugt til at tage billeder sine døtre. Eva blev selv fotograf og åbnede senere et antikvariat. Hun har stadig det slidte kamera.

”Jeg tænker tit på, at min mor under krigen var 40 og havde accepteret, at hun formentlig skulle dø. Hun havde haft et godt liv, men bad til, at hendes børn ville overleve. Det havde været helt forfærdeligt at miste hende, for så havde jeg nok ikke klaret den selv. Men vi overlevede og fik begge et liv igen efter krigen.”

Det så ellers temmelig sort ud, da Eva og hendes familie ikke længere kunne skjule sig i Amsterdam. Efter nazisternes beslutning om en ”Endlösung” i 1942 var stikkere og Gestapo-agenter på jagt efter jøder, der gemte sig på lofter, i kældre og bag en falsk væg med klinker i et badeværelse som i Evas tilfælde. Her undgik de i første omgang at blive opdaget, da det tyske sikkerhedspolitik Gestapo kom på uventet besøg, og selvom en ældre jødisk mand forsøgte at redde sig selv bag væggen og holde de andre ude. Men heldet slap op.

”Jeg blev taget til fange af nazisterne på min 15-års fødselsdag,” indleder Eva kapitlet om tilfangetagelsen og vejen til Auschwitz-Birkenau.

Det var en tirsdag morgen den 11. maj 1944 hos familien Reitsma i et gammelt hus i nærheden af Vondelpark i Amsterdam, hvor Eva og hendes mor gemte sig, mens hendes far og bror skjulte sig andre steder i byen. Eva vågnede tidligt, spændt på, hvad dagen måtte bringe. Da hun kom nedenunder, stod fødselsdagsmorgenmad klar på bordet med en vase med friske hyacinter og tulipaner på. Klokken halv ni sad de ved bordet parat til at fejre Eva. Men i stedet for fødselsdagssang blev der pludselig ringet insisterende på dørklokken. Tyske soldater væltede ind og pegede deres geværløb lige ind i de forbavsede og rædselslagende ansigter.

”Det er dem. Beskidte jøder,” råbte de.

Eva og hendes mor blev efterfølgende brugt som lokkemad til at fange hele familien med hjælp fra en hollandsk sygeplejerske og en gæstfri familie, der var nazistiske agenter. De blev først sendt til den hollandske deportationscentral Westerbork og siden med tog til den tyske dødslejr Auschwitz-Birkenau i Polen. Her snød Eva døden mindst tre gange, og hendes og Fritzis liv kunne være endt som grå aske på Europas himmel sammen med millioner af andre jøder.

Eva undgik gaskammeret og overkom sult og sygdomme. Men nazisterne fik på en anden måde ram på den 15-årige pige, der kom til at lære meget om menneskets natur og blev voksen meget hurtig.

”Jeg var fange nummer A/5272 og led i en proces med det ene formål at frarøve min stolthed og min identitet og i sidste ende mit liv. Da jeg blev ført væk fra togstationen i Auschwitz, blev jeg skilt fra min bror og far, og jeg efterlod pigen Eva og hendes drømme bag mig. Vi havde været sammen som familie for sidste gang, og jeg kom aldrig til at se min bror igen,” siger hun.

Det var en smuk og varm forårsdag, da Eva Schloss så dødscentralen Auschwitz-Birkenau for første gang. Jorden omkring var gold og tør. Der var ingen blomster eller træer. Her var ikke liv.

Antallet af gange, Eva og Fritzi kunne have været døde, og tilfældet, der gjorde, at de undgik døden, er uden for almindelig fatteevne. Men disse hændelser forandrede folk, også til det bedre, og Evas mor forvandlede sig for eksempel til handlekraftig og modig kvinde, hvor hun hjemme i Wien aldrig havde rørt en finger og lå på sofaen og sov, når børnene kom hjem fra skole.

Evas mor besluttede at gøre alt i sin magt for at beskytte sin datter og reddede Evas liv flere gange ved at tage nogle vovede chancer. Første gang var ved ankomsten til dødscentralen i det grå, ildelugtende polske marskland, hvor Auschwitz lå placeret. ”Nu sker det, nu bliver vi alle sammen dræbt”, sagde en forskræmt person i kvægvognen.

Da de var på vej ned ad rampen, rakte Evas mor hende en lang frakke og en filthat. Eva nægtede at tage det på, da det var kogende varmt i den polske forårssol, men hendes mor insisterede. Det reddede Eva første gang. For ved udvælgelsen til gasning, som den berygtede læge Josef Mengele, også kaldt ”Doktor Død”, stod for, fremstod Eva ældre, end hun var - og hun undgik den kø med gamle og børn, der automatisk blev sendt direkte i døden. Ud af i alt 168 børn fra Eva Schloss’ transport overlevede hun og seks andre.

Men den lykkelige skæbne kendte de ikke til endnu. For kort efter den første udvælgelse var døden atter nærværende.

”Min mor ændrede sig meget. Det var utroligt at opleve. Nogle gav op og overlevede ikke. Men hun blev et større menneske. Livet i lejren var fyldt med skrækkelige og grufulde ting, og i starten klarede jeg mig kun med min mors støtte,” fortæller Eva Schloss, der senere måtte overtage rollen som beskytter, da moderen blev syg.

Et af de stærkeste minder fra den tid er hendes sidste møde med faren efter en lang og uvis separation i lejren. På det tidspunkt var moren netop blevet udvalgt.

”Åh, far, hun er blevet gasset,” hulkede Eva i farens arme. I dag frygter hun, at beskeden fik ham til at give op. Han nåede aldrig at finde ud af, at Fritzi ikke var død, men blev plejet i hospitalsbarakken, reddet af morens kusine Minni, der arbejdede som sygeplejesker, og tidligere havde hjulpet Eva med et grimt sår i nakken tidligere.

Mødet med faren gav hende håb, mens vinterkulden i 1944 gnavede i hendes udsultede krop.

”Man var sin egen. Der var ingen medfølelse. Det var der ikke kræfter til,” fortæller Eva, der spiste gulerodsender fra skraldespanden for at få vitaminer nok.

Livet kom altså ikke bare af sig selv efter krigen, har Eva sidenhen indset. Som så mange andre overlevere blev Eva Schloss’ minder fra lejren, dødens nærvær og de umenneskelige forhold skubbet ind bagerst i hukommelsen. Og her lå de og gnavede i hendes sind.

Du har aldrig været 100 procent til stede, lød det anklagende fra Eva Schloss’ døtre senere. Hun havde aldrig fortalt dem noget, selvom tatoveringen på armen hver dag mindede hende og omgivelserne om, at hun var offer af holocaust. Når børnebørnene begyndte at spørge til de mystiske tal på armen, sagde Eva til dem, at det var hendes telefonnummer. ”Jeg talte aldrig om fortiden”, siger hun. Og stilheden varede i 40 år.

Som andre opdagede Eva Schloss, at oplevelserne mindre ondt, så snart hun begyndte at fortælle. Det skete dog først som midaldrende kvinde ved et tilfælde og uden, at hun vidste, at det blev begyndelsen på en rejse, hvor hun langsomt bearbejdede sin barndoms grufulde minder.

Det var en tidlig forårsdag i 1986 til åbningen af en vandreudstilling om Anne Frank i Mall Galleries i London. Eva Schloss var inviteret til at fortælle, og hun kunne dårligt sige nej, følte hun, da det jo var Ottos og hendes mors livsværk, det drejede sig om. Hun blev præsenteret og begyndte tøvende at tale.

Eva Schloss hader ikke verden længere. Hun har fundet det glade barns optimisme og glæde igen. Og blandt andet med hjælp fra Otto Frank, fortæller hun. Had gør dig miserabel, sagde han.

”Og det var manden, der havde mistet alt. Han hadede ikke, selv ikke tyskerne. Han var tværtimod stolt af at være tysker. Han elskede tysk kultur og var i stand til ikke at lade krigen overskygge det. Jeg var ikke stolt af noget som helst. Jeg havde ikke en fundamental tro på mennesket. Den var væk og skulle opbygges igen, indser Eva Schloss.

Hun fandt troen på mennesket igen ved at læse verdenshistorien og blandt andet indse, at også andre lande har haft en blodig historie og gjort forfærdelige ting. Hvis holocaust gjorde noget godt for hende, var det at få hende til at interessere sig mere for omverden og indse, at ”man kan ikke hade verden for evigt”, som hun siger det konkluderende fra sin stol i stuen i London. Ved siden af hende lytter Zvi med, og bag hende hænger et maleri af hendes mor.

Eva Schloss fik stor støtte fra sin stedfader Otto Frank, der døde i 1980. Hun har siden holdt foredrag for fængselsfanger og børn i hele verden. Efter stedfaderens død arbejdede hun for Anne Frank Fonden, og på den måde fik to pigers uskyldige leg i en baggård i Amsterdam i starten af 1940’erne en stor rolle i Eva Schloss' lange rejse tilbage til livet efter at have vandret med de døde.

Eva fik sat sit spor på verden.