Den stædige pige i Auschwitz
forside

Eva Schloss var stedsøster til Anne Frank og fange i Auschwitz-Birkenau. Både venskabet og mishandlingerne i kz-lejren har kastet en lang skygge over hendes liv, og først efter at have skrevet om sine oplevelser er hun igen blevet et helt menneske

Tekst: Benjamin Krasnik. Tilrettelæggelse: Kim Schou

5. juli 2014

Eva Schloss

Født Geiringer i Wien 11. maj 1929 af de jødiske forældre Elfriede, ”Fritzi”, Markovitz og Erich Geiringer. Hun havde en tre år ældre bror, Heinz.

Kort efter Tysklands annektering af Østrig i 1938 flygtede familien først til Belgien og kort efter til Amsterdam. Her blev de opdaget og deporteret til kz-lejren Auschwitz-Birkenau i Polen.

Efter krigen flyttede hun og moderen tilbage til Amsterdam, hvor Eva begyndte studier i kunsthistorie på Amsterdam Universitet.

I 1951 flyttede hun til London og blev fotograf. Året efter blev hun gift med Zvi Schloss. De har tre døtre og fem børnebørn.

Eva Schloss har skrevet tre bøger om sit liv, senest ”Efter Auschwitz”, der udkom på dansk i maj fra forlaget People’sPress. Blev i 2012 hædret med den britiske MBE-orden. Eva Schloss var en af grundlæggerne af Anne Franks Fond.

”Børn, der er én ting, jeg kan love jer. Alt, I foretager jer, sætter spor, intet går tabt. Alle de gode ting, I har oplevet, vil leve videre i de mennesker, I har berørt. Det vil gøre en forskel for en person et sted på et eller andet tidspunkt, og jeres bedrifter vil blive båret videre. Alting er forbundet i en kæde, der ikke kan brydes.”

De var flygtet fra deres hjemby Wien, da nazisterne rykkede ind i Østrig i 1938. Nu havde Hitlers tropper nået Amsterdam, og deres far og mor kunne hverken garantere dem tryghed, en normal hverdag eller en fremtid. Men de havde masser af kærlighed, og faderen holdt dem i sine arme og lovede, at deres liv, som måske snart ville være forbi, trods alt ville få mening.

”Jeg havde jo ikke udrettet noget endnu,” siger 85-årige Eva Schloss i dag.

Hele familien blev fanget og deporteret til Auschwitz-Birkenau i Polen. Hun og moderen overlevede ni lange måneder i lejren – hendes far og bror døde.

Eva Schloss sidder i en brun læderstol i sin stue i en lille lejlighed i et af Londons pæne kvarterer og husker tilbage på episoden den dag i maj for over 70 år siden. Den sidste trygge stund, hun havde sammen med familien, står lysende klart trods afstanden og de traumatiske oplevelser, hun siden blev udsat for.

”Jeg er meget stædig. Det hjalp mig til at overleve. Og jeg husker, at jeg sad der i lejrens elendighed og tænkte, at hvis jeg døde nu, så ville ingen huske mig. Så jeg besluttede mig for at leve,” fortæller Eva Schloss, der har en stærk østrigsk accent, selvom hun har boet i London i over 40 år. R’erne ruller lidt længere, og engelske ord med ”wh”, som i ”when”, er hårde og bliver til ”væn”.


Eva3
Foto: Benjamin Krasnik

Eva Schloss har skrevet om sit liv i bogen ”Efter Auschwitz”, der udkom på dansk for nylig. I den fortæller hun om, hvordan hendes familie blev revet fra hinanden under krigen, hvordan en række tilfældigheder kom til at afgøre død eller liv, og hvordan det var at vende tilbage til en normal hverdag.

Anden Verdenskrig bragte Eva ud på en rejse gennem Europa, der forandrede den østrigske pige for altid. Hun blev født Eva Geiringer i Wien i maj 1929 og bor i dag i London. Hendes skæbne betød blandt andet, at hun undervejs mødte den tyske pige Anne Frank, som senere blev berømt for sin dagbog.

Anne Frank døde kort før krigens afslutning. Men hun satte sit aftryk på verden og blev udødeliggjort gennem sin dagbog, som hendes far Otto Frank, der overlevede krigen, gjorde til sit livsprojekt at få udbredt.

Igennem sin dagbog giver Anne Frank et unikt indblik i, hvordan det var at leve som ung jøde i skjul for nazisterne. Dagbogen er oversat til talrige sprog og ofte fast pensum i grundskoler verden over.

Hendes stedsøster Evas Schloss har sat sit eget aftryk; hendes kæde blev ikke brudt. Hun har været gift med sin mand, Zvi Schloss, i over 50 år, hun har i dag tre døtre, fem børnebørn, og har med tiden fundet tilbage til sin barndoms optimisme og livsglæde, som holocaust havde taget fra hende.


Anne fotos
Ovenfor: Anne Frank, privatfotos

Anne Frank

Født i 1929 nær Frankfurt i Tyskland.

Datter af Otto Frank og Edit Holländer, begge af jødiske familier, som havde boet i Tyskland i flere hundrede år.

Familien flygtede fra Tyskland allerede i 1933, da Hitler kom til magten. De tog til Amsterdam, hvor de måtte gå under jorden, da nazisternes jagt på jøder blev intensiveret sommeren 1942. Anne, hendes søster Margot, hendes mor og far, Otto Frank, skjulte sig i farens kontorbygning.

Efter to år blev de afsløret og transporteret til kz-lejre. Moren døde i Auschwitz, mens Anne Frank og Margot begge døde af plettyfus i marts 1945.

I dag er huset i Amsterdam, hvor Frank-familien gemte sig, et museum. Det ligger i Prinsengracht 263 tæt ved Westerkerk-kirken.

Video: De eneste optagelser af Anne Frank (uden lyd). Kilde: Anne Frank House

I 1942 mødte Eva den jævnaldrende Anne, og de to teenage-piger legede sammen i Amsterdam, hvor begge familie levede som flygtninge. Mens Evas familie, broderen Heinz, hendes mor Fritzi, og faren Erich, ikke havde boet længe i byen, havde den tyske Frank-familie boet der, siden Anne var tre år.

”Den Anne, som alle kender, den sjælfulde forfatter med dybder og følelser, som hun fortalte om i sin dagbog, hende kendte jeg selvfølgelig ikke,” skriver Eva Schloss i ”Efter Auschwitz”.

Anne og Eva boede lige over for hinanden i gården. Den dag, de mødte hinanden første gang, så Eva sin egen modsætning. Eva var en lyshåret, rodet pige, der spillede med kugler og lavede saltomortaler. Anne var mere sofistikeret, mørk og altid pæn i tøjet med opsat hår. Anne var mere livlig, Eva mere genert.

Anne fik venner med sine mange historier og viden. Hun snakkede så meget, at hun blev kaldt ”søster sludrebøtte”. Eva mødte også Annes far, Otto Frank, som hun husker som en ”rar” og ”empatisk” mand, og Eva besøgte ofte deres hjem i Amsterdam, hvor hun fik limonade og talte med deres kat, Moortje.


De to piger var for forskellige til at blive hjerteveninder, men alligevel har Anne Franks spøgelse fulgt hende gennem hele livet.

”Vi var bare almindelige drenge og piger med teenageproblemer, bekymringer, drømme og venskaber. Under normale omstændigheder ville vores venskab nok ikke have været mere end et kort bekendtskab, men navnet Anne Frank har fulgt og forfulgt mig siden,” fortæller Eva Schloss.


Dagbogen
Anne Franks berømte dagbog

Dagbogen

AF skrivebord

I sin dagbog skriver Anne Frank om den svære og angstprægede tilværelse i skjul for nazisterne, men den bærer samtidig præg af stort livsmod.

Anne Frank fik dagbogen til sin 13 års fødselsdag, og man følger hendes liv fra 12. juni 1942 til 1. august 1944. Den er bygget op som en række breve til imaginære venner. Hun skriver om de andre i det hemmelige rum, men giver dem kaldenavne.

Udgivet for første gang på hollandsk i 1947, mens en engelsk oversættelse blev publiceret i 1952. Bogen er i dag oversat til mange sprog og er på flere lister over århundredets mest læseværdige bøger. Den er også filmatiseret.

Lyd:Hør Eva Schloss fortælle om fundet af dagbogen

Hun blev Anne Franks stedsøster, da Eva Schloss’ mor efter krigen blev gift med Otto Frank, som havde mistet hele sin familie, hustruen i Auschwitz og døtrene Margot og Anne, der døde af sygdom i kz-lejren Bergen-Belsen få måneder før krigens afslutning. Evas mor og Otto Frank rejste i mange år verden rundt for at tale om Anne og promovere hendes berømte dagbog. Otto Frank talte konstant om Anne, fortæller Eva Schloss, der var meget jaloux.

”I nogle år blev jeg altid introduceret som stedsøsteren. Men jeg er også en person med en historie. Anne blev berømt, ikke fordi hun gemte sig, men fordi hun skrev dagbog. Man sagde, at hun var så modig. Jeg havde oplevet det samme og gjort endnu mere utrolige ting for at overleve. Så jaloux var jeg, det må jeg sige. Men jeg havde det også dårligt med det. Så jeg besluttede på et tidspunkt at lade det værre og nyde mit eget liv med mand og børn. Jeg havde jo et godt liv, så hvordan kunne jeg være jaloux på en person, som er død.”


Eva 4 år
Foto: Eva Schloss som 4-årig.

Spøgelset

Arkiv-klip med Otto Frank. Kilde: Anne Frank House

Selvom Evas stedsøster døde under krigen, fyldte hun meget i Evas liv mange år efter. Ikke mindst fordi Evas nye far brugte megen energi på at udbrede Anne Franks dagbog.

Evas Schloss' mor giftede sig med Otto Frank efter krigen. På fotoet herunder ses de to sammen med skuespilleren Audrey Hepburn, som de ville have til at spille Anne Frank i den første filmatisering af Anne Franks dagbog.

hepburn

Eva Schloss føler sig heller ikke særligt forbundet til Anne Frank trods tiden i Amsterdam sammen og den efterfølgende familierelation. Hun blev en del af deres liv, fordi stedfaderen talte så meget om hende. Når hendes egne børn opførte sig på en særlig måde, sagde han ofte, at Anne jo ville gøre sådan og sådan.

Otto Frank kunne på den måde føle, at Anne stadig var der ved at tale om hende, vise billeder og sammenligne hende. Eva Schloss er på trods af at have levet i Anne Franks skygge glad for, at Otto hendes mor fandt hinanden midt i deres sorg. Senere fik hun det Leica-kamera, Otto havde brugt til at tage billeder sine døtre. Eva blev selv fotograf og åbnede senere et antikvariat. Hun har stadig det slidte kamera.

”Jeg tænker tit på, at min mor under krigen var 40 og havde accepteret, at hun formentlig skulle dø. Hun havde haft et godt liv, men bad til, at hendes børn ville overleve. Det havde været helt forfærdeligt at miste hende, for så havde jeg nok ikke klaret den selv. Men vi overlevede og fik begge et liv igen efter krigen.”


Jødestjerne
Mor 1948
Eva Schloss' mor, cirka 1948.

Det så ellers temmelig sort ud, da Eva og hendes familie ikke længere kunne skjule sig i Amsterdam. Efter nazisternes beslutning om en ”Endlösung” i 1942 var stikkere og Gestapo-agenter på jagt efter jøder, der gemte sig på lofter, i kældre og bag en falsk væg med klinker i et badeværelse som i Evas tilfælde. Her undgik de i første omgang at blive opdaget, da det tyske sikkerhedspolitik Gestapo kom på uventet besøg, og selvom en ældre jødisk mand forsøgte at redde sig selv bag væggen og holde de andre ude. Men heldet slap op.

”Jeg blev taget til fange af nazisterne på min 15-års fødselsdag,” indleder Eva kapitlet om tilfangetagelsen og vejen til Auschwitz-Birkenau.

Det var en tirsdag morgen den 11. maj 1944 hos familien Reitsma i et gammelt hus i nærheden af Vondelpark i Amsterdam, hvor Eva og hendes mor gemte sig, mens hendes far og bror skjulte sig andre steder i byen. Eva vågnede tidligt, spændt på, hvad dagen måtte bringe. Da hun kom nedenunder, stod fødselsdagsmorgenmad klar på bordet med en vase med friske hyacinter og tulipaner på. Klokken halv ni sad de ved bordet parat til at fejre Eva. Men i stedet for fødselsdagssang blev der pludselig ringet insisterende på dørklokken. Tyske soldater væltede ind og pegede deres geværløb lige ind i de forbavsede og rædselslagende ansigter.

”Det er dem. Beskidte jøder,” råbte de.

Eva og hendes mor blev efterfølgende brugt som lokkemad til at fange hele familien med hjælp fra en hollandsk sygeplejerske og en gæstfri familie, der var nazistiske agenter. De blev først sendt til den hollandske deportationscentral Westerbork og siden med tog til den tyske dødslejr Auschwitz-Birkenau i Polen. Her snød Eva døden mindst tre gange, og hendes og Fritzis liv kunne være endt som grå aske på Europas himmel sammen med millioner af andre jøder.

Eva undgik gaskammeret og overkom sult og sygdomme. Men nazisterne fik på en anden måde ram på den 15-årige pige, der kom til at lære meget om menneskets natur og blev voksen meget hurtig.

”Jeg var fange nummer A/5272 og led i en proces med det ene formål at frarøve min stolthed og min identitet og i sidste ende mit liv. Da jeg blev ført væk fra togstationen i Auschwitz, blev jeg skilt fra min bror og far, og jeg efterlod pigen Eva og hendes drømme bag mig. Vi havde været sammen som familie for sidste gang, og jeg kom aldrig til at se min bror igen,” siger hun.


Arm1
Da Eva Schloss ankom til Auschwitz-Birkenau, fik hun tatoveret sit fangenummer A/5232 på armen med nål og blæk. Det måtte laves om på grund af rod i registreringsnumrene, så 3-tallet blev til et 7-tal. Foto: Benjamin Krasnik

Auschwitz

auschwitz
Fotos: Wikimedia Commons

Nazisterne oprettede seks lejre udelukkende til at udrydde jøderne. Auschwitz var den største og mest berygtede af lejrene. Den åbnede i 1940 og lukkede, da russiske soldater befriede dens fanger den 27. januar 1945.

Af de cirka 1,3 millioner mennesker, som blev deporteret til Auschwitz, blev kun 400.000 registreret i lejren. Resten – ca. 900.000 – blev henrettet med det samme i lejren, der var et kompleks af barakbyer, herunder Birkenau. Første gasning af jøder fandt sted i lejren den 12. maj 1942.

Eva Schloss kom til lejren som 15-årig i 1944.

Næsten 1,5 millioner børn under 16 år blev myrdet under Anden Verdenskrig, langt de fleste i Auschwitz. Her blev alle børn under 15 sendt direkte til gaskamrene.


Det var en smuk og varm forårsdag, da Eva Schloss så dødscentralen Auschwitz-Birkenau for første gang. Jorden omkring var gold og tør. Der var ingen blomster eller træer. Her var ikke liv.

Antallet af gange, Eva og Fritzi kunne have været døde, og tilfældet, der gjorde, at de undgik døden, er uden for almindelig fatteevne. Men disse hændelser forandrede folk, også til det bedre, og Evas mor forvandlede sig for eksempel til handlekraftig og modig kvinde, hvor hun hjemme i Wien aldrig havde rørt en finger og lå på sofaen og sov, når børnene kom hjem fra skole.

Evas mor besluttede at gøre alt i sin magt for at beskytte sin datter og reddede Evas liv flere gange ved at tage nogle vovede chancer. Første gang var ved ankomsten til dødscentralen i det grå, ildelugtende polske marskland, hvor Auschwitz lå placeret. ”Nu sker det, nu bliver vi alle sammen dræbt”, sagde en forskræmt person i kvægvognen.

Da de var på vej ned ad rampen, rakte Evas mor hende en lang frakke og en filthat. Eva nægtede at tage det på, da det var kogende varmt i den polske forårssol, men hendes mor insisterede. Det reddede Eva første gang. For ved udvælgelsen til gasning, som den berygtede læge Josef Mengele, også kaldt ”Doktor Død”, stod for, fremstod Eva ældre, end hun var - og hun undgik den kø med gamle og børn, der automatisk blev sendt direkte i døden. Ud af i alt 168 børn fra Eva Schloss’ transport overlevede hun og seks andre.

Men den lykkelige skæbne kendte de ikke til endnu. For kort efter den første udvælgelse var døden atter nærværende.


”Velkommen til Birkenau,” lød det fra de kvindelige fangevogtere, der stod for indslusningen af de nye fanger.

Håret klippet af
Eva og de andre kvinder fik barberet håret af ved ankomsten, men hendes mor overtalte vagten til at lade Eva beholde en smule af sit pandehår.

”Jeres held er lige sluppet op. Kan I lugte krematoriet? Der er jeres familier blevet gasset. Nu brænder de. I ser dem aldrig igen,” lød velkomsttalen. Det blev de nye kvindefangers tur til at klæde sig af, blive barberet skallet og genet ind i et stort lokale med rør og brusehoveder.

”Vi fik besked på at tage tøjet af og efterlade alle ejendele. Jeg var teenager og følte mig meget pinligt berørt og samtidig meget bange. Vi troede, vi ville blive dræbt der. Min mor holdt mig tæt ind til sig. Mit hjerte hamrede, og jeg tænkte, nu bliver vi måske gasset,” husker Eva Schloss.

Der kom ikke gas ud af bruserne. I stedet piblede vandet ud. Og mens alt dette skete, havde Evas mor insisteret på, at datteren skulle huske sine skoindlæg, de forhadte metalbuer, Eva var tvunget til at gå med for at korrigere hendes platfod. Moren fokuserede på de indlæg som et konkret håb på en tid efter badet. De kom renere og lettede ud fra badet, men Eva havde glemt sine indlæg og fik skældud. Bagefter fik de udleveret støvler i forkerte størrelser, og indlæg havde ikke gjort nogen forskel.


Moderens forvandling

Forældrene
Evas forældre fotograferet i 1920. Hendes moder var blot 15 år, da de to mødte hinanden.

Lyd: Hør Eva Schloss fortælle om sin moders udvikling og styrke i Auschwitz-Birkenau.

”Min mor ændrede sig meget. Det var utroligt at opleve. Nogle gav op og overlevede ikke. Men hun blev et større menneske. Livet i lejren var fyldt med skrækkelige og grufulde ting, og i starten klarede jeg mig kun med min mors støtte,” fortæller Eva Schloss, der senere måtte overtage rollen som beskytter, da moderen blev syg.

Et af de stærkeste minder fra den tid er hendes sidste møde med faren efter en lang og uvis separation i lejren. På det tidspunkt var moren netop blevet udvalgt.

”Åh, far, hun er blevet gasset,” hulkede Eva i farens arme. I dag frygter hun, at beskeden fik ham til at give op. Han nåede aldrig at finde ud af, at Fritzi ikke var død, men blev plejet i hospitalsbarakken, reddet af morens kusine Minni, der arbejdede som sygeplejesker, og tidligere havde hjulpet Eva med et grimt sår i nakken tidligere.

Mødet med faren gav hende håb, mens vinterkulden i 1944 gnavede i hendes udsultede krop.

”Man var sin egen. Der var ingen medfølelse. Det var der ikke kræfter til,” fortæller Eva, der spiste gulerodsender fra skraldespanden for at få vitaminer nok.


”Min overlevelse skyldtes langt hen ad vejen rent held,” siger Eva Schloss, som erkender, at selv ikke den største viljestyrke havde reddet hende fra gaskamrene, hvis hun var blevet udvalgt. Men hun opgav aldrig håbet og svor, at hun aldrig ville ende som en muselmand, der var betegnelsen for de personer i lejrene, der gik rundt som levende døde med bøjede nakker.

Sko
Eva Schloss fik til opgave at sortere folks ejendele i "Canada" - et område med kæmpestore lagerbygninger, der var fyldt med sko, briller og endda benproteser.

I lejren var Eva heldig at få arbejde i ”Canada”, et stort område bag lejren, der ”flød med mælk og honning”. Her blev fangernes ejendomme sorteret og klassificeret. Der var bjerge af genstande, selv barnevogne, som det tog en time at gå forbi.

Livet og lidelserne i lejren fortsatte. Endelig kom dagen, hvor russerne befriede lejren. Det var, selvfølgelig, en af de lykkeligste, vigtigste dage i Eva Schloss' liv. Efter at have været bragt i sikkerhed langt fra fronten, kom de to kvinder til Amsterdam. Her kunne Røde Kors oplyse, at Heinz og Erich blev sendt på en af de mange dødsmarcher og døde af udmattelse i Mauthausen-lejren i Østrig. De var blevet bragt hjem mod deres vilje.

I Amsterdam fandt Eva malerier, som hendes bror havde lavet, det sidste sted, han levede i skjul, og som lå gemt under et gulvbræt. Hun fandt dem og samlede værkerne, som hun fremviser på en stor planche med et billede af broderen. Han var meget talentfuld af en teenagedreng at være, bemærker Eva. Med sin kunst satte han sit præg på verden.


Heinz kunst
Broderen Heinz, på det sidste fotografi nogensinde taget af ham, og et par af de billeder, Heinz som 16-årig malede, mens familien levede i skjul.
Eva 17 år
Eva Schloss i en alder af 17 år, efter krigen.

Efter krigen

Da tyskerne havde overgivet sig i 1945, herskede der kaos på det europæiske kontinent.

Aldrig før havde så mange været fordrevet noget sted i verden.

Op mod 20 millioner mennesker var på rejse rundt i Europa i forsøget på at finde hjem eller finde et nyt hjem.

Det var soldater, befriede jøder og andre fanger fra de mange lejre, der var tvangsarbejdere, flygtende etniske tyskere og så videre.

Livet kom altså ikke bare af sig selv efter krigen, har Eva sidenhen indset. Som så mange andre overlevere blev Eva Schloss’ minder fra lejren, dødens nærvær og de umenneskelige forhold skubbet ind bagerst i hukommelsen. Og her lå de og gnavede i hendes sind.

Du har aldrig været 100 procent til stede, lød det anklagende fra Eva Schloss’ døtre senere. Hun havde aldrig fortalt dem noget, selvom tatoveringen på armen hver dag mindede hende og omgivelserne om, at hun var offer af holocaust. Når børnebørnene begyndte at spørge til de mystiske tal på armen, sagde Eva til dem, at det var hendes telefonnummer. ”Jeg talte aldrig om fortiden”, siger hun. Og stilheden varede i 40 år.

Som andre opdagede Eva Schloss, at oplevelserne mindre ondt, så snart hun begyndte at fortælle. Det skete dog først som midaldrende kvinde ved et tilfælde og uden, at hun vidste, at det blev begyndelsen på en rejse, hvor hun langsomt bearbejdede sin barndoms grufulde minder.

Det var en tidlig forårsdag i 1986 til åbningen af en vandreudstilling om Anne Frank i Mall Galleries i London. Eva Schloss var inviteret til at fortælle, og hun kunne dårligt sige nej, følte hun, da det jo var Ottos og hendes mors livsværk, det drejede sig om. Hun blev præsenteret og begyndte tøvende at tale.


”Det var et stort og afgørende øjeblik. Jeg genvandt noget af mig selv. Da jeg var færdig, kom mine børn og venner over til mig og ville høre mere,” siger Eva Schloss, der siden har fyldt sin hverdag med at fortælle sin historie og netop er vendt hjem fra et foredrag i Glasgow.

Skolebørn
"Jeg lærer lige så meget af skolebørn, som de lærer af mig. De gør mig så håbefuld omkring fremtiden," siger Eva Schloss.

Anne Frank mente, at folk er gode inderst inde i hjertet. Men det tror hendes stedsøster ikke på. Det har hun aldrig gjort. Eva Schloss følte sig forrådt af alle. Østrigerne, hollænderne, England, USA og de øvrige lande, der ikke åbnede deres grænser for jøderne. Hele verden var skyldig, og den 16-årige Eva Schloss, der blev reddet ud af Auschwitz-Birkenau, hadede verden.

”Der er gode, og der er dårlige mennesker,” mener hun. Og tilgivelse tror hun heller ikke på.

”Jeg vil aldrig kunne tilgive de mennesker, der stod for holocaust. Hvorfor skulle jeg det? Jeg har hørt om en journalist, der efter krigen interviewede nazister i Sydamerika og spurgte dem, hvordan de kunne leve videre efter det, der skete, stifte familier og lade som ingen ting? De sagde blot, at de var kede af, at de ikke gjorde arbejdet færdigt. Hvis det er sagen, skal de straffes, selvom de er blevet gamle.”

Eva Schloss mener, at man efter krigen skulle have gjort mere ud af at genopdrage tyskerne, der var blevet hjernevasket til at hade jøder. Men efter Hitlers selvmord og Tysklands nederlag, da freden fik lagt sig over Europa, talte man ikke om folkedrabet. Der var ingen uddannelse. Men det er ikke for sent at opdrage på de nye generationer, der ikke var der, mener hun.


Egyptian
Eva Schloss' navn over døren til Egyptian Theatre i Idaho. Efter mange år begyndte hun at tale om sine oplevelser under krigen. Med stor succes.

Eva Schloss hader ikke verden længere. Hun har fundet det glade barns optimisme og glæde igen. Og blandt andet med hjælp fra Otto Frank, fortæller hun. Had gør dig miserabel, sagde han.

”Og det var manden, der havde mistet alt. Han hadede ikke, selv ikke tyskerne. Han var tværtimod stolt af at være tysker. Han elskede tysk kultur og var i stand til ikke at lade krigen overskygge det. Jeg var ikke stolt af noget som helst. Jeg havde ikke en fundamental tro på mennesket. Den var væk og skulle opbygges igen, indser Eva Schloss.

Hun fandt troen på mennesket igen ved at læse verdenshistorien og blandt andet indse, at også andre lande har haft en blodig historie og gjort forfærdelige ting. Hvis holocaust gjorde noget godt for hende, var det at få hende til at interessere sig mere for omverden og indse, at ”man kan ikke hade verden for evigt”, som hun siger det konkluderende fra sin stol i stuen i London. Ved siden af hende lytter Zvi med, og bag hende hænger et maleri af hendes mor.

Eva Schloss fik stor støtte fra sin stedfader Otto Frank, der døde i 1980. Hun har siden holdt foredrag for fængselsfanger og børn i hele verden. Efter stedfaderens død arbejdede hun for Anne Frank Fonden, og på den måde fik to pigers uskyldige leg i en baggård i Amsterdam i starten af 1940’erne en stor rolle i Eva Schloss' lange rejse tilbage til livet efter at have vandret med de døde.

Eva fik sat sit spor på verden.






Nyt portræt
Eva Schloss i dag.

Alle fotos er, med mindre andet er angivet, fra bogen "Efter Auschwitz", forlaget People'sPress 2014
Video og lyd af Benjamin Krasnik og Kim Schou
Yderligere videomateriale: Anne Frank House
Tekst: Benjamin Krasnik, tilrettelæggelse: Kim Schou

Del artiklen med dine venner: