Da Danmark fik fri abort i 1973, beholdt Færøerne den danske lov fra 1956. Ifølge den kan en kvinde få afbrudt svangerskabet, hvis der er alvorlig fare for hendes liv og helbred, hvis hun har været udsat for en sædelighedsforbrydelse, hvis der er nærliggende fare for, at fosteret lider af alvorlig og uhelbredelig mental eller fysisk sygdom, eller hvis kvinden skønnes uegnet til at tage vare på sit barn.

Det er disse kriterier, der i en vis udstrækning kan fortolkes, så kvinden på caféen fik sine aborter på hospitalet og med henvisning fra en læge.

Mellem 2010 og 2014 blev der foretaget 50 aborter pr. 1000 levendefødte børn på Færøerne. Det er et lavt tal sammenlignet med Danmark, hvor der i 2014 var 265 aborter pr. 1000 levendefødte ifølge den seneste såkaldte sundhedsberetning fra Landslægen på Færøerne.

Til sommer overtager Færøerne det retsområde, som abortlovgivningen hører under, person-, familie- og arveretten. Knap halvdelen af befolkningen mener, at loven i den forbindelse bør opdateres ifølge en holdningsundersøgelse udført sidste sommer på initiativ af folketingsmedlem Sjúrdur Skaale fra Færøernes socialdemokratiske parti Javnadarflokkurin.

Men kun 29 procent går ind for fri abort, hvis loven laves om. 56 procent ønsker en nogenlunde stram lov, hvor kriterierne for abort meget ligner dem, der allerede gælder. Syv procent ønsker et forbud, og otte procent ”ved ikke”.

Færøerne er altså det sidste sted i Norden, hvor aborten er reelt begrænset, og hvor flertallet i befolkningen vil have det sådan. Men hvorfor?

”Nærmere, Gud, til dig”, lyder det i Henry Ussings oversættelse af Sarah Adams salme fra 1841. Og Gud er nær på Færøerne. Kristelige foreninger, folkekirken og frikirkerne formelig vælter over hinanden i Tórshavn – dér ligger frikirken Ebenezer, her er en kristelig radiostation, KFUM, Meinigheitshúsid, City Church og Frelsens Hær.

Mens bilen suser mod nord, putter bønhúsid, Missionhus Libanon og huse med navne som Gloria, Betesda og Zion sig under vældige fjelde. Bjergene er næsten som en katedral, her er mennesket lille, og himlen uendelig stor.

På en hylde under sofabordet i Sylvia Thomsens stue ligger Bibelen, en bog om jødiske forhold og et religiøst blad. Hun er 39 år og bor i Ánirnar lige nord for Færøernes andenstørste by, fiskeribyen Klaksvík. 40 procent af den færøske befolkning går i kirke mindst en gang om måneden, lyder tal fra færøsk Gallup, og religionen har ord for at være særlig stærkt praktiseret her på nord­øerne.

Sylvia Thomsen tilhører frikirken Brødrene. Hun er sygeplejerske på en demensafdeling og har fire børn fra to ægteskaber.

”Jeg hører nok til dem, der er mest ekstremt imod abort. Abort skal kun være i særtilfælde, hvis en mor risikerer at dø af graviditeten. Og jeg mener, det skal skrives ind i loven, hvornår faren for kvinden er tilstrækkeligt overhængende, for ellers ved vi jo, at regler bøjes,” siger hun.

”Liv fra starten,” konstaterer hun som princip, og det er religiøst: Fra undfangelsen begynder det liv, som Gud har givet, og derfor har et foster samme gyldighed som et menneske, der allerede er født.

”Skal vi dræbe en mand, som ligger i koma og først kan vækkes engang i fremtiden? Hvis et foster kan beskrives som en celleklump, blot fordi det endnu ikke kan klare sig uden hjælp, kan den mand også. Vi ved, at fosteret bliver til et menneske, et unikt menneske. Det er ikke den samme celleklump, næste gang en kvinde bliver gravid.”

Argumentet er absolut og som sådan uigendriveligt: hverken voldtægt, incest, handicap eller den vordende mors personlige situation kan trumfe retten til liv.

”Jeg må ikke dræbe mine to piger, som leger derinde, uanset om jeg føler, at jeg kan tage vare på dem eller ej,” siger Sylvia Thomsen og peger ned mod børneværelset.

”Argumentet for abort er et argument baseret på tid, og det er mærkeligt stillet op, synes jeg: at kriteriet for fosterdrab er, om barnet er fem centimeter inden for eller uden for maveskindet.”

Hun ved godt, at konkret virkelighed kan underløbe selv de mest stålsatte principper. Hun har prøvet det selv, da hun gik fra sin første mand, da hun var i begyndelsen af 20’erne og havde et barn på halvandet år og endnu et i maven. Hendes tro tolererer heller ikke skilsmisse.

Men lovgivningen gav hende jo mulighed for at træffe det valg, hun mente var nødvendigt, kan man indvende. Bør andre kvinder ikke have en tilsvarende mulighed for at træffe beslutninger om deres liv, når det gælder en uønsket graviditet?

”Jeg ved ikke, om min egen skilsmisse var nødvendig. Sådan følte jeg på det tidspunkt, og jeg havde loven på min side. Men i dag er jeg ikke sikker. Gad vide, hvad der var sket, hvis jeg var blevet, selvom jeg ikke vil undvære min nuværende mand og vores børn. Jeg kan godt tænke, at der stolede jeg i hvert fald ikke på Gud,” svarer hun.

På væggen hænger fire plakatstore fotografier af Sylvia Thomsens børn. Hun fik sin ældste datter, da hun var 21 år, og ”det er ikke spor tidligt”, forsikrer hun.