En fortælling om volvosæd, vildfarende raketter og min søns tilblivelse

D et regner. I aftenskumringen ved Inderhavnsbroen midt i ­København står min barndomsven Victor og jeg og fisker efter torsk. Rygtet vil vide, at det vrimler.

”Jeg var sikker på, du ville aflyse,” siger Victor og kaster linen ud i havnen.

Undskyldninger er der også nok af. Foruden det elendige vejr og det faktum, at jeg dårligt kan kaste en fiskesnøre, burde den primære være min højgravide hustru, der ligger alene hjemme i vores seng. Tålmodigt ventende på, at ­tiden er inde.

I dag er der præcis to uger til termin, og da jeg tjekkede app’en Preglife i morges, stod der, at baby var ”94,7 procent færdig”. Ved seneste konsultation sagde jordemoderen, at hun ”af en eller anden grund” havde på fornemmelsen, at vores første barn ­– vores søn – kan komme når som helst. Jeg fisker mobilen ud ad regnfrakken. Ingen sms’er eller ubesvarede opkald.

Skulle hun ringe, er vi klar. I hvert fald på papiret: Fødselstasken er pakket og står ved babyliften. Barnevognen er købt. Bleer, vådservietter og babyolie ligger på hylden over det nyinstallerede puslebord, og vi har tømt vores skuffer med ting for at gøre plads til vores kommende bofælles garderobe. Fra i morgen går vi frivilligt i isolation for at minimere risikoen for, at jeg bliver forvist ved indgangen til fødemodtagelsen på grund af coronavirus.

I aften, forklarer jeg Victor, er min sidste mulighed for at komme ud.

Han nikker, som forstår han det. Vi er 30 år og har fulgtes ad det meste af livet, og nu skal vi følges igen. Fra en velfærdsnæret opvækst i leverpostejfarvede Værløse nord for København, til vi flyttede sammen i vores første lejlighed på Nørrebro. Vi har delt stort og småt, og om en måned skal vi dele det, som mange betegner som det største i livet.

Dominoforældreeffekten er over os. Det var vores ven Jakob, der startede den. Nu har han tre unger.

Vi taler om, at tiden, der hersker før livets skæbnestund, føles besynderlig nostalgisk. Det er, som om at tilværelsen, som vi hidtil har kendt den, skal vrides en sidste gang. En sidste aften, hvor man kan være sent ude uden at bekymre sig om tømmermænd. En sidste hverdag, hvor man kan arbejde uforstyrret, så længe det passer én. En sidste spontan fisketur i regnvejr. Da Kristeligt Dagblads indlandsredaktør hørte, at jeg skulle være far, lykønskede han mig med, at ”du fra nu af vil indtage en birolle i dit eget liv”.

”Faktisk,” sagde han, da vi var færdige med at grine: ”tror jeg, at det er noget, vi som menneske nyder godt af”.

Om lidt har Victor og jeg erstattet sidste-gangs-nostalgien med enhver jomfrurejses romantik. Snart vil alt opleves for første gang, og vi vil være fædre, der i spontan begejstring udbryder, at netop denne gylpklat – i dette øjeblik – er babys første. At dette er babys første tur i barnevognen ud i den farlige verden. Vi vil studse over den første særhed, der bekræfter én i, at æblet vitterlig dumper ned tæt ved stammen.

”Glæder du dig?”, spørger jeg Victor.

Han siger, at han glæder sig til at se, ”hvad hun er for en lille én”.

”Jeg synes, det er svært at glæde sig til noget, man ikke aner, hvad er.”

Victor har bid, og haler en torsk i land.

”Den er for lille,” siger han og vikler fiskens mund af wobleren. Vi betragter babytorsken i et net på molen.

”Håber du, din datter kommer til at fiske?”, spørger jeg.

”Ha. Jeg har allerede søgt på, hvor små fiskestænger man kan købe. Jeg har det nok med lystfiskeri, som du har det med fodbold,” siger han.

”Det er jo ikke sikkert, hun gider fiske …”

”Nej, men jeg håber det også bare. Jeg ved godt, at sandsynligheden er lille … Når jeg tænker over det, så har jeg jo ikke overtaget en eneste af min fars interesser …”

”I cykler da?”

”Det var en hobby, han ligesom samlede op, efter jeg begyndte ...”

”For at komme tættere på dig?”

”Måske,” siger Victor. Han tager den lille torsk, og kaster den i havet.

Hvis der er et punkt, hvor mandens rolle er under forandring, så gælder det hans involvering i forbindelse med både fødsler og spædbørns første leveår. I kommuner landet over står tilbuddene om fædregrupper i kø, og senest næste år skal Danmark have indført et EU-direktiv, der giver fædre ret til minimum to måneders barsel.

Min 81-årige farfar grinede, da jeg over en håndvarm dåse­øl et par uger før termin fortalte ham, hvordan reglerne i dag er skruet sammen. At avisens overenskomst – foruden de 14 orlovsdage lige efter fødslen – giver mig ret til tre måneders barsel med fuld løn, hvis jeg da ellers ønsker det. Han var i trøjen, da han fik sin anden søn.

”32,” sagde hans overordnede, og min farfar tænkte ”åh nej, nu igen”, da han bad ham følge med ind på kontoret, men i stedet for en reprimande fik min farfar et tillykke. Min farfar protesterede: han havde skam ikke fødselsdag, men da 10-øren endelig faldt, gav sergenten ham én dags orlov til at tage hjem og hilse på min farmor og deres nyfødte søn.

”Det var altså en flot ­gestus,” mindes min farfar.

I dag er det imidlertid ikke kun måden, hvorpå vi er forældre, der har ændret sig. Det er også måden, hvorpå nogen af os bliver det. I hvert fald måtte min hustru og jeg gennemgå et længere fertilitetsforløb, før det lykkedes hende at blive gravid.

For et par måneder siden skrev min kollega, at mere end 10 procent af den fødselsårgang min søn bliver en del af, vil være undfanget på landets hospitaler ved hjælp af fertilitetsbehandling i stedet for i dobbeltsengen.

I artiklen kunne jeg læse, at min søn bidrager til en ny danmarksrekord. Jeg kunne også konstatere, at en klinikchef ved Rigshospitalet kaldte udviklingen ”helt vanvittig” og et ”samfundsproblem”, og mens jeg sad der med Kristeligt Dagblad og morgenkaffen, måtte jeg erkende, at vores kommende søn ikke alene er et resultat af kærlighed, men tilsyneladende også af et voksende samfundsproblem, hvor det – af mange årsager – står skidt til med kvinders og mænds fertilitet.

Min farmor har ellers altid underholdt med, at farfar blot skulle kigge på hende for at gøre hende gravid. Det var vist nok også derfor, at min far kun endte med at være otte måneder undervejs, så det akkurat passede med kongebrevet og præstens velsignelse. En dag, når min søn er gammel nok, kan jeg fortælle ham, at det tog 26 måneder og en masse dygtige læger, før han kom til verden. Netop fertilitetsforløbet har krævet overvindelse at skrive om. Når jeg nu sidder her ved tastaturet, så tror jeg først og fremmest, det skyldes ønsket om, at en anden mand var kommet mig i forkøbet.

Ijulen 2019 havde Astrid Marie og jeg forsøgt at gøre hende gravid i knap et år. Jeg var 28 år, og hun var 30, og vi var gået til opgaven med en ukuelig optimisme.

I begyndelsen gik måneder bare. ”Ting tager den tid, ting tager,” har altid været mit motto, og træerne fik efterhånden blade, og da sommeren kom, skrev jeg et par artikler om barnløshed blandt mænd til en serie til avisen. Beretningerne nev i maven, men jeg valgte resolut at feje dem ind under gulvtæppet for at fastholde illusionen om, at livets ulykker som bekendt tilfalder naboen.

Så kom efteråret, og selvom vi endnu blot havde forsøgt at gøre Astrid Marie gravid i syv måneder, var fortvivlelsen flyttet ind i vores lejlighed. Af og til italesatte vi den sågar ved navn.

”Hvad nu hvis,” kunne min hustru finde på at sige, hvortil jeg reagerede med skiftevis omsorg, vrede og apati. På dette tidspunkt var vi forlængst begyndt at spore hendes cyklus for at optimere vores chancer. Ordet optimere er velvalgt og lige så usentimentalt, som det lyder. Det betyder blandt andet, at man erstatter parforholdets spontane intimitet med en systematisk opsporing af ægløsningstidspunkter. At man skrotter alkohol og kaffe, da det forværrer både mandens og kvindens fertilitet. At man bestiller kosttilskud, ingen nogensinde har hørt om, og at man i blind desperation begynder at kaste penge efter alternative behandlingsformer, der skilter med en usædvanlig fertilitets-succesrate. En rate vi vel og mærke aldrig blev en del af. Prisen for den mest obskure graviditetsfremmende behandling gik til en såkaldt irisdoktor i Hillerød med tilforladelige priser:

”Dit bækken er jo skævt,” udbrød han efter at have nærstuderet Astrid Maries ene øje.

På Kristeligt Dagblad spurgte velmenende kolleger af og til, om min hustru og jeg ikke snart skulle til at have os nogle børn. Jeg løj det bedste, jeg kunne og sagde, at vi ikke følte os klar. At vi lige skulle vride det sidste ud af livet uden forpligtelser.

”Der findes intet rigtigt tidspunkt,” svarede en kollega.

En anden sagde, at hun ”dog bare ville have ønsket, at hun havde fået børn tidligere”.

I Danmark skal man vente et år, før man kan påbegynde udredningen i et fertilitetsforløb, og ved juletid, da året gik på hæld, havde vi fundet en fertilitetsklinik, som vi skulle begynde ved i januar 2020. Anden juledag var vi som altid samlet med familien til sild og snaps og steg og flæsk og pakkeleg. Min lillesøsters datter var på dette tidspunkt endnu for lille til at kunne tale, og der gik derfor lang tid, før nogen lagde mærke til budskabet på ­T-shirten, som hendes forældre havde iklædt hende. ”Jeg skal være storesøster,” stod der, og min farmor og min farfar og resten af familien brød ud i ellevild jubel.

Da Astrid Marie og jeg senere på aftenen sagde farvel og stod på Mørkhøjvej, brød hun sammen. Fortvivlede knugede vi hinanden i vintermørket, mens vi forsøgte at overbevise os selv om dét, vi inderst inde vidste: At man ikke må tage menneskers glæde til indtægt for ens egen sorg. Men sand­heden var, at vi var ved at udvikle os til kujoner, der end ikke kunne rumme vores nærmestes største lykke. Løsningen blev, at vi sjældnere kunne ses.

Af en eller anden grund har der gennem tiden været mest fokus på kvinden, når det kommer til fertilitetsvanskeligheder. I min egen lykkelige ignorance faldt det mig heller ikke ind, at mine reproduktive evner skulle være en del af problemet. Jeg indrømmer, at jeg for længe har gået i for stramme jeans, at jeg har drukket lidt for mange øl, og at jeg har været for tilbøjelig til at trykke på sædevarmen i en bil, så snart lejligheden bød sig, men herregud, jeg har venner, der har røget siden konfirmationsalderen, og venner for hvem motion har været et fremmedord. Men da Astrid Marie var blevet udredt, og klinikken ikke havde fundet nogen åbenlyse årsager til hendes infertilitet, stod jeg pludseligt som hovedmistænkt.

En hurtig søgning på nettet bekræftede de bange anelser: Flere mænd har ondt i sæden. En omfattende undersøgelse fra 2017 viste således, at sædkoncentrationen er faldet drastisk i store dele af den vestlige verden. I perioden 1973 til 2011 producerer unge mænd fra Vesten således 50 til 60 procent færre sædceller pr. milliliter sæd, og i dag anslår man derfor, at det i op mod halvdelen af alle fertilitetsbehandlingsforløb er mandens ringe sædkvalitet, der udgør den primære årsag til barnløshed.

Jeg afleverede en prøve og modtog et svar på sundhed.dk. Et tal ud fra betegnelsen ”spermatozo morfologi”, der måtte være en slags besværgelse, var markeret rødt, og i en note nederst kunne jeg læse, at ”sædkvaliteten er let nedsat og vil kunne bidrage til et fertilitetsproblem”.

”Ser man det,” sagde lægen på den private fertilitetsklinik, vi havde en henvisning til. Så harcelerede han lidt mod de nationale sundhedsmyndigheder, som han mente har for store forventninger til danske mænds sæd.

”De lever i fortiden og kræver, at mænd har Porsche-sæd. I min optik er din prøve helt normal for en mand i slutningen af 20’erne, der har boet i Københavns forurening det meste af sit liv. Det er en Volvo-sæd.”

Lægen var fortrøstningsfuld og sluttede med at sige, at mon ikke det hele nok skulle lykkes.

Fire måneders intensiv hormonbehandling af Astrid ­Marie og fire inseminationsforsøg senere fik vi besked om, at man ikke kunne gøre mere på klinikken.

”Hvis det her skal lykkes,” lød det: ”er der brug for reagensglasbehandling.”

Ved indgangen til Herlev Hospitals fertilitetsafdeling stod jeg og to andre mænd og ventede. Vi talte ikke, men nikkede indforstået til hinanden som mennesker, der deler et skæbnefællesskab nu engang nikker. En i joggingtøj og en i jakkesæt. I et plastikbæger i en sok under min armhule lå vores måske kommende børn. Hvor mon de gemte deres?

Afdelingen ligger samme sted, som dér hvor gravide og vordende fædre går til 20-ugers skanninger. Det ved jeg, for da min hustru og jeg senest var her, rendte vi ind i to af vores gode venner. De havde lige været til scanning, og deres søn var sund og rask, og vi lykønskede dem og fortalte så nødtvungent, at vi var der af andre årsager.

JJeg kan ikke huske, om det var Astrid Marie eller jeg, der bragte det op, men jeg kan huske, at det skete sidste sommer. På hospitalet havde en læge forklaret os, at min sædkvalitet ikke alene kunne være årsagen til, at vi havde svært ved at få børn. Faktisk kender man ikke den egentlige årsag til barnløshed i hvert fjerde tilfælde, forklarede hun. Og faktisk, fortsatte hun, er disse de sværeste par at behandle, fordi vi ikke ved, hvor vi skal sætte ind.

”Faktisk oplever vi, at nogle par desværre bare ikke kan få børn sammen.”

Jeg tror, lægen mente det som et behjertet forsøg på at forklare os, at det var spild af vores kræfter at lede efter årsager. At vi måske gjorde klogt i at acceptere, at magneter fra samme pol bare ikke passer. Det var på dette tidspunkt, at én af os sagde, at vedkommende ikke ville stå i vejen for den anden, hvis reagensglasbehandlingen ikke ville bære frugt.

To måneder senere ringede Astrid Marie. Jeg var på redaktionen og fandt et tomt mødelokale ved receptionen. På Strøget kunne jeg høre en gademusikant.

”Det lykkedes,” sagde hun: ”du skal være far.”

Ide seneste år har det vrimlet med litteratur, der beskriver livet med et spædbarn fra særligt et perspektiv: moderens. Ser man bort fra irriterende selvhjælpsbøger, skorter det modsat med eksempler på litteratur om faderskabet, og i mangel på dette, men også i et forsøg på at få et smugkig ind i Astrid Maries mulige bevidsthed, valgte jeg at kaste mig over nylige udgivelser som Dy Plambecks ”Til min søster”, Maja Lucas’ ”Mor”, Cecilie Linds ”Mit barn” og Olga Ravns ”Mit arbejde”.

Det var ikke ligefrem opmuntrende læsning for en vordende far. I bøgerne portrætteres moderskabet som et isolerende fængsel, hvor man elsker sine børn halvt ihjel, og hvor fædre mest af alt fremstår som forstyrrende elementer, der naivt forsøger at blive en ligelig del af en relation, de aldrig kan blive en ligelig del af.

I Cecilie Linds ”Mit barn” fra 2019 reduceres faderen ”til et stort forsvar” og ”kede, kede, smukke, hundeøjne”. I ”Mit arbejde” beskriver Olga Ravn, hvordan romanens nybagte far, Aksel, gennem flere scener insisterer på at spille en lige så væsentlig rolle for barnet som moderen, Anna. Men hovedpersonen affejer ham: ”Du siger / du vil være lige / med mig / men vi er ikke lige”.

Og smugkigget ind i den verden, der ventede mig, blev ikke mere opløftende af at bladre i den canadisk-britiske forfatter Rachel Cusks roman ”Et livsværk”, der netop er udkommet på dansk. I bogen refererer Cusk en far, der beskriver, hvordan weekenden for en småbørnsfamilie er ”en tur i helvedes inderste kreds”. Det er den tid på ugen, hvor dem, der passer ens børn, ikke gør det. Hvor man vågner klokken seks-syv stykker, fordi ”nogen” trænger ind i ens seng, mens de græder eller skriger en i øret. Hvor man snart efter står i lort, tis, bræk og modermælkserstatning til langt op over skuldrene. Hvor man lige så godt kan glemme alt om at ligge og kæle med sin kone, fordi man er nødt til at stå op og tage sig af den storm af spildte cornflakes, tårer og fjernsyn, der raser i køkkenet.

”Du og din kæreste er som mennesker i krig, som mennesker, der forsøger at navigere en kampvogn gennem en slagmark (...). En gang imellem mister en af jer kontrollen og råber meget højt, og når det sker, reagerer den anden tilsyneladende overhovedet ikke. Han eller hun har set det hele før. Ingen af jer har sovet en hel nat de seneste fem år. Du er vagt opmærksom på, at der må være en grund til, at tingene er, som de er. At andre mennesker ville sige, at du selv har valgt det, men hvis det er rigtigt, kan du i hvert fald ikke huske det. Du har det som en, der sidder uskyldigt fængslet, som en person i en Kafka-roman, der udstår en straf uden at vide, hvad forbrydelsen var.”

Pyha. Sikke et liv. Jeg skyndte mig at lægge moderskabslitteraturen fra mig. Kald det bare en flugt, men jeg havde brug for noget mere opbyggeligt. Noget, der kunne bekræfte mig i, at jeg faktisk glædede mig til at blive far. Opmuntringen fandt jeg heldigvis i norske Karl Ove Knausgårds ”Om foråret”. Her følger man en far og hans tre måneder gamle datter en forårsdag fra solopgang til solnedgang. Det er historien om en tilværelse svøbt ind i rutiner, hvor dagen bare går med de gøremål, forældreskabet forlanger. Hvor dagens meste dramatiske øjeblikke består i at jonglere kaffekop, bleer og mælkeerstatning med kun to hænder, i at blive afbrudt, når man lige har fundet sig til rette, og i at affinde sig med at udsætte egne behov, og på ubestemt tid pantsætte sin frihed for dagen efter at gøre det hele igen.

Måske det hele nok skal gå.

Til fødselsforberedelsens tredje kursusgang sagde jordemoderen, at den stærkeste fødselssmertelindring findes i ens målbillede.

”Luk øjnene,” beordrede hun Astrid Marie og jeg og kursets tre andre par.

”Tag en dyyyb indånding, og forestil jer nu fødslens mål. Visualisér et billede af dét, I ser for jer efter fødslen. Et billede, I kan søge ind i.”

Jeg blev forlegen, da jeg hørte min hustru og de andre kvinder fortælle om deres målbilleder. Når de lukkede øjnene, fremmanede de øjeblikkene umiddelbart efter fødslen. Deres babyer, der kom op til deres bryster. Anstrengelsens udånding, det symbolske navlestrengsklip og mødet hud mod hud. Mor, far og baby for første gang samlet alene på en barselstue som en vaskeægte familie.

”Hvad er dit målbillede?”, spurgte Astrid Marie, da kurset var slut, og vi stod omringet af myldertraffik på Godthåbsvej. Jeg forklarede, at jeg havde misforstået opgaven. At mit målbillede vist nok lå lige lovligt langt ude i fremtiden. At jeg havde set en søn, der tumlede rundt i lejligheden og med sit ufuldstændige sprog lærte os at erkende verden på ny. En gåtur i Søndermarken og vores søn, der ivrigt peger mod himlen og siger: ”fly”.

Astrid Marie grinede. Det var ikke første gang, jeg ubevidst havde sprunget vores kommende søns første leveår over. Ugen forinden havde jeg sågar købt et brætspil, som jeg i stolthed viste min hustru og sagde, at jeg glædede mig til snart at have én at spille med. Astrid Marie så overbærende på mig og konstaterede, at der stod ”+8 år” på siden af spilleæsken.

”Jeg er ikke ligeglad,” sagde jeg til mig selv. Men samtidig måtte jeg erkende, at jeg i løbet af de seneste ni måneder ikke havde oplevet nogen naturlig tilskyndelse til at lave lister over alt det, vi skulle have styr på. Jeg havde ikke googlet sandsynligheden for vuggedød, nærstuderet markedet for barnevognsmodeller eller bestilt babytøj fra hjemmesider med ækle navne som luxusbaby.dk. Som et forsøg på at skjule min egen utilstrækkelighed rykkede jeg i smug en dag bogmærket i ”Politikens Graviditetsbog” et kapitel frem, så Astrid ­Marie skulle tro, at jeg havde læst lidt i den, mens hun var nede at handle. I mit stille sind muntrede jeg mig over tricket, som alle mænd burde kende. Samtidig var jeg flov.

Jeg skrev en mail til Svend Aage Madsen, klinisk psykolog og forskningsleder ved Rigshospitalet, som har brugt en stor del af sit arbejdsliv på at forske i faderskabet. Jeg har efterhånden interviewet ham en håndfuld gange, men denne mail var ikke en typisk interviewanmodning. Jeg forklarede ham om oplevelsen med målbilledet og sluttede mailen med at spørge: Hvorfor har jeg så svært ved at forestille mig tilværelsen og min rolle i min babys første leveår?

Et par dage senere modtog jeg et svar.

Kære Mathias

Det, du oplever dér, er nøjagtig det, som 65-70 procent af alle fædre oplever ifølge vores forskning.

Inden fødslen har de fleste kommende fædre forestillinger om et større barn end et spædbarn. Mens næsten alle kvinder forestiller sig et spædbarn. Og det har ingen som helst betydning for hverken tilknytningen eller din evne til at forholde dig til dit barn, som nyfødt og spædbarn.

Lige efter fødslen har over 85 procent af alle fædre ifølge vores forskning kun billeder af og forestillinger om et spædbarn.

Baggrunden i forskellene ligger i, at piger i opvæksten både i deres lege med dukker og dukkevogne og i identifikationen med deres mødre og andre kvinder internaliserer billedet af moderen og spædbarnet. Samtidig med at de i graviditeten mærker det lille barn fysisk.Her er farbilledet for mange mænd leg med en bold på en græsplæne og den slags.

Men som sagt: du kan være helt rolig. Den forskellige kønssocialisering har ingen indflydelse på evnen til at tage sig af eller blive knyttet til sit spædbarn

Dbh, SvAa

Vandet gik klokken kvart over seks på mors dag, den 9. maj. Til fødselsforberedelseskurset var vi blevet gjort opmærksomme på, at det ellers kun sker ved 10 procent af alle fødsler, og formentlig af samme grund havde vi ikke brugt synderlig tid på at forberede scenariet. Ganske kort indebærer en tidlig vandafgang, at man skal tage på hospitalet stort set øjeblikkeligt.

På vej mod Herlev Hospital forsøgte jeg at dæmpe nervøsiteten bedst muligt, mens Astrid Marie mest af alt var optaget af sine veer. Jeg tændte for bilradioen for at høre lidt musik, men planen blev spoleret af en usædvanlig, nærmest apokalyptisk radioavis, som kunne berette, at en vildfaren kinesisk rumraket havde kurs mod Jorden.

Uden at sige noget til Astrid Marie løb fantasien af med mig. Jeg kiggede i bakspejlet og syntes, jeg så et lysglimt. Selvfølgelig, tænkte jeg, vil den skide kinesiske raket ramme os og tage vores søn. Har man først tænkt det, kan det ske. Fra nu af vil frygten for den lurende katastrofe for evigt hænge over vores hoveder, tænkte jeg og lagde hånden på Astrid Maries mave.

”Det skal nok gå godt,” sagde jeg.

28 timer og 22 minutter senere hørte vi for første gang vores søn skrige.

Vores jordemoder havde glemt at slå epiduralblokaden fra, så Astrid Marie havde ikke kunnet mærke veerne i presse­fasen. Da afdelingsjordemoderen kom, blev hun sur. ”Hvis nogen har presset i mere end 1,5 time, skal du altså tilkalde mig,” skældte hun vores jordemoder ud, der sendte mig et forlegent smil.

Kort efter kom manden med sugekoppen, og snart var vi flere end 10 på stuen, og i et mislykket forsøg på at lette stemningen fik jeg fremstammet, at vi efterhånden var på nippet til at overskride forsamlingsloftet.

Astrid Marie ænsede ingenting. Hun havde længe befundet sig et sted, hvor ingen kunne nå hende.

Da vores søn kom op på hendes bryst, fik jeg stukket en saks i hånden.

”Kom så, klip,” sagde j­ordemoderen.

Det er tre uger siden , du blev født.

Du ligger på mine lår med ansigtet mod mig, og jeg bilder mig allerede ind, at du kan genkende min silhuet. Dine små øjenlåg glipper. Jeg har skullet tisse i mere end en time, men jeg rører mig ikke ud flækken. Drømmene glider henover dit ansigt og suppleres kortvarigt af ubestemmelige lyde.

Hvis bare jeg vidste, hvad du drømmer om. Et eldorado af mælk, måske. Lyden af din mor. Følelsen af undervandslivet, du kommer fra. Snart to uger og endnu helt upåvirkelig af den verden, der omgiver dig. Du trækker vejret, uden at vide hvad luft er. Du spiser uden at ane, hvad mad er. Dit følelsesregister begrænser sig til behag og ubehag. To følelser, der konstant kæmper om din opmærksomhed. Det er snart midnat, og om lidt lægger jeg dig over i din vugge, og om lidt – hvis alt går, som det gjorde i går – begynder du at græde.

Vores overbo lykønskede din mor og jeg, da vi mødte ham på trappen tidligere i dag. Han pegede på sin søn, der stod teenagegenert ved hans side.

”I blinker med øjnene, og så er han så stor,” sagde han og rakte hånden over sønnens hoved. Alle, der selv har børn, giver overboen ret. ”Et splitsekund” siger de og ligner nogen, der mener det. Jeg betragter dig i aftenmørket. Du har allerede rundet fire kilo og er begyndt at kigge nysgerrigt, når jeg holder dig op foran maleriet og den udstoppede edderfugl i vores stue. I dette øjeblik vokser du dig større og motorisk stærkere. Men ikke nok med det – i dette øjeblik udvider du din bevidsthed og former menneskehedens mest abstrakte fænomen: personligheden. Det er umuligt at observere udviklingen skridt for skridt. Den sker bare. Ingen bemærker, at du vokser. Ikke engang dig selv.

Som forventet begyndte du at græde, i det øjeblik jeg lagde dig. Jeg har forsøgt at trøste dig, det bedste jeg kan, men om lidt kommer gråden igen. Det kan jeg se på din krops sammentrækning, og jeg kan høre det på det pludselige ophold i din vejrtrækning. Fanden har skabt spædbørns uregelmæssige åndedrag. Nu vræler du. Frustreret og overvældet af træthed vugger jeg dig, som jeg tror, en rigtig far vugger sit barn. Hvileløst går vi i cirkler. Søger stuens mørke afkroge i ly fra lyset, der glider forbi som trykbølger fra billygterne på Søndre Fasanvej. Så narrer du mig atter til at tro, at søvnen har overmandet dig, men i næste nu er våbenhvilen afblæst. Det her er krig og kaos.

”Så, så, lille ven,” hvisker jeg i mørket. Hvis ikke det var for min stemme, kunne jeg være hvem som helst:

”Jeg lover, at jeg altid vil passe på dig”.

Det her er kærlighed.