I 1969 fik min mor et chok midt på Rungstedvej. Hun var 14 år og gik i anden real.

Hun sad på bagsædet i Morris Minoren, og min mormor, Åse, sad foran. De kørte ned ad Rungstedvej. Ligesom de havde gjort hundrede gange før.

Men det, Åse lige havde sagt, var normalt ikke en del af turen. Det overraskede faktisk min mor så meget, at det hagede sig fast i hendes hukommelse.

For midt på den grønne, tosporede hovedgade i Rungsted pegede Åse ud på grøften:

”Der lå jeg i et døgn.”

Hun sagde ikke mere. I stedet pulsede hun videre på en af sine sædvanlige North State-cigaretter.

Lige der? Min mor var mest af alt overrasket over, at noget så dramatisk var sket på den vej, hvor de kørte næsten hver dag. Og at det desuden havde fundet sted i den grøft, der var foran hendes skole.

Hvordan kunne du gemme dig i grøften? Den er jo ikke særlig dyb, spurgte hun Åse.

Åse svarede, at grøften var dybere dengang i 1943, da hun flygtede til Sverige.

Og så bumlede de videre i boblebilen i stilhed.

I 1969 er min mor ung og tror, hun har hele livet til at høre den historie.

Men når hun bliver ældre, vil hun fortryde, at hun ikke fik sin mor til at stoppe bilen og fortælle alt om hendes flugt til Sverige.

Vandet skvulper. Jeg står på den yderste mole. En blå kutter med påskriften Fishing.dk vugger frem og tilbage. Den ser gammel ud trods påskriften.

Måske var det sådan en båd, min mormor, Åse Polack, for 76 år siden flygtede til Sverige i, efter hun havde ligget i grøften på Rungstedvej i et døgn.

Rungsted Havn ser anderledes ud i dag. I 1943 var der vist bare to moler. I dag er der et helt system.

Det er koldt på de bare fingre, og jeg tænker, at jeg burde have haft strømpebukser inden under mine bukser. Havde min mormor nok tøj på?

Hvis hun levede, ville jeg bare spørge hende. Men hun døde otte år før, jeg blev født, da min mor var 30 år.

I dag ville hun være 100 år, men de dage, hun var på flugt i slutningen af september 1943, var hun ligeså gammel, som jeg er nu. 25 år.

Min oldemor, oldefar, min mormors søster, Dot, og tipoldemor blev tilbage i København. Hun tog alene mod Sverige for at undgå at blive taget af nazisterne og sendt i koncentrationslejr.

Men hvorfor tog min familie ikke afsted sammen med hende? Og var hun bange?

Mit hoved er fuld af spørgsmål, som jeg står her på Rungsted Havn i mørke og blæst. For at få svar på dem, må jeg grave i min families historie og i den store historie om de danske jøders flugt over sundet.

Jeg må på jagt efter informationer i de breve, min mor har gemt fra min mormors kunstnerkæreste, men som min mor aldrig har læst.

Søge efter en gammel familiefilm.

Og finde et dokument fra den svenske stat, som blev udfyldt, da min mormor ankom til Sverige efter flugten.

På loftet i ejendommen, hvor der dufter af sauna, har min mor en form for orden, som hun er ret stolt af. Alt er nemlig pakket i gennemsigtige plastikkasser.

Der er kasser med glitrende, farverigt julepynt. Dem tager hun ned hvert år, når jeg skal pynte juletræet. Og så er der kasser, som jeg ikke kender. Kasser med minder fra hendes og Åses liv.

Min mor udpeger fire kasser af mindre størrelse, som vi skal have ned i stuen, så vi kan endevende dem. To med cd’er og to med breve.

Jeg ved godt, at familiefilmen ikke vil fortælle mig om selve Åses flugt. Men jeg håber, at den kan vise, hvad det var for et liv, som Åse og resten af min familie levede inden Besættelsen og inden flugten.

Filmen er ikke svær at finde. Computeren summer og bliver varm i mødet med cd-rommen med de 82 år gamle optagelser.

Min mor fortæller, at Åse var lidt af en boheme og i årene op til flugten studerede på kunsthåndværkerskolen i København som keramiker. Og så var hun kæreste med en kunstner, der hed René von Barnekow.

Han gik med monokel, kappe og stok. Og ad flere omgange blev han sendt i detentionen natten over for gadeuorden, fordi han havde fået en for meget og syngende gik gennem Københavns gader.

Åse færdedes derfor i nogle andre miljøer, end hendes søster, far og mor gjorde.

Hun kom meget i et kunstnermiljø omkring værtshuskvarteret minefeltet i København, hvor rygterne om nazismens fremgang ofte blev diskuteret.

Men rygterne om lejre og død var almindelige i Danmark anno 1943, og resten af min familie havde givetvis også hørt dem. Forskellen var bare, at Åse troede på dem – og det gjorde de andre ikke.

Min oldemor og oldefar var en del af den jødiske menighed i København, men de var langtfra ortodokse.

I synagogen på Krystalgade havde min oldefar en fast plads. Samtidig skrev han flere erotiske romaner under pseudonymet Janet Howell Lalange. Og hver morgen, når han vågnede, skulle han efter sigende være gået ud på badeværelset, set sig selv i spejlet og sagt: ”Godmorgen hr. Polack, så er det tid til fyraften.”

Og selvom min oldemor var med til at arrangere den jødiske højtid chanukah i synagogen, var hun også koncertsangerinde og den første i Danmark, der sang ”Summertime” og andre af George Gershwins dengang moderne jazzstandarder.

Familiefilmen er fra 1937. Den er lavet i anledning af min tipoldemor Dorthea Polacks 75-års fødselsdag. Hun blev også kaldt ’Tante Thee’. Hele familien Polack og det løse er med på de hakkende sort-hvide optagelser.

Hvide tænder på række. Der er hun. 20.21 inde i filmen. Hun står med ryggen til. Så vender hun sig mod kameraet. Mellem hendes læber er en cigaret. Hun puster røg ud og opdager samtidig kameraet. Smiler stort. Og så ryger hænderne op til hovedet, som om det næsten er for meget med den opmærksomhed.

Min mormors hår er sort og krøllet op i en elegant og enkel frisure. Hun ligner min mor. Jeg ligner min mor. Så selvom jeg ikke selv kan se det, ligner jeg hende nok også lidt. Det siger min mor i hvert fald. Især når hun ser på det portræt, som René von Barnekow har malet af Åse.

Det elskede jeg at høre, da jeg var lille. Jeg har en fornemmelse af, at jeg med vilje henledte min mors opmærksomhed på maleriet, så hun ville sige: ”Du ligner din mormor.”

Samtidig med at Åse griner til kameraet i sin mormors stue i 1937, er Adolph Hitler ved magten i Tyskland.

Det har han været siden januar 1933, og året efter blev han de facto diktator.

Og Hitlers tanker bølger hele vejen til Danmark. Allerede i 1930 blev Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti dannet. Partiet var stærkt inspireret af Hitlers politik herunder antisemitismen, antiparlamentarismen og nationalismen.

Alligevel ser min 19-årige mormor og resten af hendes store familie på de sort-hvide optagelser ud som nogle, der ikke har bekymret sig en dag i deres liv – og da slet ikke om forfølgelse og flugt.

Men fem år efter, at filmen er optaget, flygter Åse til Sverige, uden at vide om hun vil gense sin familie på den anden side af sundet.

Blandt brevene i en af plastikkasserne finder vi en stak fra René von Barnekow. I brevene skriver han med en kunstfærdig håndskrift, der gør det umuligt for mig at tyde, hvad der står. Min mor kan med rynkede bryn tyde de kringlede bogstaver. Men det tager tid. Vi aftaler derfor, at hun vender tilbage om et par dage, når hun har tygget sig igennem brevene.

Ganske rigtigt skriver hun et par dage efter til mig. Men det handler ikke om brevene.

Det er noget andet, der vender op og ned på det hele. I mailen er der et dokument, der betyder, at jeg virkelig begynder at tro på, at jeg faktisk kan opklare, hvad der skete under Åses flugt.

I mailen er der vedhæftet en pdf-fil. Øverst står der ’Uppgift rörande flykting, som den 29/9 1943 ankommit till Sverige från Danmark’. Der er et stempel fra Statspolisen Malmö i venstre side. Der er også et navn: Åse Polack.

Det ser officielt ud. Det ser ud, som om det er udfyldt med en skrivemaskine.

Der er flere informationer, som jeg allerede kender. Hendes alder, studie, at hun rejste uden familie. Men der er også nogle detaljer, som jeg ikke kendte til.

Der står blandt andet, at hun havde 360 kroner på lommen, da hun ankom, og at hun sejlede med en motorbåd.

Selvom det er små detaljer, får jeg en kildrende fornemmelse i kroppen af at have opdaget noget vigtigt.

Men det er først, da jeg får øje på nummeret i venstre hjørne, at jeg bliver rigtig spændt.

598. Det må være et nummer, der betyder, at hun var nummer 598, der blev registreret som flygtning i Sverige i 1943.

Men hvad med menneskene bag nummer 597 eller nummer 599? Måske var de på samme båd som Åse og kan fortælle om Åse og flugten? Jeg kan mærke mit hjerte hamre.

Jeg kontakter Dansk Jødisk Museum for at høre, om de har nogle beretninger eller andet liggende i deres arkiv fra de personer, der er registreret tæt på hendes nummer.

Jeg får hurtigt svar fra museet.

Kære Liva

Det er ikke meget, jeg kan finde på nogen af dem.

Vi har dog et ældre interview med Leif Margolinsky, der har samme flugtsted og ankomststed samt dato.

Jeg kan desværre ikke sørge for en kopi af interviewet til dig, men du er velkommen til at komme herind og høre det.

Mange hilsner,

Signe Bergman Larsen, Museumsinspektør

Det navn. Margolinsky. Det siger mig et eller andet.

Jeg søger på Facebook, og med det samme kan jeg se, hvorfor navnet er genkendeligt. Rebecca Margolinsky. Jeg har gået på højskole med hende tilbage i 2013. Måske er hun i familie med Leif Margolinsky?

Jeg skriver til hende, og hun svarer samme dag:

Okay. Så nu har jeg to spor. Optagelserne fra Dansk Jødiske Museum og Rebeccas far.

Lige nu er det de bedste og eneste bud på kilder, der kan fortælle mig om flugtdagene.

”Hun var gravid, da hun flygtede,” siger min mor midt på Bredgade. Vi forsøger at cykle ved siden af hinanden, men gaden er smal, så jeg bliver nødt til at sakke bagud for, at en bil kan køre forbi os.

Vi er på vej hjem i min mors lejlighed på Østerbro for at spise middag og snakke om brevene fra Åses kæreste, kunstneren René von Barnekow.

Jeg bliver overrasket og forundret over hendes nonchalante måde at sige det på. Det virker samtidig, som om det piner hende at vide det.

Jeg cykler op på siden af hende igen.

Jeg vidste det ikke, siger hun. Men i et af brevene står der, at Åse mistede barnet, efter hun var ankommet til Sverige.

Jeg ville ønske, at jeg kunne cykle tilbage i tiden til 1943. Ned til Rungsted Havn og fortælle hende, at det nok skal gå. Men mest af alt ønsker jeg at kunne tale med hende. Bare spørge hende: Hvad skete der, mormor?

Intet andet i Renés breve til Åse svarer på mine spørgsmål om flugten.

Jeg fortæller om Leif Margolinsky. Om at der er to spor, der muligvis kan fortælle os om flugten.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke spurgte mere ind til hende, da hun levede, siger hun så. Hun virker bedrøvet over at være gået glip af den del af sin mors livshistorie.

Skuffelsen driver ned ad mig, da jeg lægger høretelefonerne fra mig. Næsten ingenting. Måske noget. Men ikke nok.

Jeg sidder på biblioteket på Dansk Jødisk Museum og har lige lyttet til interviewet med Leif Margolinsky.

Han nævner ikke Åse og taler næsten heller ikke om flugten. Interviewet handler kun om hans tid i Sverige.

Under interviewet ønskede jeg, at det var Åses stemme, der bølgede ind i mine ører.

Den eneste brugbare information er, at han kort nævnte, at han flygtede med tyve andre unge mennesker, som han kendte. Så det udelukker ikke, at han var ombord på samme båd, som Åse.

Så er der det sidste spor tilbage. Rebeccas far, Morten Margolinsky, ved måske noget om sin fars historie. Måske har Leif Margolinsky talt mere om flugten end Åse? På optagelserne virker han ikke, som om han har svært ved at tale om besættelsestiden.

Tirsdagen efter fiaskoen på det jødiske museum har jeg en telefonaftale med Morten Margolinsky mellem fem og seks.

17.19 ringer telefonen. Min puls stiger. Men i løbet af to minutter bliver jeg slukøret igen. Han ved ikke noget. Han ved endda mindre om flugten, end min mor gør.

Men han giver mig et nyt navn: Nadja Meyer. Hendes mand, Karsten Meyer, der nu er død, var nok også med på båden. Og åbenbart min mormors fætter. Nadja Meyer Hun bor nu på det jødiske plejehjem.

Men hun ved heller ingenting, viser det sig, da jeg taler med hende. Hun kan huske sin egen flugt, men ikke sin mands. Måske hendes døtre fik noget at vide?

Nej, desværre snakkede han aldrig om det. Ja, det er mærkeligt.

Der er ingen, der ved noget.

Hvad har jeg tilbage? Min mors viden om Åse. I lyset af mine seneste opdagelser virker hendes viden omfattende. Detaljerig. Følelsen af taknemmelighed afløser min skuffelse en smule. For selvom min mor ikke ved alt om sin mors flugt, så ved hun da noget.

Det var den 28. september 1943. Hun skulle mødes et bestemt sted på havnen med andre, der også skulle flygte med båden til Sverige.

De ventede på et lyssignal ude fra havet. De ventede.

Men der var kun mørke ud over havet. Intet lys. De ventede.

Stadig ingenting. Mørke. De ventede.

Først efter nogle timer skete der noget. De fik at vide, at de var blevet stukket, og at tyskerne var på vej. De skulle skynde sig væk. Der var ikke langt fra Rungsted Havn og ned til Rungstedvej. Åse kendte området.

Hun gemte sig i grøften på Rungstedvej. Det blev dag, og hun kunne høre bilerne køre forbi oppe på vejen, men hun blev nede i grøften og ventede. Først næste aften efter mørket havde sænket sig, fik hun besked om, at der var fri bane, og hun og de andre mødtes igen på havnen. Denne gang kom lyset fra havet, og de kom op i båden og ned i lastrummet.

Efter en tur over sundet, lagde de til på Hven, og så var de i Sverige og Åse i sikkerhed. Men hun var adskilt fra sin søster, mor, far og mormor, der stadig befandt sig på den anden side af vandet.

Før Åse tog afsted, bønfaldt hun sin mor, far og søster om at tage med. Hun var helt fortvivlet, fortæller min mor mig hjemme i stuen, efter hun har fortalt alt det, hun ved om flugten fra ende til anden.

Men de troede ikke på, at det kunne gå så galt som rygterne sagde. Ligesom de fleste andre danske jøder troede de, de var i sikkerhed i Danmark.

De begyndte først for alvor at overveje at flygte, da den danske overrabbiner sendte en advarsel til alle de danske jøder den 29. september 1943. Og der var Åse allerede taget afsted.

Jeg spørger, om hun ved mere om det. Hvem fortalte, at der var fri bane, da Åse lå i grøften? Sagde hun farvel, inden hun tog afsted?

Min mor ryster opgivende på hovedet og siger:

"Hun døde, da jeg var 30 år gammel. Der er meget, jeg ikke fik spurgt hende om i forhold til flugten.”

Efterskrift

Min mormors mor, far og søster flygtede til Sverige den 2. oktober 1943 - tre dage efter min mormor kom til Hven.

I juni 1944 blev min mormor og René von Barnekow gift i Sverige. De fik ikke børn, efter at Åse mistede det barn, hun var gravid med, da hun flygtede.

Hele familien kom helskindede tilbage til København efter Befrielsen den 5. maj 1945.

Undtagen min tipoldemor, ”Tante Thee”. Hun overlevede ikke nazisternes folkemord. En del af familien Polack mente, at hun ikke ville kunne klare turen over sundet, og at hun kunne skjules i et pensionat sammen med andre ældre jøder. Men de blev stukket af en af kammerpigerne, der var kæreste med en tysker. ”Tante Thee” døde i koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet.

Efter min mormor kom tilbage til København, blev min hun skilt fra René von Barnekow. I 1953 mødte hun min morfar Lars Erik Wickstrøm. De fik min mor i 1955.

  Læs også: