Forelsket i den tredje alder



Hanne Rømer er i sin tredje alder, men opfører sig som en teenager. Kroppen sitrer, og det er ikke kun, fordi hun har et dårligt knæ og diabetes 1. Som et stigende antal danskere har hun fundet kærligheden i en høj alder



Tekst: Celine Klint. Foto: Iben Gad
14. februar 2019

Facebook
Twitter

 

Hanne Rømer betragtede sine gamle klassekammerater. Det var svært at se, hvem, der var hvem, her 50 år efter de var blevet studenter. De var 12 mennesker samlet ud af en klasse på 20. Fem havde meldt afbud, to var døde, og den sidste havde de ikke kunnet finde.

”Hvad i alverden er det her?”

En skaldet mand kom hen og hev i Hannes grå krølle, den der hænger ned bag venstre øre. Det var ikke første gang, Steen Hvid hev pigerne i håret. Han havde altid været en af de frække drenge i klassen.

”Det er den sidste rest af mit prinsessehår,” blinkede hun.

”Selvom jeg er gammel, er jeg en prinsesse.”

Hun svajede lidt på benene, det venstre knæ var dårligt. Resten af aftenen havde hun ham inden for sit synsfelt.

 




 

At have en høj alder er ikke længere en hindring for at finde kærligheden. De seneste år er antallet af bryllupper blandt mennesker over 60 år steget med 43 procent, viser tal fra Danmarks Statistik fra 2018. I perioden 2003-2007 var der 3123 ældre par, der sagde ja til hinanden, og det tal var i perioden 2013 til 2017 steget til 4466. Men hvordan lukker man et andet menneske ind med alle dets skavanker og mærkelige vaner?

I anledningen af valentinsdag bringer Kristeligt Dagblad her en lille fortælling om at være nyforelsket sent i livet. Hanne Rømer nærmer sig de 70 år og oplevede sidste sommer, hvad forelskelsen kan gøre ved en.



Hanne Rømer har boet i det samme hus i Aabenraa i 21 år. Det meste af tiden alene. Over døren hænger et skilt med teksten ”Women and cats do as they please.” Kvinder og katte gør, som de vil.

Hun ligger henslængt på sofaen. Persiske tæpper dækker gulvet, og et sjal er slynget over fjernsynet. På skrivebordet ligger en stak nodehæfter, en bunke af hendes digte og Ældre Sagens medlemsblad. Væggene i huset er fyldt med billeder af familie, tidligere bands, venner og kærester. Hendes sidste kæreste døde af lungekræft i 2001. Han smiler fra sin ramme på væggen i soveværelset.

”Før i tiden, når jeg blev ensom, så jeg min søster eller lejede kvistværelset ud. Hvis jeg savnede kærligheden, skrev jeg om den.”

 



 



Den gamle gymnasieklasse sad rundt om et lidt for stort bord i køkkenet på Amager Judoskole. En fra klassen var formand i judoklubben og havde skaffet lokalet.

”Lad os tage en runde!”, råbte han og løftede sit glas til en skål.

De gamle klassekammerater fortalte en efter en om sig selv og deres skæbne siden gymnasietiden. Folk fremlagde deres liv ved at fortælle om deres karriere. Hanne fortalte om sit liv som musiker, saxofonist og komponist. Hvordan hun havde spillet rock i 70’erne, symfonisk musik i 80’erne, skabt et nordisk kvindebigband og arbejdet som musiklærer i 12 år på en efterskole.



 
Hanne og Steen havde ikke vekslet mange ord, da de blev studenter fra Sankt Annæ Gymnasium i 1968.
 



”Mit oplæg bliver anderledes,” hviskede Steen til hende og rejste sig.

”Mand med M, men også drenget. Kan lide at lege med bold, bil og cykel. Samtalen er det vigtigste i forhold til min familie, mine venner og allermest min kommende kæreste. Der er behov for spøg og alvor, skæg og ballade, tvist og uventede vinkler. Min ønskekvinde: Kvinde med K. Alder er ikke afgørende. Du skal have stil og være ”i live”, med lyst til at prøve livets forskellige muligheder af. Nysgerrighed og åbenhed er vigtige egenskaber for mig. Men det vigtigste sker i mødet.”

Folk så ned i bordet. Steen rundede af.

”Så hvis du vil, kan du blive forkælet og feteret. Jeg kan lide at opvarte – og blive opvartet.”

Der var stille i det lille festlokale, men Hanne grinede for sig selv.

”Det er sjældent, at folk er modigere end mig,” tænkte hun.

Der gik tre lange dage efter festen, før hun tog mod til sig og skrev til Steen.






Hanne har aldrig været inde på en datingprofil, mens Steen har erfaring med alt fra kontaktannoncer i Politiken til Seniordating. Han havde ikke lagt særligt mærke til Hanne til festen, og hendes sms havde han slet ikke set komme, men senere på ugen pakkede han tasken og kørte fra Vanløse til Aabenraa.

Hanne havde ryddet op, inden Steen skulle komme. Tændt lyskæden i stuepalmen og lavet Chèvre Chaud. Steen havde udvalgt to flasker vin og kørt stærkt over Storebælt i den sorte Audi.

Da han trådte ind i det gamle, skæve hus fyldt med ting, var det første, han tænkte: ”Her kan jeg aldrig bo.” Kunstige blomster, kurve med muslinger, køleskabsmagneter og mærkværdige genstande samlet sammen gennem et langt liv fyldte hver en flade i huset. En kontrast til hans egen strømlinede lejlighed med 7’er-stolene og Arne Jacobsen-spisebordet.

Hun kom hen til ham, krøllen skinnede sølvgrå bag det ene øre. Der var italiensk pop på anlægget, og hun bød ham en Aperol Spritz.






Efter Steens besøg kunne Hanne ikke sove. Hendes hud brændte. Det blev vigtigt, hvilket tøj hun tog på, og hvordan det ramte huden.

Hun vågnede klokken tre om natten og begyndte at skrive. Digte. Andet var der ikke at gøre. Digtene, besluttede hun sig for at sende til Steen. ”Hvis han ikke kan klare det, så er han alligevel ikke noget for mig,” tænkte hun, mens hun skrev.

Sidste gang, Steen havde læst digte, var i gymnasiet, men der var noget ved de her digte, han godt kunne lide.

 

 

De mødtes i hans sommerhus i Nordsjælland og gik ture langs stranden. Hanne gik bag Steen, så hun kunne tage billeder af ham i smug. Havet lå til venstre langt og gråt, og det var hverken sol eller skyet. Eller også lagde hun ikke mærke til det. Han tog en trøje af eller en trøje på.

Hun så ned og lagde mærke til stenen. Hun samlede den op fra sandet. Den vejede tungt og blødt i hånden. Hurtigt stak hun den i lommen, selvom den egentlig var for tung at bære rundt på. Med hånden om stenen gav hun sig selv et løfte:

”Hvis det her udvikler sig, så vil jeg elske ham betingelsesløst. Uden at dømme eller stille krav. Jeg vil elske ham, som man normalt kun elsker sine børn. Om jeg så skal trille ham rundt i kørestol.”

 





 

Steen og Hanne mødtes i Italien, Sverige, Spanien og Sønderjylland. De grinte og drak vin. Hanne viste ham hele sin krop, alle rynker, ar, deller og appelsinhud. Og hun nød hans blik. Det var ikke, som da hun var ung, hvor hun hele tiden tænkte på, om hendes krop var god nok.

Steen læste historierne i hendes hud og dvælede længe ved det lange ar på maven.

”Jeg kunne have været død dengang,” sagde hun. ”De fjernede min bugspytkirtel, min milt, 12-fingertarmen, galdeblæren og halvdelen af min mavesæk.”

Siden operationen har hun levet med diabetes 1. Hun skal holde øje med sit blodsukker og huske insulinen.

Steen er heller ikke helt ung længere. Han er døv på det ene øre, har slidgigt i knæet, og så har han noget med maven. Men det har ikke skræmt ham væk fra datinglivet. Han aldrig været uden en kvinde i mere end en måned.

 


Arret henover Hannes mave vidner om dengang hun fik fjernet bugspytkirtlen, milten, 12-fingertarmen, galdeblæren og halvdelen af mavesækken.

 

Eftermiddagssolen bagte ind ad vinduet. De lå i Hannes seng for at sove til middag eller holde "siesta", som de kalder det.

”Hvis vi er heldige, kan vi få 10 gode år sammen,” sagde Steen og strøg hendes arm.

Men måske var han allerede videre. Han skulle have en ekskæreste på besøg i sin lejlighed næste weekend, havde Hanne forstået. Det lød også, som om ekskæresten skulle blive og sove. Hanne lagde sig om på siden. Det var, som om hendes tarme drejede den forkerte vej. Klangen fra hendes stemme lød anderledes, da hun spurgte, hvad han skulle i weekenden.

Det var 24 år siden, hun sidst havde været jaloux.

”Jeg har svoret, at jeg ville kaste mig ud i det her, men hvad ved jeg egentlig?” tænkte hun. Hun kastede et blik på nogle af alle de kjoler, hun havde købt, siden hun havde mødt Steen. Den azurblå, den korte med de røde blomster og den stramme sorte. Var hun i gang med at miste sig selv? Den selvstændighed, hun havde brugt de sidste mange år på at opbygge, virkede langt væk.



 
 

Blixen, Brøgger og Ferrante. Hanne søgte trøst i sine bøger, mens katten Charlene smøg sig om hendes ankler. Steen havde besøg af sin ekskæreste. Det var deres første krise.

Hannes ungdom havde været fuld af åbne forhold og en grundfølelse af usikkerhed. Jalousien var kommet som et pust fra en fortid, hvor hun ikke havde haft styrken til at stille krav. Hun løftede insulinsprøjten og gjorde klar til skuddet i maveskindet. Hun måtte sige noget til Steen.

Over telefonen fortalte hun ham om jalousien, om hendes åbne forhold i 70’erne, som hun faktisk slet ikke havde brudt sig om.

”Da jeg var 17 år, lovede jeg mig selv at leve mit liv, så der var noget at skrive om, når jeg blev gammel. Men nu er jeg gammel, og jeg vil stille et krav, som jeg ikke turde stille, da jeg var yngre.”

”Jeg vil ikke dele dig med nogen.”

 




 

Hanne støtter hovedet med den ene hånd og ser ud af vinduet. Vintersolen hænger lavt på himlen over Aabenraa.

”Jeg føler mig så sindssygt ung, men det ved jeg jo godt, at jeg ikke er. Jeg ved ikke, hvor længe jeg er her,” siger hun og smiler. ”Men måske gør det mig yngre, at jeg lever med bevidstheden om, at jeg befinder mig på randen til støvets år. Jeg ved, jeg skal brændes og strøs ud over havet. Spørgsmålet er bare, hvornår.”

Stenen fra stranden vejer i lommen på hendes frakke. Hun tager den frem og ser på den.

”Jeg tog beslutingen om at lukke et fremmed menneske helt ind. Det troede jeg ikke, jeg kunne i min alder. Stenen skulle minde mig om, at det er en udfordring at elske et andet menneske betingelsesløst. Men det har slet ikke været så svært,” hun holder en pause. ”Jeg er forundret over at opleve noget så forunderligt her i den tredje alder.”

Steen kommer ud fra badeværelset og lægger en hånd på Hannes skulder. Det er tid til deres siesta.




 



 

KREDITERING