Bord start

Hvad ville du lave om, hvis du kunne ændre én ting fra dit liv?

Kristeligt Dagblad har spurgt syv ældre, livskloge mennesker, hvad de ville ønske var gået anderledes, eller hvad de selv ville have gjort om, hvis de kunne spole tiden tilbage og ændre én ting fra deres lange liv. Læs deres historier her



Jack Leo Bundgaard 1

”Jeg skulle have taget kampen op mod alkoholen”

Jack Leo Bungaard


Leo sort hvid

Alder: 75 år

Bopæl: Næstved

Ægteskabelig status: Gift to gange, har nu en veninde

Børn: To børn, tre bonusbørn

Arbejde: Smed og maskinarbejder


To ting sad dybt i mig meget tidligt i mit liv: Jeg ville ikke drikke, og jeg ville have en god uddannelse, så jeg kunne tjene penge nok til at leve et ordentligt liv. Jeg ville nemlig aldrig mere have det, som da jeg var barn.

Jeg havde absolut en hård opvækst. Jeg var den ældste søn af syv og tog meget tidligt et stort ansvar på mig. Vi havde næsten aldrig råd til mad eller noget som helst, og dag efter dag stod jeg og smurte fedtemadder med salt til mine yngre brødre.

Min far var dranker, og jeg har set megen vold og politi i min barndom. Han slog både os og min mor, men da jeg var 16 år, blev det for meget for mig, så en dag slog jeg ham så hårdt, at han måtte på sygehuset i 14 dage. Han rørte os ikke siden.

Min far var uddannet maskinarbejder og smed, og jeg gik lidt halvtvunget i hans fodspor. Efter jeg var blevet udlært, blev jeg som 19-årig indkaldt som marinesoldat ved Søværnet. Jeg var glad for at være der og ville egentlig gerne være blevet der og have læst videre til maskinmester derinde. Men folk i marinen var så fordrukne alle sammen, at jeg ikke kunne holde det ud.

I dag fortryder jeg, at jeg ikke blev der, for jeg ville gerne have været noget mere end almindelig smed. Har man en højere stilling, tjener man flere penge, og så har man et bedre liv. Ikke dermed sagt, at penge er lykken, men alligevel. Jeg skulle have taget kampen om mod alkoholen og have videreuddannet mig til ingeniør eller maskinmester i Søværnet.

I stedet kom jeg ud at sejle med handelsflåden. Jeg fik egen kahyt med seng, skab og skrivebord, og det var meget mere, end jeg var vant til hjemmefra, hvor vi boede fem på et værelse. Men det var heller ikke Guds bedste børn, der var på de både. De var også mere eller mindre fordrukne alle sammen. Vi sejlede mest til Vestafrika, og hver gang vi gik i land, styrede de andre direkte mod nærmeste værtshus. Det irriterede mig voldsomt.

Ind imellem sejlturene var vi hjemme i Danmark. En dag da jeg var 23 år, skulle jeg handle ind i en slagterbutik, og der traf jeg en nydelig ung dame på 16 år – men hun lignede en på 18 eller 19. Hun blev gravid, så jeg stoppede med at sejle, så vi kunne gifte os. Jeg byggede et lille hus lidt uden for Vordingborg og fik job i en smedje, så jeg kunne tjene penge til os. Senere fik jeg arbejde som reparatør hos Buko-ost og Haribo-lakrids, og der var heldigvis ikke det, der lignede drukkultur.

Min kone kom ligesom jeg fra et dårligt hjem med en far, der drak, så vi havde meget til fælles. Vi voksede dog fra hinanden og blev skilt efter 16 år. Jeg blev gift igen og fik over 30 gode år med min kone, som jeg desværre mistede ved en ulykke for to år siden.

I dag bor jeg alene i et 181 kvadratmeter stort hus i Næstved, så der er langt fra mit barndomshjem til mit hjem i dag. Jeg har formået at bruge mine penge godt, selvom jeg aldrig fik den uddannelse, jeg drømte om.

Mit liv har langt fra været en dans på roser, men jeg vil ikke beklage mig. Men den barndom, den var godt nok ikke god.




Henny Andersen 1

”Jeg ville ønske, min søn stadig levede”

Henny Andreasen


HA sort hvid

Alder: 88 år

Bopæl: Frederiksberg

Ægteskabelig status: Gift i 54 år, enke siden 2009

Børn: To sønner. Mistede den ene i 2012

Arbejde: Nådlerske (skotøjssyning, red.), rengøring, kantinearbejde, hjemmegående


Hvis jeg kunne ændre én ting i mit liv, så havde min søn stadig levet. Han fik kræft og kom i den ene behandling efter den anden, indtil han en dag for to år siden ringede og sagde, at det kun var et spørgsmål om tid. Efter en måned døde han bare 62 år gammel. Det kommer jeg aldrig over. Det hele gik så hurtigt.

Jeg havde et meget nært forhold til min søn. Han ringede hver dag og spurgte til mig, fortalte om sit liv og drillede mig. Han har altid været drillesyg.

Jeg blev gift og fik min første søn, da jeg var 23 år, og den anden søn kom tre år senere. Inden da arbejdede jeg som nådlerske på Wedela skofabrik på Frederiksberg, hvor jeg lavede de flotteste sko i hele byen. Men jeg sagde jobbet op for at være hjemmegående, mens drengene var små. Det var en god tid.

De to brødre har altid været meget forskellige. Ham, jeg mistede, var altid åben og lidt vild, den anden er mere stille. Men de gik samme vej i livet og blev begge uddannet smede.

Jeg har mange gode minder om min søn. Han var sådan en glad og rund en. Det er svært, at han er væk, og de seneste år har været forfærdeligt hårde. Ikke mindst fordi jeg også mistede min mand for fem år siden. Jeg har altid fjernsynet eller radioen kørende og telefonen tændt, for ellers sidder jeg bare og bliver trist og tænker sorte tanker. Det kan jeg ikke lide. Der skal være lidt støj, så tankerne ikke bare kører i ring.

Heldigvis er min anden søn også flink til at komme og besøge mig, og jeg har det grundlæggende godt og har haft et godt liv. Men jeg ville ønske, min søn stadig levede.




Erik Petersen 1

”Jeg ville have sejlet med Galathea-ekspeditionen”

Erik Petersen


EP sort hvid

Alder: 84 år

Bopæl: Hou, Østjylland

Ægteskabelig status: Gift i 60 år, enkemand siden 2011

Børn: Tre

Arbejde: Skibsbygger


Jeg kunne godt ønske, at jeg havde sagt min far noget mere imod i min barndom og ungdom. Min oldefar, min farfar og min far var alle bådebyggere, og da jeg var den ældste søn i søskendeflokken på fire, ville min far, at jeg skulle gå i hans fodspor. Oprindeligt ville jeg ellers gerne have været læge, men jeg gjorde, som han sagde, og det kom der både meget godt og skidt ud af.

Jeg kom i lære hos min far, som ejede skibsværftet i Hou. Han var fra den tid, hvor det var kæft, trit og retning, der gjaldt, og sådan blev jeg oplært. Hvis et stykke arbejde ikke var fuldstændig i orden, blev det smidt væk, og så måtte jeg begynde forfra. Det gav ham et godt navn i branchen, fordi kunderne vidste, at der var styr på det, han lavede. Men jeg blev holdt meget nede.

I 1950 blev jeg kaldt ind som marinesoldat i København, og her fik jeg tilbudt at gøre tjeneste i Grønland. Det lød jo spændende, syntes jeg, men min far ville ikke acceptere det, for det ville forlænge min soldatertid, og han ville have mig hjem at arbejde på værftet. Så sådan blev det.

Kort efter blev jeg kontaktet af fiskemesteren fra Samsø, som tilbød mig at sejle med som skibskyndig på dybhavsekspeditionen Galathea 2. Forskningsskibet skulle sejle i to år og lede efter nye skabninger og væsner i det over 1000 meter dybe koralrev ud for Japans kyst. Jeg var 19 år og syntes, det lød som et rigtigt eventyr, men min far syntes ikke lige, det var sagen. Havde det været i dag, ville jeg have sagt ham imod og sejlet med Galathea-ekspeditionen ud i verden. Men det havde jeg ikke ben nok i næsen til at gøre dengang. Siden har jeg hørt meget om turen fra min kammerat på Samsø, som stadig lever og er på min alder.

Jeg blev glad for håndværket ved at være skibsbygger og ville gerne uddanne mig til skibsingeniør i Helsingør. Men det mente min far ikke var nødvendigt, for han kunne sagtens lære mig det, jeg havde brug for, sagde han. Jeg endte med at arbejde for ham helt frem til 1972, hvor jeg købte værftet sammen med min kone, Putte. Det holdt hårdt, for min far ville ikke stoppe med at arbejde, men til sidst sagde vi, at enten køber vi værftet, eller også rejser vi. Og så overtog vi det.

Putte passede regnskaberne, hjalp med indkøb og drev vores lille forretning med sejlerudstyr, mens jeg byggede skibene. Vi solgte især fiskekuttere frem til 1978, derefter blev det mere lystfartøjer og den slags. Vi havde det fantastisk sammen og fik tre piger, som voksede op og blev uddannet skolelærer, sygeplejerske og laborant. Det var vigtigt for mig, at de selv måtte vælge, hvad de ville, så det ikke blev ligesom i min barndom.

Selvom jeg måske nok blev presset ind i faget som skibsbygger, har jeg altid været fuldt ud tilfreds med arbejdet og glad for at sejle. Jeg har både bygget vores hus og en masse af vores træmøbler, og jeg brugte tre år på at bygge en 36 fod stor motorsejler, som stod færdig i 1965. Den har vi sejlet i utallige gange siden.

Da pigerne var små, tog vi mest på udflugt til Samsø, Tunø, Aarhus Bugt og den svenske skærgård, men efter Putte og jeg gik på pension i 1991, sejlede vi to gange via kanalerne i Europa helt ned syd for Paris.

Man kunne ikke have det bedre, end vi havde det sammen. Jeg kendte Putte helt, fra vi var 10 år, og vi nåede at være gift i 60 år, før hun døde af kræft. Jeg savner hende stadig meget, og jeg har et billede af hende med på alle mine rejser.

På den ene side kan man sige, at min fars forventninger og høje krav gjorde, at jeg fik en streng opvækst, som også påvirkede mig og holdt mig nede mange år senere i livet. Men i det lange løb betyder det ikke noget, for alle sejlturene og bådebyggeriet har også været noget af det bedste ved mit liv. Især, fordi Putte var med hele tiden.




Lillian Rasmussen 1

”Jeg ville ikke leve alene”

Lillian Rasmussen


LR sort hvid

Alder: 83 år

Bopæl: Horsens

Ægteskabelig status: Gift i 58 år, enke siden 2009

Børn: Tre

Arbejde: Fabriksarbejder


Selvom man ved, at det vil ske en dag, er det ikke spor rart blive alene. Jeg mistede min mand Christen for fem år siden, og tiden efter har været den sværeste i mit liv. Vi mødte hinanden til et bal i Søvind og blev gift 1951, da jeg var 20 år. Kort efter fik vi en søn og to døtre, og vi har alle haft et utrolig dejligt liv sammen.

Jeg var hjemme, da børnene var små, men fra 1962 frem til min pension har jeg haft forskellige jobs på fabrikker, hvor jeg blandt andet tappede orangeade og pakkede kaffe, ost, krydderier og tobak. Min mand var gartner og passede tre kirkegårde i Horsens i over 40 år, og han holdt vores kolonihave og haven ved vores hus. Det forsøger jeg at gøre nu, hvor han er væk.

Jeg har mange gode minder om de 58 år, vi fik sammen. Vi tog på mange busture til Østrig, Tyskland og Italien, vi snakkede godt sammen og holdt mange store fester sammen med vores børn og børnebørn.

Vi nåede heldigvis at få guldbrylluppet med. Der holdt min mand en smuk tale for mig. Det havde han aldrig gjort før, så jeg var både rørt og overrasket. Det er vemodigt at kigge i billedalbummet fra dengang, fordi både han og mange af vores venner er væk nu, men det er stadig et godt minde.

På sine ældre dage fik han først problemer med hjertet og siden Alzheimers. Han boede hjemme ved mig hele tiden, men af og til kom han på aflastning, når jeg for eksempel tog på tur med min datter og svigersøn til deres ødegård i Sverige. Det kunne han ikke lide, så det har jeg fortrudt lidt siden. På den anden side havde jeg også brug for at komme ud og få luftforandring ind imellem.

Jeg har stadig svært ved at vænne mig til, at min mand er borte, og kunne jeg ændre en ting, ville jeg ikke leve alene. Men jeg er heldig at være omgivet af nogle dejlige børn og børnebørn, og jeg synes, jeg har klaret mig godt efter omstændighederne. Jeg forsøger at holde mig i gang og går til foredrag, læser krimier, strikker, cykler og holder huset og haven, og i næste uge skal jeg på bustur til Schwarzwald. Det er første gang, jeg skal rejse alene siden Christens død, så jeg er lidt beklemt ved det.

Når jeg er allermest ked af det, går jeg en tur ned forbi kirkegården, som min mand passede som gartner i så mange år, og hvor han nu er begravet. Det hjælper lidt på humøret. Jeg ville ønske, han stadig var her i dag, men hvis han skulle have det så hårdt som til sidst, var det godt, han lukkede sine øjne.




Jens Peter Bjørn 1

”Jeg ville gerne have været foruden min demens”

Jens Peter Bjørn


JPB sort hvid

Alder: 76 år

Bopæl: Skanderborg

Ægteskabelig status: Fraskilt og gift igen

Børn: Tre

Arbejde: Skoledirektør, skolepsykolog


Jeg har altid været vant til at bruge hovedet meget. Jeg voksede ellers op som lidt af en bonderøv fra landsbyen Kjellerup i Midtjylland, men jeg arbejdede mig op. I Kjellerup var der tradition for, at alle bønderkarlene tog til Silkeborg og gik i gymnasiet, men vi var nogle stykker, der absolut ville til Viborg. Viborg blev anset for at være en storby, og det var meget fornemt at gå på katedralskolen. På min første skoledag i Viborg spurgte lektor Aabo mig, hvad min far lavede, og jeg fortalte, at han var mekaniker.

”Automobilmekaniker? Sådan en har vi sandelig ikke haft før her på Viborg Katedralskole,” sagde lektoren.

Så var stilen lagt. Hver eneste dag hørte han mig ekstra grundigt i timerne, for han var jo ikke sikker på, om sådan en bondekarl overhovedet forstod noget som helst. Derfor læste jeg mine lektier meget grundigt – helt præcist læste jeg lektier 42 kilometer hver dag, for så langt var der fra Kjellerup til Viborg og tilbage igen i skolebus.

Jeg blev dygtig i skolen og endte siden med at blive skolepsykolog og skoledirektør både i Gladsaxe Kommune og senere her i lokalområdet. Det var nogle spændende jobs. Jeg kan godt lide mennesker, uanset hvordan de er, hvordan de tér sig, eller hvordan de måtte have været.

Når man er vant til at være involveret og engageret i en masse ting, er det svært at forholde sig til, at man ikke længere kan det. Men sådan har virkeligheden været, siden jeg fandt ud af, at jeg har demens.

På mine ældre dage begyndte jeg at fornemme, at hukommelsen ikke gled så let mere, så en dag gik jeg op til min gode læge, som gav mig dommen. Det var et utroligt chok, og jeg syntes selvfølgelig, det var ganske forfærdeligt i starten, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Så jeg sagde til mig selv: Okay kammerat, det er en ny situation, og du må tage én dag ad gangen.

Jeg er lykkeligt gift, og jeg vil nødigt have, at det skal påvirke min kone og vores ægteskab, at jeg er blevet dement. Derfor er jeg flyttet på plejehjem, mens min kone bor alene her i Skanderborg. Langt hen ad vejen lever vi dog, som vi plejer, og vi har stadig et godt liv sammen.

Jeg har også givet min kone en konvolut med mit kørekort, som jeg har klippet i stykker. Jeg vil ikke risikere at komme til at køre på en lille knægt på grund af min demens, det ville jeg aldrig kunne leve med. På den måde har jeg forsøgt at forholde mig meget praktisk til sygdommen, og for det meste glemmer jeg, at jeg har den.

Både min mor og far var gode, solide mennesker, som altid sagde, vi finder nok ud af det. Sådan har jeg det også.

Jeg ville gerne have været foruden min demens, men jeg har stadig en herlig tilværelse og en pragtfuld familie, så jeg kan ikke bruge det til noget at gå rundt og være ked af det.




Jayne Lind Laursen 1

”Jeg ville have fulgt mit ønske om at blive ergoterapeut”

Jayne Lind Laursen


JLL sort hvid

Alder: 75 år

Bopæl: Kolding

Ægteskabelig status: Fraskilt og enke.

Børn: Tre

Arbejde: Teknisk tegner, lærervikar, m.m.


Jeg har oplevet nogle bump på vejen i mit liv, som ikke altid har været lige lette at komme over. En af de første svære ting var, at min tre år ældre bror døde, da han var bare 16 år. Han fik nogle indre blødninger, og i løbet af 14 dage var han væk. Det var et chok for mine forældre, og derfor følte de også, at de skulle passe ekstra godt på mig.

Jeg voksede op i en brydningstid, hvor nogen var meget fri og andre meget afhængige af deres forældre. Jeg var meget bundet til mine forældre, selvom jeg egentligt gerne ville have været fri.

Jeg ville gerne være ergoterapeut, for det havde jeg en veninde, som var, og jeg kunne godt lide håndarbejdet og at være sammen med ældre mennesker. Men min mor fik at vide af skolen i Hellerup, at jeg først skulle have mere erfaring i at arbejde med mennesker og have været i huset hos nogen eller rejst ud i verden, før jeg kunne blive optaget. Det ville tage alt for lang tid, mente mine forældre, som gerne ville beholde mig hjemme.

Under påvirkning fra dem endte jeg med at uddanne mig til teknisk tegner hos FLSmidth, hvor min far også arbejdede som ingeniør.

Hos FLSmidth blev jeg først bedt om at rejse et år til Paris og senere til London. Det, syntes jeg, lød spændende, men mine forældre brød sig ikke om, at jeg skulle være så langt væk. Så jeg endte med at bo hos dem først på Nørrebro og senere i Valby og Hvidovre under hele min studietid. Kunne jeg spole tiden tilbage, ville jeg have rystet mig mere fri af mine forældre og fulgt mit ønske om at blive ergoterapeut.

Jeg fik først brugt min uddannelse som teknisk tegner sent i livet. Inden da havde jeg forskellige vikarjobs blandt andet som skolelærer på Bornholm, fordi jeg giftede mig med en lærer, som fik job derovre. Vi fik tre børn, men blev skilt, fordi han var maniodepressiv.

Sent i livet lærte jeg en mand at kende i Kolding og flyttede herned. Han ejede et kalligrafi-trykkeri, hvor jeg for første gang kunne arbejde som teknisk tegner. Jeg tegnede logoer på computeren til både biler, sportsreklamer og den slags, frem til min mand fik en hjerneblødning og pludselig hverken kunne tale eller gå. Han kom på plejehjem, og jeg gik på førtidspension.

Det har ikke været lige morsomt alt sammen, men alt i alt har jeg såmænd haft et meget godt liv og er altid landet på benene.




Anne Margrethe Jørgensen 1

”Jeg ville ikke ændre noget som helst”

Anne Margrethe Jørgensen


AMJ sort hvid

Alder: 94 år

Bopæl: Frederiksberg

Ægteskabelig status: Ugift

Børn: Nej

Arbejde: Selvstændig syerske


Jeg har haft et dejligt liv, og på mange måder har jeg vist været lidt forud for min tid. Jeg er født på en bondegård på Lolland, hvor min familie har arbejdet som bønder og købmænd i generationer. Derfor lå det i luften, at jeg skulle være bondekone og lære at lave mad og passe hus, men mit ønske var nu at komme til at sy. Det kunne min far ikke helt forstå, men han accepterede det, og jeg fik lov at få undervisning et halvt år, så jeg kunne sy mit eget tøj.

Som 18-årig rejste jeg til hovedstaden og kom i huset nogle år, blandt andet hos en familie i Charlottenlund. Datteren i huset fik senere en lille sy-salon, og da jeg hørte det, gik jeg hen og bankede på døren, og vi blev enige om, at jeg kunne komme i lære.

Jeg ville gerne være selvstændig, så jeg arbejdede hårdt i mange år med at sy tøj til forskellige forretninger og underviste også i syning på aftenskole. I 1959 havde jeg endelig sparet penge nok sammen til at kunne købe min egen butik, og jeg blev ejer af en tøjforretning på Godthåbsvej på Frederiksberg. Det var jeg temmelig stolt over.

Efterhånden løb tiden fra hjemmesyet tøj, og jeg gik mere over til at købe og sælge, men jeg havde butikken i 24 år, til jeg gik på efterløn i 1983. Så jeg endte med at få udlevet den drøm, jeg havde haft helt fra barndommen om at sy.

Jeg nåede aldrig at få børn. Det var ikke et bevidst valg, sådan blev det bare, og jeg har ikke savnet det. Jeg har til gengæld haft to gode, lange forhold, begge på 25 år, men mænd holder jo ikke så længe, så de er gået bort for længst.

Min første mand var hoteldirektør i København, og jeg mødte ham, fordi jeg passede hans hus nogle timer om ugen, mens jeg lærte at sy. Vi boede hver for sig, så det var jo næsten som de moderne forhold i dag. Oven i købet var det også ham, der lavede mad, for han var udlært kok. Vi havde en dejlig tid sammen, inden han døde af leukæmi.

Min anden mand mødte jeg som 57-årig, da jeg var ude at danse i en selskabsklub på Frederiksberg. Han arbejdede med biler på Fords fabrik i Sydhavnen. Vi flyttede sammen og fik mange gode år som pensionister, hvor vi tog i sommerhus i Tølløse, på busture i Europa, gik i biografen og gik ture i Frederiksberg Have. Han døde desværre også for 10 år siden.

Selvfølgelig har det været svært hver gang, jeg har mistet nogen, jeg har holdt af, men jeg har altid haft gode venner og familie at støtte mig til. Min afdøde mands familie er sød til at besøge mig her på plejehjemmet, og jeg er glad for at være her. Personalet er også flinke til at arrangere noget. I formiddag var jeg for eksempel nede i kælderen at danse boogie woogie, og i næste uge skal vi på udflugt i fem dage til Orø.

Jeg ville ikke ændre noget som helst, hvis jeg kunne gøre mit liv om. Jeg har altid været godt tilfreds med tilværelsen. Det ville da også være frygteligt at sidde og være ked af det liv, man har haft.




Slutbillede

Del artiklen med dine venner: