For enden af vejen ligger Genner

Det går godt i Genner, lyder det fra alle, man møder i den sønderjyske landsby. Med befolkningstilvækst og et blomstrende lokalsamfund er byen en solstrålehistorie i det såkaldte Udkantsdanmark. Kristeligt Dagblad har besøgt landsbyen for at forstå, hvad de gør rigtigt


Facebook
Twitter
 

Man bliver nødt til at trække ind i vejkanten, når der kører modkørende bilister forbi på den sønderjyske landevej. Der er ikke meget plads i den grønne tunnel, som træerne på begge sider af vejbanen udgør. Til gengæld giver den sænkede fart mulighed for at hilse på de forbipasserende. Og hilse, det gør man på disse kanter. ”Velkommen til Genner”, står der på skiltet, der møder en for enden af landevejen.

Trine Søgaard Knudsen og hendes kæreste besøgte byen for første gang for fem år siden. De havde købt et gråmalet hus i Genner, et gammelt mejeri, og ville til den årlige byfest for at se, hvem der boede i landsbyen, inden de flyttede dertil. De blev mødt af havetraktor-ringridning og lange kageborde på den lokale sportsplads.

”Man kunne mærke, at folk ikke kun havde nok i dem selv, her plantede man sine børn i en karrusel, og så snakkede man om løst og fast,” fortæller Trine Søgaard Knudsen, der blev bekræftet i, at det var det rigtige sted at slå sig ned.

 
 

Hun bor nu i Genner med sin kæreste, Felix Christ, og parrets to børn, Eyla på fire år og Hugo på et år. De går begge i Genners dagtilbud, “Universet”, som er en integreret institution, hvor byens børn kan gå, fra de er små, til de er færdige med sjette klasse i Genner Skole.

”Det var vigtigt for os, at vores børn kender deres naboer – at det også er dem, de går i skole med.”





 
 

Trine Søgaard og hendes mand er ikke de eneste, der er flyttet til Genner inden for de seneste par år. Landsbyen, der består af knap 800 mennesker, oplever befolkningstilvækst og blev i januar tildelt prisen som ”Årets Landsby” i Aabenraa Kommune. Byen er med andre ord en solstrålehistorie i fortællingen om provinsen - ”Udkantsdanmark” - hvor ”Til salg”-skilte, lukninger af skoler og fraflytning mod byen ellers ofte kaprer dagsordenen.

Men hvad gør de rigtigt i Genner? Og hvem er de mennesker, der bor der?





 
 





En stor latter spreder sig i den tomme Genner Hallen, og der bliver knappet dåseøl og sodavand op. 13 mennesker er mødt op til lokalråd i det lille cafeteria. Et halvårligt møde, hvor alt fra coronakrisen til Tour de France 2021 skal diskuteres. Husholdningsforeningen, idrætsforeningen og menighedsrådet er selvfølgelig til stede.

”Nå, vi må nok hellere komme i gang,” lyder det fra lokalrådets formand, Anne Marie Andresen. Et af punkterne på dagsordenen handler om, hvad Genner skal bruge de 10.000 kroner på, som byen vandt for at være ”Årets landsby”. Formandens briller glider ned på midten af næsen, og hun kigger rundt på resten af flokken. ”Nogle idéer?” spørger hun. Der er stille. En kvinde rækker hånden i vejret.

”Vi havde tænkt på et infoskilt, et elektronisk et, hvor man kan holde sig opdateret på, hvad der sker i Genner.” Folk nikker og virker begejstrede. Her skal det være muligt for Margethe, der ejer bed and breakfast-stedet Naturperlen at informere sejlerne, der ligger til ved Kalvø Bugt, om køb af rundstykker, mens Erik fra menighedsrådet skal kunne slå oplysninger op om arrangementer i kirken.

En mand tilføjer: ”Så skal der stå: Flyt til Genner – et sted du aldrig glemmer!”

 
 

Ikke langt fra Genner Hallen bor en af byens ældste borgere på en gul gård. Falle Peter Fallesen har boet på gården hele sit 87-årige lange liv. Selvom to ud af tre længer har måtte lade livet, ligner gårdens stuehus, som står tilbage, fuldstændig sig selv. Inde i stuen hænger der familiebilleder på væggene. Møblerne står som dengang, Falle Peter Fallesen som lille løb rundt i stuerne og legede med sin lillesøster.





 
 





Falle Peter Fallesen har aldrig været gift eller fået børn - til gengæld har han haft rigeligt at se til med 40 køer, 30 får og 20 heste. Han husker tydeligt dengang, der var hele tre købmænd, en bager og en slagter i Genner. Meget har ændret sig siden - stort set alle butikkerne er forsvundet, og det samme er mange af de mennesker, som Falle Peter Fallesen har kendt.

”Engang kendte jeg alle, det gør jeg ikke mere. Der kommer nye til, og så flytter de igen. Så jeg kan jo ikke blive ved med at følge med,” siger han.

Selv har tanken om at flytte væk fra Genner aldrig strejfet ham. En ferie til Polen og England har været fint, men hjemme er som bekendt bedst.

 
 

Kinesiske flag står i vindueskarmen i den røde murstensvilla, og på gulvet i den tomme stue står 30-årige Rui Li og svinger arme og ben roligt i forskellige yogaøvelser. Hun flyttede med sin kæreste, Emil Sørensen, ind i hans bedsteforældres gamle hus for et år siden. Der er langt fra Shanghai, hvor Ru Li er fra, til Genner, og hun havde heller ikke forudset, at det var dér, hun skulle havne, da hun i sin tid flyttede til Danmark for at være sammen med kæresten.

Men efter at hun havde færdiggjort sin uddannelse i Kolding, var parret nødt til at genoverveje deres boligsituation, da lejligheden, de boede i, var for dyr. Hans forældre tilbød dem at komme til Genner - bedsteforældrenes hus stod tomt og kunne ikke sælges.

”Jeg havde været i Genner en del gange for at besøge min kærestes familie, og jeg elskede naturen her, og menneskene huskede jeg som søde,” fortæller Rui Li om beslutningen om at tage imod tilbuddet og flytte til byen.

Ude i haven løber Rui Lis hund rundt.

”At gå en tur med Coda er en god måde at møde folk på her i byen. Så det er blevet til en del ture,” siger hun og griner.

Rui Li synes, at Genner kan tilbyde hende og kæresten næsten alt. Bortset fra et job.

”Jeg søger efter arbejde hele tiden, men mulighederne her er ikke så gode.”

Kort tid efter at være flyttet til byen begyndte Rui Li at undervise i yoga, både i privaten og i Genner Hallen.

”Jeg ville gerne bidrage med noget til byen, og som tak fik jeg undervisning i dansk af en lærer oppe på skolen,” fortæller hun.





 
 

Line Rasmussens kalender er fuld booket fra klokken 9 om morgenen til klokken 18 om aftenen. Hun har drevet sin egen lille skønhedssalon, Beauty Looks, fra sin bolig i Genner siden 2013.

”Jeg tænkte selvfølgelig: ‘Vil det nu gå? Vil de nu køre hele vejen fra Aabenraa og herud, og vil Genner-beboerne tage godt imod det?’”

I dag er det Kirsten Larsen, som er kørt de små fem kilometer fra Løjt Kirkeby og nu ligger i salonstolen svøbt i et lilla tæppe. Hun kommer der jævnligt, og det samme gør hendes børn og børnebørn.

Det, synes Line Rasmussen, er det bedste ved at drive en lille lokal virksomhed. Hun har altid mulighed for at tage temperaturen på, hvordan det går hos folk. Og når folk taler med hinanden, bliver kundekredsen større:

”Mund til mund er den bedste reklame, man kan få,” siger Line Rasmussen.

 
 




Den ene sølvgrå bil efter den anden triller ind på parkeringspladsen ved forsamlingshuset. “Mojn!” lyder det, som bildørene går op. Det er medlemmerne af “Torsdagsklubben” - et tilbud til pensionister i Genner og omegn. De har ikke kunnet mødes i tre måneder grundet corona, så der er nok at tale om. Der er stillet lagkage og bamseboller med tandsmør på bordene i den gamle festsal. 13 mennesker er samlet om bordet; mænd i den ene ende og kvinder i den anden.

 
 
 

”Hvor er det dejligt endelig at se jer igen! Sikke en masse, vi skal have snakket om,” lyder det fra Elly Deele, klubbens formand. Medlemmerne mødes hver torsdag i forsamlingshuset - snakker, drikker kaffe og spiller spil i to timer.

”Rolig, rolig. Jeg melder pas!” lyder det fra en mand, og mønterne glider tværs over bordpladen. De spiller Skat - et tysk kortspil, som blev spillet meget under Første Verdenskrig.

 
 
 

Ved bordet sidder Harry Lorentzen. Han er 76 år og er kommet i Torsdagsklubben i mange år. Om en måned skal han og hustruen flytte fra deres store gård på 1100 kvadratmeter i Genner til en mindre bolig i Aabenraa. Det er et sørgmodigt, men nødvendigt, ryk. Og:

”Vi flytter ikke længere væk, end at vi kan komme hjem til Genner, hvor alle dem, vi kender, bor,” siger Harry Lorentzen. Han har boet i landsbyen hele sit liv.

 
 




Ved siden af forsamlingshuset ligger byens kirke. Den blev til efter en indsamling i 1932. En kreds af mennesker ønskede en lokal kirke, og 85 familier besluttede sig for at give 10 øre om ugen til indsamlingen. Det lykkedes dem at indsamle nok penge, og i 1935 blev Genner Kirke indviet:

”Lokalsamfundet og dets sammenhold afspejles tydeligt i kirken. Borgerne er glade og stolte af den,” fortæller Ditte Sjelborg-Pedersen, der er en af to sognepræster i Løjt og Genner Sogne.

Hun viser forberedelsesrummet til præsten ved alteret. Her hænger et billede af Dorothea Rasmussen, som sammen med pastor Ravn, den første præst i Genner, startede indsamlingen for næsten 100 år siden.

 








 

Philip Tietje (V), der er medlem af kommunalbestyrelsen i Aabenraa Kommune og formand for vækstudvalget samme sted, har længe beundret borgerne i Genner og deres vilje til at få tingene til at ske:

”Der bliver ikke kun talt og diskuteret gode ideér i Genner, nej der er handling bag ordene. Hvis en væg skal males, så bliver væggen malet.”

Han håber, at den gode udvikling vil fortsætte:

”Det er generelt et problem, at ildsjælene i de små lokalsamfund er pensionister, som har masser af tid. Men fremtiden ligger hos de yngre generationer, og det er dem, der skal sikre, at det bliver drevet videre. Er der et sted, jeg tror, det kommer til at ske, så er det Genner!”

Tilbage i Genner ved tilflytter Trine Søgaard Knudsen også godt, at hun en dag må træde til, når arbejdet med og for lokalsamfundet bliver for meget for de ældre:

”Vi har nogle seje mennesker i vores foreninger og lokalråd, men jeg står også parat til at aflaste, når arbejdet en dag bliver for stort,” siger hun og svinger næste generation af Genner-borgere, 1-årige Hugo, op i barnevognen og ud i landsbyen.







 
 
 

KREDITERING