RIGSHOSPITALET. 24. juni 2013. Evas far er blevet opereret for anden gang. Første gang på grund af en kræftknude i bugspytkirtlen. Denne gang fordi han fik blodforgiftning af det første indgreb. Eva besøger sin far, som fylder hospitalsstuen med latter og oser af energi. Alt lader til at være, som det skal. Hun cykler fra hospitalet videre mod Zahles Lærerseminarium, hvor hun studerer, men stopper på vejen ved en cykelhandler. Her får hun et opkald fra et privat nummer, og der bliver indtalt en talebesked. Hun har travlt. Men noget i hende siger, at hun skal aflytte telefonsvareren. Det er fra hospitalet. Evas far har fået det akut dårligt, og hun skal tilbage straks.

”Jeg træder ind på Rigshospitalet og kan straks mærke, at noget er galt. Så møder jeg min kæreste, som spørger mig, hvad der sker. ’Han er død,’ udbryder jeg. Jeg kan mærke, at han er død. Han er her ikke mere.”

Eva løber op til stuen, hvor hendes far lå kort forinden, men bliver i stedet mødt af sygeplejesker, som fører hende ind i et andet rum. Evas far er afgået ved døden, fortæller de.

KIRKEN. Jægersborg Kirke, hvor Evas far i sin tid blev døbt og konfirmeret, er også der, han skal bisættes. Det er lørdag, og det er seks dage siden, at Eva fik den besked, de fleste frygter.

”Vi er meget i tvivl om kirken, for han var ikke religiøs på nogen måde, men vi tænker, at det sådan lidt er det, man gør i Danmark, så det skal vi da også.”

Langsomt fyldes kirken af gæster fra nær og fjern. Eva sidder på forreste række og skal til at holde en tale, hun har valgt at memorere. Hun stiller sig op. Men før hun ytrer det første ord, knækker hun sammen i gråd. Hun får samlet sig og afslutter talen foran de mange fremmødte.

”Bagefter har jeg følelsen af ’bare han hørte det’. Min mor siger, hun er sikker på, at han hørte det, for hun kunne tydeligt fornemme, at han var der. Det ved jeg ikke, om jeg kunne. Det bilder jeg mig ind. Det er vigtigt for mig, at han ved, at vi gjorde det. Jeg har samme følelse, som da jeg stod på hospitalet. Jeg har før hørt personer sige, at de har kunnet mærke et eller andet, og jeg har altid bare tænkt yeah right. Men jeg har virkelig en følelse af, at min far forlader min krop – at noget af mig forsvinder.”

Der er omkring 240 mennesker til afskeden, og Eva er glad for, at de valgte at bisætte ham på denne måde. I kirken. Evas far bliver kørt væk for at blive kremeret.

STORKØBENHAVN. Eva har udslæt over hele kroppen dagene efter bisættelsen. Det har hun aldrig prøvet før. De første dage går især med at rydde op i hendes fars ting. Hendes forældre var efter 42 års ægteskab blevet separeret kort før, hendes far gik bort. Eva og hendes bror er taget over til den midlertidige lejlighed for at rydde op.

”Det er vildt hårdt og surrealistisk. Jeg er stadig i chok. ’Han kommer jo’, tænker jeg. Selvom jeg har set ham død. Men jeg forstår det stadig ikke.”

URETFÆRDIGHED. Især Evas første fødselsdag uden sin far er hård. Igen bliver hun overrumplet af vrede og uretfærdighed – hendes nye trofaste følgesvende.

”Jeg er vred. Vred på min far. ’Hvorfor ringer du ikke,’ tænker jeg. ’Det kan du da ikke bilde dig ind. Du kan da ikke glemme din datters fødselsdag! Hvorfor er du her ikke nu, hvor jeg har brug for dig?’”

Tre år er nu gået. Hun arbejder stadig med at acceptere det hele. Hun har svært ved at forstå, at hun er en af dem, der har mistet sin far i en tidlig alder. Men nu er det en del af hende. Det ændrer dog ikke på, at uretfærdigheden dukker op i ny og næ som en blind passager.

”Jeg tænker meget over, hvad der er meningen med det hele. Hvordan et menneske, som er så god, kunne blive taget fra os. Jeg kan virkelig have svært ved at sige det højt, og siger det derfor også kun til nogen, der kan forstå det. Jeg bliver vred, når jeg ser folk, der ikke værdsætter livet, leve det, når min far ikke gør. Det er forfærdeligt at sige, men det føler jeg.”

Eva bruger ofte tid på at stille sig selv livets store spørgsmål. Hvad er lykke? Er hun lykkelig? Men også, om hun tror på noget. Det gør hun ikke.

”Jeg er ikke så god til det abstrakte, der er en grund til, at jeg er matematik- og tysklærer. Jeg vil se et bevis. Et billede af en, der sidder deroppe,” siger hun og peger mod himmelen.

BISPEBJERG KIRKEGÅRD. Eva tager ofte op til kirkegården, men forbinder ikke stedet med noget religiøst. Hun ser det mere som et sted, hvor hun kan besøge sin far. Om nogle måneder skal Evas bror have et barn, og det første, hun tænker, er, at den gode nyhed skal far da vide.

”Nogle få gange siger jeg højt: Vi ses. Men jeg taler oftest med ham inde i mit hoved. Et eller andet sted siger jeg til mig selv, at han sidder deroppe og lytter og ser med i meget af det, jeg laver. Men samtidig tænker jeg nej, for jeg ved ikke, om jeg tror på noget efterliv.”

Når Eva er nede, er det ikke desto mindre dét narrativ, der holder hende oppe. Det giver hende en ro, hun ikke helt kan definere, men den er dobbeltsidet. Den ene stemme fortæller hende, at det at tale til ham er nyttesløst, mens den anden stemme siger, at han lytter.

”Jeg bliver ramt af en eller anden slags realitetsfornemmelse, som siger mig: Eva, der er jo ikke noget højere, lad nu være. Jeg tror nogle gange, at religiøse kan have nemmere ved at tro på, at der faktisk er et ’efter’. Men det har ikke gjort, at jeg er blevet religiøs.”