Der er sat flag op langs bænkerækkerne i Allehelgens Kirke på Amager i København. Ikke bare de velkendte rød-hvide slags, men flag fra alverdens lande.

”Frederik, ved du, hvor mange lande der findes i verden?”, spørger sognepræst Line Andrea Bønding en dreng nede bagerst i kirken.

Det ved Frederik ikke.

193, fortæller hun. Og mellem 5000 og 6000 sprog.

Kirkens månedlige spaghettigudstjeneste har denne onsdag temaet Helligånden og ildtunger, hvilket ifølge Line Andrea Bønding er en god anledning til at tale om sprog. Først fortæller hun om dengang, Gud gav os forskellige sprog. Det var i tiden efter, at Adam og Eva havde forladt Paradiset, hvor menneskerne på jorden blev enige om at bygge et hus, der gik helt op i himlen. Arbejdet gik i gang, og det vakte bekymring hos Gud, som fjernede det fælles sprog. Arbejdet stoppede, og Babelstårnet blev aldrig bygget.

”Men at forstå hinanden afhænger ikke bare af et fælles sprog, men også af den ånd, man møder hinanden med,” siger sognepræsten og fortsætter med historien for den kommende pinsedag.

”Wushh,” lyder det i kirken, da Line Andrea Bønding beder deltagerne sige som det mægtige vindstød, der kom. Herefter dalede Helligånden ned fra himlen som tunger af ild. Ja, det kan lyde lidt mærkeligt, erkender præsten. Men et barn har engang sagt til hende, at det måtte være lidt som at bide i en chili. I hvert fald blev disciplene nu i stand til at tale adskillige sprog og sprede det kristne budskab i verden, og samtidig valgte omkring 3000 indbyggere i Jerusalem at blive døbt efter oplevelsen. Derfor siger man, at pinsen også er kirkens fødselsdag, og det er årsagen til de mange flag ved bænkerækkerne, fortæller Line Andrea Bønding, der herefter byder alle op til dans for at fejre fødselsdagen.

 

Så enkelt kan man fortælle historien om pinsen og Helligånden. Alligevel er højtiden kendt som alt andet end enkel, og sammenlignet med påske og jul står den klart svagest i befolkningens bevidsthed, siger Line Andrea Bønding.

”Når jeg drillende spørger mine konfirmander, hvad vi fejrer i pinsen, bliver der altid helt stille. Det er den højtid, der er sværest at gribe, for Helligånden er luftig. Den er som kærlighed. Vi kan ikke se den, men heller ikke leve uden den.”

Men måske burde vi prøve at lære den helligånd lidt bedre at kende?

I forhold til kirkens to andre store højtider, julen og påsken, er der mindre hjælp at hente i kunstens verden, da langt færre har forsøgt at afbilde pinsens mysterium. Selvom Helligånden i Bibelen er beskrevet som en hvid due, som vind og som ild, er den ikke et lige så tilfredsstillende motiv som menneskeskikkelsen Jesus, siger Erik Aksel Nielsen, der er professor emeritus ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet og forfatter til en bog om fremstillingen af Helligånden.

”I julen har vi det lille barn i krybben og i påsken en frygtelig henrettelse af en mand, som senere stiger op fra graven. Men at male den ånd, der er alle steder, er som at male luften. For den viser sig ikke, men er et åndeligt åndedræt, som vi alle selv ånder ind og ud igen,” siger han og tilføjer, at man i stedet kan se den malet i de mennesker, der bliver bevæget af Helligånden.

”I gamle dage havde man en forestilling om, at Helligånden var ild og lys, og at det lys ville afspejles i menneskerne, der blev berørt af den. Det kan være en glød i øjnene, en glorie rundt om hovedet eller et andet lys.”

I salmer bliver Helligånden ifølge Erik Aksel Nielsen forklaret med lys, der siver gennem sprækkerne, og som skønheden i naturen, og i litteraturen har den engelske forfatter John Milton beskrevet den som en muse i bogen ”Det Tabte Paradis” fra 1667.

”Kristne var ikke glade for at dyrke de græske muser, og derfor valgte man at sige, at Helligånden er musen over alle muser. Miltons muse Urania er verdensrummets muse, og dermed var hele verden indblæst med Guds ånd.”

 

Lad os få det bibelske på plads. Selvom Helligånden først sendes til verden i forbindelse med pinsedagen, så har tanken om Guds ånd været en integreret del af både den gammel- og nytestamentlige tradition, siger professor i dogmatik på Aarhus Universitet Anders-Christian Jacobsen.

Ånden svæver over vandene ved verdens skabelse, bliver blæst ind i Adams næsebor og gør mennesket levende, sløres lidt efter syndefaldet, men viser sig igen som en due, der daler ned, da Jesus bliver døbt. Den beskrives både som sandhedens og kærlighedens ånd, og i Johannesevangeliet præsenteres vi for Helligåndens funktion i dag.

”Inden korsfæstelsen og opstandelsen siger Jesus, at når han ikke længere er fysisk til stede, kommer Helligånden i stedet og fører hans gerning videre. Dermed ligger det i hele kirkens tradition, at Gud er til stede i form af Helligånden i menigheden og skaberværket,” siger Anders-Christian Jacobsen.

Allerede i de første udgaver af de store trosbekendelser i 300-tallet er Helligånden nævnt, og siden har man i teologien forsøgt at definere den kristne ånd klarere. Ifølge Anders-Christian Jacobsen kom der dog hurtigt en splittelse mellem øst- og vestkirken.

”Vestkirken overså og undertrykte mange dele af helligåndsteologien, fordi den blandt andet inspirerede til mere spirituelle og marginale fænomener inden for kristendommen som for eksempel tungetale og påberåbelse af direkte åbenbaringer. Det blev teologisk uholdbart, at alle kunne hævde, at ånden havde oplyst dem. Derfor fik vi et underskud af helligåndsteologi,” siger han.

 

I dag er interessen for Helligånden stadig mindre i Vesten, men den har til gengæld haft stor betydning for udbredelsen af det kristne budskab på verdensplan. Pinsebevægelsen, der lægger mindre vægt på tradition og formalia og mere på Helligånden og dens nådegaver som helbredelse og tungetale, har de seneste årtier særligt spredt sig i Afrika, Asien og Sydamerika og findes også i Europa og Danmark. Dette skyldes netop oplevelsen af Helligånden, siger Wolfgang Vondey, ph.d og leder af Center for Studier i Pinsebevægelsen og Karismatiske bevægelser på University of Birmingham.

”Pinsebevægelsens kristendom tiltaler især de fattige og marginaliserede og dem, der oplever lidelse og sygdom eller er uden håb, arbejde, karriere, familie og succes. Her taler bevægelsen om at opfylde Guds løfter om frelse, udfrielse, selvstændighed, helbredelse og håb. Det appellerende ved pinsebevægelsen er, at den tilbyder alle de løfter indfriet i den enkeltes liv i stedet for i efterlivet,” siger han og tilføjer, at dette for mange er mere attraktivt end bare at høre om vidnesbyrd fra Bibelen.

”Pinsebevægelsen vokser, fordi den ikke er bange for at sige, at den personlige oplevelse af undere og åbenbaringer er mulig gennem et personligt møde med Gud.”

Selvom mange vesterlændinge i dag finder pinsebevægelsen og den karismatiske kristendom middelalderlig og irrationel med dens forestillinger om ånd, dæmoniske aktiviteter, eksorcisme og healing, så vokser den også frem i mindre og anderledes former i Vesten, siger Wolfgang Vondey.

Kigger man uden for kirken, er bevidstheden om Helligånden ikke stor. Tidligere har den kristne ånd fyldt mere hos danskerne, men det ændrede sig efter Reformationen. Her bidrog N.F.S. Grundtvig blandt andet til at løsne begrebet ånd fra dets forbindelse til religion og knytte den sammen med nation og folk, siger professor emeritus på institut for uddannelse og pædagogik på Aarhus Universitet Ove Korsgaard.

Grundtvig opgav dog på ingen måde begrebet helligånd, men supplerede derimod Helligånden med en folkeånd, siger han.

”Fælles for Helligånden og folkeånden er, at begge ånder kan skabe fællesskab mellem mennesker, der ikke kender hinanden personligt. I pinseunderet hører vi, hvordan folk, der ikke taler samme sprog, pludselig oplever et åndeligt fællesskab. Og i den tredje trosartikel siges det, at Helligånden skaber den hellige almindelige kirke og de helliges samfund. Det er den grundlæggende tanke i pinseunderet, at der kan etableres fællesskab mellem mennesker, som man ikke kender og aldrig kommer til at møde. Det er den samme tanke, der ligger til grund for Grundtvigs tro på, at der kan opbygges et folkeligt fællesskab i Danmark, selvom man kun møder et fåtal af de mennesker, der bor i Danmark, ansigt til ansigt.”

Samtidig har en anden ånd spredt sig i det danske samfund. Eller flere kan man måske sige, for den voksende interesse for ånd og spiritualitet hos danskerne holder sig ikke inden for en bestemt tro, men spreder sig til clairvoyance, overnaturlige fænomener, healing, krystalhelbredelse og auralæsning. Ånden er dermed blevet en længsel efter et åndeligt liv, dybere mening og oplevelsen af en guddommelig virkelighed. Dette kan være en grund til, at Helligånden de seneste år er kommet ind i midten af kirkernes liv og af teologisk refleksion, siger professor i samtidsteologi ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen.

”I det 20. århundrede har teologien og kristendommen været meget Kristus-centreret og er det også i dag. Men der er siden 1990’erne kommet stadig mere sans for Helligånden og for, hvad Gud har at gøre med det nære liv. Spiritualitet, som man så med skepsis på i kirken i 1970’erne og 1980’erne, er kommet på dagsordenen igen i den moderne kristendom, og her spiller Helligånden en central rolle. Det har ikke noget med tarotkort og krystaller at gøre, men handler om en kobling til hverdagslivet og om en ny sans for den mystik, som ligger midt i kristendommen,” siger han og tilføjer, at man også kan se det som en del af helligåndsbevægelsen, at vi i dag kan tro og formulere vores tro på mange måder.

”Man tør prædike på en ny måde, og der skrives nye salmer, der synges ind i menighederne. Der er også kommet nye toner og nye farver ind i kristendommen, så den ikke længere bare er sort, hvid og brun, men himmelblå og grøn af vækst og fornyelse. Der er kommet mere sans for blødhed og skønhed ind. Det er det, det drejer sig om, når vi fejrer pinse.”

Men alt dette er ikke nødvendigvis noget, der kommer til at minde os mere om Helligånden i fremtiden, siger Niels Henrik Gregersen. For Helligånden træder til side for at lade tingene ske.

”Helligånden skal ikke forklares, men skinne igennem i tro, håb og kærlighed. Men det, vi måske kan sige om Helligåndens relevans, er, at Helligånden altid er nutid og åbner for en ny fremtid. Helligånden gør kristendommen nærværende i dag. Uden ånden ville Jesus være noget fortidigt, og kirken ville være et museum. Uden ånd ville kristendommen stivne til livsforsigtighed.”

Artiklen blev oprindeligt udgivet 13. maj 2016, men er genudgivet 4. januar 2018 med et nyt visuelt udtryk.

Prøv avisen i en måned gratis