Af Johannes Henriksen | Foto: Leif Tuxen
3. november 2017
Opvokset i Sønderjylland i 1940’erne lærte kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten, at to folk, som kort forinden havde været i krig med hinanden, godt kan leve sammen. Men han erfarede også, hvad mennesker er i stand til at gøre ved hinanden
Martin Schwarz Lausten modtager Kristeligt Dagblads Pris 2017
Forestil dig Løgumkloster i årene efter Anden Verdenskrig. En lille købstad i det sydvestlige hjørne af Danmark, som indtil 1920 havde hørt under Tyskland. Livet er roligt, stemningen endnu præget af Besættelsen og byens indbyggere opdelt i de tysksindede og de dansksindede.
Her voksede Martin Schwarz Lausten op, siden blev han meriteret kirkehistoriker, anerkendt professor, flittig foredragsholder og på mandag modtager af Kristeligt Dagblads Pris for sit utrættelige og mangeårige virke med at formidle Reformationens betydning for det danske samfund.
I dag kan han fra sit hjem i Holte nord for København glædes over et virksomt liv i teologiens tjeneste og en familie, hvis forgreninger rækker langt ud over Danmarks grænser. En gren af moderens tyske familie blev gift ind i en jødisk familie, som alle med en enkelt undtagelse blev dræbt i nazisternes kz-lejre.
I dag er der hans hustru Mariannes to voksne sønner, hvoraf en bor i London og er gift med en muslimsk kvinde fra Marokko, den anden er finansdirektør i Singapore.
”Så er der min egen søn, som er gift med en kvinde, der er opvokset katolsk. Og min datter, som har været gift med en italiener. Ja, altså, det er jo meget internationalt. Og så er der mig fra Sønderjylland.”
Ja, så er der Martin Schwarz Lausten fra Løgumkloster. Moderen var af tysk præsteslægt, faderen var byens bankdirektør, og miljøet var kirkeligt. Byen havde både en dansk og en tysk menighed. Familien Schwarz Lausten kom i den danske, der var præget af slesvigsk Indre Mission, og som i øvrigt udmærkede sig ved en åben og livsglad kristendom, som Martin Schwarz Lausten formulerer det.
”I 1920, ved Genforeningen, traf min morfar, som efter teologuddannelse i Breslau (i dag Wroclaw i Polen, red.) og Kiel blev præst i Kliplev, en klar beslutning. Familien skulle være dansk, og der skulle tales dansk derhjemme. Sådan var det. Og sådan lærte min mor at tale dansk, som indtil da havde været et fremmedsprog for hende.”
Som barn var Martin Schwarz Lausten nok bevidst om de kulturelle og historiske spændinger mellem Tyskland og Danmark, men han følte sig ikke splittet mellem to kulturer. Han var sønderjyde, og det er han fortsat. Når han taler og mødes med sine brødre, og det gør han ofte, taler de stadig sønderjysk sammen. Dialekten bruger han også hellere end gerne, når han i dag med jævne mellemrum besøger Løgumkloster, der i mellemtiden er blevet et kirkeligt kraftcenter med præsternes efteruddannelse og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
Da han tidligere på året var på de kanter til et af mange foredrag om Luther og Reformationen for de tyske menigheder i Sønderjylland, holdt han foredraget på tysk, for det taler han også flydende.
”Men i kaffepausen kunne jeg så høre, at et par af kvinderne stod og talte sønderjysk. Jeg fortalte, at jeg havde fået at vide, at foredraget skulle holdes på tysk. Men det kunne de slet ikke se nogen grund til. Alle talte sønderjysk. Så tog vi resten af samtalen på mit modersmål.”
Men selvom det tyske sprog blev fravalgt i familien, og selvom han som otteårig under Befrielsen kunne opleve de tyske soldater og byens tysksindede borgere blive hentet i lastbiler og ført til Frøslevlejren ved den dansk-tyske grænse, har han aldrig haft andet end forståelse og agtelse for Tyskland. Og det var bestemt ikke en selvfølge i Sønderjylland på det tidspunkt.
”Jeg har jo haft den fordel, at jeg har talt sproget flydende, og i kraft af min tyske familie, der ofte besøgte os, lærte jeg også den tyske mentalitet at kende. Der er jo forskelle stadigvæk, det ser jeg også i universitetsverdenen i dag. De har jo stadigvæk den der meget formelle stil. Selv har jeg en god bekendt, som er historieprofessor fra Heidelberg. Vi har kendt hinanden i 30-40 år, men vi er stadig ’Des’.”
Men selvom han er tryg ved den tyske formelle omgangsform og har lært at holde af den, foretrækker han dog stadig den mere jævne og afslappede danske tilgang, som er nemmere. Men det er værd at kende de små kulturelle forskelle og navigere efter dem, understreger han.
Det der med at registrere og afkode miljøet, se detaljerne, forstå forskellene har fulgt ham hele livet. Interessen blev vakt i gymnasiet. På Tønder Statsskole i 1950’erne.
”Vi havde en i og for sig ret streng, men også meget inspirerende lærer både i dansk litteratur og i kristendom. Han inspirerede kolossalt og gennemgik hele den klassiske danske litteratur. Det var en fuldstændig ny verden, der åbnede sig. Det var Pontoppidan, J.P. Jacobsen. Den der affotografering, de har af miljøerne. Det er utroligt. Man kan blive ved, og jeg har jo læst dem flere gange.”
I dag læser han mange af klassikerne højt for Marianne om aftenen, indtil hun falder i søvn.
”På den måde kommer vi jo igennem den samme litteratur. Det er meget praktisk. Man opdager, ikke mindst når man genlæser, altid noget nyt. Det hænger vel sammen med, at man selv udvikler sig og stiller nye spørgsmål. Den samtale, man dermed har med sig selv og med hinanden, er vigtig.”
Netop samtalen var et nøglebegreb for den person, som i begyndelsen af 1960’erne førte Martin Schwarz Lausten ind i universitetsverdenen og kirkehistorien, nemlig professor Hal Koch. I 1960 fulgte Martin Schwarz Lausten den navnkundige kirkehistorikers berømte Lutherforelæsninger på Københavns Universitet.
Det foregik på den måde, at Martin Schwarz Lausten nedskrev alt, hvad han kunne nå at få med i hånden, inden han så om aftenen kunne renskrive noterne på sin lille Erika-skrivemaskine. Noterne har han stadigvæk. Grundigheden, punktligheden, arbejdsomheden har fulgt ham hele vejen. Den har resulteret i hyldemeter af forskningsartikler og bogudgivelser. Undervisningen, formidlingsglæden og foredragene har han passet lige så flittigt gennem alle årene.
I år, hvor han er fyldt 79, har han ikke skruet ned, men snarere op, for der er mange sogne, provstier og andet godtfolk som gerne vil vises rundt i Lutherland, Wittenberg og omegn, af den dygtige og venlige professor Lausten. Han er netop vendt hjem fra en busrundtur i Luther-byerne, og snart er det af sted igen. Glæden ved at give sin viden videre er intakt, men også en pligt.
”Jeg tror, det hænger nært sammen med min kirkelige opdragelse og min kristendomsforståelse. Det gælder først og fremmest en basal glæde over livet. At man er glad hver morgen, man vågner og er i live stadigvæk. Og så har jeg også denne gamle lutherske tanke, at man gør sin pligt. At man skal udnytte de evner, man har, til det yderste.”
Den pligt, som lige nu overskygger alle andre, er pligten til at fortælle om Luther og Reformationens betydning sagligt, forståeligt og uden omsvøb. At en del af reformationsmarkeringen er gået med Luther-kritik er helt i sin orden, mener Martin Schwarz Lausten, selvom kritikerne ofte har en klap for det ene øje.
”Man kan ikke uden videre afvise den kritik, og vi er da også flere fagfolk, som har fremført den tidligere. Luther er jo ingen helt, og slet ingen helgen. Han er ikke engang det, man i kirkesprog ville kalde en troshelt. Og ingen er for så vidt mere klar over det end Luther selv.”
”Men man er nødt til at skelne mellem den teologiske Luther og så de praktiske følger af Reformationen, hvor Luther bliver bedt om at tage stilling til en lang række forhold, som ikke har noget med hans hovedanliggende at gøre. Der, hvor kæden hopper af for Luther, er, hvor han vil drage sociale og politiske følger af sit teologiske opgør.”
Et forholdsvis uskyldigt, men slående eksempel er den reformatoriske rentepolitik. Da de nordeuropæiske fyrstestater har taget den protestantiske lære til sig, rejser der sig en mængde spørgsmål, som skal afklares af Luther og hans folk i Wittenberg.
”Danske Christian III spørger blandt andet, hvad han skal stille op med erhvervslivet i Danmark, som ønsker en fast rentesats, da kongen fra Luther ved, at rentebetaling er synd. Wittenberg svarer: ’Sæt fem procent. Det er maksimalrenten. Alt derover er åger, og det skal straffes hårdt. Under fem kan gå. Da verden nu er, som den er’. Alt det har jo intet med evangeliet og Paulus at gøre, men det skal Luther altså tage stilling til.”
Langt mere skæbnesvangert bliver det, at fyrsterne også vil have Luthers syn på bondeoprørene og siden hans holdning til de fremmede, til muslimer og til jøder.
”Fra midten af 1530’erne kommer der tre meget, meget antijødiske skrifter fra Luther. Det, der hedder ’Jøderne og deres løgne’, er det værste, hvor Luther spørger: Hvad skal vi nu stille op med dette forbandede folk? Tåle dem skal vi ikke længere, og så kommer de der otte-ni sådan helt konkrete anvisninger i paragrafform: Alle synagoger skal brændes. Rabbineres og almindelige jøders huse skal dynges til med jord og så videre. At gøre Luther ansvarlig for det 20. århundredes holocaust kan man ikke, og Luther mente ikke, at jøder skulle slås ihjel, men der hersker ingen tvivl om, at hans antijødiske skrifter har spillet en skæbnesvanger rolle op gennem historien.”
Selvfølgelig levede han også i en antijødisk tradition, men, understreger Martin Schwarz Lausten, man kan ikke undskylde Luthers anvisninger og hans vulgære sprog.
”Han siger jo ting om jøder og jødedommen, som man ikke engang ville kunne gengive i citat i vor tid. Men vi skal turde fortælle historien, som den er.”
Hvis vi så tror, at vi kan sidde her i lille, pæne Danmark og pege fingre ad den tyske antisemitisme, mens vi glædes over redningen af jøderne over Øresund under Besættelsen, kan vi godt tro om igen. Og Martin Schwarz Lausten har skrevet syv bind om forholdet mellem kristne og jøder i Danmark, så han ved, hvad han taler om.
”Vi har en national selvforståelse af, at vi har været tolerante og gode over for det jødiske mindretal. Men det er altså ikke rigtigt. Vi har fulgt den almindelige europæiske tradition for antisemitisme lige fra middelalderen op gennem Reformationen og pietismen, hele vejen op til det 20. århundrede.”
”Når vi i dag har en anden fortælling, skyldes det naturligvis jødeaktionen i 1943, men jeg tror, som også Bo Lide- gaard har været inde på, at det i høj grad handlede om, at jøderne blev betragtet som landsmænd. Det er naturligvis et eksempel på en positiv integration eller assimilation, men det er også en udvikling, som har svækket den jødiske menighed i Danmark.”
Nu er der så kommet en anden stor religion, islam, i det danske samfund. Og hvordan vi som danskere forholder os til den minoritet, ligger også Martin Schwarz Lausten på sinde.
”Det er jo langtfra uproblematisk, og der er en stor vilje til konfrontation fra flere sider. Og selvom mange vil sige, det er naivt, mener jeg stadigvæk, også ud fra historiske erfaringer, at vejen frem er en dialog, en samtale om problemerne og en respekt for den anden religion. Mange i islam, også i Danmark, er jo kun interesserede i også at tage afstand fra den radikale form. Men det er først nu her, at Danmark faktisk konfronteres med, hvad der sker i verden. Vi har jo været fuldstændig homogene helt op til nu. Vil vi finde måder at leve sammen på? Eller bliver det en større og større konfrontation? Det har vi til gode at se.”
Måske går det som i Løgumkloster i 1940’erne, hvor to folk, som havde været i krig med hinanden, alligevel evnede at leve sammen, for siden at blive landsmænd. Måske går det ikke så godt. Både krigen dengang og historien før og siden frembyder rigeligt med eksempler på menneskets ondskab. Som historiker ved Martin Schwarz Lausten, hvor gruopvækkende den kan være. Der er ingen grund til illusioner. Men håbet kan man altid have.
Ellers kan man hente det i kirken hver søndag, som Martin Schwarz Lausten har gjort, siden han var fem år.
”Det er lige så naturligt for mig som at trække vejret. Simpelthen. Det er en god vane. Den kan man godt anbefale. Det er jo utroligt også, at man kan blive ved med at sige noget væsentligt over de tekster, der er næsten 2000 år.”
Den teologiske faglighed er med på kirkebænken, men glæden ved ritualerne, salmerne, prædikenen og liturgien er intakt. Først og sidst gælder dog det, som også kaldes den reformatoriske opdagelse: troen på, at mennesket frelses af Guds kærlighed. Af at vende sig i tro og tillid til den gave, den kærlige Gud rækker mennesket.
”Man kan jo ikke tage en gave af sig selv, men må vende sig i tillid til den, der kommer. Det er også det sidste, Luther skriver. Da han er afgået ved døden, finder man en seddel på natbordet, hvorpå der stod: ’Ja, det er sandt, vi er kun tiggere’.”
De seneste 5 års modtagere: