Da Søren Kierkegaard reddede mit liv

Af Benny Andersen

Uddrag af

Kierkegaard når han er bedst - og værst
KIERKEGAARD når han er bedst - og værst. Kristeligt Dagblads Forlag. Redigeret af Joakim Garff
Benny Andersen
Benny Andersen. Foto: Leif Tuxen

Lad mig indlede med at citere et digt fra en af mine senere digtsamlinger, "Nu og da":

Ude af mig selv


Af og til kan jeg blive helt ude af mig selv

ved at læse om onde, uretfærdige misgerninger

ved at høre om meningsløse mord

kynisk korruption

stening af uskyldige kvinder

mens voldtægtsmænd går fri

men når jeg omsider får hidset mig ned

er jeg nær ved at hidse mig op igen

for selv om jeg nu er mig selv igen

hvor pokker var jeg da

da jeg var ude af mig selv?

Da tyr jeg altid

til min mentor Søren Kierkegaard

Han skriver et sted, at

”Individet har sig selv uden for sig selv i sig selv.”

Jeg har aldrig fattet den dybere mening

med dette uforglemmelige udsagn

men det har en beroligende virkning på mig

endelig kan jeg læne mig tilbage

og skåle med mig selv:

”Velkommen igen, du gamle!”



Benny Andersen
Benny Andersen. Foto: Miriam Dalsgaard/ritzau

Søren Kierkegaard har i flere sammenhænge beskrevet det ”at vælge”, i modsætning til at lade sig føre med strømmen, gøre og tænke som de andre og dermed leve et anonymt halv-, næsten ikke-liv. Men ved at træde i karakter, træffe et valg, bliver man endelig sig selv; og hvad gør det da, hvis man opdager, at det var et forkert valg, man traf? Jo, så kan man da bare ændre det, hvad man jo ikke ville være i stand til, hvis man var forblevet en næsten-ingen.

Søren Kierkegaards læresætning om vigtigheden af at træffe et valg (- jeg var sørme lige ved at skrive ”valgprogram”!) viste sig at blive et af de vigtigste pejlemærker i mit liv, ja tilmed – som det vil fremgå af det følgende: livsvigtig.

I midten af 1950’erne havde jeg ambitioner om at blive forfatter. Jeg havde endda fået et par digte og noveller optaget i tidsskriftet Heretica. Det bør nævnes, at i Heretica-perioden skulle digte være højtidelige, gerne selvhøjtidelige, men absolut ikke morsomme.

Det prægede i høj grad de tekster, jeg fik trykt i Heretica; og på et tidspunkt sendte jeg en samling digte og en samling noveller til forlaget Gyldendal. Kort efter fik jeg stoffet retur med en venlig, men umisforståelig afvisning.

Jeg blev dybt skuffet og fortvivlet. Hidtil havde jeg sejlet højt og flot på Heretica-bølgen, og nu styrtede jeg ned i en dyb, dyb afgrund.

Da randt mig ovennævnte Kierkegaard-valg mig i hu. Jeg havde allerede tænkt på to valgmuligheder: Enten at begå selvmord eller sværge ved mig selv aldrig at skrive flere digte. Jeg var faktisk mest stemt for selvmord, men så tænkte jeg mig atter om: Hvis jeg begik selvmord, ville jeg aldrig blive klar over, om det var det rigtige eller det forkerte valg. Så af ren nysgerrighed valgte jeg da at afstå fra at skrive flere poesier.

Tegning af Søren Kierkegaard

Det viste sig da at være et livgivende valg. På den ene side rigtigt, og senere forkert. Først og fremmest var jeg jo henrykt over stadig at være i live, og det fyldte mig med så stort et overskud, at jeg ikke kunne lade være med – trods mit forsæt – at skrive digte i smug! Og disse digte havde en ganske anden klang, fjernt fra Heretica-tonen. De emmede af ironi og selvironi, havde titler som ”Den kritiske frø”, ”Den usikre sommerfugl”, ”Det forhærdede firben” og ”Den musikalske ål”. Sidstnævnte blev i 1960 titlen på min første digtsamling, som udkom på Borgens Forlag.

Mere end et halvt sekel er henrundet siden da. Men for at bevise, at min hengivenhed for Kierkegaard sandelig ikke er aftaget med årene, vil jeg runde af med dette digt fra min digtsamling Denne kommen og gåen fra 1993:



Kierkegaard på cykel


Noget er smuttet med tiden

meget var næppe værd at huske

men jeg husker som i går

skønt det er over en uge siden

Søren Kierkegaard kommer cyklende

vent lidt så må det være cirka

150 år siden

da var jeg vist ikke født

men never mind

han kommer cyklende ned ad Hjortekærsvej

og jeg på vej op

så vi stod af og fik en lille snak

nu vil nogen indvende

at dengang var cyklen ikke opfundet

men sligt anfægter ikke store ånder

og han kunne være noget distræt til tider

Lidt forpustet gav han sig til at illustrere

hvad han lagde i begrebet Gentagelsen

som han stavede med J, altså Gjentagelsen:

Den stadig gentagne brug af pedalerne

fik hjulene til at dreje rundt

det var så at sige gentagelsen

der drev værket

og øgede lysten til at komme nye steder hen

eller genopleve velkendte steder

Men det mest geniale ved cyklen var

at man kunne begge dele på en gang

man sad på samme sted

og kunne ved hjælp af gentagelsen

flytte stedet med sig

man kunne således cykle fra det indre København

og helt ud til Hjortekær og Dyrehaven

og opleve en masse herlige steder undervejs

uden selv at rokke sig af stedet

Ja det var jo længe før man fik TV

Så smuttede han videre på cykel

jeg så ham ikke siden

og slet ikke før

muligvis aldrig

men det med gentagelsen husker jeg

og meget kan man sige om Kierkegaard

men manden vidste sgu hvad han talte om.



Benny Andersen
Benny Andersen. Foto: Niels Hougaard/ritzau