Marie Nørby Madsen blev indlagt på Bispebjerg Hospital, da hun var
23 år. Indlæggelsen varede knap et år. Elektrochokket blev bragt på
banen, da hun ikke syntes at blive mærkbart bedre af den medicin,
hun fik.
”Jeg havde da godt hørt om det, men jeg var ikke klar over, at det
var noget, man stadig brugte. Jeg havde et billede af, hvordan det
var i gamle dage, måske fra en film.”
Jeg spørger, hvordan det konkret er foregået.
”Du skal faste fra klokken 22 om aftenen. Så vågner du om morgenen
og venter på en portør, der skal køre dig ned til behandling i din
seng. Det syntes jeg altid, var lidt underligt, så jeg insisterede
på at sidde op i min seng.”
”Behandlingerne foregår i kælderen. Du bliver kørt ned ad sådan en
gang, ned i en kælder. I loftet er der rør til varme og vand. Man
kommer ind i et rum uden vinduer, og sengen bliver parkeret. På
væggene er der naturbilleder, og der bliver spillet noget musik, som
jeg tror, skal virke beroligende.”
”Det virker som verdens mindste rum, fuld af mennesker. Der står
måske otte mennesker omkring én. Én måler blodtryk, én måler
hjerterytmen, én sætter elektroder fast på tindingen. Der er måske
seks-otte elektroder i alt, og man får også elektroder på
brystkassen og anklerne. De bliver sat fast med sådan noget gel, som
gør, at man er helt klistret ind bagefter.”
”Lægerne spørger om en masse ting, hvad man hedder og ens
CPR-nummer. Så kommer anæstesilægen og giver bedøvelse i en sprøjte
og siger: ’Tænk på noget rart.’ Og så falder man i søvn.”
Marie Nørby Madsen trækker vejret ind.
”Man vågner op et helt andet sted. Den første gang skulle jeg kaste
op. Man er fuldstændig anspændt i kæberne. Lidt forvirret. Og rød
dér, hvor elektroderne har siddet. Det er ikke forbrændinger, men
det føles lidt derhenad.”
Marie Nørby Madsen fik 15 elektrochokbehandlinger i den tid, hvor
hun var indlagt.
”Jeg startede op i behandling samtidig med en medpatient, der kun
fik tre-fire behandlinger. Hun kunne mærke, at hun fik det meget
bedre hurtigt. Men sådan var det ikke for mig. Da jeg havde fået de
15 behandlinger, valgte man at stoppe, da der ikke var nogen
effekt.”
En af de sidste gange, Marie Nørby Madsen fik elektrochok, gik der
noget galt med bedøvelsen.
”Jeg fik narkosen og kunne mærke, at min krop blev slap, men mit
hoved sov ikke. Jeg kunne mærke, at de satte bideskinnen i min mund.
Det er ellers noget, de venter med, til man er bedøvet. Én sagde:
’Vi er klar.’ Det var først dér, jeg mistede bevidstheden.”
”Det var ligesom sådan en drøm, hvor der sker noget, du ikke vil
have, skal ske, men du er ude af stand til at råbe folk op. Jeg
kunne ikke råbe: ’Vent, vent, vent!’.”
Elektrochokbehandlingerne blev stoppet, til dels fordi Marie Nørby
Madsen udviklede angst, når hun skulle bedøves. Hun har svært ved
selv at vurdere, om der også kom noget godt ud af det. Efterfølgende
startede hun op på noget medicin, hun ikke havde haft effekt af før
elektrochokkene. Og den begyndte at virke.
”I løbet af nogle uger, måske en måned, blev jeg et helt andet
menneske og kunne pludselig se et håb.”
Samtidig var hun inde i et godt forløb med kognitiv terapi hos en
psykolog. Hun blev udskrevet som rask, men senere ramte depressionen
hende igen.
”Jeg var nok groet ret meget fast i forestillingen om mig selv som
patient og havde svært ved at se meningen med mit liv, hvis ikke jeg
skulle være dét.”
Maries historie inkluderer også et selvmordsforsøg. En nat gik hun
halvt i søvne ud på badeværelset og tømte alle sine pilleglas,
hentede et afskedsbrev, hun havde haft liggende i en skuffe. Det var
hendes mor, der fandt hende efter at have forsøgt telefonen et utal
af gange.
”Jeg har jo fået fortalt, at politiet samlede alle glassene, og
nogle af dem har måske været halvtomme. Men jeg røg altså til
udpumpning og havde en kort indlæggelse på en hjertemedicinsk
afdeling bagefter. Mit hjerte havde det ikke godt.”