Facebook
Twitter

Kirstens hjerne

Prolog

"V i skal ned i dybet.”

Patologen leder i forvejen ned ad kældertrapperne, der er støbt i beton. Under jorden er universitetets rengøringspersonale i gang med at ordne vogne efter morgenens rundtur. En gul fejemaskine futter forbi og drejer om et hjørne længere fremme.

Vi går ad en lang, grå gang. Patologen standser pludselig ved en dør.

”Det er her,” siger han, og fortæller fotografen, at han ikke må tage billeder af dørnummeret.

Så låser han op.

Plasticspande

Hvide arkivskabe står på række i et rum med nøgne vægge. Hylderne i skabene er fulde af hvide plasticspande, og på hver spand er der skrevet et nummer med sort sprittusch. 4, 89, 490, 3788.

Under loftet slanger sølvpapirsindpakkede udluftningsrør sig. Her lugter kælderagtigt af våd jord, men der er også en anden mere skarp og kemisk lugt.

Patologen tager fat i håndtaget til ét af arkivskabene og drejer, langsomt.

”Hvad var det, du sagde, nummer 738?”.

”Hun burde være her.”

1. Forandringen

D enne historie handler om et familiespøgelse. Min farmor vil ikke synes, det er rigtigt at sige sådan, men i min bevidsthed har Kirsten Abildtrup været et slags spøgelse, og hun har været det alt for længe.

Kirsten er min farmors lillesøster. Hun led af skizofreni og døde på et sindssygehospital i 1951, da hun var 24 år.

Jeg husker ikke præcist, hvem der fortalte mig om Kirsten, men det var ikke min farmor. Måske var det min mor.

Til gengæld husker jeg at ligge i min farmors seng, engang mine søskende og jeg blev passet, og forsøge at sove middagslur, mens tankerne om Kirsten blev ved med at cirkle rundt i hovedet på mig.

Hvem var den Kirsten, jeg aldrig nåede at møde? Hvad skete der på det hospital?

På væggen i stuen på min farmor og farfars gård hang et billede af Kirsten som lille. Det hang sammen med billederne af mine oldeforældre og min farmors fem storebrødre og viste en smilende, barfodet sommerpige. I shorts og undertrøje, med smalle øjne og runde kinder, der tittede frem under solhatten. Bag ryggen holdt hun en parasol.

Kirsten som lille

Når jeg stod op fra middagsluren, kiggede Kirsten på mig fra fotografiet på væggen. Jeg kiggede tilbage og gøs.

Min farmor er 95 år nu. Hun var 94, da jeg sidste år besøgte hende på plejehjemmet i Haderslev, hvor vi er fra, og besluttede mig for at spørge ind til Kirsten for allerførste gang. Før da havde vi aldrig talt om hende.

Lise og farmor
Min farmor, Inger Abildtrup Søgaard, og jeg i hendes plejehjemsstue i Haderslev.

På det tidspunkt havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvor det ville ende. At spørgsmålet ville komme til at optage det meste af min vågne tid, og sende mig på kryds og tværs af Danmark, fra Bornholm over Sydsjælland og Sønderjylland og ind i hjertet af det pulserende København.

At spørgsmålet ville bringe mig dybt ned i psykiatriens historie, men også langt ind i fremtiden. Og jeg havde slet ikke forestillet mig hvor tæt, jeg ville komme på Kirsten.

Hun ved, vi har en aftale, men hun må være faldet hen, for det giver et sæt i hende, da jeg banker på havedørens glas. Men så lyser hun op. Hun får fat i håndtaget til sin rollator og bevæger sig langsomt hen for at åbne.

Håret, der engang var tykt og mørkebrunt, er hvidt og flagrende. Under den tynde hud på armene løber årerne som små, blå floder. Jeg laver neskaffe til os og sætter mig ved hendes lænestol. Vi taler om mine søskende og mine børn. Så finder hun en kasse frem med gamle barndomsbilleder, hun har sorteret. Ét af dem genkender jeg tydeligt. Jeg tager mod til mig:

”Farmor, jeg tænkte på, om du vil fortælle lidt om Kirsten?”.

Hun trækker vejret dybt. Så siger hun:

”I lang tid kunne jeg ikke holde ud at se på billeder af hende. Det gjorde så ondt.”

Jeg griber ned i min taske og finder min kalender frem. Bagerst er der fem blanke sider.

”Kirsten er født den 24. maj 1927 i Rønne,” begynder min farmor.

”Der var komplikationer ved fødslen. Jeg blev skudt ud som en kugle, men Kirsten, hun kom ikke så let.”

Mine oldeforældre blev med Kirsten forældre til syv børn. Fem drenge og to piger, min farmor, og så Kirsten. Med bare 16 måneder mellem sig ville man i dag kalde dem for pseudotvillinger.

Familiefoto af familien Abildtrup i 1930'erne
Familien Abildtrup hos fotografen først i 1930’erne. De fem storebrødre i matrostøj står bagerst. Kirsten og min farmor, Inger, sidder på forreste række, omkring 4-5 år gamle. Min oldemor, Anna, holder Kirsten i hånden.

Min farmors forældre var ud af missionske familier fra Jylland og flyttede til Bornholm, fordi min oldefar, der havde stået i lære som købmand i København, fik job i en manufakturhandel, som han senere overtog. De var ikke fromme, men alligevel dybt troende og engagerede i livet omkring Rønne Kirke. Min oldefars brevhilsner sluttede altid med et: ”Vor Gud i Himlen Velsigne og bevare Jer!”.

Familien boede i en villa på Haslevej, få hundrede meter fra stranden. Havde der været færre børn, havde de måske været velhavende efter datidens standarder, men syv børn, der skal til syersken og klædes ordentligt på, er en del. Der var dog råd til en barnepige og en kokkepige. Og et fotografiapparat, som min oldemor brugte flittigt.

Familietur til borgruinen Lilleborg i Almindingen på Bornholm
Familietur til borgruinen Lilleborg i Almindingen på Bornholm. Kirsten sidder øverst på ruinen, det er min farmor ude til venstre.

Når jeg ser billederne fra familiens liv i 1920’erne og 1930’erne, tænker jeg, at der også var ”råd” til at have det sjovt. De syv børn pjanker og pjatter, de sidder ikke stift og ordentligt, som man ellers ser børn gøre på fotografier fra den tid. Børn og voksne spiller boccia og bobspil sammen i haven og tager på udflugt til Nordskoven og skovene i Almindingen.

”Vi gik altid ens klædt,” siger min farmor og peger på et billede af hende og Kirsten taget i 1932, da de er henholdsvis fem og seks år. De spiser tomater.

”Folk troede ofte, vi var tvillinger. Vi var tætte, men vi var også meget forskellige.”

Ifølge min farmor var Kirsten meget klogere end hende og langt den bedste i sin klasse. I familien talte man om, at det var sjovt, at den yngste skulle blive klogere end alle sine ældre søskende. Men socialt gik det ikke så godt.

”Jeg tror nok, jeg altid har været meget udadvendt og haft mange veninder. Men Kirsten havde svært ved at få venner. Hun kunne ikke holde på dem.”

Som familiens to eneste pigebørn, delte min farmor og Kirsten værelse, fra de var helt små. Sengene stod over for hinanden, blot adskilt af et lille bord. Når aftenbønnen var bedt, lå de og hviskede til hinanden.

Det var på pigeværelset, at det, min farmor kalder ”forandringen”, viste sig. Det var i krigens første år. Pigerne var kommet i puberteten og blevet konfirmeret. Kirsten blev det i 1941 i Rønne Kirke.

Kirsten ved sin konfirmation i 1941
Kirsten ved sin konfirmation i 1941, omgivet af forældrene.

Min farmor husker, at Kirsten havde spørgsmål, rigtig mange spørgsmål, til præsten, og at det var noget, hendes forældre talte om. Derhjemme, når de lå på værelset og skulle falde i søvn, kunne hun finde på at bore sig dybt og insisterende ned i et enkelt spørgsmål:

”’Jeg kan ikke forstå, Inger, hvordan man får børn?’. Sådan kunne hun sige, og man kunne ligesom ikke få hende fra det.”

”Til sidst svarede jeg: ’Jo, det kan jeg da godt fortælle dig, hvis du absolut vil vide det.’ Men da det så kom til stykket, ville hun alligevel ikke høre det.”

Kirsten kunne pludselig ikke længere holde det høje niveau i skolen. Lægen begyndte at komme oftere på besøg i hjemmet i Rønne. Kirsten kunne ikke gennemføre sin mellemskoleeksamen. Mens der før havde været én årgang mellem Kirsten og min farmor, blev der nu to.

”Hun ændrede sig,” siger min farmor og ser på mig med rynkede bryn.

”Hun hørte stemmer. Engang blev hun vred på mig helt ud af det blå. Hun havde sådan et penneskaft med en pen i, som hun jog i ryggen på mig. Så blev jeg jo bange. Jeg sagde til mor: ’Jeg tør ikke sove ved hende, når hun gør sådan noget.’”

”Så lagde mor sig ind til hende i stedet. Og jeg fik mors plads ved siden af far. Det brød han sig jo ikke om, men sådan blev det.”

I sommeren 1942 blev min farmor og Kirsten inviteret på lang sommerferie hos noget familie i Herning. På et billede derfra er det Kirsten, der står rank og smilende i haven, mens min farmor virker underlig beklemt. De er 15 og 16 år.

Kirsten og min farmor på besøg hos noget familie i Herning i 1942
Kirsten og min farmor på besøg hos noget familie i Herning i 1942. Det er Kirsten til venstre og min farmor til højre.

Det blev efterår, og den mørke tid tog til. Det samme gjorde lægens besøg på Haslevej.

”Hun græd meget,” fortæller min farmor.

Det må have været 1. eller 2. juledag, husker min farmor, i julen 1942. Kirsten lå i stuen og stirrede ud i luften, da min oldemor bad de seks af hendes børn om at tage en rutebil over til noget familie, der også boede på Bornholm.

”Far og mor har bagefter fortalt, at da de var alene i huset med Kirsten, rejste hun sig i sengen og ligesom opgav det hele. ’Nu kan jeg ikke mere,’ havde hun sagt. Da vi kom hjem, var hun væk.”

Det banker på døren til plejehjemsstuen, og den går op.

”Goddag, fru Søgaard,” siger en kvinde i hvide træsko.

Hun giver min farmor et glas med tyk, rød saft og et lille snapseglas med piller i. De veksler et par ord og griner.

”Der er aftensmad her klokken halv seks,” siger kvinden, før hun lukker døren og går.

Min farmor vender hovedet mod mig igen. Jeg kan se, hun er ved at være træt.

”Kom Kirsten på sygehuset?”, spørger jeg.

”Ja,” siger min farmor.

Kirsten var 15 år, første gang hun blev indlagt med sin sindssygdom.

”Bornholms hospital. Vi skulle ud til hende, Johs og jeg.”

Johannes var den af brødrene, der aldersmæssigt var tættest på min farmor og Kirsten. Jeg husker ham som munter.

”Vi havde fået at vide, at hun lå på en flersengsstue, men da vi kom, var hun der ikke. Personalet fortalte, at hun havde ligget på stue med nogle andre, men hun havde kastet et glas vand efter en sygeplejerske. Hvad hun jo ikke måtte.”

”Vi blev ført ned i kælderen og hen til en dør med sådan et rundt vindue i. Og derigennem kunne vi se, at hun lå, spændt fast i et bælte. Hun skreg og ville løs.”

”At se det, Lise… Vi kunne jo ikke hjælpe hende.”

Seng med læderremme

Noget i mig går i gang, da min farmor fortæller om Kirsten i bæltet. Min farmor kan ikke, men jeg kan måske, hvis jeg søger de rigtige steder, finde ud af mere om, hvad der skete med Kirsten i den tid, hvor hun var i lægernes hænder.

Da jeg siger farvel til min farmor den eftermiddag, er der en tristhed i hendes blik, der giver mig dårlig samvittighed. Hvorfor skulle jeg gøre hende ked af det ved at rode op i fortiden på den måde?

Men i hånden knuger jeg kalenderen med alle mine notater. Navnene på de sindssygehospitaler, hvor Kirsten var indlagt, årstallene, som min farmor huskede, så godt hun kunne.

Vagten ved indgangen til forskningslæsesalen i Den Sorte Diamant i København ser på mig fra sin stol i glasburet. De smalle læber er malet op med mørk læbestift.

”Du må ikke have kuglepennen med,” siger hun og lægger en flad hånd under glasset, der skiller os.

Hun åbner min kalender og ryster den. Et brunt fotografi falder ud. Da alle mine sager er gennemtjekket, trykker vagten på en knap og lader en bom gå op for mig.

Et par uger er gået, siden jeg besøgte min farmor på plejehjemmet, og nu er jeg i Rigsarkivet for første gang for at begynde mit opklaringsarbejde. Her er musestille. Jeg henvender mig ved endnu en skranke og viser en kvindelig arkivmedarbejder den mail, jeg har fået. Hun hvisker til mig, at jeg skal udfylde et stykke papir med bestillingsnummeret og sætte mig ned på en plads og vente.

Hjemmefra har jeg søgt og søgt efter spor af Kirsten. Først googlede jeg bare hendes navn, men alle de Kirstener, jeg fandt, var nulevende. Så huskede jeg, at min farmor fortalte om ”Oringe”, Sindssygehospitalet i Vordingborg, hvor Kirsten var indlagt, da hun døde. Og så var der bid.

2. “Helbredt”

D et er en fredelig tirsdag formiddag i Rigsarkivets læsesal i København, men mit hjerte hamrer derudaf. Jeg sætter mig ned ved den plads, jeg har fået anvist. Ved siden af mig sidder en ældre herre, der vender skrøbelige papirark i en stor, brun bog. Engang imellem kigger han ud gennem siden af brillerne over på mig.

Jeg er her, fordi jeg har fået tilladelse til at se min farmors lillesøster, Kirstens, sygejournal fra hendes indlæggelser på Oringe, Sindssygehospitalet i Vordingborg. Det var der, hun døde i 1951, som bare 24-årig. I det arkivmateriale, jeg venter på, står der med stor sandsynlighed, hvordan det skete.

En ældre kvinde nærmer sig med en mappe i hænderne. Hun lægger mappen på mit bord. Jeg åbner den forsigtigt. Indeni er der… ingenting. Det er et omslag uden noget i.

”Obs. for Schizophrenia,” står der med skrivemaskinebogstaver på omslaget.

Kirsten blev indlagt første gang på Oringe den 8. november 1945 og udskrevet den 12. maj 1946, kan jeg se. På det tidspunkt var hun 18 år.

På omslaget står ganske få informationer: Under overskriften ”Legemlige Komplikationer” er der indført datoer for ”Pentazolchok” (a seks kroner). Og nederst i hjørnet under ”Tilstand ved Udskrivelsen” står der:

”Helbredt.”

Journalomslag

Det virker som noget underligt noget at skrive, tænker jeg. Hun blev jo aldrig helbredt for sin sygdom, nærmest modsat.

Øverst oppe har nogen skrevet:

”Atter inde d. 26/6 1949. Journalen flyttet nr. 16735.”

Det tynde pap i mine hænder føles på én gang helt ligegyldigt og meget værdifuldt. Jeg åbner en mail, jeg har fået fra en arkivmedarbejder. Der står, at Rigsarkivet, ud over det tomme omslag, har fundet en seddel.

”Journaler der forbliver på Oringe, kvinder,” står der på sedlen. Herunder står Kirstens navn og journalnummer. Ved hendes dødsdato står der:

”Def. udskrevet.”

Definitivt udskrevet, jo tak. Men sedlen må betyde, at der altså findes noget mere.

En lille, grå kasse med kartotekskort er også kommet hjem til mig på Rigsarkivet. Det er en del af kartoteket over de indlagte på Kolonien Filadelfia, et sted, min farmor har fortalt, at Kirsten var indlagt flere gange. Jeg bladrer i den, og under ”A” for Abildtrup finder jeg, hvad jeg leder efter.

 Filadelfia set fra oven
Filadelfia set fra oven. I dag er der ikke længere psykiatri på stedet, men da Kirsten boede her var der en stor psykiatrisk afdeling.

Kirsten blev indlagt første gang i julen 1942 på Bornholms Amtssygehus, og fem måneder senere blev hun som 16-årig overflyttet til et selvejende psykiatrisk behandlingssted, Kolonien Filadelfia, på Midtsjælland.

Når man kører til Filadelfia, strækker bøgeskoven sig ind over vejen og danner et grønt tag. Hospitalet er i dag mest et epilepsihospital. Det var det også, dengang Kirsten var indlagt, men der var også en stor psykiatrisk afdeling.

På det kartotekskort, jeg fandt i Rigsarkivet, står der, at Kirsten havde i alt tre indlæggelser på Filadelfia i løbet af 1940’erne til otte kroner om dagen, betalt af Bornholms Sygekasse.

kartotekskort fra Dianalund

Sammenlagt tilbragte Kirsten mere end to år af sin ungdom her. Imens gik min farmor på højskole. Hun var pigespejder, og i 1944, da hun var 18 år, blev hun af min oldemor sendt til Slagelse for at hjælpe til hos en kusine, der skulle føde.

Min farmor husker, at hun besøgte Kirsten to gange i den tid.

”Den ene gang, var hun ligesom… låst inde. Jeg kunne slet ikke komme i kontakt med hende. De lukkede mig jo ind, men hun sagde ingenting. Hun var bare mørk og trist,” husker min farmor.

Men den anden gang var Kirsten glad og ville gerne ud.

”Så vi løb hen ad landevejen med hinanden i hånden. ’Nu løber vi væk,’ sagde jeg til hende. Og hun grinede, men sagde så: ’Jeg må jo tilbage.’”

Tavle fra Dianalund

Inde på koloniens område venter 85-årige Bent Gaardbo ved en gulmalet bygning. Han er uddannet diakon på Filadelfia og har arbejdet her gennem 40 år. Han gik på pension i 1990’erne og var herefter med til at starte stedets lille museum op. Han er dårligt til bens på grund af en kræftsygdom i ryggen, men han fortsætter med at arbejde frivilligt på museet, så længe han kan.

Bent Gaardbo taler om en særlig ”ånd” på Filadelfia.

”Behandlingen ligner nok den, der var mange andre steder, men der har altid været sådan en tanke om at behandle folk ordentligt. Tale ordentligt til dem. De kommer jo, fordi de har brug for hjælp,” siger han.

Filadelfia blev oprettet i 1897 af en privatpraktiserende læge, Adolph Sell. Historien er den, fortæller Bent Gaardbo, at lægen på gaden i København gik forbi en mand, som lå ned. Adolph Sell troede, manden var fuld, men syntes, han krampede så underligt. Så han tog ham med hjem. Det viste sig, at manden led af epilepsi.

Mindekirken vd Filadelfia
Kolonien Filadelfia blev bygget på kristne grundtanker om andagt og arbejde og stedet har egen kirke.

Lægen oprettede Kolonien Filadelfia efter amerikansk forbillede. En miniby med egen kirke, eget kapel, egne køkkenhaver og patientboliger, fordelt på et stort område. Stedet har fra begyndelsen været drevet på et kristent grundlag med fokus på andagt og arbejde, fortæller Bent Gaardbo.

Han viser mig en dagbog fra en ældre, kvindelig patient, der var indlagt på Filadelfia i begyndelsen af 1940’erne for en depression. Kvinden kom faktisk fra Rønne ligesom Kirsten. Jeg bladrer i den og opgiver hurtigt at finde spor af hende.

Hverdagen på Filadelfia er ufatteligt ensformigt beskrevet: Kvinden står op, arbejder og spiser på fastlagte tidspunkter. Den ene dag er det øllebrød, den næste vitaminsuppe med gulerødder og abrikosgrød til efterret. Og så går hun i seng.

Om søndagen går hun til gudstjeneste i kirken.

På det lille museum står en masse forskellige, gamle ting. Stifterens skrivebord og en særlig epileptikerseng. I ét af de små rum står en glasmontre med en masse blanke værktøjer.

”Obduktionsredskaber,” siger Bent Gaardbo.

"Når man døde her, blev man obduceret, ligesom man gjorde på alle andre hospitaler dengang.”

Øverst i montren ligger et rigtigt, brunt menneskekranium med en jernramme spændt omkring. Ved siden af ligger en knoglesav i rustfrit stål.

Obduktionsredskab der har været i brug på Filadelfia.

Bent Gaardbo kan ikke hjælpe med journalerne fra Kirstens ophold, siger han. Til gengæld kan han vise, hvor han mener, Kirsten kan have boet, da hun var her.

Vi kører ad hospitalets små, snirklede veje, jeg i bilen efter Bent Gaardbos elcykel. Vi standser ved en smuk, gulmalet villa.

”’Fredhjem for Sindssyge Kvinder.’ Det hed det,” siger Bent Gaardbo.

Huset, bygget i 1904, er tegnet af arkitekten, der også stod bag Københavns Rådhus, Martin Nyrop. Det er nu sat til salg.

”Det bliver ikke brugt længere,” siger Bent Gaardbo.

Den gulmalede villa

På Kirstens tid var der 800-1000 patienter. Nu er her vel omkring 200, siger han. Der er slet ikke psykiatri på stedet mere. I dag er det primært epilepsipatienter, der behandles her, men der er også hjerneskadecenter, hospice og en neurofysiologisk afdeling på stedet.

Jeg går om i haven til verandaen og forestiller mig Kirsten stå der og se ud over det hele. På bladene i vinden, en fugl, der hopper henover nyfalden sne.

Hvordan var det at bo her? Sikkert kedeligt. Men ifølge min farmor var Kirsten glad for at være på Filadelfia, så glad, som hun nu kunne være:

”Når lægerne så skønnede, at hun havde fået det bedre, kom hun hjem til far og mor. Hun kunne fortsætte sin klaverundervisning. Og jeg husker, at underviseren var imponeret over, at hun bare kunne fortsætte det samme sted, hun havde sluppet, efter mange måneder,” har min farmor fortalt.

”Men det blev jo sådan, Lise, at det blev værre og værre. Det kunne ikke repareres på Filadelfia.”

Kirsten fotograferet i 1944 som 17-årig.

Mellem fotos af gamle soldaterkammerater ligger en bunke kærlighedsbreve i en stor papkasse. Minderne i kassen er min farfars, og vi pakkede dem sammen og stillede kassen i vores sommerhus, da han døde sidste år.

Kærestebrevene er skrevet af min farmor og farfar. De mødtes på Sjælland, mens min farfar var under uddannelse til landmand i Eskilstrup, og min farmor var pige i huset i Slagelse.

I brevene skriver min farmor flere gange om Kirsten, som hun også kalder for ”Kis”, et kælenavn, jeg ellers aldrig har hørt hende bruge.

Mine forældre er i sommerhuset med os, da jeg får gennemgået brevbunken. Jeg læser et par passager højt for min mor fra et brev, min farmor skrev i 1948:

”Kirsten har det ellers godt, bedre end jeg havde ventet. Hun har tabt sig lidt, men det pynter kun. Hun er meget almindelig at snakke med, og fornuftig er hun også. Hun og jeg cykler en tur til Hasle i morgen eftermiddag. I morgen formiddag skal vi i kirke.”

Det med vægten fortalte min farmor også: At Kirsten tog på af den medicin, hun fik. At hendes slanke statur ændrede sig.

I et brev, skrevet i 1949, længes min farmor voldsomt efter min farfar. Hun går og er glemsom – ”man kan vist med sandhed sige, jeg går i giftetanker”. Men hun skriver også, at hun har ”bekymringer”.

Min farmor og farfar. Billedet er taget sidst i 1940’erne, da de var kærester. De blev gift i 1949.

”I går tilbragte jeg en rolig dag hjemme hos far og mor. Vi var i kirke til pastor Viggo Nielsen. Om eftermiddagen cyklede jeg på sygehuset for at besøge Kis. Endnu ligger hun dér og venter på at komme over. Hun snakker slet ikke, skønt hun er vågen, og underligt er det at stå dér ved sin søster og se, at hun ligger så sløv. Jeg kan ikke huske, om jeg har fortalt dig, at der ikke var plads på kolonien Filadelfia, og nu må hun til Oringe.”

”Venter på at komme over” – Kirsten må altså være på sygehuset på Bornholm. Jeg folder brevet sammen og putter det i konvolutten.

Min mor fortæller, at de for nylig inviterede min farmor ud til middag. Den aften talte hun en del om Kirsten. Jeg siger, jeg har haft dårlig samvittighed over at rippe op i et sår fra fortiden. Men min mor synes ikke, jeg skal have det dårligt over det.

”Hvem har sagt, man kun skal være glad hele tiden, bare fordi man er gammel?”.

Min mor har arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske det meste af sit arbejdsliv. Hun spørger til, hvordan det ellers går med ”detektivarbejdet”. Jeg fortæller hende om besøgene i Rigsarkivet og den forsvundne journal. Om, hvordan billedet af Kirsten er lidt utydeligt for mig. Så siger hun pludselig:

”Måske har de gemt hendes hjerne?”.

Min mor fortæller, at man i en lang årrække udtog hjerner fra psykiatriske patienter, når de var døde, og gemte dem i en samling. Hun kan huske, at hjernesamlingen var omtalt for nogle år siden i medierne, fordi den skulle flyttes fra psykiatrihospitalet i Risskov, da det skulle lægges sammen med Skejby Sygehus.

”Det var noget med, at de ville smide hjernerne ud. Jeg aner ikke, om den findes stadig,” siger hun.

Næste dag spekulerer jeg på det, hun sagde. Hvis man faktisk har taget Kirstens hjerne ud, da hun døde, og gemt den, findes den så derude et sted?

3. Oringe

B einta Eriksen lægger hovedet på skrå og ser på mig gennem brillerne med det tynde, grå stel.

”Hvis du får dårlige tanker, så synes jeg, vi skal tale om dem nu,” siger sygeplejersken.

Sprøjten, der ligger i en metalskål i vindueskarmen, er større end nogen anden sprøjte, jeg har set i hele mit liv. Men det er egentlig ikke den, der gør mig svimmel. Det er den firkantede, radiolignende boks ovre ved vinduet.

Var det den, der slog Kirsten ihjel?

Jeg står i en nedlagt sengeafdeling på det gamle sindssygehospital i Vordingborg, i folkemunde kaldet Oringe.

Det var her, min farmors lillesøster, Kirsten, var indlagt af to omgange, første gang fra 1945 til 1946, og sidste gang fra 1949 og frem til hendes død som bare 24-årig i 1951.

”Journaler, der forbliver på Oringe”, stod der over Kirstens navn på et billede af en papirlap, jeg fik i Rigsarkivet nogle uger tidligere. Da jeg søgte på ”Oringe” på computeren, kunne jeg se, at der stadig er psykiatri på stedet i dag, men i meget mindre skala end tidligere. Jeg fandt dog også frem til et lille museum, der fortæller hospitalets historie. Museet holder åbent én dag om måneden i to timer. Så jeg valgte at ringe og lave en aftale.

Det var Beinta Eriksen, der tog telefonen. Hun har været psykiatrisk sygeplejerske gennem 34 år på Oringe, men er nu gået på pension. Nu bruger hun tiden på at være bedstemor for sine børnebørn og frivillig leder af det lille museum.

Hun svarede mig, at de gamle patientjournaler fra før dengang, man begyndte at bruge CPR-numre, vist var blevet flyttet til Rigsarkivet.

”Men der er et skab,” sagde hun så.

”Jeg mener, der er et skab med nogle af de gamle journaler. Lad mig lige undersøge det, før vi ses.”

Hospitalet ligger på en halvø ud for købstaden Vordingborg, et stort, smukt bygningskompleks i gule mursten med en stor, grøn park omkring. Rundt om parken er der vand til alle sider.

Halvøen ved Vordingborg, Oringe, set fra oven
Halvøen ved Vordingborg, Oringe, set fra oven. I dag er der også psykiatrisk hospital på stedet, men i meget mindre skala end før.

Oringe blev bygget i 1857 som nyt sindssygehospital for Sjælland og østifterne. Det skulle, efter tidens tanker om, hvad der var godt for syge mennesker, ligge et naturskønt sted og i fredelige omgivelser med adgang til masser af frisk luft. Halvøen ved Vordingborg var perfekt. Arkitekten Gottlieb Bindesbøll stod bag tegningerne til prestigeprojektet.

”Det er blevet udlagt sådan, at man bare gerne ville have disse mennesker langt væk, ud på en øde ø. Men der var jo også andre grunde til, at hospitalet ligger, som det gør,” siger Beinta Eriksen, da hun tager imod mig på sit lille kontor.

Beinta Eriksen
Beinta Eriksen, der er daglig leder af det lille psykiatrihistoriske museum på Oringe. Hun var tidligere sygeplejerske på stedet.

Museet er indrettet på øverste sal i én af de gamle hospitalsbygninger. Engang var her sengeafdeling for mandlige psykotiske patienter.

Fra etagen under os genlyder en rystepudser. Sengeafdelingen nedenunder er ved at blive renoveret og skal laves om til et dagcenter for mennesker med autisme.

Psykiatrihospitalet har også i dag et antal senge, der er under 70, men da Kirsten var indlagt, var der omkring 800-900 senge.

Da Beinta Eriksen begyndte her som sygeplejeelev i 1970’erne, var der også mange flere sengepladser. Hun har haft patienter, der ikke kendte til et andet hjem end dette, og som hun har været med til at begrave her. Men i løbet af 1970’erne og 1980’erne skete der en markant udvikling i den måde, man tænkte psykiatri på. Distriktspsykiatrien kom, og det vigtige blev at prøve at hjælpe patienterne i eget hjem. De skulle så vidt muligt blive i samfundet, ikke tages ud af det.

Beinta Eriksen har selv kørt rundt i sin lille bil i mange år til patienter som distriktssygeplejerske. Men hun har også minder om dengang, man gjorde ting, man aldrig ville gøre i psykiatrien dag.

”Altså, jeg er ikke ude på at undskylde noget af det, der er foregået,” siger Beinta Eriksen skarpt.

”Man gjorde det jo med de bedste intentioner.”

Beinta Eriksen

Ved et tilfælde har jeg fundet ud af, at digteren Tove Ditlevsen var indlagt på Oringe, samtidig som Kirsten var det.

I ét af de sidste kapitler i erindringsromanen ”Gift”, skrevet i 1971, beskriver Tove Ditlevsen opholdet. Det begynder i efteråret 1949 og strækker sig frem til foråret 1950. Hvad hun præcist var indlagt for, er lidt svært at blive klog på, men hun var midt i et heftigt medicinmisbrug, og i bogen virker det, som om hun er indlagt til en form for afvænning.

Omslag til bogen 'Gift' af Tove Ditlevsen

Det begynder med, at digteren vågner, desorienteret.

”Jeg er fastholdt til sengen af et læderbælte, der skærer mig om livet og gør det vanskeligt at vende sig. De tager det ikke engang af, når de skifter lagnet under mig, der altid er fyldt med mine udtømninger,” skriver hun.

”Klokken er fem minutter i tre, klokken tre kommer de og giver mig sprøjten. Hvordan kan fem minutter være som fem år? Uret tikker mod mit øre i takt med mit vilde hjerteslag. Måske går mit ur forkert, skønt de uafbrudt må stille det for mig, måske har de glemt mig, måske har de travlt med de andre patienter, hvis skrig og råben lyder ind til mig fra den ukendte verden udenfor døren til mit værelse.”

Kort efter at sprøjten er givet, kommer en læge, dr. Borberg. Han er ifølge Tove Ditlevsen ”en høj, blond mand midt i trediverne med et rundt, drengeagtigt ansigt og kloge, venlige øjne”.

Senere i kapitlet i ”Gift” kommer Tove Ditlevsen ud af sit bælte og får lov til at gå på toilettet, støttet af en sygeplejerske:

”Udenfor min stue var der en stor sal, hvor sengene stod så tæt, at der kun var en smal passage mellem dem. De fleste af patienterne lå i bælte, og nogle havde store luffer på hænderne. De stirrede på mig med tomme, glasagtige øjne.”

Tove Ditlevsen begynder i en behandling med insulin, som hun får hver morgen. ”Jeg følte en voldsom sult, jeg rystede og der flimrede sorte prikker for mine øjne,” skriver hun.

Kort efter er hun i bedring og befinder sig så godt på den lukkede afdeling, at hun helst ikke vil flyttes, men tildeles dog terrænfrihed, så hun kan gå ture ”i det smukke terræn, hvor jeg af og til slog en sludder af med andre patienter, der gik tur”, som hun skriver.

Måske mødte Kirsten og Tove Ditlevsen hinanden på Oringes stier?

Oringe park
Parken omkring Oringe. I dag bruger mange af Vordingborgs borgere stedet til at gå en tur.

Da jeg googlede Kirstens navn, fandt jeg kun én side, der var interessant: en indscanning af en skatte- og adressebog fra Vordingborg, 1950. I den er ganske få mandlige og kvindelige patienter fra Oringe opført. Tove Ditlevsen står ikke i adressebogen, men det gør ”Frk. Kirsten Abildtrup” – sammen med blandt andre ”Afd. Læge Allan Borberg” og den daværende overlæge på Oringe, Vagn Askgaard.

Overlægens portræt er trykt på én af siderne i en anden bog, jeg læser, ”Psykiatriens historie i Danmark”. I et af dens kapitler beskriver historikeren Jesper Vaczy Kragh, hvordan netop Vagn Askgaard var fortaler for en række eksperimentelle chokbehandlinger på Oringe i sine år som overlæge fra 1937 til 1954.

Det med et kropsligt chok som lægende for noget psykisk var åbenbart en teori langt tilbage i tiden, ifølge nogle kilder helt tilbage til de gamle grækere. I 1800-tallets Tyskland brugte man chok i koldt vand til nervepatienter, og i 1930’erne blev tanken, at medicinsk påførte chok, de medfølgende kramper og bevidstløshed kunne have en god effekt på sindet.

Portræt af Vagn Askgaard
Vagn Askgaard, der var overlæge på Sindssygehospitalet i Vordingborg fra 1937-1954. Fra 1941-1944 var han formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Vagn Askgaard var fortaler for en særlig kur bestående af tre måneder med seks ugentlige insulinchok givet hver morgen klokken syv.

Insulin er et hormon, der produceres i bugspytkirtlen, og kunstigt fremstillet insulin er livsvigtig for diabetespatienter. Men på Oringe i 1940’erne og 1950’erne blev det altså brugt til noget helt andet.

Patienterne fik en sprøjte med insulin og blev herefter lagt i aflåst sideleje, for at de ikke skulle kvæles i deres eget spyt. De fik voldsomme, epilepsianfaldslignende kramper. De kom i en komalignende tilstand, som de lå i frem mod middagstid. Her fik de sukkervand i en sonde og blev vækket.

”Pentazolchok”, står der på omslaget til Kirstens journal. Chok fremkaldt af indsprøjtninger med hjertemedicin, pentazol eller cardiazol, var en anden udbredt behandling på Oringe i de år, kan jeg læse mig til.

Behandlingen blev af overlægen betegnet som ”en farefri metode” og blev især benyttet til patienter med skizofreni. Men trods Vagn Askgaards forsikring medførte behandlingen også dødsfald. Og kramperne var så voldsomme, at omkring 10 procent af dem, der fik chokbehandling med hjertemedicin, fik alvorlige skader, heriblandt brækkede ryghvirvler.

Behandling med hjertemedicinen cardiazol på et amerikansk hospital i 1930’erne. Patienterne fik meget voldsomme kramper af behandlingen.

Patienter har beskrevet behandlingerne som særdeles smertefulde: En mandlig patient beskrev det sidst i 1930’erne, som om man ”brændes af en usynlig ild”. Og en læge skrev i sine erindringer, at patienterne ofte frygtede behandlingerne.

”Det hændte tit, at vi, fire mand høj, bogstaveligt talt med magt måtte nedkæmpe patientens modstand – for de efterfølgende minutter at bivåne hendes pinefulde angst, før krampeanfaldet udløstes.”

At tolke ud fra journalomslaget fra Oringe fik Kirsten pentazolchok i to serier af omtrent tre uger hver i løbet af indlæggelsen 1945-1946. Givet hver dag, uden bedøvelse.

I slutningen af sit kapitel i ”Psykiatriens historie i Danmark” beskriver Jesper Vaczy Kragh, hvordan selvtilliden blandt psykiaterne voksede i 1940’erne.

Det mærkes i en betænkning vedrørende psykiatrien fra 1947, henvendt til Christiansborgs politikere:

”Mens behandlingen på sindssygehospitalerne tidligere bestod i anbringelse af patienten i et for hans tilstand særligt afpasset miljø i forbindelse med beskæftigelsesterapi og adspredelser, altså en ret passiv behandlingsmetode, for de kroniske, uhelbredelige tilfældes vedkommende i virkeligheden livsvarig forsorg, er der i den nyere tid kommet andre, mere aktive behandlingsformer,” lyder det.

”Her skal nævnes (…) chokbehandlingen med insulin, cardiazol eller elektriske chok, og senest de operative indgreb i hjernen (leucotomi), og der arbejdes nu overalt i verden på udfindelse af yderligere midler til bekæmpelse af sindssygdomme.”

Leucotomi eller lobotomi er de lægelige ord for en hjerneoperation, der i folkemunde er blevet kaldt ”det hvide snit”.

Ifølge min farmor fik Kirsten også det indgreb i hjernen.

Behandlingen blev opfundet af en portugisisk læge i 1930’erne og gik i korte træk ud på at overskære forbindelsen mellem den forreste del af hjernen, frontallappen, og resten af hjernen.

Man fandt, at man ved at gøre det, så en umiddelbar bedring i tilstanden hos angste, deprimerede, selvdestruktive og aggressive patienter. Måske kunne man helbrede dem blot ved hjælp af en skalpel?

Min farmor husker, at min oldemor og oldefar skulle tage stilling til operationen, og at de fortalte det sådan, at der var håb for, at Kirsten ville få det bedre. Det var min oldemor, der rejste med Kirsten ind på Rigshospitalet, hvor lobotomien blev foretaget.

”Far var ikke stærk nok til det, slet ikke,” fortæller min farmor.

Min farmor og farfar blev gift i 1949. Min farmor husker ikke, om det var før eller efter brylluppet, Kirsten blev opereret i hjernen. Men hun husker den tale, min oldefar holdt:

”Far begyndte sin tale med at sige noget i denne stil: ’Inger, i dag fejrer vi dig, for du bliver ført ind i livet og skal leve det sammen med din mand. Nu har vi også ført Kirsten over til det liv, hun skal leve. Hun kommer ikke til at opleve livet som dig.’ Jeg husker ikke, at jeg ellers græd ved mit bryllup. Men dér styrtede det ud af mig.”

Bryllupsbillede
Min farmor og farfar fotograferet ved deres bryllup i 1949.

I et brev, jeg har fundet fra efteråret 1950, ønsker min oldemor og oldefar tillykke med den 1-årsbryllupsdag. Min oldemor skriver fra Rønne, at havet igen er ”oprørt og uroligt”, som det var ved bryllupsfesten, hvor mange af gæsterne åbenbart ”måtte døje hårdt nok”, da de skulle over.

”Det er en fest, vi mindes med glæde. Jeg havde nær skrevet ublandet, men det passer ikke, for der var jo hos os alle et savn.”

Det lyder næsten, som om Kirsten allerede er død der – men hun døde først næsten et år efter.

På biblioteket har jeg lånt en anden af Jesper Vaczy Kraghs bøger med hjem. I ”Det hvide snit – psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983”, der udkom i 2010, beskriver han, blandt andet med hjælp fra journaler fra Oringe, hvordan Danmark var ét af de lande, der foretog flest “hvide snit” i forhold til befolkningsstørrelsen. Omtrent 4500 danske patienter fik den i dag meget kontroversielle behandling.

Mere end halvdelen af de patienter fra Oringe, der i 1940’erne og 1950’erne fik “det hvide snit”, var mennesker med skizofreni, men et væld af forskellige patienter i alle aldre blev indstillet til operationen: Nogle med det argument, at de var voldelige, generende eller ”grisede”. Andre blot fordi de var ”usikre”, ”rastløse” eller ”forpinte”. Nogle blev opereret efter årtier på et sindssygehospital, mens andre havde været indlagt i få måneder.

 Behandling med hjertemedicinen cardiazol
Der gøres klar til at foretage ”det hvide snit” på en patient på et svensk hospital i 1940’erne. Billedet er taget af den svenske stjernefotograf Lennart Nilsson.

Nogle patienter blev opereret uden samtykke fra hverken dem selv eller familien. Men en del blev også opereret efter udtrykt ønske fra enten dem selv eller familien med håb om at kunne leve et normalt og arbejdsdygtigt liv bagefter.

Operationerne blev udført på Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling på Tagensvej i København. Det er blevet gjort på forskellige måder. Én af dem var denne:

Patienten fik barberet håret af og blev givet lokalbedøvelse og adrenalin for at forhindre blødning. Man lavede herpå to snit i huden over kraniet, ét fra tinding til tinding, og et på tværs af det andet, midtfor og ned mod panden. Man trak herfra huden til side og blotlagde kranieskallen, så der kunne bores to huller på størrelse med en femkrone på hver side af midterlinjen. En tynd skalpel blev ført ind og overskar ”den hvide substans”, hvori nervebanerne mellem frontallapperne og centrene i mellemhjernen ligger. Det er efter denne substans, ”det hvide snit” har sit navn.

Illustration af hvordan en lobotomi, det hvide snit, blev udført på Neurokirurgisk Afdeling, på Rigshospitalet, hvor Kirsten blev opereret. Illustrationen er fra 1957.

Min farmor husker, at min oldemor var begejstret, kort efter Kirsten fik sin hjerneoperation.

”Min mor fortalte, at hun oplevede Kirsten som normal, efter at det blev foretaget. Så var det, som om den gamle Kirsten var tilbage. Men så forandrede hun sig alligevel hurtigt. Blev meget værre, end hun havde været før.”

”Det hvide snit” var ikke den mirakelkur, man havde håbet på. Dødeligheden var høj, officielt på omkring seks procent, men sandsynligvis langt højere. En hel del led efterfølgende af epileptiske anfald. Og mange blev netop ikke kureret, men markant dårligere fungerende, end de var før. Nogle blev endnu mere aggressive og voldelige, nogle begyndte at tisse og lave afføring i bukserne.

Allerede før Kirsten døde, var der stærk kritik af behandlingen i lægekredse, og alligevel var Danmark ét af de lande, der allermest stædigt holdt fast i behandlingen: Mens det blev forbudt i Sovjetunionen i 1950’erne, blev der udført “hvide snit” i Danmark helt op i 1980’erne.

Først i 1982, da en gruppe psykiatere efter pres fra Folketingets Ombudsmand gennemførte en undersøgelse, der viste, at 37 procent af de opererede havde fået det værre af indgrebet, blev operationerne indstillet.

Beinta Eriksen var i sine år som sygeplejeelev på Oringe med til at tage imod patienter, der kom tilbage fra Rigshospitalet efter at have fået ”det hvide snit”. Hun skulle pleje deres sår og se til, at de ikke pludselig fik det dårligt.

”Tanken med det var jo, at man skulle dæmpe patienternes impulser. Men de blev zombieagtige. Inaktive. Energiløse. Alt det, vi ellers ønsker, mennesker skal være, det fratog man dem,” siger hun.

Hun viser rundt på museet, mens hun fortæller. I ét af rummene hænger portrætter af alle stedets overlæger gennem tiden, også Vagn Askgaard. Vi står ved en gammel bæltefikseringsseng med brune læderbælter, da jeg får øje på noget ovre ved vinduet, der trækker i mig.

Jeg går hen til den radiolignende, hvide boks. Et lille skilt siger, at ”genstandene må ikke berøres”, men Beinta Eriksen tager fat om de to sorte håndtag, der er koblet til boksen og sætter den for tindingerne.

”Sådan her gjorde man,” siger hun.

”Radioen” er et gammelt elektrochokapparat. Behandlingerne blev på Kirstens tid foretaget på sengeafdelingerne, så chokket blev givet foran alle de andre patienter. Elektrochokapparatet blev kørt rundt på et lille rullebord, fra én patient til en anden. De blev ikke bedøvet forinden.

Jeg spørger, hvornår apparatet er fra. Beinta Eriksen siger: ”Omkring 1940’erne”, og at apparatet har været i brug her på hospitalet et godt stykke op i 1950’erne. Så får jeg svært ved at holde ordentligt fast på den kuglepen, jeg tager notater med.

Kirsten døde på Oringe den 23. august 1951. Min farmor mener netop, at det skete under en elektrochokbehandling, men detaljer om dødsfaldet fik hun aldrig. Hun husker dog, at Kirsten frygtede elektrochokkene.

”Hun var så bange, når hun skulle have det,” har min farmor sagt.

Beinta Eriksen ser på mig med et på én gang stærkt og omsorgsfuldt blik, da jeg fortæller det. Så siger hun:

”Jeg er ikke læge. Jeg ved ikke, hvad der kan være sket. Men man dør altså ikke bare sådan af elektrochok. Det er kun sket meget, meget sjældent. Og jeg har kun hørt om ældre patienter, det er sket ved.”

”Hun var lobotomeret, ikke?”.

Jeg nikker.

”Jo, hun havde fået ’det hvide snit’.”

”Man får jo krampeanfald af elektrochok, og så stiger blodtrykket tårnhøjt. Det kan være, hun har fået en hjerneblødning,” siger Beinta Eriksen.

Vi går udenfor i solen og siger farvel på parkeringspladsen. Beinta Eriksen ville gerne vise mig kapellet og sektionsrummet, der blev brugt til obduktioner af patienter. Men nogen har skiftet låsen ud, så vi ikke kan komme ind. Vi aftaler, at jeg må komme tilbage en anden dag.

Og journalen? Hun har forhørt sig hos den ansvarlige på hospitalet og må skuffe mig. Skabet, hun kunne huske, er blevet tømt for længe siden. Alt journalmateriale fra tiden før CPR blev i 2012 overført til Rigsarkivet, hvor jeg allerede har været uden held.

”Vi har altså ingenting tilbage her,” siger hun og ryster på hovedet.

Senere skriver jeg en mail til Jesper Vaczy Kragh. Jeg beskriver Kirstens historie for ham. Kan det passe, at alle de skriftlige spor af Kirsten i systemet bare er forsvundet? Bliver det umuligt at finde ud af, hvordan hun døde?

Samme aften kommer der svar fra psykiatrihistorikeren:

”Jeg mener faktisk, at jeg kan huske sagen,” står der i mailen.

4. Chokket

M arie Nørby Madsen skutter sig lidt i sin lyse hættetrøje. Det småregner i Landbohøjskolens Have på Frederiksberg, hvor vi har sat os på en bænk halvt inde i nogle stedsegrønne buske.

”Døde din farmors søster af elektrochok?”, spørger hun.

”Det ved vi ikke, men ja, sandsynligvis,” siger jeg.

”Hm,” siger hun.

”Jeg fik det måske 15 gange, mens jeg var indlagt.”

”Problematikken med mig var, at det var svært at finde noget medicin, der virkede. Jeg fik så mange forskellige ting. Jeg fik angstdæmpende, stemningsstabiliserende og antipsykotisk medicin. Noget at sove på. Efter jeg havde været indlagt i et halvt år, sagde lægerne: Nu prøver vi med elektrochokbehandling.”

”Jeg ved ikke, om det er det, der har hjulpet mig,” siger hun og tøver lidt.

”Der er én af de behandlinger, jeg fik, som stadig kan give mig angst.”

Marie Nørby Madsen

Marie Nørby Madsen er 31 år og har skizotypi. Diagnosen er en nyere diagnose end skizofreni og kommer vidt forskelligt til udtryk hos forskellige mennesker. Men den læner sig op ad skizofreni på den måde, at symptomer under en psykose ligner hinanden.

Jeg har fundet frem til Marie Nørby Madsen gennem en bekendt, der har været indlagt på en psykiatrisk afdeling for nogle år siden. Vi mødes, fordi jeg gerne vil være klogere på, hvordan det var at være Kirsten.

Det er efterhånden mange måneder siden, jeg første gang talte med min farmor om hendes lillesøster, der havde skizofreni, og efterfølgende begyndte at lede efter spor af hende i ”systemet”. Indtil videre er det kun meget lidt, jeg har fundet. Men jeg har også tænkt på, at hvis jeg fandt noget, ville det kun være lægernes ord. Hvad ville Kirsten selv sige, hvis jeg kunne spørge hende?

Da jeg fortalte min farmor, at jeg havde tænkt mig at gå på jagt efter Kirstens sygejournaler, sagde hun lidt skarpt:

”Og tror du så, du finder sandheden?”.

I kassen med de gamle fotografier og billeder i vores sommerhus lå der kun ét enkelt brev fra Kirsten.

Det er et brev, hun har sendt til min farmor i 1946. I brevet virker Kirsten som en glad, ung kvinde. Hun skriver stort og småt om brødrene, om familien i Herning, som hun er på besøg hos, om, hvordan hun og en kusine sammen har skullet passe en toårig, mens barnets forældre var til sølvbryllup. Det gik ikke helt efter planen, og barnet var stadig vågent, da forældrene kom hjem fra fest.

”Hav det godt, kære søster,” slutter brevet, der er hæftet med et dannebrogsklistermærke bagpå.

Intet i Kirstens brev giver indtryk af én, der har en alvorlig psykisk sygdom, Tværtimod virker hun overskudsagtig. Min farmor har da også fortalt, at Kirsten i lange perioder havde det godt, kom hjem til forældrene i Rønne, fik klaverundervisning og var sig selv. Indtil hun fik tilbagefald og måtte indlægges.

Da jeg besøgte det gamle sindssygehospital på Oringe, spurgte jeg museumslederen Beinta Eriksen ind til, hvad skizofreni er for en sygdom.

”Jeg ved ikke, hvad det er for noget,” sagde hun først og rystede på hovedet.

Hun understregede, at der er bestemte kendetegn, og at diagnosen er relativt klart afgrænset, men sagde også, at hun i sit arbejde som sygeplejerske har mødt så mange forskellige skizofrenipatienter, at hun har svært ved at pege på fællestræk.

”Det vil blive forvaltet forskelligt i hver eneste personlighed. Det, der gør mig bange, gør ikke dig bange, og omvendt.”

Hun fortalte mig, hvad hun havde erfaret: At mennesker med skizofrenisygdom ofte kan have svært ved at afkode andres signaler i sociale sammenhænge. De kan have tvangstanker eller stærke forestillinger, der ikke passer med virkeligheden, høre stemmer og se ting, trusler eller sammenhænge, der ikke er der.

”Og så er der depressionen og angsten. Det er meget stærkt hos mange af disse patienter,” sagde hun.

Kirsten Abildtrup cirka 14-15 år. Der findes kun ganske få billeder af hende fra de efterfølgende år, hvor hun var indlagt.

Marie Nørby Madsen smiler, da jeg viser hende et billede af Kirsten og fortæller, hvad jeg ved: At hun var abildtrupfamiliens kloge og tænksomme pige, der ikke så let fik venner.

”Det minder ret meget om mig. Jeg var et barn, der havde det bedst i meget trygge rammer, og jeg græd for eksempel meget, når jeg skulle afleveres i børnehaven. Jeg tænkte meget over sådan noget med, hvad der egentlig var meningen med mit liv her på jorden. Da jeg fik min diagnose, sagde min mor, at der var mange ting, der faldt på plads for hende. Når hun læste om skizotypi, tænkte hun: ’Det er jo Marie, det der!’”

Marie Nørby Madsen blev syg, da hun var i begyndelsen af 20’erne. På det tidspunkt studerede hun på Handelshøjskolen i København, CBS, fik gode karakterer og boede i en god lejlighed på Østerbro.

”Men jeg levede sådan et dobbeltliv, hvor jeg halvdelen af tiden var studerende med styr på det og gode karakterer, og den anden halvdel havde jeg det bare rigtig, rigtig dårligt,” siger hun.

Når Marie Nørby Madsen har været mest psykotisk, har hun for eksempel følt, at hendes tomme lejlighed var fuld af mennesker, der ville hende ondt. Kun hvis hun sad et helt bestemt sted i sin sofa, var hun i ly for deres blikke.

På sin cykel har hun drønet over lyskrydsene i København, lige før det blev rødt, for at hægte sine forfølgere af. Hun har presset sin ryg op ad væggene, fordi hun følte, det var det eneste, hun kunne gøre, for at de ikke faldt ned over hende. Hun har ringet til sin mor midt om natten, fordi hun mente, der stod en mand i døråbningen hjemme hos hende.

”Jeg kunne ikke tage offentlig transport, for jeg følte, at mine tanker kunne flyve ud af hovedet, så andre kunne se dem,” siger hun.

Men det er depressionen, hun husker som det allerværste.

”Jeg har virkelig haft nogle store dyk.”

Marie Nørby Madsen skrev dagbog om sine følelser i den tid, hvor hun var syg.

Marie Nørby Madsen blev indlagt på Bispebjerg Hospital, da hun var 23 år. Indlæggelsen varede knap et år. Elektrochokket blev bragt på banen, da hun ikke syntes at blive mærkbart bedre af den medicin, hun fik.

”Jeg havde da godt hørt om det, men jeg var ikke klar over, at det var noget, man stadig brugte. Jeg havde et billede af, hvordan det var i gamle dage, måske fra en film.”

Jeg spørger, hvordan det konkret er foregået.

”Du skal faste fra klokken 22 om aftenen. Så vågner du om morgenen og venter på en portør, der skal køre dig ned til behandling i din seng. Det syntes jeg altid, var lidt underligt, så jeg insisterede på at sidde op i min seng.”

”Behandlingerne foregår i kælderen. Du bliver kørt ned ad sådan en gang, ned i en kælder. I loftet er der rør til varme og vand. Man kommer ind i et rum uden vinduer, og sengen bliver parkeret. På væggene er der naturbilleder, og der bliver spillet noget musik, som jeg tror, skal virke beroligende.”

”Det virker som verdens mindste rum, fuld af mennesker. Der står måske otte mennesker omkring én. Én måler blodtryk, én måler hjerterytmen, én sætter elektroder fast på tindingen. Der er måske seks-otte elektroder i alt, og man får også elektroder på brystkassen og anklerne. De bliver sat fast med sådan noget gel, som gør, at man er helt klistret ind bagefter.”

”Lægerne spørger om en masse ting, hvad man hedder og ens CPR-nummer. Så kommer anæstesilægen og giver bedøvelse i en sprøjte og siger: ’Tænk på noget rart.’ Og så falder man i søvn.”

Marie Nørby Madsen trækker vejret ind.

”Man vågner op et helt andet sted. Den første gang skulle jeg kaste op. Man er fuldstændig anspændt i kæberne. Lidt forvirret. Og rød dér, hvor elektroderne har siddet. Det er ikke forbrændinger, men det føles lidt derhenad.”

Marie Nørby Madsen fik 15 elektrochokbehandlinger i den tid, hvor hun var indlagt.

”Jeg startede op i behandling samtidig med en medpatient, der kun fik tre-fire behandlinger. Hun kunne mærke, at hun fik det meget bedre hurtigt. Men sådan var det ikke for mig. Da jeg havde fået de 15 behandlinger, valgte man at stoppe, da der ikke var nogen effekt.”

En af de sidste gange, Marie Nørby Madsen fik elektrochok, gik der noget galt med bedøvelsen.

”Jeg fik narkosen og kunne mærke, at min krop blev slap, men mit hoved sov ikke. Jeg kunne mærke, at de satte bideskinnen i min mund. Det er ellers noget, de venter med, til man er bedøvet. Én sagde: ’Vi er klar.’ Det var først dér, jeg mistede bevidstheden.”

”Det var ligesom sådan en drøm, hvor der sker noget, du ikke vil have, skal ske, men du er ude af stand til at råbe folk op. Jeg kunne ikke råbe: ’Vent, vent, vent!’.”

Elektrochokbehandlingerne blev stoppet, til dels fordi Marie Nørby Madsen udviklede angst, når hun skulle bedøves. Hun har svært ved selv at vurdere, om der også kom noget godt ud af det. Efterfølgende startede hun op på noget medicin, hun ikke havde haft effekt af før elektrochokkene. Og den begyndte at virke.

”I løbet af nogle uger, måske en måned, blev jeg et helt andet menneske og kunne pludselig se et håb.”

Samtidig var hun inde i et godt forløb med kognitiv terapi hos en psykolog. Hun blev udskrevet som rask, men senere ramte depressionen hende igen.

”Jeg var nok groet ret meget fast i forestillingen om mig selv som patient og havde svært ved at se meningen med mit liv, hvis ikke jeg skulle være dét.”

Maries historie inkluderer også et selvmordsforsøg. En nat gik hun halvt i søvne ud på badeværelset og tømte alle sine pilleglas, hentede et afskedsbrev, hun havde haft liggende i en skuffe. Det var hendes mor, der fandt hende efter at have forsøgt telefonen et utal af gange.

”Jeg har jo fået fortalt, at politiet samlede alle glassene, og nogle af dem har måske været halvtomme. Men jeg røg altså til udpumpning og havde en kort indlæggelse på en hjertemedicinsk afdeling bagefter. Mit hjerte havde det ikke godt.”

Nogen tid efter var det, som om noget lysnede. Marie Nørby Madsen blev sluset ud af det forløb, hun var i. I dag går hun hos en psykiater, der kan skrive recepter til antidepressiv medicin, som hun tager.

”Hvis man spørger mig i dag, så er jeg rask,” siger hun og tilføjer, at hun nok har et anderledes begreb om ”rask” end mange andre.

”Jeg kan godt leve et meningsfuldt liv med den diagnose, jeg har. Og jeg er enormt opmærksom på, hvor meget jeg kan tåle af pres. Jeg ved for eksempel, at noget af det, jeg har brug for, er at have alenetid. Og så må jeg skræddersy min hverdag, så jeg kan få det.”

Noget af det, hun er mest stolt af, er, at hun er blevet mor. Datteren, som i dag er to og et halvt år, fik hun alene, ved hjælp af en donor, og det går godt. Hun kan være presset, men så tager hun sine forholdsregler og beder om hjælp.

Marie Nørby Madsen med datteren Esther.

Forældrene hjælper hende også, når hun har svært ved at nå at hente datteren i vuggestuen, for Marie Nørby Madsen er begyndt at arbejde næsten fuld tid på den psykiatriske afdeling på Frederiksberg Hospital. Her er hun såkaldt “recovery mentor” og hjælper andre med psykisk sygdom. Hendes forældre og bror har i øvrigt også fået hjælp til at håndtere sygdommen i form af psykologsamtaler og grupper for pårørende.

”Det har været svært for min bror, at jeg var syg. Han har nok brugt min mor ret meget, og vi har et godt forhold i dag, men der har været meget langt imellem os i de perioder, hvor jeg havde det mest dårligt,” siger hun.

Jeg tænker, at det lyder som min farmor og Kirsten nærmest én til én. Men tænk nu, hvis nogen havde talt med min farmor og min oldemor om det dengang, hjulpet dem?

”Noget af det bedste, jeg har gjort, er at inddrage min familie. Det betyder rigtig meget for en persons evne til at komme sig. Og sygdommen rammer jo alligevel aldrig kun den enkelte, vel?”.

For at komme den angst til livs, som elektrochokket affødte, har Marie Nørby Madsen for nylig været inde og overvære en elektrochokbehandling af en kvindelig patient. Det kom i stand via hendes arbejde. Hun så patienten blive lagt i narkose, få bideskinnen sat ind og krampe op, før musklerne afslappedes.

”Det var faktisk godt for mig. Det hele tog ganske få sekunder. Og bagefter kunne jeg fortælle hende, at det faktisk var ganske fredeligt.”

Hun smiler og ser ud over haven, hvor par ruller rundt med barnevogne. En tumling på løbecykel skøjter forbi på stien foran os.

Jeg fortæller Marie Nørby Madsen, at jeg har læst lidt op på årsagerne til skizofreni, men at jeg ikke er blevet meget klogere. Det er noget med nogle signalstoffer i hjernen, men der er også en ”genetisk komponent”, der dog måske kun udløses ved ”miljøbelastning”. Jeg spørger hende, hvordan hun egentlig ser det: Er der noget i hendes hjerne, der er sat forkert sammen?

”Jeg kan godt lide at tænke på det på den her måde,” siger hun.

”Man ved, at hjernen har en kapacitet, og at min hjerne måske har lidt for meget kapacitet på nogle områder. Og at det kan kamme over nogle gange i noget, der er psykotisk. At hjernen lige forstår dét mere.”

”Jeg har ikke mødt et eneste menneske i psykiatrien, som ikke har været intelligent. Der er så mange mennesker, som er kreative og dybt intelligente i deres tænkning om verden. Og at dén intelligens nogle gange krænger over i et niveau, hvor man ikke kan være i verden. Det er så dér, man bliver syg.”

Én af de tegninger, Marie lavede i den tid, hvor hun var syg.

Et par uger efter har jeg endelig fået lavet en ny aftale med museumsleder Beinta Eriksen på det tidligere sindssygehospital Oringe. Vi mødes på museet og går derfra over mod kirkegården, der er tilknyttet hospitalet.

Selve kirkegården er bare en græsplæne. Her ligger omkring 1000 mennesker begravet, men deres grave kan ikke ses, for de blev markeret med trækors, der i dag er rådnet væk. På kirkegårdens højeste punkt er nogle af stedets overlæger gennem tiden begravet under store granitsten.

I kapellet er der sat nogle stolerækker frem foran et lille alter. Der lugter fugtigt som i en kirke, der ikke er varmet op. Beinta Eriksen låser af og bevæger sig over mod sektionsstuen for at låse os ind der. Stuen er i dag den eneste af sin slags fra de gamle sindssygehospitaler, der er bevaret.

Solen stråler varmt og gult ind ad vinduerne og lyser det kolde stålbord i midten af rummet op.

Spindelvævet hænger under loftet. Beinta Eriksen undskylder.

”Her trænger godt nok til at blive gjort rent. Men det er os, der skal gøre det. Og det er ikke et rum, man har lyst til at opholde sig i alt for meget, vel?”.

Det er her, patienterne på Oringe er blevet obduceret, når de døde. På obduktionsbordet har der ligget et væld af mennesker. Kirsten har også ligget her.

I den ene ende af stålbordet er der et afløb, der fører ned på terrazzogulvet og tegner en flod af hvide kalkaflejringer mod en rist. I den anden ende er en hvidmalet træklods med en runding, der passer til et menneskes baghoved. Der er små, aflange savmærker i den.

På et bord bagved obduktionsbordet står nogle firkantede brune kasser. Beinta Eriksen låser én af dem op med en lille nøgle og viser en hvid plasticspand frem, før hun lukker låget i igen.

”Hjerneforsendelse”, står der på det skilt, der hænger ved nøglen.

5. Spand nummer 738

T orsdag er hjernesamlingsdag for patolog Martin Wirenfeldt Nielsen.

Det er ikke hver torsdag, han bevæger sig helt ned i kælderen under Syddansk Universitet, men ret ofte må han derned. Der er måske lige noget, der skal tjekkes. Nogle spande, der skal flyttes tilbage efter at være blevet taget ud af rækken, eller et arkivskab, der driller og har sat sig fast.

Nogle gange skal han vende noget med Mie Kristine Just Pedersen, der er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet. Hun er her faktisk i dag, nede i kælderen. Hun sidder ved et stålbord allerbagerst i rummet og studerer mikroskopibilleder på sin bærbare computer. Helt alene, sammen med 9479 velbevarede menneskehjerner.

Men nu går den tunge dør ud til gangen op: En journalist, en fotograf og en patolog træder ind.

Det er tredje gang, jeg besøger patologen og hjernesamlingsbestyreren Martin Wirenfeldt Nielsen på universitetet i Odense i min jagt efter at finde ud af, hvorfor og hvordan min farmors søster Kirsten døde som bare 24-årig i 1951. Første gang, vi mødtes, var lige efter min sygeplejerskemor spontant havde nævnt, at ”de måske har gemt Kirstens hjerne”.

Patologen og
          hjernesamlingsbestyreren Martin Wirenfeldt Nielsen
Martin Wirenfeldt Nielsen er lektor i klinisk patologi ved Syddansk Universitet og læge. Han har til daglig ansvaret for Hjernesamlingen.

Jeg måtte ikke komme med ned i hjernesamlingen, så vi sad og talte sammen i en atriumgård eller en sofa på det betongrå universitet de første gange.

”Det er meget sandsynligt, at den er der,” svarede Martin Wirenfeldt Nielsen, da jeg spurgte til, om Kirstens hjerne befandt sig under vores fødder, nede i kælderen.

”Der er rigtig mange hjerner fra patienter med skizofreni.”

Han kunne dog godt frygte, det ville blive svært at få det bekræftet, sagde han. Vi lod spørgsmålet ligge lidt, og Martin Wirenfeldt Nielsen gik i gang med at fortælle.

Historien om hjernesamlingen begynder i Besættelsens sidste år, i 1945. Her blev der ansat en ny ledende overlæge på det psykiatriske hospital i Risskov ved Aarhus, Erik Strömgren. Sammen med en islandsk forsker fra Aarhus Universitetshospital, Lárus Einarson, fik han en idé: at samle på menneskehjerner.

Den islandske anatomiprofessor Lárus Einarson. Foto: Aarhus Universitet

Hjernepatologisk Institut blev stiftet i 1945 af Strömgren og Einarson, og i et rum under hospitalet i Risskov blev den første spand med en menneskehjerne i snart stillet ind på en reol i mørkebrunt træ. Siden én til, og én til. Og inden længe var de to forskere oppe på hundreder af menneskehjerner. De kom fra alle de psykiatriske hospitaler i landet, og her var et væld af forskellige mennesker indlagt. Mennesker med demens, depression, skizofreni, men også mennesker med sygdomme af mere fysisk karakter, for eksempel Parkinsons sygdom. Indsamlingen af hjerner fortsatte frem til 1982, og samlingen voksede sig med sine 9479 hjerner til den største af sin art i verden

I dag ville den slags projekt ikke kunne have ladet sig gøre, siger Martin Wirenfeldt Nielsen.

”Vi læger laver langt, langt færre obduktioner af afdøde i dag, end vi har gjort. Dels fordi det oftere er helt åbenlyst, hvad folk dør af. Vi har scanningsteknikker, der giver det indblik i kroppen, man ikke havde dengang.”

”Men en del af det skyldes altså også en radikal ændring i tænkemåden omkring individets ret.”

”I gamle dage var obduktion en naturlig del af det at dø på et sygehus. I dag tænker vi individet som ukrænkeligt. At vi kan bestemme alt, eller i hvert fald det meste, omkring, hvad der sker med os, selv. Dengang blev hverken patienterne selv eller de pårørende nødvendigvis spurgt om lov til en obduktion. Det blev bare gjort,” fortalte han.

Mens obduktioner i dag ofte laves for de pårørendes skyld – typisk hvis der er uklarhed omkring dødsårsagen – så lavede man dem, dengang Kirsten døde, af andre grunde.

”Man havde et helt andet setup omkring døden, end vi har i dag, og det er hele grundlaget for hjernesamlingen. Man obducerede ikke for de pårørendes skyld, men for lægernes. For at de kunne blive klogere.”

Hjernesamlingen var dog ikke kun videnskabsnørderi. Den var også et forsøg på at besvare et problem, det var i alles interesse at få løst, understreger Martin Wirenfeldt Nielsen.

”Man havde en gruppe borgere i Danmark, som man havde svært ved at hjælpe, og som havde sygdomme, man virkelig ikke vidste, hvor kom fra. Der var en desperation omkring de psykiske sygdomme, som havde været der længe.”

”Der skete noget med folk, som man slet ikke forstod. Og blandt andet derfor begyndte man at tage deres hjerner ud og undersøge dem. Det essentielle ved hjernesamlingen er, at man gemte hjernerne med henblik på at kunne undersøge dem igen på et senere tidspunkt, hvor man havde fået mere viden omkring sygdommene og nye og bedre videnskabelige teknikker.”

Jeg spurgte Martin Wirenfeldt Nielsen, hvordan det konkret var foregået. Han svarede, at det skulle ske i hvert fald inden for 24 timer, efter døden indtraf.

”I dag må vi først obducere ved det, der hedder sene, sikre dødstegn: dødspletter, dødsstivhed eller forrådnelse. Men vi ved, at når hjernerne skulle udtages, så gik der nogle gange ikke mere end seks timer.”

Hvis Kirstens hjerne var taget ud på sektionsstuen på Oringe, var hun altså næsten ikke blevet kold, før det var sket. Martin Wirenfeldt Nielsen forklarede, hvordan man tager en hjerne ud.

”Først skærer man huden op. Man gør det bagfra, så den ligesom kan foldes over til panden. Herpå tager man en sav og skærer kraniekalotten af.”

Han viste med en pegefinger bag ved højre øre, hvor saven blev sat til, førte fingeren rundt om baghovedet, op til det venstre øre om foran og sluttede cirklen ved højre øre igen.

Så holdt han hænderne frem, som om han greb om en usynlig, rund form.

Kranie
Kranie med overskåret kalot og redskaber brugt ved obduktion.

”Så kan man løfte hjernen ud. Den har en konsistens, der er lidt ligesom budding. Den er meget blød. Man vil kunne se, om der er nogle helt umiddelbare tegn på dødsårsagen her. Det kan være en tumor eller en stor blødning for eksempel.”

”Og så sætter man kraniekalotten på igen, krænger huden tilbage og syr sammen.”

Kasser

På bordet bag obduktionsbordet i sektionsstuen på sindssygehospitalet i Oringe stod nogle brune kasser med hvide spande i. Det er de originale ”hjernekasser”, hvori de bløde hjerner blev lagt, det øjeblik de var taget ud. I spanden var en fikserende væske, der gjorde det lettere at skære hjernen i skiver.

Kasserne blev sendt med postvæsenet til Risskov. Her ventede man som regel et par uger, før man tog hjernerne ud, skar dem i skiver og lagde dem i den endelige opløsning af formalin. Dele af særlig interesse blev indstøbt i paraffin, sat på små træklodser og gemt for sig.

Der kom flere og flere hjerner til. Især i 1950’erne og 1960’erne blev der indsamlet mange. Først i 1982 stoppede indsamlingen af økonomiske årsager.

Det hele blev registreret i det, Martin Wirenfeldt Nielsen kaldte for ”de sorte bøger”, en slags protokoller, forskerne på Hjernepatologisk Institut førte.

Min mor nævnte, at hun havde læst i aviserne for et par år siden, at samlingen havde været ”lige ved at blive smidt ud”. Og det er faktisk sandt nok, sagde Martin Wirenfeldt Nielsen.

For da det psykiatriske hospital i Risskov lukkede i 2017, opstod der debat om samlingens relevans.

Det havde der egentlig været løbende gennem årene. Blandt andre Kristeligt Dagblad har tidligere været med til at rejse debatten om, hvorvidt hjernerne fortjener en ordentlig begravelse.

Hjernesamlingen til debat på forsiden af Kristeligt Dagblad i december 2005. Siden gik den daværende sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen, og Det Etiske Råd ind i sagen.

For hvor etisk er det egentlig at gemme på ligrester på den måde? Hjernerne blev, i de første årtier af samlingens eksistens, taget uden de pårørendes samtykke, og hjernernes ejermænd havde med største sandsynlighed ikke forestillet sig, at en del af deres krop skulle blive bevaret på den måde.

Sagen er af flere omgange blevet taget op i Det Etiske Råd, og her er det især hensynet til de pårørende, der er blevet diskuteret. Burde man opsøge de pårørende til de mennesker, hvis hjerner var taget? Burde de have besked? Til sidst besluttede rådet, at det ville være forkert at sætte et opstøvningsarbejde i gang. En del af ligningen var også, at de pårørende bliver færre og færre – langt størstedelen ville i dag være et godt stykke over 100 år.

Det var dog ikke så meget etik, der fyldte i 2017, da samlingen sidst var ”i fare”, men praktiske hensyn og økonomi, sagde Martin Wirenfeldt Nielsen. Til sidst blev det, efter et opråb fra hjerneforskere i ind- og udland, besluttet, at hjernesamlingen skulle bevares, men i tilknytning til Odense Universitetshospital i stedet. Placeringen endte med at være her, i kælderen under Syddansk Universitet.

”Argumenterne imod at bevare samlingen gik meget på ressourcerne til det. Det er en dyr samling at vedligeholde. Men den er også vigtig. Vi kæmper stadig med at få ressourcer nok til at yde den retfærdighed. Noget af det, jeg bruger allermest tid på, er at skrive fondsansøgninger,” forklarede han.

Det siger noget om prioriteringen af forskning i psykisk sygdom i dag, tilføjede han.

”Tænk, hvor progressive man faktisk har været dengang! Hjernesamlingen var et nationalt prestigeprojekt, som blev beskrevet i medierne. En stor ting, lidt på samme niveau, som man i dag laver kampagner imod kræft og hjertesygdomme. Man vidste, at det med psykisk sygdom var noget, der lå folk på sinde. Og man vidste, det var i hjernen, løsningen skulle findes. Alene det, at man tog sig tid til at undersøge hjernerne, er meget progressivt i forhold til den opmærksomhed, vi skænker psykisk sygdom i dag.”

Man kan ikke umiddelbart se forskel på en hjerne fra en patient med skizofreni og én uden, forklarede han.

”Men hjernen er kompleks. Vi ved faktisk ikke ret meget om, hvordan den virker. Vi ved godt, at en hjernecelle kan sende elektriske signaler til en anden, og det er noget af det, der har været forsket i netop i forhold til skizofreni. Man mener, at der er noget med de signalstoffer, hjernen udsender, som virker anderledes. Men der er langt derfra og til at forstå, hvordan det kan betyde så meget for en persons tanker og følelser, som det gør.”

”Dem, der startede hjernesamlingen, har tænkt: ’Vi ved ikke ret meget nu. Men det kan være, om 50 år, så kan vi se noget andet, end vi kan nu.’ Den ydmyghed synes jeg, er ret fantastisk. Og vi kan jo faktisk se meget mere i dag. For bare at nævne et par eksempler så har vi meget avancerede scanningsteknikker, hvormed vi kan undersøge nogle områder af hjernen. Og sådan noget som det genetiske, arvelighed i sygdommene, det har vi langt større mulighed for at undersøge i dag, blandt andet ved at rense dna fra hjernerne op.”

Den islandske forsker Lárus Einarsson underviser på Aarhus Universitet. Han var i 1945 med til at stifte hjernesamlingen.

Martin Wirenfeldt Nielsen blev ved med at sige, at det var meget sandsynligt, at Kirstens hjerne var i samlingen, hendes historie taget i betragtning. Men han havde ikke mulighed for at undersøge det, simpelthen fordi samlingens forskellige dele ikke er blevet registreret og gjort digitalt søgbare endnu.

”Til mange af hjernerne er der knyttet en såkaldt hjernejournal. For eksempel bare sådan noget som at kunne søge andre oplysninger frem om en hjerne: alder, køn, har personen haft andre sygdomme, det kræver et enormt arbejde.”

Så var det, han kom i tanker om ”de sorte bøger”, protokollerne fra Hjernepatologisk Institut, der i dag administreres af Rigsarkivets afdeling i Viborg.

”Har du prøvet at søge indblik i dem? Hvis hjernen er udtaget, vil hun stå der. Og der vil være et nummer på den spand, hendes hjerne er i,” sagde han.

Jeg spurgte, om Kirstens hjerne, hvis den altså var der, ville kunne bruges til forskning. Martin Wirenfeldt Nielsen svarede, at det var ved at blive afklaret, om hjernerne af ældre dato er i en god nok stand til, at de kan bruges, men at han selv regnede stærkt med det.

”Vi ved, hun har haft skizofreni. Vi kan for eksempel se på hendes dna, om der er genforandringer i hendes genom, som kan genfindes i andre patienter. Noget andet er, at de hjerner, som er af ældre dato i samlingen, som hendes, aldrig har været i berøring med psykofarmaka. Vi ved, at medicin forandrer hjernen, hvis man tager det over længere tid. Og dér er de ældre hjerner i samlingen unikke,” sagde han.

Jeg gik hjem og lavede en ansøgning til Rigsarkivet. Et par uger efter kom der svar.

”738”, stod der i venstre kolonne, og ud for det:

”Kirsten Abildtrup.”

Hjernesamlingen

”Jeg var nede og tjekke i sidste uge, og spanden er der,” siger Martin Wirenfeldt Nielsen og går hen langs arkivskabene.

”400, 600, her skal vi ind.”

Jeg følger efter. Og så står jeg foran den. En hvid plasticspand med Kirstens hjerne i og sprittuschtallet 738 udenpå. Jeg spørger, om vi må åbne, men Martin Wirenfeldt Nielsen ryster på hovedet.

”Hvis vi havde haft et stinkskab hernede, kunne vi måske have gjort det. Det er noget af det, vi arbejder på at få.”

Han forklarer, at der inden i den store hvide spand er en mindre gullig spand, som var den originale, Kirstens hjerne blev lagt i. De ekstra hvide spande er en nødvendighed, for formalinen er begyndt at trænge igennem den gamle plastic.

”Og det er altså skrappe sager. Man kan blive helt svimmel af bare at åbne den yderste spand.”

”Du må godt tage den ud,” siger Martin Wirenfeldt Nielsen så.

Jeg tager forsigtigt fat om spanden og løfter den ned på gulvet. Den føles ikke anderledes end den spand maling, jeg slæbte ind fra værkstedet derhjemme for nylig. ”Humant væv i formaldehydopløsning 4 procent,” står der på låget.

Martin Wirenfeldt Nielsen går lidt væk. Og så er det, jeg pludselig får lyst til at holde om spanden. Ae den og sige, det hele nok skal gå.

Jeg lader fingrene glide hen over støvet på låget og lægger håndfladerne omkring det hvide plast. På en sær måde føles spanden som en del af mig, mit materiale. Jeg løfter den op og sætter den tilbage på sin plads mellem de andre spande.

Jeg viser Martin Wirenfeldt Nielsen den side fra ”de sorte bøger”, jeg har fået tilsendt fra Rigsarkivet. Jeg spørger ham, om man ud af dem kan se, hvordan hun døde.

”’Seq. lobotomiae’, står der. Det betyder egentlig bare, at hun har fået en lobotomi, ’det hvide snit’,” siger han.

”Så står der ’status epileptica’, og det betyder epileptisk anfald, sandsynligvis i flertal.”

”’Stasis et oedema acuta cerebri.’ Det betyder, at man ved at undersøge hjernen har fundet en ophobning af blod i blodkar og en form for væskeansamling.”

”Hvis man skulle udlede noget af det, så er det, at hun har fået et krampeanfald, som hun er død af. Og det er følgerne af det, man ser i hjernen.”

Patologen tripper lidt, han skal videre til et møde på hospitalet og er allerede sent på den. Bagerst i rummet taler fotografen med den ph.d.-studerende Mie Kristine Just Pedersen.

Martin Wirenfeldt Nielsen aftaler med ph.d.en, at hun kan lukke os ud. Hun skal alligevel sidde her lidt tid endnu.

”Bare I lover ikke at lave nogen ulykker,” siger han og går.

Mie Kristine Just Pedersen er neurobiolog og i gang med et ph.d.-projekt om Parkinsons sygdom. Hun er nødt til at sidde i kælderen, for det er ved hjælp af hjernejournalerne, der ligger i arkivkasser hernede, hun kan se, hvilke hjerner hun kan inkludere i sin forskning.

Det væv, Mie Kristine Just Pedersen bruger, er små stykker hjerne, taget ud fra parkinsonspatienter og indstøbt i paraffin. På sin telefon viser hun, hvordan man let kan omstøbe hjernestykkerne i ny paraffin og en holder, der passer til det moderne laboratorieudstyr, hvorpå helt tynde snit af hjernevævet kan skæres. Vævet klargøres til mikroskopianalyser og undersøges på en computer.

Hjernevævet, som Mie Kristine Just Pedersen bruger til sin forskning, skæres i ultratynde skiver og lægges på en glasplade, hvorefter det dryppes med kemikalier for at fremkalde en farvereaktion. På et mikroskopibillede ser man tydeligt sygdomstegnene i hjernen: de mørkebrune klumper og streger, der viser hvor et særligt protein, alfa-synuklein, der er knyttet til Parkinsons, optræder. Mikroskopi: Kristina Bang Christensen

På den bærbare viser hun, hvordan bestemte områder i vævet lyser op. Det, hun leder efter, er et helt bestemt protein, som man mener, er knyttet til Parkinsons sygdom.

Hun er begejstret over samlingen og har allerede et opfølgende forskningsprojekt i tankerne. Det involverer nogle af de ældre hjerner i samlingen, dem, der har fået “det hvide snit”. Hun vil undersøge en teori om, at proteinet kan ”vandre” fra én del af hjernen til en anden, og der kan de hjerner, hvor forbindelsen mellem den forreste og bagerste del er overskåret, bruges.

Sammenholdt med hjerner, der ikke har fået “det hvide snit” kan hun – måske – levere opbakning til ”vandringsteorien”. Hun fortæller, at der er en anden ph.d.-studerende, som netop skal til at gå i gang med et forskningsprojekt om skizofreni ved hjælp af hjernesamlingen.

Fotografen og jeg er på vej mod udgangen, da Mie Kristine Just Pedersen pludselig råber fra bagerste del af lokalet:

”Det var nummer 738, I sagde, ikke?”.

Hun kommer ud på gangen med en brun papirpose i hænderne. Hun piller den lille papirklips af og hælder en syv-otte små, brungule klodser ud på sit stålbord.

”Der var lidt mere af hende hernede,” siger hun og smiler, mens vi vender og drejer klodserne i hånden.

Hun forklarer, at det er meget forskelligt, hvad det er for ”særlige dele”, der er blevet udtaget fra hjernerne og støbt ind i paraffin.

På hver træklods står Kirstens nummer og hvilken del af hjernen, vævet er taget fra. Én står der ”thalamus” på, på en anden står der ”polus front”. På den største klods står der ”hippocampus”. Mie Kristine Just Pedersen peger på en lille, peanutformet brunlig plet i hjernevævet fra hippocampus.

”Lige dér,” siger hun.

”Det er der, minderne sidder. Eller, det er der, de bliver processeret.”

Hippocampus fra Kirstens hjerne. Denne del af hjernen essentiel for lagringen af information i hjernen, hukommelsen.

Da vi kommer udenfor igen skærer sollyset i øjnene. Jeg tænker, at tiden er kommet til, at jeg skal tale med min farmor igen. Men hvordan overbringer jeg sådan en besked?

6. Noget, du bør vide

G lasdøren til farmors plejehjemsstue står åben ud mod haven. Det er godt et år siden, vi første gang talte om hendes lillesøster, Kirsten, der døde som 24-årig. Jeg besøger hende nu, fordi jeg har besluttet mig for at fortælle, hvad jeg har fundet ud af: At Kirstens hjerne stadig findes. At jeg har stået med den i hænderne.

I dagevis har jeg gået og bygget formuleringer oppe i hovedet:

”Farmor, der er noget, jeg skal sige til dig.” ”Farmor, det her kommer til at virke ubehageligt.” ”Farmor, nu må du ikke blive bange.”

Jeg har vendt mine kvaler med min norske veninde, der er jurist og forfatter. Jeg synes, det virker som lidt af et spring at gå fra at tale om minderne om Kirsten til at tale om hendes meget konkrete, fysiske hjerne. Hvad har jeg rodet mig ud i?

”Du kunne jo også vælge at se det sådan, at du fortæller din farmor noget, hun bør vide,” var min venindes kommentar.

”Hvis ikke hun skal have den viden, hvem skal så?”.

”Hej skat,” siger min farmor, da jeg banker på ruden og stikker hovedet indenfor.

Jeg har ikke kunnet finde et svar på, præcist hvad der skete, da Kirsten døde, men jeg er blevet klogere på meget.

At være psykisk syg i 1940’erne var ikke for sjov. Lægerne har gjort ting ved Kirsten, vi i dag synes, er grufulde. Men jeg har også fundet ud af, at det er for sort-hvidt at skyde skylden på ”de onde overlæger”. De gjorde det, de gjorde, i den bedste mening.

Og selvom psykiatrien, som den ser ud i dag, bestemt ikke er et rosenrødt sted, så er der to ting, der synes at være blevet markant bedre: opmærksomheden omkring de pårørende og hjælpen til patienterne til at blive en del af samfundet på en god måde, med deres sygdom i bagagen.

I dag er det heller ikke hverdag, at et menneske dør i ”systemet” på den måde, Kirsten gjorde. Det tætteste, jeg er kommet på en konklusion, eller at nogen har taget et ansvar for Kirstens dødsfald, er noget, Jesper Vaczy Kragh fortalte mig om.

Jesper Vaczy Kragh

Han har skrevet flere bøger om psykiatriens historie og er seniorforsker på Københavns Universitets Center for Humanistisk Sundhedsforskning. Han ledte mig på sporet af et statsligt direktorat, der engang førte kontrol med sindssygehospitalerne. Direktoratet for Statshospitalerne, hed det.

Psykiatrihistorikeren fortalte, at utilsigtede dødsfald på hospitalerne blev registreret. Sagerne blev arkiveret under koden ”S8”. ”S” står for selvmord og ulykker, fortalte han.

I Rigsarkivet hjalp en arkivar mig frem til et kartotek over sagerne, ordnet efter efternavn. Jeg fik en lille, firkantet kasse med kort, som jeg bladrede i. Under A fandt jeg ”Abildtrup, Kirsten”.

Under hendes navn, nogle numre og koder stod det, jeg næsten vidste allerede:

”Patient død 23 aug 1951. Chokbeh.”

Kartotekskort

Under oplysningen havde nogen tegnet en bølgestreg.

Så besluttede jeg mig for at besøge Jesper Vaczy Kragh på Københavns Universitet. Vi fandt et bibliotekslokale, hvor vi kunne tale sammen i fred og ro.

Han kunne godt huske Kirsten fra de journaler, han havde forsket i.

”Hun døde jo meget ung,” som han sagde.

Jeg slog min computer op og viste ham billedet af det, jeg havde fundet i ”de sorte bøger”, og han gennemgik hjernelægernes notater.

”Jeg forstår det sådan, at hun er død af følgevirkninger af lobotomien,” sagde han.

Altså, “det hvide snit” var det, der slog hende ihjel.

”Og jeg har set det samme ved flere af de andre lobotomerede patienter fra Oringe. Når de var opereret, dannede der sig arvæv inde i hjernen, og det gjorde, at de kunne få nogle meget kraftige epileptiske anfald. Det var der en del, der ikke overlevede.”

Han havde, forklarede han, haft fat i Kirstens nu forsvundne journal i forbindelse med bogen om “det hvide snit”, der blev lavet i 2010, og gjort sig notater til en database. Men han kunne ikke tale om dem, da tilladelsen til, at han i sin tid kunne se journalerne, blev givet til forskning. Han kunne kun tale i generelle vendinger.

”Det kan være hårdt for pårørende at læse i journalerne, og man skal være opmærksom på, at lægerne nogle gange skrev ret nedsættende om patienterne. Men det er også livshistorier. En journal som din farmors søsters vil være cirka så tyk her,” sagde han og målte 10 centimeter af med fingrene.

Jeg havde godt tænkt, at det var noget skidt, hvis journalerne fra Oringe er forsvundet, Kirstens deriblandt. Men så sagde Jesper Vaczy Kragh noget, der gjorde det endnu værre.

”De indeholdt også alle patienternes breve. Hvis din farmors søster har fået breve fra familien, så vil de være der. Nogle gange er de måske blevet konfiskeret, hvis man mente, patienterne ikke havde godt af at læse dem. Men nogle gange fik de dem også at se.”

Min farmor har fortalt, at hun og Kirsten skrev til hinanden, også under det sidste ophold, Kirsten havde på Oringe.

”Jeg kan huske, jeg fik et brev, hvor hun ønskede os tillykke med vores lille, ny pige,” har hun sagt.

Brev fra kirsten

I sommeren 1951 var min farmor og farfar flyttet ind på en gård ved Kjellerup i Midtjylland. Pengene var små. ”Vi havde ikke salt til et æg,” som min farmor siger.

Min farmor husker, at hun stod med min faster i favnen, da der rullede en taxa ind på gårdspladsen. På bagsædet sad mine oldeforældre.

Hun undrede sig: De var i gang med en rundtur hos deres børn i Jylland, og de havde lige været hos min farmor og farfar dagen før og var egentlig draget videre med toget for at besøge én af storebrødrene, Johannes, i Silkeborg. De havde planlagt et besøg på Oringe på vejen hjem. Det var første gang, min oldefar skulle besøge Kirsten der.

”De fortalte, at de hos Johs havde fået en opringning fra Oringe, at Kirsten var død under behandling. Og så kørte de igen.”

Min farmor husker de næste par dage lidt sløret. Den ældste af storebrødrene og hans hustru rejste til Oringe for at hjælpe mine oldeforældre med at gøre Kirsten klar. Og så husker hun, at hun og den tætteste storebror, Johannes, fandt ud af, at de begge dagen før Kirsten døde, havde drømt om hende.

”Jeg drømte, at hun døde, og at mor ved begravelsen stod op og takkede Gud for, at han havde taget hende. Johannes havde drømt, at Kirsten kom med min mor og far hjem til Bornholm.”

Det gjorde Kirsten: Hun blev ikke begravet på Oringe under et trækors, men på kirkegården i Rønne den 28. august 1951.

”Far fandt en sten formet som Bornholm til hende.”

Familiegravsted
Familiegravstedet i Rønne.

I kirkebogen fra Rønne Kirke har Viggo Nielsen, der nu er provst, ført Kirsten ind nederst på en side under overskriften ”Døde kvindekøn”. I den yderste kolonne til højre under ”anmærkninger” står der ”status epilepticus post convulsiones artificiale”: epileptisk anfald efter kunstige kramper. Der står også ”Scizophrenia gn. 10 år”.

Min oldemor døde fem år efter Kirsten i 1956, min oldefar døde i 1964. De lå i mange år sammen med Kirsten, indtil gravstedet blev sløjfet omkring 2010. I kassen i sommerhuset derhjemme lå dog et par fotografier, min farmor har taget af graven i 1990’erne. Kirstens sten ligner rigtignok hendes fødeø.

Efter Kirsten døde, havde min farmor og farfar nogle hårde år med mange flytninger, små børn og få midler. Min farmor var i mange år bange for, at hun kunne være blevet ”smittet” med Kirstens sygdom. At hun var den af de syv søskende, der ville bære det videre, fordi de havde boet på værelse sammen som børn.

”Jeg tænkte, jeg måtte være den eneste af os, det gik videre igennem. Måske fordi jeg havde været så nær hende. Og da jeg så mødte din farfar, sagde jeg: Du skal vide, hvordan det er. Men det slog han hen. Sådan er det, når man er forelsket.”

Da jeg besøger min farmor på plejehjemmet for at fortælle om hjernen, spørger hun selv til, om jeg har fundet ud af mere om Kirsten.

Vi taler lidt om, hvor langt jeg er nået, at der stadig er meget, der er uvist, fordi journalen fra Oringe er forsvundet. Hun har fundet endnu et album med gamle billeder fra barndomstiden, min oldemors kamera, der igen har knipset derudaf.

Farmor og Lise kigger på billeder

Så får jeg taget tilløb:

”Men jeg har en ting, som jeg egentlig syntes, jeg burde fortælle dig, som jeg har fundet ud af med Kirsten,” siger jeg.

”Ja,” siger hun.

”Det er sådan én af de lidt medicinske ting, der…”

”Det er, at hun ved sin død blev obduceret. Det gjorde alle, der døde på et hospital dengang. På alle hospitaler.”

”Man har undersøgt hende. Og det, man så også har gjort, er, man har faktisk taget hendes hjerne… ud.”

”Nej!”.

”Jo.”

”... og bevaret den.”

”Nej!”.

”Jo. Og den findes faktisk endnu.”

”Er det så for, at de kan finde ud af, hvad sygdommen er?”, spørger hun.

Jeg går i gang med at forklare, at det var helt normal praksis på et sindssygehospital dengang. At man tog hjernerne ud og fik dem lagt i noget bevarende væske. Sendte dem til Risskov. Undersøgte dem. Og fik dem registreret.

”Man har faktisk lavet en samling på 9000 hjerner fra psykiatriske patienter i Danmark. Med henblik på forskning. På at blive klogere på…”

”Hvad det er,” siger hun.

”Ja.”

Jeg forklarer, at man i begyndelsen måske troede, man kunne se nogle fællestræk på hjernerne fra mennesker med skizofreni, depression eller demens. På den samme lidt mekaniske måde, som når man troede, man kunne kurere sygdommene med en operation. Men at man også vidste, at man ingenting vidste om sygdommene, at man måske ville vide mere på et senere tidspunkt – og at det så ville være godt at have hjernerne.

”For eksempel har du engang tænkt, at det smittede. Det ved man i dag, at det ikke gør,” siger jeg.

”Men det arvelige?”, spørger hun.

”Det er ikke det arvelige alene, der gør det.”

Hun sukker.

”Jeg havde det jo sådan i min ungdom, at det nok var mig og ikke brødrene, der arvede det. Men det er jo noget sludder.”

Jeg forklarer, at jeg har været ovre at se hjernesamlingen og talt meget med ham, der administrerer den, om, at der er et stort potentiale for forskning i psykisk sygdom den dag i dag.

”Det må jeg nok sige. Du går til den,” siger hun tørt.

Vi griner lidt.

”Jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, at de fik hende med hjem. Hvornår er hun så blevet obduceret?”, spørger min farmor.

Inden for 24 timer efter hendes død, svarer jeg.

”Aha, ja så kan det jo godt lade sig gøre.”

”Og de kunne godt fjerne hjernen, uden at man så det?”.

”Det kunne de nemlig, for de kunne sy hende sammen.”

Så er det, som om hun samler sig lidt.

”Jeg kan da også godt forstå, at de ville det dengang. For at komme det nærmere. Det synes jeg, jeg godt kan forstå.”

En uges tid efter er jeg igen på plejehjemmet. Jeg har tænkt på, at det var lidt af et foredrag, jeg fik givet min farmor, sidst vi sås, og en voldsom oplysning oveni. Hvordan har hun haft det?

”Ja,” siger hun.

”Jeg har da tænkt.”

Hun fortæller, at hendes besøgsven, Regnar, kom, dagen efter jeg var der. Hun fortalte ham om Kirsten, om mig og mine skriverier. Det var godt at tale lidt om det hele med ham, siger hun. Men det med hjernen?

”Det har jeg syntes, var mærkeligt.”

”Som forskningsobjekt kan jeg da godt forstå det… Regnar synes også, det er godt. Jo, jeg er sikker på, det er det rigtige.”

Jeg spørger, hvad det er, hun synes, er mærkeligt.

”Jamen, det er tanken. Fordi det er så mange år siden. Det har jeg jo ikke sådan vidst, at man overhovedet kunne. Eller gjorde. Jeg havde ikke forestillet mig det.”

Tanken om, at hjernen er blevet taget ud så kort tid efter, at Kirsten er død, er også drastisk, synes hun.

”Det er lige bagefter, at hun har forladt os.”

Vi taler længe om detaljerne. Om hvordan man gav elektrochok, hvordan hjernerne er bevaret, om de er i sprit, i glas, om de kan bruges til noget. Jeg forklarer hende, hvordan der ser ud nede i hjernesamlingen, hvor Kirstens hjerne hviler i en spand fuld af formalin.

Min farfar blev brændt, efter vi sagde farvel til ham ved rustvognen. Kirsten blev begravet, men hendes hjerne findes stadig. Min farmor og Kirsten voksede op i et kristent hjem, og troen har fyldt meget i min farmors liv sidenhen.

Jeg spørger min farmor, om hun tror, hun skal møde nogen af dem igen.

”Det er jo svært,” siger hun.

”Jeg tror på noget åndeligt, som pludselig forlader legemet, idet mennesket dør. Der er jo det med sjælen. Hvor går den hen? Dét er et mysterium. Der vil jeg gerne tro, at det er noget, Gud tager sig af. Men jeg ved det ikke.”

Epilog

E n langhåret gut toner frem på skærmen på min telefon. Det er Simon Anhøj, læge og ph.d. i neuropsykiatri ved Syddansk Universitet. Sammen med patologen fra hjernesamlingen, Martin Wirenfeldt Nielsen, og nogle andre forskere har han i nogen tid gået og brygget på et større forskningsprojekt, der skal handle om skizofreni og gøre brug af hjernerne i hjernesamlingen.

De vil grundlæggende undersøge, hvorvidt skizofreni er en langt mere biologisk hjernesygdom, end man hidtil har troet.

De skal se på tre forskellige ting: patienternes helt tidlige udvikling, ved hjælp af modeller af hjerner i fosterstadiet, deres tilstand omkring de første psykoser, der typisk viser sig omkring 20-årsalderen, og sidst men ikke mindst skal de undersøge hjernerne fra afdøde skizofrenipatienter.

Alt sammen for at understøtte en teori, man egentlig har haft længe: At skizofreni i virkeligheden er en slags udviklingsforstyrrelse, til dels bestemt af de gener, vi fødes med.

Simon Anhøj er lidt tilbageholdende med at dele for mange detaljer. Det skyldes, at projektet fortsat er under udvikling, og at de er ved at søge fondsmidler. De vil gerne vil være så sikre som muligt på at gøre det hele rigtigt. De skal holde et møde med en stor dansk fond i begyndelsen af oktober 2021.

”Jeg skal lige nå at blive klippet inden,” griner han.

Også han må ret ofte ned i kælderen under Syddansk Universitet for at tjekke noget. Så står han der mellem arkivskabene og de hvide spande og kan ikke rigtigt forstå, at han er omgivet af mere end 9000 menneskeskæbner. Men han fyldes også af en fornemmelse af, at svaret på skizofreniens gåde findes i netop dette rum.

Mirkotom
Mikrotom, der bruges til at skære ultratynde snit af hjernevæv, så det kan scannes ind og analyseres på computeren. Foto: Julie Due Sørensen

Han fortæller, at den undersøgelse af de ældre hjerner i hjernesamlingen, den der skulle se på, om de overhovedet var i en stand, så de kunne bruges til forskning, er godt i gang. Og han har en god nyhed til mig.

”Det ved vi nu, at det kan de,” siger han.

”Skizofreni er blevet kaldt for ’the graveyard of neuropathologists’ (neuropatologernes kirkegård, red.). Der er så mange, der har prøvet at løse mysteriet uden held, og det er ikke, fordi jeg tror, der er en enkel biologisk forklaring på det. Måske er det en meget kompliceret forklaring, der findes. Nu står vi så her og tror, vi kan komme med et bidrag. Men der kan vi så sige, at hjernesamlingen i den grad kan komme i spil, fordi det er langt den største ’sample’ af hjerner fra mennesker med skizofreni i verden. Og hjernerne i samlingen er meget velbeskrevne.”

Jeg spørger, om Kirstens hjerne vil kunne bruges.

”Uden tvivl.”

Tak til Jesper Vaczy Kragh, Beinta Eriksen, Bent Gaardbo, Martin Wirenfeldt Nielsen, Marie Nørby Madsen, Mie Kristine Just Pedersen, Simon Anhøj og ”farmor”, Inger Abildtrup Søgaard. Til minde om Kirsten Abildtrup og Christian Edward Sogaard.

Kreditering

Tekst: Lise Søgaard

Tilrettelæggelse: Sara Gro Vagtholm, Mikkel Møller Jørgensen og Lise Søgaard

Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Øvrige fotos: Lennart//TT//Ritzau Scanpix, Roy Ooms/Ritzau Scanpix

Design og kode: Sara Gro Vagtholm

Digital redaktionschef: Stinne Andreasen

Publiceret den 30. september 2021