Knudemanden

Kristian Graubæks største oplevelse af kærlighed er med hans datter, Ane. Hun er tre år, og han så hende senest for mere end et halvt år siden, den 11. juli sidste år.

Ane kom fra København med sin mor og Kristians forældre for at besøge ham på det gods på Langeland, hvor han bor og arbejder som naturforvalter. Bedsteforældrene stod i perlegruset ved hans hus, da han kom hjem fra en tur i området.

Kristian skråede over den store græsplæne foran godsets hovedbygning og gik gennem en hvid låge mod sit eget hus, da Ane og hendes mor kom ud af hoveddøren.

Ane havde en grå undertrøje med cyklamenfarvede korsblomster på, hendes hår hang løst, tjavset og sneblondt, og Kristian følte den glæde, alle forældre kender, da hun stak armene frem og snubleløb gennem gruset hen mod sin far.

”Hun var så glad, sådan oprigtigt glad for at se mig. Jeg blev rørt. Og stolt. Det var en meget større glæde, end jeg ellers kender til, en fed, altomfavnende følelse. Hun er det menneske, jeg nogensinde har haft de stærkeste positive følelser over for,” siger han.

Men det er seks måneder siden, han så hende sidst.

Arrangementet omkring Ane er specielt. Forældrene har aldrig været i et forhold. Datteren er skabt i en slags regnbuefamilie fordi især moderen, men også Kristian, gerne ville have et barn, og aftalen var fra begyndelsen, at moderen fik den fulde forældremyndighed. Men hans egne forældre ser barnebarnet hver anden uge, og Anes mor har opfordret ham til, at han og Ane har mere kontakt.

Godset Skovsgaard ligger på den sydlige del af Langeland. Hovedbygningen er slotsagtig, med tårn og spir af irgrønt kobber, og foran den ligger de gamle avlsbygninger, lader, småhuse og Kristians forvalterbolig.

Der er 800 meter til nærmeste nabo, og der bor ikke andre på godset end ham og hans dansk-svenske gårdhund, tæven Ino. Kristan flyttede ind i august forrige år, men:

”Kan vi ikke bare sige, at jeg har boet her i tre uger”, siger han i sjov.

Huset er på omkring 180 etagemeter. Køkkenet er firkantet og stort, frosset fast som en tidslomme fra 1980’erne med elementer i gulligt bøgetræ og trægulv, der er lakeret, så det ser ud som laminat. Her hænger en tallerkenrække uden tallerkner og fire fyrfadslys står direkte på spisebordet i en plamage af stearin.

Kristians indretning spejler hans interesser, kun tilføjet de mest essentielle møbler. Væggene i stuen er dekoreret med store stykker træ, han har fundet i naturen, to af dem er eg, som er udhulet af en sjælden bille. Her står to terrarier med jordslået glas, for tiden er de tomme, men i det ene vil han have biller, og i det andet har der været krebs.

På stuebordet ligger et fiskehjul, en saks og et net med appelsiner.

Kristian ligger på siden i en sofa af isblåt, imiteret læder. Han har lysegrå joggingbukser og en mørkeblå hættetrøje på. Han er 180 centimeter høj og vejer knap 70 kilo, men han ser større ud. Arme og overkrop er muskuløse, men på en smidig, atletisk måde, for det er hverdagens arbejde, der former hans krop.

Han har kraftigt, rødblondt hår, der er samlet i nakken i en knold.

Han udpeger i alt fire kærester og et par elskerinder (det vil sige længere forhold men ikke af formel ”kæreste-karakter”) som de vigtigste blandt de mange, han har haft, siden han var omkring 21 år.

Kæresteforholdene har varet mellem halvandet og fem år.

De første to gik Kristian fra uden egentlig at ville det. Men han var ked af det over andre ting i hans nære familie, ”og jeg kunne ikke rumme det mere”, opsummerer han.

Det er en følelse, han finder udtryk for på mindst syv forskellige måder, mens han taler om sine kvinder:

”Det blev bare for meget.”

”En mental allergisk reaktion, hvor man bare vil væk.”

”Det føles sådan elektrisk-agtigt på en træls måde.”

”En mental bræk-refleks,” siger han også.

Det var ikke kvinderne, Kristian følte sig frastødt af, uddyber han.

”Men det er som en numerisk værdi. Det er lige meget, om følelserne er plus eller minus. Det er bare summen af dem. Jeg skal bare væk.”

De næste to kvinder var det også Kristian, som forlod. Med begge kvinder gik han i tanker om at flytte sammen. Men begge gange var der omstændigheder, der krævede overvejelser, og som især handlede om, at Kristians job ofte har placeret ham i afsidesliggende egne, og om kæresterne kunne og ville tage med.

De spørgsmål vendte han alene, og han kom frem til, at det aldrig ville gå.

”Jeg inddrog hende ikke. Jeg kom frem til en tanke, og den lød fornuftig, så den accepterede jeg. Jeg overvejede ikke, at der kunne være andre scenarier, at hun kunne have tanker om, hvordan det hele kunne foregå,” siger han i et udsagn om den ene, som han lidt efter gentager med næsten samme ord om afslutningen på det andet forhold.

I dag synes han ikke, at nogen af de fire beslutninger var rigtige på det tidspunkt, de blev taget. Men når Kristian én gang har taget stilling, ser han sig ikke tilbage.

”Jeg havde allerede inde i mig selv taget den smerte, der fulgte med og var kommet videre. Følelserne var afklarede. Der var lukket,” siger han om sin sindsstemning, når han er gået.

Han har en mappe med kærestebreve, han har fået gennem tiden. De fleste er skrevet i hånden med omsorg og kvindelig finesse: Her er skrevet på postkort, sirligt foldede papirlapper, ubrugte kaffefiltre, gammeldags brevpapir med blomster på, og ét af dem er skrevet på siderne fra et modeblad.

For Kristian føles relationerne uoverskuelige. Brevene afslører, at han på den anden side er både dragende og frustrerende svær at nå for de kvinder, der er kommet nogenlunde tæt på ham.

”Kristian, sagen er, jeg elsker dig. Bliver du nervøs nu?”, skriver en elskerinde i et brev, der mere giver indtryk af hendes egen nervøsitet ved bekendelsen.

Igen og igen forsikrer kvinder Kristian om, at de ikke vil presse ham til mere, end de ved, han kan magte.

”Mine tanker kredser om dig hele tiden (…) Jeg er blevet så glad for dig, men (…) jeg ville blive så ked, hvis jeg skulle miste dig på grund af en eller anden tåbelig idé om, at vi skulle have noget mere fast sammen,” skriver én.

Her er også et brev fra en af kæresterne skrevet på den dag, Kristian gik. Hun er uenig i beslutningen og vil gerne finde en vej videre for forholdet. Brevet slutter med en slags sammenfatning af, hvad både hun og Kristian udpeger som en del af hans problem:

”Du er dejlig, og du kan sagtens elske – du skal bare give dig selv lov.”

Tidligere på dagen hentede Kristian og jeg aftensmad i godsets ”køkkenhave”.

”Skal vi snuppe en skål og hente nogle grøntsager?”, foreslog han.

”Køkkenhaven” er en kæmpe mark, der støder op til godsets lindeallé. Vi kørte derud på ATV, og Kristian høstede rosenkål, palmekål, rødbeder og et par gigantiske gulerødder, der endnu ikke havde fået frost. En knoldselleri rengjorde han provisorisk med lommekniv i vand fra et dybt traktorspor på marken.

På vej tilbage speedede han op. Mudderet fløj i kager om ATV’en, mens hunden Ino galopperede ved siden af.

Næste dag er nytårsaftensdag. Kristian har en katamaran-jolle, og hans bil er en Ford Ranger Wildtrack (en ”hårdtarbejdende pickup” som ”især er populær i Australiens landskab”, læser jeg på nettet). Han spænder båden bag bilen og pakker den med telt, kogegrej, fiskeudstyr og brænde, han huggede i aftes, for i skoven, hvor vi skal campere, vil træet være vådt.

Sådan tager han på fisketur i weekender og ferier cirka 40-50 dage om året.

Om eftermiddagen sætter vi båden i Julsø sydvest for Silkeborg. På højre bred ligger velhaver-villaerne direkte ned til vandet. På den venstre og på øer spredt i det store sø-system er skovene. Tågedis ligger over både dem og vandet, og landskabet er stort nok til, at det føles, som om vi er på vej ind i en ægte vildmark.

Kristian lægger båden til ved en lejrplads i skoven. Han rejser sit eget telt og sætter min hængekøje op mellem to træer. Han hugger pæle af en træstamme med sin machete og spænder et regnslag fast til dem.

Jeg har også forberedt mig til denne tur, blandt andet har jeg talt med forskningsleder på Rigshospitalet Svend Aage Madsen. Han er specialist i mænds psyke, og i samtalen nævnte han ”the colonial father”, en figur fra den amerikanske fædreforskning, som også er gangbar i Danmark.

Denne kolonitids-far er familiens forsørger og forsvarer, en autoritet og børnenes opdrager. Men han er ikke en mand, som lader følelserne råde, dertil kræver dagligdagen noget andet; føleri er en dårlig valuta, når overlevelse er den benhårde prioritet og ditto arbejde – denne mands rolle er at holde ud, og det samme kan siges om en dansk vesterhavsfisker eller industriarbejder.

”De klassiske maskuline dyder. En

knudemand,” opsummerede Svend Aage Madsen.

Over for knudemanden står kvinderne, der bedre har kendt følelsernes sprog, blandt andet fordi de drog omsorg for børnene.

Og over for den gamle kolonitidsfar står også senere tiders ”daddy”. Han er den mere engagerede far og mand, som mange i dag stræber efter at være og i højere grad er end før.

Den gamle og den nye mande- og faderrolle er som to yderpunkter på et kontinuum: Den enkelte mand kan være mere eller mindre klassisk maskulin, mere eller mindre moderne og ”blød”, og sådan lyder altså én forklaring på det gab, der ofte er mellem mænd og kvinder, når det gælder snak om følelser – og på den panik, der griber en mand som Kristian, når forholdene bliver for intime.

Kristian voksede op ved et fuglereservat nær Rørvig. Hans far var skovløber, og moderen passede hjemmet. Kristian har få minder fra sin barndom. Han husker, at faderen tog ham med på kano- og fisketure, men ”han har skisme ikke lavet meget mad”, siger han.

Moderen var ofte syg med feber, måske kørt ned af at holde sammen på hus og børn alene, i hvert fald var hun ”ikke disponibel”, mindes han.

Det er næsten for let at genkende Kristian i den koloniale faderfigur, og det ligger også lige for at pege ud, hvordan han er havnet dér:

”Jeg synes lidt, jeg har manglet et mandligt forbillede,” siger han.

Han vil gerne have det anderledes. Han udpeger hurtigt et par venner og en barndomskammerats far som de forbilleder, han har i dag: Den ideelle mand er én, ”der tager tid fra sig selv til at være sammen med børnene og ikke bare til højdepunkterne”, siger han. Én som er ”mentalt til stede” for sin kæreste.

”Jeg kunne godt tænke mig at være mere end stenaldermanden, som bare sørger for at fange nogle dyr og grave kartofler op og så lader mor om resten,” siger han.

De seneste år har Kristian kun haft elskerinder, ingen kærester. I lange perioder tænker han, at de mindre forpligtende forhold passer bedre til hans livsstil og temperament:

”Med dem plukker man det bedste fra alle hylder frem for at købe en hel reol.”

Og dog spejder han altid efter ”kæreste-potentiale”. Han tøver ikke, da jeg spørger, hvad hans vigtigste minde om kærlighed er: Det er datteren Ane.

Alle de bedste minder handler om familie. Engang var han på en udflugt med en elskerinde og hendes børn, fortæller han om en anden oplevelse. Han husker dagen i detaljer; hvilken retning vinden kom fra, hvad han legede med børnene, og langt senere tog han et foto af stedet for at have et minde om den dag.

Gennem flere år fortalte en anden elskerinde Kristian om sit familieliv.

”Jeg følte mig lidt som en vindueskigger: at stå uden for og betragte en familie. Det er lidt creepy. Mine oplevelser af familie er gennem andres. Når jeg nævner de oplevelser, er det vel et udtryk for, at jeg godt selv kunne tænke mig at være en del af en familie,” siger han.

Han er i en proces, tror han nok. Nogle ting har han lært gennem årene.

”Det er banale ting som for eksempel at min egen holdning om, hvordan tingene bør være, ikke er nok. Når der ikke er enighed om, hvad der er verdens bedste ting, så taler man videre om det. Jeg har lært at blive i samtalen, selvom den er træls.”

Han ved også, at den slags kræver øvelse. I flere omgange har han gået til psykolog. Samtalerne har mest handlet om, at forholdet til familien var svært, også som voksen.

”Men det har også hjulpet mig til, at jeg er blevet mere klar over, at jeg ikke talte det sprog dér. Det er ikke et program, man bare kan installere, det kommer ikke fra den ene dag til den anden at kunne tale om følelser. At erkende det er vel egentlig ret langt i forhold til at lære det,” siger han.

”De kommer også hos mig,” bekræftede mandepsykologen Svend Aage Madsen, da jeg talte med ham: ”De her utilgængelige mænd, der trækker sig fra nære relationer.”

Han mener, at mænd og kvinder er kommet ud af sync siden kvindernes frigørelse. Kvinderne har udvidet deres rolle gennem årtier, så de i dag gaber over både et ude- og hjemmeliv, og de har fået ny status i kraft af uddannelse og økonomi.

Og med et halvt århundredes efterslæb er mændene omsider i en lignende proces. Mange kæmper i dag for at udvide deres rolle, så den rækker ind i nogle af kvindernes gamle domæner: Omsorgen for børnene og hele det sprog, det ofte er nødvendigt at kunne tale for at være i forhold med disse kvinder i dag.

”Det er en stor omstilling. Og den er i sin højeste omsætningshastighed lige nu,” siger Svend Aage Madsen.

Klokken er snart 18.00 på lejrpladsen ved søen. I villakvarteret på den anden side af søen fyrer de raketter af. Lyden har frit spil over vandet, bragene runger i skoven. I pauserne hører man isen synge: Det er en forunderlig lyd i flere lag, på en gang tæt og intens som en flok ænder, der snadrer i kor, og samtidig som lyden af rislende vand.

Det er for længst blevet mørkt. Vi har lavet bål i grillen. Kristian har lagt sin telefon op ad en kævle, om lidt skal vi se Dronningen tale. Vi drikker champagne, vi har stukket ned i brinken ved søen for at køle den.

Spørgsmålet er, hvad Kristian venter på? Godt nok er Ane mest sin mors, sådan er aftalen. Men ingen forhindrer ham i at se hende mere, tværtimod. Hun er hans største oplevelse af kærlighed og glæde, han kan bare række ud.

”Hvorfor ringer og skriver jeg ikke mere til dem? Jeg ved det ikke. Det kunne jo være et alternativ til, at du sad her til nytår,” svarer han.

Hvorfor tænkte du ikke på det?

”Fordi jeg tænker på mig selv.”

Det er vel at tænke på dig selv, det er jo det, du ønsker?

”Jeg er glad for hende, og jeg er glad for, at hun har det godt hos sin mor. Jeg ved det ikke, så tænker jeg bare på noget andet. Det er svært at beskrive en ubevidst handling. Det er sjusk. Jeg skal bare stramme op!”, udbryder Kristian.

Jeg forstår den ikke, hans mangel på handling. Han kan hugge et træ med machete og slå lejr i en skov en vinternat, men han kan ikke tage de skridt, der skal til for at nærme sig den relation, han selv peger ud som den vigtigste i sit liv.

Er det noget med, at den her udholdenhed og praktiske handlekraft, du har så meget af – den kommer til kort, når du skal handle i et følelsesmæssigt domæne? Når det ikke gælder om at tumle naturen og bide tænderne sammen, så farer du vild i opgaven?

”Det er ikke en urimelig tanke. At jeg holder mig tilbage, fordi jeg er usikker. Det er lidt som at være ordblind i følelser. Jeg ved ikke, hvad der er op og ned. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte.”

Så du lader bare stå til?

”Ja. I stedet for at prøve mig frem og se, hvad der sker,” siger han.

Så siger han, næsten som en plan, om Ane og hendes mor:

”Jeg må finde en måde at holde dem inde i loopet. Så de er i min dagligdag. Så det er en standardting at ringe og sige hej, og hvis det så ikke lige passer, så gør det ikke så meget, for vi talte jo sammen for to eller fem dage siden. Det skal op i tempo, så er der også mere plads til fejl. For når det er så sjældent, jeg tager kontakt, så føler jeg også, at det skal være så perfekt som muligt.”

Nytårsmorgen er vi oppe før klokken 8.00. Træerne på den anden side ses som en mørkelilla kolos, konturerne er visket ud i disen. Kristian koger vand i sin Trangia og filtrerer kaffen ved at lade grumset synke til bunds.

Vi er på vandet, endnu før det er helt lyst. Inden frokost har Kristian fanget tre gedder på hver fem-seks kilo og sat dem ud igen.

”Men lur mig, om jeg ikke er på vippen,” siger han: ”Møder jeg den rigtige en dag, så hugger jeg til. Så siger jeg: ’Nu gør jeg det, nu vil jeg det her’.”