Elisabeth er født adelig og komtesse, men voksede op i et gult parcelhus, går til spejder og bor nu i kollektiv



23-årige Elisabeth er fra Faaborg og egentlig ret almindelig. Men hendes titel som komtesse af adelsslægten Knuth har åbnet døre for helt særlige oplevelser



Tekst: Laura Kold. Foto: Michala Bøgetoft
17. januar 2019

Facebook
Twitter


 



Majsolen brænder udenfor, og Elisabeth tørrer sine håndflader af mod kjolens stof. Hun retter på håret og forsøger at synke klumpen i halsen. Endelig går dørene op, og hun træder stille ind i det grønne værelse på Vallø Slot. Hun husker, at hun skal vente, indtil slottets kurator har præsenteret hende:

”Stiftsfrøken, komtesse Elisabeth Knuth,” kundgør han højt og tydeligt ud i lokalet.

Elisabeth går frem og tager imod hånden, der bliver rakt hende. Hun har det ene ben let foran det andet og bøjer langsomt ned i knæ. ”Ikke kigge hende i øjnene. Husk, blikket skal være lige frem!”, råber tankerne inde i Elisabeths hoved, mens hun nejer for Dronningen.

Elisabeth rejser sig op og fortæller på regentens opfordring om sit liv og interesser. Da der er gået præcis otte minutter, nejer Elisabeth igen og forlader lokalet.



 
Elisabeth står som nummer to fra højre. Privatfoto.
 




Scenen udspiller sig i maj 2018. Elisabeth er 23 år og komtesse, født ind i den adelige slægt Knuth. Ved sin fødsel blev hun indskrevet som stiftsfrøken ved det adelige jomfrukloster Vallø Stift på Østsjælland. Det betyder, at hun, lige siden hun blev født, har vidst, at hun efter sin 18-årsfødselsdag skulle i audiens hos stiftets protektor: Dronningen.

Men tiden med Majestæten gik alt for hurtigt, og Elisabeth kludrede i ordene.

”Man bliver godt nok ramt af ærefrygt, når hun sidder der foran en og kigger dig i øjnene og forventer, at du siger noget. Der blev jeg pludselig nervøs,” siger Elisabeth Knuth og griner lidt.

For Elisabeth er, trods det adelige efternavn, som de fleste andre 23-årige. Hun har gået i en almindelig kommuneskole, hendes mor er social- og sundhedsassistent, og hendes far er maskintekniker. Hun er vokset op i et gult parcelhus i Faaborg og går i byen og til spejder i sin fritid. Elisabeth læser på universitetet og bor i kollektiv, og hun spiser også spegepølse på sin rugbrødsmad. Alligevel er der tilføjet et lille ekstra krydderi i hendes opskrift.

Hun er en del af den moderne adel. En generation, ofte uden godser, herregårde eller slotte i familien, der lever helt jævne lønmodtagerliv til hverdag. Men nogle få gange om året giver det blå blod Elisabeth mulighed for at opleve helt specielle ting.

Det var Elisabeths farfars halvsøster, Ellen Knuth, kaldet ”tante”, der i sin tid bad om lov til at betale for at indskrive Elisabeth ved Vallø Stift.



 

 

Vallø Stift - hvad er et jomfrukloster?

 Vallø Stift er en selvejende institution oprettet af dronning Sophie Magdalene i 1737. Stiftet havde oprindeligt som formål at hjælpe og understøtte ugifte døtre af de danske adelsslægter. Derudover skulle Vallø Stift udføre socialt arbejde i lokalsamfundet.

 Mod et beløb kunne frøkenerne indskrives ved jomfruklosteret og modtage ”lomme-penge” eller flytte ind på slottet. Den praksis fortsatte langt op i 1900-tallet, indtil man i 1976 stoppede indskrivningen. I 2004 genoptog man traditionen, og siden er 93 unge stiftsfrøkener indskrevet.

 I dag modtager stiftsfrøkener ikke penge fra Vallø Stift, men et bånd, en broche og invitationer til forskellige arrangementer. Reglerne for jomfruklostrene lyder, at man ikke længere er stiftsfrøken, når man indgår ægteskab, eller hvis man bliver mor enten ved fødsel eller adoption.

Kilde: ”Adel i vor tid” og Vallø Stift



 
Det var tante Ellen, der i sin tid fik Elisabeth indskrevet ved Vallø Stift. Som stiftsfrøken modtager man et bånd og stjerne, som skal bæres ved bestemte lejligheder, men leveres tilbage, hvis man bliver gift og ikke længere er ”frøken”. Privatfotos.
Som stiftsfrøken modtager man et bånd og stjerne, som skal bæres ved bestemte lejligheder, men leveres tilbage, hvis man bliver gift og ikke længere er ”frøken”. Privatfoto.
 




Tante Ellen er 84 år og den sidste ”virkelige stiftsdame”. Det vil sige den sidste ugifte adelige frøken, der blev indskrevet ved Vallø Stift før 1976, som bor på Vallø Slot i dag. Tante Ellen er et livstykke, hun er berejst og har været i det meste af verden. Da hun blev træt af at arbejde, og helbredet skrantede, flyttede hun ind på slottet og har boet her lige siden. I hendes køkken hænger mange billeder og souvenirs fra eksotiske steder. Og så har hun plads. Hun har, lige så længe Elisabeth kan huske, inviteret til store familiefødselsdage og -fester på slottet, hvor man måtte overnatte i tårnværelsernes stålsenge med halmmadrasser, hvis man havde langt hjem.

Men festerne var ikke, som man forestiller sig, adelige fester er flest; de var ikke med rød løber og guldkaret. For selvom den danske adel er større end nogensinde, og i dag tæller over 7000 personer, så er langt størstedelen helt almindelige danskere født med et fint efternavn.

Godt halvdelen af den danske adel er bosat i Danmark, mens den anden halvdel bor og lever over hele verden – så langt væk som USA, Canada og Argentina. Kun omkring en femtedel af adelen har i dag titler såsom greve eller komtesse, og endnu færre, kun omkring to procent, lever på en herregård.

”De adelige er ikke en særlig stand længere. Der er ingen privilegier tilbage – kun begrebet – en tom titel, om man vil. Størstedelen er smeltet sammen med de almindelige borgere. Adelen har tilpasset sig, og det er derfor, den findes endnu,” siger Mogens Kragsig, historiker ved Syddansk Universitet, hvor han har forsket i adelen.



 
Tante Ellen og Elisabeth kigger i gamle fotoalbums. Privatfoto.
 



Til hverdag tænker Elisabeth da heller ikke ret meget over, at hun er adelig. Her fylder studiet, veninder og familie langt mere. Men til store familiefester på slottet, hvor Ellen bor, eller når Vallø Stift inviterer stiftsfrøkenerne til historiske arrangementer eller intimkoncerter, kommer hun alligevel i tanke om det adelige blod og familiens gamle slægtshistorie.

At hendes far, farfar og deres fædre før dem er født med blåt blod i årerne betyder, at hun har god mulighed for at lære mere om familiens fortid og arvegenstande.

”Det demokratiske samfund, vi har i dag, strider jo mod det adelige og adelens tidligere rettigheder. Derfor skal det ikke fylde alt for meget i min selvforståelse, at jeg er adelig. Det er ikke en vigtig del af min identitet. Men det er en vigtig del af at forstå, hvor jeg kommer fra, og hvad min fars familie kommer af. Og malerierne og møblerne er man da også nysgerrig over for,” siger Elisabeth Knuth, mens hun bladrer i nogle familiealbum.



 
Elisabeth har flere gange gennem sin barndom besøgt Vallø Slot sammen med sin mor, far og storesøster. Men til daglig tumlede de rundt i stuen i parcelhuset i Faaborg. Privatfotos.
 




Elisabeths familie har generationer tilbage ejet flere godser og herregårde, og arvingerne efter Elisabeths tipoldefar så, med udsigten til at arve besiddelserne, ud til at være født med en guldske i munden. Men tipoldefaderen satsede forkert og tabte mange penge på ejendomsspekulationer. Han måtte sælge fra, og Elisabeths oldefar og senere slægtninge kom aldrig til at eje et gods.

Men arvegenstande er der nok af, og malerier og møbler går stadig i arv i familien. Elisabeth er vokset op med en farmor og farfar, der boede på en stor gård fyldt med mange gamle møbler. Bedsteforældrene knoklede for pengene og drev flere store frugtplantager på Fyn, og med et ønske om at leve et beskedent og arbejdsomt liv brugte farfaderen aldrig sin titel som greve. Den livsstil tog Elisabeths far til sig, der som barn af 1960’erne og 1970’erne oplevede et egalitært samfund, hvor man ikke skulle tro, at man var bedre end andre.

”Mange medlemmer af den danske adel er 1960’er- og 1970’er-forskrækkede,” forklarer Anna von Lowzow, formand for Dansk Adelsforening, og fortsætter:

”Dengang var der ikke et nysgerrigt syn på adelen, som der er i dag. Der blev set ilde til en, hvis man tilfældigvis var født greve, for ’hvorfor var man dog det, og man skulle i hvert fald ikke tro, at man var bedre end andre’. Det ramte mange hårdt, og man valgte, at den, der lever stille, lever godt.”

Den tabte formue og ønsket om ikke at stikke ud betød for Elisabeth en barndom i Faaborg i et almindeligt murstenshus. En tryg og kærlig barndom, hun ikke ville bytte for noget. Alligevel synes hun, at det er sjovt at fortælle om sit ophav.

”Jeg har lært fra min far, at man ikke skal rende rundt og spille overlegen. Var jeg lige så beskeden som min far, så ville der nok ikke være så mange af mine venner, der vidste, at jeg er adelig,” siger Elisabeth.

”Men skal jeg være ærlig, så synes jeg, det er sjovt at fortælle om, når jeg møder nye mennesker. Ikke fordi de skal tænke, at jeg er eller kan noget særligt, men fordi det er en sjov ting at fortælle. Min familie er meget gammel, og jeg ved meget om den, og det adelige giver mig nogle gange nogle muligheder, og det synes jeg er spændende.”



 
Selvom man skal helt tilbage til Elisabeths oldefars brors efterkommere for at finde en herregård i familien, har både Elisabeths mor, søster og hun selv altid fundet det sjovt, at familien bærer en lang kulturarv. Privatfoto.
 




Adelen i Danmark er retligt anerkendt og indskrevet i Grundloven, men den har ingen formelle privilegier tilbage. Adelstitlen giver ikke nogen fordele i køen, hverken ved lægen eller i Netto.

I senmiddelalderen var adelen en magtfuld og rig stand, der ejede omkring 40 procent af den dyrkede jord. Men i 1660 led den det første knæk. Borte var skattefrihed, eneretten til godserne og de politiske embeder, og med Grundlovens tilblivelse i 1849 var adelen tæt på helt at blive afskaffet.

”Det mest bemærkelsesværdige ved adelen er, at den stadig eksisterer. Nu er der gået 170 år siden Grundloven, og det er ejendommeligt, at man politisk i demokratiets navn ikke har sagt, at det vil vi ikke have,” siger lektor i historie Lars Bisgaard fra Syddansk Universitet.

I Norge afskaffede man adelen allerede i 1821, og også i andre europæiske lande som Italien og Tyskland er adelstitlerne afskaffet, mens de stadig findes i Sverige, Storbritannien, Spanien, Holland og altså Danmark, hvor Frederik den Syvende i 1849 var mest tryg ved at bevare den.

Adelen er fulgt med den moderne udvikling og er i dag en integreret del af samfundet. Men få traditioner såsom rangsystemet, og at nogle adelige er inviteret til Dronningens nytårskur, lever videre.

Men er det et privilegium at møde Dronningen eller at holde familiefødselsdage på et slot? Nogle vil sige ja, andre nej.

”Det er da et privilegium, at tante Ellen frit har kunnet bo på Vallø Slot så længe og invitere familien forbi. Jeg føler mig også privilegeret ved at være indskrevet. Det giver mig mulighed for at blive inviteret med til særlige arrangementer,” siger Elisabeth.



 
Vallø Slot, der ligger lidt syd for Køge på Sjællands østkyst.
 



Adelsstanden regner ikke sine titler og rang som et privilegium. Det er en formalitet, siger greve Henrik Holstein, der har skrevet en bog om den moderne adel.

”Man kan måske godt diskutere, om titler og det at sige ’godt nytår’ til Dronningen er et privilegium. Men man regner ikke adel, titel og rang for privilegier i sig selv, for det er en tom titel i dag.”

Andre ville måske argumentere for, at de to adelskollegier i København, hvor kun adelige unge studerende kan flytte ind, er lidt af et privilegium. Elisabeth Knuth ser det i hvert fald som en personlig fordel, hvis hun vil rykke til hovedstaden og studere.

Spørger man formanden for Dansk Adelsforening, Anna von Lowzow, om det at hilse på Dronningen og have billige studielejligheder i København ikke er privilegier, svarer hun:

”Jo, men jeg ved ikke, om det er et privilegium at have adgang til at trykke hånd med Dronningen. Studieboligerne er en fordel ved at være medlem af foreningen, men det er et privatretligt emne. Det er vores, foreningens, private ejendom, og vi bestemmer, hvem der kan bo der. Ligesom der findes 4. Maj Kollegier for frihedskæmpernes efterkommere,” siger Anna von Lowzow.



 
Elisabeth krydser broen til Vallø Slot, som hun har gjort det så mange gange før i barnevogn.
 



Studier af, hvem der har magten i Danmark, viser dog, at adelen stadig har en vis indflydelse og magt. Sammen med topembedsmænd og toppen af erhvervslivet findes der nogle få adelige, der, grundet deres godser eller titler, har adgang til netværk, hvor landets mest magtfulde mødes.

”Vi opdagede 9 adelige blandt de 423 mest magtfulde i 2015. Der er cirka 3500 adelige bosat i Danmark. Det er mindre end en promille af befolkningen. Det betyder, at der burde være én adelig i magteliten – men der er ni. Det er en oversandsynlighed, og der er ingen tvivl om, at der stadig er en del af de mest privilegerede grupper i Danmark, der er adelige,” forklarer Christoph Houman Ellersgaard, adjunkt og eliteforsker på Handelshøjskolen i København (CBS) og en af forfatterne bag bogen ”Magteliten”.

Men den gruppe tilhører Elisabeth ikke. Hun er mødet mellem gamle traditioner og det moderne Danmark. Hun er bygget op af kontrasten mellem adelshistorie, arv og besøg på slotte – og livet i parcelhuset i Faaborg. Hun er, som hun selv siger, ikke født med en guldske i munden.

”Jeg føler ikke, jeg har haft en speciel barndom, fordi jeg er adelig. Jeg er lige så meget min mors familie, som jeg er min fars,” siger hun.

”Jeg tror faktisk, vi skal være taknemmelige for, at vi ikke har en herregård, vi er forpligtet til at gøre til vores livsprojekt. Vi har en større frihed i kun at have historien og de ting, vi har arvet, tilbage.”





 
 

KREDITERING