For 100 år siden vendte den danske krigsfange Jakob Hansen hjem fra Første Verdenskrig. Med sig havde han fortællingen om en flink gammel fransk dame. Historien plantede sig i børnene, som begyndte at opsøge faderens fortid. Samtidig jagtede en efterkommer af den franske dame de danske soldater og deres efterkommere
Sommeren 2002 kører tre biler fra Rødekro i Sønderjylland mod byen Aurillac i det centrale Frankrig. Tre ældre søskende er med deres ægtefæller på jagt efter deres fars historie. Deres far, Jakob Hansen, var nemlig soldat i den tyske hær under Første Verdenskrig – en tid han aldrig talte om. Lige med undtagelse af hans år i krigsfangelejren i Aurillac. Her havde han nemlig haft det strålende.
De tre søskende er især interesseret i at finde ét bestemt hus. Faderen havde nemlig ofte fortalt om et hus med den flinkeste gamle dame, der serverede ham supper, ost, vin og brød i sit store landkøkken, som tak for at han tjente hende godt. Krigsfangelejren, Jakob Hansen sad i, var ikke en normal, brutal arbejdslejr. Franskmændene havde nemlig forstået, at de dansksindede slesvigere ikke kæmpede for deres eget fædreland. I den ånd kom danskerne i en behagelig lejr, og de arbejdsdygtige mænd blev sat til at hjælpe på gårdene i regionen.
De tre søskende kan dog ikke finde det omtalte hus. Før hjemrejsen besøger de dog det lokale bibliotek og finder en artikel om de danske krigsfanger, skrevet af en dansker.
Oplevelsen i Frankrig har været stor, men lidt skuffede kører søskendeflokken hjem til Danmark. Jagten på faderens fortid har været en samlende mission for familien, men nu er den slut. Det tror familien i hvert fald. Hjemme igen kontakter familien forfatteren til artiklen om krigsfangerne, og den henvendelse kaster pludselig et spor af sig.
Men for at jagten overhovedet kunne begynde var deres mors død afgørende.
Barndomshjemmet emmer af minder og historier, da søskendeflokken i 2001 rydder op i forældrenes hjem på familiegården i Øbening, vest for Rødekro. Moderen var blevet tæt på de 100 år, mens faderen var død allerede i 1967. Siden da havde ingen talt om hans soldatertid i tysk tjeneste under Første Verdenskrig. Ikke fordi nogen havde nedlagt forbud om det, men børnene spurgte bare ikke moderen om emnet.
Under oprydningen finder børnene nogle bøger fra 1936 og 1937 ved navn Aurillac-bogen. I bogen fra 1937 er en beretning fra faderen, hvor han kort beskriver sin krigsdeltagelse i Første Verdenskrig og mere udførligt fortæller om tiden som krigsfange i den særlige lejr for tilfangetagne dansksindede slesvigere. I bøgerne er ovenikøbet billeder af faderen fra et besøg i Aurillac, da veteranforeningen i 1937 rejste tilbage for at besøge byen.
Datteren Karen Margrethe Jakobsen tager det aflange indrammede fotografi af Aurillac by ned fra sømmet over sofaen. Pludselig får hun en indskydelse.
”Skal vi ikke tage til Aurillac – alle sammen?”
Og på den foranledning begyndte børneflokkens jagt på faderens historie.
På omkring samme tid som Jakob Hansens børn i 2002 kører rundt i Aurillac for at opsøge deres fars fortid, er en 50-årig fransk advokat Jean Lelté fra Toulouse på jagt efter en tidligere dansk soldat, eller mere sandsynligt, dennes efterkommere. Fire år forinden fandt han nemlig et postkort i et gammelt familiealbum. Forsendelsen var adresseret til hans oldemor og dateret den 13. marts 1919. På forsiden af postkortet var den lille havn Høruphav på Als, hvor nogle små både fredeligt lå for anker. Bag på kortet stod skrevet på fransk:
”Det er længe siden, at De har hørt fra mig, og måske forbavses De over at høre fra mig. Hvordan har De det? Jeg håber, at De har det godt. Når jeg har sikkerhed for, at De modtager dette kort, vil jeg skrive et brev til Dem. Med mange hilsner, Deres P. Willesen.”
Jean Lelté nedskriver senere hele historien fra fundet af postkortet og den videre jagt, derfor kender Kristeligt Dagblad også fortællingen fra franskmandens side.
Jean Lelté undersøgte nøje kortet og fandt ud af, at det var sendt af en tidligere krigsfange, og at denne P. Willesen var dansker. Kortet satte gang i tankerne hos den franske efterkommer.
”Ved – ikke uden nostalgi – at betragte dette kort, som er et symbol på en verden langt tilbage og en afsluttet fortid – og alligevel fyldt med intense minder – kom en tosset idé op i mig. Hvorfor ikke finde forfatteren til dette postkort eller i det mindste medlemmer af hans familie? Garanteret næsten umuligt. Et dobbelt handicap frembød sig for mig. For det første afstanden. Tusinde af kilometer adskiller Frankrig fra Danmark. Og endelig, og endnu værre, tiden. Hvorledes finde sporet af nogen efter 79 år? Men umuligt – siger man – er ikke fransk.”
Jean Lelté, der har en stor interesse for krigshistorie, besøgte biblioteker og slog op i forskellige værker om Første Verdenskrig. Men ingen af dem nævnte danske krigsfanger. Franskmanden opsøgte kommunekontorer i regionen for at kigge i arkiverne. Men han fandt ingen omtale af danske fanger. Advokaten havde endda kontaktet veteranforeninger fra Første Verdenskrig, selvom han godt kunne se det udsigtsløse i, at mænd på mere end 100 år, der for omkring 80 år siden havde kæmpet ved fronten, skulle ane noget om danske krigsfanger midt inde i landet. Som forventet gav det spor heller intet resultat.
Jean Lelté er ved at opgive sit projekt om at ”fremmane sig tiden fra dengang”, indtil en ven sender ham en fotokopi af en artikel om de danske krigsfanger i Aurillac under Første Verdenskrig. Artiklen er signeret ”Hans Kappel”, inklusiv forfatterens adresse i Søndersø på Fyn, Danmark. Selvom artiklen er flere år gammel, skriver Jean Lelté i september 2002 et brev til Hans Kappel. Håbet er at kunne få et råd og blive hjulpet på rette vej i jagten på den danske soldat.
I efteråret modtager fynboen brevet fra Jean Lelté med historien om, at franskmanden er på jagt efter afsenderen af et postkort. Hans Kappel slår straks navnet Willesen op og finder på den måde Hans Willesen, der er søn af soldaten og afsenderen af postkortet, Peter Willesen.
Fynboen sætter Hans Willesen ind i historien og snart efter udveksler de to danskere og franskmanden talrige breve og fotografier fra fortiden. Jean Lelté beskriver det som, at de får genoplivet minder fra en svunden tid. Franskmandens drøm om at opspore efterkommerne til postkortet er blevet til virkelighed. Men franskmandens nysgerrighed er ikke stillet med brevvekslingen.
Jean Lelté vil til Danmark og møde Hans Willesen, efterkommer til efterkommer. Med Hans Kappels hjælp bliver der arrangeret et besøg på Als.
Da Jean Lelté og hans familie kommer til Sønderjylland, møder de uventet også to andre ægtepar, de ikke tidligere har hørt om. For til mødet er også inviteret andre med stor interesse for de sønderjyske veteraner fra Første Verdenskrig. Det er soldaten Jakob Hansens to døtre og deres ægtefæller. Sporet den danske familie havde fundet det foregående år i Aurillac, havde affødt deres indbydelse til at møde franskmanden.
Så dér sidder de i familien Willesens hjem i Hørup. Fem ægtepar, der med undtagelse af Jakob Hansen døtre og deres mænd, ikke kender hinanden. Jean Lelté beskriver mødet som en åbenbaring:
”Udover ordene, forstod vi hinanden. Vi havde så meget at fortælle hinanden, at udveksle minder, som ikke var vores, at dele øjeblikke, som vi ikke selv havde oplevet... Efterhånden som samtalen skred frem, omformedes ordene til billeder og fortiden fik nyt liv midt på denne milde dag i maj. Ingen af os havde kendt Agathe Pallut (Jean Leltés oldemor, red.), og alligevel talte vi om hende, som om vi kendte hende godt.”
Ægteparrene taler også om de afdøde fædres deltagelse i krigen og opholdet i Aurillac.
Men skæbnens ender flettedes for alvor sammen mellem Agathe Palluts og Jakob Hansens efterkommere, da en udpeger, hvor Jakob Hansen havde tilbragt en del af sit fangenskab.
På det tidspunkt har ingen i selskabet tænkt over, at Peter Willesen og Jakob Hansen havde arbejdet i samme sjak. Så da fingeren på Michelin-vejkortet peger på området La Monselie, hvor Jakob Hansen havde været gladest for at arbejde, falder brikkerne på plads.
”Jeg troede ikke mine egne øjne, og da jeg gjorde opmærksom på, at dette sted var netop der, hvor min oldemor Agathe boede, og hvor også Peter Willesen havde tilbragt sit fangenskab, fulgte latter, tårer, håndtryk og varme omfavnelser. Vi fik en intens følelse af at finde hinanden – at være i familie,” skriver Jean Lelté.
Jakob Hansens datter Karen Margrethe Jakobsen kan ikke lade være med at fælde en tåre.
”Min intuition fortalte mig, at Jens Lelté måtte være efterkommer af den gamle kone, som min far havde været så glad for.”
Endnu engang kører tre biler med soldaten Jakob Hansens børn og ægtefæller til Aurillac. Men denne gang viser familien Lelté dem rundt. Danskerne bliver budt inden for i Agathe Palluts stemningsfulde lavastenshus, som stadig er i Jean Lelté families eje. Her kan Jakob Hansens børn ikke tro deres egne øjne. Landkøkkenet står som i 1918 og ser præcis ud, som faderen havde beskrevet det. Skeerne hænger på væggen, spisebordet er aflangt med skuffen for enden til det hjemmebagte brød, og udsigten ligner rigtig nok den fra gården i Øbening, hvis udsigter faderen altid havde sammenlignet.
Jakob Hansen fortalte aldrig om krigen. Men den flinke gamle kvinde berettede han om. Endelig har børnene fået bekræftet, at Jean Leltés oldemor var den dame.
Nu er hendes oldebarn blevet Karen Margrethe Jakobsens og hendes mands nære venner. Indtil videre har franskmændene besøgt familien i Sønderjylland tre gange. Det kunne den flinke gamle dame og den unge danske soldat umuligt have forudset, da de tog afsked med hinanden i oktober 1918.
