er træt
af livet Min mormor
er træt
af livet
Ældres livstræthed er en tilstand, vi helst ikke taler om. For efter den følger døden, og den ønsker vi slet ikke at vække til live
Ikke desto mindre føler mange ældre en træthed og tristhed ved livet op til døden. Min mormor er én af dem
Vidnerne til hendes liv er alle døde. Og hun er ikke længere i stand til med hverken krop eller sind at fylde de ting ind i sine dage, som før gav dem mening. Som at dase i en solstråle på en madras i sin blomstrede havestue med en cerut i askebægeret. Eller tage sin pels og sine dyre italienske sko på og gå i teatret. Eller stege kyllinger til sine gæster, mens hun skænker vin i de fine krystalglas. Eller lege røver og soldater med sit barnebarn med stokken som jagtgevær. Eller fortælle om dengang, hun var redaktørfrue og holdt fine selskaber for en festlig journaliststab i midten af 60’erne.
Det her er fortællingen om min mormor og den livstræthed, hun ikke er den eneste, der oplever. Min mormor blev 90 den 31. maj i år. Hun bor på et plejehjem i udkanten af Aarhus og venter på at dø.
Men det trækker ud, det med døden for min mormor. Allerede for 10 år siden begyndte hun at sige ”Det her bliver nok min sidste jul” med beklagelse, men også antydningen af lettelse i stemmen. Hun siger ikke så meget mere, hun har talt ud. Ånder bare ud og ind og venter på, at livet giver slip. Ventetiden går med at se Morten Korch-film, spise hvide kartofler og yoghurt i bæger, få klippet sine negle, vasket sit hår af forskellige sosu-assistenter – og ligge i sin seng. Bare ligge uden tanker. Uden bagkant.
Sidst jeg var forbi, smilede hun som et lille barn, da hun så mig. Ikke et glædessmil, men det smil, børn har på skolefotografier, hvor en fremmed mand har bedt dem sige ”appelsin”. Hun lå i sin seng, jeg fortalte om dagens begivenheder, men hun lyttede ikke. Hun ville gerne holde i hånd, og da jeg skulle gå efter en halv time, sagde hun: ”Du må ikke gå”.
Sådan ender hvert besøg. Jeg tager min hånd og siger med høj stemme, at jeg snart kommer igen. På samme måde, som man taler til et barn, der skal forstå, at det ikke må gå over vejen uden en voksen ved sin side. Halvanden måned senere kommer jeg igen, og hun ligger i den samme stilling – parat til at holde min hånd, mens vi begge venter på, at døden skal bære hende væk fra det her sted. Og gøre plads til mere levende minder hos de efterladte.
Der er to uger til, hun fylder 90. Jeg har blomster med fra haven, tager hendes hånd og spørger, om jeg må fortælle hendes historie. Altså den med ikke rigtigt at ville livet mere. Jeg skal lige til at åbne munden og spørge, men hun overrasker mig og siger af sig selv med blikket i retning af døren:
”Jeg kan ikke lide at være her.”
”Nej, jeg ved det godt.”
”Jeg vil gerne hjem.”
”Det her er dit hjem.”
”Nej. Jeg ved ikke, hvor mit hjem er, men jeg vil gerne derhen.”
Den samtale har vi tit, næsten hver gang, jeg besøger hende. Den er helt kort, næsten retorisk. Som om hun ikke længere selv tror på, at den ændrer noget, men bliver en anelse trøstet af at få det sagt til et andet menneske, der lytter. Hun har ingen diagnoser, hun er bare gammel. Før hun endte her efter en operation i baghovedet, var hun få måneder inden flyttet fra sin store lejlighed i Aarhus Nord til en ældrebolig i bydelen Vestervang. Hun flyttede af egen fri vilje, men det tog hårdt på hende, og hun gik rundt som et hvileløst dyr i bur. Fra sengen til sofaen til køkkenet. Frem og tilbage med uro i kroppen. Hvad vi troede var et spørgsmål om tilvænning, skulle vise sig også at være en godartet cyste i baghovedet, der trykkede nogle forkerte steder.
Jeg besøgte hende på hospitalet to dage før operationen. Hun havde bedt mig tage en rødbrun læbestift med, da hun så ”skrækkelig” ud i det løse hvide tøj og gerne lige ville have lidt ”rødt på snuden”. Vi drak kaffe med fløde ved et lille bord på gangen, hun kunne lide farven på læbestiften, som kom på med det samme. Uden spejl, ren rutine. Hun sagde med læbestift på kaffekoppen, at hun ikke var sikker på, om hun vågnede op igen. Jeg kunne ikke spore lettelse i hendes stemme dengang, men hun ville gerne italesætte, at operationen kunne blive det endelige punktum.
Men det blev blot et komma, der skabte en mormor før og efter operationen. Noget forsvandt med det indgreb for godt fem år siden. Glæden, vreden, appetitten, nysgerrigheden og interessen for andre mennesker kom aldrig igen. Sjovt, som man kan savne vrede og en ordentlig omgang skældud, når den ikke er der mere.
LIVSTRÆT ELLER LIVSMÆT?
- Når man bliver ældre, byder livet på nye udfordringer. Om man bliver livstræt eller livsmæt afhænger af de ældres personlighedsstrukturer og evnen til at takle udfordringerne.
- Livstræt: Når livet ikke har givet en det, man gerne vil have. Hvis man har urealistiske forventninger til ældrelivet, kan man blive livstræt.
- Livsmæt: Når man har fået det ud af livet, som man gerne vil. Hvis man ikke bliver frustreret over de begrænsninger, alderdommen medfører, men i stedet er glad for alt det, man har nået i sit liv.
- For eksempel: En ældre kvinde kan ikke længere køre bil. Hun kan blive livstræt, hvis hun synes, det er urimeligt, at hendes børn eller børnebørn ikke kommer og er chauffør. En anden mulighed er, at hun bliver livsmæt og glæder sig over alle de ture, hun har kørt, og alt det hun har oplevet.
- Kilde: Elene Fleischer, ph.d i suicidologi
LIVSTRÆT ELLER LIVSMÆT?
- Når man bliver ældre, byder livet på nye udfordringer. Om man bliver livstræt eller livsmæt afhænger af de ældres personlighedsstrukturer og evnen til at takle udfordringerne.
- Livstræt: Når livet ikke har givet en det, man gerne vil have. Hvis man har urealistiske forventninger til ældrelivet, kan man blive livstræt.
- Livsmæt: Når man har fået det ud af livet, som man gerne vil. Hvis man ikke bliver frustreret over de begrænsninger, alderdommen medfører, men i stedet er glad for alt det, man har nået i sit liv.
- For eksempel: En ældre kvinde kan ikke længere køre bil. Hun kan blive livstræt, hvis hun synes, det er urimeligt, at hendes børn eller børnebørn ikke kommer og er chauffør. En anden mulighed er, at hun bliver livsmæt og glæder sig over alle de ture, hun har kørt, og alt det hun har oplevet.
- Kilde: Elene Fleischer, ph.d i suicidologi
Nu er vi så her, hvor vi ikke ønskede at være. Nogen af os. Hende på et tilfældigt plejecenter, os andre som vidner til hendes livstræthed. Efter et par minutters stilhed vender jeg tilbage til mit spørgsmål:
”Mormor jeg vil gerne fortælle om dit liv. Sådan som det er nu. Må jeg det?”
”Ja.”
”Og filme dig?”
”Ja.”
Hun er uberørt af mit spørgsmål, men vender blikket mod mobilens kameraøje.
Hollandske universitetsstudier fra august 2015 (for Social Science & Medicine) viser, at livstræthed hos ældre er karakteriseret ved apati, ensomhed, en distance til nuet, en følelse af afmagt og ubehag ved afhængighed af andre. En følelse af ikke at kunne kende sig selv længere. Som én af de adspurgte siger: “Det her er ikke længere mig”. Og som en anden udtrykker det: ”Det giver mig en smerte, som kan sammenlignes med at bære en meget tung sæk med cement på mine skuldre.”
Når vi bliver dødvægt, føler vi os som dødvægt.
For som forskerne bag undersøgelsen selv konkluderer: Vi mennesker mister naturligt livsglæden, når ingen har brug for os mere. Det har intet med depression eller andre diagnoser at gøre. Vi er flokdyr, der har brug for hinanden for at overleve. Ret basalt. Men når vi ikke længere føler os i stand til at bidrage til flokkens fællesskab, trækker vi os.
Min mormor vil derfor hellere ligge alene i sin seng end at deltage i opholdsstuens fællesskab, for det er ikke et fællesskab, hun har en deltagende rolle i. Kaffen bliver serveret i en kop med masser af fløde, så hun ikke brænder sig. Maden bliver lavet et andet sted, portionsanrettet og skåret ud, så hun kun skal føre sin gaffel fra tallerkenen og ind i munden.
Hun har i størstedelen af sit liv været noget i kraft af den rolle, hun har spillet i andres liv. Hun droppede sin påbegyndte uddannelse som sygeplejerske og dermed sin egen drøm for at blive gift med min morfar. I deres ægteskab hævdede hun sig i rollen som hende, der både kunne nå at putte tre børn, se godt ud med sit bølgede mørke hår i sideskildning og bikse noget natmad sammen ud fra et halvtomt køleskab, når min morfar ringede sent og varslede, at han tog et udvalg af byens journalister og kunstnere med hjem til en bid og en snaps i køkkenet.
Journalister var ikke højtlønnede dengang, og pengene var små. Men det satte ikke en dæmper på humøret hos hverken min morfar eller mormor, og hendes yngre år med tre mindre hjemmeboende børn var anekdotiske år i aftenselskab med byens afvigere og førende folk indenfor den kulturelle klasse. Historier var der masser af på både Ringsted Folkeblad, Aalborg Stiftstidende og Politiken, som var nogle af de aviser, min morfar arbejdede for. Og det journalistiske og kulturelle miljø var mindre og tættere dengang. De kendte både hinandens sejre og tragedier og vidste, hvor kaffekopperne stod.
Jeg har en tegning af min mormor fra én af de nætter, hvor hun blev set af en kunstner i køkkenet.
De nætter var desværre dømt til at ebbe ud.
Få dage efter besøget hos min mormor cykler jeg forbi sognepræsten i Stefanskirken på Nørrebro i København. Jeg har kontaktet Thomas Høg Nørager, fordi jeg er i tvivl om, hvad kristendommen siger til det her med livstræthed. Må man godt synes, det hele er lidt trist i den sidste fase og ønske sig en snarlig ende på det liv, som er blevet én givet?
Jeg er selv medlem af folkekirken, som danskerne nok er flest: en sjælden gæst, der besøger kirken tre-fire gange om året, og som forbinder tro med tradition og kultur. Men for min mormors generation har tro, og dermed præstegerningen, ofte en mere betydningsfuld rolle i slutningen af livet.
Thomas Høg Nørager fortæller mig, at man sagtens kan forene dét at være livstræt med at være troende. Bibelen er fuld af eksempler på folk, der bliver sat på prøve. Det kan nærmest opfattes som et adelsmærke at være udfordret.
Det er hverken en synd eller en sygdom at være træt af det hele. Det er faktisk i orden. Præsten mener endda, det er en skam, at alle den slags følelser og tanker diagnosticeres. Livsmæthed bliver diagnosticeret som tristhed, ensomhed som depression. Men hvis din mand og dine venner igennem et langt liv er døde, er det for Guds skyld naturligt at føle sig alene, siger han og hæver stemmen. Det vidner jo bare om, at du har haft et liv med både mening og munterhed.
Det må jeg huske at fortælle min mormor. Hun har gennemgået en del prøvelser i sit liv. I al den tid, jeg kan huske, har hun lidt af det, hun selv betegner som “dårlige nerver”. Jeg kender ikke den eksakte diagnose, men ved, at det har kostet hende muligheder, venskaber og søvnløse nætter. Og en del lægeskift.
Som barn under Anden Verdenskrig af en enlig mor, der havde en ostebutik i centrum af København og engelske flyversoldater på loftet, siger det sig selv, at min mormor ikke er blevet skånet for prøvelser udefra. Da hendes egne børn flyttede hjemmefra, festerne forsvandt og dagene alene i køkkenet blev for lange, krøb forsmåelsen og det indre kaos, hun længe havde holdt på afstand, ind under huden. Et år efter sit sølvbryllup gik ægteskabet med min morfar i stykker, og hun stod overfor den ultimative prøvelse for et menneske, der altid har sørget for andre: at nyde at stykke natmad i sit helt eget selskab.
Når jeg ser min mormors dage forsvinde, uden indhold, uden glæde, tænker jeg på, hvad jeg kan gøre. Om jeg bør gøre noget. Hvad stiller en pårørende op, når et ældre menneske er blevet træt af livet? Og hvordan skal præsterne og plejepersonalet forholde sig til det? De spørgsmål rumsterer i mit hoved, og jeg fortsætter min jagt efter svar.
Over telefonen fortæller seniorkonsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler, at plejepersonalet skal være godt uddannet til at tage de svære eksistentielle samtaler. Det kræver nemlig menneskelig rummelighed at tale med de ældre om et svært emne som livstræthed.
Men hun siger også, at vi pårørende spiller en vigtig rolle. Hun opfordrer til, at pårørende, som har et godt og fortroligt forhold til det ældre menneske, tager en ordentlig og kærlig snak med vedkommende, så man kan prøve at finde årsagen til livstrætheden. For hvis det eksempelvis bunder i en følelse af at være tilovers, kan de pårørende spille en rolle i at afhjælpe det, siger hun.
Hvordan hjælper man en livstræt?
- På plejehjemmet er det vigtigste, at der er noget at glæde sig til. At man kan hjælpe lidt til i køkkenet, pusle med planter i haven eller komme på ture, så man får nogle gode oplevelser.
- Gør noget uventet og overraskende, fordi det aktiverer glædeshormonet dopamin.
- Vores motor er i høj grad det sociale liv, og det gælder også, når vi er gamle og skrøbelige. Det er vigtigt, at man bliver set og anerkendt som menneske.
- Familien er den vigtigste spiller for ældres livskvalitet, og derfor er det vigtigt at besøge den ældre.
- Man kan som pårørende prøve at opmuntre den ældre ved at gøre små ting, der viser, at man er opmærksom på den ældre. Det kan for eksempel være at købe en blomst, tage favorit kagen med eller købe et smukt tørklæde.
- Kilde: Margrethe Kähler, chefkonsulent i Ældresagen
Hvordan hjælper man en livstræt?
- På plejehjemmet er det vigtigste, at der er noget at glæde sig til. At man kan hjælpe lidt til i køkkenet, pusle med planter i haven eller komme på ture, så man får nogle gode oplevelser.
- Gør noget uventet og overraskende, fordi det aktiverer glædeshormonet dopamin.
- Vores motor er i høj grad det sociale liv, og det gælder også, når vi er gamle og skrøbelige. Det er vigtigt, at man bliver set og anerkendt som menneske.
- Familien er den vigtigste spiller for ældres livskvalitet, og derfor er det vigtigt at besøge den ældre.
- Man kan som pårørende prøve at opmuntre den ældre ved at gøre små ting, der viser, at man er opmærksom på den ældre. Det kan for eksempel være at købe en blomst, tage favorit kagen med eller købe et smukt tørklæde.
- Kilde: Margrethe Kähler, chefkonsulent i Ældresagen
Før operationen, der fjernede både glæden og galskaben fra min mormors liv, havde hun ingen problemer med at lette sig hjerte. Tværtimod. Hun har igennem sin tid i Ringsted, Aalborg, København, Grenå og Skanderborg, hvor det første (og største) eventyr sluttede med en skilsmisse og et identitetstab skrevet hvæsende breve og spruttet ord og vrede ud til dem, hun havde tæt på sig, når noget lå hende på sinde. De fleste familiemedlemmer er blevet afskrevet mindst én gang. Og taget til nåde igen. Men nu er hun svær at få i tale.
Præsten Thomas Høg Nørager forklarer, at det kan være rigtig svært for pårørende at tage snakken om livstræthed med den ældre. For hvis man ikke har haft et tæt og fortroligt forhold til hinanden gennem livet, kan det være vanskeligt at opbygge lige før dets udløb.
Han mener, at især præster og plejepersonale skal være bedre til at kommunikere, at de er til rådighed for den dybe, eksistentielle samtale omkring det at være livstræt.
Men ældre har også optjent retten til bare at være gnavne, mener han. Og pårørende, præster og plejepersonale må derfor også lære at anerkende og acceptere, at de ældre ikke synes, at livet er så sjovt længere, som det har været.
Jeg håber, at min mormor bag sit livstrætte ydre ikke gemmer på alt for mange ord. At de ikke har hobet sig op indvendigt, men er blevet udtalt. Jeg håber også, at hun ved med sig selv, at hun kom sig over både skilsmissen fra min morfar og tabet af sin titel som redaktørfrue, og fandt sig selv som sygehjælper på Ortopædisk Hospital. Hvor hun igen var noget for nogen, indtil hendes ryg sagde fra. Og desværre gav hende et lidt for langt tilløb til den definitive alderdom, hun oplever nu.
Slutter vi alle som gnavne og livstrætte, hvis vi får lov til at leve livet ud?
I en alder af 42 skænker jeg min egen død meget få tanker. Der er så mange ting, der skal falde på plads, før døden bliver synlig. Jeg tvinger mig til bytte plads med min mormor, og det skræmmer mig. Jeg har ikke noget svar på, hvordan man overlever ikke at ville leve længere. Eller tættere på sandheden: Jeg ved ikke, hvordan man som et menneske med sin livsvilje intakt sætter sig ind i, hvordan det er at have mistet den. Hvilket sandsynligvis kun gør min mormors ensomhed endnu større.
Tilbage i hendes værelse er alt uforandret. Hjemmeskoene står ved sengen, som hun ligger påklædt i med benene trukket op under sig – sådan som jeg forlod hende tre uger tidligere. Jeg forsøger ikke at få hende op for at drikke kaffe med mig, fortæller ikke om solskinnet udenfor, men sætter mig bare med hendes hånd i min og lader stilheden være. Som sidder vi i et venteværelse sammen og venter på, at der bliver sagt ”Kirsten Johansen” næste gang.