Luthers liv i 7 billeder


Luthers liv i 7 billeder

Luthers liv i 7 billeder


Luther top-billede

I 2017 markeres 500-året for Reformationen. Bag den kristne kirkes store brud i 1500-tallet stod adskillige personer. Men hovedrollen havde den tyske munk og universitetsteolog Martin Luther, som satte det hele i gang med 95 teser i 1517.

Her er syv tegninger, som fungerer så godt i fortællingen om Luther





Af Morten Mikkelsen

Tegninger: Rasmus Juul. Videoklip: Rasmus Fahrendorff. TILRETTELÆGGELSE: KIM SCHOU

24/10 2016

Kristeligt Dagblads logo

PRØV KRISTELIGT DAGBLAD I FIRE UGER GRATIS

PRØV AVISEN I FIRE UGER GRATIS

Del artiklen med dine venner:









Den 31. oktober 1517 hamrede en begavet 33-årig munk og universitetsteolog ved navn Martin Luther en plakat op på døren til slotskirken i den tyske by Wittenberg, 200 kilometer sydvest for Berlin. På plakaten var gengivet indholdet af et brev, han havde sendt til ærkebiskopperne af Magdeburg, Mainz og Brandenburg samt to af sine lærde venner.

Brevet og plakaten bestod af 95 såkaldte teser, altså argumenter, som provokerede den magtfulde katolske kirke. Teserne var ellers ikke et direkte angreb på hverken paven eller kirken. De var ikke engang en kategorisk afvisning af den på det tidspunkt meget udbredte afladshandel – frelse for penge. De var blot en kritik af den måde, handelen blev praktiseret på. Ikke desto mindre er der i eftertiden opstået enighed om, at teserne, der blev hamret op på kirkedøren, udløste Reformationen, den store deling af kristne i katolikker og protestanter, som derfor fylder 500 år i 2017. De cirka 1,1 milliarder katolikker, som er i flertal i flere syd- og østeuropæiske lande samt Latinamerika, ser paven som kirkens overhoved og Guds stedfortræder på jorden. De omkring 800 millioner protestanter er i flertal i Nordeuropa, herunder Danmark, Nordamerika og Australien, og bygger blandt andet på Luthers opgør med paven og katolikkerne for 500 år siden.

Men måske var det ikke helt sådan. Måske nøjedes han med at sende brevene. Hverken Luther selv eller andre nære kilder nævner noget om en plakat på en kirkedør. Den fortælling og det billede er opstået senere. Historikerne mener ikke, det er utænkeligt, at brevets indhold blev slået op på døren til almindelig orientering, for det var en udbredt praksis, men det blev ikke nødvendigvis gjort af Luther selv.

Og så alligevel. Det er i store træk sandt. Og billedet af reformatoren, hammeren, plakaten og kirkedøren fungerer så godt i fortællingen om Luther.

Teserne






Hvad var det, Luther protesterede imod?

Jo, nogle år forinden, i 1513, havde den nye pave, Leo X, fået den idé, at han ville ombygge Peterskirken i Rom til den mest storslåede katedral, den kristne verden endnu havde set. Denne vision krævede naturligvis betydelige mængder penge. Paven tilhørte den florentinske finans- og fyrsteslægt Medici og var en dreven forretningsmand. Han udviklede nu den noget særprægede finansieringsmodel, at gode, kristne borgere, der gav bidrag til byggeprojektet, ville få aflad, altså tilgivelse, for deres synder.

Ideen om, at kirken kunne handle med sognebørnene om deres frelse gik helt tilbage til korstogstiden 400 år tidligere, men i den senere tid havde afladshandelen fået et omfang og en karakter, man ikke havde set før. Dominikanermunken Johann Tetzel var en af de kirkefolk, som mest nidkært prædikede syndsforladelse mod betaling under slagordet: ”Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer”.

Men måske var det ikke helt sådan. Det er tvivlsomt, om Tetzel virkelig har sagt sådan. Ganske vist var Luthers 95 teser en reaktion på specifikt Tetzels afladsprædikener, som Luther mente var udtryk for en lige lovlig materialistisk indstilling til frelse, men citatet er formentlig konstrueret i eftertiden.

Og så alligevel. Det er i store træk sandt. Og de rimede fyndord fungerer så godt i fortællingen om Luthers opgør med afladshandelen.



Afladshandlen







Hvem var egentlig Luther? Noget måtte være gået forud for, at han som den første teolog i mands minde gav sig til at anfægte den linje, som udgik fra kirkens top. En anfægtelse, som i 1517 endnu kun handlede om afladshandel, men snart udviklede sig til et opgør med hele kirkens og pavens autoritet. Og et opgør med ideen om, at nøglen til menneskets sjælelige frelse ikke kun var Guds nåde, men også dets gerninger her på jorden.

Jo, han blev født i byen Eisleben i Thüringen den 10. november 1483, og hans far, Hans Luder, drev minedrift i lokalområdet. Martin gik i latinskole og tog en filosofisk grunduddannelse på universitetet i Erfurt, hvorefter han kastede sig over jurastudiet. Men en oplevelse i 1505 ændrede hans – og hele den kristne kirkes – historie. Han var på rejse til hest, da han ved landsbyen Stotternheim befandt sig i et frygteligt uvejr. Et lyn fik hesten til forskrækket at kaste ham af, og han pådrog sig et alvorligt sår.

”Hjælp mig, Sankt Anna, så vil jeg blive munk,” bad den ængstelige jurastuderende.

Sankt Anna er ikke nævnt i Bibelen, men optræder i den efterfølgende kristne tradition som Jomfru Marias mor og var en helgen, der på Luthers tid fungerede som frelser over for dødsangst. Luther overlevede sit sår og sin dødsangst. Derfor følte han, at han skulle holde sit løfte, opgav jurastudiet og gik i kloster.

Universitetskarrieren var imidlertid langtfra forbi. Augustinermunken Luther læste teologi i Erfurt og siden Wittenberg. Han steg i de akademiske grader og blev doktor i teologi.

Men måske var det ikke helt sådan. Historien om bønnen til Sankt Anna og omvendelsen stammer fra en bordtale, Luther holdt i 1539. Ingen af Luthers mange skriverier fra de mellemliggende 34 år omtaler episoden. Men noget førte til, at Luthers liv omkring 21-årsalderen skiftede kurs fra faderens ønske om en jurist i familien til hans eget ønske om at kunne bruge sin tid på at filosofere over tilværelsen, Bibelen og den kristne tro.

Og så alligevel. Billedet af den dramatiske omvendelse i lyn og torden fungerer så godt i fortællingen om manden, der mente, at man skulle være kristen ved et eget indre valg og ikke et krav udefra.



Hjælp mig, sankt Anna!







Hvordan gik det til, at den unge mand, som muligvis selv mente sig frelst fra døden af en helgen, skulle udvikle sig til manden, der spillede hovedrollen i splittelsen af hele den kristne kirke – og afskaffelse af helgentroen i den protestantiske forståelse af kristendommen?

Jo, alt tyder på, at Martin Luther var usædvanligt tænksom mand, der studerede Bibelen og alskens akademisk lærdom flittigt, grublede og kommunikerede med andre tænksomme mænd.

I 1519 opholdt han sig i tårnværelset i klostret i Wittenberg, hvor han læste i Bibelen og grublede over et af de store spørgsmål, som for alvor optog ham: Hvordan kan jeg finde en nådig Gud?

Han studerede Romerbrevet, kapitel 1, vers 16-17, som lyder: ”For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ’Den retfærdige skal leve af tro’.”

Læsningen af disse vers gav Luther, hvad han siden betegnede som sin ”tårnoplevelse”. Det stod klart for ham, at Guds retfærdighed ikke skulle forstås som den strenge dommers straf eller belønning for menneskets gerning. Det er en nådens retfærdighed, som Gud giver, og som mennesket modtager alene ved sin tro.

Var de 95 teser blot nogle anfægtelser over et afladssystem, der var kørt grassat og udartet til ren pengeafpresning for frelse, så markerede tårnoplevelsen en langt større og mere eksplosiv erkendelse: Kirken skal ikke være en magtinstans, der styrer menneskenes liv og bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Kirken skal blot forkynde Guds ord og det kristne budskab, som det fremgår af Bibelen. Så kan andre, verdslige myndigheder tage sig af de andre aspekter af livet end de åndelige.

Men måske var det ikke helt sådan. En del Lutherforskere mener ikke, der var én skelsættende erkendelse i form af Luthers tårnoplevelse. De mener snarere, at hans tanker om tro voksede frem gradvis og blev båret frem af mange faktorer: Luthers grublerier over afladshandelen. Arbejdet med at skrive universitetsforelæsninger over Davids salmer og flere af Paulus’ breve. Lærd dialog med andre kloge teologer i et universitetsmiljø, der var langt mere frisindet end i de foregående århundreder. Og en nyudviklet bogtrykkerkunst, som gjorde, at begavede mænd som Luther og hans ligesindede kunne nedfælde og ikke mindst distribuere og dermed udveksle deres tanker i et hidtil uset omfang.

Og så alligevel. Luthers tanke var en revolution, og billedet af munken, som sidder i sit tårnkammer og får en lys idé, fungerer så godt i fortællingen om manden, der selv mente at have forstået kristendommen bedre end nogen anden på hans tid.



Tårnoplevelsen







Hvordan så paven, den katolske kirke og Europas mægtigste verdslige magthaver, Det Tysk-romerske Riges kejser, på Luthers nye måde at forstå kristendommen på?

Jo, allerede i kølvandet på de 95 teser blev der set med skepsis på Luther. I 1518 blev han i Augsburg krydsforhørt af kardinal Cajetan, som krævede, han skulle trække sine ord tilbage. Luther nægtede og klagede tilmed til paven over Cajetans forhørsmetoder. Paven var på et tidspunkt villig til at kritisere en del af afladssystemet, hvis Luther ville indordne sig, men da var Luther allerede nået videre i sit opgør. Han mente, at paven var Antikrist, og ville ikke gå på kompromis. I 1520 fordømte paven 41 af Luthers læresætninger og truede ham med ekskommunikation – altså at blive udstødt af kirken – hvis han ikke rettede ind. Det afviste Luther, og så blev han i januar 1521 bandlyst af paven.

Men selvom paven var en mægtig mand, havde Luther også betydningsfulde støtter, idet flere tyske fyrster bakkede ham op. Udsigten til at blive fri af pavemagten var tillokkende for mange verdslige magthavere.

Det endelige opgør skulle stå mellem den oprørske munk og den unge tysk-romerske kejser Karl V, som i 1519 i en alder af blot 19 år havde overtaget kejsertronen fra sin bedstefar, Maximillian I, og som primært opholdt sig i Spanien, hvor han var konge, og som dengang var den mægtigste del af kejserhuset Habsburgs imperium.

Den 17. og 18. april 1521 opholdt kejser Karl sig ved rigsdagen i Worms. Luther var tilsagt – og havde fået frit lejde – til at møde op for at en sidste gang sige nogle ord til sit forsvar og få lejlighed til at angre, inden han blev stemplet som kætter af både kirke og kejser.

På den første dags korte møde med rigsdagen gjorde den 37-årige Luther, der var mødt op i sin munkekutte, ikke det store indtryk på kejseren eller de fremmødte kirkefolk. Han talte så lavt, at det var svært at høre ham. Kejseren gav ham en frist til næste dag til at trække sine synspunkter om den katolske kirke tilbage. Men det havde Luther ingen intentioner om. Hen over natten forberedte han nu sit livs tale, hvor han næste dag med stærke ord, som gjorde tydeligt indtryk på folkemængden, erklærede, at han stod fast på sin overbevisning.

”Her står jeg og kan ikke andet. Gud hjælpe mig, amen”, skulle afslutningen på talen have lydt. Og ordene gav genlyd over hele Tyskland.

Men måske var det ikke helt sådan. Citatet er formentlig en senere sammenskrivning af det, Luther ifølge retsreferatet sagde: ”Således er jeg tvunget af de Skriftens ord, jeg her har fremført. Og så længe min samvittighed er bundet af Guds ord, kan eller vil jeg ikke tilbagekalde noget, eftersom det hverken er sikkert eller bringer frelse at gøre noget mod sin samvittighed. Gud hjælpe mig, amen.”

Og så alligevel. Det kortere og skarpere citat udtrykker det samme. Og passer så godt i fortællingen om den kætteranklagede munk, der uden at kny trodsede både pave og kejser.



Her står jeg og kan ikke andet







Hvad gjorde den fredløse kætter for at undgå at blive fanget? Og hvordan arbejdede han for at udbrede sin nye forståelse af kristendommen?

Jo, allerede på vejen fra Worms blev han ”bortført” af sine tilhængere og bragt i sikkerhed på borgen Wartburg. Her kastede han sig over det helt afgørende formidlingsprojekt, som gik ud på at oversætte Bibelen til tysk.

Hidtil havde den jævne befolkning ikke kunnet læse i Bibelen selv, da den kun fandtes på originalsprogene hebraisk og græsk samt i latinske oversættelser. Derfor var menigheden prisgivet den latinkyndige forkynders fortolkninger. Luther mente, at Bibelens ord skulle være for alle. Mens han opholdt sig på Wartburg, oversatte han på livet løs, og allerede i september 1522 var han klar med Det Nye Testamente, som røg direkte til trykkeriet og udkom i 3000 eksemplarer, hvilket var ganske meget dengang.

Martin Luther gjorde sig stor umage med sproget i sin bibel. Det fortælles, at mens han var i skjul på Wartburg, forklædte han sig af og til og rejste rundt på egnen under navnet Junker Jörg for at tale med jævne folk og studere deres sprog. Luther mente, at Bibelens tyske sprog skulle være smukt, men samtidig forståeligt for menigmand i alle de fyrstedømmer og grevskaber med hver sin dialekt, som Tyskland dengang bestod af. Ifølge sprogforskere har intet værk spillet en større rolle for skabelsen af det fælles skriftsprog højtysk end netop Luthers bibel. Og netop fordi Guds ord på et forståeligt sprog var en stærkt efterspurgt vare i de stadig større dele af Tyskland, der gik over til den protestantiske tro, blev Luthers bibel en bestseller, da oversættelsesarbejdet omsider var gennemført i 1534.

Mens Det Nye Testamente lod sig oversætte på et år, tog det altså 12 år at komme igennem Det Gamle Testamente, endda med Luthers kollega Melanchthons hjælp. Nogle anfører, at dette hang sammen med, at Luther var bedre til græsk end hebraisk.

Men måske var det ikke kun derfor. Billedet af Luther, der sidder i årevis i studerekammeret og ene mand flittigt udvikler den protestantiske tro og det højtyske sprog, indtil han kløjes i det hebraiske, holder ikke helt. Sandheden er nok især, at han efterhånden fik meget andet at se til.

Han skrev alt muligt andet. Teologisk debat, nye tysksprogede salmer, bøger, breve, taler og i 1529 og 1530 den store og den lille katekismus, som var en folkelig indføring i den kristne lære.

Den diskussions- og konfliktsøgende Luther havde desuden hårde opgør med andre af de folk, som på forskellig vis ønskede et opgør med romerkirken: Erasmus, Karlstadt, Zwingli og Calvin.

Og i 1525 giftede han sig med den tidligere nonne Katharina von Bora, med hvem han frem til netop 1534 fik seks børn. Luther gjorde op med mange af kirkens regler. Og reglen om, at præster ikke måtte gifte sig og få børn, gjorde han mildt sagt også op med i sit eget liv.

Og så alligevel. Luther var en ekstremt produktiv skribent, og oversættelsen af Bibelen var en vigtig milepæl i hans virke. Og billedet af reformatoren, der skriver og skriver, mens børnene bliver flere og flere, passer så godt i fortællingen om ordmennesket Luther.

familien Luther







Hvordan sluttede så Luthers liv?

Jo, tilfældet ville, at han i begyndelsen af 1546 opholdt sig i fødebyen Eisleben for at mægle i en grevestrid og benyttede lejligheden til at holde en række prædikener. Den 15. februar måtte han dog afbryde sin prædiken i Sankt Andreas Kirche, da han var utilpas. Og to dage senere opgav han at gå til et møde med den lokale grevefamilie. Han led af åndenød og smerter i brystet. Hjertet var ved at sætte ud.

Da rygtet om den døende Luther spredtes, begyndte hans venner og flere af hans sønner at indfinde sig. Hans ven og kollega Justus Jonas og slotsprædikanten Michael Coelius sørgede for, at Luther fik en god, protestantisk død. Ingen katolsk påkaldelse af helgener eller sidste olie. Til gengæld nåede han akkurat en sidste gang med klar stemme at bekende sin tro på ”Kristus, Guds søn, vor helligånd og frelser”, inden han ved to-tretiden om natten den 18. februar mistede bevidstheden, og hjertet ophørte med at slå. Alle øjenvidner berettede siden ivrigt om, at Luthers død var gået naturligt til, og en tegner blev sågar tilkaldt for at forevige billedet af den store mand, der var sovet så usædvanlig værdigt og fredeligt ind.

Tilbage stod billedet af manden, som angreb og forkastede paven, oversatte Bibelen, udløste hundrede års religionskrige, afskaffede fem af de syv katolske sakramenter, herunder skriftemålet, og kun lod dåben og nadveren være tilbage. Manden, der formulerede Den Augsburgske Bekendelse, som kejser Karl V anerkendte i 1530, og som dannede grundlaget, da Danmark overgik til den evangelisk-lutherske udgave af kristendommen i 1536.

Manden, der blev stemplet som kætter, men døde som en from kristen.

Men måske var det ikke helt sådan. Luther, der blev 62 år, havde ikke skånet sig selv, men arbejdet på højtryk hele livet og havde længe skrantet helbredsmæssigt. Han havde trods sine hjerteproblemer heller ikke holdt igen ved middagsbordet aftenen inden sin død. Måske gik det ikke helt så fredeligt for sig. Men på den tid blev en fredelig død set som et billede på rettroenhed.

Og så alligevel. I store træk kan det meget vel være foregået sådan, selvom beskrivelsen er præget af, at de tilstedeværende Luther-tilhængere syntes, deres fortælling bidrog så godt til billedet af Luther som den vigtigste kristne tænker i århundreder. Den store reformator.



Luther i kisten



Del artiklen med dine venner: