Vores liv er omgivet af lyde, men mange af dem forsvinder eller ændrer karakter, som teknologien udvikler sig. Her er historien om syv elektroniske lyde, der er forsvundet fra vores dagligdag
Brrrrrrr scrrchch ding, ding, ding… Mange kan nok huske den skrattende støj fra et modem, der oprettede forbindelse til internettet i 1990’erne – eller den flimrende lyd af sne på skærmen, når der var problemer med det analoge tv-signal. Og da den telefoniske urtjeneste Frøken Klokken gik på pension den 30. november i år, blev hun endnu et eksempel på en lyd, som er forsvundet fra vores fælles øregange.
Lyde er en væsentlig del af vores hverdag, og derfor er det ikke kun toner og frekvenser, der forsvinder, i takt med at nye teknologier og kommunikationsformer kommer til – det er også et lille stykke af vores fælles kulturarv. Det siger Kamilla Hjortkjær, der er museumsinspektør på Greve Museum og ph.d.-studerende på RUC, hvor hun forsker i, hvordan vi kan gemme på lyde og bruge dem som en del af museumsformidlingen.
“Hvis man skal genskabe et så fuldstændigt billede som muligt af vores historie, så er lydene en del af historien. Det nytter ikke noget, at vi kun har skriftlige og visuelle kilder. Hvis ikke vi dokumenterer og gemmer på lyde, hvordan skal folk så vide om 50 år, hvordan begivenheder, steder og genstande lød engang?,” spørger hun.
Når Kamilla Hjortkjær mødes med borgere og afspiller gamle lyde for dem – som for eksempel lyden af et modem – så oplever hun, hvordan minder og erindringer om specifikke episoder pludselig dukker op. Og det er netop en af lydens egenskaber, forklarer hun. Især hvis den bliver kombineret med andre sanser.
“Lyden er en trigger, ligesom en duft også kan være det. Den sætter os øjeblikkeligt tilbage til et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Lyden kan være med til at skabe friere billeder i folk og sætte nogle andre sanser i gang, som giver en anden dimension til samme historie.”
Mens nogle lyde forsvinder fra vores hverdag, kommer nye til.
“De fleste i 2020 og frem vil kende lyden af Teams, der ringer. Eller lyden af et videoopkald på Facebooks Messenger. Man kan ikke nødvendigvis huske lyden, skulle man blive bedt om at nynne den, men når man hører den, så ved man godt, hvad det er. Det er lyden af årene, hvor folk har arbejdet hjemme.”
Kristeligt Dagblad har her samlet syv elektroniske lyde, der vækker minder om en tid, der var engang.
En bippende, skrattende og skrigende støj
I dag er internettet lydløst og tilstede overalt. Men der var engang, hvor det var en rejse gennem skrattende støj. For de tidligste brugere af den nye teknologi var det nemlig opkalds-modemmet, der åbnende porten til det store world wide web.
56k-modemmets storhedstid var i slutningen af 1990’erne og starten af 00’erne. Modemmet brugte telefonlinjen til at ringe op og få forbindelse til internettet. Støjen, der blev skabt, var simpelthen lyden af to modemmer, der “snakkede” sammen i et fælles modem-sprog og overførte data til hinanden, så der kunne opnås forbindelse.
“Lyden af internettet” blev et kendetegn for en ny teknologisk epoke, hvor internettet blev tilgængeligt for den brede befolkning. I 1997 var det kun otte procent af de danske familier, der havde adgang til internettet, mens knap hver anden familie i 2000 var online ifølge Danmarks Statistik.
Det nye fænomen blev også behandlet med et kritisk blik i en artikel i Kristeligt Dagblad fra 1998:“Internet er ved at blive et af de vigtigste medier i menneskeheden af i dag. Derfor må vi til at standse op og besinde os på, hvad Internet gør ved os, mener flere forskere og filosoffer”.
Siden da er opkalds-modemmet blevet overhalet af hurtigere og lydløse teknologier mange gange. Dens første afløser blev ISDN, som gjorde det muligt både at tale og surfe på samme tid.
En nummerskive, der bliver spændt op – efterfulgt af en antal kliklyde, der afhænger af, hvilket nummer der bliver drejet
Længe før der eksisterede moderne mobiltelefoner med touchskærm, var det en anderledes sanserig – og mindre lydløs – oplevelse at ringe op til et telefonnummer. Drejeskivetelefonen havde en karakteristisk klikkende lyd, når skiven blev roteret rundt – og i mange årtier var den hvermandseje.
Drejeskivetelefonen – også kaldet for en nummerskivetelefon – fungerede ved, at man skulle dreje hvert enkelt tal i et nummer ind på en nummerskive. Når man gav slip på skiven, blev den automatisk ført tilbage til sin startposition. Mens det skete, blev der samtidig sendt en række elektriske impulser til en telefoncentral. Antallet af impulser afhang af, hvilket tal man drejede. Drejede man for eksempel tallet tre, blev der sendt tre impulser til centralen (klik-klik-klik). Det er også herfra, den klikkende lyd opstod.
De første telefoner med nummerskive kom til København i slutningen af 1920’erne. Telefonerne var halvautomatiske, det vil sige, at man kunne ringe direkte op til den telefoncentral, man gerne ville have fat på, som derefter viderestillede opkaldet manuelt. Den nye ordning overflødiggjorde telefondamen på den nærmeste central, som ellers førhen viderestillede opkaldet til den ønskede central.
Behovet for drejeskivetelefoner blev dog først landsdækkende i 1950’erne, hvor man fuldautomatiserede alle telefoner. Det vil sige, at man nu kunne dreje nummeret direkte på den person, man gerne ville tale med. med.
I 1960’erne blev nummerskiven efterhånden udskiftet med en mere brugervenlig teknologi, nemlig tastaturet, så man nu kunne trykke telefonnumre ind i en betydelig højere hastighed.
Et mekanisk klokkespil på en elektrisk xylofon med stroferne fra folkevisen “Drømte mig en drøm i nat”
I dag er der sjældent ophold mellem programmer i radioen. Men der var engang, hvor pauserne var lange, og hvor en jingle blev brugt til at fylde tomrummet ud. Mange vil nok stadig kunne huske DR’s pausesignal, der i over 80 år spillede melodien “Drømte mig en drøm i nat” i æteren.
Oprindeligt kom pause-lyden fra et xylofon-apparat, og i starten var apparatet klar til at spille direkte i radioen, hvis der skulle opstå en pause mellem udsendelserne. Siden da er der lavet flere nutidige versioner af melodien, der har været spillet på P1 som en del af kanalens lydlige signatur. Først lavede komponisten Fuzzy en udgave og senest Thomas Blachman i 2011. Melodiens historie går dog langt tilbage.
Idéen om, at DR skulle have en kendingsmelodi, blev først rejst i et dansk dagblad i 1929. På det tidspunkt havde radiofonier i flere andre lande allerede et pausesignal. Radiorådet tog sagen op i 1931, og melodien kunne første gang høres den 28. august samme år.
Oprindeligt var idéen, at pausesignalet skulle spille de første linjer fra melodien “Der var en lørdag aften”. Det mente musikhistoriker Jens Peter Larsen dog ikke var nogen god idé. Han foreslog i stedet “Drømte mig en drøm i nat”, som er den ældste kendte folkevise, man kender med noder i Norden. Melodien stammer fra 1300-tallet og står skrevet med runer i håndskriftet “Codex Runicus”, der en af de ældste bevarede afskrifter af Skånske Lov.
En af begrundelserne for netop denne melodi var, at tonerne fra folkevisen føltes “afsluttet”, når man lyttede til den:
“Når jeg standsede ved den, så var det ud fra den betragtning, at melodien skulle have karakter (...) Det måtte ikke være som med melodi-stumpen “Det var en lørdag aften”, at man sagde, hvornår får vi en fortsættelse? (...) Jeg tænkte på rådhusklokkerne, som inden for en ganske kort ramme bringes til at hvile i sig selv,” fortalte Jens Peter Larsen i 1981 i et interview på DR 1.
Melodien er nu fortid i radioen. Men vil man genhøre fortidens pause-toner, så kan melodien stadig høres i sin originale udgave i DR Koncerthuset. Her bliver den brugt som signal, når gæsterne skal kaldes sammen i salen efter pausen. Selve klokkespillet eksisterer stadig og bevares i DR’s tekniske samling.
En polyfonisk ringetone med inspiration fra Tárregas komposition “Gran Vals”. Lydklippet stammer fra en Nokia 3310.
Nogle jingler kæber sig mere fast til hukommelsen end andre. Og Nokias ringetone er eksemplet på en melodi, som stort set alle, der har ejet en mobiltelefon før smartphonens tidsalder, kan huske. Den er både blevet kaldt den mest ikoniske og den mest irriterende ringetone nogensinde.
Melodien kunne høres på en telefon for første gang i 1994, da Nokias 2110-model kom på markedet. Op gennem 1990’erne og 00’erne blev Nokia hurtigt en af verdens største producenter af mobiltelefoner, og i 2010 blev det anslået, at den ikoniske lyd blev afspillet flere end 1,8 milliarder gange om dagen.
Men Nokias kendingsmelodi blev faktisk ikke udviklet til formålet. Historien om melodien, som også bliver kaldt for “Grande Valse”, skal findes mere end 100 år tilbage i tiden og trækker tråde til både Spanien og Polen.
Selv har Nokia krediteret den spanske komponist og guitarist Franciso Tárrega for “Nokia Tune”. Tilbage i 1992 skrev og spillede han værket “Gran Vals”, hvor melodien indgår som et lille mellemstykke. Lyt selv efter cirka 12 sekunder inde i videoen her. Den spanske guitarist hentede dog selv inspiration til de få sekunders melodi fra den polske komponist Frédéric Chopins “Grand Valse Brillante”, som blev udgivet i 1834.
Da Nokia skulle vælge en ringetone til deres mobiltelefon mange år senere, var der en stor fordel ved at vælge Tárregas “Gran Valse”. For komponisten havde på det tidspunkt været død mere end 70 år, og Nokia behøvede derfor ikke at betale royalties.
En susende elektrisk baggrundsstøj
Hvis du har haft et tv før det digitale tv’s tidsalder, så har du formentlig prøvet at sætte et tomt vhs-bånd ind i en videoafspiller. Eller at zappe over på en kanal, der ikke var indstillet på et analogt fjernsyn. Effekten var den samme: Skærmen viste et pixeleret mønster af prikker akkompagneret af en elektrisk støj.
“Sne på skærmen” er lyden af den analoge verden. Støjen forsvandt fra vores liv, efterhånden som det digitale fjernsyn overtog pladsen i stuerne, og det analoge tv-signal blev erstattet af det digitale signal i løbet af det nye årtusinde.
Selvom lyden næppe er savnet, så findes der utallige versioner af støjen på Youtube. “Børn født i dag vil aldrig kende til dette. Heldigvis for dem, men jeg husker tilbage til dette med en form for mærkelig nostalgi,” står der for eksempel i beskrivelsen til et af videoklippene, der er lagt op i 2012.
Lyden af “sne” var tv’ets forsøg på at omdanne signaler til et billede. Tv-antennen opfangende alle mulige typer af signaler. Ikke kun tv-signaler, men også elektrisk støj fra tv’et selv og signaler fra andre apparater. Når antennen ikke kunne finde det rigtige signal, så var det i stedet for en tilfældig støj, man hørte.
I dag er det digitale tv stille, men billedet kan finde på at pixelere eller helt at forsvinde, hvis fjernsynet mangler forbindelse.
En treklang i tonerne D, Es og B. Denne lyd er fra den nyeste version af jinglen.
Ding-ding-dong. Har du været passager i et tog for nylig, så er det sandsynligt, at du har hørt en ny version af en gammel velkendt melodi – nemlig DSB-jinglen. I mange år har melodien været forsvundet fra danskernes bevidsthed, men fra 2021 har den været tilbage i togkupéernes højttalere igen.
Den originale karakteristiske treklang blev brugt som jingle fra 1984 til 2012 og har været soundtracket til mange togrejsenes hverdag gennem tiden. Opmærksomhedssignalet plingede ud af højtalerne i blandt andet IC3 og IR4-togene, når den næste station var nær, og kunne også høres på færger og togstationer.
Lyden blev skabt af den farverige komponist Niels Viggo Bentzon i 1984 og har titlen “DSB Gavotte”. Jinglen består af tonerne D, Es og B, som udtales D-S-B.
Melodien blev oprindeligt indspillet til DSB på en Juno-60 synthesizer, som er et elektrisk musikinstrument med en karakteristisk 80’er-klang. I den nye version, som er i lydklippet herover, er 80’er-nostalgien dog nedtonet.
En kvindestemme, der udtaler klokkeslættet i timer, minutter og sekunder på følgende måde: ‘Ti’, pause, ‘nulsyv’, pause, ‘og fyrre’ og til sidst ‘dut’, som indikerer det præcise klokkeslæt. Stemmen i lydklippet tilhører den seneste Frøken Klokken, Marianne Germer
I dag kræver det ikke mere end et blik på mobiltelefonen for at se, hvad klokken er. Men der var engang, hvor den automatiske telefontjeneste Frøken Klokken var den mest præcise tidsangivelse, danskerne havde. I 82 år har hun forsynet os med klokkeslæt, men den 30. november i år blev røret lagt på for sidste gang.
Frøken Klokken blev taget i brug i 1939 af KTAS, det senere TDC, og hun blev hurtigt en populær kvinde. Nu var det slut med at orientere sig efter kirkeurene eller ringe til telefonisten på telefoncentralen for at justere tiden på armbåndsuret. Alene det første år modtog hun 11,6 millioner opkald. Måske netop derfor gik det heller ikke ubemærket hen i Kristeligt Dagblad, da teknikken fejlede en dag i august 1939.
“Da Københavnerne i Gaar morges ringede til Frk. Klokken for at faa at vide, hvor megen tid de havde til at nyde morgenkaffen i, inden Turen til kontoret skulje begynde, opdagede de, at selve den populære institution havde indstillet sin mekaniske virksomhed, skønt den har til huse i Telefonhusets kølige kælder.
Tiden fik man dog alligevel at vide, for hver gang der er noget i vejen med Frk. Klokken, stilles der automatisk ind til hovedcentralen, hvor en kvindelig kollega til den mekaniske Frøken Klokken giver tiden… Uden dut!. “
Frøken Klokken har gennem tiden kun haft to stemmer. Den første blev rekrutteret fra interne rækker og tilhørte den unge Anna Sommer-Jensen, som var telefonist ved KTAS. Over otte dage indspillede hun 8.640 forskellige klokkeslæt angivet i timer, minutter og sekunder. Lyden blev optaget på glasplader, som derefter blev aflæst af fotoceller - en teknik, som minder om CD’en.
I 1970 skulle teknologien dog udskiftes, og det var tid til at finde en ny stemme. Denne gang faldt valget på Marianne Germer, som var speaker på DR og derfor var trænet i at tale i et klart og tydeligt sprog.
I sine sidste leveår levede Frøken Klokken en stille tilværelse. Hun flyttede nummer fra 0055 til 70 10 11 55 og modtog kun omkring 5000-7000 opkald om måneden.
