
Terror ved popkoncert i Manchester Overblik:
Terror ved popkoncert i Manchester
Overblik:
Terror ved popkoncert i Manchester
Mandag den 22. maj eksploderede en bombe på Manchester Arena, hvor omkring 21.000 unge mennesker var samlet til en koncert med den amerikanske popsangerinde Ariana Grande
Her kan du danne dig et overblik over det tragiske forløb
Artiklen opdateres løbende
Det ved vi indtil videre*
*Oplysningerne opdateres løbende. Antal dræbte og sårede skal tages med forbehold og kan udvikle sig.
Dræbte
22
Heriblandt børn
Sårede
59
Hvor
Manchester
Efter en koncert med popsangerinden Ariana Grande
Hvornår
Kl. 22.33
Dansk tid. Den 22. maj 2017
Forløb

Mandag aften var 21.000 primært unge mennesker samlet til koncert med den amerikanske popsangerinde Ariana Grande i Manchester Arena.
Klokken 22.33 dansk tid var koncerten slut, og da koncertgæsterne var på vej ud af arenaen, lød der et stort brag i foyeren.
Eksplosionen var en bombe, der ifølge myndighederne har kostet mindst 22 mennesker livet.
”Jeg hørte det her kæmpe brag, og så begyndte alle at løbe mod os, skrigende og grædende. Alle trampede hen over os for at komme ud,” fortalte Jessica, en af koncertgængerne, til BBC.
Politichef ved Greater Manchester Police Ian Hopkins har tirsdag morgen fortalt, at de behandler sagen som et muligt terrorangreb. På et pressemøde tirsdag eftermiddag bekræftede den britiske premierminister, Theresa May, at der er tale om et terrorangreb:
”Der er ikke længere nogen tvivl om, at borgerne i Manchester har været ofre for et afstumpet terrorangreb.”
Den 23-årige sangerinde Ariana Grande slap uskadt fra eksplosionen og har ifølge sladder-hjemmesiden TMZ suspenderet sin igangværende Europa-turné.
Et butikscenter i Manchester blev tirsdag middag evakueret, da der efter sigende lød et højt brag. Kort tid efter genåbnede centeret. Politiet har endnu ikke forklaret, hvad der skete i butikscenteret.
Politiet i Manchester udførte tirsdag eftermiddag en kontrolleret sprængning på en adresse i forstaden Fallowfield. Det skete i forbindelse med efterforskningen af angrebet på Manchester Arena. Det skriver BBC.
Politiet bekræftede tirsdag aften, at gerningsmanden bag angrebet i Manchester er Salman Abedi.
Ofrene
22 personer meldes indtil videre dræbt. Heraf er flere børn.
Ti af ofrene er på nuværende tidspunkt identificeret.
Et af de ti identificerede ofre er den kun 8-årige Saffie Rose Roussos, der var til koncerten med sin mor og søster.
Ifølge Chris Upton, der er lærer på den skole, hvor Saffie Rose Roussos gik, var pigen på alle måder en ”smuk person”.
”Hun var elsket af alle, og hendes varme og venlighed vil altid blive husket,” siger han til avisen The Guardian.
I alt blev 59 personer såret i terrorangrebet. 12 af dem er alvorligt kvæstede børn, der er ført til hospitalet Manchester Royal Infirmary for at blive behandlet.
Der er ingen meldinger om danskere blandt de dræbte eller sårede.
Gerningsmanden
Tirsdag morgen oplyste politiet, at en mand var alene om at udføre bombeangrebet. Manden blev selv dræbt i eksplosionen.
Britisk politi har udpeget gerningsmanden til at være Salman Abedi.
Ifølge flere britiske medier er Salman Abedi født i Manchester, og hans forældre er flygtninge fra Libyen.
Ifølge aviserne Financial Times og Manchester Evening News er Salman Abedi en del af en dybt religiøs familie og har i de seneste år bevæget sig i retning af radikal islamisme. Han har været på flere rejser til Libyen og var få dage inden angrebet vendt tilbage til England fra et tre uger langt ophold i forældrenes fødeland.
Den britiske indenrigsminister, Amber Rudd, sagde onsdag formiddag, at det "forekommer sandsynligt", at bombemanden ikke handlede alene.
Onsdag middag anholdt britisk politi tre personer i South Manchester med mulig relation til terrorangrebet, rapporter tv-kanalen Channel 4.
Tirsdag eftermiddag har Islamisk Stat (IS) i en erklæring taget skylden for terrorangrebet.

Det ved vi i øvrigt
Den britiske premierminister, Theresa May, indkaldte tirsdag formiddag til et ekstraordinært sikkerhedsmøde. Tirsdag aften oplyste hun, at de britiske myndigheder hæver trusselsniveauet i landet fra alvorlig til kritisk. Det er ifølge BBC kun tredje gang i Storbritanniens historie, at det sker. Det betyder, at et nyt terrorangreb kan være nært forestående.
Der er tale om det værste angreb i Storbritannien siden 2005, hvor over 50 mennesker blev dræbt i samtidige terrorangreb på Londons undergrundsbane og en dobbeltdækkerbus. De skyldige for det angreb var radikaliserede muslimer.
Angrebet kommer få uger inden Storbritanniens parlamentsvalg den 8. juni. Theresa May og Jeremy Corbyn, leder af oppositionspartiet Labour, har aftalt at indstille valgkampen på grund af hændelserne i Manchester.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) oplyste tirsdag formiddag, at man ”følger situationen nøje” og er i tæt kontakt med de britiske myndigheder. PET fortalte dog ikke, hvorvidt attentatet i Manchester har betydning for vurderingen af terrortruslen i Danmark.

Reaktioner
Danskere:
”Deres Majestæt, det var med dyb chok og tristhed, at jeg modtog nyheden om det forfærdelige angreb på uskyldige og hovedsageligt unge mennesker samlet i Manchester. I denne svære tid er min inderlige sympati med Dem og med det britiske folk. Tag venligst imod min dybeste sympati med ofrene og min oprigtige kondolence til deres familier,” skriver Dronning Margrethe i et kondolencebrev til den engelske dronning.
”Jeg er forfærdet over det usle angreb i Manchester. Uskyldige mennesker, heraf mange unge, mistede livet, mens de var sammen til koncert,” siger statsminister Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.
”Hjerteskærende scener i Manchester. Jeg fordømmer angrebet, min medfølelse med ofrene og familier. UK og Boris Johnson (britisk udenrigsminister, red.) vi står med jer,” skriver udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) på Twitter.
”Giv ikke terroristerne, hvad de vil have: din vrede, din sorg, din rædsel,” skriver folketingsmedlem Ida Auken (R) på Twitter.
”Terroristen fra Manchester fortjener ikke vores had. Lad os svare igen med fællesskabets styrke,” skriver Uffe Elbæk, Alternativets politiske leder, på Twitter.
”Der skal kun en enkelt tosse og et galt menneskes værk til, før sådan noget sker. De har da vundet, hvis vi stopper med at tage til koncerter og den slags til sommer,” siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til Ritzau.
Internationale ledere:
”Tragisk hændelse i Manchester. Mine tanker er hos de ramte og vores fantastiske beredsskab,” skriver Jeremy Corbyn, leder af det britiske Labour Party, på Twitter.
”London står sammen med Manchester - vores tanker er hos de dræbte og sårede og vores modige beredskab,” skriver borgmester i London, Sadiq Khan.
USA’s præsident, Donald Trump, kalder de skyldige bag bombeangrebet for ”onde tabere” og udtrykker under et besøg i Betlehem sin ”dybeste kondolence” til de berørte.
”Vi vil fortsætte med at arbejde med Storbritannien i kampen mod terrorisme. Det franske folk føler med briterne efter anslaget,” lyder det fra Emmanuel Macron, Frankrigs præsident.
”Canadierne er chokerede over nyhederne om et horribelt angreb i Manchester her til aften. Hav ofre og deres familier i jeres tanker,” siger Canadas premierminister, Justin Trudeau.
”Det skærer i mit hjerte at tænke på, at terrorisme igen har forsøgt at skabe frygt, hvor der skulle være glæde, at skabe splid hvor unge burde finde sammen. Jeg vil gerne sende min dybeste sympati til Storbritanniens premierminister og det britiske folk,” siger Jean-Claude Juncker, formand for EU-Kommissionen.
”Jeg ved, jeg taler for alle, når jeg udtrykker min dybeste sympati med alle, der er blevet påvirket af denne frygtelige begivenhed og specielt med familier og venner til dem, der er blevet dræbt eller såret,” skriver den britiske monark, dronning Elizabeth, i en udtalelse. Her udtrykker hun også sin beundring for den måde, hvorpå indbyggerne i Manchester har reageret med ”medmenneskelighed og næstekærlighed på denne barbariske handling.”
Musikmiljøet:
”Knust. Dybt fra mit hjerte, jeg er SÅ ked af det. Jeg kan ikke finde ord,” skriver Ariana Grande på Twitter. Det var hendes koncert, der blev ramt mandag aften.
”Enhver musiker føler sig syg og ansvarlig i nat – koncerter burde være trygge for jer. Dette er virkelig det værste mareridt. Jeg sender min kærlighed til Manchester,” skriver sangerinden Lorde på Twitter.
”Mine tanker, bønner og tårer til alle de, som er ramt af tragedien i Manchester her til aften. Jeg sender al min kærlighed,” skriver sangerinden Taylor Swift på Twitter.
”Ord kan ikke beskrive, hvad jeg føler om det, som skete i Manchester. Jeg vil ikke tro, at verden, vi lever i, kan være så ondskabsfuld,” skriver sangeren Bruno Mars.

Historisk set
Tidslinje: Terror i Europa
Et blik på nogle af de større terrorhandlinger de sidste fem år
- 7. april 2017: Stockholm, Sverige: En lastbil kører ind i varehuset Åhléns City i Stockholm og dræber 5.
- 3. april 2017: Sankt Petersborg, Rusland: 11 bliver dræbt og cirka 40 bliver såret af en bombe, der om eftermiddagen eksploderede i Sankt Petersborgs metrosystem.
- 22. marts 2017: London, England: En mand kørte bevidst ind i adskillige mennesker på Westminster Bridge i den britiske hovedstad London og ramte flere mennesker.
- 19. december 2016: Berlin, Tyskland: En lastbil lastet med stål kører gennem et tæt befolket julemarked på Breitscheidstplatz i Berlin. 12 døde, 56 sårede. Gerningsmanden, en tuneser ved navn Anis Amri, blev fire dage senere skudt og dræbt af politiet i Milano, Italien.
- 14. juli 2016: Nice, Frankrig. Under en fejring af Bastilledag påkører en mand med en lastbil en stor menneskemængde på strandpromenaden Promenade des Anglais i Nice. 84 døde, cirka 200 sårede. Islamisk Stat (IS) tager ansvaret for den enlige gerningsmands handling.
- 28. juni 2016: Istanbul, Tyrkiet. Tre selvmordsbombere udløser eksplosioner i Atatürk lufthavn. De dræber 41, inklusive sig selv, og sårer 239 personer. Terrororganisationen Islamisk Stat (IS) mistænkes for at stå bag, men har ikke taget ansvaret.
- 13. juni 2016: Magnanville, Frankrig. En politibetjent og hans hustru stikkes ihjel i deres hjem nær Paris af en franskfødt gerningsmand med marokkansk baggrund. IS har taget ansvaret.
22. marts 2016: Bruxelles, Belgien. 32 mennesker bliver dræbt og over 340 såret, da seks eksplosioner rammer lufthavnen Zaventem og metro. IS tager ansvaret.- 16. januar 2016: Istanbul, Tyrkiet. Et syrisk IS-medlem dræber 10 og sårer 15, da han sprænger en bombe på Sultanahmet-pladsen. Ingen har taget ansvaret, men IS menes at stå bag.
- 13. november 2015: Paris, Frankrig. Inden for kort tid finder seks terrorangreb sted rundt omkring i Paris, heriblandt på cafeer og spillestedet Bataclan. 130 personer dør, og 433 såres. Gerningsmændene er franske og belgiske statsborgere. IS tager ansvaret.
- 20. juli 2015: Suruc, Tyrkiet. Mindst 32 personer dræbes af en selvmordsbomber ved et kulturcenter. IS mistænkes for at stå bag.
13. juni 2015: København, Danmark. Den danske statsborger Omar el-Hussein, som har palæstinensisk baggrund, dræber to civile, Finn Nørgaardog Dan Uzan, ved henholdsvis Krudttønden på Østerbro og den jødiske synagoge i København. Han sårer senere samme dag fem politifolk, før han selv bliver skudt og dør.- 7. januar 2015: Paris, Frankrig. Det franske satireblad Charlie Hebdo og et supermarked angribes af franske statsborgere med algerisk baggrund. Satirebladets chefredaktør og tre tegnere dræbes, og to politifolk skydes under et efterfølgende gidseldrama. Gruppen 2al-Qaeda på den arabiske halvø” tager ansvar for angrebet.
- 18. juli 2012: Burgas, Bulgarien. En canadisk-libanesisk selvmordsbomber angriber en bus med jødiske børn. Otte dør, og 30 såres. Hizbollah, der er et libanesisk parti og en paramilitær gruppe, menes at stå bag.
- 11-19. marts 2012: Toulouse, Frankrig. Tre gange på otte dage slår en enlig gerningsmand til forskellige steder i byen. Først dræber han tre soldater, og i det sidste angreb yderligere fire personer på en jødisk skole. Den 22. marts dræber fransk politi gerningsmanden, der var fransk statsborger med algeriske rødder og havde forbindelser til al-Qaeda.
- 13. juli 2011: Liége, Belgien. Syv mennesker dør, og 125 såres, da en belgisk statsborger af marokkansk afstamning angriber Place Saint-Lambért.
22. juli 2011, Oslo og Utøya, Norge. Den norske statsborger Anders Behring Breivik sprænger en bombe i Oslo foran justitsministeriet, hvorefter han rejser til øen Utøya, hvor det norske Arbeiderpartis ungdomsorganisation holder sommerlejr. Her skyder han 77 personer. Ifølge gerningsmanden er han en del af en gruppe kaldet Tempelridderne, men retten har vurderet, at Breivik var alene om angrebet.

Nyt terrorangreb udfordrer vores evne til at blive chokerede

Nyt terrorangreb udfordrer vores evne til at blive chokerede

Vi er ved at vænne os til terrorismen i Europa

Vi er ved at vænne os til terrorismen i Europa

Terroren har udvisket grænsen mellem krig og fred

Terroren har udvisket grænsen mellem krig og fred

Terror er et angreb på tilliden til næsten

Terror er et angreb på tilliden til næsten

Terrorisme i 45 år
Terrorangreb 1970-2015, koncentration og intensitet
