Kristeligt Dagblad

Menneske-
rettigheds-
konventionen



Menneskerettighederne påvirker, hvor tungt lovens hammer falder


Af Ulla Poulsen
15. november 2017

Twitter Facebook

Menneskerettighederne påvirker, hvor tungt lovens hammer falder


Af Ulla Poulsen
15. november 2017
Facebook Twitter  |   | § 3 og 8  | Konventionen



 


Det har vakt stærk debat, at danske domstole har taget hensyn til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i forbindelse med sager om udvisning af kriminelle udlændinge. Regeringen ønsker derfor at bruge det kommende danske formandskab for Europarådet til at mindske menneskerettighedsdomstolens indflydelse





Noget skete, da ”sigøjnerbossen” Gimi Levakovic den 12. maj 2016 fik medhold i Højesteret. Retten afgjorde, at den stærkt kriminelle 46-årige kroatiske statsborger ikke skulle udvises til Kroatien for at afsone sin straf, men kunne blive i Danmark. Dermed opretholdt Højesteret dommen fra Østre Landsret, der året før havde afgjort, at en udvisning af Levakovic ville være i strid med det europæiske opholdsdirektiv og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

Forståelsen for Gimi Levakovic og Højesteret har siden kunnet ligge på et meget lille sted blandt hovedparten af de danske politikere og offentlige debattører. Allerede samme dag, som dommen faldt i Højesteret, varslede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og andre fremtrædende politikere, at det nu var tid til at se nærmere på reglerne for udvisning af kriminelle udlændinge. Og pilen begyndte hurtigt at pege et sted hen: mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvis bestemmelse om respekt for familieliv åbenbart vejede tungere ved domstolen end Levakovics omkring 20 strafbare forhold, blandt andet grov vold og besiddelse af skydevåben.

Dertil kommer en række andre domme de senere år, hvor Højesteret, Østre og Vestre Landsret har bremset udvisninger af kriminelle udlændinge med henvisning til artikel 8. De har sammen med Levakovic-sagen styrket kritikernes indtryk af, at menneskerettighedskonventionen tvinger Danmark til at holde hånden over kriminelle udlændinge, man ellers helst så hælen og ikke tåen af. En nylig opgørelse fra Institut for Menneskerettigheder viser, at det i perioden 2011 til 2017 drejer sig om 20 tilfælde. Over for står, at Danmark siden 2010 – med domstolenes accept – har udvist omkring 10.000 udlændinge som led i deres straffesag, fremgår det af en ny bog om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af Jacques Hartmann, seniorforsker og direktør ved juridisk institut ved Dundee Universitet i Skotland.

”Artikel 8 har givet Danmark flere problemer, men i realiteten er det uhyre sjældent, at kriminelle udlændinge ikke kan udvises. Danmark er kun én gang blevet dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at beholde en person, staten ønskede at udvise,” siger Jacques Hartmann med henvisning til sagen om den iranske statsborger Davood Amrollahi fra 2002, der også baserede sig på artikel 8.



 

Artikel 8 - Ret til respekt for privatliv og familieliv


1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret (...)

Artikel 8 - Ret til respekt for privatliv og familieliv


1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret (...)
 



Mikael Rask Madsen, professor og centerleder ved iCourts, Center for Internationale Domstole ved Københavns Universitet, peger på, at den danske debat om artikel 8 til en vis grad skygger for artiklens øvrige anvendelsesområde.

”I Danmark er artikel 8 nærmest blev ensbetydende med udvisning af kriminelle udlændinge, men artiklen har jo betydning for langt mere end det. Dens kerne består i at beskytte vores privat- og familieliv. I nyere tid er det for eksempel artikel 8, der sørger for databeskyttelse, når vi sender e-mails til hinanden. Det er også den, der har været drivkraften i at beskytte andre familieformer end kernefamilien. Det er artikel 8, der har været med til at definere, hvad man forstår ved en familie,” siger Mikael Rask Madsen.

Samme vurdering har Jacques Hartmann. Han præciserer, at artikel 8 først og fremmest har til formål at sikre, at alle mennesker har ret til en privatsfære, som myndighederne skal respektere og beskytte. Den danske grundlov giver ikke en tilsvarende beskyttelse, understreger han.

”Artikel 8 er utrolig bred. Den beskytter alt muligt,” siger han.

Han kan godt se, at artikel 8 og menneskerettighedskonventionen kan forhindre Danmark i at føre præcis den udlændingepolitik, man måtte have lyst til, men det er jo også det, der er meningen:

”Det er sådan set hele pointen ved menneskerettighederne, at der er grupper, der har brug for og krav på beskyttelse. Det er hele formålet med menneskerettighederne, at de skal beskytte mindretallene.”

Samlet set er det en meget lille del af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols sager, der vedrører artikel 8. Ifølge Mikael Rask Madsen drejer det sig om cirka fire procent af sagerne. Det, der virkelig optager domstolens tid, er derimod sager om retfærdig rettergang – de liberale frihedsrettigheder, som han formulerer det. De udgør cirka 75 procent af domstolens arbejde.

Menneskerettighedskonventionen er også kommet under beskydning herhjemme for sin artikel 3 om forbud mod tortur og nedværdigende behandling. Det skyldes især dommen fra maj i år, hvor Højesteret afviste at lade myndighederne udvise fire rumænere til afsoning i deres hjemland. Begrundelsen var, at fængselsforholdene er så elendige i Rumænien, at det strider mod artikel 3’s bestemmelse om forbud mod ”nedværdigende behandling”.



 

Artikel 3 - Forbud mod tortur


Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.

Artikel 3 - Forbud mod tortur


Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.
 



Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, kaldte det efterfølgende ”rablende skørt”, at Danmark ikke kunne udlevere dømte til Rumænien. Samme hovedrysten kom fra de fleste andre partier.

Tidligere er artikel 3 blandt andet blevet brugt til at forhindre udlevering af den danske våbensmugler Niels Holck til Indien, fordi de danske domstole mente, at der var begrundet mistanke om, at han ville blive udsat for mishandling.

Artikel 3 blev oprindeligt skrevet ind i konventionen under indtryk af rædslerne fra Anden Verdenskrig, men fandt først anvendelse for alvor i slutningen af 1970’erne, da konflikten mellem Storbritannien og de nordirske oprørere i IRA var på sit højeste.

”Der blev Storbritannien dømt for at bruge en række forhørsmetoder, der gik over stregen. For eksempel, at de arresterede nordirere var udsat for, at lyset brændte hele tiden, de skulle stå op ad en væg, de fik ingen mad, ingen søvn og så videre. Det blev vurderet som klart inhumant og i strid med artikel 3,” siger Mikael Rask Madsen.

I modsætning til artikel 8 og de fleste andre bestemmelser i konventionen er artikel 3 en ”absolut” bestemmelse. Det vil sige, at der gælder ingen undtagelser.

”På den måde er artikel 3 særlig, fordi man normalt altid skal afbalancere flere hensyn mod hinanden. Det skal man ikke her. Uanset, hvem det er, der risikerer at blive udsat for tortur eller nedværdigende behandling, er det forbudt, og derfor har der været en række sager om fængselsforhold ved menneskerettighedsdomstolen,” siger Mikael Rask Madsen.

Ifølge Jacques Hartmann omhandlede omkring 10 procent af alle sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i perioden 1959-2016 krænkelser af artikel 3.

Den danske regering overtager på onsdag formandskabet i Europarådet, som er rammen om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og domstolen, og den har længe varslet, at det skulle bruges til at løsne op for den spændetrøje, som man mener, at konvention og domspraksis udgør. Især i forhold til udlændingepolitikken.

Regeringens mål er, at de danske domstole skal have et videre spillerum for deres afgørelser, underforstået føle sig mindre forpligtet af menneskerettighedskonventionen og de domme, der falder ved domstolen.



 
Dansk Folkeparti stillede i slutningen af oktober 2017 et beslutningsforslag om at skrive Den Europæiske Menneskerettighedskonvention helt ud af dansk lovgivning. Foto: Folketingstidende
 



Ifølge Mikael Rask Madsen har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dog allerede de seneste fem år trukket de juridiske følehorn til sig og accepteret de nationale afgørelser.

”Domstolen har fornemmet, at den vej, vinden blæser nu, er at lade være med at blande sig i for eksempel udvisningssager. Hvis de nationale instanser er i stand til at dokumentere, at de har gennemgået sagen grundigt og inddraget den retspraksis, der findes, og derefter har afvejet hensynet mellem personen og det pågældende samfund, så tyder alt på, at domstolen lader den nationale afgørelse stå ved magt,” siger han.

Samme udvikling konstaterer Jacob Mchangama, jurist og direktør i tænketanken Justitia, i en analyse fra september i år. Her konstaterer han, at menneskerettighedsdomstolen fra 2012 til 2017 har ”statueret ikke-krænkelse” i dobbelt så mange domme som i domme, hvor der er ”statueret krænkelse”. Det vil sige, at domstolen godkendte udvisning i dobbelt så mange sager, som den har afvist udvisning i. Det er en klar ændring i forhold til årene forud, 2007-2011, hvor domstolen ikke godkendte nær så mange udvisninger.

Hvorvidt der er tale om et bevidst og vedvarende kursskifte fra menneskerettighedsdomstolens side, tør Jacob Mchangama dog ikke konkludere.

Graver man tilbage i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions historie, har det imidlertid aldrig været meningen, at artikel 8 skulle bruges til at beskytte udlændinge mod at blive sendt ud af en given stat. I en anden analyse for Justitia fra januar i år gennemgår Anders Henriksen, lektor i folkeret ved Københavns Universitet, forarbejderne til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og domstolens praksis i de første årtier.

”Den oprindelige tanke var faktisk, at denne del af konventionen skulle respektere det oprindelige folkeretlige udgangspunkt om, at staterne selv bestemmer, hvem der gives ophold på territoriet,” skriver Anders Henriksen.

Han noterer videre, at det først er i midten af 1970’erne, at domstolen begynder at konkludere, at artikel 8 kunne beskytte udlændinge mod udsendelse.

Ifølge lektor ved Syddansk Universitet med speciale i udlændingeret og forvaltningsret Peter Starup er problemet, at menneskerettighedsdomstolens afgørelser dybest set er udtryk for et politisk magtspil mellem de til enhver tid siddende dommere.

”Udlændingeområdet er ikke noget, man kan udlede af klare bestemmelser. Det er så fluffy, hvad man bygger afgørelserne på. Det er dybest set dommernes egne politiske meninger, der kommer til udtryk. Det er et politisk magtspil, som man bagefter maskerer med juridiske argumenter,” siger han.

Peter Starup advarer mod at tro, at problemet er løst med at få bedre greb om domstolens praksis over for kriminelle udlændinge.

”Udvisningssagerne er kun en lille del af problemet, og derfor kan det også undre, at de får så meget opmærksomhed. De færreste spekulerer over, hvilke rammer menneskerettighedskonventionen i det hele taget lægger for Danmarks udlændingepolitik. Der er mange områder, hvor konventionen stiller sig i vejen for at ændre politikken over for udlændinge,” siger han.




 
 


Den Europæiske Menneskerettigheds-
konvention

Den Europæiske Menneskerettigheds-
konvention


Den Europæiske Mennekserettighedskonvention består af 59 artikler, der er opdelt i tre afsnit. Det første afsnit handler om de rettigheder og friheder, som alle mennesker i de lande, der har tiltrådt konventionen, er berettigede til.



Derefter følger en række artikler, der omhandler Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. For eksempel hvordan og hvor mange dommere, der skal udpeges til domstolen.



Til slut indeholder konventionen en række bestemmelser – eksempelvis, hvordan et land kan træde ud af konventionen.



Det er artikel 1 til 18, der er relevante for langt de fleste almindelige borgere. Her kan du læse, hvilke rettigheder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention sikrer dig som borger i Danmark. Og som borgerne i de 46 andre lander, der har tiltrådt konventionen, er sikret.



Du kan se de 47 lande her:





Afsnit I – rettigheder og friheder


Artikel 1 - Pligten til at respektere menneskerettighederne


De høje kontraherende parter garanterer enhver person under deres jurisdiktion de rettigheder og friheder, der angives i denne Konventions afsnit 1.




Artikel 2 - Ret til livet


1. Ethvert menneskes ret til livet er beskyttet ved lov. Ingen må forsætligt berøves livet, undtagen ved fuldbyrdelse af en dødsdom, afsagt af en domstol i tilfælde, hvor der ved lov er fastsat dødsstraf for den pågældende forbrydelse.

2. Berøvelse af livet betragtes ikke som foregået i modstrid med denne Artikel, når den er en følge af magtanvendelse, der ikke går ud over det absolut nødvendige:

a) for at forsvare nogen mod retsstridig overlast;
b) for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra lovlig forvaring;
c) i retsmæssig foretagen undertrykkelse af fredsforstyrrende optøjer eller opstand.



Artikel 3 - Forbud mod tortur


Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.




Artikel 4 - Forbud mod slaveri og tvangsarbejde


1. Ingen må holdes i slaveri eller trældom.
2. Ingen må beordres til at udføre tvangs- eller pligtarbejde.
3. Ved anvendelse af denne Artikel omfatter udtrykket “tvangs- eller pligtarbejde” ikke:

a) arbejde, som almindeligvis forlanges udført under forvaring i overensstemmelse med bestemmelserne i Artikel 5 i nærværende Konvention, eller under betinget løsladelse fra sådan forvaring;

b) tjeneste af militær karakter eller, i de lande, hvor militærnægtelse af samvittighedsgrunde anerkendes, for så vidt angår personer, der er militærnægtere af samvittighedsgrunde, tjeneste, der udkræves i stedet for tvungen militærtjeneste;

c) tjeneste, der pålægges i tilfælde af nødtilstand eller ulykker, der truer samfundets eksistens eller velfærd;

d) arbejde eller tjeneste, der udgør en del af normale borgerlige forpligtelser.




Artikel 5 - Ret til frihed og sikkerhed


1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde:

a) lovlig forvaring af en person efter domfældelse af en kompetent domstol;

b) lovlig anholdelse eller forvaring for ikke-efterkommelse af en domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov foreskrevet forpligtelse;

c) lovlig anholdelse eller forvaring af en person med det formål at stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har foretaget en retsstridig handling, eller når der er rimelig grund til at anse det for nødvendigt for at hindre ham i at foretage en retsstridig handling eller i at flygte efter at have fuldbyrdet en sådan;

d) forvaring af en mindreårig ifølge lovlig kendelse med det formål at føre tilsyn med hans opdragelse eller for at stille ham for den kompetente myndighed;

e) lovlig forvaring af personer for at hindre spredning af smitsomme sygdomme, af personer der er mentalt abnorme, drankere, narkomaner eller vagabonder;

f) lovlig anholdelse eller forvaring af en person for at hindre ham i uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem udvisnings- eller udleveringssag er svævende.

2. Enhver, der anholdes, skal ufortøvet på et sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver mod ham rettet anklage.

3. Enhver, der anholdes eller tages i forvaring i henhold til bestemmelserne i denne Artikels stk. 1 c), skal ufortøvet stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til rettergang inden en rimelig tid, eller til at blive løsladt i afventning af rettergang. Løsladelsen kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under rettergangen.

4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller forvaring, skal være berettiget til at tage skridt til, at der af en domstol træffes hurtig afgørelse om lovligheden af hans forvaring, og at hans løsladelse beordres, hvis forvaringen ikke er retmæssig;

5. Enhver, der har været genstand for anholdelse eller forvaring i modstrid med bestemmelserne i denne Artikel, har ret til erstatning.





Artikel 6 - Ret til retfærdig rettergang


1. Enhver skal, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerligerettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse, være berettiget til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig tid for en ved lov oprettet uafhængig og upartisk domstol. Dom skal afsiges i offentligt møde, men pressen og offentligheden kan udelukkes helt eller delvis fra retsforhandlingerne af hensyn til sædeligheden, den offentlige orden eller den nationale sikkerhed i et demokratisk samfund, når det kræves af hensynet til mindreårige eller til beskyttelse af parternes privatliv, eller under særlige omstændigheder i det efter rettens mening strengt nødvendige omfang, når offentlighed ville skade retfærdighedens interesser.

2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.

3. Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, er i særdeleshed berettiget til:

a) ufortøvet at modtage udførlig underretning på et sprog, som han forstår, om arten af og årsagen til den anklage, der er rejst mod ham;

b) at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar;

c) at forsvare sig personligt eller ved juridisk bistand som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale den juridiske bistand, at modtage den uden betaling, når retfærdighedens interesser kræver det;

d) at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner i hans interesse tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham;

e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten.





Artikel 7 - Ingen straf uden retsregel


1. Ingen kan kendes skyldig i strafbar lovovertrædelse på grund af en handling eller undladelse, der ikke udgjorde en strafbar overtrædelse af national eller international ret på den tid, da den blev begået. Ej heller må der pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da den strafbare lovovertrædelse blev begået.

2. Denne Artikel præjudicerer ikke rettergang imod og straf af en person for en handling eller undladelse, der på det tidspunkt, da den blev begået, var strafbar ifølge de af civiliserede nationer anerkendte almindelige retsprincipper.





Artikel 8 - Ret til respekt for privatliv og familieliv


1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.





Artikel 9 - Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed


1. Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter.

2. Frihed til at lægge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.





Artikel 10 - Ytringsfrihed


1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser. Denne Artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling.

2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.





Artikel 11 - Forsamlings- og foreningsfrihed


1. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.

2. Der må ikke gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Denne Artikel skal ikke forhindre, at der pålægges medlemmer af statens væbnede styrker, politi eller forvaltning lovlige indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder.





Artikel 12 - Ret til at indgå ægteskab


Giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love, der giver regler om udøvelsen af denne ret.





Artikel 13 - Adgang til effektive retsmidler


Enhver, der krænkes i de ved denne Konvention anerkendte rettigheder og friheder, skal have adgang til effektiv oprejsning for en national myndighed, uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler på embeds vegne.





Artikel 14 - Forbud mod diskriminering


Nydelsen af de i denne Konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.





Artikel 15 - Fravigelse af forpligtelser under offentlige faretilstande


1. Under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens, kan enhver af de høje kontraherende parter i det omfang, det er strengt påkrævet af situationen træffe forholdsregler, der gør indgreb i dens forpligtelser ifølge denne Konvention, forudsat, at sådanne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser ifølge folkeretten.

2. Der kan ikke med hjemmel i denne bestemmelse gøres afvigelse fra Artikel 2, undtagen med hensyn til berøvelse af livet, der er en følge af lovlige krigshandlinger, og ej heller fra artiklerne 3, 4, stk. 1 og 7.

3. Enhver stat, som benytter sig af denne ret til fravigelse, skal holde Europarådets generalsekretær fuldt underrettet om de forholdsregler, som den således har taget og om grundene dertil. Den skal også underrette Europarådets generalsekretær, når sådanne forholdsregler er ophørt at virke, og Konventionens bestemmelser igen er fuldt ud i kraft.





Artikel 16 - Indskrænkninger i udlændinges politiske virke


Ingen bestemmelse i artiklerne 10, 11 og 14 må anses som værende til hinder for, at de høje kontraherende parter fastsætter indskrænkninger i fremmede statsborgeres politiske virksomhed.





Artikel 17 - Forbud mod misbrug af rettigheder


Ingen bestemmelse i denne Konvention må fortolkes som medførende ret for nogen stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virksomhed eller udføre nogen handling, der sigter til at tilintetgøre nogen af de heri nævnte rettigheder og friheder, eller til at begrænse dem i videre omfang, end der er hjemmel for i Konventionen.





Artikel 18 - Begrænsninger i brug af indskrænkninger i rettigheder


De ifølge denne Konvention tilladte indskrænkninger i disse rettigheder og friheder må ikke anvendes i noget andet øjemed end det, for hvilke de er foreskrevet.




Afsnit II – Den europæiske Menneskerettigheds-
domstol



Artikel 19 - Oprettelse af domstolen


For at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, de høje kontraherende parter har påtaget sig ved denne Konvention og de dertil knyttede protokoller, skal der oprettes en Menneskerettighedsdomstol i det følgende benævnt “Domstolen”. Den skal fungere på permanent basis.




Artikel 20 - Dommernes antal


Domstolen skal bestå af et antal dommere, der svarer til antallet af de høje kontraherende parter.




Artikel 21 - Kriterier for valg til dommer


1. Dommerne skal nyde den højeste moralske anseelse og må enten besidde de kvalifikationer, der kræves for udnævnelse til høje juridiske embeder, eller være retskyndige af anerkendt sagkundskab.

2. Dommerne har sæde i Domstolen som individuelle personer.

3. Under deres embedsperiode må dommerne ikke påtage sig noget hverv, som er uforeneligt med deres uafhængighed og upartiskhed eller med kravene til et fuldtidsembede. Alle spørgsmål, der udspringer af anvendelsen af denne bestemmelse, afgøres af Domstolen.




Artikel 22 - Valg af dommere


Dommerne vælges af Den parlamentariske Forsamling med hensyn til hver af de høje kontraherende parter ved flertal på grundlag af en liste over tre kandidater, der er opstillet af den høje kontraherende part.




Artikel 23 - Embedsperiode og afskedigelse


1. Dommerne vælges for et tidsrum af 9 år. De kan ikke genvælges.

2. Dommernes embedsperiode udløber, når de fylder 70 år.

3. Dommerne skal beklæde embedet, indtil andre er valgt i deres sted. De skal imidlertid fortsætte med at behandle sager, som de allerede har påbegyndt.

4. En dommer kan ikke afskediges fra sit embede, medmindre de øvrige dommere med et flertal på to tredjedele beslutter, at den pågældende dommer ikke mere opfylder de krævede betingelser.




Artikel 24 - Justitskontor og rapportører


1. Domstolen har et justitskontor, hvis funktioner og organisation bestemmes i Domstolens regler.

2. Når Domstolen sidder i enkeltdommerformation, bistås Domstolen af rapportører, som fungerer under domstolspræsidentens myndighed. De udgør en del af Domstolens justitskontor.




Artikel 25 - Domstolen i plenum


Domstolen i plenum
a) vælger sin præsident og en eller to vicepræsidenter for et tidsrum af 3 år. De kan genvælges;

b) opretter kamre, der fungerer for en bestemt periode;

c) vælger præsidenterne for Domstolens kamre. Disse kan genvælges;

d) vedtager Domstolens regler;

e) vælger en justitssekretær og en eller flere vicejustitssekretærer;

f) fremsætter anmodninger i henhold til artikel 26, stk. 2.




Artikel 26 - Enkeltdommerformation, komitéer, kamre og Storkammeret


1. Ved behandling af sager, der forelægges Domstolen, sidder Domstolen i enkeltdommerformation, i komitéer på 3 dommere, i kamre på 7 dommere og i et Storkammer på 17 dommere. Domstolens kamre nedsætter komitéer, der fungerer for en bestemt periode.

2. Efter anmodning fra Domstolen i plenum kan Ministerkomitéen ved enstemmighed beslutte at reducere antallet af dommere i kamrene til fem for en bestemt periode.

3. En enkeltdommer må ikke behandle klagesager mod den stat, som vedkommende dommer er valgt for.

4. Der skal som ex officio medlem af kammeret og Storkammeret sidde den dommer, der er valgt for den stat, der er part i sagen. Hvis der ikke er en sådan dommer, eller hvis dommeren er ude af stand til at sidde som medlem, skal Domstolens præsident ud fra en liste, som vedkommende stat på forhånd har opstillet, vælge en person til at fungere som dommer.

5. Storkammeret omfatter også Domstolens præsident, vicepræsidenter, præsidenterne for kamrene og andre dommere, der er valgt ifølge Domstolens regler. Når en sag appelleres til Storkammeret i medfør af artikel 43, kan ingen dommer fra det kammer, der afsagde dommen, have sæde i Storkammeret, med undtagelse af præsidenten for kammeret og den dommer, der har haft sæde for den stat, der er part i sagen.




Artikel 27 - Enkeltdommeres kompetence


1. En enkeltdommer kan afvise en klage eller slette en klage fra Domstolens liste over anmeldte klager, som er indbragt i medfør af artikel 34, hvis en sådan beslutning kan træffes uden yderligere undersøgelse.

2. En sådan beslutning er endelig.

3. Hvis enkeltdommeren ikke afviser eller sletter klagen, skal dommeren henvise den til behandling i en komité eller et kammer med henblik på videre undersøgelse.




Artikel 28 - Komitéers kompetence


1. Når en klage er indbragt i medfør af artikel 34, kan en komité ved enstemmighed:

a) afvise klagen eller slette den fra sin liste over anmeldte klager, hvis en sådan beslutning kan træffes uden yderligere undersøgelse; eller

b) antage klagen til behandling og samtidig afsige dom om klagens grundlag, hvis det af sagen omhandlede spørgsmål vedrørende fortolkning eller anvendelse af konventionen eller de dertil knyttede protokoller allerede er afgjort i domstolens faste retspraksis.

2. Beslutninger og domme i henhold til stk. 1 er endelige.

3. Hvis den dommer, der er valgt for den stat, der er part i sagen, ikke er medlem af komitéen, kan komitéen på ethvert trin i sagsforløbet opfordre vedkommende dommer til at overtage pladsen fra et af komitéens medlemmer under hensyntagen til alle relevante forhold, herunder blandt andet hvorvidt den pågældende stat har bestridt anvendelsen af proceduren i medfør af stk. 1, b).




Artikel 29 - Kamres beslutning om klagers antagelse til behandling og stillingtagen til klagens grundlag


1. Hvis der ikke tages beslutning i medfør af artikel 27 eller 28 eller afsiges dom i medfør af artikel 28, tager et kammer beslutning om, hvorvidt individuelle klager, der indbringes i henhold til artikel 34, skal antages til behandling og tager stilling til klagens grundlag. Beslutningen om klagens antagelse til behandling kan tages separat.

2. Et kammer tager beslutning om, hvorvidt mellemstatslige klager, der indbringes i henhold til Artikel 33, skal antages til behandling, og tager stilling til klagens grundlag. Beslutningen om klagens antagelse til behandling tages separat, medmindre Domstolen i særlige tilfælde træffer anden beslutning.




Artikel 30 - Afgivelse af jurisdiktion til Storkammeret


Hvis der i en sag, der verserer i et kammer, opstår et væsentligt spørgsmål, der berører fortolkningen af Konventionen eller de dertil knyttede protokoller, eller hvis løsningen af et spørgsmål i kammeret kan få et resultat, der er uforeneligt med en dom, der tidligere er afsagt af Domstolen, kan kammeret på ethvert tidspunkt, før den afsiger sin dom, afgive sin jurisdiktion til Storkammeret, medmindre en af sagens parter rejser indsigelse herimod.




Artikel 31 - Storkammerets beføjelser


Storkammeret

a) afgør klager, der indgives enten i medfør af Artikel 33 eller Artikel 34, når et kammer har afgivet sin jurisdiktion i medfør af Artikel 30, eller hvis sagen er blevet henvist til det i medfør af Artikel 43;

b) behandler sager, der er henvist til Domstolen af Ministerkomitéen i henhold til artikel 46, stk. 4; og

c) behandler anmodninger om rådgivende udtalelser, der er forelagt i medfør af Artikel 47.




Artikel 32 - Domstolens kompetence


1. Domstolens kompetence udstrækker sig til alle sager vedrørende fortolkningen og anvendelsen af denne Konvention og de dertil knyttede protokoller, som indbringes for den i medfør af Artikel 33, 34, 46 og 47.

2. Domstolen afgør selv tvistigheder med hensyn til sin kompetence.




Artikel 33 - Mellemstatslige sager


Enhver af de høje kontraherende parter kan indbringe ethvert påstået brud på Konventionens og de dertil knyttede protokollers bestemmelser foretaget af en anden høj kontraherende part.




Artikel 34 - Individuelle klager


Domstolen kan modtage klager fra enhver person, enhver ikkestatslig organisation eller gruppe af enkeltpersoner, der hævder at være blevet krænket af en af de høje kontraherende parter i de rettigheder, der er anerkendt ved denne Konvention eller de dertil knyttede protokoller. De høje kontraherende parter forpligter sig til ikke på nogen måde at lægge hindringer i vejen for den effektive udøvelse af denne ret.




Artikel 35 - Individuelle klager


Kriterier for antagelse til behandling i realiteten

1. Domstolen må kun optage sagen til behandling, når alle nationale retsmidler er blevet udtømt i overensstemmelse med de af folkeretten almindeligt anerkendte regler, og inden for et tidsrum af 6 måneder fra den dato, den endelige afgørelse blev truffet.

2. Domstolen må ikke behandle nogen individuel klage efter Artikel 34, som

a) er anonym, eller

b) i det væsentlige er identisk med en sag, der allerede er blevet undersøgt af Domstolen eller allerede har været underkastet anden form for international undersøgelse eller afgørelse, og som ikke indeholder nye oplysninger af betydning.

3. Domstolen skal afvise en klage, der er indbragt i henhold til artikel 34, når Domstolen er af den opfattelse, at:

a) klagen er uforenelig med bestemmelserne i konventionen eller de dertil knyttede protokoller, er åbenbart ugrundet eller er misbrug af den individuelle klageadgang; eller

b) klageren ikke har haft væsentlig ulempe, medmindre respekten for menneskerettigheder som defineret i konventionen og de dertil knyttede protokoller gør det påkrævet at

realitetsbehandle klagen. En klage kan ikke afvises på dette grundlag, hvis klagen ikke har været behørigt behandlet af en national domstol.

4. Domstolen skal afvise enhver klage, som den anser for uforenelig med denne Artikel. Den kan gøre dette på ethvert trin i proceduren.




Artikel 36 - Tredjeparts intervention


1. I alle sager, der er forelagt et kammer eller Storkammeret, har en høj kontraherende part, som har en af sine statsborgere som klager, ret til at afgive skriftlige bemærkninger og til at deltage i høringer.

2. Domstolens præsident kan, af hensyn til en retfærdig rettergang, opfordre enhver høj kontraherende part, som ikke er part i sagen, eller enhver impliceret person, som ikke er klageren, til at afgive skriftlige bemærkninger eller til at deltage i høringer.

3. I alle sager, der er forelagt et kammer eller Storkammeret, har Europarådets Menneskerettighedskommissær ret til at afgive skriftlige bemærkninger og til at deltage i høringer.




Artikel 37 - Sletning af klager fra listen


1. Domstolen kan på ethvert tidspunkt i sagsbehandlingen beslutte at slette en klage af sagslisten, såfremt det på baggrund af omstændighederne findes, at

a) klageren ikke har til hensigt at forfølge sin klage, eller

b) sagen er blevet løst, eller

c) det i øvrigt efter Domstolens opfattelse ikke længere er begrundet at forsætte behandlingen af klagen. Domstolen skal dog fortsætte behandlingen af en klage, hvis respekten for menneskerettighederne som defineret i Konventionen og de dertil knyttede protokoller tilsiger det.

2. Domstolen kan beslutte at genoptage en klage på sin sagsliste, hvis den mener, at omstændighederne berettiger en sådan fremgangsmåde.




Artikel 38 - Behandling af sagen


Domstolen skal behandle sagen sammen med parternes repræsentanter og om nødvendigt foranstalte en undersøgelse, til hvis effektive gennemførelse vedkommende stater skal stille alle nødvendige midler til rådighed.




Artikel 39 - Forlig


1. På ethvert trin i sagsforløbet kan Domstolen stille sig til rådighed for vedkommende parter med det formål at opnå et forlig på grundlag af respekt for menneskerettighederne som defineret i konventionen og de dertil knyttede protokoller.

2. Proceduren i henhold til stk. 1 er fortrolig.

3. Hvis der opnås et forlig, skal Domstolen slette sagen fra sin sagsliste ved en afgørelse, som indskrænker sig til en kort konstatering af kendsgerningerne og den løsning, der er opnået.

4. Denne afgørelse oversendes til Ministerkomitéen, der skal overvåge, at forliget fuldbyrdes på de i afgørelsen fastsatte vilkår.




Artikel 40 - Offentlige høringer og adgang til dokumenter


1. Høringer er offentlige, medmindre Domstolen i særlige tilfælde bestemmer andet.

2. Dokumenter, der deponeres hos justitssekretæren, skal være tilgængelige for offentligheden, medmindre Domstolens præsident træffer anden beslutning.




Artikel 41 - Passende erstatning


Hvis Domstolen finder, at der er sket en krænkelse af Konventionen eller de dertil knyttede protokoller, og hvis vedkommende høje kontraherende parts interne ret kun tillader delvis skadesløsholdelse, skal Domstolen om nødvendigt tilkende den forurettede part passende erstatning.




Artikel 42 - Domme afsagt af kamre


Domme afsagt af kamre bliver endelige i overensstemmelse med bestemmelserne i Artikel 44, stk. 2.




Artikel 43 - Henvisning til Storkammeret


1. Inden for en periode på 3 måneder fra datoen for den dom, der er afsagt af et kammer, kan enhver part i sagen undtagelsesvis anmode om, at sagen henvises til Storkammeret.

2. Et udvalg på 5 af Storkammerets dommere skal godkende anmodningen, hvis sagen rejser et væsentligt spørgsmål, der berører fortolkningen eller anvendelsen af Konventionen eller de dertil knyttede protokoller, eller et væsentligt emne af generel vigtighed.

3. Hvis udvalget godkender anmodningen, skal Storkammeret afgøre sagen ved afsigelse af en dom.




Artikel 44 - Endelige domme


1. En dom afsagt af Storkammeret er endelig. 2. En dom afsagt af et kammer bliver endelig

a) hvis parterne erklærer, at de ikke vil anmode om, at sagen henvises til Storkammeret, eller

b) 3 måneder efter datoen for dommen, hvis der ikke er anmodet om henvisning af sagen til Storkammeret, eller

c) hvis Storkammerets udvalg afviser anmodningen om henvisning i henhold til Artikel 43.

3. Den endelige dom skal offentliggøres.




Artikel 45 - Begrundelser for domme og afgørelser


1. Både domme og afgørelser, om hvorvidt klager kan antages til behandling eller ej, skal ledsages af grunde.

2. Hvis en dom helt eller delvis ikke giver udtryk for dommernes enstemmige mening, er enhver dommer berettiget til at afgive særskilt votum.




Artikel 46 - Dommes bindende kraft og fuldbyrdelse


1. De høje kontraherende parter forpligter sig til at rette sig efter Domstolens endelige dom i enhver sag, som de er part i.

2. Domstolens endelige dom oversendes til Ministerkomitéen, der skal overvåge dommens fuldbyrdelse.

3. Hvis det er Ministerkomitéens opfattelse, at overvågningen af en endelig doms fuldbyrdelse vanskeliggøres af et problem med at fortolke dommen, kan Ministerkomitéen henvise sagen til Domstolen med henblik på at få afklaret fortolkningsspørgsmålet. En beslutning om at henvise sagen kan vedtages med et flertal på to tredjedele af de repræsentanter, som har ret til at sidde i komitéen.

4. Hvis det er Ministerkomitéens opfattelse, at en høj kontraherende part nægter at rette sig efter en endelig dom i en sag mod vedkommende part, kan Ministerkomitéen, efter at have underrettet den pågældende part skriftligt derom, og såfremt beslutningen vedtages med et flertal på to tredjedele af de repræsentanter, som har ret til at sidde i komitéen, anmode Domstolen om at tage stilling til, hvorvidt den pågældende part har undladt at overholde sin forpligtelse i henhold til stk. 1.

5. Hvis Domstolen finder, at stk. 1 er overtrådt, skal den henvise sagen til Ministerkomitéen, som tager stilling til, hvilke foranstaltninger der skal træffes. Hvis Domstolen finder, at stk. 1 ikke er overtrådt, skal den henvise sagen til Ministerkomitéen, som afslutter sin behandling af sagen.




Artikel 47 - Rådgivende udtalelser


1. På Ministerkomiteens anmodning kan Domstolen afgive rådgivende udtalelser om juridiske spørgsmål vedrørende fortolkningen af Konventionen og de til denne knyttede protokoller.

2. Sådanne udtalelser kan ikke vedrøre noget spørgsmål om indholdet eller rækkevidden af de rettigheder og friheder, som fastsættes i Konventionens afsnit I og i de til Konventionen knyttede protokoller, og heller ikke andre spørgsmål, som Domstolen eller Ministerkomiteen måtte skulle tage stilling til som følge af et i henhold til Konventionen iværksat retsskridt.

3. Ministerkomiteens beslutning om at anmode Domstolen om en rådgivende udtalelse kræver et flertal af de repræsentanter, som har ret til at sidde i komiteen.




Artikel 48 - Domstolens rådgivende kompetence


Domstolen afgør, om en anmodning fra Ministerkomiteen om en rådgivende udtalelse falder ind under dens kompetence, således som denne er fastlagt i Artikel 47.




Artikel 49 - Begrundelse for rådgivende udtalelser


1. Domstolens rådgivende udtalelser skal ledsages af grunde.

2. Såfremt den rådgivende udtalelse helt eller delvis ikke giver udtryk for dommernes enstemmige mening, er enhver af dommerne berettiget til at afgive særskilt votum.

3. Domstolens rådgivende udtalelser oversendes til Ministerkomiteen.




Artikel 50 - Domstolens udgifter


Udgifterne til Domstolen udredes af Europarådet.




Artikel 51 - Dommernes privilegier og immuniteter


Dommerne har under udøvelsen af deres hverv ret til de privilegier og immuniteter, der omhandles i Artikel 40 i Europarådets statut og i de overenskomster, der er indgået i henhold hertil.





Afsnit III – Forskellige bestemmelser



Artikel 52 - Anmodning om oplysninger fra generalsekretæren


På anmodning af Europarådets generalsekretær skal enhver af de høje kontraherende parter give nærmere oplysning om, hvorledes den pågældende stats interne lovgivning sikrer den effektive gennemførelse af bestemmelserne i denne Konvention.




Artikel 53 - Sikring af eksisterende menneskerettigheder


Ingen bestemmelse i denne Konvention må fortolkes som en begrænsning i eller afvigelse fra nogen af de menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som måtte være tilsikret i henhold til en høj kontraherende parts lovgivning eller i henhold til anden overenskomst, den er part i.




Artikel 54 - Ministerkomiteens beføjelser


Ingen bestemmelse i denne Konvention skal præjudicere de beføjelser, der ved Europarådets statut er tillagt Ministerkomiteen.




Artikel 55 - Udelukkelse af andre midler til afgørelse af tvister


Bortset fra særlig aftale giver de høje kontraherende parter afkald på at påberåbe sig traktater, overenskomster eller deklarationer, der består mellem dem, til i form af en stævning at forelægge en tvist om fortolkning eller anvendelse af denne Konvention, til afgørelse på anden måde end i denne Konvention bestemt.




Artikel 56 - Anvendelsesområder


1. Enhver stat kan ved sin ratifikation eller når som helst derefter ved en til Europarådets generalsekretær stilet notifikation erklære, at nærværende Konvention skal, under forbehold af denne Artikels stk. 4, udstrækkes til alle eller nogle af de områder, for hvis internationale forbindelser den er ansvarlig.

2. Konventionen skal udstrækkes til det område eller de områder, der nævnes i notifikationen, fra den 30te dag efter, at Europarådets generalsekretær har modtaget denne notifikation.

3. Bestemmelserne i nærværende Konvention skal imidlertid i sådanne områder anvendes med skyldig hensyntagen til de stedlige vilkår.

4. Enhver stat, der har afgivet en erklæring i overensstemmelse med denne Artikels stk. 1, kan når som helst derefter på et eller flere af de områders vegne, som notifikationen omfatter, erklære, at den anerkender Domstolens kompetence til at modtage klager fra personer, ikke-guvernementale organisationer eller grupper af enkeltpersoner som fastsat i Konventionens Artikel 34.




Artikel 57 - Forbehold


1. Enhver stat kan ved undertegnelsen af denne Konvention eller ved deponeringen af ratifikationsinstrumentet tage forbehold med hensyn til enhver særskilt bestemmelse i Konventionen, i det omfang en lov, som på det tidspunkt er i kraft på dens område, ikke er i overensstemmelse med bestemmelsen. Forbehold af generel karakter er ikke tilladt i henhold til denne Artikel.

2. Ethvert forbehold, der tages i henhold til denne Artikel, skal indeholde en kort redegørelse for den pågældende lov.




Artikel 58 - Opsigelse


1. En høj kontraherende part kan ikke opsige nærværende Konvention før udløbet af fem år fra den dato, da den trådte i kraft for dens vedkommende og efter et varsel på seks måneder, tilstillet Europarådets generalsekretær, der skal underrette de andre høje kontraherende parter.

2. En sådan opsigelse har ikke til virkning, at den pågældende høje kontraherende part frigøres fra sine forpligtelser ifølge denne Konvention med hensyn til nogen handling, som kan udgøre et brud på denne Konvention, og som er udført før den dato, da opsigelsen fik virkning.

3. På samme vilkår skal enhver høj kontraherende part, der ophører med at være medlem af Europarådet, ophøre med at være part i denne Konvention.

4. Under iagttagelse af bestemmelserne i stk. 1 – 3 kan Konventionen opsiges med hensyn til ethvert område, for hvilket den i medfør af Artikel 56 er blevet erklæret anvendelig.




Artikel 59 - Undertegnelse og ratifikation


1. Denne Konvention er åben for undertegnelse af Europarådets medlemmer. Den skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne deponeres hos Europarådets generalsekretær.

2. Den Europæiske Union kan tiltræde denne konvention.

3. Denne Konvention træder i kraft, når ti ratifikationsinstrumenter er blevet deponeret.

4. For så vidt angår en signatarmagt, der senere ratificerer Konventionen, træder denne i kraft den dag, ratifikationsinstrumentet deponeres.

5. Europarådets generalsekretær skal give alle medlemmerne af Europarådet meddelelse om Konventionens ikrafttræden, om navnene på de høje kontraherende parter, der har ratificeret den, og om deponering af alle ratifikationsinstrumenter, som senere foretages.




 

KREDITERING


  • Tekst: Ulla Poulsen
  • Tegning: Rasmus Juul
  • Videoklip: Emil Findalen
  • Tilrettelæggelse: Rasmus Fahrendorff
  • Visuel redaktør: Kim Schou
  • Digital redaktør: Stinne Andreasen
  • Kontakt: net@k.dk

KREDITERING


  • Tekst: Ulla Poulsen
  • Tegning: Rasmus Juul
  • Videoklip: Emil Findalen
  • Tilrettelæggelse: Rasmus Fahrendorff
  • Visuel redaktør: Kim Schou
  • Digital redaktør: Stinne Andreasen
  • Kontakt: net@k.dk