Hun er 28 år og sart som en elverpige. Hendes hår er rødt som oktoberløvet udenfor, og hun har benvarmere og sweater i samme farver. Brune øjne, gylden hud.

Hun ligner efterårets skovfe, men over for hende sidder Christiane. Med viltert gråt hår og venstre fods hæl hvilende på højre knæ er hun lige så solid, som Michella er skrøbelig.

En gang om ugen i halvandet år er Michella Ermark mødt op for at tale med sygeplejersken Christiane Alstrup på ambulatoriet for langvarig anoreksi, der ligger på Rigshospitalet og hører under Psykiatrisk Center Ballerup. Inden da var Michella indlagt. Det har hun været tre gange og to år og fire måneder i alt. Sidste gang forlod hun anoreksiklinikken mod specialisternes anbefaling, for hun ville ikke tage mere på i vægt end de 40 kilo, hun vejer nu.

Det behøver hun heller ikke her på ambulatoriet, men aftalen er, at hun heller ikke må tabe sig. Hun har holdt den indtil videre. Hver gang de mødes, giver Christiane hende et antal plastikposer med 40 skrigpink piller i hver. Det er afføringspiller, og de er også en del af aftalen. Hun må spise en pose om dagen, ikke mere, men det er meget lidt, for Michella har haft pillerne som fast diæt, siden hun var 14 år og har i perioder taget 140 om dagen.

”Hvordan er det gået med pillerne?”, spørger Christiane.

”Det er ikke gået synderligt godt. Jeg har taget hul på poserne til næste uge,” siger Michella.

Én dag i løbet af den uge, der er gået, har hun spist 70 piller. Et par dage med 60 og nogle stykker med 50. Hun har overspist og kastet op én gang.

Der hænger et rundt ur på væggen på kontoret. Tik tak tik tak. Ellers – stilhed.

”Jeg gider rigtig godt stoppe med pillerne, men jeg gider også rigtig godt veje 40 kilo, og jeg ved ikke, hvad der er vigtigst,” siger Michella så.

”Men vi vidste jo, da vi gik i gang med projektet, at det var nu, det var svært at holde ud,” svarer Christiane.

Michella rækker hende sin dagbog, og Christiane læser højt. Det gør de hver uge. Hun læser om, hvor ondt det gør at have anoreksi. Og hvor godt. At sygdommen er Michellas redning, selv om den kan blive hendes død. At hun er bange for dens kræfter, men ikke har kræfter uden den. Om den sidste uge læser hun:

”Det gør ondt at kaste op. Jeg bliver syg af at tage 70 afføringspiller.

Men trods smerten føler jeg en ubeskrivelig lettelse over at mærke den kemiske reaktion, der sker i mine tarme, hver gang at mavekramperne bliver så slemme, at jeg ikke kan være nogen steder.

Som om den uro, der sker helt fysisk, gør, at jeg bliver helt stille indeni.

En ubeskrivelig stilhed, der føles rar og tryg. Og i et kort sekund føler jeg mig hjemme i den bygning, andre kalder min krop. I den bygning, jeg ellers kun har grimme ting at sige om. Den bygning, jeg hele mit liv har forsøgt at komme ud af, flygte fra. Den bygning som kun minder mig om noget forkert, noget beskidt. Og urent. Men i et enkelt sekund følte jeg mig hjemme, midt i min destruering og udsletning.”

Med grå blyant har Michella streget passager under i en bog. Det er den franske succesforfatter Delphine de Vigans roman om, hvordan hun selv blev helbredt for anoreksi på et parisisk hospital. Den hedder ”Dage uden sult”.

”Hun vil ikke blive rask, fordi hun ikke kan finde ud af at leve på andre måder end gennem denne sygdom, der har valgt hende,” har Michella streget under.

En anden sætning antyder årsagen til, at det kunne komme så vidt:

”Hun må grave de gamle sår frem – de åbne sår, der er helt friske, som havde de været opbevaret på køl – for at forsøge at forklare, hvordan symptomet opstod eller blev valgt.”

Det er flere år siden, at Michella søgte aktindsigt i sin barndom. For det har været svært som voksen at finde tråden i fortællingen om, hvilket barn hun var, og hvem hun nu er blevet, når minderne mest er fragmenter, og hun ikke ved, om hun bedømmer dem rigtigt.

Ishøj Kommune skrev det første dokument, da Michella var syv år og det sidste, lige inden hun fyldte 19 år. Hendes far var aldrig rigtig inde i billedet. Mor var på kontanthjælp, og hun og stedfar drak tæt og sloges. Som barn havde Michella voldsom eksem og var jævnligt indlagt på Gentofte Hospital. Behandlerne rapporterede flere gange om, at hudlidelsen også havde en psykosomatisk side. For eksempel beskrev en pædagog, som var tæt knyttet til hende, hvordan Michella havde sagt, at ”eksemen har reddet hendes liv, for når hun kradsede i sårene, og de blev inficeret, blev hun jo indlagt og fik ro og omsorg på børneafdelingen.”

Sky, indsunken, skræmt. Apatisk, appellerende, sugende. Trist, utrøstelig, usikker. Adjektiver, indberetninger, anbringelser og udredninger i en aktindsigt på tohundrede sider. Og indimellem en sætning om det, der allerede var på vej:

”Michella beskriver nogle gange afsky for sin egen krop og kan give udtryk for, at hun mener, hun er for tyk,” skrev et børnehjem, hvor hun boede kort.

Hun synes ”i perioder at blive fyldt af negative tanker om sig selv og har i perioder selvmutilerende adfærd samt symptomadfærd på anoreksi,” skrev kommunens psykolog.

”Michella skal have hjælp til sine 'spiseforstyrrelser'. Hun lider ikke af anoreksi, men spiser næsten ikke, hvis hun har problemer eller er ked af det,” skrev en ungdomspension, hvor hun boede i flere år.

Eksemen reddede hendes liv, sagde Michella til pædagogen, da hun var en lille pige. Det er de samme ord, hun bruger om sin anoreksi i dag. Anoreksi er kendt som en sygdom, der handler om kontrol, men betyder det, at den syge person søger kontrol over mad og vægt som en erstatning for den kontrol, hun ikke føler, hun har over sit liv i øvrigt? Eller er det, at undervægt og opkastninger i sig selv hjælper med at kontrollere følelser, der er næsten ubærlige?

”Det er sådan en sorg, der bare er bundløs”, siger Michella om en grundfølelse i sit indre, som hun ikke tør mærke – det er svært ”at turde være i sit eget jeg”, forklarer hun.

Hun har understreget en sætning i den franske roman. Den handler om det rungende hul i maven, sulten skaber hos et fastende menneske.

”Hun er så fokuseret på dette gabende tomme hul, at hun ikke længere mærker andet end det, hun tænker ikke længere, har ikke længere ondt i sjælen,” står der.

Michellas behandlere kalder den tilstand for den anorektiske dybfryser. Da Michella var mest syg, spiste hun agurk, salat, babymos og tog nogle gange en klat tandpasta på tungen. På det tidspunkt var hun 21 år, hun blev indlagt for første gang og fik sin diagnose. Dengang følte hun ingenting. Hun kendte ikke til vrede, hun var aldrig ked af det. Hun husker ikke, at hun drømte noget som helst om natten.

”Men jeg kan huske, at jeg var bange. Bange for at tage på og miste mig selv. Jeg var bange for at mærke noget af det, jeg ikke ville mærke. Når man begynder at spise, tør man lige som op,” beskriver hun.

På hospitalet fik hun mareridt om ting, hun ikke ville huske fra sin barndom. Hun fik anfald af raseri og panikangst.

Men denne gang skulle hun ikke møde sin frygt alene. Hun havde en psykolog, en læge og sygeplejersker, som tog over og stod fast, når hun ikke selv kunne stå imod trangen til at sulte sig.

På hospitalet lærte hun at skære mad ud i rimelige bidder i stedet for at findele alt, som skulle det splittes til atomer. Hun lærte at putte sovs på kartofler i stedet for at holde alting adskilt på tallerkenen som et barn. Hun lærte at spise med voksenbestik i stedet for de teskeer og kagegafler, hun altid brugte før.

”Det er et meget fint billede, fra børnebestik til voksenbestik. Det er godt billede på, hvordan jeg voksede med bestikket. At turde lidt mere,” siger hun.

Engang stak Michella af fra hospitalet i raseri. En sygeplejerske fulgte efter – og så gik de bare en tur og satte sig på en bænk. Michella græd og græd.

”Jeg fandt ud af, at det ikke var så farligt at være ked af det, når der er en, som holder dig i hånden eller nusser dig på skulderen. Og hun turde at være i det. Jeg så alt det, hun turde, og det tog jeg lidt til mig. Første step er at lære, at man gerne må have alle de her følelser. Det andet er at lære at være lidt med dem, at de måske ikke er så farlige, og at de går væk igen. Det har jeg ikke lært helt endnu,” siger hun.

Men er de følelser værre, end at Michella risikerer at dø af sin spiseforstyrrelse?

"Ja. Jeg kan ikke holde om dem, de smuldrer mellem mine fingre. De er lige som sandkorn, de blæser væk. Eller måske er de ikke sand, men snefnug, de er der, jeg ser dem, de smelter, de er væk. Jeg forstår det heller ikke selv. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan håndtere dem. Jeg har ikke noget sprog for det. De skal bare væk."

Hun har sine aftaler i kalenderen på sin telefon. Hun er omhyggelig med dem, og hun holder dem altid. Hun har været sygemeldt i flere år, men begyndte i sommer et skoleforløb, der skal afklare, hvad hun måske kan uddanne sig til.

Hun skriver digte, fotograferer og tog en uddannelse som cirkusartist på AFUK, Akademiet for Utæmmet Kreativitet, inden hun blev indlagt første gang. I otte sæsoner rejste hun med Cirkus Benneweis, fordi hun selv tog kontakt til alletiders cirkus-moder Diana Benneweis og kom under hendes vinge. Nu rejser hun rundt som frivillig med en af socialområdets stammødre Lisbeth Zornig og holder foredrag om omsorgssvigt og spiseforstyrrelser.

Hun har nære veninder, som hun har haft, siden hun var barn.

For Michella er indtagende som en blød kat, der snor sig om et ben. Hun er indlysende begavet og intellektuelt vakt, som når hun i sin dagbog forsøger at forstå, om hun har ”valgt” sin egen adfærd og først redegør for ordets oprindelse og synonymer (”der er jo nogle gange, hvor jeg får følelsen af, at jeg ikke har noget valg, at jeg er styret af noget andet eller af en impuls,” skriver hun).

Hun er pudsig og sjov, som når hun sidder i ambulatoriet og sender rollen som patient lige tilbage i hovedet på sin behandler: ”Nå, men hvordan har DU det, Christiane?”

Men Christiane prøver at holde hende fast. For Michella bruger også sin charme til at søge uden om alt det, hun har svært ved at møde lige på.

Og der er intet sjovt ved dagen i dag, fredag den 3. november. Michella er blevet vejet for første gang i tre uger, og det er også et par uger siden, hun sidst var på ambulatoriet på grund af efterårsferie og et foredrag i Haderslev.

Nu katapulterer udtrykket i Christianes ansigt hende ind i virkeligheden. Hun har tabt sig 2,5 kilo. Hun er under den grænse, de har aftalt som absolut minimum, og det må ikke fortsætte: ”Så skal du indlægges,” siger Christiane.

Sidste gang, Michella blev indlagt, var i april 2016. Dengang havde hun mødt stedfaderen fra sin barndom til jul. Hun og Christiane er enige om, at mødet udløste det vægttab, der endte med indlæggelsen.

For to uger siden arrangerede Michella et møde med en pædagog, som var et nært vidne til den barndom, hun ikke rigtig kan få hold på selv. Det er mere end ti år siden, de så hinanden sidst. To dage efter mødet købte hun et ekstra glas afføringspiller, som hun har spist oven i dem, hun får af hospitalet. Det er mindst 70 piller om dagen, regner hun ud.

”Ofte kan det være sådan, at når man kommer tilbage i noget af det gamle, hvor man har været så bange, så reaktiverer det et eller andet, og derfor falder man tilbage i de her spiseforstyrrelsesting,” siger Christiane, da de sidder over for hinanden efter vejningen.

Men Michella siger nej til analysen. Hun opfattede mødet som godt. Hun fik de informationer, hun søgte, og hun fastholder, at det er hun glad for.

Enden på samtalen bliver, at hun skal øge sin vægt de næste uger, for ellers står hun over for en indlæggelse.

Fem dage senere er hun tilbage på ambulatoriet. Hun har holdt aftalen om 40 piller per dag. Hun har spist nogenlunde, og hun har ikke kastet op. Men Michella føler sig trængt. Hun har svært ved at se, at de sidste dage er en forbedring. Hun kan ikke rigtig acceptere, at vægttabet er en forværring.

”Når jeg ser det vægttab, tænker jeg jo på, hvor meget anoreksien har fået fat. Man holder vejret,” siger Christiane.

Michella er også skræmt. Men hun er bange for at tage på, bange for at putte noget i sin mund, bange for at skære ned på sine piller. Det mest skræmmende er, at hun slet ikke er skræmt over de ting, hun har gjort, siger hun:

”Ja. Alle andre holder vejret. Det er jo det, der er så syret. Jeg føler jo, at jeg trækker vejret bedre. Jeg var så glad, jeg mærkede en bølge af glæde vælte ind over mig, da jeg så det tal på skærmen. Indtil jeg så dig. Og så er det som om, at den glæde bare skulle væk, den måtte ikke være der. Og så har jeg jo ikke mærket den siden. Fordi den åbenbart ikke får lov til at være der. Men hvorfor må jeg ikke opleve den?”

De opfører en kamp om logikken. Behandler og patient lægger arm om den sandhed, der har mest potentiale til at redde Michellas liv, er det anoreksiens eller normalitetens?

”Men hvor kommer den følelse fra? Er det en følelse, der vil dig det godt?”, holder Christiane fast.

”Det plejer glæde gerne at være,” insisterer Michella.

”Men afsenderen af følelsen?”

”Den vil mig det også godt. Der er en grund til, at den er der. Tænk, hvis den ikke havde været der. Hvor ville jeg være endt uden den – i fængsel, på gaden, på stoffer?”

Christiane ved det godt. At når Michella kaster op, er det pinefuldt, voldsomt og et velvalgt udtryk for vreden inden i. Når hun sulter og tømmer sig, tager hun et panser på, hun glaserer sine sår med fysisk smerte og med en form for apati. Men pointen er jo, at hun skal finde en anden strategi.

”Det er jo ret livsfarligt at have en spiseforstyrrelse,” siger sygeplejersken.

”Det er det også at tage stoffer og drikke alkohol,” forsvarer Michella sig.

”Ja. Men det er det også at have en spiseforstyrrelse,” siger Christiane.

”Kender du nogen, der er døde af spiseforstyrrelser?,” spørger hun så.

”Ja,” siger Michella.

”Men prøv at hør, jeg er så lykkelig for den,” udbryder hun: ”Det er fandme svært, ikke? Det er svært at være i kamp med noget, jeg i virkeligheden er rigtig glad for.”

Michella har et hemmeligt sted. Et yndlingssted. En stenbro tæt på Rigshospitalet. Når hun sætter sig på broens brede kant med dens søjle i ryggen, har hun en lille sø med svaner og ænder på sin venstre hånd. På den anden side løber vejen ned til hospitalet. Stedet er et af de få, hvor hun tør være med sig selv. Her gik hun hen og skrev i sin dagbog, de gange hun var indlagt.

Nu står hun på broen efter samtalen med Christiane. De skal mødes igen om en uge. I den tid skal Michella holde stand, hun skal kæmpe mod sit eget sind for et mål, hun lige nu ikke ved, om hun begærer.

Men du var jo ved at skrive et afskedsbrev til din spiseforstyrrelse?

”Jeg har jo ikke gjort det færdigt, vel?,” svarer hun.

Hun har streget en sætning under i den franske roman. Der står:

”Hun er i en mellemfase, det ved hun godt, og vil være det længe endnu – mellem en sygdom, som hun ikke helt kan give slip på, og en fremtid, som hun endnu ikke kan skimte.”

Michella blev sidst vejet i ambulatoriet for langvarig anoreksi onsdag den 29. november 2017. Hun vejer stadig mindre end 40 kilo og skal tage på for at undgå indlæggelse.

Artiklen bygger på interview med Michella Ermark og hendes behandlere, Michellas dagbøger, breve, digte, aktindsigten fra hendes barndom og deltagelse i fire samtalesessioner med Christiane Alstrup i ambulatoriet for langvarig anoreksi mellem september og november 2017.

Rigshospitalet varetog behandlingen af voksne med spiseforstyrrelser i Region Hovedstaden indtil januar 2017, hvorefter den overgik til Psykiatrisk Center Ballerup. I 2018 flytter behandlingen fysisk til Ballerup.

Få råd, hjælp og vejledning om spiseforstyrrelser hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Telefon 70101818.

Prøv avisen i en måned gratis

  Læs også