Migrantens odyssé – kapitel 1

Vincent Beso havde altid drømt om Europa. En svensk fodboldklub og en skål med blod blev hans adgangsbillet

I februar 2017 landede Vincent Beso i Stockholms lufthavn. En cocktail af menneskesmuglere, illegalt arbejde og et kuldsejlet europæisk asylsystem har i fire år sendt ham kontinentet rundt i jagten på et bedre liv. Kristeligt Dagblad kortlægger i tre kapitler historien om den nigerianske migrant

Facebook
Twitter
 

Du har set Vincent Beso før.

Det er ham, der spørger efter din pant. Du har set ham hænge ud på en af banegårdene i de større byer. Engang fik I øjenkontakt. Han stod bagerst i restaurantens køkken og vaskede tallerkener op..

Du så ham også, sidst du ferierede i Sydspanien. Han plukkede tomater i plantagen, du kørte forbi. En mørk og utydelig mandesilhuet i solbleget t-shirt.

Zoomer du ind, vil du opdage, at manden har et navn. At han som hver og en af de tusindvis af afrikanske mænd, der hvert år kommer illegalt til Europa, er landet på kontinentet med en rygsæk fuld af håb og drømme, der sjældent indfries. Gennem de seneste måneder har Kristeligt Dagblad mødt en af disse mænd.

Han hedder Vincent Beso, og på baggrund af interviews og aktindsigter i dokumenter fra danske og udenlandske myndigheder kan Kristeligt Dagblad fortælle hans historie.

Han har gjort alt, hvad der står i hans magt for at lykkes. Fuppet sig til en prøvetræning i en svensk fodboldklub. Udgivet sig for at være politisk flygtning og siden for at være forfulgt homoseksuel, selvom begge dele er løgn. Samlet flasker natten lang i København og knoklet i Mallorcas marker for at afdrage på gælden til sine bagmænd.

I dag sidder han i en fængselscelle i Kalundborg Arrest på niende måned. Håbet har forladt ham, og han laver intet andet end at vente på, at de danske myndigheder skal deportere ham til hjemlandet Nigeria.

”Jeg har ingen fremtid. Forleden stod jeg i bruseren med et barberblad presset op mod mit håndled. Ingen burde tænke på at dræbe sig selv i min alder,” siger Vincent Beso, der er i begyndelsen af tyverne.

 
 




I ankomsthallen i Arlanda, Stockholms lufthavn, stod Fredrik Lindström, en midaldrende svensk mand med måne. Det var midt i februar 2017, og han skulle hente to nigerianske mænd og køre dem til en mindre svensk provinsby. I sin fritid er Fredrik Lindström fodboldagent, og han havde sikret de to nigerianere en uges prøvetræning i en svensk divisionsklub.



 
 


Aftalen kom i stand, da Fredrik Lindström kontaktede den deltidsprofessionelle divisionsklub, vi kalder Drömmarnas FF. I en mail til klubbens vicedirektør, som Kristeligt Dagblad har set, beskrev hobby-fodboldagenten, hvordan han ad omveje var kommet i forbindelse med en Mr. Charles, sportschef ved Fodboldakademiet, en talentfabrik for fattige unge mænd i Nigeria, der har fødderne skruet rigtigt på.

Fodboldakademiets talenter, skrev han, kunne sammenlignes med de bedste i svenske topklubber som ”Malmø FF, Helsingborg, Kalmar FF”. Mr. Charles var en mand, man kunne regne med, fortsatte Lindström sin mail til vicedirektøren i Drömmarnas FF: ”I Nigeria findes, som du ved, uhørt mange gode fodboldspillere, men det nytter jo intet, når man ikke kan stole på skumle agenter”.

Han vedhæftede et brev fra Fodboldakademiet underskrevet af Mr. Charles. Det var fuldt af stavefejl, og i første sætning stod der, at Fodboldakademiet ”was borne out of the need to add to our quota to helping Society to keep youths out of crime”. Sætningen giver ringe mening, men betyder noget i retning af, at målet er at fastholde unge på den rigtige side af loven.

Fredrik Lindström fremhævede to spillere. Den ene var Vincent Beso, som var så god, at den store traditionsklub Toulouse fra den bedste franske fodboldrække viste interesse for ham.

Drömmarnas FF havde nu mulighed for at få de to talenter til prøvetræning. Det eneste, klubben skulle gøre, var at invitere dem til landet via den svenske ambassade i Nigeria.

”Jeg ordner alt med en invitation, billetter, møder dem i Stockholm/København og rejser med drengene til [byen, hvor de skulle prøvetræne]. Akademiet betaler alt for spillerne,” skrev Fredrik Lindström og sluttede mailen:

”Jeg gør dette, fordi jeg elsker fodbold, og fordi jeg gerne vil hjælpe mennesker i nød. Og i Nigeria har man det vældigt, vældigt svært.”

 
 




Drömmarnas FF hoppede i med begge ben.

Straks skrev de en mail til den svenske ambassade i Nigerias hovedstad, Abuja, og bad dem udstede visa, så de to talenter kunne rejse til Sverige. Vicedirektøren burde have studset over, at ambassaden i sit mailsvar gjorde opmærksom på, at de ikke kunne finde noget bevis for Fodboldakademiets eksistens:

”Vi har ikke været i stand til at finde meget information om [Fodboldakademiet] i [Vincents hjemby], så ambassaden undrer sig over, hvordan I kom i kontakt med disse to fodboldspillere?”

Fodboldakademiet har ingen hjemmeside, og Kristeligt Dagblad har kun kunnet finde ganske få informationer om akademiet. På Mr. Charles’ Facebookprofil ses eksempelvis enkelte billeder med en håndfuld nigerianske mænd iført fodboldtøj.

Akademi eller ej. Drömmarnas FF insisterede på at få spillerne til prøvetræning, så få uger senere stemplede en svensk diplomat Vincent Besos visum. Det gjaldt i en måned. Vejen til Europa var banet.

 
 




Det var første gang, Vincent Beso befandt sig i et fremmed land. Den unge nigerianer vidste ikke meget om Europa, andet end at han havde ”hørt om London og New York”. Han var iført en blå jakke, jeans og sneakers. Udenfor bemærkede Vincent Beso, at han kunne se sin ånde. Det var februar og havde sneet, og fra bagsædet af Fredrik Lindströms bil imponeredes han af de endeløse, svenske skove.

Drömmarnas FF har hjemme i en svensk provinsby med godt 10.000 indbyggere. Klubbens stadion har plads til et par tusinde tilskuere, og sidste år spillede førsteholdet deltidsprofessionel fodbold i en af de lavere divisioner. Det var her, at Vincent Beso i et par dage udlevede sin korte karriere som fodboldtalent.

 
 




I Nigeria er spørgsmålet ikke, om man vil til Europa. Spørgsmålet er hvordan og hvornår, man kan tage af sted.

En undersøgelse fra den amerikanske tænketank Pew Research Center har vist, at 45 procent af Nigerias voksne befolkning ønsker at forlade landet i de kommende år.

Vincent Besos hjemby ligger nord for millionbyen Lagos og er et morads af faldefærdige huse med rustrøde bliktage. Vejene er i bedste fald dårligt asfalteret, og kloakkerne løber langs dem som forgrenede åløb. På Google Streetview-billeder kan man se, at affaldet flyder i gaderne, mens indbyggere sælger lidt af hvert fra interimistisk opstillede boder. I lokale engelsksprogede aviser står der, at borgerne er trætte af korruption og fattigdom, og i oktober blev tre unge mænd skudt af sikkerhedsstyrker under en demonstration mod politivold.

For Vincent Beso bød tilværelsen i byen ham aldrig andet end fattigdom og var det tætteste, han kunne komme på at være usynlig. Han blev født i slutningen af 1990’erne og var ikke barn ret længe. Hver dag efter skole tog han forbi det lokale savværk og tjente lidt småpenge til familien. Det begyndte allerede, da han var 10 år.

Faderen havde hjerteproblemer og døde, mens Vincent Beso endnu var teenager, og hans mor forsørgede ham og hans brødre ved at sælge vand på gaden. Der var ikke råd til, at han kunne gennemføre de sidste år af skolen, og Vincent Beso begyndte i stedet at hjælpe sin mor med at skaffe penge.

En sjælden gang imellem stimlede han og nogle af de andre unge sammen om et fjernsyn for at se, hvad drømme er gjort af. I amerikanske og europæiske film iagttog de velstanden. Bilerne, pengene, tøjet.

Vincent Beso måbede og bad til en dag at komme til Europa.

 
 




Det er uklart, præcist hvordan muligheden opstod. Selv siger Vincent Beso, at en mand fra lokalområdet kendte alt til familiens deroute efter faderens død og introducerede ham for Mr. Charles – manden bag Fodboldakademiet.

Turen til Europa ville ikke være gratis, forklarede Mr. Charles. Til gengæld ville der være garanteret arbejde, så Vincent Beso kunne tilbagebetale de penge, det krævede at sende ham afsted.

Om det er den fulde sandhed, ved vi ikke. Et synes sikkert: Vincent Beso ville væk fra byens slum, koste hvad det koste ville.

Men først skulle han aflægge en ed.

 
 




Juju hedder ritualet, og det er indgående beskrevet i rapporter om menneskesmugling af både Europol og Socialstyrelsen i Danmark. I Europa opfattes det som heksedoktori, men for Vincent Beso og mange af hans landsmænd er det bogstavelig talt blodigt alvor.






Idéen er som følger: Den håbefulde migrant aflægger en juju-ed med bagmændene, der til gengæld bruger ritualet som en psykologisk spændetrøje, der skal forhindre folk som Vincent Beso i at stikke af fra deres gæld.

”Et væsentligt formål med disse edsaflæggelser synes at være at true personen til tavshed overfor europæiske myndigheder. Problemet er stort og synes at indgå i en generelt stigende tendens i retning af mindre voldelige metoder fra bagmændenes side,” skriver Center mod Menneskehandel under Socialstyrelsen i en rapport om juju fra 2011.

Troen på vodoo-lignende religiøse praksisser er udbredt i Afrikas folkerigeste land. Følgende passage er Vincent Besos egen udlægning:

Mr. Charles fulgte ham kort inden afrejsen til Europa til en lokal juju-forkynder. Han var gammel, bar traditionelt stammetøj og bad Vincent Beso om at aflægge en ed til ånden Ogun.

Ogun beskrives i førnævnte rapport som en flodgud i den del af Nigeria, Vincent Beso stammer fra.

Ånden, står der, er ”en vogter af sandhed, der straffer løgn og bedrag”.





 
 


Juju-forkynderen messede, mens han kronragede Vincent Beso. Dernæst skar han ham i fingeren. Blodet løb ned i en skål af træ sammen med det sorte, krøllede hår og en ubestemmelig væske. Miksturen blev opbevaret i et lille skrin, og Vincent Beso svor at adlyde sin bagmand.

Han havde solgt sin sjæl. Brød han aftalen, ville onde ånder straffe ham eller hans familie med sygdom, ulykker og i værste fald døden.

Hans mor græd, da sønnen overbragte nyheden om, at han ville forlade familien og drage til Europa. Ikke af tristesse, men af glæde. Nigerianske migranter sendte ifølge en rapport fra det internationale revisionsselskab PWC 148 milliarder kroner – 6,1 procent af det samlede brut tonationalprodukt – til hjemlandet i såkaldte remitter i 2018.

Et par dage efter juju-ritualet kørte Mr. Charles Vincent Beso til Lagos’ internationale lufthavn. Da han for første gang i sit liv mærkede suset fra et fly, der letter og så verden fra oven, bar han ikke kun vægten af sin egen skæbne. Fra dette øjeblik afhang familiens fremtid af ham.

 
 




Tiden i Sverige var kort for Vincent Beso.

Måske vidste han, at talentet ikke rakte til en kontrakt med en fodboldklub. Måske havde det hele tiden været planen, at han ville stikke af, så snart muligheden bød sig.

 

I interviews med Kristeligt Dagblad har han aldrig nævnt, at ruten til Europa gik gennem en prøvetræning i en svensk fodboldklub. Hans version lyder, at en afrikansk mand hurtigt efter ankomsten til Sverige beordrede, at han skulle sælge kokain på gaden i Stockholm.

Vincent Beso nægtede og stak af.

Dette er ikke den fulde sandhed. Aktindsigter dokumenterer, hvordan hans visum kom i stand via Drömmarnas FF. Repræsentanter fra fodboldklubben fortæller desuden, at de indlogerede Vincent Beso i en hytte nær klubbens træningsanlæg. De bekræfter endvidere, at Vincent Beso deltog i tre til fire prøvetræninger og insisterer på, at de reelt troede på, at han var et fodboldtalent. Efter at han forsvandt, foretog de sig ikke yderligere.

 
 

Drömmarnas FF var blevet lovet en spiller, som Toulouse i den bedste franske liga var ude efter. Men efter kun få træninger stod det klart, at Vincent Beso var så dårlig, at de satte ham til at træne med ungdomsholdet.

Efter en lille uges tid var prøvetræningen slut. Fredrik Lindström – fritidsagenten, der havde fået Vincent Beso til landet – havde lovet at køre de to nigerianere tilbage til lufthavnen. En træner fra Drömmarnas FF åbnede døren til hytten, hvor Vincent Beso havde boet, men sengen var tom.

En måned senere dukkede han igen op til overfladen. Den 20. marts 2017 søgte han asyl i Hamborg, Tyskland. Odysséen var begyndt.


Læs næste kapitel i serien


 
 






 


 

Sådan gjorde vi

 Denne artikelserie bygger på mailkorrespondancer, aktindsigter fra danske, svenske, spanske og tyske myndigheder samt interviews med Vincent Beso, hans mor, en barndomsven, der opholder sig illegalt i Danmark, og repræsentanter fra den svenske fodboldklub. Organisationen Hope Now, der hjælper ofre for menneskehandel, har hjulpet med at skabe kontakt til Vincent Beso.

 Navnene på Vincent Beso, Laila Beso, Mr. Charles, Fodboldakademiet, Drömmarnas FF og Fredrik Lindstrøm er opdigtede af hensyn til Vincent Besos sikkerhed. Af samme årsag har Kristeligt Dagblad ikke konfronteret Mr. Charles og Fredrik Lindström. Deres identiteter er redaktionen bekendt.

 



 
 

KREDITERING