Migrantens odyssé – kapitel 2

Efter to mislykkede asylforsøg havde Vincent Beso fundet opskriften på succes i Europa: Undgå myndighederne

Vincent Beso strandede i København efter en mystisk fejl af de svenske asylmyndigheder. Hans liv blev fyldt med løgne, tomme flasker og illegalt arbejde i det grænseløse Europa, han var rejst til. Dette er andet kapitel i serien om den nigerianske migrant

Facebook
Twitter
 

”Migrantens odyssé” er en artikelserie i tre kapitler. Dette er andet kapitel. Har du ikke læst første kapitel, anbefaler vi, at du begynder med det.
Find det her.



En tidlig morgen i juni 2017 førte tyske betjente Vincent Beso ind på bagsædet af en politibil. Forude ventede en timelang køretur.

En af betjentene rakte den unge afrikaner en flybillet. Lufthansa, LH 0826, sæde 30F, Frankfurt til København. I lufthavnen fulgte de ham ombord og udstyrede ham med et såkaldt laissez-passer, et nødpas han skulle vise i København.

”Nur gültig für die Überstellung von Deutschland nach Schweden; der Antragsteller har sich in Kopenhagen zu melden,” stod der. Kun gældende for overførsel mellem Tyskland til Sverige via København.

Dette er anden del i fortællingen om Vincent Beso. Han er én af de tusindvis af afrikanske mænd, der hvert år kommer illegalt til Europa.

Det er en odyssé, der vidner om et kollapset asylsystem, udnyttelse af billig arbejdskraft og en mand, der desperat jagter et liv mere værdigt end den fattigdom, han voksede op i.

I dag befinder Vincent Beso sig i en celle i Kalundborg Arrest, hvorfra han venter på at blive deporteret til sit hjemland. Gennem interviews og aktindsigter fra danske og udenlandske myndigheder kan Kristeligt Dagblad dokumentere hans historie.

 
 






Dublin-forordningen er den vigtigste aftale i det europæiske asylsamarbejde. Den betyder, at migranter og flygtninge skal søge asyl i det medlemsland, de først sætter fødderne i.

Om det er Lampedusa i Italien, Lesbos i Grækenland eller Stockholm i Sverige er underordnet. Man skal søge, hvor man ankommer – ikke asylshoppe i en endeløs vandring fra land til land.

Vincent Beso gjorde det modsatte.

I februar 2017 landede han i Arlanda Lufthavn i Stockholm under dække at være et nigeriansk fodboldtalent, der skulle prøvetræne i en deltidsprofessionel svensk klub. Det hele var fup, og få dage senere gik Vincent Beso under jorden.

Nu var det sommer, og han var igen dukket op til overfladen. På en politistation i Tysklands næststørste by, Hamborg, havde han søgt om asyl.

Det store spørgsmål var selvfølgelig: Hvorfor? Hvorfor var han stukket af fra Sverige? Og hvorfor han var han taget til Tyskland?

Mr. Charles, hævder Vincent Beso.

Han var manden, der i sin tid havde fået ham til Europa, og som nu krævede, at han skulle sælge kokain i Stockholms gader for at tilbagebetale sin gæld. 150.000 kroner.

Vincent Beso nægtede og stak af. Han havde hørt rygter om, at det var nemt at få asyl og arbejdstilladelse i Tyskland. Men planen mislykkedes. Det tog ikke de tyske migrationsmyndigheder lang tid at konstatere, at Vincent Beso allerede var registreret i Sverige med et gyldigt visum.

Det var derfor, at tyskerne sendte ham retur.

Da flyet lettede fra Frankfurt, var de overbeviste om, at Vincent Beso inden længe ville befinde sig i Sverige. Dublin-forordningen virkede. Troede de i hvert fald.





 
 


Klokken 10:50 landede Vincent Beso i Københavns Lufthavn, hvorfra de svenske udlændingemyndigheder efter planen skulle transportere ham over Øresundsbroen. Men de var ikke til at få øje på. Vincent Beso forstod det ikke, men så muligheden og henvendte sig i stedet til det danske politi.

”Jeg vil gerne anmode om asyl,” sagde han.

I København var den vagthavende i politiets udlændingecenter skrupforvirret. I EU-asylportalen DubliNet kunne han konstatere, at den nigerianske mand, der stod ved skranken, allerede havde søgt om asyl i Tyskland og tilmed burde befinde sig i Sverige. Politiassistenten skrev en mail til kollegerne på den anden side af sundet. Hvorfor havde de ikke hentet ham som planlagt?

”Til orientering,” sluttede assistenten mailen: ”har han nu søgt asyl her”.

Et par dage senere modtog han et svar fra Migrationsverket, den svenske pendant til Udlændingestyrelsen.

”Kære kollega. Jeg kan bekræfte, at Migrationsverket har accepteret at overføre den pågældende person til Sverige via Kastrup. Af en eller anden grund var der ikke noget personale fra Migrationsverket til at gennemføre overførslen. Migrationsverket undskylder fejltagelsen og de gener, det har medført for jer.”

Var det en forglemmelse fra de svenske myndigheder? Eller havde de håbet, at Vincent Beso ville stikke af fra Københavns Lufthavn og forsvinde ud i glemslen? Uanset hvad: Svenskerne kunne ikke bare hente ham. Endnu en bureaukratisk udleveringsproces skulle til at begynde. Vincent Beso var med ét blevet Danmarks hovedpine.

 
 






Sandholmlejren nær Birkerød nord for København er Danmarks største asylcenter. I juli 2017 blev det Vincent Besos nye hjem.

Hver dag tog han S-toget mod indre by i København. Den danske alkoholkultur og lysten til at drikke udendørs har gjort byen til pantsamlernes eldorado. Det var sommer, og parkerne var fulde af unge, der festede. Vincent Beso samlede, indtil plastikposerne var ved at sprænges. Resultatet kom ud som en bon fra en flaskeautomat i supermarkedet, når morgenen gryede: 200 kroner.

Det var flere penge, end Vincent Beso ”nogensinde havde set”.







Han begyndte at vænne sig til byen. Folk var flinke, husker han, og de brokkede sig sjældent, når han bad dem om deres tomme øldåser. Fra Nørreport til Kongens Have, ned ad Gothersgade og op ad Strøget til Rådhuspladsen. Sådan kunne han formentlig have fortsat i måneder. Måske endda år.

Kost og logi var gratis, og som asylansøger fik han tilmed lidt lommepenge fra staten hver måned. Det var ikke en glamourøs tilværelse, men alligevel langt bedre end den, han var vant til i Nigeria. Nu kunne han langsomt begynde at betale sin gæld af til Mr. Charles og de bagmænd, der havde smuglet ham til Europa gennem en svensk fodboldklub – endda uden at sælge kokain.

 
 






Vincent Beso fattede papir og pen, da en sagsbehandler fra Udlændingestyrelsen bad ham forklare, hvorfor han søgte asyl.

Hans forklaring er løgn fra ende til anden. Det indrømmer han i dag. Men den giver et indblik i tankegangen hos en desperat nigeriansk migrant: Fortæl myndighederne, hvad du tror, at de vil høre. I 2017 lød hans første opdigtede asylmotiv således:

”Jeg har et politisk problem i Nigeria med den nigerianske regering under ledelse af præsident Muhammadu Buhari.”

Selvom Vincent Beso på dette tidspunkt var ganske ung, fortalte han Udlændingestyrelsen, at han i Nigeria var en fremtrædende embedsmand med speciale i landets olieindustri. Den nigerianske regering anklagede ham for at stjæle olie – men i virkeligheden var det lokalbefolkningen, som stjal den i desperation over landets økonomiske tilstand.

”Hvis jeg vender tilbage, vil jeg blive dræbt,” skrev Vincent Beso på gebrokkent engelsk og med en håndskrift, der ligner en 12-årigs.

Løgnen var skønne spildte kræfter, for uanset hvad, var han Sveriges ansvar. Den 5. september 2017 fik Udlændingestyrelsen langt om længe overførselsaftalen i stand med Migrationsverket. En sagsbehandler fortalte Vincent Beso, at han skulle tilbage til Sverige, hvor hans asylsag ville blive behandlet på ny.

Man skulle tro, at Dublin-forordningen og det fælleseuropæiske asylsystem denne gang havde indhentet ham. Men kort efter pakkede han sine tasker og stak af fra Danmark.






 
 

Vincent Beso var lettet da han gik af færgen på Mallorca i Middelhavet.

Turen havde været omstændig. Han var papirløs og havde ikke ret mange penge, så bussen var den eneste farbare vej. Timer var blevet til dage, mens han havde sneglet sig sydpå ad de europæiske motorveje. Alligevel var det gået over al forventning. Ikke en eneste gang havde han mødt en politibetjent eller en grænsevagt på sin 2400 kilometer lange rejse.

Fra København til Hamborg. Fra Hamborg til Stuttgart. Fra Stuttgart til Toulouse og videre til den spanske østkyst, hvorfra han tog færgen til Mallorca. Europa var i sandhed grænseløst.





Nu stod han på kajen og kiggede sig omkring. På palmer, på havet og på de hvide marmorfliser, som solen spejlede sig i. Turisterne slængede sig i plasticstole på caféerne og købte falske Gucci-tasker af afrikanske migranter på havnen.

En nigeriansk bekendt havde fortalt, at her var arbejde at få.

Øen skulle blive hans hjem i de næste to år.

 
 





Rygraden i Mallorcas landbrugssektor er bogstavelig talt mænd fra Afrika – og mange af dem arbejder illegalt. Det samme gælder i resten af Spanien, der er EU’s største eksportør af frugt og grønt.

I foråret, da coronakrisen toppede, og Spanien havde Europas højeste dødsrate, stoppede migranterne med at dukke op. I et desperat forsøg på at redde sommerhøsten gjorde regeringen det nemmere for landmændene at hyre op mod 80.000 sæsonarbejdere til at plukke frugt og grønt. Risikoen, lød det, var fødevaremangel og et regulært økonomisk kollaps.

For at skære det ud i pap: Folk som Vincent Beso har i årevis været essentielle for Spanien. Og for de danskere, der vil købe billige tomater, kartofler og frugt i Netto. Sådan er det i dag, og sådan var det i 2017, hvor han indledte sit liv på øen.







Hans chef hed Raul og drak for meget. Men han kunne lide at ansætte afrikanske mænd, for de var både stærke og villige til at knokle i markerne. Og knokle gjorde Vincent Beso. Mest af alt plukkede han tomater, men også bær og frugt. Fra klokken 8-17. Ni timer om dagen, seks dage om ugen med et fast hold af mænd fra Nigeria, Gambia og Guinea-Bissau.

På sine fridage tog han ned til havnen i Palma de Mallorca og lastede containere som daglejer. Det indbragte ham 35 euro for en hel dags arbejde. Raul betalte ham 650 euro om måneden – cirka 5000 kroner. 200 euro – cirka 1500 kroner – gik til husleje, resten til mad og afbetaling på gælden til Mr. Charles. Han boede på et lille værelse i en lejlighed i Son Gotleu, Palmas migrantkvarter.

Ifølge dokumenter fra de spanske myndigheder var Vincent Beso ikke helt papirløs på Mallorca.

Han havde en midlertidig opholdstilladelse, så han formelt set kunne bo på øen i en kortere periode. Ellers var kontakten med det officielle Spanien minimal. Vincent Beso var begyndt at fatte det her kontinent: Han måtte undgå myndigheder og droppe forsøgene på at få arbejdstilladelse og permanent, lovligt ophold. Den slags havde kun voldt ham besvær.

Hvis han nogensinde skulle blive fri af sin gæld og sende gode penge hjem til sin familie, måtte han arbejde sort.

 
 





Vincent Besos hjerte bankede hurtigt, hver gang menneskesmugleren Mr. Charles’ navn dukkede op på telefonens display. Samtalerne var altid korte. Tonen var aggressiv. Det gik for langsomt med at afbetale gælden til manden, der havde fået ham til Europa som et falsk fodboldtalent.

”Vi ved, hvor din mor og dine brødre bor,” lød truslen.

Det var efterår 2019, og høsten var overstået. Pengene ville blive mindre i de kommende måneder, hvor de spanske landmænd ikke skulle bruge hans hænder til at udføre arbejdet i markerne. Han måtte nordpå. Til København, hvor kontakter fra dengang, han samlede pant i gaderne, kunne hjælpe ham til et job vinteren over.






Er der overhovedet noget håb i Vincent Besos fortælling? Vi spørger ham, om han på ét eneste tidspunkt siden afrejsen fra Nigeria har haft det godt. Været tryg, hygget sig i selskab med nye venner, flirtet med en pige?

Han smiler ved at genkalde sig pusterum, der for os virker helt banale.

I København så tingene ud til gå en smule bedre. Et job var undervejs, og i mellemtiden samlede han flasker. Han lejede et værelse af en kvinde fra Uganda, der boede i bydelen Bellahøj.




Der var et par aftener på Danafrika, et lille kælderlokale på Nørrebro, der fungerer som café og mødested for afrikanere i København. I baggrunden lød nigeriansk musik. Vincent Beso bestilte en øl, sladrede og lod tankerne flyde.

Der var stunder, hvor Vincent Beso og hans eneste ven holdt en pause fra at samle pant. De gik fra Indre By over Dronning Louises Bro og endte på odds-caféen Tipico på Nørrebrogade. For småpenge kunne de hænge ud i et par timer og se fodbold på de mange skærme. Deres yndlingshold var Manchester United.

Og så var der glæden ved at knække jobkoden på ny. En fyr fra Bangladesh skaffede ham et opvasker- og rengøringsjob på den populære restaurantkæde Oli Olis afdeling på Amagerbrogade.

Lønnen var god, syntes Vincent. 70 kroner i timen. Sort. Fra klokken 20.30 til 23.30, fire gange om ugen. Han ville have masser af tid til at samle flasker om dagen og om natten i weekenderne. Måske kunne han endda få et ekstra job.

Et glimt af håb var tændt. Der, midt i en restaurant på Amager, hvor han iklædte sig et hvidt forklæde for om aftenen at moppe gulvet. Han havde forladt Nigeria for mere end 1000 dage siden. Virkeligheden lå langt fra de spillefilm, han og vennerne havde måbet over som børn. I Europa kan mennesker som Vincent Beso dufte alt det, deres drømme er gjort af. Men smage kan de ikke. De kører ikke rundt i store biler og spiser på dyre restauranter. De gør rent i dem.

Alligevel var han tilfreds. Gælden til Mr. Charles blev langsomt mindre, og et par gange – ganske få – havde han været i stand til at sende små beløb hjem til sin mor og sine brødre. Det hele skulle nok gå. Troede han. Indtil en civilklædt politibetjent lidt i midnat den 8. februar i år bankede på Oli Olis dør.


Læs sidste kapitel i serien


 
 
 






 


 

Sådan gjorde vi

 Denne artikelserie bygger på mailkorrespondancer, aktindsigter fra danske, svenske, spanske og tyske myndigheder samt interviews med Vincent Beso, hans mor, en barndomsven, der opholder sig illegalt i Danmark, og repræsentanter fra den svenske fodboldklub. Organisationen Hope Now, der hjælper ofre for menneskehandel, har hjulpet med at skabe kontakt til Vincent Beso.

 Navnene på Vincent Beso, Laila Beso, Mr. Charles, Fodboldakademiet, Drömmarnas FF og Fredrik Lindstrøm er opdigtede af hensyn til Vincent Besos sikkerhed. Af samme årsag har Kristeligt Dagblad ikke konfronteret Mr. Charles og Fredrik Lindström. Deres identiteter er redaktionen bekendt.



Kristeligt Dagblad har været i kontakt med ejerne af Oli Oli-kæden. De fortæller at rengøringen af restauranterne har været udliciteret til et eksternt firma. Oli Oli erkender at have modtaget et bødeforlæg af politiet. I dag har de skiftet rengøringsbureau.

 



 
 

KREDITERING