Hvem er Mikkel efter operationen?

Han har en tåre i sin højre øjenkrog. Den sidder der bare, den er for lille til at trille. Mikkel Schweitz, 25 år, ligger på ryggen med let hævet hoved på en briks i en operationsstue på Rigshospitalet med en oppustelig papirdyne om sig.

På en kontorstol ved hans højre side sidder Alma, hans kæreste, klædt i hospitalets sterile papirtøj, et pastel-lilla hårnet og blå kappe. Hun græder. Lydløst, med munden presset sammen, og dupper snot og tårer med en serviet.

Der er seks personaler på stuen, herunder operations- og anæstesisygeplejersker, en neuropsykolog og en anæstesilæge, for Mikkel skal lægges til at sove nu. De pusler om ham fra alle sider. En sygeplejerske spørger:

“Mikkel, vil du sige dit fulde navn og cpr.nr. Hvad skal du have lavet i dag?”

“Jeg skal opereres i hjernen for en tumor,” svarer han.

Neuropsykologen spørger:

“Er du bange?”.

“Jeg er bange,” siger han.

Når Mikkel er lagt i narkose, kommer kirurgen og åbner hans kranie. Så bliver han vækket igen og opereret i hjernen, mens han er vågen.

Dette er en reportage fra en tur i eksistensens maskinrum. Den finder sted, da Mikkel Schweitz blev vågen-opereret i hjernen på Rigshospitalet torsdag den 23. juni 2022 og et par uger før og efter. Den handler om, hvem Mikkel er, og om han stadig er den samme efter operationen. Og sådan handler historien også om menneskets “sjæl” eller den enkelte persons enestående jeg: For hvor sidder det? Hvor meget kan man pille i en hjerne uden at pille et menneske itu?

Svulsten i Mikkels hjerne er en sjælden slags. Inden operationen ved lægerne ikke meget om, hvor ondartet den er. Den blev opdaget, da han var barn, men først sidste år var den vokset, og op til operationen er den vokset igen. Den er i Mikkels hjerne omtrent som spraymaling på et lærred: Raske og syge celler vokser mellem hinanden, så svulsten er koncentreret i sin midte, men diffus i kanterne.

Bliver den, kan den vokse mere og skade de funktioner, der er styret af de dele af hjernen, den infiltrerer. Men hvis kirurgen tager for meget og fjerner væv med funktion, kan hun lave skaderne selv.

Mikkel skal være vågen under operationen, så kirurgen kan gå præcis til grænsen og fjerne mest mulig svulst, men gøre mindst mulig skade. Uafbrudt vil neuropsykologen tale med ham. Svulsten trænger ind i områder af hans hjerne, der blandt andet har at gøre med motorik og tempo i handling og tale, og derfor vil hun teste hans evne til at bevæge for eksempel fingre og hånd, og hvor godt han “svinger” som en almindelig samtalepartner. Længst inde er svulsten vokset ind i den forreste del af gyrus cingularis, der styrer hans evne til at regulere følelser. Der vil hun holde øje med, om han får følelsesudbrud, det kan være panik eller et pludseligt sus af lykke.

Hvad gør et menneske til den, han er?

Det er et spørgsmål, Mikkel har stillet sig selv, og som han er blevet stillet af personalet på hospitalet inden operationen.

Engang havde specialisterne her en forsker som patient. For forskeren var det vigtigste mål med behandlingen, at han stadig kunne forstå og selv finde ord, også når sproget var kompliceret. En anden var pianist. For ham var det livet om at gøre, at han bevarede styrke, følesans, styring og koordination, der alt sammen har at gøre med de finmotoriske bevægelser, han levede af.

Mikkel er i lære som elektriker. Det vil han meget gerne være. Men det er ikke afgørende for, hvem han er.

Patienten

Mikkel er til forundersøgelse på Rigshospitalet 14 dage inden operationen. Undersøgelsen består blandt andet af en tre timer lang samtale med neuropsykologen.

“Jeg er ikke interesseret i, hvordan du fungerer i forhold til andre. Jeg er interesseret i, hvordan du fungerer,” siger hun, som blandt andet vil tale om hans baggrund og teste nogle af de områder i hjernen, som kirurgen vil gå tæt på under operationen.

Mikkel er født, opvokset og bor på Amager i København. Hans mor og far er skilt, men de er begge med i dag. Han har en lillebror og kæresten Alma. De to bor sammen. Inden han kom i lære som elektriker, tog han en uddannelse til pædagogisk assistent, og han er stadig en slags reserve-storebror for en dreng, han engang var støtteperson for.

Han er muskuløs, men ikke stor, 180 centimeter høj. Han er skandinavisk lys, med blå øjne, kort, gult skæg og hud, der har tendens til at rødme. Ligesom kroppen er ansigtet fyldigt, men pænt proportioneret, med regelmæssige træk, en lige næse og smalle læber. Når Mikkel smiler, får han to buttede halvmåner under øjnene. Smilet fylder hele ansigtet, og dog er det en smule genert.

“Rævebrændt” kalder hans far den skælmske charme, sønnen udstråler.

Når Mikkel taler, er han præcis, men ydmyg.

“Lige nu må jeg bare slippe rattet, for der står de bedste og mest professionelle mennesker, som vil behandle mig, og jeg kan ikke gøre mere,” siger han om sin sygdom i en blanding af moden realisme og respektfuld tillid, der virker typisk for ham.

Hans mor siger, at han er ikke-dømmende og åben for andres model af verden. Han interesserer sig for andre, siger hans far. Han viser omsorg i en grad, der nogle gange er for meget, siger Alma: Engang forærede han for eksempel sin splinternye boksepude til den dreng, han er reserve-bror for, simpelthen fordi drengen bad om den.

På venstre overarm har han en tatovering af Diana med sin dolk, den romerske jagtgudinde, for hans mors mellemnavn er Dianna. På håndleddet er to hænder flettet i et håndtryk; det er ham og hans bror. “2300” står skrevet på hans lår: Det er Amagers postnummer, for Mikkel er mere end noget andet bundet til hjemstavn og familie.

“Det, der er vigtigst for mig er ikke bare relationer, men dybe relationer. Jeg kan lide at være tæt på mennesker og komme helt ind,” siger han.

Inden puberteten fik Mikkel væksthormon på grund af sin ringe højde. Skolen var hård, Mikkel var blandt de børn, der blev kørt på, og han har haft angst og depression som barn og ung voksen.

“Jeg tænker meget. Jeg plejede at se på det, som om jeg var skrøbelig, følsom og havde let til tårer. Men det kan jeg slet ikke genkende i dag,” fortæller han om sig selv.

I dag føler han tværtimod, at han kender sig selv. Han ved, hvad han kan holde til, og hvad der er vigtigt for ham.

Til forundersøgelsen på hospitalet lytter han til neuropsykologens forklaringer og spørger ind. Men det er også som om, han er ladet med spænding. Han nærmest radierer en nervøs energi. Han sidder med armene over kors og krydsede ankler. Af til ser han bare ligeud, som om der ingen er omkring ham.

“Kilometerblikket”, siger hans far: “Nu er du ramt.”

Faderen rejser sig og stiller sig bag Mikkels stol. Han kysser ham på den trimmede isse og aer ham – længe. Mikkel sukker og strækker sig. Så spørger han neuropsykologen:

“Jeg vil stadig have de samme tanker og følelser, ikke? Bare jeg ikke vågner op og er hadefuld. At jeg glemmer folks navne eller stopper med at elske min kæreste. Jeg er bange for, at mine følelser skal blive nogle andre. At min empati tager skade, eller at jeg er vred eller sur hele tiden. Så vil jeg ikke føle, at jeg er Mikkel mere.”

Han siger også:

“Hvis det var foden, ville jeg bare sige: ‘tag den fra knæet og ned’. Men det er min hjerne, ik’. Alt, hvad jeg opfatter og ser, hele den verden jeg lever i – det afhænger af, hvad dén bestemmer sig for at se, føle og være en del af. Det er det, der skræmmer mig mest.”

Neuropsykologen

Den dag, Mikkel skal opereres, står neuropsykolog Christina Engelmann op klokken 6.10. Hun bor på Vesterbro i København og skræver over sine to børn, der ligger på madrasser på gulvet. Til morgenmad spiser hun et stykke ristet rugbrød og en proteinbar, for det giver ikke sure opstød. Hun spiser aldrig hvidløg dagen før en operation eller skærer løg. En vågen-operation tager mellem tre og syv timer, og hun taler til og rører ved patienten hele tiden. Hun vil ikke lugte.

Hun skriver en dosmer til sig selv med stikord. Det er de ting, hun skal huske at teste Mikkel for i dag. Hun har allerede en tilsvarende liste på sin telefon. Men hun kan lide at overindlære.

Hun ved, at succes eller fiasko også afhænger af, om hun opdager de små signaler, der undervejs vil sladre om, hvorvidt kirurgen er ved at gå for langt. Men hun er ikke nervøs. Rigshospitalet laver i gennemsnit 55 vågen-operationer om året, og Christina Engelmann har deltaget i 3-400 stykker.

Der er altid en risiko for, at patienten kan få blivende skader. Risikoen er fem procent for lammelser og to procent for en hjerneblødning eller dets modstykke, afbrudt blodforsyning og vævsdød. Men Christina Engelmann forventer, at de følger, Mikkel kan få, kun vil være midlertidige.

Kirurgen vil gå til grænsen omkring de nervebaner, der har at gøre med styrke, koordination, styring og følesans, især i kroppens venstre side fordi svulsten sidder til højre i hjernen, og de funktioner kan blive påvirket. Mikkel kan også få problemer med sin visuelle opmærksomhed mod venstre, det vil sige, at han kan miste fornemmelsen for sin venstre side af kroppen og for sin omverden til venstre og for eksempel gå ind i ting.

Kirurgen kommer tæt på andre områder i hans hjerne, hvor der kan ske en påvirkning af hans evne til at starte, stoppe eller justere en handling, han kan “gå i hak” og gentage andre som et ekko. Han kan få problemer med at finde ord og skabe sætninger, og han kan få en træghed eller latenstid på alle handlinger, også tale, så han virker langsom og fraværende. Dét kan andre misforstå som mangel på interesse eller depression.

Hans evne til, at hver hånd udfører hver sin handling, kan tage skade. I så fald kan han næppe blive elektriker.

Og længst nede i hjernen er svulsten altså vokset ind i den forreste del af gyrus cingularis, der har indflydelse på det, Mikkel frygter mest: Hans følelsesmæssige reaktioner.

Her ses et snit af Mikkels hjerne bagfra

1. Cortico spinale tracts Disse baner løber fra de primære områder for styrke og følesans og ned til musklerne. Bliver disse ledningsbaner påvirkede, kan Mikkel få nedsat følesans og styrke i den ene side af kroppen, der ikke kan trænes op igen.
2. Fronto striatale tracts Her styres evnen til at starte, stoppe og justere en handling eller adfærd. Bliver området påvirket, kan Mikkel “gå i hak” og gentage andre som et ekko.
3. Hjernebjælken (corpus callosum) Hjernebjælken forbinder de to hjernehalvdele med hinanden og er blandt andet involveret i koordinationen af bevægelser i begge sider af kroppen og kompleks problemløsning.
4. Supplementary motor area Området styrer blandt andet evnen til at igangsætte handlinger og tanker, men også evnen til at skifte mellem handlinger og stoppe dem (ligesom en tænd-/sluk-knap). Især de finmotoriske bevægelser kan blive påvirket her, ligesom det kan blive svært for Mikkel at finde de rigtige ord.
5. Mikkels svulst Er groft kegleformet, omkring tre centimeter tyk i den ene ende, mindre i den anden, og fem centimeter lang.
6. Gyrus cingularis I den foreste del af gyrus cingularis styres evnen til at regulere følelser. Bliver området påvirket, kan det for eksempel give pludselige følesesudbrud.
7. Visuel opmærksomhed (superiour longitudinal fasciculus II) Området behandler både rumlig og visuel opmærksomhed. Forstyrrelser kan blandt andet føre til reduceret opmærksomhed på den ene side af egen krop eller rummet.

Hjernekirugen

I Kokkedal i Nordsjælland vågner hjernekirurg Jane Skjøth-Rasmussen af fuglesang klokken 5.35. Hun spiser morgenmad, men tager kaffen med i bilen på vej til hospitalet. Hun har mødetid klokken 8.00, men kommer altid en time tidligere, når hun skal operere.

Ved syvtiden sidder hun på sit kontor og ser på scanningsbilleder af Mikkels hjerne. Hun indprenter sig den måde, svulsten ligger på, og tegner den ind på billederne.

Hjerne-kirurgi er kontant afregning. I få andre specialer kan selv små uheld gøre så meget skade.

“Hver eneste kirurg bærer i sig sin egen kirkegård, hvor han fra tid til anden går hen for at bede,” skrev den franske kirurg René Leriche i 1951.

Rigshospitalet har lavet vågen-operationer på samlebånd i omkring ti år. Jane Skjøth-Rasmussen har opereret et sted mellem 70 og 100 patienter. Hun er landets mest erfarne kirurg på feltet lige nu. Hun frygter ikke operationen. Men de dårlige erfaringer, som også hun har, er altid i baghovedet og skærper hendes opmærksomhed.

Hun tænker især på at undgå blødninger og blodpropper. Hjernen har blodkar, der er så små, at de end ikke har et navn. Men selv en blodprop i et område på 0,5 x 0,5 centimeter kan sende et menneske i kørestol.

Patienten skal leve bedst muligt, længst muligt – med fokus på bedst. Det er Jane Skjøth-Rasmussens motto som kirurg. Hun vil hellere komme tilbage og operere én gang mere end at gå for langt den første gang.

Hun forventer ikke, at operationen i dag er blandt de mest vanskelige. Hun tror, at svulsten ret let kan kendes fra det raske hjernevæv og fjernes. Der er en god chance for, at operationen kan helbrede Mikkel fuldstændig, mener hun.

Men hun ved det først, når hun åbner hans hoved.

Svulsten

Klokken 9.34 træder hjernekirurg Jane Skjøth-Rasmussen ind i operationsrummet. Neuropsykolog Christina Engelmann er der allerede. Mikkel er i narkose. Han ligger på operationsbriksen, hvor Alma forlod ham, med en mintgrøn slange tapet fast i sin mund og to stykker tape over øjnene.

Ved hans højre side står et rullebord, og på det ligger et stativ i kraftigt stål. Det skal bruges til at fiksere hans hoved under operationen. Jane Skjøth-Rasmussen lægger hovedet til rette i stativets halvmåneformede ramme, så hovedet hælder cirka 45 grader mod venstre. Hun skruer fire kraftige søm gennem huller i rammen og ind i skalpens bløde lag, så dybt at de spidse ender forsvinder, og lidt blod siver ud omkring dem.

I venstre hånd har hun en slags pegepind med infrarødt lys. Hun fører den over hans hoved, mens hun ser på en skærm, der viser hendes bevægelser på et scanningsbillede af hjernen. Systemet fungerer som en gps: På billedet er svulsten tegnet op med rødt, og med grønt er en af de nervebaner, hun helst skal undgå. Med den anden hånd tegner hun en hestesko på issen, hvor hun vil gå ind.

Først skærer hun skalpen løs i hesteskoformen. Den er læderagtig tyk, og hun holder den tilbage i den flap, hvor den stadig sidder fast, som man bøjer et stift stykke gummi. Det fyger med fint støv, da hun fræser kraniet åbent, og et øjeblik lugter der brændt. Knogle-brikken, hun har savet ud, giver hun til en sygeplejerske. Nu er kun dura mater – “den hårde moder”, en sej og uelastisk hjernehinde – mellem Mikkels hjerne og den fri luft. Også den skærer Jane Skjøth-Rasmussen op i hesteskoformen, trækker til side og sætter fast med nål og sytråd i et kirurgisk instrument bag hullet.

Hjernen hæver og sænker sig ganske let i sit hul, som om den ånder. Den ligger i hvidlige snoninger overtrukket med små røde og store blå blodårer, der forgrener sig på overfladen i et net. En strøm af blod oversvømmer den blotlagte hjerne, men slipper og glider væk i leverede klatter, da sygeplejersken skyller med vand.

Midt for og øverst i hullet ser et område anderledes ud. Det er mælkeagtigt hvidt, klemt ned mellem hjernens folder og uden blodårer. Jane Skjøth-Rasmussen rører forsigtigt ved det med sin pegepind.

“Det her er måske det mest tydeligt syge. Tumor,” siger hun.

Et elektrokardiogram bipper regelmæssigt. Der dufter svagt af sprit og ny gummi i lokalet.

“Yes. Nu må I godt begynde at vække,” siger hun til personalet.

Inde i hjernen

Mikkels stemme er hæs og rå.

“Jeg er sgu lidt træt, lidt groggy,” rasper han.

Ved hans ansigt sidder Christina Engelmann. Kirurgen kan han ikke se. Jane Skjøth-Rasmussen sidder bag et plastikforhæng, der skiller åbningen i kraniet fra resten af Mikkel.

Neuropsykologen giver Mikkel hans briller på, for snart skal han til at læse.

“I min verden er du vågnet hurtigt op. Og selvom du stadig er ved at vågne, så starter vi mapping,” siger hun.

Mapping er den teknik, specialisterne bruger til at skelne væv med funktion fra væv uden og på den måde finde ud af, hvor kirurgen kan operere uden at gøre skade.

Jane Skjøth-Rasmussen rører ved Mikkels hjerne med et redskab, der ser ud som en stemmegaffel. Hun sætter strøm til et område på hjernens overflade, der har at gøre med hans motorik.

“Nu”, siger hun.

“Uændret”, svarer Christina Engelmann, som har lagt sin ene hånd på Mikkels hånd og den anden på hans hofte og lår og ikke mærker nogen reaktion.

De fortsætter på hjernens overflade: “Nu”, “uændret”, “nu”, “uændret”. Og så:

“Der kommer trækninger, det er helt sikkert!” siger Christina Engelmann.

Uden at Mikkel vil det selv, har Jane Skjøth-Rasmussen fået hans lille- og ringefinger til at sitre. Kirurg og neuropsykolog har fundet et område, der styrer hans hånd, og en vej ind i hjernen uden om den funktion.

“Jeg går stille og roligt i gang med at operere,” siger Jane Skjøth-Rasmussen.

Hendes vigtigste redskab ser ud som en tandlæges bor. Med ultralyd og ekstrem præcision splintrer redskabet på én gang væv og suger stumperne op. Hun pirker rundt om svulsten med det.

Hele tiden kortlægger hun og Christina Engelmann de funktioner, de passerer. Nogle gange slukker den strøm, kirurgen sætter til hans hjerne, for den funktion, der er i vævet. I de tilfælde undersøger Christina Engelmann i sine tests, hvad der ville ske, hvis området ikke var der. Det hæse er gået af Mikkels stemme nu. Han er næsten lystig.

“Hey Jane. Jeg ved godt, at jeg skal slappe af og ikke blande mig for meget, men – heh – tager I imod blomster bagefter,” spøger han.

Han åbner og lukker sin hånd. Rører sig selv på næsen. Gentager “kakakakapata” efter Christina Engelmann og nævner alle de dyr, han kan komme i tanke om: “Zebra, gazelle, alligator, krokodille, løve”.

“Hvad tager man på fødderne i regnvejr?”, skyder Christina Engelmann.

“Gummistøvler!” returnerer Mikkel.

Han læser tal- og bogstavrækker op og staver ord forfra og bagfra.

Langsomt arbejder Jane Skjøth-Rasmussen sig ind i hjernen, guidet af Mikkels reaktioner. Svulsten er fedthvid og stadig let at kende. Det popper som stegefedt, når hendes redskab splintrer vævet. Hun stikker en tang ned i hullet og lirker forsigtigt noget op. Det er en klump, blodig og groft kegleformet, omkring tre centimeter tyk i den ene ende, mindre i den anden, og fem centimeter lang. Det er en stor bid af svulsten. Hullet, hvor den sad, er rundt og afgrænset som en gravet brønd, blodet stiger op fra bunden.

Jane Skjøth-Rasmussen går dybere, i hullet og i Mikkels reaktioner.

Han bliver træg i nogle af sine bevægelser.

“Det fungerer, men det går langsomt,” siger neuropsykologen.

“Det fungerer, men det går langsomt,” gentager Mikkel, ordret som et ekko.

Christina Engelmann beder:

“Kan du stave til kost forfra?”

“T-S-O-K”, staver Mikkel.

“Nej, forfra,” siger neuropsykologen.

“Forfra? Er det baglæns?”, spørger Mikkel, og så gør han det rigtigt.

Er Mikkel stadig sig selv, hvis han ikke spontant kan slå om i en samtale og forstå, hvad der bliver sagt? Hvis han går i hak og gentager, hvad andre lige har sagt? Såret i Mikkels hoved er nærmest trivielt: Knogle, kød og blod. Som dog rummer alt det andet: Hans fremtræden, karakter og “sjæl”.

Nu er Jane Skjøth-Rasmussen i gyrus cingularis, det dybeste sted i hjernen, hvor svulsten er vokset ned. Det sted, der styrer trang og impulser, og hvor Mikkel frygter mest at blive forandret.

Han mærker et sus i kroppen, en pludselig lethed, følelser skyller ind. Jane Skjøth-Rasmussen holder inde. Og så sker der ikke mere. Svulsten når ikke længere ned. De er i mål. Klokken er 12.05.

“Vi er færdige. Godt klaret min ven,” siger hun.

Hun stopper lange, hvide stofstrimler direkte ned i hullet til at suge blod og skyller med vand. Hun ruller dura mater, hjernehinden, tilbage over hjernen og syer den sammen med blå tråd. Kraniepladen ligger klar på et stålbord. Den er gråblå, tyk og med lidt blod på kanterne. Jane Skjøth-Rasmussen placerer den, hvor den mangler i kraniet og fikserer den med nitter af titanium, så den hverken kan glide ind eller ud. Hun lader skalpen falde tilbage og syer den fast.

Hun har blod på sine plastikhandsker, kittel og lidt på de hvide træsko. En sygeplejerske tørrer rudimentært lidt blod af gulvet med lyseblåt papir og pakker instrumenter væk. Narkose-lægen er for længst forsvundet. Der er allerede næsten ryddet op i operationsrummet.

Christina Engelmann holder Mikkels hånd og aer ham over kinden. Han ligger med lukkede øjne, men taler uafbrudt. Han roser sin mor og personalet, stemningen er dæmpet, men afslappet og tryg, næsten venskabelig.

Christina Engelmann spørger:

“Mikkel, har noget ændret sig ved at være dig?”.

“Nej. Der er nogle ting, jeg hellere vil lave end en vågen-operation. Men mere skræmmende har det heller ikke været,” svarer han.

Efterskrift

Efter Mikkels operation drak Christina Engelmann en Cola Zero. Sådan belønner hun altid sig selv efter en operation. Jane Skjøth-Rasmussen gik til en kollegas reception. Hun er sønderjyde af oprindelse og tænker næsten altid på, om noget kan gøres bedre næste gang. Men i dag var hun tilfreds.

Mikkel blev kørt til opvågning, hvor han straks mødte sin familie. Han var indlagt i to dage, før han kom hjem. I ugerne efter var han træt og glemsom, og han kunne ikke styre lange-, ringe- og lillefinger på venstre hånd. Det gik over. Midt i juli fik han svar på prøver af svulsten og opfølgende scanninger. Jane Skjøth-Rasmussen fjernede det meste ved operationen, måske det hele. Prøverne bekræftede, at svulsten er af en meget sjælden art. Lægerne forventer, at den vokser langsomt, hvis der er noget tilbage, men de ved ingen af delene med sikkerhed. Mikkel skal følges på Rigshospitalet med regelmæssige scanninger mange år endnu.

Mikkel har spurgt Alma og sin familie, men ingen af dem synes, at noget er forandret i hans personlighed eller adfærd. Selv mærker han en lille forandring. Han føler sig heldig over, at han er sig selv og kan alt det, han kunne før. Han er taknemmelig for, at sådan en operation kan lade sig gøre.