1907. Det år rejste den unge læge Christian Frederik Frimodt-Møller fra Danmark til Madras i Indien udsendt af Det Danske Missionsselskab. Med sig havde han ægtefællen Ragnhild Frimodt-Møller og deres ældste barn, Johannes. Her er Christian Frederik Frimodt-Møller foreviget ved Polioklinikken i Tamil Nadu i Sydindien sammen med sygeplejerske Agathe Poulsen. Frem til sin død i Kotagiri i 1943, virkede Christian Frederik Frimodt-Møller som læge i Indien. Efter tre år i landet blev han overlæge og den indiske regering trak på hans ekspertise vedrørende tuberkulose. Den danske missionær kom til at lede kampen mod tuberkulose i landet og modtog flere priser for sit arbejde og blev blandt andet ”Commander of the British Empire”. Dengang som i dag er mission både at dele evangeliet og at støtte mennesker til et bedre liv i fred med hinanden.

1908. Besøger man Frelserens Kirke i Qaqortoq (Julianehåb) i Grønland, vil man se en tavle, hvor Det Danske Missionsselskab (i dag Danmission) bliver takket for at have doneret kirken. ”DMS I gav os Templet og lod os Sjeleglæde finde. Stedse vi velsigne skal Jert Minde,” står der blandt andet på tavlen. Kirken blev bygget i Danmark og sendt til Grønland som et samlesæt, men skibet, som fragtede kirken, forliste. Kirken blev dog reddet, og en dansk tømrer rejste til Grønland, så man i 1832 kunne indvie kirken.

1923. Tre tilrejsende herrer på elefantsafari i Assam i det nordlige Indien. Danmission er en sammenlægning af Det Danske Missionsselskab og Dansk Santalmission tilbage i 2000. De tre på elefantsafari i Assam er tilknyttet Santalmissionen - nemlig den norske missionær Kristian Trømborg, Paul Oldenburg, som var biskop i Aalborg Stift og formand for Dansk Santalmision samt rektor Hans Høgh, som var formand for Norsk Santalmission. Missionen har været drevet af et ønske om at dele det kristne budskab i ord og handling, men som dette foto viser, har der også været masser af eventyrlyst i bagagen.

1929. Sygeplejerske Karen Gormsen kom som missionær til Dandong i provinsen Liaoning i Manchuriet, Kina, i 1906. Hun tog tidligt en moderløs pige til sig, og da der lå en pige med koldbrand i sine fødder på hendes trappesten, tog hun også denne pige til sig. Rygtet om Gormsens hjælpsomhed spredte sig, og babyer blev lagt på hendes trappesten, inden Karen Gormsen fik lavet en skuffe i det lokale hospitals mur, hvor de spæde børn kunne være i sikkerhed for de omstrejfende hunde. Som tak for hendes hjælp under koleraepidemien, fik den danske missionær en byggegrund, hvor hun med økonomiske midler fra Det Danske Missionsselskab fik opført et børnehjem, som blev indviet i 1916. Her var hun forstanderinde frem til 1951, hvor hun vendte hjem til Danmark og døde i 1960.

1937. I 1893 rejste den danske teolog Conrad Sophus Bolwig til Kina, hvor han bosatte sig i Dagushan. I september 1937 blev han pludselig genstand for omtale i både Kina og Danmark, for der var et røveri i hans hjem, og den aldrende danske missionær blev bortført. 17. oktober modtog man et telegram i Hellerup med ordene ”Bolwig befriet”. Det viste sig, at han havde været taget til fange i en klippehule. Efter sin befrielse kunne missionæren fortælle, hvordan han havde holdt andagt med røverne. Lokale havde ledt efter Bolwig, men det blev en japansk soldat, som fandt ham. De to er foreviget på dette billede. Bolwig fejrede i øvrigt sin 71 års fødselsdag i fangenskab. Han virkede i Kina frem til 1946, hvor han kom til Danmark og døde i 1951.

1946. Livet som missionær kan også gå i arv. Johannes Frimodt-Møller voksede op i Indien som missionærbarn, og han blev selv lægemissionær i Sydindien, hvor han virkede fra 1939 til 1977 udsendt af Det Danske Missionsselskab. Her er han fotograferet som 40-årig sammen med ægtefællen Kirsten Frimodt-Møller og parrets fem børn: Aase, Cai, Birthe, Jens og Poul Christian i alderen 10 til knap 2 år, da billedet blev taget, kort før familien rejste på hjemmeophold i Danmark. I 1949 fik parret deres sjette barn Niels. Johannes Frimodt-Møller arbejdede blandt andet på det tuberkulosesanatorium, hans far havde grundlagt i 1915, inden han blev professor i lungesygdomme. Johannes Frimodt-Møller døde i 1988.

1963. Ahmed levede af at riste majs, som han solgte fra en bod nær kirken i Aden i Yemen, og Jørgen Nørgaard Pedersen lærte ham at kende, da han var missionær i landet. En aften ringede Ahmed på den danske missionærs dør. Han var forslået. Nogle af drengene havde kastet sten efter ham, fordi han var blevet kristen. Ahmed havde et indtrængende ønske: Hvis han blev dræbt, ville han have en kristen begravelse. Han mente ikke, at Jesus kunne finde ham, hvis han lå på den muslimske gravplads. Jørgen Nørgaard Pedersen husker, hvordan han forsøgte at fortælle Ahmed, at hans død ikke behøvede at være nært forestående.

1963. Fem måneder senere blev Ahmed fundet druknet, og han blev, som billedet viser, begravet på den kristne kirkegård. Ahmed havde tilhørt den lille arabiske menighed i Aden. Tre blev døbt i menigheden i de fire år, Jørgen Nørgaard Pedersen var i Aden. Ahmed døde, mens de to andre forlod landet.

1968. Døren gik op, og to tildækkede kvinder kom ind i forretningen i Bahrain. Den ene af kvinderne henvendte sig til Jørgen Nørgaard Pedersen, som stod bag disken. Hun ville høre, om man kunne købe en arabisk kogebog. Og skønt Family Bookshop Group, som drev 14 boghandler i blandt andet Kuwait, Abu Dhabi, Oman, Yemen og Syrien, var kristne butikker, så havde man også kogebøger. Kvinden tøvede med at betale for kogebogen, men da de andre kunder var gået, kom hun igen frem til den danske bestyrer bag disken. Hun ville vide, om de mon havde en bibel på arabisk. Hun forlod butikken med en Bibel på arabisk, som hun bar ud af butikken sammen med kogebogen.

1978. I årtier levede Gudrun Vest i Tanzania, hvor hun fra 1968 til 2004 var udsendt af Det Danske Missionsselskab. De første år var hun husmor på Kibetaskolen for missionærbørn, men siden blev hun sognemedhjælper, og fra 1977 til 2004 var hun i Karagwe Stift, hvor hun levede tæt på kvinderne i bushen. Hun lærte dem om ernæring, familieplanlægning, og håndarbejde, og så holdt hun bibeltimer med kvinderne, som her i en kvindegruppe i Bushangaro. Det vakte en del undren, at Gudrun Vest boede alene. En gammel kone sagde til hende ”Nu bor du i et fint hus, men du skal ikke tro, det bare er dit hus, for det er vores alles hus”. Og i en periode kom der folk både nat og dag og overnattede hos Gudrun Vest.

1984. Tove Madsen var missionær i Nepal for Dansk Santalmission fra 1978 til 1981 og igen fra 1983 til 1988. Som generalsekretær i samme selskab besøgte Jørgen Nørgaard Pedersen hende, og han husker en samtale ved flodbredden i Kathmandu om, hvorfor man ikke blot lader folk leve med deres egen religion. Mens de talte, kom en far bærende med sin døde datter, som han ville begrave ved floden. Jørgen Nørgaard Pedersen fik missionæren til at spørge, hvad der var sket. Faderen svarede, at guden Rama havde taget datteren Soma og tilføjede ”tænk om guden havde forlangt vores okse”. Jørgen Nørgaard Pedersen husker den døde pige, der var blevet ofret for at tilfredsstille Rama. Det møde blev for ham en understregning af, at Guds skaberværk også gælder den døde pige, og at man som kristen er forpligtiget på at formidle budskabet om en levende Gud, som led og døde for vor skyld.

JØRGEN NØRGAARD PEDERSEN

 Født i 1940 i Viborg. Uddannet boghandler. Ansat som missionær i Det Danske Missionsselskab i 1961. Har været udsendt til Aden/Yemen og Bahrain og siden missionssekretær i samme selskab. 1982 til 2000 generalsekretær for Dansk Santalmission og fra 2000 til sin pensionering i 2003 vicegeneralsekretær i Danmission.

 Modtog for nylig prisen Årets Ildsjæl af Danmission for arbejdet med digitaliseringen af fotoarkivet, som har strakt sig over seks år.

 Siden 1964 gift med Grethe Pedersen. Familien tæller tre voksne børn og syv børnebørn.